Where is the love?

Jeg har gennem det sidste år ved flere lejligheder kritiseret danskerne for at være alt for overfladiske og ligeglade med deres medmennesker. Hvilket man blandt andet har kunnet læse om i mine blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri og Danskernes ligegyldighed når nye højder. Det skal måske her pointeres, at jeg frit bruger ordet dansker om enhver der bor eller lever i Danmark og dermed ikke blot er her kortvarigt som besøgende. Nu er jeg jo ikke ligefrem den pessimistiske type (kun meget dybt indeni) så blogindlæggene blev naturligvis skrevet med et vist håb om forandring. Men sådan en forandring sker naturligvis ikke bare lige fra den ene dag til den anden... eller gør det? For i det sidste stykke tid har jeg næsten ikke kunne gå udenfor en dør uden at en eller anden fremmed (dvs. en ven, som du stadig ikke har mødt jf. mit blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri) står klar med et smil, en sød kommentar eller helt uventet hjælp. Nu antager jeg naturligvis ikke, at dette alene skulle skyldes mine blogindlæg, men måske nærmere mediernes omtale af problematikken eller noget helt andet. Uanset årsagen, så er jeg naturligvis begejstret over muligheden for, at danskerne potentielt kunne være blevet et mere imødekommende og positivt folkefærd igennem det sidste år. Problemet med denne antagelse er bare, at jeg udelukkende baserer det på mine egne personlige oplevelser. Og nu har ens egne oplevelser jo, som bekendt, et ret omfattende subjektivitetsproblem. Derfor bliver jeg naturligvis nød til at overveje en række videnskabsteoretiske problemstillinger, når jeg skriver dette. For måske er det slet ikke danskerne, der har forandret sig igennem det sidste år, men derimod mig selv, som har forandret mig? Måske er det bare mig, som er begyndt at opføre mig anderledes og dermed også får nogle anderledes reaktioner. Jeg ved det ikke. Umiddelbart ville jeg nu selv antage, at situationen er nogenlunde status quo - altså hverken værre eller bedre. Men det er jo svært at se sig selv udefra, som Søren også skrev til mig i et svar for et stykke tid siden.

Der er også en anden mulighed, nemlig at der bare er tale om rene tilfældigheder. Måske er det bare et spørgsmål om tilfældighed, at jeg konstant møde rare mennesker fra stort set alle samfundslag, der gerne vil bruge et par minutter på at hjælpe mig ved at vise mig vej, give mig et kompliment, fortælle mig en sjov historie, lade mig komme foran i køen osv. Selv her på bloggen har jeg modtaget enormt mange søde mails (hvilket desværre ikke virker særlig motiverende for mig – nærmere tværtimod - hvilket formodentlig skyldes mit lange ophold i universitetsmiljøet.) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg værdsætter brevene rigtig meget og jeg værdsætter bestemt også den venlighed, som helt tilfældige mennesker viser mig for tiden. For i det øjeblik, hvor en helt fremmed person bruger sin energi på at glæde én, der kan man virkelig føle kærligheden. Det er ikke så meget ordene eller hjælpen, som gør det største indtryk på mig, men derimod intentionen eller tanken der ligger bag handlingen. For hvad kan bedre definere venlighed end en god handling udført uden nogen form for bagtanker eller forventning om gengældelse. For den fremmede kan jo netop ikke (qua sin status som fremmed) havde nogen forventning om gengældelse, da sandsynligheden for dette ofte er meget minimal. (Selvom muligheden dog stadig foreligger i et lille land som Danmark.) Derfor kan jeg heller ikke andet end at give Jean Jacques Rousseau ret, når han spørg: What wisdom can you find that is greater than kindness?