De største rovdyr blandt dinosaurerne

Måske er det meget godt, at dinosaurerne uddøde før homo sapiens kom til…

Spinosaurus (rygsøjleøgle)

Spinosaurus i den meget undervurderede Jurassic Park 3

Spinosaurus er den største dinosaur (mennesket indtil videre har fundet) på to ben og det største landlevende rovdyr, som der nogensinde har levet.

Tid: Kridttid (100 millioner år siden).
Længde: 16 - 18 meter.
Vægt: 7 - 21 tons.
Knoglerester fundet i: Egypten og Niger.
Kendetegn: 1,65 meter højt skjold på rygsøjlen og krokodillelignede kranium på minimum 1,75 meter.

Pliosaurus funkei (Meget øgle)

Pliosaurus funkei (tidligere med navnet Predator X) er det største rovdyr, som der nogensinde har levet i havet og dets bid var 4 gange kraftigere end en T-rex.

Tid: Jura (145 millioner år siden).
Længde: 10 - 12 meter.
Vægt: 45 tons.
Knoglerester fundet i: Svalbard, Norge.
Kendetegn: 3 meter stort gab og 30 cm lange tænder.

Hatzegopteryx

Hatzegopteryx (eller Quetzalcoatlus) er det største flyvende dyr nogensinde med det største kranium nogensinde (blandt de dyr som ikke lever i havet).

Tid: Sen Kridttid (65 millioner år siden).
Længde: 10 - 11 meter i vingefang.
Vægt: 200 - 250 kg.
Knoglerester fundet i: Transsylvanien, Rumænien.
Kendetegn: Vingefang på 10 - 11 meter, et kranium på 2,5 meter og 5 meter høj stående på jorden.

Earth

I anledning af Earth Day vil jeg gerne gøre opmærksom på filmen Earth, der er instrueret af Alastair Fothergill og produceret af BBC Worldwide, Discovery Channel og Disney Nature. Earth følger forskellige dyr i løbet af et år og skildrer deres liv - også i forhold til deres problemer i forhold miljøforandringerne. Filmen er den dyreste producerede naturfilm nogensinde. Det forstår man godt, når man har set filmen, der har taget 5 år at producere. Earth er nemlig optaget med den nyeste og bedste high definition teknologi med hele 2.000 frames per sekund, hvilket betyder, at slowmotionoptagelserne kan vises ekstremt klart og detaljeret. I luften har man også brugt helikoptere med Cineflex Camera Stabilization System for at kunne tage flotte og detaljerede billeder på lang afstand og dermed undgå at skræmme dyrene og ødelægge deres naturlige adfærd ved at flyve for tæt på dem. Bag optagelserne står også den kendte filmfotograf Michael Kelim (Twilight, Hancock og Pirates of the Caribbean). Filmen har derfor også en helt anden kvalitet end de tidligere naturfilm fra BBC som f.eks. Deep Blue. Der er brugt mere end 4000 dage på at lave optagelserne ude i naturen til Earth, som er filmet på 204 forskellige steder i verden (i 62 forskellige lande) og af hele 71 forskellige kameraoperatører. Derfor er det egentlig heller ikke nogen overraskelse, at filmen har haft den næsthøjeste indtjening for en naturdokumentarfilm nogensinde - på lidt over 100 millioner dollars. Mere overraskende er det måske, at det alligevel ikke er nok til at gøre det til en succes. For BBC har pga. krisen overvejet, hvorvidt de fremover vil bruge lige så mange penge på naturfilm . BBCs chefproducent Fothergill har udtalt følgende om dette: "There's no way we can compete with Superman, either financially or technically, but the people who have seen Earth say: "A lot of the images look like they've been created on a computer" and "It's so wonderful that our planet is so beautiful". There is a yearning for the real thing". For det er rigtig dyrt at lave naturoptagelser og det får også Earths producer Alix Tidmarsh til at frygte at mindre bemidlede producenter kunne føle sig fristede til at bruge computergenerede billeder i stedet for ægte optagelser. Earth består dog udelukkende af ægte optagelser, hvilket Earths instruktør Fothergill også har understreget med følgende udtalelse: "at no point did we use CGI (computergenerated imagery ) for this film. It is all natural." Hvilket også virker som et meget rimeligt krav til en naturdokumentarfilm. Og aldrig før har man set så smukke optagelser af dyrene, naturen og jorden i så høj kvalitet. Specielt i Blu-Ray-udgaven kommer de fantastiske optagelser virkelig til sin ret i en imponerende høj billedkvalitet. Earth fik premiere på San Sebastian International Film Festival i 2007, men den er helt klart værd at se (eller gense) hvis man ikke tidligere har set filmen.

Om at være højre- eller venstrehåndet

Højrehåndet betyder, at man har større koordination og fingerfærdighed i ens højre hånd end i ens venstre hånd. Derfor vil man også automatisk foretrække at udføre ens dagligdagsopgaver såsom at skrive og lave mad med højre hånd. Cirka 10 % af alle mænd og 8 % af alle kvinder er venstrehåndede. Under 1 % af befolkningen har ingen sidepræference. Videnskaben overvejer også stadig, hvorvidt venstrepræferencen kan skyldes et manglende gen hos ca. 20 % af befolkningen, hvoraf ca. 50 % af dem (10 % af befolkningen) bliver venstrehåndede. Man har i mange år sagt, at venstrehåndede lettere bliver syge og at de er mere kreative, men det er aldrig blevet underbygget videnskabeligt. Undersøgelser af folk med hjerneskader har dog vist, at man (de højrehåndede i hvert fald) primært bruger den højre side af hjernen til at fokusere på hele billedet, mens man bruger den venstre side af hjernen til at fokusere på detaljerne i billedet. I mange år troede man også, at menneskets asymmetriske hjerne var helt unik for mennesket, men forskningen har sidenhen vist, at det, at have en sidepræference (det at være højre- eller venstrehåndet) også findes hos dyr. Men modsat, hvad man måske umiddelbart skulle tro, så findes højrepræferencen ikke i samme udstrækning hos vores artsfæller primaterne. For her viser undersøgelser, at det kun er omkring 55 % af primaterne, der skaffer sig føde primært ved at bruge den højre hånd. Til gengæld tyder meget på, at f.eks. chimpanser bruger højre hånd til at kommunikere med andre primater. Hjernescanninger af aberne har også yderligere vist, at den venstre hjernehalvdel brocas homolog bliver aktiveret – ganske ligesom det er tilfældet for mennesket.

Mellem 60 og 80 % af alle fuglearter bruger deres højre øje eller side til at se og skaffe sig føde, hvor særligt papegøjer har en præference for den højre side. Mere end 90 % af alle papegøjer bruger venstre foden til at samle føden op med og næbbet som en slags højrehånd til at bearbejde føden med. Ligeledes bruger omkring 80 % af alle hvalrosser også deres højre luffe til at finde føde på havbunden. Spændende ny forskning viser også, hvorledes mange dyr reagerer kraftigere på trusler fra den venstre side end fra højre side og at noget lignende formentligt også gælder for mennesker. Hvilket mulivis også kan forklare, hvorfor højrehåndede boksere vender den venstre side til - da synsrefleksen muligvis bliver hurtigere aktiveret i den venstre side og dermed undgår bokseren lettere modstanderens slag. Generelt tyder meget forskning på, at den højre side af hjernen er bygget til at fokusere på flugt, mens den venstre hjernehalvdel fokuserer mere på at være imødekommende. Det er formentlig også årsagen til, at hunde logrer mere med halen mod venstre, når de ser andre dominerende hunde og mere mod højre, når deres ejere kommer hjem. Noget forskning tyder også på, at dyr generelt er mere aggressive over for andre, når de befinder sig til venstre side for dem end, når de er på højre side. Forskning har også vist, at flokdyr har stærkere sidepræferencer. Dette gælder f.eks. fisk der svømmer i stimer, hvor en fælles sidepræferencer kan være et spørgsmål om overlevelse i forhold til rovfisk.

Forskningen viser også, at der også findes flokdyr med en alternativ sidepræference, hvilket muligvis også kan forklares vha. overlevelse – da det uventede eller overraskelse også kan være et ganske effektivt forsvar. (Her kan man så overveje, hvorvidt det er en tilfældighed, at både Osama Bin Laden og de sidste 5 ud af 7 amerikanske præsidenter i USA har været venstrehåndede (Gerald Ford, Ronald Reagan, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama).) Og hvorvidt det er denne erkendelse der har ført til, at man ikke længere tvinger venstrehåndede til at skrive med ”den rigtige” (højre) hånd i skolen. Uanset, så betyder højre stadig betyder ”den rigtige” eller ”den rette” på flere sprog som f.eks. engelsk (right) tysk (recht) og fransk (droit) og venstrehåndet betyder også stadig klodset og uheldig på henholdsvis engelsk (lefthanded) og fransk (gauche). For ikke at glemme de knapt så flatterende ordsprog som f.eks. en vielse til venstre hånd og venstrehåndsarbejde. Ud over de venstrehåndedes selvindlysende problemer med at skrive fra venstre mod højre uden at tvære skriften ud, så har produktionen af teknologi tilrettet majoriteten af højrehåndede (som f.eks. sakse, mikrobølgeovne, kameraer, knive, guitarer og dåseåbnere) nok heller ikke været særlig fordelagtig for opfattelsen af de venstrehåndede. I dag kan de venstrehåndede dog bestille langt de fleste produkter tilrettet deres sidepræference – men der er stadig mange områder, hvor præferencen udgør et problem for de venstrehåndede.

Filosofisk humor 4

Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

Test: Er du forelsket?

Her kommer den længe ventede test om forelskelse, som faktisk er det mest efterspurgte blogindlæg, siden at jeg startede min blog i 2007. Jeg har dog været inde på emnet et par gange tidligere - senest med mit blogindlæg med den lidt negative titel Er forelskelse en mental sygdom?, som man med fordel kan læse, hvis man søger en lidt mere seriøs (videnskabelig) tilgang til emnet. Men her kommer den knapt så videnskabelige kærlighedstest:

1. Er du blind?

Kærlighed gør blind. Hvis du mener, at din udkårne er det mest fantastiske væsen, som nogensinde har sat sin fod på jorden og at ethvert fejltrin vedkommende begår, blot gør vedkommende endnu mere charmerende, så er du muligvis forelsket.

2. Har vedkommende forandret dit liv?

Hvis du er forelsket, så er det også kun helt naturligt, at man håber på, at den udkårne også vil gengælde ens kærlighed. Derfor er mange nyforelskede også parate til at gøre næsten, hvad som helst i håbet om at vinde den udkårnes hjerte.

3. Husker du bedre?

Videnskabelige undersøgelser har vist, at en forelskelse kan øge væksten af NGF proteiner i op til et år, hvilket blandt andet kan forbedre ens hukommelse.

4. Er du blevet mere glad og fjollet?

Mennesker, der er forelsket, er meget glade og opfører sig også tit fjollet i selskab med deres udkårne og derfor bliver dette fænomen også tit forstærket, hvis det skulle vise sig at forelskelsen er gensidig.

5. Skriver du konstant søde beskeder til vedkommende?

Forelskelse kan få selv de mest rationelle mennesker til at gøre de mest tåbelige ting.

6. Vil du gerne fortælle andre om din udkårne?

Når man er forelsket, så tænker man konstant på sin udkårne og derfor vil man også gerne dele sine tanker med hele verden. Intet virker mere vigtigt end den udkårne og ens følelser for vedkommende.

7. Virker din udkårne på nogle punkter meget forskellig fra dig selv?

Det er kun helt naturligt, da langt de fleste forelsker sig i en person med gener, som der adskiller sig væsentligt fra vedkommendes egne. Det er en smart funktion ved forelskelse, der fra naturens hånd er designet til at forhindre indavl og dermed også diverse defekter ved reproduktion.

På trods af alle diverse negative konsekvenser ved forelskelse, så er der stadig intet i denne verden, som er helt lige så storslået eller fantastisk som forelskelse. Intet andet kan tage vejret fra en, som en stormende forelskelse. For ikke at tale om fraværet af ens rationelle evner og personlige stolthed. Forelskelse er uden sammenligning den stærkeste emotionelle tilstand, som et menneske kan opleve og derfor også et de mest fortryllede øjeblikke i et menneskes liv. Så derfor kan man vel ikke rigtig sige andet om forelskelse end: Falling in love rocks!

Det bioniske menneske

Forleden henledte Gustav min opmærksomhed på Inspector Gadget. Inspector Gadget er en animeret tv-serie fra 80’erne, der handler om den klodsede detektiv Inspector Gadget, der altid formår at forveksle fjender med venner og omvendt. Gadgets uduelighed fører ham tit i fare og derfor får han ofte brug for hans indbyggede bioniske gadgets til at redde ham (hvis æren ikke nærmere skal tilskrives Penny (hans kloge niece) og hendes hund Brain). Andre eksempler på bioniske mennesker fra fiktionen kunne f.eks. være Six Million Dollar Man eller Robocop. Men mennesker med indbyggede elektroniske gadgets er ikke bare ren fantasi. Der findes allerede flere elektroniske gadgets, som har været brugt i årevis som f.eks. den kunstige pacemaker og Cochlear implantatet. Den kunstige pacemaker er beregnet til mennesker med dårligt hjerte. Her kan pacemakeren f.eks. hjælpe med at opretholde en tilstrækkelig hjertefrekvens ved at sende elektriske impulser vha. af elektroder direkte ind i hjertemuskulaturen. Cochlear implantatet er en slags høreapparat for døve eller meget svært hørehæmmede. Cochlear implantatet er dog ikke noget traditionelt høreapparat, da det ikke har til formål at genskabe hørelsen. Implantatet giver blot en lydoplevelse, hvilket f.eks. kan forøge muligheden for at børn under 5 år kan lære et "normalt" talesprog. Implantatet består af en ekstern mikrofon, en taleprocessor, en forstærker og en indopereret enhed der overfører signalerne via en elektrode, der stimulerer nervefibrene i cochlea i det indre øre til hørebarken i hjernen.

Bionik er betegnelsen for det stærkt voksende forskningsområde, hvor biologi og elektronik smelter sammen for enten at erstatte eller forbedre menneskets anatomiske strukturer ved hjælp af elektronik. Man har allerede udviklet bioniske legemsdele som f.eks. bioniske arme og ben, der kan styres ved hjælp af en lille indopereret computer i mennesket. Men videnskaben holder sig naturligvis ikke kun til udviklingen af sundhedsmæssige hjælpemidler eller erstatningsorganer til genskabelse af førlighed. Udviklingen af det bioniske menneske sigter også efter, at elektronikken skal gøre mennesket hurtigere, højere og stærkere. Hvilket blandt andet har ført til udviklingen af et eksternt skelet, som skal forøge menneskets bæreevne på en ergonomisk korrekt måde uden samtidig at formindske menneskets manøvredygtighed. Ved hjælp af dette skelet vil et almindeligt menneske kunne bære meget tunge ting over lange distancer eller ujævnt terræn (som f.eks. trapper) uden at lide overlast. Ligeledes har man også udviklet et bionisk øje, der kan genskabe blindes syn i en vis grad. Det bioniske øje fungerer vha. af et par briller med videokamera, en mindre computer og en indopereret chip på nethinden. På baggrund af teknologien, der er baseret på infrarødt lys, så vil det også være muligt at se i mørket vha. af brillerne (night vision). På baggrund af disse opfindelser virker det efterhånden som om, at det kun er fantasien, der sætter grænserne for den bioniske forskning og udvikling. Derfor bliver det også spændende at følge forskningen de kommende år – ikke bare på det sundhedsmæssige område - men også på området omkring, hvordan teknologien vha. af biologien kan gøre menneskets hverdag meget lettere. Ikke mindst i forhold til de mange nye spændende etiske spørgsmål, som udviklingen også medfører!

Er forelskelse en mental sygdom?

Filosoffen Platon bliver ofte citeret for at skulle have sagt at: ”Kærlighed er en alvorlig mental sygdom”. Hver gang jeg hører dette citat, der kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorvidt kærlighed ikke nærmere skulle have været oversat med forelskelse. For hvad er forelskelse egentlig for et fænomen? Det har både litteraturen og poesien givet mange forskellige bud på. Forelskelse er, ifølge mange forskere, den stærkeste emotionelle tilstand, som et menneske kan opleve, hvilket også vil sige, at den er stærkere end seksualdriften. Forelskelse er både en psykisk tilstand og en måde at opfatte et andet menneske på, hvor man føler sig enormt tiltrukket af vedkommende. Forelskelse behøver ikke nødvendigvis at være rettet imod en bestemt person, men kan også være rettet imod selve tanken (ønsket) om at være forelsket, selvom dette fænomen også gerne har en bestemt person for øje. Tilstanden gør ofte, at den forelskede bliver lidt utilregnelig og ikke længere opfører sig, som vedkommende ellers normalt ville gøre. Forelskelsens fascination gør også den forelsket meget modtagelig overfor ethvert signal fra den udkårne og dermed kan den udkårne hurtigt fylde enormt meget i den forelskedes bevidsthed. Da den udkårnes ”signaler” ganske ofte kan være ret tvetydige i sig selv, uanset om den udkårne deler den forelskedes følelser eller ej, så kan den forelsket hurtigt skifte imellem meget intense følelser af både lykke og ulykke. Forelskelse gør også tit den forelskede ”blind”, ikke bare overfor den udkårnes fejl og mangler (og eventuelle mindre svigt) men også overfor omgivelsernes kritik af den udkårne eller muligheden for et potentielt forhold. Denne blindhed kan også føre til en generel manglende realitetssans, hvilket ganske ofte vil meget mere tydelig for omgivelserne end for den forelskede selv. Til gengæld virker den forelskedes (tidligere) problemer nu som fuldkommen ligegyldige for vedkommende selv.

Videnskaben har også efterhånden en ret god viden omkring, hvad forelskelse er. Her skelner man især imellem tre primære drifter: forelskelse, kærlighed og begær, da de hver især fremkalder både forskellige hormoner og kan måles forskellige steder i hjernen. Det lidt pudsige ved at se på forelskelse ud fra et videnskabeligt synspunkt er, at forelskelse ikke på nogen måde minder om begær, hvilket ellers ville være meget nærliggende at antage. Fysiologisk set der adskiller forelskelse sig nemlig i høj grad fra begær, da forelskelsens fysiologiske hjerneaktivitet hovedsagligt foregår i den højre hjernehalvdel (helt præcist i nucleus caudatus og ventral tegmental området) hvorimod begær hovedsagligt udløser aktivitet i den venstre hjernehalvdel. Hjerneaktiviteten i forbindelse med forelskelse foregår dermed hovedsagligt i et område, som man primært forbinder med motivation, belønning og drivkraft. Altså skaber forelskelse lidt overraskende ikke nødvendigvis nogen form for hjerneaktivitet i det område af hjernen, som man ellers normalt forbinder med følelser og sex. Ligeledes så skaber følelsen af begær også typisk en øget mængde af hormonerne androgen og østrogen, hvorimod forelskelse faktisk øger mængden af både oxytocin, endorfiner, serotonin og dopamin. Oxytocin er det hormon, der påvirker menneskets grad af tillid til andre mennesker og dermed også udgør en væsentlig forudsætning for, at man kan fastholde længerevarende forhold. Dette hormon findes også hos andre pattedyr og forsøg med markmus har vist, at hvis man fjerner deres evne til at producerer oxytocin, så mister de også samtidig evnen til at indgå i monogame forhold. (Markmus danner normalt par for livet.) Endorfiner har generelt en morfinlignende virkning på mennesket og virker derfor både smertedæmpende og lykkefremkaldende. Serotonin er med til at regulere menneskets humør og en øget produktion af serotonin giver derfor også en øget lykkefølelse. (Serotonin bliver også brugt i produktionen af lykkepiller.) Dopamin er et stof der skaber en meget intens lykkefølelse og kan derfor også hurtigt føre til afhængighed, hvilket man også ser i forbindelse med misbrug af kokain og heroin. Altså skaber kroppen gennem forelskelsen en slags afhængighed af den udkårne. Dette kan også forklare, hvorfor en forelskelse hurtigt kan føre til depression og i mere ekstreme situationer kan ende med selvmord, personforfølgelse og drab. Meget forskning tyder også på, at mennesket sandsynligvis først udviklede evnen til at føle begær og først derefter udviklede evnen til at kunne forelske sig. Antropologen Helen Fisher har opsummeret forelskelsens rolle i den menneskelige evolution meget godt med ordene: ”Jeg tror, at seksualdriften udvikledes for at få os til i det hele taget at se os om efter en partner. Forelskelse derimod gjorde os i stand til at fokusere den store mængde energi, vi bruger på at formere os, på en enkelt person, så den ikke gik til spilde. Hengivenheden (kærligheden) opstod, så vi kunne holde vores partner ud længe nok til at opfostre et barn.”

Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning

I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).

Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.

I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.

Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.

Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.

Survival of the fittest?

Det var Herbert Spencer (og ikke Darwin) der først brugte udtrykket i bogen Principles of Biology fra 1864. Det skal dog nævnes, at han brugte udtrykket med en helt klar reference til Charles Darwins begreb om naturlig selektion. Survival of the fittest forstår mange mennesker, som et udsagn omkring de evolutionære tanker omkring naturlig selektion, hvor kun den bedst egnede overlever. Denne opfattelse stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, hvor udtrykket mere skal forstås som det, at den mest tilpassede art overlever. Eller mere præcist udtrykt, så handler det med Wikipedias ord mere om survival of the fit enough. For når man her taler om tilpasning, så handler det udelukkende om overlevelse i forhold den pågældendes arts evne til at reproducere sig selv. Dermed kan man godt glemme enhver form for idealistisk tanke omkring, hvorvidt det kun er de højst eller bedst udviklede arter som overlever. Hvis survival of the fittest skal være en beskrivelse af virkeligheden, så må udsagnet beskrive det forhold, at kun den art, der kan reproducere sig selv, overlever. Hvilket dermed også gør udtrykket til en slags tautologi: kun den art, der overlever, overlever. Mennesket er et glimrende eksempel på, hvorfor survival of the fittest ikke nødvendigvis betyder, at det kun er den bedst egnede som overlever. Hvilket disse eksempler på menneskets storhed også illustrerer meget godt: