Undskyld, at jeg er glad og vil bidrage positivt

Nogle sure mennesker bliver meget sure, hvis man er glad. Særligt, hvis man tit er glad. Jeg har overvejet lidt, hvorvidt glæde kan virke provokerende. Det kan det måske godt, hvis man selv er trist. Jeg ved ikke rigtig, hvilken konsekvens det skal have. Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal virke mindre glad af hensyn til en anden person, fordi vedkommende er trist. Så kan ingen jo være glade. Hvis en person fortæller mig, at vedkommende er trist eller der er sket noget tragisk, så vil jeg naturligvis gerne tage hensyn til den anden person. Det kommer helt naturligt, men i det daglige mener jeg ikke, at man skal nedtone sit eget gode humør af hensyn til andre med dårligt humør.

Når man er en glad person, så har man også tit lyst til at gøre glade ting såsom at danse, lave gadedrengehop og give komplimenter mv. At give komplimenter lyder måske umiddelbart som en forholdsvis let og simpel handling. Det er det dog ikke. Det kan faktisk være meget svært at finde et godt tidspunkt, hvor man kan komme af med et kompliment. For sure mennesker lyder komplimenter mere som fraser, som man siger for selv at opnå noget. (Måske fordi de selv kun kommer med komplimenter, når de vil opnå noget.) Det er øjensynlig fuldkomment utænkeligt, at man kunne sige et kompliment alene for komplimentets skyld. Nogle ser ligefrem undersøgende på én for at regne ud, hvad man dog vil opnå ved at sige det. I stedet for blot at acceptere, at en person siger noget positivt, fordi de mener det og gerne vil dele det med vedkommende. Som Søren Kierkegaard har sagt:

”Naar Hjertet er fuldt, skal Du ikke misundeligt, fornemt, forfordelende den Anden, krænke ham i Stilhed ved at presse Læberne sammen; Du skal lade Munden tale af Hjertets Overflødighed; Du skal ikke skamme Dig ved Din Følelse, og endnu mindre ved redeligt at give Hver Sit.”

Jeg har altid fastholdt, at jeg er et godt menneske og ikke ønsker nogle mennesker det dårligt. Her får jeg nogle gange den kommentar, at ”alle mennesker rummer noget ondt” eller at ”alle mennesker rummer både noget godt og ondt”. Det finder jeg egentlig lidt provokerende, da de jo dermed også indirekte anklager mig for at være ond nogle gange. Det mener jeg simpelthen ikke passer. Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri eller aldrig gør noget forkert – men jeg gør aldrig noget bevidst for at skade eller såre andre. Det ville jeg selv have det dårligt med. Det værste ved kommentaren er dog, at den også anklager mig for ikke selv at kunne se eller ville indrømme det. For mig er selverkendelse en meget vigtig dyd.

Nogle sure mennesker vil hellere forsøge at ødelægger andre mennesker - end at se på, hvad der kunne gøre dem selv mere lykkelige. Når man er et meget følsomt menneske, så har man også tit udviklet en radar for alt ubehageligt og manipulerende. Når jeg hører en person, der forsøger at manipulere med et andet menneske på en negativ måde, så vækker det altid en meget stor undren i mig. Fra mit perspektiv afslører og udstiller vedkommende dermed deres egen svaghed og derfor stiller det også spørgsmålet om, hvad vedkommende får ud af at manipulere? Svaret er stort set altid det samme - nemlig et fejlagtigt forsøg på at styrke vedkommendes egen manglende selvtillid ved at forsøge ødelægge andre og dominerer dem. Jeg bliver altid lige skuffet. Tænk, at mennesket - det højest udviklede dyr - er så primitivt og uintelligent. Hvis menneskets mål er lykke - så har lykken aldrig været længere væk.

Sådan fungerer min hjerne også…

Billedet ovenfor illustrerer meget godt, hvordan min hjerne typisk reagerer på forskellige ting. Der er ikke rigtig nogen gråzone mellem begejstring og kedeligt. I går så jeg programmet ”Jeg vil være Ole Henriksen”. Jeg vil ikke være Ole Henriksen, men jeg må sige, at jeg elsker ham virkelig højt. Hvordan kan man andet? Han er da et helt igennem fantastisk menneske. Personligt kan jeg desværre ikke helt matche hans positive indstilling, men jeg arbejder naturligvis hele tiden på sagen. For knapt et år siden mødte jeg rent faktisk Ole Henriksen i København. Den dag havde min datter på 1 ½ år naturligvis fået et slemt udslæt i ansigtet (hvilket hun selvfølgelig aldrig har haft hverken før eller siden). Hun er ellers en meget køn pige og jeg har altid fået mange komplimenter fra fremmede mennesker på gaden, når jeg kommer gående med hende. I det jeg gik ud fra en butik, hørte jeg en mandlig stemme sige: "Neeeejjj, sikke dog en køn lille pige". Jeg gloede lidt vantro på det ubehagelige udslæt på min datters kønne ansigt og tænkte ved mig selv, at udslættet måske ikke var så slemt alligevel. (Det var det.) Mens jeg forsatte fremad, kiggede jeg til siden for at takke vedkommende for komplimentet. Da jeg fik øje på ansigtet, så stoppede jeg helt op og stirrede vantro på manden. Jeg genkendte med det samme Ole Henriksens ansigt. Jeg kan huske, at jeg fik fornemmelsen af, at jeg måtte have fået noget i øjnene og ikke så helt klart. Så jeg blinkede med øjnene. Så følte jeg et kort øjeblik, at det måtte være en drøm. Men min tanke blev afbrudt af min mands tak for komplimentet og et par dråber, der faldt fra himlen og ramte mit ansigt, da jeg nu havde passeret et halvtag og var stoppet op under åben himmel ude på gaden. Det var så her, hvor min hjerne gerne skulle komme på banen og formulerer noget fornuftigt. Gerne noget sjovt eller noget sødt. Det gjort den bare ikke. Den var gået i koma. Intet kom ud af min mund. Ole Henriksen smilede hurtigt til min mand og så tilbage på mig. Jeg smilede heldigvis helt naturligt tilbage til Ole Henriksen - men jeg sagde intet. Så gik vi videre. Jeg var fuldkommen overrumplet. Jeg har set mange kendte i byen, men jeg har aldrig før mødt et af mine idoler face-to-face. Det eneste som kan gøre mig stille er nok komplimenter, gaver og ekstremt ubehøvlede eller uintelligente kommentarer. Det får øjensynlig min hjerne til at gå selvsving, der dermed forhindrer enhver tale, enten i forlegenhed eller i chok over niveauet af uforskammethed eller dumhed. Tak hjerne for at svigte mig i sådan et vigtigt øjeblik. Ved I, hvornår min hjerne aldrig mangler sjove kommentarer? Når jeg skal sove. Så er det jo også ekstremt vigtigt at holde sig selv vågen med sjove jokes. Hvorfor skulle man også være frisk den næste dag, hvis man kan havde det sjovt hele natten. Eller også kan ens hjerne bruge 3 timer på at analysere en eller anden ligegyldig kommentar nu, hvor man alligevel bare ligger der og keder sig. Jeg trøster mig dog med, at jeg øjensynlig ikke er den eneste, der har det på den måde.

 

Tillykke med de 53

Han blev født på verdens mest fantastiske sted Hawaii og er verdens mest magtfulde mand. Han er en ekstrem dygtig retoriker, strategisk klog og virker til at være en meget omsorgsfuld og empatisk mand. Han er uddannet i statskundskab og international politik på Columbia University og har efterfølgende taget en juridisk embedseksamen på Harvard Law School med speciale i borgerlige rettigheder. Jeg taler naturligvis om den amerikanske præsident Barack Hussein Obama II, der havde fødselsdag i mandags.

Hvis man ikke har læst hans bog The Audacity of Hope eller oversat til dansk Mod til at håbe - Tanker om generobringen af den amerikanske drøm, så bør man gøre det. Hans engagement og tankegang er inspirerende uanset, hvad man mener politisk og hvad man gerne vil opnå i livet. Obama har selvfølgelig også selv indtalt lydbogen, der har vundet en Grammy for Best Spoken Word Album. Fra denne bog kommer også mit absolutte yndlings citat af Obama:

If we aren’t willing to pay a price for our values, if we aren’t willing to make some sacrifices in order to realize them, then we should ask ourselves whether we truly believe in them at all. (Audacity of Hope)

And Still I Rise - Maya Angelou

Der er noget helt specielt ved Maya Angelous digte. Der er en underfundighed, styrke, humor og varme, som kan mærkes helt inde i sjælen. Normalt gider jeg ellers ikke at læse digte, da jeg mener, at de fleste digte er nogle meget lange og kedelige klagesange - men det kan man bestemt ikke sige om Maya Angelous digte. Der er styrke og livsmod. Maya Angelou har skrevet flere fænomenale digte, men hvis jeg skal vælge et, så må det være klassikeren And Still I Rise. Jeg har fundet en video, hvor hun reciterer hele digtet (modsat teksten):

You may write me down in history
With your bitter, twisted lies,
You may trod me in the very dirt
But still, like dust, I’ll rise…

Does my sassiness upset you?
Why are you beset with gloom?
'Cause I walk like I’ve got oil wells
Pumping in my living room…

Did you want to see me broken?
Bowed head and lowered eyes?
Shoulders falling down like teardrops.
Weakened by my soulful cries…

You may shoot me with your words,
You may cut me with your eyes,
You may kill me with your hatefulness,
But still, like air, I’ll rise...

Verden har mistet en af de få gode digtere. Rest In Peace Maya Angelou (1928 - 2014).

You’re Not Paid to Think

Som filosof er det vigtigt tit at minde sig selv om, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at sige alt højt, som man tænker. Særligt på arbejdspladsen. Jeg afholder mig dog ikke fra at rose andre mennesker - heller ikke, hvis det er en chef eller kollega. Det gør ikke den store forskel for mig – men det ved jeg godt, at det gør for andre. Man bør dog vente til det rigtige tidspunkt, da man hurtigt kan få skudt i skoene, at man siger det for selv at opnå noget. Men omvendt så syntes jeg heller ikke, at man skal afholde sig fra at give andre mennesker komplimenter af frygt for at blive beskyldt for at ”fedte” for dem eller selv at ville opnå noget. Det må folk gerne beskylde mig for, så længe jeg ved, at jeg hellere ville save min egen arm af end at opnå en gevinst vha. ufine metoder, som jeg derved per definition ikke har fortjent. Jeg roser ikke nogen, medmindre jeg virkelig mener det. Når man er meget kritisk og stiller høje krav til andre mennesker, så mener jeg også, at det er vigtigt, at man kan anerkende, rose og give andre mennesker komplimenter.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er mange ting, som man ikke bør sige på sin arbejdsplads, selvom det er fuldkommen korrekt observeret. Bare, fordi noget f.eks. er dybt uretfærdigt, tåbeligt, forkert eller kunne løses på en meget simplere/lettere måde, så betyder det ikke, at man nødvendigvis altid skal påpege det. For at minde mig selv om dette dagligt, så har jeg denne plakat hængende på mit kontor.

Talk That Talk - Rihanna feat. Jay-Z

Talk that talk to me, yeah
Talk that talk to me, yeah...
I talk big money, I talk big homes
I sell out arenas
I call that getting dome
Million dollar voice
Came through phone
We heading to the top
If you coming, come on
I'm Flying out to Pisa
Just to get some pizza
Fly down to Jamaica
Just to roll some reefa
Sex on the beach
Left love speechless
They say that money talk
Tell these other ni--as speak up
What's up

One and two and three and four, come on let me know if you want some more
You know what I like right now get it right
Boy talk that talk to me all night
Yeah boy I like it yeah boy I like it
Love it when you talk that talk to me yeah
Yeah that talk to me yeah
Love it when you talk that talk to me, yeah

Say what you want, say you want you like
Say you want me to do and I got you
Tell me how love you, tell me how to hold you
I'mma get it right on the first try for you
Cause you ain't never had a woman like me, yeah
And you will never have another like me, yeah
Noooooo
So I'mma give it to you baby

One and two and three and four, come on let me know if you want some more
You know what I like right now get it right
Boy talk that talk to me all night
Yeah boy I like it yeah boy I like it
Love it when you talk that talk to me yeah
Yeah that talk to me yeah
Love it when you talk that talk to me, yeah...

Guide: Hvordan gør du kedelige møder mere spændende?

Kender du det, at du er til et kedeligt møde uden noget håb for at noget spændende sker undervejs? Og føler du tit, at folk ser dig som helt almindelig? Det kan hurtigt ændres ved blot at bryde med nogle ganske få sociale normer og inden du ved af det, så er møderne langt mindre kedelige. Husk disse forslag næste gang du sidder til et kedeligt møde. Du lever i et frit land og behøver ikke at følge de sociale normer - også selvom der er bred konsensus omkring dem. Der er jo netop ikke tale om love – men blot kedelige stereotype normer. Ingen bremser dig. Fyring er dog en risiko.

• Spørg' de andre om det ikke er meget varmt i lokalet? Tag jakken af. Vift med hånden og hiv i trøjen for at gøre opmærksom på, at du syntes, at det er meget varmt. Tag trøjen og evt. bukserne af. Gør opmærksom på, at det hjalp meget. Forsæt mødet som om alting er helt normalt. Husk at medbringe en jakke og at kolde lokaler ikke er en forhindring!

• Spild kaffe på bordet, fold en båd af papir og lad den sejle ned af bordet. Husk at forhindre andre i at tørre kaffen op, mens du folder båden.

• Medbring en hånddukke - helst et dyr. Bed hånddukken om at redegøre for de svære pointer.

• Når du skal besvare et spørgsmål, læn dig tilbage i stolen og put fødderne op på bordet, mens du smilende siger: "Det er sådan jeg ser det J.B." (eller andre imponerende initialer der lyder godt, men som ikke er din chefs).

• Medbring et bjerg af dokumenter eller papirer til mødet. Gerne den gammeldags printede slags som er sammenhængende og endeløse. Læs i papirerne, hver gang taleren siger en pointe, for tjekke sandheden af det sagte. Nik derefter kraftigt, når du har "fundet" det i papirerne og sig’: "uh huh"!

• Mød op i morgenkåbe til mødet og hvis nogen spørger til din påklædning, så sig’ helt alvorligt, at du havde MEGET travlt til morgen. OBS: Husk trusser eller underbukser, hvis det blæser!

• Hvis nogen falder i søvn til et møde, så få alle andre til at forlade lokalet. Saml en gruppe af totalt fremmede og få dem til at sætte sig i lokalet. Når vedkommende vågner op, så få en af dem til at sige: "(vedkommendes navn), din plan er meget, meget risikabel. Men du giver os ikke noget andet valg end at prøve det. Jeg håber bare for din skyld, at du ved, hvad du går ind til." Derefter forlader alle lokalet.

Om Erich Klawonn

Min fantastiske (tidligere) vejleder og professor Erich G. Klawonn er død. Det er en virkelig trist nyhed, da Klawonn var en stor inspiration for mig. Klawonn formulerede sin helt egen teori om menneskets forhold til etik, som jeg ved flere lejligheder har rost i høje toner – heriblandt i mit blogindlæg: Etik: Klawonns naturalisme. Jeg vil ikke gå i dybden med hans teori her, men blot gøre opmærksom på hans fantastiske mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag (bogen kan købes her). Ud over Klawonns gennemførte og velgennemtænkte teori om etik, så var Klawonn også en stor personlighed. Klawonn var med til at gøre min tid på universitetet til mere end bare en uddannelse og universitetet til mere end bare en uddannelsesinstitution. Jeg vil altid huske Klawonn for hans rationelle overvejelser, hans morsomme eksempler, hans skarpsindige modargumenter og hvordan han grinede af sine egne kommentarer. Klawonn var en meget dygtig, intelligent og underholdende forelæser. Jeg tror ikke på, at der nogensinde har været nogen studerende, som har kedet sig til hans forelæsninger i metafysik eller analytisk psykologi. Der var dog en enkelt gang, hvor Klawonn måtte se sig selv overgået til en af hans forelæsninger i faget analytisk psykologi eller dybdepsykologi (som faget blev kaldt). Helt ubevidst havde Klawonn nemlig medbragt en særlig gæst – en grøn kålorm på den ene skulder (præcis som den på billedet nedenfor).


Da Klawonn gik gang med sin forelæsning, så begyndte kålormen også at vandre frem og tilbage på hans skuldre. Selvom Klawonn var i sit sædvanlige es dvs. var særdeles underholdende, så stjal kålormen alligevel hurtigt rampelyset ved at kravle frem og tilbage, undersøge Klawonns ører og forsvinde om på ryggen for at komme tilbage flere minutter senere til stor jubel. Klawonn bemærkede ikke, at det rent faktisk var kålormen som havde overtaget spotlyset, men virkede blot fornøjet over den ekstra positive stemning. Hvad der efterfølgende skete med kålormen ved ingen. Jeg vil også altid huske min sidste samtale med Klawonn, hvor han signerede mine bøger eller dvs. hans egne bøger. Jeg er glad for, at jeg ikke veg tilbage for hverken jantelovens tankegang eller min egen generthed. Jeg kan tydeligt huske, hvor glad han blev - det gjorde også mig glad. For det er kendetegnede for en stor personlighed, at vedkommende ikke bare er intelligent og charmende, men også er et sympatisk og rart menneske. Klawonn har bidraget med både stor inspiration, glæde og fascination - det er virkelig en ære at have fået min undervisning fra et menneske af den kaliber. Det er i sandhed et meget stort tab for universitetet - vi har mistet en stor dansk filosof. Hvil i fred.

Om Lady Gagas succes og hendes syn på kvinder som det stærke køn

Google placerede i går Lady Gaga på en henholdsvis syvende og første plads over de mest anvendte søgeord i forhold til tekst og billeder, som er steget hurtigst i antallet af søgninger på Google i løbet af 2009. Dette er langt fra nogen tilfældighed. For Lady Gaga eller Stefani Joanne Angelina Germanotta har ikke bare opnået sin succes gennem sin halvpornografiske stil eller pæne ydre. Hun komponerer og skriver selv sin musik. Designer selv sit tøj og koreograferer selv sine musikvideoer. Lady Gaga har 100 % kontrol over sin forretning ned til den allermindste detalje. Hun ved præcis, hvad hun gør. Hvilket også fremgår ret tydeligt af både hendes tekster, musik og musikvideoer. Lady Gaga begyndte allerede som 4-årig at spille klaver efter gehør og som 13-årig komponerede hun sine egne stykker. Derefter blev hun som blot 17-årig optaget på New Yorks prestigefyldte konservatorium Tisch School of the Arts (NYU) hvor hun foruden sangskrivning også brugte en del tid på at skrive essays og lave analyser af forskellige religiøse, politiske og sociologiske spørgsmål. Da hun efter eget valg afbrød sin uddannelse, fik hun hurtigt en pladekontrakt med Def Records og en kontrakt som sangskriver med Interscope. Her nåede hun blandt andet at skrive et par sange til Britney Spears og Akon. Men inden dette havde Lady Gaga allerede gjort sig bemærket med sine avantgarde optrædener i blandt andet Mercury Lounge, hvor mange andre store kunstnere også har startet deres karriere. Her kan man blandt andet nævne navne som Tony Bennett, The Killers og Lou Reed. Her blev hun rost for sin stil, hvor popkultur og avantgarde fashion bliver blandet sammen med glam rock og retro dancebeats. Som inspiration til sin egen musik nævner hun selv Michael Jackson og Madonna, men også rockstjerner som David Bowie og Queen har haft en stor betydning for den rock and roll edge, der kendetegner Lady Gagas elektroniske musik. Og derfor stammer navnet Lady Gaga naturligvis også fra Queens hit Radio Gaga. Udover den musikalske inspiration, så er Lady Gagas tøjstil (ifølge hende selv) også kraftigt inspireret af modellen Grace Jones og Donatella Versace. Derudover har Lady Gaga også udnævnt digteren Rainer Maria Rilke til sin yndlingsfilosof, da hun føler, at ensomhed taler til hende. Hun har derfor også fået tatoveret et digt af Rilke på sin krop:

"In the deepest hour of the night, confess to yourself that you would die if you were forbidden to write. And look deep into your heart where it spreads its roots, the answer, and ask yourself, must I write?"

Lady Gaga har som de færreste andre popmusikere formået at skabe sin egen succes. Hun har kontrol over sit brand og hun ved præcis, hvad det kræver for at sælge plader (downloads). Hun har sin helt egen stil og så er hun ikke bange for at være anderledes. Tværtimod, så dyrker hun det. Og uanset, hvad man så ellers skulle mene om hendes meget avantgarde og halvpornografiske tøjstil, så kan man i hvert fald ikke bebrejde hende for at være kedelig. Derudover har Lady Gaga også flere gange været i mediernes søgelys pga. beskyldninger om, at hun skulle være lesbisk, hvilket hun dog selv har afvist med henvisning til, at hun er biseksuel. Hvilket også har skabt en vis opmærksomhed pga. Lady Gagas italienske og katolske baggrund. Derudover er Lady Gaga også ved flere lejligheder blevet beskyldt for at være en mand eller en hermafrodit. Hvilket måske kunne skyldes det faktum, at Lady Gaga på mange måder bryder med den stereotype (gammeldags) opfattelse af kvinder, som nogle skrøbelige og uselvstændige væsner, som mændene skal passe på. Lady Gaga giver derimod et billede af den moderne kvinde som stærk, selvstændig, intelligent, udspekuleret og i kontakt med sin seksualitet. Denne forståelse af kvinden kendetegner også andre populære popmusikere for tiden som f.eks. Britney Spears og Madonna. Hvoraf sidst nævnte også allerede har udtalt, at hun godt kan se sig selv i Lady Gaga. Britney Spears udfordrer også konstant sit publikum med stadigt mere og mere seksuelle tekster om sexorgier og trekanter (If You seek Amy og 3) men hun når alligevel aldrig helt Lady Gaga til sokkeholderne. For Lady Gaga styrer hele forretningen selv. Hun formåede at bevare det kølige overblik, ganske som en anden udspekuleret aktiehandler, og ventede med at udgive sit første album til, at der var et pladeselskab, som var villig til at investere (og risikere) en masse penge i en musikproduktion, hvor hun selv skulle have fuld kontrol over produktionen af såvel albummet som videoerne. Lady Gaga må have været meget overbevist omkring sit eget potentiale, da det kræver stor styrke og selvtillid, hvis man ikke skal blive forført af pladeselskaberne, når de lokker med umiddelbart fordelagtige kontrakter. Selvom Lady Gagas tekster ikke indeholder de store lyriske udfoldelser, så er de alle sammen kendetegnet af den samme styrke, selvtillid og overlegenhed. I hendes første store hit Pokerface fortæller hun om sin leg med mændenes følelser:

I wanna hold em' like they do in Texas Plays
Fold em' let em' hit me raise it, baby stay with me
I love it
Lovegame and intuition play the cards with Spades to start
And after he's been hooked I'll play the one that's on his heart…

I wanna roll with him a hard pair we will be
A little gambling is fun, when you're with me
I love it
Russian Roulette is not the same without a gun
And baby, when it's love, if its not rough, it isn't fun…

Can’t read my, Can’t read my
No, he can’t read my pokerface
(She has got him like nobody)…

Ligeledes viser Lady Gaga også sin kvindelige styrke i videoen Bad Romance, som handler om en vanvittig forelskelse:

I want your horror
I want your design
Cause you're a criminal
As long as you're mine
I want your love
Love, Love, Love
I want your love

I want your psycho
Your vertigo stick
Want you in my rear window
Baby it's sick
I want your love
Love, Love, Love
I want your love
(Love, Love, Love
I want your love)

You know that I want you
And you know that I need you
(‘Cause I’m a freak bitch, baby!)
I want it bad
Your bad romance

I want your loving
And I want your revenge
You and me could write a bad romance…

Men selvom teksten umiddelbart fremstiller Lady Gaga som den uskyldige kvinde, der er fanget i et usundt forhold, hvor hun må underkaste sig fyrens vanvittige adfærd. Så viser den horror inspireret video en lidt anden historie. Den slutter blandt andet med et klip, hvor de elskende ligger på sengen. Manden er blevet brændt af og er dermed blot et skelet, mens Lady Gaga ligger henslængt på sengen med fyrværkeri ud af brysterne og med en cigaret i munden. Jeg vil afholde mig fra at tolke yderligere i dette, men blot konstaterer, at det vist i virkeligheden var Lady Gaga der havde kontrollen og magten hele tiden. (Hvis du ikke forstår meningen, så kan du evt. læse mit blogindlæg: Hvordan får man sex?) Hele musikkens opbygning og omkvædets rytmer underbygger også følelsen af det vanvittige og den store personlige styrke eller kontrol. Lady Gaga har uden tvivl fundet en formel på succes: skab noget fængende elektronisk og rockinspireret popmusik og tilsæt dit smukke ydre en anderledes, halvpornografisk og avantgarde tøjstil. Og sørg så også lige for, at du får rettighederne til det hele – så skulle den succes vist være hjemme. Hvem var det mon der sagde, at kvinder var det svage køn?

Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.

Madonnas fantastiske danceshow

Madonna gav koncert i Parken i går. Det er et halvt år siden, at jeg stod i kø for at sikre mig billetterne foran scenen og det lykkes heldigvis også med en placering godt 4 meter væk fra popdronningen. Koncerten begyndte med at trance og house dj’en Paul Oakenfold varmede publikum op med et mix af de nyeste dancehits, hvilket blandt andet inkluderede flere numre fra The Black Eyed Peas nye album The End (men desværre ikke Rock That Body) og Kelly Rowlands When Love Takes Over. Herefter måtte et tålmodigt publikum vente hele 30 minutter, før der skete noget. Men så gik showet ellers også i gang med Candy Shop, hvor et veloplagt liveband og dansere med 6 megaskærme skabte et fantastisk sceneshow. På trods af, at Madonna tydeligvis havde lagt vægten på de tempofyldte numre, så havde hun alligevel valgt at sætte tempoet ned på nogle af sangene ved at spille dem i en mere rockagtig version. Her spillede hun blandt andet et af mine favoritnumre Human Nature, hvor hun fik understreget vigtigheden af at kunne udtrykke sig selv og sine følelser med sin guitar og ordene:

…You wouldn’t let me say the words I longed to say, You didn’t want to see life through my eyes, Express yourself, don’t repress yourself, You tried to shove me back inside your narrow room, And silence me with bitterness and lies, Express yourself, don’t repress yourself... Did I say something true? Oops, I didn’t know I couldn’t talk about sex, Did I have a point of view? Oops, I didn’t know I couldn’t talk about you, What was I thinking? And I’m not sorry, It’s human nature, I'm not sorry, And I’m not your bitch, Don’t hang your shit on me…



Personligt var jeg dog ikke helt tilfreds med Madonnas sangvalg, hvilket flere anmeldere vist også følte var en anelse upersonligt og overfladisk. Den eneste bemærkelsesværdige undtagelse fra dette var hendes optræden med det fantastiske nummer Devil wouldn’t Recognize You fra Hard Candy. Herefter hyldede Madonna (som ventet) The King of Pop med en performance med uddrag fra flere af Michael Jacksons hits, hvilket fik samtlige af de 46.000 tilskuere i Danmarks nationalarena til at bryde ud i jubel. Herefter kom hun også med en sød fødselsdagshilsen til hendes søn Rocco, som fejret sin fødselsdag som tilskuer i Parken. Så selvom kritikerne måske havde ret i, at Madonna godt kunne have været lidt mere nærværende på scenen, så var det skam også stadig tydeligt fra min placering, at Madonna er et menneske af kød og blod. For som Madonna også selv sang i Frozen: You only see what your eyes want to see, How can life be what you want it to be, You’re frozen, when your heart's not open, You’re so consumed with how much you get, You waste your time with hate and regret, You’re broken, when your heart's not open…. (Her er den næsten lige så fantastiske video:)



Parkens lyd kunne desværre godt have været bedre, men Parken skal dog have ros for, at de tre billettjek samt securitytjek frem mod placeringen på inderplænen gik mirakuløst hurtigt. Madonna afsluttede hele det fantastiske show med en kavalkade af gode nye numre som 4 Minutes og Ray of Light. Hvoraf det sidste flotte sceneshow med Give It 2 Me kan ses i herunder. Derfor håber jeg også, at det passer, når Madonna synger i Like It or Not: ”This is who I am, You can like it or not, You can love me or leave me, Cause I'm never gonna stop, No no, You know”.

Britney Spears frække cirkusshow

Britney Spears blæste taget af Parken i går med sin koncert fra The Circus Tour. Britney begyndte meget passende showet med et par cirkusnumre fra The Big Apple Circus, men da koncerten rigtig gik i gang, skiftede fokus hurtigt over på det seksuelle. Med en kæmpe scene midt i Parken på ikke mindre end 1400 m2 og 50 tons lyd, lys og en cirkelformet storskærm i loftet, så kunne alle se, at manegen var gjort klar til et gigantisk show. Herefter indtog Britney Parken iført undertøj og høje støvler med ordene fra albumtitelnummeret Circus: "There's only two types of people in the world - the ones that entertain and the ones that observe". Med sig havde hun en læderpisk og omkring 30 dansere, der alle var klædt i lak og læder og dansede i takt til Britneys sang: "I'm like a ringleader, I call the shots... All eyes on me in the center of the ring, just like a circus, When I crack that whip, everybody gon' trip, just like a circus". Her kunne jeg ikke lade være med at tænke lidt på, hvorvidt nogle af forældrene til de (heldigvis få) mindre børn, der var med til koncerten, egentlig nogensinde havde gidet at lytte lidt til Britney Spears tekster. De er nemlig ikke (alle) for sarte ører! Hvis forældrene havde håbet på, at Britney ville tone det seksuelle lidt ned i løbet af showet, så tog de fejl (se blot her). Nogle af de efterfølgende sange var nemlig Ooh Ooh Baby, Gimme More, Hot As Ice, Boys, Get Naked (I Got A Plan), Breathe On Me, Touch Of My Hand, Slave 4 You, Toxic og Freakshow – som alle har sex, som det fælles tema. For som Britney også sang i Freakshow, så er hun ikke bange for at: "Make it a freakshow, freak, freakshow, We can give 'em a peep-peepshow, peep-peepshow"! Derudover så krydrede Britney også sin optræden med en lapdance, røgkanoner, pyroteknik og et fantastisk flot lysshow. Den 27 årige popstjerne danset sig halvnøgen igennem det meste af showet, hvoraf hun kun valgte at tage lidt mere tøj på til et par af numrene (herunder min favorit Womanizer – som man kan se forneden). Derfor kan man også undre sig lidt over, hvorfor at der ikke var flere mænd, som havde valgt at bruge aftenen i selskab med den frække Britney, men de havde øjensynlig fundet noget bedre et andet sted i byen. Britney viste også både kant og at hun langt fra er den søde pige, som hun ellers tidligere er blevet markedsført og promoveret som. Som hun sang i The Touch of My Hand: "I’m not ashamed of the things that I dream, I find myself flirting with the verge of obscene". Jeg har ikke set et lige så flot koreograferet sceneshow siden 1998, hvor Michael Jackson optrådte i Parken. Som en hyldest til den netop afdøde King of Pop gav Britney også en lille Michael Jackson opvisning til tonerne af Billie Jean, hvilket vakte stor jubel. Dette havde samtlige anmeldere også på mystisk vis glemt i deres generelt negative anmeldelser her til morgen. Janteloven lever vist stadig! Hvis man endelig skal sige noget negativt om oplevelsen, så var det Parkens enormt ringe lyd og deres amatørlignende håndtering af security tjeck. Hvor de tvang folk til at stå mast sammen i en kø i over to (tre?) timer – bare for at komme ind i Parken. Det håber jeg seriøst, at Parken har lært noget af til om knap en måned, hvor poppens andet store ikon Madonna indtager nationalparken.

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)

Om filosofisk reklame og protreptik

Jeg fandt for et stykke tid siden den her Youtube-video, hvor Ole Fogh Kirkeby fortæller omkring indholdet af hans bog Protreptik - Filosofisk coaching i ledelse. I videoen kommer Ole Fogh Kirkeby med nogle rigtig interessante pointer omkring ledelse, hvilket også har gjort, at jeg har tænkt mig at købe bogen. For umiddelbart syntes jeg bestemt ikke, at der er tale om ældgammel (forældet) tænkning, som Pia ellers kalder det i hendes meget interessante artikel "Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner" (selvom jeg reelt ikke kan vide det med sikkerhed, før jeg har læst bogen). Selvom jeg da også gerne vil udtrykke min egen store undren over, hvorfor ledelsesfilosofi stort set aldrig tager udgangspunkt i nulevende filosoffer! Men uanset udgangspunktet, så syntes jeg, at andre filosoffer også burde overveje at lave lignende videoer, da de kan fungere som en rigtig god reklame på nettet.

10.000 besøgende

Ja, jeg er godt klar over, at mange måske ikke vil anse 10.000 besøgende for særlig meget, men det gør jeg. Specielt fordi jeg igennem det sidste år har brugt nogle forskellige metoder til at holde antallet af besøgende nede på min blog. Siden dengang er der godt nok sket det uheldige, at nogle af de andre bloggere er begyndt at linke til min blog, hvilket har gjort, at jeg har måtte opgive mit projekt om få besøgende på min blog. Altså det med at være sådan lidt undergrundsagtig, men hvem ved - det kan måske igen en dag blive et realistisk projekt. Jeg har aldrig haft de store forventninger til antallet af besøgende på min blog (og det har jeg stadig ikke). Derfor var det også en stor overraskelse for mig, dengang da jeg fik min counter og opdagede, at jeg rent faktisk havde besøgende på min blog. Jeg kan stadig huske, at min første umiddelbare reaktion var: hvad mon den person laver på min blog? Herefter gik det hurtigt op for mig, at vedkommende muligvis var ved at læse et af mine blogindlæg. Hvilket straks skabte en vis bekymring over, hvad jeg egentlig havde skrevet på min blog. For jeg oprettede egentlig udelukkende bloggen for min egen skyld - da jeg elsker at skrive. Selvom jeg naturligvis godt var klar over, at der var en vis risiko for, at andre mennesker måske også ville læse mine blogindlæg – så anså jeg ikke risikoen for at være særlig stor. Herefter begik jeg den store fejltagelse, at jeg nævnte min blog overfor min familie, hvilket jeg straks fortrød. Da det føltes en anelse begrænsende at tænke på, at diverse familiemedlemmer også skulle læse med på ens blog. For ikke at nævne ens naboer, kollegaer, tidligere bekendte og andre mennesker, som man enten kender eller møder regelmæssigt i forskellige sammenhæng. Men på trods af denne ubehagelige fornemmelse af virkeligheden, så har det alligevel lykkes mig med tiden at opbygge en vis illusion om, at min blog er et helt ”privat” sted, hvor der kun kommer (mine venner og) mennesker, som jeg alligevel aldrig vil blive konfronteret med i virkeligheden. (Her må man altså forstå ordet privat, som et sted, hvor alle kan komme præcis, når de vil - man er bare ikke selv bevidst om det.) Her vil jeg da også gerne lige skrive en personlig hilsen til Pilot Per - som altid bringer min blog op som samtaleemne på de mest uventede tidspunkter til diverse middage. Når du ikke nævner det her blogindlæg Per, så vil jeg være meget mere rolig!

Til sidst, så vil jeg gerne lige takke for alle de kommentarer, som jeg har fået på min blog i løbet af det sidste år. Dem værdsætter jeg enormt meget, da det jo netop er kommentarerne som giver én et vist modspil. Kommentarer har også den positive betydning, at man generelt overvejer lidt mere nøje, hvad man egentlig skriver i sine blogindlæg og hvordan man bedst muligt kan undgå diverse misforståelser. Jeg vil også gerne takke for de mails, som jeg har modtaget igennem det sidste år både på baggrund af min blog og min webside. Dem værdsætter jeg også utroligt meget – både de søde tilbud, kommentarer og spørgsmål, som I har været så venlige at skrive til mig. Et af de emner, som jeg generelt har fået rigtig mange mails omkring, er janteloven. Hvilket er godt, da jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe enhver form for jantelov. Specielt blev jeg meget overrasket, da jeg modtog en mail fra en forfatter og bekendt til skaberen af en af jantelovene. Den mail mindede mig i høj grad om, at jeg ikke bare er moralsk ansvarlig for, hvad jeg skriver på min blog, men også er juridisk ansvarlig. Hvilket mange bloggere vist har en tendens til at glemme. (Ikke, at hverken jeg eller vedkommende havde skrevet noget negativt.) Injurielovgivningen gælder også for bloggere. Men heldigvis, så har jeg stadig ikke haft nogen negative oplevelser i forbindelse med min blog og tusind tak for det!

Er filosofi lig med mange irriterende spørgsmål?

Jeg har i et stykke tid tænkt lidt over den her artikel fra the Onion: Guy In Philosophy Class Needs To Shut The Fuck Up. Selvom artiklen er meget sjovt skrevet og jeg også sagtens kan forstå problematikken, så er min første umiddelbare reaktion alligevel: hvorfor gik den fyr ikke på mit hold, da jeg var studerende? Jeg foretrækker til hver en tid folk, som konstant stiller irriterende filosofiske spørgsmål, frem for bare at terpe de filosofiske tekster med en vis kedelig ligegyldighed og manglende engagement i de filosofiske problemstillinger. Umiddelbart så syntes jeg også, at det måske er værd at overveje, hvorvidt det ikke burde være en væsentlig del af det at læse filosofi, at man også selv overvejer de forskellige filosofiske spørgsmål og diskuterer dem med andre. Så derfor bør filosofisk læsning også automatisk medføre en masse filosofiske spørgsmål – uanset om andre så finder dem irriterende eller ej.

Hvorfor er udråbstegn dårlig stil?

Forleden var jeg til en konference, hvor Jakob Lindgaard (ekstern lektor, Filosofi, KU) kom med en meget interessant bemærkning omkring udråbstegn. Han hævdede nemlig, at ens brug af udråbstegn ofte hænger sammen med, hvor meget man har læst af Søren Kierkegaard. Lindgaard pointerede også yderligere, at han anså alt for mange udråbstegn som et udtryk for lidt for meget fodstampen. Her må jeg hellere for god ordens skyld nævne, at hans kritik tog udgangspunkt i hans egen brug af udråbstegn i en oversigt og dermed nok mest af alt skal ses som et forbyggende selvforsvar.

Men der står rent faktisk i den danske definition af udråbstegn på Wikipedia, at: ”Umådeholden brug af flere udråbstegn i træk anses ofte som meget dårlig stil.” Ligeledes gælder det for den engelske definition på Wikipedia: ”Overly frequent use of the exclamation mark is generally considered poor writing.” Det er naturligvis ikke en særlig heldig erkendelse, da undertegnede selv har en tendens til at bruge uhyggeligt mange udråbstegn. Men det er på den baggrund, at jeg vil hævde, at man generelt anser enhver form for brug af udråbstegn som dårlig stil. De eneste sammenhæng, hvor det er legitimt at bruge udråbstegnet er i skønlitteratur og meget useriøse sammenhæng. Hvilket vil sige sammenhæng, hvor man alligevel ikke vil gå op i stavefejl eller grammatiske fejl. Derfor har jeg også igennem årene gjort det til en fast vane, at jeg altid gennemgår min egen tekst i forhold til at minimere (eliminere) antallet af udråbstegn. Det er også ud fra den bevidsthed, at jeg aldrig skriver udråbstegn i forbindelse med officielle breve, arbejde eller lignende. Så det er rent faktisk muligt for mig at formulere en tekst uden at skulle bruge udråbstegn - selvom det langt fra falder mig naturligt!

Men hvorfor er det, at udråbstegnet bliver betragtet som dårlig stil? Umiddelbart så ligner udråbstegnet jo ethvert andet tegn som f.eks. komma og punktum, men ingen bliver provokeret, hvis man bruger dem i overdreven grad. Det skyldes måske det faktum, at udråbstegnet (modsat de to andre tegn) kan dække over en lang række forskellige følelser. Generelt bliver følelser jo anset som noget frygteligt upassende i mange forskellige sammenhæng og som noget man helst bør pakke pænt væk og kun lade komme til udtryk i de helt rette situationer og i den passende mængde. Lindgaard kaldte udråbstegnet for fodstampen. Det er egentlig en meget god illustration af udråbstegnets funktion i en tekst. For udråbstegnet er jo netop et kraftudtryk, som skal markere eller understrege betydningen og vigtigheden af de ord, som netop er blevet formuleret. Derfor skal man naturligvis heller ikke overdrive ens brug af udråbstegn i sådan en grad, at det til sidst har elimineret udråbstegnets funktion. Alt kan i sagens natur ikke være lige vigtigt. Men når det er sagt, så skal man også være opmærksom på, at kritikken af udråbstegnet ikke bliver til en slags intern sproglig jantelov. Du må ikke tro, at det, som du siger, er vigtigt. Sproglige regler bør være logisk og rationelt begrundet - ikke normativt eller æstetisk begrundet. Derfor var det måske heller ikke helt tilfældigt, at Søren Kierkegaard så stædigt fastholdte sin brug af udråbstegnet.

(Til sidst vil jeg gerne lige gøre opmærksom på et glimrende blogindlæg om Søren Kierkegaard: Sprogets svingdøre åbner både indad og udad.)

En hyldest til det at skille sig ud 2 - Clement Kjersgaard

Clement Kjersgaard skiller sig helt klart ud. Det betyder naturligvis også, at folk har meget forskellige meninger omkring ham. De fleste, som jeg kender, kan godt lide Clement, men det langt fra altid sådan. Clement bliver ofte kritiseret både i medierne og rundt omkring på nettet for hans personlige og til tider aggressive stil. (Her syntes jeg, at enhver form for kritik, der tager udgangspunkt i hans fars evner, er under bæltestedet.) Men hvorfor er det egentlig, at nogen mennesker har så travlt med at kritisere Clement? Er det virkelig bare på baggrund af, at de mener, at han er en dårlig tv-vært eller skyldes det i virkeligheden noget andet? Jeg kan i hvert fald umiddelbart konstatere, at stort set ingen bliver provokeret, hvis man f.eks. fremhæver en middelmådig skuespillers positive egenskaber. Nej, det er folk er fuldkommen ligeglade med, men Clement - han kan virkelig få folk op af stolene. Folk er bestemt ikke ligeglade, hvis man fremhæver Clements positive egenskaber. F.eks. så har Clement også, som en af de eneste tv-værter, formået at skabe overskrifter i aviserne alene på baggrund af hans personlige stil - bare se den her artikel fra Berlingske Tidende.

Egentlig så ville jeg helst påstå, at janteloven var død for mange år siden og det burde man også umiddelbart tro, hvis man spørger folk. For langt de fleste mennesker siger helt uden tøven i stemmen, at janteloven er en dårlig opfindelse. Men det er desværre ikke ensbetydende med, at de ikke følger janteloven. F.eks. så er der mange mennesker, som ikke bryder sig om, at man roser andre mennesker i høje toner. Ros er vist generelt noget, som man helst bør holde på et vist niveau. Ros må helst ikke blive for overdrevet eller for højtravende. Nej, for tænk, hvis man skulle gå hen og blive entusiastisk! Men hvorfor er det, at folk ikke bryder sig om for meget ros? Det findes der kun et umiddelbart svar på: janteloven! Så den lever stadig, selvom de fleste mennesker prøver på at benægte det. Men hvorfor er det egentlig, at man ikke må fremhæve et andet menneske på baggrund af vedkommendes kvaliteter? Specielt, hvis kvalitet i den her sammenhæng bare er et udtryk for personlig smag? Hvis det virkelig er så relativt, hvad er der så galt i at give udtryk for det? Hvorfor må man ikke mene, at en enkelt person er fantastisk? Ja, jeg forstår det ikke.

For nylig fik jeg selv muligheden for at opleve Clement i levende live og det var en fascinerende oplevelse, da Clement virkelig kan noget med ord. Han kan formulere dem hurtigt og under pres. Han har ordene i sin magt. Han er skarp og gennemskuer hurtigt andres argumenter og tankegange. Gennem sin charme og sjove gemyt kan han også skabe sin egen selviscenesættelse, hvilket både virker skræmmende fascinerende og medrivende på en gang. Hans egen selviscenesættelse er faktisk så god, at han uden at blinke kan tage opmærksomheden fra ethvert andet menneske i hans umiddelbare nærvær. Jeg formoder, at det muligvis er denne evne, som mange ikke bryder sig om. Selv hævder manden, at han hader lyden af sin egen stemme. (En erkendelse, som flere af os jo har gjort os.) Hvilket er en lidt sjov ironisk erkendelse, når den kommer fra en mand, som tydeligvis kan tale sig fra næsten alt. Eller er det? Er det selvironi på baggrund af selverkendelsen af storhed? Jeg er ikke helt sikker på, hvad kommentaren skyldes. Men uanset, hvad man mener om Clement, så kan man ikke komme udenom, at han skiller sig ud - og ifølge min vurdering – så er det på den gode måde. Desværre så kan tv ikke altid fange alle de fascinerende aspekter af virkeligheden og dermed bør man heller ikke gå glip af muligheden for at opleve Clement live. Hvilket DR2 faktisk for tiden giver dig mulighed for lige her. Ellers så kan man naturligvis også bare se hans program Autograf på DR2 hver tirsdag kl. 23.

Kunsten at kunne tegne virkeligheden

Direktøren for Kunstmuseet Louisiana Poul Erik Tøjner har udtalt, at kunst ikke kun bør være forbeholdt eliten, men bør være til glæde for hele befolkningen. Det er jeg helt enig i, da ordet elite alligevel kun bliver brugt, som et udtryk for arrogance (for at fremhæve sig selv og det er desværre sjældent på baggrund af noget stort). Det er i hvert fald sjældent, at man hører de store kunstnere kalde sig selv for en del af eliten. En af de få steder, hvor betegnelsen rent faktisk kan bruges meningsfuldt, det er indenfor sportens verden. For her kan man meget nemt måle, hvem der er bedst og dermed er en del af eliten. Hvilket jeg ikke mener, at man kan i samme grad indenfor kulturen. Ud fra samme betragtning, så mener jeg heller ikke, at kunst nødvendigvis er noget, som man finder på et kunstmuseum. Det er Julian Beevers værker et glimrende eksempel på, da han bruger forskellige storbyer rundt omkring i verden, som en kulisse for hans fantastiske tegninger.

Her er nogle af dem:

Waste of Water

Taking the Plunge

Feeding the Fish

Wild River Rafting

Man kan også se flere af hans værker på hans egen webside.

10 gode ting ved en pinlig situation

De fleste mennesker opfatter normalt en pinlig situation som en formålsløs og akavet situation. Men det er en helt forkert måde at se på en pinlig situation på. For en pinlig situation kan faktisk også have mange positive aspekter, hvis man altså bare lægger mærke til dem. Derfor har jeg her lavet en kort liste over nogle af de positive aspekter, som der findes ved en pinlig situation. (Jeg har meget praktisk erfaring på området.) Og derfor kan man også sagtens tale om, at en pinlig situation kan have et formål og gøre nytte. Så det må I huske på næste gang, at I befinder jer i en pinlig situation, at det faktisk godt kan være en positiv situation - selvom det ikke altid følelses sådan i selve situationen.

10. Gøre én mere selvbevidst. Gennem en pinlig situation kan man pludselig se sig selv på en helt anden måde end man plejer - netop pga. erkendelsen af det pinlige i den givne situation. Man kan for det meste også få en umiddelbar fornemmelse af, hvordan andre mennesker ser eller potentielt kunne se én.

9. Forbedre ens hukommelse. Mange dage kan godt virke ens, når man tænker tilbage på dem. Men hvis der opstår en pinlig situation, så skærper det umiddelbart ens hukommelse af netop den givne dag i lang tid fremover. Nogen pinlige situationer kan næsten skærpe ens hukommelse til det ekstreme, hvor man både kan huske, hvad man ellers lavede den pågældende dag og hvilket tøj folk havde på osv. Ligeledes husker man også tydeligt de mennesker som ellers var involveret i situationen. Og dermed undgår man også en anden typisk form for pinlig situation, nemlig der, hvor en person kan huske én, men man ikke selv har nogen anelse om, hvem vedkommende er eller hvor man kender vedkommende fra.

8. Godt for blodcirkulationen. En pinlig situation kan hurtigt forøge både ens hjerterytme og blodcirkulation. Dog må man her gøre opmærksom på, at pinlige situationer ikke kan anbefales til folk med hjerteproblemer eller for højt blodtryk.

7. Man kan mærke, at man er i live. Hvis hverdagen virker lidt ensformig eller kedelig, så kan en pinlig situation hurtigt gøre den meget mere spændende. Derfor kan det også anbefales, at man selv prøver på at skabe nogle potentielle pinlige situationer. (Her har jeg efterhånden en vis ekspertise.) Det gode ved selv at skabe de pinlige situationer, det er netop, at de pinlige situationer bagefter virker meget mere forudsigelige og kontrollerbare. Netop fordi man selv delvis har været med til at skabe dem og dermed også ved, hvem man skal bebrejde. Men man kan dog aldrig tage den fulde ære for en pinlig situation, da en rigtig pinlig situation jo også altid forudsætter, at nogle andre opmærksomme medmennesker lægger mærke til det pinlige i situationen. For hvis ingen lægger mærke til en pinlig situation, kan man så overhovedet kalde den pinlig?

6. Man bliver klogere. Med enhver pinlig situation kommer også altid en meget klar og selvindlysende morale eller pointe. Så derfor kan man også altid lære noget af en pinlig situation, selvom denne erkendelse i sig selv desværre ikke kan forhindre, at man engang i fremtiden gentager den pågældende situation. Man siger også, at mennesket bliver klogere gennem trial and error. Og her kan man så kalde den pinlige situation for error. Det er altså en helt naturlig situation, at mennesket begår fejl og lærer af dem - forhåbentlig.

5. Man føler sig ikke overset. Hvis man går og føler sig lidt usynlig, så kan en pinlig situation hurtigt ændre på den fornemmelse. For i den pinlige situation lægger alle jo lige pludselig mærke til én, hvilket også hurtigt kan medføre den modsatte følelse. Men sådan er livet jo tit fuldt med modstridende følelser.

4. Man kan blive bedre til at grine af sig selv. Når man først har erkendt en given situation er pinlig for én selv, så kan man for det meste (med mindre man er ekstrem selvhøjtidelig) også godt se det komiske i situationen. Og jo mere pinligt man opfører sig, jo bedre bliver man også til at grine af sig selv og sine egne handlinger. Her er det også helt klart fordel at have en masse venner eller familie (som med en vis kærlighed naturligvis) kan gøre nar og grine af dig til hver en tid. På kort sigt føles dette naturligvis lidt ubehageligt, men på længere sigt lærer man, at der ikke er noget galt i at grine af sig selv. Og dermed kan man også sagtens grine med, når andre griner af ens fejltagelser eller latterlige ideer (som nogen jo har ekstremt mange af).

3. Får umiddelbart større problemer til at virke mindre. Det gode ved en pinlig situation er, at den umiddelbart fjerner ethvert fokus fra andre større og mere relevante problemer. Pludselig er fokus kun på den pinlige situation og dermed kan den pinlige situation faktisk gøre livet lidt lettere (men stadig pinligt) i et meget kort stykke tid.

2. Jo flere pinlige situationer du kommer i, jo mindre pinlige virker de også. Det er faktisk sandt. Jo mere man vender sig til de pinlige situationer, jo mindre pinlige virker de også. Altså kan man godt i en vis grad vende sig til at fremstå pinlig i en situation. Det er lige før, at man kan opnå et stadie, hvor at en given pinlig situation slet ikke føles pinlig længere, men kun sjov, da man jo stadig kan mærke, at andre mennesker oplever situationen som pinlig for én. Sådan et stadie kan ens omgangskreds også være ganske god til at fremelske gennem konstante drillerier.

1. Man kan lære meget om andre mennesker og deres selvtillid. En pinlig situation giver for det meste et rigtig godt indtryk af, hvor meget selvtillid et andet menneske har. For selvom du muligvis har erkendt, at en pinlig situation er en helt naturlig del af livet, så opdager du hurtigt, hvor mange andre mennesker der stadig ikke har erkendt dette. Det handler naturligvis om selvtillid. Selvom de fleste mennesker (herunder dine nærmeste venner og familie) naturligvis udnytter en pinlig situation til maksimale for at drille dig, så gør de jo trods alt det med en vis kærlighed. (Hvis ikke, så drop dem eller gør dem opmærksom på problemet.) Men desværre er der også en del mennesker som enten bevidst eller mere ubevidst udnytter sådan en situation, fordi de selv har en dårlig selvtillid. De udnytter netop den pinlige situation til at gøre dig til grin, da du netop i dette øjeblik (for dem at se) har et svagt øjeblik, da de netop ikke selv ville kunne tåle den samme ydmygelse. Her prøver mange så tit under dække af, at det skulle være morsomt, at trække din selvtillid ned på deres eget niveau. Og selvom at man også ganske ofte selv kan se det morsomme i den pinlige situation, så er det ondskabsfulde aspekt sjældent særligt morsomt. For her får man netop en ubehagelig erkendelse af det andet menneskes manglende overskud og selvtillid. Ens egen reaktion på denne erkendelse, får dem tit også fejlagtigt til at tro, at deres mission er lykkes. Men på den måde kan en pinlig situation faktisk også lære én enormt meget om, hvordan andre mennesker har det med sig selv. Det kan naturligvis også være en meget skuffende oplevelse, når man erkender, hvor dybt andre mennesker kan synke pga. deres egen dårlige selvtillid. Men det bedre at se folk, som de virkelig er - end at leve i naiv uvidenhed.

Selvom man altid kan havne i en pinlig situation - uanset intelligens, evner og ens niveau af selvtillid - så er det nu sjovere, når man selv delvis er skyld i situationen og man kan grine med. Hvis man aldrig kommer i nogen pinlige situationer, så må det skyldes, at man er fuldkommen ligeglad med andre mennesker. Hvilket i sidste ende jo kan grænse op til det psykopatiske. Men omvendt skal man naturligvis heller aldrig tillægge en pinlig situation eller andre mennesker mere betydning end de reelt fortjener. Hvis folk kun ønsker det dårligt for én, så er de ikke værd at spilde et sekund mere af sin tid på.