Om ironi og sarkasme

Da jeg var yngre, brugte jeg meget ironi og sarkasme, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at ironi ikke kun er sjovt - men også har et negativt perspektiv. Ironi kan også blive problematisk at bruge i forhold til kommunikation, hvis man ikke deler den samme fælles forståelse, for så kan der hurtigt opstå misforståelser og dermed kan der blive sat spørgsmålstegn ved intentionen med det sagte. I dag bruger jeg kun sjældent ironi - selvom jeg stadig er den første til at grine af andres ironi - men aldrig af deres sarkasme. Sarkasme stammer fra ordene satire og ironi og har ofte (modsat ironi) til hensigt at såre eller ydmyge andre mennesker. Personligt syntes jeg ikke, at der er noget humoristisk ved at få andre mennesker til at få det dårligt. Tværtimod så gør det også mig ked af det. Ironi består for det meste af en så kraftig over- eller underdrivelse af virkeligheden, at man inddirekte sætter spørgsmålstegn ved sandheden af det, som man netop har sagt. En anden udbredt form for ironi kender man fra den græske filosof Sokrates, der var kendt for at få sine modstandere til at underminere deres egne argumenter og afslører deres egen argumentations svage steder - ved at stille nogle helt ”uskyldige” spørgsmål. Denne underfundige form for spørgeteknik kaldes også for jordemoderteknikken, da man hjælper den anden ud af sin forfejlede opfattelse af verden og hjælper vedkommende med at “barsle” den rigtige forståelse. Her har ironien altså det formål at hjælpe den anden person tættere på sandheden. En tredje form for ironi er skæbnes ironi, hvor diverse omstændigheder bekræfter ens værste anelser eller hvor det utænkelige sker trods alle odds. Det findes der masser af gode eksempler på i Alanis Morisettes store hit Ironic, som f.eks. “He won the lottery and died the next day” og ”It's meeting the man of my dreams and then meeting his beautiful wife”.

Om den virkelighedsfjerne opfattelse af robotter og kunstig intelligens

Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man altid bruger så virkelighedsfjern retorik omkring robotter og kunstig intelligens? Lad os slå det helt fast: robotter har ikke kunstig intelligens. Med mindre man med kunstig intelligens mener en (potentielt) meget avanceret robot der kan efterligne mennesket (hvilket indtil videre kun har kunne lade sig gøre på nogle ganske få områder). Det virker nærmest komisk at tale omkring robotter med bevidsthed, når man ved, hvor svært forskerne har det med bare at få computere til at imitere noget, som kunne minde lidt om et menneske. Bare prøv at se den lidt manipuleret video ovenfor med en af de førende menneskerobotter iCub. Jeg tror, at alle robotforskere for 30 år siden havde regnet med, at man i dag ville have haft svært ved at skelne en robot fra almindelige mennesker. Det er ikke sket. Bare se på iCub - der er MEGET lang vej. Men det sker nok en dag – det er nok bare ikke lige foreløbig. Men selv, når det engang sker, så betyder det stadig ikke, at robotterne har fået bevidsthed, blot fordi de (computerne) nu ligner mennesker. Der er stadig bare tale omkring en meget avanceret computer med en menneskelignende krop og bevægelser. Robotten har ingen refleksion eller bevidsthed - den udfører blot de programmer, som man har programmeret den til. Og blot, fordi man kan lave nogle meget avancerede robotter, der f.eks. kan lære af sine egne fejl, så betyder det stadig ikke, at robotten har nogen form for bevidsthed eller erkendelse af sine fejl. Den har bare et meget avanceret computerprogram. End of story. At benægte denne åbenlyse forskel mellem computere (robotter) og mennesker er absurd. Og det kan vel kun skyldes, at man ønsker at holde science fiction-drømmen i live. De simple programmer på min bærbare pc får jo heller ikke mig til at overveje, hvorvidt min bærbare pc skulle have bevidsthed og derved have et stort kendskab til sprog og matematik. Det er programmer lavet af mennesker med viden omkring disse områder. Hvorfor skulle man lige pludselig antage noget andet, blot fordi man giver computeren en menneskelig form og menneskelignende bevægelser?

Jeg syntes, at robotvidenskaben er enormt spændende og fascinerende, men lad os dog holde os til virkeligheden - frem for den virkelighedsfjerne science fiction retorik omkring robotter med bevidsthed. Robotter har ikke bevidsthed eller refleksion - de har programmer. Robotter ser ikke - de har kameraer. Robotter undersøger ikke ting - de vender ting, som de er programmeret til at gøre det. Robotter leger ikke - de laver variationer over diverse programmeringer. Så simpelt er det.

Guide: 20 tegn på at du er voksen

Her er den lidt kedelige konstatering af, hvad det vil sige at blive voksen i Danmark. Det er nok ikke helt det, som de fleste unge tænker på, når de drømmer om at blive voksne - men her er det sort på hvidt; de 20 tegn på, at du formentlig er blevet et selvstændigt og voksent menneske:

1. Du vasker selv dit tøj/laver mad/gør rent/støvsuger/stryger dit tøj/vækker dig selv.
2. Du betaler selv alle dine regninger.
3. Du har et lån.
4. Du betaler til din pension.
5. Du har en livsforsikring.
6. Du holder middagsselskaber.
7. Du kalder dit job for karriere og du kan ligge vågen om natten for at tænke på dit arbejde.
8. Du beder dine naboer om at skrue ned for høj musik om natten.
9. Du ser eller læser nyheder.
10. Du syntes, at rod er irriterende.
11. Du står op klokken 6 (det er ikke der, hvor du går i seng).
12. Du anser graviditet som en glædelig nyhed - ikke forfærdeligt.
13. Du har børn – eller overvejer, hvornår du skal få børn.
14. Dine venner kommer ikke længere sammen og slår op - men bliver gift og skilt.
15. Du er dybest set ligeglad med, hvorvidt andre mener, at du er cool.
16. Du mener ikke længere, at det er sejt at drikke sig fuld hver weekend - men sørgeligt og trist.
17. Du anser ikke længere udelukkende julen som en vidunderlig ting – men også som noget der medfører hårdt arbejde (og potentielt stress).
18. Du har ikke længere 3-4 måneders ferie – men 5-6 uger ferie.
19. Du får dine planter/blomster til at overleve.
20. Du har skrevet et testamente.

PS: Her skal man naturligvis ikke forveksle "det at blive voksen" med "det at blive gammel" - det er, når man KUN kan lide den musik, som var populær, da man selv var ung!

Om forandringsbegrebet – funny how things change

Alt forandrer sig hele tiden. Måske ikke alt. Ikke min moral, mit syn på mennesker eller min kærlighed til dem, som jeg elsker. Men alt andet. Det gælder ikke kun for mig, men for mange mennesker. Forandring er et grundlæggende vilkår ved livet og ikke bare et resultat af krisen. Den græske filosof Heraklit mente, at forandring består af den konstante vekselvirkning mellem modsætninger. Altså er en forandring, når en modsætning efterfølger en anden bestemt modsætning som f.eks. fra varm til kold. Det perspektiv fik en anden græsk filosof Parmenides til at konkludere, at forandring må være logisk umulig. For hvordan kan man tale om, at noget er til eller har eksistens, når det konstant forandrer sig? Som Heraklit beskrev det: ”Man kan ikke gå ned i den samme flod to gange”. Parmenides mente derfor, at forandring måtte være en selvmodsigelse, for når A bliver til B, så eksisterer A jo ikke længere (og B er opstået). Parmenides konkluderede derfor, at forandring og eksistens måtte være modsætninger.

Problemet med førsokratikernes behandling af forandringsbegrebet er naturligvis, at de ikke skelnede mellem mikro- og makrosprog. Makrosprog er det, som danner grundlag for, hvordan vi kan kommunikere med hinanden og makrosproget består af vores fællesbetegnelser. Hvorimod mikrosproget går mere i dybden og ser på de mindre detaljer. Og selvom man ganske rigtig aldrig kan gå ned i den præcis samme fysiske flod to gange, så er floden jo stadig grundlæggende den samme, selvom vandet i vandløbet har forandret sig. Ligeledes gælder det også for verden. Verden har ikke forandret sig særlig meget i løbet af de sidste 30 år i makroperspektiv, men det har den i høj grad set i et mikroperspektiv. Jeg har fundet nogle sjove perspektiver på disse forandringer:

Problemløsning

Problemløsning er en metode til at analysere et problem ved at definere det, løse det og herefter vurdere gyldigheden af det. Metoden kan både bruges teoretisk og praktisk. Der er 9 trin:

1. Definer situationen og problemet - se på, hvad der er mislykkes og lykkes

2. Specificer målet. Hvad vil du opnå?

3. Lav en hypotese

4. Fremskaf fakta

5. Find argumenter for og imod

6. Analyser fakta - hvad er relevant og årsag?

7. Overvej alternative muligheder og konsekvenser

 

 

8. Overvåg implementeringen og korriger, hvor det er nødvendigt

9. Beslut og implementer

Test: Er du en superhelt?

Nogle gange kan du måske godt blive i tvivl omkring, hvorvidt du rent faktisk er en superhelt? Derfor kommer her testen til dig, så du kan få spørgsmålet afklaret:

1. Hvad er den vigtigste værdi for dig og det som du primært arbejder ud fra?

A. Retfærdighed
B. Hvad der gavner dig selv mest
C. At få din vilje

2. Dine værdier stammer primært fra:

A. En tragisk begivenhed i din barndom
B. Aner det ikke
C. Nøje overvejelser

3. Om din tøjstil kan man sige følgende:

A. Let genkendelig (næsten som en dragt eller et kostume)
B. Det der er in for tiden
C: Tilfældig og forskellig stil hver dag

4. Hvordan er din værste fjende?

A. Din totale modsætning og griner altid med en buldrende latter
B. Ligner dig
C. Du har ingen.

5. Dit job...

A. Giver dig stor frihed uden opsyn
B. Lægger beslag på hvert eneste sekund af dit liv
C. Er et kontorjob i et åbent kontorlandskab

6. Hvordan har du det med gadgets?

A. Du har altid de nyeste gadgets
B. Du kan ikke finde ud af at bruge dem
C. Hvad er gadgets?

7. Hvad er dit forhold til dit hjem?

A. Et sikkert sted, hvor kun de nærmeste kommer såsom venner og familie (nærmest som et hovedkvarter)
B. Du viser konstant billeder af det på Facebook
C. Alle har været der

8. Hvordan reagerer du typisk efter en dramatisk situation?

A. Du kommer altid med en smart og halvfilosofisk kommentar
B. Du drikker en masse kold hvidvin
C. Du går tidligt i seng

9. Hvad er din vigtigste motivation?

A. En stærk ansvarsfølelse og retfærdighedssans
B. At pleje dit ego
C. At tjene mange penge

10. Hvad er en dårlig dag for dig?

A. Når du kommer til at ødelægge noget ved et uheld med dine overnaturlige kræfter
B. Når din dommedagsmaskine ikke virker
C. Når du spilder kaffe på tøjet

Hvis du har svaret A hele vejen, så er der næsten ikke nogen tvivl: Du må være en superhelt! Dog er det et problem, nemlig at du er MEGET let at distrahere! Så fremover bør du måske være lidt mere opmærksom på, hvordan du bruger din tid! Mens du tog testen kan din ærkerival have lavet alverdens ulykker! Så frem for blot at sidde og pleje din usikkerhed vedr. din superheltestatus foran pc’en - så burde du hellere bruge tiden på at overveje, hvordan du kan hjælpe med at gøre verden til et bedre sted!

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Ubesvarede filosofiske spørgsmål 2

Selvom jeg har enormt travlt på mit arbejde for tiden, så har jeg stadig tid til at overveje diverse ubesvarede filosofiske spørgsmål fra tid til anden. I må gerne hjælpe til, hvis I har nogle løsninger. (Se mine tidligere Ubesvarede filosofiske spørgsmål her.)

• Hvad ville der ske med havets vandstand, hvis man tog samtlige både op af vandet på samme tid?
  

• Hvis svesker er tørrede blommer - hvor kommer sveskejuice så fra?
  

• Hvis en person med personlighedsspaltning truer med at begå selvmord - er det så en gidselsituation?
  

• Hvorfor er tallene på en lommeregner og en telefon omvendt placeret?
  

• Hvad er mørkets hastighed?
  

• Hvorfor har kamikazepiloter hjelme?
  

• Hvorfor bruger man steriliserede nåle ved en dødelig indsprøjtning?
  

• Havde Adam og Eva navler?
  

• Hvad er en gratis gave? Er alle gaver ikke gratis?
  

• Hvor langt skal man rejse mod øst for at man rejser mod vest?
  

• Får kinesere tatoveret engelske ordsprog?
  

• Hvis man ikke ønsker, at børn skal modtage slik fra fremmede - hvorfor holder man så Halloween?
  

• Hvorfor er der tomme sider i en bog?
  

• Hvorfor trykker man hårdere på en fjernbetjening, når man ved, at den ikke virker, fordi batterierne er flade?
  

• Kan sommerfugle huske livet som en larve?

Den moderne og menneskelige leder

Jeg vil gerne gøre opmærksom på Jes Jessens meget spændende og tankevækkende tekst: Den menneskelige leder - et filosofisk bidrag til en moderne ledelsesprofil om den moderne og menneskelige leder. Jes Jessen, som er udviklingskonsulent, cand.rer. soc og master i etik og værdier i organisationer, giver nogle rigtig spændende bud på, hvad der kan ligge i det at være en moderne leder. Han begynder med at understrege, hvorledes en af de store udfordringer indenfor ledelse i dag er at få omsat teorien til praksis og hvorledes den teknologiske udvikling har givet en øget specialisering og derfor kræver at beslutningerne bliver truffet tættere på processen og den enkelte medarbejder. Jessen diskuterer også, hvorledes disse forandringer skaber et behov for en ny slags ledelse og dermed påvirker flere forskellige aspekter af lederrollen som f.eks. autoritet og legitimitet. For når lederen ikke længere har mulighed for at være den faglige autoritet, så kræver det, at lederen baserer sin ledelse på andre aspekter, som primært bygger på tillid. Jessen referer derfor også til filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der er en stærk fortaler for, at den moderne leders legitimitet er baseret på vedkommendes menneskelige evner - såsom at indgå i gode menneskelige relationer med sine medarbejdere. Kirkeby referer også til Kants tre maksimer som udgangspunkt for den moderne leder: at kunne tænke kritisk ud fra sin egen autonomi, at kunne indføle sig i ethvert andet menneske og at være i overensstemmelse med sig selv. Ud fra dette konkludere Jessen hurtigt, hvad god ledelse må handle om:

”Ledelse sker i relationen mellem mennesker, hvor den ene har fået tildelt en formel magt, der imidlertid må legitimeres i personen for at relationen fungerer i forhold til virksomhedens mål. Denne legitimering forudsætter selvindsigt og nærvær, hvor nærværet – der er situationsbestemt – udfolder sig gennem empati og anerkendelse, men under respekt for autonomi ”.

Jessen diskuterer også andre spændende aspekter af ledelse og hvad det vil sige at være en moderne leder i forhold til anerkendelse, kommunikation, identitet, troværdighed, empati og nærvær. Et andet spændende aspekt af hans beskrivelse af den moderne leder er også, hvorledes arbejdet er blevet den primære kilde til selvudvikling i det moderne samfund og hvordan dette også påvirker den moderne leders rolle. Her har virksomhederne nemlig fået en langt større forpligtelse overfor den enkelte medarbejders udvikling - hvilket også automatisk afføder en modsvarende forpligtelse hos medarbejderen overfor virksomhedens udvikling. Selvom man måske ikke er enig i alt, hvad Jessen skriver, så er den forholdsvise korte tekst yderst indholdsrig og meget tankevækkende, hvis man har en interesse for moderne ledelsesfilosofi.

Om motivation

Motivation er en af de vigtigste psykologiske processer, da motivationen er drivkraften bag enhver menneskelig handling. Jeg har tidligere været inde på Frederick Herzbergs teori omkring motivationsfaktorer i arbejdslivet i mit blogindlæg: ”Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen”. Herzberg skelner skarpt mellem trivselsfaktorer og motivationsfaktorer, da de forhold, der skaber utilfredshed (manglende trivsel) ikke nødvendigvis virker motiverende, selvom de bliver optimeret. Det er f.eks. tilfældet med en god løn og gode fysiske og sociale rammer i forhold til ens arbejdsindsats. Men trivselsfaktorer bidrager til at give mennesket en følelse af tryghed, som er fundamental for menneskets trivsel og derfor er det også essentielt for et godt arbejdsmiljø, at disse forhold er i orden. I videoen forneden er en af pointerne også, at FØRST i det øjeblik, hvor man betaler ens medarbejdere en rimelig løn, så begynder de at fokusere på arbejdet frem for deres løn - MEN her er det lige så væsentligt at huske på, at en lønforhøjelse ikke i sig selv nødvendigvis virker motiverende (hvilket Hawthorne-undersøgelserne også viste). Her spiller andre faktorer ofte en langt større og mere betydningsfuld rolle, hvilket også bliver understreget i videoen, hvor man peger på, at flere videnskabelige undersøgelser viser, hvorledes kreativ frihed skaber langt bedre resultater end en økonomisk belønning (i hvert fald så længe man taler omkring vidensarbejde).

Der er udbredt enighed omkring, at menneskets stærkeste motivationsdrivkraft er behovet for sex og først derefter behovet for at opnå resultater. Men Human Resource Management (oprindeligt Human Relations Management) har også understreget, hvorledes behovet for selvrealisering og det at have et spændende og udfordrende job spiller en væsentlig rolle i forhold til motivation. Nogle andre betydningsfulde motivationsfaktorer er f.eks. behovet for anerkendelse, lysten til at lede andre mennesker, viljen til at påtage sig et ansvar, behovet for at skabe noget nyt (nytænkning) lysten til at analysere og opnå en stor almen viden. Den australske psykolog Elton Mayo har også påpeget, hvorledes enhver form for opmærksomhed virker motiverende på medarbejderne (Hawthorne-effekten). Men, hvad der helt præcist motiverer det enkelte menneske afhænger meget af menneskets individuelle behov og derfor kan det også variere meget fra en person til en anden, hvad der motiverer og får dem til at handle og yde deres bedste. Man kan opdele motivationsfaktorerne i ydre og indre motivationsfaktorer, samt positive og negative motivationsfaktorer, der stimulerer og aktiverer mennesket. De positive indre motivationsfaktorer kunne f.eks. være sex, komfort, status, prestige, ros, anerkendelse og opmærksomhed, mens de negative indre motivationsfaktorer kunne være følelser som frygt, aggression, nedværdigelse og ydmygelse. For motivation komme dybest set indenfra og derfor kan man heller ikke (som en af mine tidligere chefer engang sagde til mig med udgangspunkt i min egen store motivation) fremtvinge eller fake ægte motivation - hvilket også er meget godt illustreret med billedet foroven.

Lean - mere end bare et værktøj til fyringer

Videoen foroven er fra et marked i Bangkok, hvor man har formået at udnytte den minimale plads til flere forskellige formål - både til markedsplads og togstrækning. Selvom der næppe ligger nogen form for Lean-planlægning bag denne organisering, så er det i grove træk filosofien bag Lean. At man ser på, hvorledes man kan få det mest mulige ud af de begrænsede ressourcer, som man har til rådighed. Desværre har Lean-filosofien med årene fået et ry som et værktøj, som virksomhederne udelukkende bruger for at forenkle og effektivisere produktionen i forhold til at spare penge. Og da lønudgifterne ofte er en af de store og justerbare udgifter, så bliver der alt for tit fuldkommen ensidigt fokuseret på, hvorledes man kan nedbringe udgifterne på det område. For hermed opnår man en hurtig og umiddelbar besparelse – selvom man måske kunne have sparet mange flere penge ved at justere på nogle andre områder set over et længere perspektiv. Det har ikke særligt overraskende ført til en del kritik af Lean-filosofien, da mange folk er begyndt at forbinde Lean og Lean-analyser med fyringsrunder osv. Hvilket også går imod en af Lean-filosofiens kerneværdier, hvor man netop ser engagementet i langvarige og tillidsfulde relationer og respekten for mennesker som et vigtigt udgangspunkt for hele Lean-processen. Det er også ærgerligt, da en grundig analyse og gennemgang af en arbejdsproces kan bruges til meget mere end blot at udvælge, hvem der skal fyres næste gang. Man kan f.eks. vha. en Lean-gennemgang kortlægge præcis, hvordan man kan bruge virksomhedens ressourcer på den mest optimale måde – hvilket ikke bare handler om, hvordan man kan reducere udgifterne, men også om, hvordan man udnytter ressourcerne bedst muligt. Hvilket man kan gøre ved at gøre produktionen billigere samtidig med, at man gør produktionen mere strømlinet, får et højere kvalitetsniveau af produktionen, forøger produktionen, får en større tilfredshed blandt kunderne og forbedrer arbejdsmiljøet ved at mindske stressniveauet og sikkerheden for medarbejderne. Altså kan en Lean-gennemgang bruges som et meget effektivt ledelsesværktøj i forhold til at skabe en bedre kvalitet for kunderne og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte, da processen gerne skulle være med til at frigøre nogle ressourcer, som dermed kan bruges meget mere effektivt på nogle andre områder.

En Lean-gennemgang af en organisation eller virksomhed begynder med en observation og gennemgang af samtlige arbejdsprocesser og arbejdsfunktioner. Her ser man primært på de 7 forskellige former for spild, hvilket er overproduktion, transport, ventetid, overforædling (unødvendige forbedringer), lager (for stort), defekter (kræver genbearbejdning) og menneskelig bevægelse (hvordan man kan reducere menneskelig bevægelse). For at undgå disse former for spild, så kortlægger man arbejdsprocessen i detaljer for derefter at se systematisk på, hvorledes man kan forenkle processen ud fra de 5 S’er: sortér, system i tingene, systematisk rengøring, standardiser og selvdisciplin. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Lean opstod som en forretningsfilosofi på Toyota fabrikkerne i 60’erne og derfor kan man naturligvis heller ikke bare anvende metoden direkte på alle andre områder. Det kræver (ligesom med så mange andre ting her i livet) at man tænker sig om, når man anvender Lean-principperne. For Lean blev primært skabt til en virksomhed med faste mekaniske arbejds- og produktionsprocesser og derfor skal metoden naturligvis også tilpasses, når man anvender den på andre områder. Hvor det er væsentligt at se på, hvad der er det grundlæggende i filosofien, hvad der kan bruges og hvad der ikke er anvendeligt i forhold til den pågældende proces. Derudover er det også vigtigt at have for øje, at selve Lean-projektet ikke bliver så omfattende og tidskrævende, at processen begynder at udhule analysens forventede gevinst. For det primære formål med Lean skulle jo gerne være en kontinuerlig forbedring af kvaliteten samtidig med, at man reducerer arbejdstiden og omkostningerne. Og det er jo netop her, hvor nogle Lean-konsulenter virker til at have svært ved at se, hvor grænsen går. Hvilket muligvis kan forklares ud fra det simple faktum, at konsulenterne simpelthen ikke har nok kendskab til de arbejdsprocesser og den viden som arbejdet bygger på - og dermed kan de heller ikke udtale sig kvalificeret om, hvor det vil være muligt og mest hensigtsmæssigt at reducere f.eks. ventetiden eller undgå ligegyldige forbedringer. Derfor forudsætter enhver Lean- eller kvalitetsanalyse også, at konsulenten har et godt kendskab til det pågældende arbejdsområde og at Lean-konsulenten har lavet et meget grundigt forarbejde, inden at vedkommende laver analysen. For hvis dette ikke er tilfældet, så kan analysen meget hurtigt være fuldkommen ubrugelig og dermed kan hele Lean-processen også meget vel kategoriseres som spild. Og derfor burde det også være selvindlysende for enhver Lean-konsulent, at hvis man vil forbedre kvaliteten vha. Lean, så må man også lave en analyse af meget høj kvalitet.

Test: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

(Ved at klikke på billedet kan man se det i en større version.)

Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen

En amerikansk undersøgelse viser, at medarbejderengagement har en større indflydelse på vidensbaserede virksomheders succes end nogle andre faktorer og derudover tjener virksomheder med mange engagerede medarbejdere også dobbelt så meget i forhold til deres konkurrenter med færre engagerede medarbejdere. Ifølge Wikipedia er en engagerede medarbejder en, der er fuldt involveret i og begejstret for vedkommendes arbejde og derfor vil handle på sådan en måde, der fremmer virksomhedens interesser. Paula Sainthouse har skrevet en del om, hvad der kendetegner en engageret medarbejder. Hun skriver, at engagerede medarbejdere er dedikerede til deres arbejde og derfor er de mindre tilbøjelige til at forlade det. De er mere produktive og giver en bedre kundeservice. De tager en ære i deres arbejde og tænker sig selv i sammenhæng med virksomheden og beriger dermed virksomheden med deres personlige kompetencer og perspektiver. De er i høj grad villige til at give af sig selv til virksomheden og bruger derfor også gerne ekstra tid på at få udført en opgave for at opnå en højere kvalitet – ikke pga. økonomiske årsager - men fordi det betyder noget for dem på det personlige plan. Engagerede medarbejdere udgør også tit den innovative drivkraft i virksomhederne, der igennem deres engagement sikrer virksomheden kreativitet og nytænkning. Derudover er de også sjældent fraværende på grund af sygdom og mange af dem mener ligefrem, at deres arbejde har en positiv indvirkning på deres fysiske sundhed (se f.eks. Steve Crabtree: ”Engagement Keeps the Doctor Away”, 2005). Hvorimod uengagerede medarbejdere ”sover” sig igennem deres arbejde, hvor de kun gør det allermest nødvendige uden nogen form for passion eller personlig investering i arbejdet. Derfor er de heller ikke villige til at yde en ekstra indsats uden f.eks. økonomisk kompensation eller trusler. Derudover kan man også tale om en tredje gruppe af medarbejdere, der er fuldkommen ligeglade med deres arbejde og derfor heller ikke går op i, hvem der ved det. De er utilfredse og derfor udfører de deres arbejde sjusket og så er de ofte syge. De er meget kritiske overfor virksomheden og de undergraver også gerne ethvert forsøg fra kollegaerne på at fastholde en positiv holdning til arbejdet og det kan også have en demotiverende effekt på de andre medarbejdere.

Flere undersøgelser har vist, at det kun er omkring 30 % af befolkningen, som er så aktivt engageret i deres job, at de føler en dyb passion for deres arbejde. Men der er 84 % af de engagerede medarbejdere som mener, at de kan have en positiv effekt på kvaliteten af deres arbejdsplads produktion. Derfor er der mange gode grunde til at se nærmere på, hvorledes man som arbejdsplads kan påvirke ens medarbejderes engagement i en positiv retning. Det påpeger Thomas Heilskov og Kirsten Grumstrup også i deres artikel ”Engagement er penge”, hvor de tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Frederick Herzbergs skelnen mellem vedligeholdelsesfaktorer og motivationsfaktorer. Herzberg mente, at vedligeholdelsesfaktorer har en meget stor indflydelse på ens demotivation og dermed skal vedligeholdelsesfaktorerne også være i orden på en arbejdsplads, hvis man vil fastholde medarbejderne. Vedligeholdelsesfaktorer kan f.eks. være de fysiske og sociale rammer på arbejdspladsen. Hvis disse faktorer ikke er i orden, så risikerer man, at medarbejderen bliver mere fokuseret på at ”overleve” end at fremme virksomhedens interesser. Men vedligeholdelsesfaktorerne siger ikke nødvendigvis særlig meget omkring, hvor engageret medarbejderne er i deres arbejde. For engagement knytter sig mere til følelsen af at udrette noget og selvrealisering og derfor er motivationsfaktorerne også indbefattet i selve arbejdet. Motivationsfaktorer kan f.eks. være at have et stort ansvar, at have medindflydelse på virksomhedens udvikling, at ens arbejde gør en forskel, at man kan udvikle sig og at man får anerkendelse for sin arbejdsindsats. Derfor er regelmæssig feedback fra den nærmeste leder, muligheder for faglig og personlig udvikling, en åben og ærlig kommunikation og medindflydelse på arbejdets udvikling også helt afgørende faktorer for, hvorvidt ens medarbejdere er engageret i deres arbejde. Ligegyldighed og manglende medindflydelse er (som sædvanlig) roden til al ondt. Det er også meget vigtigt for følelsen af engagement, hvis virksomheden har en overordnet vision eller et fælles mål, som medarbejderne kan relatere til - frem for bare at fokusere på de individuelle arbejdsopgaver. Derudover er det også vigtigt med nogle gode samarbejdsrelationer på arbejdspladsen hele vejen igennem hierarkiet, da medarbejdernes engagement ofte er en direkte afspejling af, hvordan medarbejdernes har det med chefen. Undersøgelser har vist, at en af de værdier, der virker allermest motiverende på medarbejderne, er inspirerende lederskab – frem for incitamenter og belønning (som dog også kan have en vis engagerende effekt). Og som sædvanlig viser det sig også, at dårlig intern kommunikation og fraværende ledelse har den mest ødelæggende effekt på medarbejdernes engagement. Hvilket endnu en gang sætter fokus på, at den moderne leder ikke bare skal have nogle gode evner indenfor økonomi og organisation – men også indenfor kommunikation og psykologi, hvis man altså vil skabe en arbejdsplads, der formår at kunne tiltrække og fastholde de engagerede medarbejdere.

Om italesættelse

Der findes en Facebook-gruppe imod ordet italesættelse og i Sproglaboratoriet uddyber kommunikationskonsulent og ophavskvinde Karen Dyhr Pedersen, hvorledes hendes antipati ikke er rettet imod selve ordet, men hvor ofte det bliver anvendt indenfor de konsulentkredse, hvor hun færdes. Dyhr Pedersen forklarer derudover, hvorledes hun mener, at ordet ofte bliver brugt for at lyde ”klog og meget intellektuel”. Det er en interessant kommentar, da jeg jo før har beskæftiget mig en del med brugen af ordet intellektuel. Endnu en gang bliver det bekræftet, at ordet intellektuel mest bruges i en negativ sammenhæng, hvor intellektuel bliver brugt til at referere til personens egen selvforståelse - frem for de reelle evner. Og dermed må anerkendelsen af et andet menneskets intellektuelle evner også i en eller anden grad hænge sammen med evnen til at kunne kommunikere og gøre sig forståelig overfor andre mennesker. Det, at man kan tale på et højt fagligt niveau kan sagtens være et udtryk for nogle gode faglige kompetencer, men det er på ingen måde noget udtryk for nogen gode kommunikative evner og der er for det meste også en vis sammenhæng mellem de to former for kompetencer.

Selve ordet italesættelse stammer fra oversættelsen af Michel Foucaults bog Histoire de la sexualité - Vol I: La Volonté de savoir (Seksualitetens historie - viljen til viden) hvor han bruger formuleringen ”mis en discour”. Men hvis man slår ordet italesættelse op i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs bog Den Danske ordbog, så står der følgende forklaring af ordet: ”At udtrykke ved hjælp af ord. At give en sproglig formulering.” Det hjælper egentlig ikke særlig meget på forståelsen af ordets betydning – da det vel svarer til at spørge lægen omkring, hvad man fejler og så få det svar, at man er syg. Men jeg ser ordet italesættelse som en slags retorisk strategi, hvor man laver en sproglig iscenesættelse af et bestemt emne, område, virksomhed eller produkt. Her forsøger man at formidle et bestemt fokus på et område eller nogle bestemte værdier gennem ens valg (og fravalg) af ord, metaforer, sætningskonstruktioner og udtryk. Karen Dyhr Pedersen kritiserer specielt, hvorledes ordet italesættelse bliver brugt alt for ofte og det med god grund. For hvis man italesætter alt, så italesætter man jo i virkeligheden intet. Alt kan ikke være lige vigtigt og dermed bliver det også meningsløst at tale om italesættelse. Jeg har ikke selv haft nogen oplevelser med, at folk konstant bruger ordet italesætte i den grad, det det virker meningsløst. Men man kunne måske godt forestille sig, at nogle kommunikationskonsulenter (enten bevidst eller ubevidst) prøver på at italesætte deres egne kommunikationsevner ved konstant at bruge ordet italesætte.

I går var jeg så heldig at få lov til at tale i 1½ time omkring mit arbejdsområde (kvalitet i sundhedssektoren). Der håber jeg meget, at jeg fik italesat vigtigheden af kvalitetsarbejdet overfor den store forsamling af meget kompetente og dygtige fageksperter. Men jeg er ikke så arrogant, at jeg tror, at man kan diktere ens forståelse af virkeligheden til andre mennesker, blot fordi man italesætter et område. Og derfor handler italesættelse heller ikke bare om sproglige virkemidler, men om at få de gode argumenter på bordet og få forklaret, hvorfor det er vigtigt. For der er intet determinerende ved italesættelse - det er blot en beskrivelse af en sproglig handling, hvor man forsøger at sætte fokus på nogle bestemte emner eller aspekter og dermed vil der også altid være mulighed for andre perspektiver og fortolkninger.

Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

Ubesvarede filosofiske spørgsmål

Efter at jeg har afsluttet min filosofiuddannelse på universitetet, så har jeg fået svar på de fleste store filosofiske spørgsmål, men der er stadig nogle mindre filosofiske spørgsmål, som jeg overvejer:

• Hvis du forsøger at fejle og det lykkes, hvad har du så gjort?

• Hvad gør man, når et udryddelsestruet dyr lever af en udryddelsestruet plante?

• Hvor vigtig skal man være for, at man kan kalde et mordforsøg for et attentat?

• Hvor langt skal man helt præcist rejse, før man kan sige, at man rejser sydpå?

• Kan man forestille sig en verden uden hypotetiske situationer?

• Er dyr, der lægger æg, drægtige, inden de lægger ægget?

• Hvordan kan det være, at der findes opvaskemiddel med ægte citron og citronjuice med kunstig smag?

• Hvorfor er der ikke faldskærme (frem for redningsveste) i fly?

• Havde Noah også to spætter med på arken?

• Hvad sker der, når en uimodståelig kraft rammer et ubevægeligt objekt?

• Hvis nogen ejer et stykke land – ejer de det så helt ind til centrum af jorden?

• Hvis man sætter en kamæleon i spejlbeklædt rum, hvilken farve får kamæleonen så?

• Hvor gammel skal et menneske være for, at man kan sige, at vedkommende døde af alderdom?

• Hvis ingen køber billetter til en film – viser de den så stadig?

• Hvorfor er det lovligt at slå en hjort ihjel og hænge den på væggen, men ulovligt at holde den som kæledyr?

Bureaukratiet – en trussel mod demokratiet!

Da der er begyndt at komme lidt for mange læsere på min blog, så har jeg besluttet mig for at skrive om noget kedeligt, hvilket faldt meget heldigt ud for mig selv, da jeg har en stor interesse for det kedelige emne bureaukrati. Derfor vil jeg forklare, hvorfor bureaukratiet potentielt kan ses som en trussel mod demokratiet. Jeg vil tage udgangspunkt i Sunghan Ims kritik af bureaukratiet. Det moderne repræsentative demokrati har tre hovedfunktioner: repræsentation, lovgivning og økonomi. Den form for demokrati kan man også kalde for flertalsstyre, da det er flertallet af befolkningen, der bestemmer landets politik. Men denne forestilling om det repræsentative demokrati kalder Im for en fiktion: "But today, this function does not seem to be carried out well in any country, and seems to have become fiction". Dette underbygger Im blandt andet ved at påpege, hvorledes de politiske partiers strenge partidisciplin gør, at politikerne har mistet deres uafhængighed. Derudover kritiserer han også, hvordan den politiske debat i mange parlamenter er blevet en overfladisk procedure uden nogen reel betydning. Ims argument er, at den reelle politiske debat og beslutningsproces slet ikke foregår i parlamenterne, men i de stående udvalg. Og dermed er beslutningerne allerede blevet truffet i udvalgene, inden at man skal diskutere dem i parlamenterne. Hvilket desværre er en nødvendig procedure pga. den offentlige sektors omfang og specialisering, HVIS man skal sikre en vis form for effektivitet indenfor de politiske beslutningsprocesser.

Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.

Oprust dig intellektuelt!

Efter at Stokbro har kaldt mine angreb (som f.eks. Intellektuel eller bare arrogant? eller Test: Er du en del af den intellektuelle elite?) på det snobberi, der findes blandt visse akademikere, for en karikeret gentagelse, så er det vist på tide at skrive noget andet. På vej hjem fra arbejdet læste jeg en fantastisk artikel "Oprust dig intellektuelt" skrevet af Hella Joof i MetroXpress! (Bare rolig, jeg er naturligvis så miljøvenlig... eller jeg mener klimavenlig... at jeg kører med toget!) Jeg er ellers mest vant til at grine, hver gang jeg hører eller læser noget af Hella Joof, men jeg tror faktisk, at hun mener det helt seriøst den her gang! I hvert fald opsummerer hun med ganske få og enkle ord alt det, der burde ligge i begrebet om at være intellektuel. Egentlig så ville jeg helst have trykt hele hendes klumme på min blog, men det bliver MetroXpress nok ikke så begejstret for, så jeg må nøjes med nogle fyldige citater. Hun begynder således:

"Start med at læse avisen. Okay, helt forfra - køb den avis, du syntes flugter bedst med dine politiske visioner. Okay, helt forfra. Få nogle politiske visioner. Ja. Jeg ved ikke hvor, tal med nogle kloge fra arbejdet eller din onkel med runde briller og Jacoform-sko eller søg på nettet eller se "Mogensen og Kristiansen” og "Jersild og spin” eller meld dig ind i et parti. Godt..."

Bortset fra et enkelt kritikpunkt med hensyn til "Mogensen og Kristiansen" (hvilket allerede er blevet omtalt meget præcist af Center for Vild Analyse) så er det er helt korrekt set. For hvis man virkelig ønsker at kalde sig selv for intellektuel, så må man også vide noget om, hvad der foregår i verden. Og det kan man ikke, hvis man aldrig ser nyheder eller åbner en (net)avis. Faktisk så vil jeg mene, at man helst skal følge med hver dag, hvis man gerne vil tages seriøst i en politisk diskussion. Joof forsætter:

"Nu køber du den avis, der tættest på dine visioner. Nej for resten, køb den, der er længst væk. Det er bedre at blive udfordret end at blive bekræftet. Læs den. Hele avisen. Ikke bare kultursektionen. Slå ord op, som du ikke forstår. Bland dig i debatter på arbejdet eller til middagsselskaber. Lad være med at køre på autopilotholdninger. Udtalelser som "de skulle aldrig ha’ revet pusherstreet ned" eller "Med terrorloven lever vi efterhånden i en politistat" er forbudt de næste to måneder, så må du godt mene det igen. Det er nogle helt okay holdninger, men vi går heller ikke med det samme hårspænde hver dag, vel?..."

Her bliver en anden stor sandhed åbenbaret omkring den hurtigste vej mod uvidenhed, nemlig når man konstant hyler i flok med ligesindede. Hvori består den intellektuelle udvikling i det? Hvis man aldrig hører andre argumenter end ens egne, hvordan kan man så kalde sig intellektuel? Og hvis man aldrig får nogen reel modstand i en diskussion, hvordan kan man så kalde sig selv for oplyst? Hvis ens omgivelser kun bekræfter ens egne holdninger gang på gang, så virker det i længden fordummende – uanset ens holdninger. Visdom får man gennem et åbent sind. Gennem den konstante dialog med andre, som har nogle helt andre holdninger. Uvidenhed er kendetegnet ved, at man ikke længere tror, at man kan lære noget af andre mennesker. Man kan altid lære noget nyt og udvide sin horisont. Derfor er det også vigtigt, at man selv er åben overfor nye mennesker, oplevelser og erfaringer – ellers går ens mentale udvikling i stå. Hella Joofs afslutning på nytårsklummen opsummerer på skønneste facon mit eget syn på begrebet philosophia (kærlighed til viden):

"Snart opdager du, at du i grunden ikke ved en snus om noget, men det gør dig ikke flov eller ked af det. Det gør dig nysgerrig og spændt: Tænk engang på at du, med al den kærlighed du har fået, og den sunde kost og fluorskylninger i folkeskolen, nok bliver mindst 104 år, og glæd dig over al den tid, der er tilbage til at lære i! Tænk, al den dejlige viden, der ligger der foran dig og glimter. Du skal bare samle den op. Guld skal ikke ligge på gaden. Knus Hella"

Hvad er kvalitet?

Kvalitet er forholdet mellem oplevelse og forventninger til et given produkts eller ydelses beskaffenhed. Ordet kvalitet bruges ofte i modsætning til kvantitet. Kvantitet angiver et deskriptivt forhold ud fra mængde, størrelse, længde eller vægt, som man let kan måle gennem fysiske undersøgelser. Hvor kvalitet mere betegner oplevelsen af produktets eller ydelsens beskaffenhed. Det betyder dog ikke, at man ikke også kan lave eksakte målinger af kvalitet - det forudsætter bare, at man først har lavet en definition eller en standard for, hvad der er god eller høj kvalitet. Uden sådanne standarder bliver enhver tale om kvalitet til subjektive vurderinger. Derfor er der behov for nogle objektive mål, hvis man skal kunne tale objektivt om, hvad der er kvalitet. Kvalitetssikring er en proces, hvor man etablerer et system til kvalitetsudvikling og evaluere et givent område efter nogle opsatte kvalitetsstandarder. Gennem kvalitetsprocessen gør man det pågældende produkt eller ydelse til genstand for kvalitetsbedømmelsen og dermed bliver kvaliteten også til en absolut og målbar størrelse gennem de opstillede standarder, delmål og indikatorer. Når man har målt kvaliteten kan man så opstille nogle operationaliserbare mål for, hvorledes man kan højne kvaliteten indenfor de givne rammer. Efter man har gennemført de nødvendige forandringer, så vurderer man igen kvaliteten (hvilket også er kendt under betegnelsen PDSA (Plan Do Study Act) cirklen). Det problematiske ved kvalitetsudvikling er sjældent selve kvalitetsvurderingen, men mere hvilke metoder eller standarder som kvalitetsvurderingen har taget udgangspunkt i. Inden for nogle områder er det meget simpelt at lave kvalitetsstandarder, mens det er langt sværere indenfor andre områder. For selvom kvalitetsvurderinger bygger på en kategorisering af egenskaber, så implicerer de ofte også en form for smagsvurdering, da man tager udgangspunkt i nogle særlige værdier ved det pågældende produkt eller ydelse. Dette gælder i høj grad ydelser eller produkter, hvor f.eks. æstetik, design, image og følelser kan præge oplevelsen af kvalitet. Det er specielt tydeligt indenfor modeindustrien, hvor f.eks. dette års mode med jeans fyldt med huller og malingpletter går imod den klassiske opfattelse af, hvad der er god kvalitet indenfor tekstilproduktion. Altså kan smagsdomme også godt påvirke, hvorledes kvaliteten bliver opfattet. Men omvendt vil ethvert par jeans med huller heller ikke blive anset som mode – da hullerne jo gerne skulle være lavet hos den rigtige fabrikant og sidde de rigtige steder. Derfor kan man godt tale om en vis form for vekselvirkning mellem smagsdomme og kvalitetsvurderinger indenfor nogle områder. Selvom det også er væsentligt at huske på, at der også findes mange områder, hvor man ikke kan gå på kompromis med den faglige kvalitet.

I løbet af det sidste år er kvalitetssikring og evaluering kommet på mode, hvilket sjældent medfører noget særligt positivt for et begreb. For dermed opstår der hurtigt nogle myter om, hvordan kvalitetsudvikling bør foregå – som ikke nødvendigvis tager hensyn til de individuelle forskelle, der kan være mellem forskellige fag-, produkt- og ydelsesområder. For dermed kan man komme til at bruge nogle forkerte metoder til at måle kvaliteten, som ikke er brugbare indenfor det pågældende område og dermed kan ordet kvalitetsudvikling også hurtigt blive synonym med fejlagtige vurderinger. For hvis man ikke anvender de rigtige metoder, så vil man heller ikke skabe nogen kvalitetsudvikling – blot en masse frustrationer og bureaukratisk bøvl. Men disse problemer siger ikke i sig selv noget negativt om kvalitetsudvikling eller kvalitetssikring – det siger bare noget om dårligt kvalitetsarbejde. Det er yderst vigtigt, at ens operationaliserbare mål også matcher hensigten med kvalitetsarbejdet, hvis man vil se en reel kvalitetsudvikling. Derfor er det også en skrøne, at visse områder er for komplekse eller for mangeartet til at kunne vurderes. Alt kan vurderes, hvis man blot kender det normative formål med vurderingen. Livskvalitet er f.eks. også et umiddelbart ikke-operationaliserbart mål, men det kan det blive ved, at man gennemfører en kvalitativ undersøgelse hos de relevante personer, hvis livskvalitet man ønsker at højne. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i ældre mennesker på plejehjem, så kunne man forestille sig, at en kvalitativ undersøgelse ville vise, at man kunne højne de ældres livskvalitet, hvis de fik en højere grad af selvstændighed, bedre mad og flere sociale aktiviteter. Det kan man sagtens gøre ved at opsætte nogle standarder og derefter udforme nogle operationaliserbare mål, som f.eks. at bevilge flere penge til genoptræning, fysiske aktiviteter, mad (hvor man evt. også kunne måle kvaliteten gennem kvalitative brugerundersøgelser) og skabe flere muligheder for sociale aktiviteter. Altså kan man gennem de kvalitative undersøgelser gøre de mindre operationaliserbare mål mere håndgribelige, men det forudsætter naturligvis også, at man har et klart mål. Derudover er det også vigtigt at huske på, at kvalitet er et konsensusbegreb og derfor er der konstant behov for undersøgelser, så man ikke bare tilskriver nogle mennesker nogle behov eller ønsker, som de reelt ikke har. Det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i den tilgængelige viden og erfaringer, når man planlægger kvalitetsudviklingen, hvis man gerne vil hæve kvalitetsniveauet – uanset om der er tale om kvalitetsudvikling indenfor det faglige, etiske eller produktionsmæssige område. Derudover er det også vigtigt at huske på, at brugernes eller kundernes oplevelser af produktet eller servicen også er et vigtigt pejlemærke for, hvornår man hæver kvaliteten. Det er ikke nok, at man hæver den faglige kvalitet, hvis dette ikke også kommer til udtryk i brugernes og kundernes oplevelser og forventninger – først der kan man tale om reel kvalitetsudvikling og value for money.

Filosofiske overvejelser - på grænsen mellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation

Filosofiens elendighed har altid bestået i, at filosofi er svær at kategorisere. Man kan sige, at filosofi er svær at få greb om (=begreb). Filosofi kan handle om alt, men ikke alt er filosofi. Filosofi er et meget spændende område, men har fået et lidt kedeligt ry, fordi der findes alt for mange kedelige tekster og bøger om filosofi. Hvorfor? Fordi de såkaldte filosoffer ikke har evnet at relatere de filosofiske spørgsmål i høj nok grad til virkeligheden. De har, som jeg tidligere har kritiseret, filosoferet sig væk fra virkeligheden. Og filosofi giver jo netop kun mening i relation til virkeligheden. Det burde egentlig være fuldkommen selvindlysende for enhver filosof, men det er det bare ikke. Det kan man med stor forundring konstatere gang på gang. Mange filosofiske spørgsmål skyldes også helt basalt en grundlæggende begrebsforvirring og derfor består mange filosofiske overvejelser også af begrebsafklaring. Meget forfejlet filosofi (og politik for den sags skyld) skyldes det simple forhold, at man ikke formår at medtænke virkeligheden i sine overvejelser. Indenfor filosofi, der skelner man traditionelt set mellem praktisk og teoretisk filosofi. Denne skelnen har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at flere filosoffer har fået den forfejlede opfattelse, at man sagtens kan tale om filosofi helt isoleret fra virkeligheden! For selvom, at skellet naturligvis også har en praktisk anvendelse, så er det mindst lige så vigtigt at huske på, at den teoretiske filosofi altså ikke eksisterer fuldkommen uafhængig af virkeligheden. Problemet opstår typisk, fordi begrebsafklaring i høj grad handler om at eliminere alle de unødvendige detaljer og dermed kan man hurtigt få smidt virkeligheden ud med badevandet. For begrebsafklaring forudsætter, at man evner at kunne skelne mellem, hvor grænsen går imellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation. Det samme gør sig også gældende i mange nyere politiske diskussioner, hvor man i høj grad diskuterer definitionen af de brugte begreber – frem for værdierne. Det kan man uden den store tøven kalde for politisk filosofi.

Begrebsafklaring er en vigtig øvelse, da begrebsafklaring er med til at klarlægge og tydeliggøre tænkningen. Et begreb er den abstrakte egenskab, relation, tankemæssige forestilling eller et afgrænset område af fænomener, som på mange måder muliggør sprogets funktion. Gennem begrebsafklaringen søger man systematisk at indordne begrebet ved at indkredse og afgrænse begrebets indhold i forhold til andre begreber. Indholdet er de kendetegn, som er fælles for alle de ting, der falder under det samme begreb. Begreber udgør på mange måder grundelementerne i tænkningen og derfor er det også vigtigt at få afklaret, hvilke begreber der er i spil i en diskussion – i såvel de filosofiske som de politiske debatter. Derfor finder jeg det også tankevækkende, at man skriver således Om begrebet mathematical literacy i Undervisningsministeriets publikation: Nøglekompetencer – forskerbidrag til det Nationale Kompetenceregnskab: "Ligesom reading literacy eller blot literacy er mere end at afkode, forstå og reproducere bogstaver, ord og vendinger, er mathematical literacy også mere end at afkode, forstå og reproducere tal og matematiske udtryk. Det omfatter også brugen af tal og matematiske udtryk i forskellige sammenhænge og drejer sig om evnen til at anvende matematisk viden og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen." Noget lignende må også gøre sig gældende for filosofferne. En filosof må også være i stand til at anvende de filosofiske begreber, teorier og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen – ellers må det være et tegn på en manglende forståelse eller evt. en manglende forbindelse til virkeligheden. Det er på ingen måde noget kvalitetsstempel, at man kan filosofere fuldkommen upåvirket eller uafhængigt af virkeligheden. Det kan nemlig meget vel føre til begrebsmanipulation frem for begrebsafklaring, hvilket der også findes flere eksempler på indenfor filosofihistorien. Grænsen mellem begrebsmanipulation og begrebsafklaring er meget fin, men det er set med mine øjne også ret væsentligt, hvad filosofien rent faktisk producerer: fakta eller fiktion.