Søren Kierkegaard og hans betydning for filosofi

For en del år siden spurgte jeg min (ellers gode) underviser i filosofihistorie om, hvorfor vi ikke skulle gennemgå Søren Kierkegaard i undervisningen. Svaret på det var, at Kierkegaard ikke var relevant nok for filosofihistorien. Dette svar var efter fleres mening ikke specielt tilfredsstillende, men jeg gad ikke at stille yderligere spørgsmål, for jeg kendte allerede godt svaret. Og det skyldes, at mange ”bare” opfatter Søren Kierkegaard som en religionsfilosof. Selv dem, som har læst meget af Kierkegaard (og derved godt ved, at Kierkegaards filosofi handler om meget mere end religion) hævder tit dette. Og selvom at Kierkegaard muligvis også er meget relevant for forskellige religionsspørgsmål, så rummer hans filosofi altså også mange andre væsentlige aspekter. Og disse aspekter er efter min mening MEGET mere relevante og væsentlige for hans betydning som filosof. Og derfor er det simpelthen også bare så irriterende, at man aldrig taler om Kierkegaards filosofi, andet end når man skal diskutere spørgsmål som religion eller Guds eksistens.

Jeg er selv meget glad for Søren Kierkegaard og hans filosofi. Men denne begejstring for Søren Kierkegaard har intet at gøre med hans religionsfilosofi. Hvilket måske er overraskende for nogen. Nej, det er områder som livsfilosofi og etik som jeg finder væsentlige. Men her er der uden tvivl også nogen, som vil hævde, at man ikke kan diskutere Kierkegaards etik eller livsfilosofi uden at diskutere hans religionsfilosofi. Men det mener jeg ganske enkelt er forkert. Det kan man sagtens. Man diskuterer jo heller ikke, hvorfor Albert Einstein ledte efter de vises sten, når man diskuterer relativitetsteorien. Ligeledes må man også kunne diskutere Kierkegaards filosofi uden at skulle diskutere guds eksistens eller hvilken rolle religion skal have. Men det er helt sikkert tanker som disse, som gør, at man i dag stadig ikke vil anerkende Søren Kierkegaard som den store filosof, som han ellers var og stadig er gennem sine værker. (Selvom man måske heller ikke helt kan afvise jantelovens betydning.) Jeg mener helt bestemt, at Søren Kierkegaard skal og bør indgå i den grundliggende filosofihistorie-undervisning. Faktisk kan man også stille spørgsmålstegn ved, om der ikke også burde være et helt separat fag i dansk filosofihistorie. Men uanset hvad, så mener jeg, at man som et minimum i hvert fald bør have læst Søren Kierkegaard, når man har taget en dansk universitetsuddannelse i filosofi.

Selvom Søren Kierkegaard øjensynlig ikke har den store brede opbakning i det danske filosofiske universitetsmiljø. Så er der mange andre steder, hvor man sagtens kan få øje på hans betydning som filosof. For det første har Kierkegaards filosofi jo altid været meget populær i den bredere befolkning. Igen et punkt som sikkert ikke ligefrem har fremmet Kierkegaards position som en stor tænker i de mere intellektuelle kredse. Men i andre akademiske miljøer rundt omkring ser man helt anderledes på Kierkegaard, hvor man både anerkender hans filosofi og hans betydning som filosof. Dette gælder f.eks. på mange af de tyske og amerikanske universiteters afdelinger for filosofi. Og derfor foregår noget af den mest væsentlige filosofiske forskning indenfor Kierkegaard for tiden - ikke i Danmark som man måske skulle tro - men i USA. Og her bliver der langt fra kun fokuseret ensidigt på hans forståelse af gud og religion.