You’re Not Paid to Think

Som filosof er det vigtigt tit at minde sig selv om, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at sige alt højt, som man tænker. Særligt på arbejdspladsen. Jeg afholder mig dog ikke fra at rose andre mennesker - heller ikke, hvis det er en chef eller kollega. Det gør ikke den store forskel for mig – men det ved jeg godt, at det gør for andre. Man bør dog vente til det rigtige tidspunkt, da man hurtigt kan få skudt i skoene, at man siger det for selv at opnå noget. Men omvendt så syntes jeg heller ikke, at man skal afholde sig fra at give andre mennesker komplimenter af frygt for at blive beskyldt for at ”fedte” for dem eller selv at ville opnå noget. Det må folk gerne beskylde mig for, så længe jeg ved, at jeg hellere ville save min egen arm af end at opnå en gevinst vha. ufine metoder, som jeg derved per definition ikke har fortjent. Jeg roser ikke nogen, medmindre jeg virkelig mener det. Når man er meget kritisk og stiller høje krav til andre mennesker, så mener jeg også, at det er vigtigt, at man kan anerkende, rose og give andre mennesker komplimenter.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er mange ting, som man ikke bør sige på sin arbejdsplads, selvom det er fuldkommen korrekt observeret. Bare, fordi noget f.eks. er dybt uretfærdigt, tåbeligt, forkert eller kunne løses på en meget simplere/lettere måde, så betyder det ikke, at man nødvendigvis altid skal påpege det. For at minde mig selv om dette dagligt, så har jeg denne plakat hængende på mit kontor.

Om Erich Klawonn

Min fantastiske (tidligere) vejleder og professor Erich G. Klawonn er død. Det er en virkelig trist nyhed, da Klawonn var en stor inspiration for mig. Klawonn formulerede sin helt egen teori om menneskets forhold til etik, som jeg ved flere lejligheder har rost i høje toner – heriblandt i mit blogindlæg: Etik: Klawonns naturalisme. Jeg vil ikke gå i dybden med hans teori her, men blot gøre opmærksom på hans fantastiske mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag (bogen kan købes her). Ud over Klawonns gennemførte og velgennemtænkte teori om etik, så var Klawonn også en stor personlighed. Klawonn var med til at gøre min tid på universitetet til mere end bare en uddannelse og universitetet til mere end bare en uddannelsesinstitution. Jeg vil altid huske Klawonn for hans rationelle overvejelser, hans morsomme eksempler, hans skarpsindige modargumenter og hvordan han grinede af sine egne kommentarer. Klawonn var en meget dygtig, intelligent og underholdende forelæser. Jeg tror ikke på, at der nogensinde har været nogen studerende, som har kedet sig til hans forelæsninger i metafysik eller analytisk psykologi. Der var dog en enkelt gang, hvor Klawonn måtte se sig selv overgået til en af hans forelæsninger i faget analytisk psykologi eller dybdepsykologi (som faget blev kaldt). Helt ubevidst havde Klawonn nemlig medbragt en særlig gæst – en grøn kålorm på den ene skulder (præcis som den på billedet nedenfor).


Da Klawonn gik gang med sin forelæsning, så begyndte kålormen også at vandre frem og tilbage på hans skuldre. Selvom Klawonn var i sit sædvanlige es dvs. var særdeles underholdende, så stjal kålormen alligevel hurtigt rampelyset ved at kravle frem og tilbage, undersøge Klawonns ører og forsvinde om på ryggen for at komme tilbage flere minutter senere til stor jubel. Klawonn bemærkede ikke, at det rent faktisk var kålormen som havde overtaget spotlyset, men virkede blot fornøjet over den ekstra positive stemning. Hvad der efterfølgende skete med kålormen ved ingen. Jeg vil også altid huske min sidste samtale med Klawonn, hvor han signerede mine bøger eller dvs. hans egne bøger. Jeg er glad for, at jeg ikke veg tilbage for hverken jantelovens tankegang eller min egen generthed. Jeg kan tydeligt huske, hvor glad han blev - det gjorde også mig glad. For det er kendetegnede for en stor personlighed, at vedkommende ikke bare er intelligent og charmende, men også er et sympatisk og rart menneske. Klawonn har bidraget med både stor inspiration, glæde og fascination - det er virkelig en ære at have fået min undervisning fra et menneske af den kaliber. Det er i sandhed et meget stort tab for universitetet - vi har mistet en stor dansk filosof. Hvil i fred.

Den moderne og menneskelige leder

Jeg vil gerne gøre opmærksom på Jes Jessens meget spændende og tankevækkende tekst: Den menneskelige leder - et filosofisk bidrag til en moderne ledelsesprofil om den moderne og menneskelige leder. Jes Jessen, som er udviklingskonsulent, cand.rer. soc og master i etik og værdier i organisationer, giver nogle rigtig spændende bud på, hvad der kan ligge i det at være en moderne leder. Han begynder med at understrege, hvorledes en af de store udfordringer indenfor ledelse i dag er at få omsat teorien til praksis og hvorledes den teknologiske udvikling har givet en øget specialisering og derfor kræver at beslutningerne bliver truffet tættere på processen og den enkelte medarbejder. Jessen diskuterer også, hvorledes disse forandringer skaber et behov for en ny slags ledelse og dermed påvirker flere forskellige aspekter af lederrollen som f.eks. autoritet og legitimitet. For når lederen ikke længere har mulighed for at være den faglige autoritet, så kræver det, at lederen baserer sin ledelse på andre aspekter, som primært bygger på tillid. Jessen referer derfor også til filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der er en stærk fortaler for, at den moderne leders legitimitet er baseret på vedkommendes menneskelige evner - såsom at indgå i gode menneskelige relationer med sine medarbejdere. Kirkeby referer også til Kants tre maksimer som udgangspunkt for den moderne leder: at kunne tænke kritisk ud fra sin egen autonomi, at kunne indføle sig i ethvert andet menneske og at være i overensstemmelse med sig selv. Ud fra dette konkludere Jessen hurtigt, hvad god ledelse må handle om:

”Ledelse sker i relationen mellem mennesker, hvor den ene har fået tildelt en formel magt, der imidlertid må legitimeres i personen for at relationen fungerer i forhold til virksomhedens mål. Denne legitimering forudsætter selvindsigt og nærvær, hvor nærværet – der er situationsbestemt – udfolder sig gennem empati og anerkendelse, men under respekt for autonomi ”.

Jessen diskuterer også andre spændende aspekter af ledelse og hvad det vil sige at være en moderne leder i forhold til anerkendelse, kommunikation, identitet, troværdighed, empati og nærvær. Et andet spændende aspekt af hans beskrivelse af den moderne leder er også, hvorledes arbejdet er blevet den primære kilde til selvudvikling i det moderne samfund og hvordan dette også påvirker den moderne leders rolle. Her har virksomhederne nemlig fået en langt større forpligtelse overfor den enkelte medarbejders udvikling - hvilket også automatisk afføder en modsvarende forpligtelse hos medarbejderen overfor virksomhedens udvikling. Selvom man måske ikke er enig i alt, hvad Jessen skriver, så er den forholdsvise korte tekst yderst indholdsrig og meget tankevækkende, hvis man har en interesse for moderne ledelsesfilosofi.

Thomas Hartmann

Thomas Hartmann er uden tvivl en af de sjoveste komikere i Danmark. Desværre er der ikke nogen klip fra mit yndlingsshow Hartmann X på Youtube, men her er et par klip, hvor Hartmann funderer lidt over udtrykket "det ved jeg snart ikke", hvad mulm er, hvorvidt ens interesser kan forandre sig med alderen og hvorfor der ikke findes en lirekasselinje på konservatoriet?

Mail fra Videnskabsministeriet

Forleden fik jeg en henvendelse fra Videnskabsministeriet angående videnskab.blogbot.dk. Det syntes jeg umiddelbart må være noget af en anerkendelse af videnskab.blogbots status som videnskabeligt samlingspunkt for blogs. Formålet med Videnskabsministeriets henvendelse var nemlig at få tilføjet deres egne blogs på videnskab.blogbot. Det ønske blev også opfyldt – men først efter en grundig vurdering af, hvorvidt bloggene reelt kunne siges at have et videnskabeligt indhold. Derudover vil jeg da også gerne lige benytte lejligheden til endnu en gang at reklamere for alle de spændende blogs, som man kan finde på videnskab.blogbot.

Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen

En amerikansk undersøgelse viser, at medarbejderengagement har en større indflydelse på vidensbaserede virksomheders succes end nogle andre faktorer og derudover tjener virksomheder med mange engagerede medarbejdere også dobbelt så meget i forhold til deres konkurrenter med færre engagerede medarbejdere. Ifølge Wikipedia er en engagerede medarbejder en, der er fuldt involveret i og begejstret for vedkommendes arbejde og derfor vil handle på sådan en måde, der fremmer virksomhedens interesser. Paula Sainthouse har skrevet en del om, hvad der kendetegner en engageret medarbejder. Hun skriver, at engagerede medarbejdere er dedikerede til deres arbejde og derfor er de mindre tilbøjelige til at forlade det. De er mere produktive og giver en bedre kundeservice. De tager en ære i deres arbejde og tænker sig selv i sammenhæng med virksomheden og beriger dermed virksomheden med deres personlige kompetencer og perspektiver. De er i høj grad villige til at give af sig selv til virksomheden og bruger derfor også gerne ekstra tid på at få udført en opgave for at opnå en højere kvalitet – ikke pga. økonomiske årsager - men fordi det betyder noget for dem på det personlige plan. Engagerede medarbejdere udgør også tit den innovative drivkraft i virksomhederne, der igennem deres engagement sikrer virksomheden kreativitet og nytænkning. Derudover er de også sjældent fraværende på grund af sygdom og mange af dem mener ligefrem, at deres arbejde har en positiv indvirkning på deres fysiske sundhed (se f.eks. Steve Crabtree: ”Engagement Keeps the Doctor Away”, 2005). Hvorimod uengagerede medarbejdere ”sover” sig igennem deres arbejde, hvor de kun gør det allermest nødvendige uden nogen form for passion eller personlig investering i arbejdet. Derfor er de heller ikke villige til at yde en ekstra indsats uden f.eks. økonomisk kompensation eller trusler. Derudover kan man også tale om en tredje gruppe af medarbejdere, der er fuldkommen ligeglade med deres arbejde og derfor heller ikke går op i, hvem der ved det. De er utilfredse og derfor udfører de deres arbejde sjusket og så er de ofte syge. De er meget kritiske overfor virksomheden og de undergraver også gerne ethvert forsøg fra kollegaerne på at fastholde en positiv holdning til arbejdet og det kan også have en demotiverende effekt på de andre medarbejdere.

Flere undersøgelser har vist, at det kun er omkring 30 % af befolkningen, som er så aktivt engageret i deres job, at de føler en dyb passion for deres arbejde. Men der er 84 % af de engagerede medarbejdere som mener, at de kan have en positiv effekt på kvaliteten af deres arbejdsplads produktion. Derfor er der mange gode grunde til at se nærmere på, hvorledes man som arbejdsplads kan påvirke ens medarbejderes engagement i en positiv retning. Det påpeger Thomas Heilskov og Kirsten Grumstrup også i deres artikel ”Engagement er penge”, hvor de tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Frederick Herzbergs skelnen mellem vedligeholdelsesfaktorer og motivationsfaktorer. Herzberg mente, at vedligeholdelsesfaktorer har en meget stor indflydelse på ens demotivation og dermed skal vedligeholdelsesfaktorerne også være i orden på en arbejdsplads, hvis man vil fastholde medarbejderne. Vedligeholdelsesfaktorer kan f.eks. være de fysiske og sociale rammer på arbejdspladsen. Hvis disse faktorer ikke er i orden, så risikerer man, at medarbejderen bliver mere fokuseret på at ”overleve” end at fremme virksomhedens interesser. Men vedligeholdelsesfaktorerne siger ikke nødvendigvis særlig meget omkring, hvor engageret medarbejderne er i deres arbejde. For engagement knytter sig mere til følelsen af at udrette noget og selvrealisering og derfor er motivationsfaktorerne også indbefattet i selve arbejdet. Motivationsfaktorer kan f.eks. være at have et stort ansvar, at have medindflydelse på virksomhedens udvikling, at ens arbejde gør en forskel, at man kan udvikle sig og at man får anerkendelse for sin arbejdsindsats. Derfor er regelmæssig feedback fra den nærmeste leder, muligheder for faglig og personlig udvikling, en åben og ærlig kommunikation og medindflydelse på arbejdets udvikling også helt afgørende faktorer for, hvorvidt ens medarbejdere er engageret i deres arbejde. Ligegyldighed og manglende medindflydelse er (som sædvanlig) roden til al ondt. Det er også meget vigtigt for følelsen af engagement, hvis virksomheden har en overordnet vision eller et fælles mål, som medarbejderne kan relatere til - frem for bare at fokusere på de individuelle arbejdsopgaver. Derudover er det også vigtigt med nogle gode samarbejdsrelationer på arbejdspladsen hele vejen igennem hierarkiet, da medarbejdernes engagement ofte er en direkte afspejling af, hvordan medarbejdernes har det med chefen. Undersøgelser har vist, at en af de værdier, der virker allermest motiverende på medarbejderne, er inspirerende lederskab – frem for incitamenter og belønning (som dog også kan have en vis engagerende effekt). Og som sædvanlig viser det sig også, at dårlig intern kommunikation og fraværende ledelse har den mest ødelæggende effekt på medarbejdernes engagement. Hvilket endnu en gang sætter fokus på, at den moderne leder ikke bare skal have nogle gode evner indenfor økonomi og organisation – men også indenfor kommunikation og psykologi, hvis man altså vil skabe en arbejdsplads, der formår at kunne tiltrække og fastholde de engagerede medarbejdere.

30 gode bøger om filosofi

Her er nogle af de filosofibøger, som jeg har stående på min bogreol, som jeg gerne vil anbefale til andre, som skulle være interesseret i at læse lidt filosofi:

1. Arthur Schopenhauer: Die Kunst, Recht zu behalten (Sjov læsning om, hvilke former for argumentation man IKKE skal bruge i en diskussion, men som andre kan finde på at bruge imod én.)

2. Axel Honneth: Kampf um Anerkennung (Honneths tankevækkende bog om anerkendelsens betydning i samfundet.)

3. Carl Koch: Den danske filosofis historie: Den danske idealisme: 1800-1880 (bind 4) og I positivismens tidsalder 1880-1950 (bind 5) (Fantastisk serie om den danske filosofis historie – særligt disse to bind.)

4. David Favrholdt: Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse (Spændende og velformuleret opgør med skepticismen og relativismen.)

5. David Favrholdt m. fl.: Hvad er tid? (En yderst spændende diskussion af tidsbegrebet.)

6. Erich G. Klawonn: Udkast til en teori om moralens grundlag (Det mest velgennemtænkte filosofiske værk om metaetik, der er skrevet i nyere tid.)

7. Erich G. Klawonn: Jeg'ets Ontologi (Klawonns første mesterværk.)

8. Frans De Waal: Politik blandt chimpanser (De Waals meget tankevækkende og omdiskuterede bog omkring politik og magt hos en flok chimpanser.)

9. Harry G. Frankfurt: The Importance of What We Care About (Bør læses af alle uden en fri vilje.)

10. Henrik R. Wulff m.fl.: Medicinsk filosofi (Grundbogen i medicinsk filosofi igennem flere år på medicinstudiet.)

11. Immanuel Kant: Kritik der reinen Vernunft (Kants betydningsfulde erkendelsesteoretiske værk.)

12. Jean-Jacques Rousseau: Du contrat social ou Principes du droit politique (Rousseaus bog om forudsætningerne for demokrati.)

13. Jean-Paul Satre: L'Existentialisme est un humanismer (Satres berømte værk om, hvorledes mennesket gennem sine frie eksistentielle valg og engagement gør livet muligt.)

14. John Rawls: A Theory of Justice (Rawls værk om den objektivt retfærdige fordeling af goderne i samfundet.)

15. John Stuart Mill: Utilitarianism (Nytteetikkens grundbog)

16. Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit: Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. (Spændende betragtninger over samtalens grundprincipper.)

17. Jørgen Hass: Illusionens filosofi (Spændende tanker over Nietzsches deprimerende filosofi.)

18. Karl Popper: The Open Society and Its Enemies og The Poverty of Historicism (Poppers velgennemtænkte argumentation imod enhver form for historicisme.)

19. Lars F. H. Svendsen: Frygt (Spændende læsning om frygtens indflydelse på mennesket.)

20. Mogens Skadborg, Torben Andreasen og Kamma Bertelsen: Etiske spørgsmål i medicinen (To lægers spændende overvejelser over forskellige etiske problemstillinger.)

21. Morten Kringelbach: Hjernerum – Den følelsesfulde hjerne (Spændende bog om, hvad hjerneforskning kan fortælle om menneskets følelser, hukommelse, bevidsthed osv.)

22. Peter Singer & Helga K.: A Companion to Bioethics (Glimrende oversigtsværk til et meget stort og spændende filosofisk område.)

23. Platon: Symposion (Platons smukkeste dialog om kærlighed.)

24. Rehné Christensen og Martin Vinding: Erhvervsfilosofi - filosofiske bidrag til virksomheder og organisationer (Spændende bog omkring, hvorledes filosofi kan bruges indenfor erhvervslivet.)

25. Robin Engelhardt og Hans Siggaard Jensen: Ergo - Naturvidenskabens filosofiske historie (Fantastisk bog omkring naturvidenskabens filosofiske udvikling.)

26. Søren Harnow Klausen: Hvad er videnskabsteori? (Spændende og særdeles velskrevet introduktion til videnskabsteori.)

27. Søren Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger (Kierkegaards smukke værk om kærlighed.)

28. Thomas W. Jensen m.fl.: Følelser og kognition (Spændende bog omkring følelsernes neurobiologi.)

29. V.S. Ramachandran: The Emerging Mind - The Reith Lectures (Spændende bog omkring den menneskelige bevidsthed set ud fra moderne hjerneforskning.)

30. Øjvind Larsen: Forvaltning, etik og demokrati (Tankevækkende læsning omkring de etiske problemstillinger indenfor den offentlige sektor.)

Derudover vil jeg også gerne anbefale 3 gode opslagsværker på dansk:

31. Politikens filosofileksikon (Et meget omfattende opslagsværk med meget korte og præcise forklaringer.)

32. Hvem tænkte hvad? - Filosofiens Hvem Hvad Hvor (Et gammelt spændende filosofisk opslagsværk, der hører hjemme i enhver større filosofisk bogsamling.)

33. Politikens bog om de store filosoffer - fra Sokrates til Popper (Flot visuelt opslagsværk fyldt med billeder og meget lettilgængelig tekst omkring de største filosoffer.)

10 tegn på at du elsker dit job

10. Når du har mulighed for at bruge dine kompetencer og videreudvikle dem i forhold til dine arbejdsmæssige interesser.

9. Når du har mulighed for selvstændigt at planlægge dit arbejde og har medindflydelse på, hvordan arbejdet foregår.

8. Når dine chefer ikke udøver micromanagement, men stoler på at du godt kan arbejde selvstændigt (uden at de konstant holder øje med dig).

7. Når du kan have en åben og ærlig dialog omkring de problemstillinger, der er indenfor dit arbejdsområde, med dine kollegaer og chefer.

6. Når du har et spændende og velafgrænset ansvars- og arbejdsområde med nogle gode brugbare værktøjer.

5. Når dine chefer stoler på dine evner og overlader ansvaret til dig uden hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved dine beslutninger.

4. Når du føler, at dit arbejde er meningsfuldt.

3. Når du syntes, at samtlige af dine kollegaer og chefer er super dygtige og professionelle!

2. Når du godt kan savne dit arbejde lidt, hvis du har haft fri i mere end to dage.

1. Når du skriver et blogindlæg, hvor du overvejer, hvorvidt du elsker dit job.

Om det at lykkes

Succes er altid noget midlertidigt, men i øjeblikket findes succesen. I nuet findes erkendelsen af succes. Der findes ingen garanti for, at det stadig vil være en succes i morgen eller nogensinde bliver det igen. Succes afhænger af øjnene der ser. Men man skal aldrig overlade sin lykke i andre menneskers varetægt. For sand lykke er ikke at lykkes i andres øjne – men i sine egne. Ingen anden anerkendelse er lige så stor. Hvis man ikke har den, så vil ingen anden anerkendelse nogensinde havde nogen betydning.

Succesen er altid størst, når man intet har. Mennesket med den mest ulykkelige skæbne kan hurtigt føle en meget større lykke end det menneske, hvis liv har været en leg. Livet har været for let. For når man ikke har mærket livets brutalitet, så kan det også være svært at mærke livets skønhed. For i enhver stor sorg eller ulykke findes der også et håb om forandring. Et håb om noget anderledes. Når det håb bliver til virkelighed, så kan man tale om succes og om at lykkes.

Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)

En hyldest til det at skille sig ud 2 - Clement Kjersgaard

Clement Kjersgaard skiller sig helt klart ud. Det betyder naturligvis også, at folk har meget forskellige meninger omkring ham. De fleste, som jeg kender, kan godt lide Clement, men det langt fra altid sådan. Clement bliver ofte kritiseret både i medierne og rundt omkring på nettet for hans personlige og til tider aggressive stil. (Her syntes jeg, at enhver form for kritik, der tager udgangspunkt i hans fars evner, er under bæltestedet.) Men hvorfor er det egentlig, at nogen mennesker har så travlt med at kritisere Clement? Er det virkelig bare på baggrund af, at de mener, at han er en dårlig tv-vært eller skyldes det i virkeligheden noget andet? Jeg kan i hvert fald umiddelbart konstatere, at stort set ingen bliver provokeret, hvis man f.eks. fremhæver en middelmådig skuespillers positive egenskaber. Nej, det er folk er fuldkommen ligeglade med, men Clement - han kan virkelig få folk op af stolene. Folk er bestemt ikke ligeglade, hvis man fremhæver Clements positive egenskaber. F.eks. så har Clement også, som en af de eneste tv-værter, formået at skabe overskrifter i aviserne alene på baggrund af hans personlige stil - bare se den her artikel fra Berlingske Tidende.

Egentlig så ville jeg helst påstå, at janteloven var død for mange år siden og det burde man også umiddelbart tro, hvis man spørger folk. For langt de fleste mennesker siger helt uden tøven i stemmen, at janteloven er en dårlig opfindelse. Men det er desværre ikke ensbetydende med, at de ikke følger janteloven. F.eks. så er der mange mennesker, som ikke bryder sig om, at man roser andre mennesker i høje toner. Ros er vist generelt noget, som man helst bør holde på et vist niveau. Ros må helst ikke blive for overdrevet eller for højtravende. Nej, for tænk, hvis man skulle gå hen og blive entusiastisk! Men hvorfor er det, at folk ikke bryder sig om for meget ros? Det findes der kun et umiddelbart svar på: janteloven! Så den lever stadig, selvom de fleste mennesker prøver på at benægte det. Men hvorfor er det egentlig, at man ikke må fremhæve et andet menneske på baggrund af vedkommendes kvaliteter? Specielt, hvis kvalitet i den her sammenhæng bare er et udtryk for personlig smag? Hvis det virkelig er så relativt, hvad er der så galt i at give udtryk for det? Hvorfor må man ikke mene, at en enkelt person er fantastisk? Ja, jeg forstår det ikke.

For nylig fik jeg selv muligheden for at opleve Clement i levende live og det var en fascinerende oplevelse, da Clement virkelig kan noget med ord. Han kan formulere dem hurtigt og under pres. Han har ordene i sin magt. Han er skarp og gennemskuer hurtigt andres argumenter og tankegange. Gennem sin charme og sjove gemyt kan han også skabe sin egen selviscenesættelse, hvilket både virker skræmmende fascinerende og medrivende på en gang. Hans egen selviscenesættelse er faktisk så god, at han uden at blinke kan tage opmærksomheden fra ethvert andet menneske i hans umiddelbare nærvær. Jeg formoder, at det muligvis er denne evne, som mange ikke bryder sig om. Selv hævder manden, at han hader lyden af sin egen stemme. (En erkendelse, som flere af os jo har gjort os.) Hvilket er en lidt sjov ironisk erkendelse, når den kommer fra en mand, som tydeligvis kan tale sig fra næsten alt. Eller er det? Er det selvironi på baggrund af selverkendelsen af storhed? Jeg er ikke helt sikker på, hvad kommentaren skyldes. Men uanset, hvad man mener om Clement, så kan man ikke komme udenom, at han skiller sig ud - og ifølge min vurdering – så er det på den gode måde. Desværre så kan tv ikke altid fange alle de fascinerende aspekter af virkeligheden og dermed bør man heller ikke gå glip af muligheden for at opleve Clement live. Hvilket DR2 faktisk for tiden giver dig mulighed for lige her. Ellers så kan man naturligvis også bare se hans program Autograf på DR2 hver tirsdag kl. 23.

En forklaring af en forskers adfærd

(Den følgende tekst om forskeres adfærd er kreativt udviklet her, men oversat til dansk, forkortet og ændret en smule af undertegnede.)

Mennesker som arbejder med forskning og ingeniørarbejde er ikke ligesom alle andre mennesker. Derfor kan det være meget frustrerende for udenforstående, at skulle forholde sig til dem. Her er det essentielt at kunne forstå deres motivationer. Den følgende analyse skulle gerne fortælle dig alt, som du har brug for at vide, når du skal forstå en forskers adfærd. Forskernes vaner og adfærd er blevet observeret lidt på samme måde, som Jane Goodall har studeret chimpanser – dog uden at skulle rense deres pels.

1. Forsker identificerings værktøj: Videnskab er efterhånden så trendy, at alle gerne vil være forskere og derfor bliver ordet ”forsker” også brugt alt for ofte. Hvis nogen i dit liv prøver på at udgive sig for at være forsker, så kan du give ham eller hende den følgende test:

Du går ind i et værelse og opdager, at et billede hænger skævt på væggen. Du...

A. Retter det.
B. Ignorer det.
C. Køber et CAD system og bruger de næste 6 måneder på at designe et soldrevet, selvjusterende billede, mens du ofte højt udtaler, at ham der opfandt sømmet var en idiot.

Det korrekte svar er “C”, men der kan også gives en vis kredit til enhver, som svarer: ”det afhænger af...”.

2. Sociale evner: Forskere har nogle helt andre mål, når det handler om social interaktion.

“Normale” mennesker forventer, at de kan opnå flere urealistiske ting ved social interaktion:
- Stimulerende og tankeprovokerende samtale.
- Vigtige sociale kontakter.
- En følelse af kontakt og sammenhold med andre mennesker.

I modsætning til ”normale” mennesker, så har forskere rationelle formål med social interaktion:
- At få det overstået, så hurtigt som muligt.
- Undgå at blive inviteret til noget ubehageligt.
- Vise deres mentale overlegenhed og hvor meget de ved om alt.

3. Fascination af gadgets:

Ifølge forskere, så kan alt i universet placeres indenfor disse to kategorier:
1. Ting, som burde repareres/forbedres.
2. Ting, som skal repareres/forbedres, efter at du har leget med dem i nogle få minutter.

Forskere kan godt lide at løse problemer. Og hvis der ikke findes nogen aktuelle problemer, så skaber de bare deres egne problemer. ”Normale” mennesker forstår ikke dette koncept, de tror, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er det heller ikke nødvendigt at reparere det. Hvorimod forskere mener, at hvis noget ikke er gået i stykker, så har det bare ikke nok features endnu.

Ingen forsker kigger på en TV remotekontrol uden at tænke på, hvad der skulle til, for at lave den om til en strømpistol. Og ingen forsker tager et bad uden at tænke over, hvorvidt en form for teflon belægning kunne gøre badet helt unødvendigt. For forskeren er verden en legetøjskasse fyldt med sub-optimeret legetøj med alt for få features.

4. Mode og udseende: Tøj har den laveste prioritet for forskere. De antager, at så længe man blot har det rette niveau af temperatur og fugtighed, så må beklædningen også være i orden. Hvis ingen vedhæng fryser eller klistrer sammen og hvis ingen kønsdele eller brystkirtler svinger rundt helt synligt, så må målet med beklædning være opnået.

5. Kærligheden til “Star Trek”: Forskere elsker alle Star Trek shows og film. Her bliver forskerne på USS Enterprise fremstillet som helte, der til tider har sex med aliens. Det virker meget mere glamourøst end en rigtig forskers liv, som for det meste består af at gemme sig fra universet og have sex uden deltagelse af andre livsformer.

6. Dating og det sociale liv: Dating er aldrig let for en forsker. En "normal" person vil bruge flere forskellige indirekte og før sete metoder til at skabe et falsk indtryk af at være tiltrækkende. Men forskere er helt ude af stand til at sætte udseende før funktionalitet. Men heldigvis, så har forskerne et es i ærmet. En forsker bliver nemlig overalt anset som fremragende materiale for et ægteskab: intelligent, troværdig, fast arbejde, ærlig og handy i huset. Selvom det er sandt, at de fleste ”normale” mennesker ikke foretrækker at date forskere, så har mange normale mennesker til gengæld en stor lyst til at reproducere sig selv med dem – så de kan producere forsker-lignende børn som vil have højtbetalte jobs, langt før de mister deres mødom.

Mandlige forskere når deres seksuelle tiltræknings højdepunkt senere end ”normale” mænd, hvor de bliver fuldkommen erotisk uimodståelige omkring midten af 30’erne og frem til slutningen af 40’erne. Bare se på disse eksempler på seksuelt uimodståelige mænd i deres tekniske professioner:
- Bill Gates
- MacGyver

Kvindelige forskere er fuldkommen uimodståelige lige fra de bliver skabt til omkring 30 minutter efter deres kliniske død. Længere, hvis det er en varm dag.

7. Koncentrationsevner: Hvis der er et træk som definerer en forsker, så er det evner til at koncentrere sig om et emne, så det udelukker fokus fra alt andet i miljøet omkring forskeren. Det gør, at forskere nogle gange fejlagtigt bliver antaget for at være døde. Nogle begravelseshjem har ligefrem indført et rutinemæssigt tjek specielt for forskere, inden at de brænder ligene.

8. Risiko: Forskere hader risiko og derfor vil de også gerne prøve på at eliminere enhver form for risiko. Og det er meget forståeligt, for når en forsker begår en fejl, så blæser medierne det altid op til at være en kæmpe skandale.

Eksempler på dårlig presse for forskere er:
- Hindenburg
- Challenger (rumfærgen)
- Hubble Rumteleskopet
- Apollo 13
- Titanic
- Ford Pinto

Kalkulationen af risiko versus belønning ser nogenlunde sådan ud:

Risiko: Offentlig ydmygelse og døden for flere tusind uskyldige mennesker.
Belønning: Et papir med anerkendelsen i en flot plastik ramme.

Som et praktisk menneske, så vurderer forskerne balancen mellem risiko og belønning og konkluderer, at risikoen ikke er en god ting. Den bedste måde at undgå en potententiel risiko er, ved at rådgive om, at enhver form for aktivitet er teknisk umulig af årsager, som er alt for komplicerede til at forklare. Hvis det ikke er nok til at standse projektet, så kan forskeren altid bruge sin anden typiske kommentar: ”Det er teknisk muligt, men det vil koste ALT for meget”.

9. Ego: Den hurtigste måde at få en forsker til at løse et problem på, det er ved at erklære, at problemet er uløseligt. Ingen forsker kan gå væk fra et uløseligt problem, før det er løst. Ingen sygdom eller distraktion kan få forskeren væk fra sagen. Sådanne videnskabelige udfordringer kan hurtigt blive til en personlig kamp mellem forskeren og naturens love.

Forskere undværer gerne både mad og hygiejne i flere dage for at løse et problem (nogen gange glemmer de det bare). Og når det lykkes dem at løse problemet, så oplever de ofte et egorush, som er bedre end sex - også den slags sex som involverer andre mennesker.

Intet er mere truende for en forsker end forslaget om, at en anden forsker muligvis har større eller bedre evner på deres område. Denne viden bruger ”normale” mennesker nogen gange også til at få forskeren til at lave endnu mere arbejde.

Når en forsker siger, at noget ikke kan laves (kodeord for, at det ikke er sjovt at lave) så har nogen kloge ”normale” mennesker lært at kigge på forskeren med det helt rette blik fyldt med både medlidenhed og medfølelse, mens de siger noget a la: ”Jeg spørger bare (indsæt selv passende navn), om hun/han ikke kan løse problemet. Hun/Han plejer jo at vide, hvordan man løser de svære problemer.” Det er her en god ide, at den “normale” person ikke står imellem forskeren og det videnskabelige problem, da det ofte vil svare til, at man stiller sig imellem en udhungret kamphund og dens kødben.

Grænseløs kommunikation

Kommunikation er virkelig fantastisk, for det er hele ens primære kontakt og forbindelse til andre mennesker. Men det mest fascinerende aspekt ved kommunikation er, at kommunikationen ikke har nogen naturlige begrænsninger. Man kan i princippet sige præcis, hvad man vil. For kommunikation har kun de begrænsninger, som man selv vælger at tillægge den. Mange af de begrænsninger, som man normalt tillægger sin daglige kommunikation, er nok også ret hensigtsmæssige i forhold til ens egne interesser. For man bør naturligvis ikke altid sige, hvad man tænker. (Selvom dette aspekt også afhænger af, hvordan man tænker. For generelt tænker jeg ikke særlig mange tanker, som ikke kan tåle at blive sagt højt, men sådan er det nok næppe for alle mennesker.) MEN det er heller ikke altid nødvendigvis en fordel, at undlade at sige, hvad man tænker. For ens egne begrænsninger kan også hurtigt blive FOR begrænsende. Og det er her min pointe ligger. For jeg mener faktisk, at de fleste mennesker begrænser deres kommunikation unødvendigt meget eller i hvert fald at de begrænser de forkerte aspekter af deres kommunikation. For de fleste mennesker begrænser ikke deres kommunikation særlig meget, når det gælder områder som kritik eller brok. Nej, den del af kommunikationen fungerer for det meste ganske optimalt og upåklageligt. Nej, det er derimod det andet aspekt, nemlig de positive tanker som man har i forbindelse med en given situation eller person, som det kniber med. For kommunikation handler jo ikke bare om, at kunne give udtryk for ens kritiske vurderinger, men vel også i lige så høj grad om at kunne give udtryk for ens glæde, fascination og entusiasme. Men dette aspekt glemmer folk tit. Hvilket jeg egentlig ikke forstår, hvordan man kan glemme. Men måske handler det mere om, at man i virkeligheden bare er ligeglad med andre mennesker.

Jeg har selv et meget højt niveau af entusiasme, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg er glad for et eller andet eller en eller anden, så ved mine omgivelser for det meste det også med det samme. Men jeg prøver faktisk også på at formidle denne entusiasme videre til den pågældende person - hvis det altså er muligt! De fleste mennesker kan også sagtens finde ud af at give udtryk for deres entusiasme, når det gælder deres familie, venner, interesser, popidoler eller noget materielt som f.eks. deres nye bil. Men ikke, når det gælder andre mennesker udenfor deres nærmeste omgangskreds. Nogle gange virker det næsten som om, at det er forbudt, at mene noget positivt om mennesker udenfor ens egen umiddelbare omgangskreds. Men hvordan skulle denne manglende relation gøre deres evner, talenter osv. mindre spektakulære? Handler det her i virkeligheden om jantelov? Eller er det fordi, at nogle mennesker rent faktisk bare ikke evner at tænke positivt om andre mennesker? For hvordan kan det være så svært at give udtryk for noget positivt, når det ikke gælder for kritikken?

Her er universitetet også et glimrende eksempel (som jeg før har nævnt) på, hvor mange unaturlige begrænsninger man kan påføre menneskelig kommunikation. Det illustreres egentlig meget fint med et citat fra bogen ”Passion og paranoia” (som handler om universitetets arbejdsmiljø) hvor en studerende udtaler følgende: ”Man kan ikke i Akademia være spontant glad”. Det har jeg nu været alligevel - altså spontant glad. Og jeg har bestemt også givet udtryk for min glæde, entusiasme og fascination på alle de tænkelige måder, som det har været muligt. Selvom det naturligvis har været svært indenfor universitetets meget begrænsede former for kommunikation, som jeg naturligvis har været tvunget til at tage hensyn til ud fra mine egne interesser. For ironisk nok, så er verdens tak - ganske ofte utak. En positiv kommentar kan overraskende hurtigt blive til en kritik af én selv og medfører ubehagelige konsekvenser. Så derfor skal man heller aldrig sige noget positivt for nogen andens skyld. Nej, man må sige, hvad man føler, for at være oprigtig mod sig selv. Og det er faktisk også meget mere meningsfyldt, end man måske umiddelbart skulle tro.

Og derfor vil jeg også gerne opfodre alle til ikke at begrænse deres kommunikation mere end højst nødvendigt - i hvert fald i den positive retning. For det er virkelig utrolig befriende, at kunne sige lige, hvad man vil. For kommunikation har ingen naturlige grænser - kun dem man selv vælger. Her er internettet også et fantastisk medie. Jeg skrev f.eks. for nogle måneder siden en mail til en filosofiprofessor og fik derefter også et svar. Det er da virkelig fantastisk og yderst fascinerende, hvordan den nye teknologi har udvidet kommunikationens geografiske grænser. Og jeg har heller ikke nogen pessimistiske tanker omkring kommunikationens muligheder og derfor tror jeg også fast på, at jo mere kommunikation der er imellem mennesker, jo bedre bliver forståelsen også. Som Samuel Butler skrev det for mange år tilbage:”If people would dare to speak to one another unreservedly, there would be a good deal less sorrow in the world a hundred years hence.”

En hyldest til det at skille sig ud

Jeg har aldrig set en side om filosofi, ligesom Anders Fogh Jensen side om sig selv og filosofi. Den kan ses her. Bemærk også lige selve adressen http://www.filosoffen.dk. Det er godt nok den mest utrolige hjemmeside om filosofi, som jeg nogensinde har set og så er siden overraskende nok også på dansk. (Igen et punkt, hvor han skiller sig ud.) Jeg har været inde på siden et par gange før, men det er på tide at nævne den, så alle andre besøgende på min blog også kan måbe over den. Jeg går bestemt ikke ind for janteloven og derfor vil jeg da også gerne holde Anders side frem, som et godt eksempel på, hvad der er brug for mere af. Anders har hverken sparet på det kreative med hensyn til design, billeder eller indhold. Html designet er rigtig lækkert og billederne ligner mest af alt noget fra et dyrere mandeblad. Indhold er der også masser af, både hans artikler (som man kan læse, ikke bare titlen) gennemgang af hans forskning, beskrivelser af hans foredrag, et galleri, ja selv et aktivt debatforum. Wauw, jeg må indrømme, at jeg både er fascineret og imponeret af den grad af selviscenesættelse og grundighed. Anders og hans side skiller sig virkelig ud og i den grad, at man ikke kan andet, end at tage hatten af for det. Hvis jeg skal sammenligne Anders side med min egen hjemmeside om filosofi, så blegner min hjemmeside i sammenligningen som et vagt, amatøragtigt og mislykket forsøgsprojekt. Selvom Anders og jeg nok næppe har meget til fælles filosofisk set, så må jeg sige, at hans side alligevel minder mig om, at jeg stadig har MEGET at lære. Så tak Anders, både for påmindelsen og din side om filosofi.

Meningsløs kritik versus meningsfuld ros

Jeg er i løbet af de sidste par år blevet meget træt af meningsløs kritik. Misforstå mig ikke, jeg er ikke træt af kritik af et eller andet givent emne, det er helt i orden, hvis man bare har en pointe med det. Jeg er heller ikke træt af kritisk stillingtagen, nej, faktisk er der brug for mere af det - specielt på nogle områder. Men det som jeg virkelig er træt af, er kritik BARE for kritikkens skyld - altså meningsløs kritik. For det er altid nemmere bare at kritisere, end det rent faktisk er at skabe noget, mene noget, udrette noget eller bidrage med noget. Man kan hurtigt blive hæmmet af for meget kritik, så man til sidst ikke tør eller kan skabe noget af frygt for kritikken. Denne form for hæmning skal man selvfølgelig modarbejde på enhver mulig måde, da den jo ellers vil begrænse ens selvudfoldelse. Derfor har jeg i det sidste halve år fokuseret meget på, ikke bare at være kritisk hele tiden, men også på, at huske at rose andre. Jeg tænkte, at hvis alle gjorte det, så ville verden også blive et bedre sted.

Men det med at rose andre, det er langt fra nogen let opgave og så har det (overraskende nok) også flere negative sider. For det første, skal man nogle gange nærmest selv bede om at få lov til at rose et andet menneske. For det andet, så reagere nogle mennesker på uventet ros, ligesom man ville reagere, hvis man blev tilbudt en ny og uprøvet form for medicin. Andre er heldigvis lettere at overbevise og der fungerer rosen, som den bør, nemlig ved at medfører glæde, optimisme og derved forhåbentlig også mere innovation. For det tredje, så er der mange sammenhæng, hvor det er stort set umuligt at rose nogen, uden at de dermed også antager, at man må have en eller anden bagtanke med det. En fjerde dårlig ting ved at rose andre er, at ros på en eller anden måde også nedsætter andres syn på én selv, så man gennem ens ros rent faktisk kommer til at virke mere naiv, mindre intelligent og mindre seriøs. Dette kan muligvis også forklare, hvorfor at intellektuelle altid bliver fremstillet som meget kritiske og negative i både film og på teater. Og muligvis også forklaringen på, hvorfor universitetet kun består af kritik og ikke giver plads til nogen form for ros.

Ros forekommer for det meste også kun, når noget er slut. Hvor tragisk en konstatering. Nu, hvor det gode er slut, så kan vi da godt lige sige noget positivt om det, men ikke et sekund før. Det gælder for eksempel, når folk går på pension eller dør. Ih, hvor kan man også bruge ros til meget, når man er død. Ej, her må man lige vågne op. Ros må nødvendigvis hænge sammen med, at personen rent faktisk stadig er i live, specielt, hvis man er ateist og derved ikke tror på, at vi mødes senere i himlen. Nej, man skal ikke vente med at rose eller værdsætte andre mennesker til begravelsen, det skal sgu foregå her og nu! Men ens ros må naturligvis komme direkte fra hjertet og ikke bare være sådan noget overfladisk høflighedsvrøvl, man siger, bare for at sige noget positivt om en person. Nej, det burde være forbudt, at sige ligegyldige positive ting om andre, som man alligevel ikke mener. Men på trods af de negative sider ved at rose andre mennesker, så vil jeg alligevel anbefale andre, at overveje at begynde at rose og værdsætte andre mennesker mere. For det kan der faktisk komme en del positive oplevelser ud af, nemlig glæden ved at se andre glade og den er faktisk større end man umiddelbart skulle tro.