Udadvendt versus genert

Først må jeg hellere lige understrege, at jeg godt er klar over, at udadvendthed og generthed ikke er modsætninger. For modsætningen til at være udadvendt er naturligvis at være indadvendt, hvilket vel dybest set er betegnelser for ens forhold til sig selv og andre mennesker. Altså i hvilken grad man kan lide at omgås andre mennesker og i hvilken grad man ønsker at dele sig selv og sit væsen med andre mennesker. Mens det er langt sværere umiddelbart at definere, hvad modsætningen er til at være genert. Mine nærmeste ser mig vist alle, som en meget udadvendt person og afviser derfor også nærmest automatisk, at jeg kan blive genert. Selv mine venner syntes, at antagelsen er latterlig - også når jeg selv hævder det. De afviser det, som om at jeg skulle have misforstået begrebet på en eller anden måde. Men jeg kan faktisk også godt blive genert, selvom jeg ellers er en meget udadvendt person. Når jeg taler om at blive genert, så må man ikke forveksle det med usikker, for det er bestemt ikke det samme, selvom de to fænomener minder meget om hinanden og muligvis også har visse fællestræk. For usikkerhed er en helt naturlig del af livet og derfor bliver alle mennesker også usikre før eller siden, hvis man altså ikke ligefrem lider af storhedsvanvid eller noget lignende. Hvor generthed forekommer mig at være et mere komplekst fænomen.

Jeg har tænkt lidt over, hvilken situation der egentlig ligger til grund for, at jeg nogle gange kan blive genert. For det er jo ikke så godt, at jeg ikke altid har 110 % styr på situationen. Men det er egentlig lidt svært at identificere, hvilken en situation som går forud, for at jeg bliver genert. Det eneste fællestræk jeg umiddelbart kan identificere i alle situationer er, at generthed altid hænger sammen med en eller anden umiddelbar form for selverkendelse og selvbevidsthed i forhold til en bestemt anden person. Den anden person må på en eller anden måde have en forudsat betydning for én. Men denne betydning behøver ikke at være baseret på følelser, for den andens persons betydning kan også være en slags repræsentant for noget andet, som har betydning for én. Men i det øjeblik den pågældende persons opmærksomhed vendes mod én, der opstår der en form for umiddelbar selverkendelse og selvbevidsthed. Altså opstår der en erkendelsesproces i netop det øjeblik, at man bliver genert. Hvor man i samme øjeblik både erkender den anden persons betydning (altså ens egne følelser) og samtidig også erkender den anden persons oplevelse og erfaring af én selv. Og dermed opstår der en slags objektiv og meget umiddelbar form for selverkendelse hos én selv af sig selv og sine følelser. Denne selverkendelse opstår kun fordi, at den givne person har en betydning for én (der er større end andre mennesker normalt har) og er baseret på oplevelsen af den anden persons erkendelse, erfaring og umiddelbare reaktioner på ens egen tilstedeværelse. Og det er netop denne erkendelsesproces som gør, at man bliver genert, men det forudsætter som sagt, at personen har en forudsat betydning for én. Det klassiske eksempel på generthed er derfor selvfølgelig også en forelskelse, da en forelskelse typisk vil kunne frembringe denne form for selverkendelsesproces.

Hvis en person er ekstremt genert overfor alle andre mennesker, så kan den ekstreme generthed vel i sidste ende føre til, at folk ligefrem bliver så indadvendte, at de fuldkommen isolerer sig. Hvorimod det andet ekstrem, hvor man aldrig bliver genert, vel enten må betyde, at man enten mangler selverkendelse (refleksion) eller at andre mennesker aldrig har nogen betydning for én. Jeg bliver sjældent genert, men når jeg bliver det, så er det for det meste også overfor folk, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg af en eller anden grund tillægger en betydning (for det meste, fordi jeg virkelig godt kan lide dem). Og derfor er det værste ved min generthed også, at jeg næsten er blevet FOR god til at skjule den. For derved kan folk hurtigt få det indtryk, at jeg enten bare er ligeglad med dem eller arrogant, da jeg jo opfører mig lidt anderledes end ellers. Hvilket naturligvis er det sidste, som jeg ønsker, at den pågældende person skal tro om mig. Mine venner hævder dog, som en slags trøst, at jeg aldrig virker ligeglad eller arrogant, så det håber jeg, at de har ret i. Men hvad ved de egentlig om det, for de kender mig jo kun som udadvendt, så de aner jo faktisk intet om, hvordan jeg er, når jeg er genert.