Grænseløs kommunikation

Kommunikation er virkelig fantastisk, for det er hele ens primære kontakt og forbindelse til andre mennesker. Men det mest fascinerende aspekt ved kommunikation er, at kommunikationen ikke har nogen naturlige begrænsninger. Man kan i princippet sige præcis, hvad man vil. For kommunikation har kun de begrænsninger, som man selv vælger at tillægge den. Mange af de begrænsninger, som man normalt tillægger sin daglige kommunikation, er nok også ret hensigtsmæssige i forhold til ens egne interesser. For man bør naturligvis ikke altid sige, hvad man tænker. (Selvom dette aspekt også afhænger af, hvordan man tænker. For generelt tænker jeg ikke særlig mange tanker, som ikke kan tåle at blive sagt højt, men sådan er det nok næppe for alle mennesker.) MEN det er heller ikke altid nødvendigvis en fordel, at undlade at sige, hvad man tænker. For ens egne begrænsninger kan også hurtigt blive FOR begrænsende. Og det er her min pointe ligger. For jeg mener faktisk, at de fleste mennesker begrænser deres kommunikation unødvendigt meget eller i hvert fald at de begrænser de forkerte aspekter af deres kommunikation. For de fleste mennesker begrænser ikke deres kommunikation særlig meget, når det gælder områder som kritik eller brok. Nej, den del af kommunikationen fungerer for det meste ganske optimalt og upåklageligt. Nej, det er derimod det andet aspekt, nemlig de positive tanker som man har i forbindelse med en given situation eller person, som det kniber med. For kommunikation handler jo ikke bare om, at kunne give udtryk for ens kritiske vurderinger, men vel også i lige så høj grad om at kunne give udtryk for ens glæde, fascination og entusiasme. Men dette aspekt glemmer folk tit. Hvilket jeg egentlig ikke forstår, hvordan man kan glemme. Men måske handler det mere om, at man i virkeligheden bare er ligeglad med andre mennesker.

Jeg har selv et meget højt niveau af entusiasme, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg er glad for et eller andet eller en eller anden, så ved mine omgivelser for det meste det også med det samme. Men jeg prøver faktisk også på at formidle denne entusiasme videre til den pågældende person - hvis det altså er muligt! De fleste mennesker kan også sagtens finde ud af at give udtryk for deres entusiasme, når det gælder deres familie, venner, interesser, popidoler eller noget materielt som f.eks. deres nye bil. Men ikke, når det gælder andre mennesker udenfor deres nærmeste omgangskreds. Nogle gange virker det næsten som om, at det er forbudt, at mene noget positivt om mennesker udenfor ens egen umiddelbare omgangskreds. Men hvordan skulle denne manglende relation gøre deres evner, talenter osv. mindre spektakulære? Handler det her i virkeligheden om jantelov? Eller er det fordi, at nogle mennesker rent faktisk bare ikke evner at tænke positivt om andre mennesker? For hvordan kan det være så svært at give udtryk for noget positivt, når det ikke gælder for kritikken?

Her er universitetet også et glimrende eksempel (som jeg før har nævnt) på, hvor mange unaturlige begrænsninger man kan påføre menneskelig kommunikation. Det illustreres egentlig meget fint med et citat fra bogen ”Passion og paranoia” (som handler om universitetets arbejdsmiljø) hvor en studerende udtaler følgende: ”Man kan ikke i Akademia være spontant glad”. Det har jeg nu været alligevel - altså spontant glad. Og jeg har bestemt også givet udtryk for min glæde, entusiasme og fascination på alle de tænkelige måder, som det har været muligt. Selvom det naturligvis har været svært indenfor universitetets meget begrænsede former for kommunikation, som jeg naturligvis har været tvunget til at tage hensyn til ud fra mine egne interesser. For ironisk nok, så er verdens tak - ganske ofte utak. En positiv kommentar kan overraskende hurtigt blive til en kritik af én selv og medfører ubehagelige konsekvenser. Så derfor skal man heller aldrig sige noget positivt for nogen andens skyld. Nej, man må sige, hvad man føler, for at være oprigtig mod sig selv. Og det er faktisk også meget mere meningsfyldt, end man måske umiddelbart skulle tro.

Og derfor vil jeg også gerne opfodre alle til ikke at begrænse deres kommunikation mere end højst nødvendigt - i hvert fald i den positive retning. For det er virkelig utrolig befriende, at kunne sige lige, hvad man vil. For kommunikation har ingen naturlige grænser - kun dem man selv vælger. Her er internettet også et fantastisk medie. Jeg skrev f.eks. for nogle måneder siden en mail til en filosofiprofessor og fik derefter også et svar. Det er da virkelig fantastisk og yderst fascinerende, hvordan den nye teknologi har udvidet kommunikationens geografiske grænser. Og jeg har heller ikke nogen pessimistiske tanker omkring kommunikationens muligheder og derfor tror jeg også fast på, at jo mere kommunikation der er imellem mennesker, jo bedre bliver forståelsen også. Som Samuel Butler skrev det for mange år tilbage:”If people would dare to speak to one another unreservedly, there would be a good deal less sorrow in the world a hundred years hence.”