Ministerier - et egnet område for besparelser?

Selvom Danmark er i økonomisk krise og der konstant bliver sparet på helt fundamentale velfærdsområder såsom folkeskolerne, dagpengeområdet og sundhedssektoren, så har det ikke stoppet Helle Thorning i at udpege flere ministre end den forrige regering. Det var øjensynlig ikke et område, hvor man kunne se et potentiale for at spare en del penge i form af færre høje (og ikke særligt samfundstilsvarende) ministerlønninger. Men det er nok den pris, som samfundet må betale, når et flertal af samfundet har peget på flere partier, som ikke har særlig meget til fælles, udover at de alle gerne være ministre (dvs. få en løn på minimum 924.850 kroner om året). Jeg stiller meget særligt kritisk overfor:

Har vi virkelig behov for både at have en miljøminister OG en klimaminister? Kunne de to områder mon ikke med fordel varetages af den samme person? Eller er det bare mig som mener, at der godt kunne være en vis sammenhæng mellem miljø- og klimapolitikken?

Og er det virkelig nødvendigt med en separat by- og boligminister? Specielt når vi allerede har fået en klima-, energi- og bygningsminister? (Bygningsminister? Bliver der ikke bare tilføjet ord nu for at få det til at lyde mere omfattende end det reelt er?) Og hvorfor har by- og boligministeren ikke ansvaret for bygningerne? Hvordan skal den fordeling af det politiske område helt præcist fungere i praksis? Jeg ved godt, at socialdemokraterne har en lang tradition for et boligministerium, men jeg syntes stadig, at en by- og boligminister mest af alt lyder som en løsning, som politikere er blevet enige om i en sen nattetime efter flere timers uløselige forhandlinger på Crowne Plaza.

Som en hjælp til den nye regering foreslår jeg følgende nye ministerier, hvis forhandlingerne igen skulle gå i hårdknude og der bliver behov for at oprette nogle nye ministerier:

- Ungdomsministeriet: administration af cafepenge og kultur- og fritidstilbud samt forebyggelse af ungdomskriminalitet – kan f.eks. kombineres ved at tilbyde kriminelle gratis drukferier til Sunny Beach. (Er muligvis allerede en realitet i form af den nye Ungdomsminister).

- Idéministeriet: Der mangler altid gode idéer - specielt i krisetider - og derfor kan der også hurtigt blive brug for et idéministerium. Der er naturligvis allerede nogen, som har fået den idé og derfor kan den nye regering sikkert få hjælp til at starte ideministeriet op på Ideministeriet.dk.

- Ministerieministeriet: administration og ansvarsfordeling af de eksisterende ministerier samt lobbyarbejde for oprettelsen af og videreudviklingen af nye ministerier og tilføjelsesministerier.

10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes (og undgår dårlig ledelse)

De 10 regler nedenfor kan virke enormt selvindlysende – nærmest håbløst selvindlysende. Alligevel er brud på reglerne nedenfor formentlig den primære årsag til, hvorfor flere virksomheder ikke opnår den ønskede succes. Dette bortforklares tit med ordene dårlig ledelse, men hvad mener man egentlig, når man taler om dårlig ledelse? Det vil jeg forsøge at præcisere ved at formulere 10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes. Dårlig ledelse vil ofte være et resultat af brud på flere af disse regler. Selvom der findes mange forskellige perspektiver på ledelse, så mener jeg ikke, at der vil være særlig mange mennesker, som vil være uenige i de nedenstående regler.

1. Virksomhedens økonomi er helt essentiel! Dårlig ledelse i forhold til styring af omkostningerne er den mest væsentlige årsag til, at en virksomhed lukker. Derfor skal der altid være en meget effektiv omkostningskontrol og her skal ledelsen være hurtig til at reagere i forhold til enhver negativ tendens.

2. Virksomheden skal fastholde de mest hårdtarbejdende og talentfulde medarbejdere.

3. Særligt de medarbejdere med stort engagement bør fastholdes. Engagement handler ikke bare om, at man bruger nogle ekstra timer på arbejdet, men i langt højere grad om vilje og lyst til at opnå et bestemt mål, om at tage ansvar for sit arbejde og sit arbejdsområde og ikke bare skubbe opgaven og dermed ansvaret videre til andre. Den slags dedikation til arbejdet er af stor værdi for enhver virksomhed.

4. Virksomhedens produkter eller serviceydelser skal være i overensstemmelse med markedet og med fokus på kundernes behov og ønsker.

5. Virksomheden skal have en fælles vision – et klart mål. Alle medarbejdere fra top til bund skal vide, hvor virksomheden er på vej hen og arbejde derefter.

6. Virksomhedens ledelse skal sikre en konstant kvalitetsudvikling og læring. Forbedring er ikke kun et mål, men et af de allervigtigste elementer i ledelse.

7. Virksomhedens ledelse skal have et højt kompetenceniveau, en høj troværdighed samt en høj moral, således at medarbejderne kan have tillid til ledelsen. Dette sikres bedst gennem en nærværende og synlig ledelse med god indlevelsesevne.

8. Samarbejdet i virksomheden skal bygge på tre kerneværdier: loyalitet, respekt og ærlighed. Loyalitet, respekt og ærlighed (=tillid) er tre helt grundlæggende forudsætninger for enhver positiv relation. Derfor er det også værd at huske på, at tillid tager tid at opbygge – men kan ødelægges på et splitsekund! Tillid er også det bedste udgangspunkt for enhver anerkendelse og anerkendelse er en meget væsentlig del af god ledelse.

9. Virksomhedens kommunikation bør bygge på åbenhed og ærlighed. Åben tovejs kommunikation er de eneste effektive og frugtbare kommunikation og derfor også en væsentlig forudsætning for succes. Det, at kunne lytte og forstå er også en meget væsentlig forudsætning for god ledelse i forhold til at kunne afhjælpe problemer og skabe konsensus. Derudover kan enhver ledelse også lære meget bare af at lytte til medarbejdere – også dem der er nederst i hierarkiet.

10. Virksomhedens medarbejdere skal konstant være forandringsparate. Dette vil være en kæmpe fordel for virksomheden, da en manglende vilje til forandring ganske ofte er den største indre trussel mod virksomhedens mulighed for succes.

Motivation og ledelse af højtspecialiserede kreative medarbejdere

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en rigtig spændende forelæsning omkring motivations- og ledelsesteori vedrørende højtspecialiserede medarbejdere, som DR2 sendte tidligere i dag. Her fortæller forskningsadjunkt Helle Hedegaard Hein fra Institut for Ledelse, politik og filosofi på CBS om ledelse af fagprofessionelle på baggrund af hendes studier af både sygehusvæsenet og Det Kongelige Teater. Helle H. Hein definerer ud fra disse studier de højtspecialiserede kreative medarbejdere ud fra to følgende fællestræk : "de er begge højtspecialiserede og deres arbejde er kreativt i bred forstand. Den høje specialisering er opnået enten qua en videregående akademisk uddannelse eller qua lang tids træning inden for et felt. I begge tilfælde har de opnået en meta-viden, som de bruger kreativt til at løse komplekse arbejdsopgaver. Arbejdet kan indeholde rutineprægede arbejdsopgaver, men kernen i deres arbejde er kreativ i den forstand, at de trækker på en omfattende og relativ abstrakt viden i forsøget på at løse komplekse og konkrete opgaver." Hendes foredrag med den lidt provokerende titel Med kaldet som drivkraft - Ledelse af den professionelle primadonna handler omkring, hvordan man kan lede og motivere de højtspecialiserede og kreative medarbejdere. Her gør hun op gør op med myten om den hysteriske, krævende og ledelsesresistente primadonna og understreger, hvorledes udfordringen for fremtidens ledere bliver at hjælpe de højtspecialiserede kreative medarbejderes med at realisere deres fulde potentiale. I Heins tekst om samme emne skelner hun mellem fire forskellige typer af medarbejdere, som hver har deres motivationsprofil og derfor også har behov for at blive ledet forskelligt. Det er også virkelig interessant, når Hein forklarer, hvorledes primadonnaernes motivation ikke bare er løn, men derimod motivation – altså er motivationen ikke bare udgangspunktet for arbejdet, men også slutresultatet.

For primadonnaen er den mest væsentlige motivationsfaktor kaldet, hvor kaldet er at tjene en højere sag som f.eks. kunsten, videnskaben, patienten, skoleeleven, samfundet osv. Med kaldet følger også en stærk dedikation til faget og et stærkt moralsk værdisæt, hvor primadonnaen hele tiden stræber efter de ypperste kompetencer, da disse er en forudsætning for at kunne nå idealet - nemlig den højeste standard. Dette forklarer Hein i foredraget ved hjælp af det engelske ord responsibility, hvor respons er svaret på kaldet og ability er evnen til at besvare kaldet – altså evnen til at udføre sit arbejde ud fra den højst mulige standard. Primadonnaen er ikke bare en lønarbejder, der går på arbejde for at få udbetalt sin løn, men arbejder, fordi arbejdet også er meningsgivende. Derfor er primadonnaen også "villig til at bringe ofre for at nå den højeste standard og tilsidesætter gerne mere håndgribelige og personlige behov i den højere sags tjeneste". Her er en af Heins pointer, at det også giver lederne af de højtspecialiserede kreative medarbejdere et meget stort ansvar - ikke bare for de højtspecialiserede medarbejdere - men også for fremtidens samfund, da det i høj grad vil bygge på deres kompetencer. Specielt, fordi primadonnaen kun vil følge en leder, hvis vedkommende også har gjort sig fortjent til at være leder (altså ikke pga. hierarki eller magt). Du kan læse mere om Heins spændende motivationsteori i hendes glimrende artikel med samme titel som mit blogindlæg lige her.

(Jeg finder det for øvrigt også tankevækkende, at Thyra Frank endnu en gang er den eneste offentligt kendte person, som alle ledelseseksperter vil anerkende som en god leder.)

Den moderne og menneskelige leder

Jeg vil gerne gøre opmærksom på Jes Jessens meget spændende og tankevækkende tekst: Den menneskelige leder - et filosofisk bidrag til en moderne ledelsesprofil om den moderne og menneskelige leder. Jes Jessen, som er udviklingskonsulent, cand.rer. soc og master i etik og værdier i organisationer, giver nogle rigtig spændende bud på, hvad der kan ligge i det at være en moderne leder. Han begynder med at understrege, hvorledes en af de store udfordringer indenfor ledelse i dag er at få omsat teorien til praksis og hvorledes den teknologiske udvikling har givet en øget specialisering og derfor kræver at beslutningerne bliver truffet tættere på processen og den enkelte medarbejder. Jessen diskuterer også, hvorledes disse forandringer skaber et behov for en ny slags ledelse og dermed påvirker flere forskellige aspekter af lederrollen som f.eks. autoritet og legitimitet. For når lederen ikke længere har mulighed for at være den faglige autoritet, så kræver det, at lederen baserer sin ledelse på andre aspekter, som primært bygger på tillid. Jessen referer derfor også til filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der er en stærk fortaler for, at den moderne leders legitimitet er baseret på vedkommendes menneskelige evner - såsom at indgå i gode menneskelige relationer med sine medarbejdere. Kirkeby referer også til Kants tre maksimer som udgangspunkt for den moderne leder: at kunne tænke kritisk ud fra sin egen autonomi, at kunne indføle sig i ethvert andet menneske og at være i overensstemmelse med sig selv. Ud fra dette konkludere Jessen hurtigt, hvad god ledelse må handle om:

”Ledelse sker i relationen mellem mennesker, hvor den ene har fået tildelt en formel magt, der imidlertid må legitimeres i personen for at relationen fungerer i forhold til virksomhedens mål. Denne legitimering forudsætter selvindsigt og nærvær, hvor nærværet – der er situationsbestemt – udfolder sig gennem empati og anerkendelse, men under respekt for autonomi ”.

Jessen diskuterer også andre spændende aspekter af ledelse og hvad det vil sige at være en moderne leder i forhold til anerkendelse, kommunikation, identitet, troværdighed, empati og nærvær. Et andet spændende aspekt af hans beskrivelse af den moderne leder er også, hvorledes arbejdet er blevet den primære kilde til selvudvikling i det moderne samfund og hvordan dette også påvirker den moderne leders rolle. Her har virksomhederne nemlig fået en langt større forpligtelse overfor den enkelte medarbejders udvikling - hvilket også automatisk afføder en modsvarende forpligtelse hos medarbejderen overfor virksomhedens udvikling. Selvom man måske ikke er enig i alt, hvad Jessen skriver, så er den forholdsvise korte tekst yderst indholdsrig og meget tankevækkende, hvis man har en interesse for moderne ledelsesfilosofi.

30 gode bøger om filosofi

Her er nogle af de filosofibøger, som jeg har stående på min bogreol, som jeg gerne vil anbefale til andre, som skulle være interesseret i at læse lidt filosofi:

1. Arthur Schopenhauer: Die Kunst, Recht zu behalten (Sjov læsning om, hvilke former for argumentation man IKKE skal bruge i en diskussion, men som andre kan finde på at bruge imod én.)

2. Axel Honneth: Kampf um Anerkennung (Honneths tankevækkende bog om anerkendelsens betydning i samfundet.)

3. Carl Koch: Den danske filosofis historie: Den danske idealisme: 1800-1880 (bind 4) og I positivismens tidsalder 1880-1950 (bind 5) (Fantastisk serie om den danske filosofis historie – særligt disse to bind.)

4. David Favrholdt: Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse (Spændende og velformuleret opgør med skepticismen og relativismen.)

5. David Favrholdt m. fl.: Hvad er tid? (En yderst spændende diskussion af tidsbegrebet.)

6. Erich G. Klawonn: Udkast til en teori om moralens grundlag (Det mest velgennemtænkte filosofiske værk om metaetik, der er skrevet i nyere tid.)

7. Erich G. Klawonn: Jeg'ets Ontologi (Klawonns første mesterværk.)

8. Frans De Waal: Politik blandt chimpanser (De Waals meget tankevækkende og omdiskuterede bog omkring politik og magt hos en flok chimpanser.)

9. Harry G. Frankfurt: The Importance of What We Care About (Bør læses af alle uden en fri vilje.)

10. Henrik R. Wulff m.fl.: Medicinsk filosofi (Grundbogen i medicinsk filosofi igennem flere år på medicinstudiet.)

11. Immanuel Kant: Kritik der reinen Vernunft (Kants betydningsfulde erkendelsesteoretiske værk.)

12. Jean-Jacques Rousseau: Du contrat social ou Principes du droit politique (Rousseaus bog om forudsætningerne for demokrati.)

13. Jean-Paul Satre: L'Existentialisme est un humanismer (Satres berømte værk om, hvorledes mennesket gennem sine frie eksistentielle valg og engagement gør livet muligt.)

14. John Rawls: A Theory of Justice (Rawls værk om den objektivt retfærdige fordeling af goderne i samfundet.)

15. John Stuart Mill: Utilitarianism (Nytteetikkens grundbog)

16. Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit: Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. (Spændende betragtninger over samtalens grundprincipper.)

17. Jørgen Hass: Illusionens filosofi (Spændende tanker over Nietzsches deprimerende filosofi.)

18. Karl Popper: The Open Society and Its Enemies og The Poverty of Historicism (Poppers velgennemtænkte argumentation imod enhver form for historicisme.)

19. Lars F. H. Svendsen: Frygt (Spændende læsning om frygtens indflydelse på mennesket.)

20. Mogens Skadborg, Torben Andreasen og Kamma Bertelsen: Etiske spørgsmål i medicinen (To lægers spændende overvejelser over forskellige etiske problemstillinger.)

21. Morten Kringelbach: Hjernerum – Den følelsesfulde hjerne (Spændende bog om, hvad hjerneforskning kan fortælle om menneskets følelser, hukommelse, bevidsthed osv.)

22. Peter Singer & Helga K.: A Companion to Bioethics (Glimrende oversigtsværk til et meget stort og spændende filosofisk område.)

23. Platon: Symposion (Platons smukkeste dialog om kærlighed.)

24. Rehné Christensen og Martin Vinding: Erhvervsfilosofi - filosofiske bidrag til virksomheder og organisationer (Spændende bog omkring, hvorledes filosofi kan bruges indenfor erhvervslivet.)

25. Robin Engelhardt og Hans Siggaard Jensen: Ergo - Naturvidenskabens filosofiske historie (Fantastisk bog omkring naturvidenskabens filosofiske udvikling.)

26. Søren Harnow Klausen: Hvad er videnskabsteori? (Spændende og særdeles velskrevet introduktion til videnskabsteori.)

27. Søren Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger (Kierkegaards smukke værk om kærlighed.)

28. Thomas W. Jensen m.fl.: Følelser og kognition (Spændende bog omkring følelsernes neurobiologi.)

29. V.S. Ramachandran: The Emerging Mind - The Reith Lectures (Spændende bog omkring den menneskelige bevidsthed set ud fra moderne hjerneforskning.)

30. Øjvind Larsen: Forvaltning, etik og demokrati (Tankevækkende læsning omkring de etiske problemstillinger indenfor den offentlige sektor.)

Derudover vil jeg også gerne anbefale 3 gode opslagsværker på dansk:

31. Politikens filosofileksikon (Et meget omfattende opslagsværk med meget korte og præcise forklaringer.)

32. Hvem tænkte hvad? - Filosofiens Hvem Hvad Hvor (Et gammelt spændende filosofisk opslagsværk, der hører hjemme i enhver større filosofisk bogsamling.)

33. Politikens bog om de store filosoffer - fra Sokrates til Popper (Flot visuelt opslagsværk fyldt med billeder og meget lettilgængelig tekst omkring de største filosoffer.)

Bureaukratiet – en trussel mod demokratiet!

Da der er begyndt at komme lidt for mange læsere på min blog, så har jeg besluttet mig for at skrive om noget kedeligt, hvilket faldt meget heldigt ud for mig selv, da jeg har en stor interesse for det kedelige emne bureaukrati. Derfor vil jeg forklare, hvorfor bureaukratiet potentielt kan ses som en trussel mod demokratiet. Jeg vil tage udgangspunkt i Sunghan Ims kritik af bureaukratiet. Det moderne repræsentative demokrati har tre hovedfunktioner: repræsentation, lovgivning og økonomi. Den form for demokrati kan man også kalde for flertalsstyre, da det er flertallet af befolkningen, der bestemmer landets politik. Men denne forestilling om det repræsentative demokrati kalder Im for en fiktion: "But today, this function does not seem to be carried out well in any country, and seems to have become fiction". Dette underbygger Im blandt andet ved at påpege, hvorledes de politiske partiers strenge partidisciplin gør, at politikerne har mistet deres uafhængighed. Derudover kritiserer han også, hvordan den politiske debat i mange parlamenter er blevet en overfladisk procedure uden nogen reel betydning. Ims argument er, at den reelle politiske debat og beslutningsproces slet ikke foregår i parlamenterne, men i de stående udvalg. Og dermed er beslutningerne allerede blevet truffet i udvalgene, inden at man skal diskutere dem i parlamenterne. Hvilket desværre er en nødvendig procedure pga. den offentlige sektors omfang og specialisering, HVIS man skal sikre en vis form for effektivitet indenfor de politiske beslutningsprocesser.

Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.

Om Lady Gagas succes og hendes syn på kvinder som det stærke køn

Google placerede i går Lady Gaga på en henholdsvis syvende og første plads over de mest anvendte søgeord i forhold til tekst og billeder, som er steget hurtigst i antallet af søgninger på Google i løbet af 2009. Dette er langt fra nogen tilfældighed. For Lady Gaga eller Stefani Joanne Angelina Germanotta har ikke bare opnået sin succes gennem sin halvpornografiske stil eller pæne ydre. Hun komponerer og skriver selv sin musik. Designer selv sit tøj og koreograferer selv sine musikvideoer. Lady Gaga har 100 % kontrol over sin forretning ned til den allermindste detalje. Hun ved præcis, hvad hun gør. Hvilket også fremgår ret tydeligt af både hendes tekster, musik og musikvideoer. Lady Gaga begyndte allerede som 4-årig at spille klaver efter gehør og som 13-årig komponerede hun sine egne stykker. Derefter blev hun som blot 17-årig optaget på New Yorks prestigefyldte konservatorium Tisch School of the Arts (NYU) hvor hun foruden sangskrivning også brugte en del tid på at skrive essays og lave analyser af forskellige religiøse, politiske og sociologiske spørgsmål. Da hun efter eget valg afbrød sin uddannelse, fik hun hurtigt en pladekontrakt med Def Records og en kontrakt som sangskriver med Interscope. Her nåede hun blandt andet at skrive et par sange til Britney Spears og Akon. Men inden dette havde Lady Gaga allerede gjort sig bemærket med sine avantgarde optrædener i blandt andet Mercury Lounge, hvor mange andre store kunstnere også har startet deres karriere. Her kan man blandt andet nævne navne som Tony Bennett, The Killers og Lou Reed. Her blev hun rost for sin stil, hvor popkultur og avantgarde fashion bliver blandet sammen med glam rock og retro dancebeats. Som inspiration til sin egen musik nævner hun selv Michael Jackson og Madonna, men også rockstjerner som David Bowie og Queen har haft en stor betydning for den rock and roll edge, der kendetegner Lady Gagas elektroniske musik. Og derfor stammer navnet Lady Gaga naturligvis også fra Queens hit Radio Gaga. Udover den musikalske inspiration, så er Lady Gagas tøjstil (ifølge hende selv) også kraftigt inspireret af modellen Grace Jones og Donatella Versace. Derudover har Lady Gaga også udnævnt digteren Rainer Maria Rilke til sin yndlingsfilosof, da hun føler, at ensomhed taler til hende. Hun har derfor også fået tatoveret et digt af Rilke på sin krop:

"In the deepest hour of the night, confess to yourself that you would die if you were forbidden to write. And look deep into your heart where it spreads its roots, the answer, and ask yourself, must I write?"

Lady Gaga har som de færreste andre popmusikere formået at skabe sin egen succes. Hun har kontrol over sit brand og hun ved præcis, hvad det kræver for at sælge plader (downloads). Hun har sin helt egen stil og så er hun ikke bange for at være anderledes. Tværtimod, så dyrker hun det. Og uanset, hvad man så ellers skulle mene om hendes meget avantgarde og halvpornografiske tøjstil, så kan man i hvert fald ikke bebrejde hende for at være kedelig. Derudover har Lady Gaga også flere gange været i mediernes søgelys pga. beskyldninger om, at hun skulle være lesbisk, hvilket hun dog selv har afvist med henvisning til, at hun er biseksuel. Hvilket også har skabt en vis opmærksomhed pga. Lady Gagas italienske og katolske baggrund. Derudover er Lady Gaga også ved flere lejligheder blevet beskyldt for at være en mand eller en hermafrodit. Hvilket måske kunne skyldes det faktum, at Lady Gaga på mange måder bryder med den stereotype (gammeldags) opfattelse af kvinder, som nogle skrøbelige og uselvstændige væsner, som mændene skal passe på. Lady Gaga giver derimod et billede af den moderne kvinde som stærk, selvstændig, intelligent, udspekuleret og i kontakt med sin seksualitet. Denne forståelse af kvinden kendetegner også andre populære popmusikere for tiden som f.eks. Britney Spears og Madonna. Hvoraf sidst nævnte også allerede har udtalt, at hun godt kan se sig selv i Lady Gaga. Britney Spears udfordrer også konstant sit publikum med stadigt mere og mere seksuelle tekster om sexorgier og trekanter (If You seek Amy og 3) men hun når alligevel aldrig helt Lady Gaga til sokkeholderne. For Lady Gaga styrer hele forretningen selv. Hun formåede at bevare det kølige overblik, ganske som en anden udspekuleret aktiehandler, og ventede med at udgive sit første album til, at der var et pladeselskab, som var villig til at investere (og risikere) en masse penge i en musikproduktion, hvor hun selv skulle have fuld kontrol over produktionen af såvel albummet som videoerne. Lady Gaga må have været meget overbevist omkring sit eget potentiale, da det kræver stor styrke og selvtillid, hvis man ikke skal blive forført af pladeselskaberne, når de lokker med umiddelbart fordelagtige kontrakter. Selvom Lady Gagas tekster ikke indeholder de store lyriske udfoldelser, så er de alle sammen kendetegnet af den samme styrke, selvtillid og overlegenhed. I hendes første store hit Pokerface fortæller hun om sin leg med mændenes følelser:

I wanna hold em' like they do in Texas Plays
Fold em' let em' hit me raise it, baby stay with me
I love it
Lovegame and intuition play the cards with Spades to start
And after he's been hooked I'll play the one that's on his heart…

I wanna roll with him a hard pair we will be
A little gambling is fun, when you're with me
I love it
Russian Roulette is not the same without a gun
And baby, when it's love, if its not rough, it isn't fun…

Can’t read my, Can’t read my
No, he can’t read my pokerface
(She has got him like nobody)…

Ligeledes viser Lady Gaga også sin kvindelige styrke i videoen Bad Romance, som handler om en vanvittig forelskelse:

I want your horror
I want your design
Cause you're a criminal
As long as you're mine
I want your love
Love, Love, Love
I want your love

I want your psycho
Your vertigo stick
Want you in my rear window
Baby it's sick
I want your love
Love, Love, Love
I want your love
(Love, Love, Love
I want your love)

You know that I want you
And you know that I need you
(‘Cause I’m a freak bitch, baby!)
I want it bad
Your bad romance

I want your loving
And I want your revenge
You and me could write a bad romance…

Men selvom teksten umiddelbart fremstiller Lady Gaga som den uskyldige kvinde, der er fanget i et usundt forhold, hvor hun må underkaste sig fyrens vanvittige adfærd. Så viser den horror inspireret video en lidt anden historie. Den slutter blandt andet med et klip, hvor de elskende ligger på sengen. Manden er blevet brændt af og er dermed blot et skelet, mens Lady Gaga ligger henslængt på sengen med fyrværkeri ud af brysterne og med en cigaret i munden. Jeg vil afholde mig fra at tolke yderligere i dette, men blot konstaterer, at det vist i virkeligheden var Lady Gaga der havde kontrollen og magten hele tiden. (Hvis du ikke forstår meningen, så kan du evt. læse mit blogindlæg: Hvordan får man sex?) Hele musikkens opbygning og omkvædets rytmer underbygger også følelsen af det vanvittige og den store personlige styrke eller kontrol. Lady Gaga har uden tvivl fundet en formel på succes: skab noget fængende elektronisk og rockinspireret popmusik og tilsæt dit smukke ydre en anderledes, halvpornografisk og avantgarde tøjstil. Og sørg så også lige for, at du får rettighederne til det hele – så skulle den succes vist være hjemme. Hvem var det mon der sagde, at kvinder var det svage køn?

Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.

Test: Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?

Forleden faldt jeg over en bog på nettet med titlen Nul røvhuller-reglen med undertitlen Sådan opbygger du en civiliseret arbejdsplads – og slipper levende fra én, der ikke er det, så den måtte jeg naturligvis fare hen på det nærmeste bibliotek for at låne. (Ja, for man kan jo ikke købe alle bøger – jeg plejer at favorisere de samfundsrelevante og filosofiske af slagsen)! Da jeg helt bogstavelig talt lånte bogen på det nærmeste bibliotek (dvs. nærmest mit arbejde) så måtte jeg spørge bibliotekaren om hjælp til at oprette mig som låner. Herefter var den meget imødekommende og søde bibliotekar så venlig, at hun også ville hente bogen for mig, så hun spurgte med et smil efter bogens titel. Samtlige i køen bag mig kiggede forventningsfuldt på mig – de kunne vist ikke lige gætte, hvilken slags litteratur jeg læste. "Øh..." Her fik jeg vist sagt noget om, at bogen havde en lidt speciel titel og at hun måske hellere skulle søge efter den via forfatteren Robert I. Sutton. Så gik hun og kom tilbage med bogen, som hun rakte mig med et smil og kommentaren: "Ja, den har en lidt speciel titel"! Efter at havde lånt bogen, så afslørede indholdsfortegnelsen med det samme, at mine forventninger ikke havde været forgæves. Overskriften på første kapitel sagde det hele: Sådan gør arbejdspladsens røvhuller og derfor kender du så mange af dem! Det tegner allerede godt! (Selvom det dog bør nævnes, at de fleste af mine kollegaer heldigvis er nogle super søde mennesker.) Det er vist første gang, at jeg har set en akademisk definition af et røvhul og så er den endda trykt i en bog fra Gyldendals Business! Det er virkelig fascinerende, hvad man kan slippe af sted med, hvis man blot får det puttet det ind i den rette kontekst. Men der er helt klart også visse fordele ved at rette fokus væk fra ord som arbejdsmiljø, chikane og mobning og i stedet for rette fokus hen på de personer, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Med andre ord får man sendt aben videre til den person med problemet – nemlig røvhullet. Røvhullet er kendetegnet ved at opføre sig nedladende og arrogant uden nogen form for respekt for andre mennesker. Derudover piller røvhullet også gerne med vilje ved andre menneskers selvfølelse og selvtillid - ofte med en intention om at skade dem. Sutton skelner yderligere også mellem et røvhul og et præmierøvhul, hvor det sidstnævnte er defineret af "et konstant destruktivt adfærdsmønster, der efterlader det ene offer efter det andet med følelsen af mindreværd, af at være krænket, ydmyget, undertrykt, respektløst behandlet og tappet for energi". Herefter tilbyder Sutton også to metoder, som man kan bruge til at udpege et røvhul:

1. Test: Føler offeret sig, efter at have talt med det påståede røvhul, undertrykt, ydmyget, energiforladt eller nedgjort af vedkommende? Nærmere bestemt: Har offeret fået det dårligere med sig selv?

2. Test: Retter det påståede røvhul hellere sine giftigheder mod dem, der har mindst magt, end mod dem, som har mest magt?

Herefter udpeger Robert Sutton det beskidte dusin, hvilket er 12 almindelige dagligdags handlinger som røvhuller benytter sig af, som f.eks. personlige fornærmelser, verbale og nonverbale trusler, sarkastiske vittigheder, ”statusforringende” ritualer eller udtalelser, uforskammede afbrydelser og det at behandle folk som luft. Fælles for alle de forskellige handlinger er, at de kan give offeret en følelse af at blive angrebet og fornedret. Sutton, der også står bag bøger som Weird Ideas That Works og Dangerous Half-Truths and Total Nonsense, understreger derfor også kraftigt, at bogen ikke har til hensigt at "fremavle vatnisser uden rygrad". Hvilket i mine øjne også er en meget vigtig pointe! Sutton understreger derfor også, hvorledes konflikter og skænderier kan have sine fordele – så længe de bare ikke bliver til modbydelige personlige skænderier. Bogen er virkelig godt skrevet og fyldt med masser af gode eksempler fra dagligdagen og derfor kan den også godt anbefales, hvis man skulle have brug for (som der står på bagsiden) en "guide til at arbejde sammen med – og overleve – mobbere, fjolser, idioter, tyranner, plageånder, diktatorer, snigløbere, egoister og alle de andre røvhuller, der gør deres bedste for at få dig ned med nakken på arbejdet." Erhvervspsykolog Eva Mikkelsen har skrevet forordet til bogen, som kan købes her på Gyldendal Business.

Den amerikanske drøm

Der er ingen tvivl om, at Barack Obama er fantastisk velformuleret og ved præcis, hvordan man skal levere et budskab både i forhold til ordvalg, stemmebrug, kropssprog og ansigtsmimik. Så selvom han naturligvis har masser af politiske rådgivere, der konstant kan hjælpe ham med at finpudse teknikken, så ændrer det ikke på, at jeg har stor beundring for hans stil, da han i sandhed har ordet i sin magt. Men det betyder ikke, at jeg mener, at Obama er supermand. Hvilket formodentlig også vil gå op for de mange håbefulde amerikanere i de kommende måneder. For Obama kan ikke med et enkelt trylleslag rette op på den skrantende amerikanske økonomi eller forandre den amerikanske CO2 udledning fra den ene dag til den anden. Den slags tager tid, først skal man træffe de politiske beslutninger (hvilket helt sikkert heller ikke bliver helt uproblematisk med hensyn til senatet) og derefter tager det ofte måneder eller år, før man reelt kan se virkningen i samfundet.

Men for tiden gør det ikke den store forskel, da den amerikanske befolkning desperat har brug for et håb og det har Obama givet dem. Den økonomiske krise har gjort amerikanerne usikre på fremtiden og rystet deres tro på den amerikanske drøm. Derfor er amerikanerne mere end klar til forandring og det har Obama lovet dem med slagord som Yes We Can og Change We Can Believe In. En af Obamas bøger hedder The Audacity of Hope: Thoughts on Reclaiming the American Dream. Og det er præcis det, som Obama har gjort. Han har relanceret den amerikanske drøm og solgt håbet videre til amerikanerne som noget nyt. Hvilket for en kort stund har givet amerikanerne troen tilbage på både den amerikanske drøm og fremtiden. For hvem vil ikke gerne tro på en bedre fremtid? Denne drøm har også samtidig gjort Obama til et symbol på forandring og håb om bedre tider. Derfor er Obama den nye amerikanske superhelt – Messias der ene mand skal redde den dårlige amerikanske økonomi, miljøet og bringe tropperne hjem. Spørgsmålet er bare, hvorvidt denne forandring er realistisk indenfor den nærmeste fremtid? Hvorvidt det virkelig er Change You Can Believe In? Martin Luther King havde en drøm – den er blevet til virkelighed i dag med indsættelsen af Obama som præsident. Men hvad med Obamas drøm, hvornår bliver den til virkelighed?

En hyldest til det at skille sig ud 2 - Clement Kjersgaard

Clement Kjersgaard skiller sig helt klart ud. Det betyder naturligvis også, at folk har meget forskellige meninger omkring ham. De fleste, som jeg kender, kan godt lide Clement, men det langt fra altid sådan. Clement bliver ofte kritiseret både i medierne og rundt omkring på nettet for hans personlige og til tider aggressive stil. (Her syntes jeg, at enhver form for kritik, der tager udgangspunkt i hans fars evner, er under bæltestedet.) Men hvorfor er det egentlig, at nogen mennesker har så travlt med at kritisere Clement? Er det virkelig bare på baggrund af, at de mener, at han er en dårlig tv-vært eller skyldes det i virkeligheden noget andet? Jeg kan i hvert fald umiddelbart konstatere, at stort set ingen bliver provokeret, hvis man f.eks. fremhæver en middelmådig skuespillers positive egenskaber. Nej, det er folk er fuldkommen ligeglade med, men Clement - han kan virkelig få folk op af stolene. Folk er bestemt ikke ligeglade, hvis man fremhæver Clements positive egenskaber. F.eks. så har Clement også, som en af de eneste tv-værter, formået at skabe overskrifter i aviserne alene på baggrund af hans personlige stil - bare se den her artikel fra Berlingske Tidende.

Egentlig så ville jeg helst påstå, at janteloven var død for mange år siden og det burde man også umiddelbart tro, hvis man spørger folk. For langt de fleste mennesker siger helt uden tøven i stemmen, at janteloven er en dårlig opfindelse. Men det er desværre ikke ensbetydende med, at de ikke følger janteloven. F.eks. så er der mange mennesker, som ikke bryder sig om, at man roser andre mennesker i høje toner. Ros er vist generelt noget, som man helst bør holde på et vist niveau. Ros må helst ikke blive for overdrevet eller for højtravende. Nej, for tænk, hvis man skulle gå hen og blive entusiastisk! Men hvorfor er det, at folk ikke bryder sig om for meget ros? Det findes der kun et umiddelbart svar på: janteloven! Så den lever stadig, selvom de fleste mennesker prøver på at benægte det. Men hvorfor er det egentlig, at man ikke må fremhæve et andet menneske på baggrund af vedkommendes kvaliteter? Specielt, hvis kvalitet i den her sammenhæng bare er et udtryk for personlig smag? Hvis det virkelig er så relativt, hvad er der så galt i at give udtryk for det? Hvorfor må man ikke mene, at en enkelt person er fantastisk? Ja, jeg forstår det ikke.

For nylig fik jeg selv muligheden for at opleve Clement i levende live og det var en fascinerende oplevelse, da Clement virkelig kan noget med ord. Han kan formulere dem hurtigt og under pres. Han har ordene i sin magt. Han er skarp og gennemskuer hurtigt andres argumenter og tankegange. Gennem sin charme og sjove gemyt kan han også skabe sin egen selviscenesættelse, hvilket både virker skræmmende fascinerende og medrivende på en gang. Hans egen selviscenesættelse er faktisk så god, at han uden at blinke kan tage opmærksomheden fra ethvert andet menneske i hans umiddelbare nærvær. Jeg formoder, at det muligvis er denne evne, som mange ikke bryder sig om. Selv hævder manden, at han hader lyden af sin egen stemme. (En erkendelse, som flere af os jo har gjort os.) Hvilket er en lidt sjov ironisk erkendelse, når den kommer fra en mand, som tydeligvis kan tale sig fra næsten alt. Eller er det? Er det selvironi på baggrund af selverkendelsen af storhed? Jeg er ikke helt sikker på, hvad kommentaren skyldes. Men uanset, hvad man mener om Clement, så kan man ikke komme udenom, at han skiller sig ud - og ifølge min vurdering – så er det på den gode måde. Desværre så kan tv ikke altid fange alle de fascinerende aspekter af virkeligheden og dermed bør man heller ikke gå glip af muligheden for at opleve Clement live. Hvilket DR2 faktisk for tiden giver dig mulighed for lige her. Ellers så kan man naturligvis også bare se hans program Autograf på DR2 hver tirsdag kl. 23.

Test: Er du psykopat?

Egentlig er ordet psykopat lidt misvisende, da man i dag kalder psykopati for dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse (APD). Men jeg vil bruge ordet, da det er det mest kendte udtryk for fænomenet. Når man (ligesom jeg gør) interesserer sig meget for sociologi og psykologi, så kan man ikke komme udenom fænomenet antisocial personlighedsforstyrrelse eller psykopati. Psykopater virker enormt skræmmende, netop pga. af deres kombination af charme, selvoptagethed, kalkulerende tankegang og mangel på empati og medfølelse med andre mennesker. Testen her bygger på nogle af de mest anerkendte tegn på psykopati eller antisocial personlighedsforstyrrelse. DESVÆRRE så må det også nævnes, at der er udbredt enighed om, at det næsten er umuligt at spotte en psykopat alene gennem adfærdstest, så derfor kan testen kun bruges med begrænset succes på andre mennesker. Men man kan teste sig selv, for at finde ud af, hvor mange psykopatiske træk man selv har eller hvor tæt man er på en diagnose som psykopat eller antisocial personlighedsforstyrrelse. Husk at være ærlig!

Når du kan se, at en anden person er ked af det, så føler du:

1. Sympati og medlidenhed med personen.
2. En vis alvor, da den andens sorg påvirker dig.
3. Ingenting. Det er jo ikke dit problem, at den anden person er ked af det.

Du mener generelt, at løgn er:

1. Forkert under alle omstændigheder og kun skaber mistro.
2. Forkert, selvom man nogle gange må bøje sandheden lidt, for ikke at såre andre mennesker.
3. Et effektivt våben til at få, hvad du vil have og slippe ud af enhver knibe.

Hvis du har begået en fejl, så:

1. Er du villig til at påtage dig din del af ansvaret.
2. Er du villig til at påtage dig din del af ansvaret, men påpeger også samtidig nogle af de andres fejltagelser.
3. Finder du hurtigt på nogle bortforklaringer, så du kan give nogle andre skylden. Du begår slet ikke fejl.

Når det kommer til dit forhold til andre mennesker, så:

1. Har både dine venskaber og parforhold stor betydning for dig.
2. Har kun din partner og dine nære venner betydning for dig.
3. Har du svært ved at fastholde forbindelserne til andre menneske både når det gælder venskaber og parforhold, men generelt betyder det heller ikke så meget for dig.

Hvis du skulle beskrive dig selv, så tænker du generelt:

1. At du er præcis ligesom alle andre.
2. At du er speciel, men det er alle mennesker jo på hver deres måde.
3. At du er meget vigtigere og meget klogere end de fleste andre mennesker.

Hvis nogen korrigerer dig eller fortæller dig, at du tager fejl, så:

1. Tager du det stille og roligt.
2. Bliver du lidt irriteret.
3. Bliver du rasende og udtænker straks en grusom hævn (som du udfører stille og roligt med et skjult smil).

Hvis du lyver, så:

1. Er det tydeligt for enhver, da din dårlige samvittighed straks afslører dig gennem dit kropssprog.
2. Er det kun folk, som kender dig virkelig godt, som kan gennemskue dine løgne.
3. Kan ingen gennemskue det, da din manglende dårlige samvittighed gør, at du ikke umiddelbart udviser nogle tegn på at skulle lyve.

Når du kommer i en situation, hvor du kan mærke, at du er stærkere end andre, så:

1. Tager du straks hensyn til dem, der er svagere end dig.
2. Påvirker det ikke rigtig den måde, som du opfører dig på.
3. Prøver du straks at tage magten og kontrollen over begivenhederne ved at manipulere de pågældende mennesker.

Når det handler om langtidsplanlægning, så:

1. Har du mange langsigtede planer.
2. Har du kun nogle få langsigtede planer, men generelt planlægger du ikke særlig meget.
3. Har du generelt ingen langsigtede planer og handler mest impulsivt.

Hvis du ved et uheld er kommet til at såre et andet menneske og bliver bevist om dette, så:

1. Føler du et vist ansvar, dårlig samvittighed og undskylder med det samme, da det naturligvis ikke var din hensigt at såre den pågældende person.
2. Prøver du på at korrigere din fejltagelse på baggrund af din dårlige samvittighed.
3. Ingenting – enten fordi du ikke lægger mærke til det eller fordi du ikke kan føle ansvar over, at en anden har misforstået dig.

Andre menneskers ulykke:

1. Gør dig ked af det.
2. Er ubehagelig at høre om.
3. Kan godt give dig en vis følelse af glæde.

Når det kommer til risikofyldte beslutninger, så

1. Tager du dem aldrig.
2. Tager du dem kun efter nøje at have overvejet deres konsekvenser for både dig selv og andre.
3. Tager du dem gerne, så længe deres konsekvenser ikke går ud over dig selv.

Dit forhold til dine forældre og andre voksne i din barndom var hovedsagligt:

1. Kærligt og tillidsfuldt.
2. Præget af manglende kærlighed og overfladiske relationer.
3. Præget af ubehagelige oplevelser, manglende kærlighed, stabilitet og tillid.

Generelt er dit syn på sociale normer og forpligtelser:

1. At de er blevet skabt ud fra erkendelsen af, hvordan mennesker kan fungere mest optimalt sammen i et fællesskab, selvom nogle af dem enten er overflødige, forkerte eller uhensigtsmæssige og derfor er det også helt i orden at tilsidesætte nogen af dem nogle gange til alles bedste.
2. At de er blevet skabt ud fra erkendelsen af, hvordan mennesker kan fungere mest optimalt sammen i et fællesskab, selvom nogle af dem enten er overflødige, forkerte eller uhensigtsmæssige og derfor er det også helt i orden at tilsidesætte nogen af dem nogle gange, specielt når det er belejligt for én selv.
3. At de er fuldkommen ligegyldige. Man skal altid bare gøre, som man vil, uden at tænke på nogen andre end sig selv.

Hvis nogen opfører sig på en anden måde end du ønsker, så:

1. Accepterer du det, for man kan jo ikke ændre på andre mennesker.
2. Prøver du på at påvirke deres adfærd ved at påpege konsekvenserne af deres handlinger overfor dem.
3. Prøver du gennem udspekuleret manipulation at få dem til at handle, præcis som du ønsker.

Hvis du hovedsagligt har svaret 1 hele vejen, så virker din empati helt optimalt - måske er du næsten FOR socialiseret? Ligeledes er det også helt normalt, hvis du skiftevis har svaret 1 eller 2 og har nogle enkelte 3ere undervejs (som du måske kan tænke lidt over). Men her skal man naturligvis også overveje, hvorvidt man har snydt eller manipuleret med svarerne undervejs, så man er kommet til at fremstå langt mere social og psykologisk afbalanceret end man i virkeligheden er. De fleste psykopater er nemlig ekstremt dygtige til at manipulere med andre mennesker (og dermed muligvis også sig selv) og derfor er psykopater også næsten umulige at afsløre udelukkende gennem adfærdstests. Hvis du konsekvent har svaret 3 (næsten) hele vejen, så er der ingen tvivl om, at din adfærd i høj grad minder om en psykopats adfærd. Til dig, der vil jeg bare sige tak for at besøge min blog og anbefale dig at besøge blogbot.dk. Her kan du helt sikkert finde en masse andre blogs, som er MEGET mere spændende end min, så god fornøjelse med det.

Om undertrykkelsen af Tibet

Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.

Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.

Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.

Boganmeldelse af Niels Thomassens Frihedens fallit - Træk af en samtidsdiagnose

Frihedens fallit er en gennemgående kritik af frihedens forherligelse i det moderne velfærdssamfund. Frihed har, ifølge Thomassen, erstattet lykke i det moderne samfund og blevet målet og meningen med livet. Frihed, definerer Thomassen, som den konstante jagt efter frihed til at vælge og vrage mellem livets mange tilbud. Problemet med denne definition er, at man i sidste ende glemmer, hvad man egentlig skulle bruge friheden til. Derved bliver frihed til et spørgsmål om valgmuligheder og derved kommer lykke til at handle om valgmulighedernes kvantitet frem for deres kvalitet.

Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.

Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.

Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)

Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.

Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.

Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)

Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.

Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007