Selvom jeg ikke er den største fan af Outlandish, så vil jeg alligevel gerne gøre opmærksom på deres nummer Fatima's Hand fra deres første (og bedste) album Outland's Official. Det vil jeg gerne, fordi det er et fantastisk stærkt nummer, som rører mig dybt, hver gang jeg hører det. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvad der får mennesker til at udsætte hinanden for den slags ondskab – uanset hvilken dårlig undskyldning de så end bruger.
Fatima is 21.
And around here - when you’re 21,
u gotta start thinking about getting a man,
getting a son - getting it done.
Just like her mom, when she was 21.
But even though Fatima's not ready for it.
She not gonna say some.
She feels - she gotta do this for the parents,
cuz they've been on her for the last 5 years.
A lot of men from motherland came up here,
hoping she say yeah,but she ain't down.
Wants somebody, that can make her feel alive.
Chill - every time she wanna cry
- the one in a million type of guy.
But her mom keeps telling her:
"Compromise, this ain't no fairy tale my child,
do not waste your time,
u'll regret, that u didn't say yes to this guy"
Everyday is the same,
like a battlefield, she gets the blame.
Bringing shame on the family name,
just cuz the streets be babbling.
Like a Bedouin in a dessert storm,
she lays low from all their songs,
try to make'em understand,
but it's like talking to the wall.
Her desire's burning to change her ill state,
it's strange - for the first time
in a long time - she sees the light in the end!
Chorus:
She brings the pain within your brain.
Y'all don't really wanna understand her thang.
Boo, be really strong - enough to maintain,
through your bullshit - it ain't nothing but pain.
But she knows in the name of Fatimas hand,
she don't go wrong.
In the name of Fatimas hand,
she will move on.
Hey, hoping everything will be alright
I see tears in everybody's eyes.
But I don't understand why,
Mama standing in the kitchen,
preparing dinner, while she cries,
as the pain spreads inside,
cuz something that's going on,
denial of my first question,
second time got no respond.
To lose some one, that had always been there.
She always had my back,
and she always did care.
So with these lines right here,
I wanna explain, how much I love u,
no matter what u do,
I will forever stay true.
Until this day - can't nobody tear us apart.
10 years is past, but u are still living in my heart.
Truly no poetry can explain, how much I miss ya,
no matter where u are – u will always be my sister.
Chorus…
Viser opslag med etiketten fordomme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fordomme. Vis alle opslag
mandag den 17. november 2008
søndag den 23. marts 2008
Top 10 over erhvervslivets fordomme om humanister
Der er alt for mange arbejdsløse humanister og hvorfor er der egentlig det? Det findes der helt sikkert mange forskellige forklaringer på, men mon ikke en af dem kunne være fordomme? Her findes der naturligvis ingen lette løsninger, men en vis bevidsthed omkring erhvervslivets fordomme om humanister kunne måske afhjælpe problemet. Bevidsthed om fordomme er jo en af de bedste måder, hvorpå man kan bekæmpe fordomme. Derfor kommer der her en samlet liste over nogle af erhvervslivets fordomme omkring humanister til enhver studerende på humaniora. Det er fordomme, som jeg enten selv har hørt i erhvervslivet (dog ikke nødvendigvis rettet mod mig selv) fra andre humanister i erhvervslivet og generelt fra folk, som jeg ellers kender i erhvervslivet. Der findes sikkert også mange andre fordomme, men her er nogle af dem, som jeg har hørt flest gange.
10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.
9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.
8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.
7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.
6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?
5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.
4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.
3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.
2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.
1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.
Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.
10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.
9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.
8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.
7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.
6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?
5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.
4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.
3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.
2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.
1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.
Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.
torsdag den 6. marts 2008
Min specialekontrakt
Efter en del diskussion, så har min søde vejleder og jeg endelig fundet frem til en dag, hvor vi vist begge to har tid til at skrive en specialekontrakt. Og dermed skulle jeg også gerne have en deadline for mit speciale (på næste fredag). Det er en begivenhed, som min nærmeste omgangskreds har ventet meget utålmodigt på af to årsager. For det første, fordi de er MEGET trætte af at høre om universitetet. Hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ikke, at jeg taler så meget om universitetet i forhold til så mange andre ting. For det andet, så mener de vist også dybest set, at det bedste for mig vil være, at jeg kommer så hurtigt væk fra universitetet som overhovedet muligt. Hvilket jeg heller ikke forstår, for jeg er faktisk meget glad for universitetet på trods af diverse forhold. Men det mener de tydeligvis ikke, at jeg bør være. De mener til gengæld, at jeg vil kunne forstå dem, når jeg først er kommet væk fra universitetet, for flere af dem har selv taget en universitetsuddannelse. Så derfor vil det helt sikkert også glæde dem, at jeg nu får en deadline for mit speciale.
Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.
Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?
Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.
Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?
tirsdag den 22. januar 2008
Test: Er du FOR ensidig, ensporet og indspist?
Her kan du teste, hvor ensidig, ensporet og indspist du er, ved at stille dig selv ti spørgsmål:
I min nærmeste omgangskreds (= venner og familie) er holdningerne:
1. Vidt forskellige (vi kan faktisk ikke rigtig tale om noget, uden at det ender i en vild diskussion).
2. Rimelig ens (der findes da nogle områder, hvor vi er ens, vi er jo f.eks. alle sammen mennesker!).
3. Helt identiske (hvad betyder det egentlig, det at være uenig, er de fleste synsvinkler ikke ret ens?).
I min nærmeste omgangskreds er den uddannelsesmæssige baggrund:
1. Meget forskellig (vi har faktisk tit svært ved overhovedet at kommunikere sammen).
2. De minder lidt om hinanden, selvom emneområderne og uddannelsestyperne er vidt forskellige (men vi har da visse fælles fortolkningsrammer).
3. Den samme (vi har faktisk gået på præcis den samme uddannelse eller det samme uddannelsessted, findes der egentlig overhovedet andre uddannelser eller muligheder i livet?).
I min nærmeste omgangskreds er de politiske holdninger:
1. Fordelt på kryds og tværs af alle partier (vi keder os aldrig til sammenkomsterne, men vi ses heller ikke så meget op til valgene).
2. Fordelt både på højre og venstre fløjen (det minder lidt om Folketinget).
3. Kun i en politisk retning (vi er faktisk alle sammen medlemmer af den samme politiske organisation).
I min nærmeste omgangskreds er den økonomiske situation den:
1. At der er hele skalaen (vi har alt lige fra en hjemløs til en massemillionær med Ferrari og eget firma).
2. At der er nogle få som skiller sig ud, ved at have en større eller mindre økonomisk indkomst, end os andre.
3. At vi alle sammen har præcis den samme indkomst (så er der også altid nogen til at hjælpe én med at udfylde selvangivelsen).
I min dagligdag møder jeg:
1. Alle slags mennesker (både med hensyn til holdninger, kultur, seksualitet, traditioner, alder og interesser).
2. Også tit nogle mennesker, som ikke nødvendigvis har præcis de samme synsvinkler på livet og verden, som jeg selv har.
3. Alle slags mennesker (men det gør jo ikke nødvendigvis den store forskel, for vi har jo alligevel alle sammen dybest set den samme forståelse af politik og verden...).
Mine indkøb foregår hovedsageligt:
1. Helt almindelige indkøbssteder (hvor alle slags mennesker handler).
2. Der, hvor de har de ting, som jeg skal bruge (det har de jo ikke alle de almindelige steder, i hvert fald ikke til den pris, kvalitet, fra det rette sted osv.).
3. Specialforretninger (hvor jeg kun møder folk, som jeg allerede kender og som jeg deler (minimum) 99 % af mine holdninger og interesser med).
Når jeg hører om noget nyt, hvad enten det er musik, teknologi, viden eller noget helt andet, så er min typiske reaktion:
1. Det lyder da spændende, fortæl endelig mere.
2. Hmm... (modtages med en vis skepsis, men er alligevel åben for at høre om nogle nye indtryk).
3. Nyt? Hvad skal man bruge noget nyt til, når jeg allerede ved det hele og HAR valgt mine interesser?
Når jeg hører nogen ytre en anden holdning end min egen, så er min umiddelbare reaktion:
1. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål, så jeg kan få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
2. At jeg egentlig ikke hører efter, for jeg ved jo alligevel allerede alt, hvad der er værd at vide, men så kan jeg jo bruge den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) til at forberede fremlægningen af mit eget synspunkt.
3. Hvilke andre holdninger?
Når nogen fortæller dig om en interesse, som du enten ikke bryder dig om eller har nogen interesse for, så siger du for det meste:
1. Det kender jeg ikke så meget til.
2. Det bør man ikke spilde sin tid på (hermed har du på en pæn måde tilkendegivet, at den givne interesse, ifølge din standard, ikke kan betragtes som en del af den finere kultur).
3. Intet (du går bare, for I har jo alligevel tydeligvis intet til fælles).
Når du tænker på din fremtid, så tænker du, at den:
1. Er fuldkommen uforudsigelig.
2. Nok vil gå i en bestemt retning, men at mange ting stadig er umulige at forudsige (hvis du altså ikke bare gør, som alle andre du kender).
3. Vil se præcis ud som i dag (for du kan jo umuligt blive klogere, så hvad skulle egentlig forandre sig?).
Her burde det jo så være indlysende, hvilke svar der betyder hvad. Men hvis du ikke helt har forstået pointen og kun har svaret 3 hele vejen, så er der muligvis ikke så meget at gøre. Du vil nok næppe lytte til råd som f.eks. at være mere åben, få nogle nye venner, opleve noget nyt eller få nogle nye interesser. Og formodentlig har du også allerede klikket væk fra min blog, da du tænkte det samme, som du svarede i det andet sidste spørgsmål.
I min nærmeste omgangskreds (= venner og familie) er holdningerne:
1. Vidt forskellige (vi kan faktisk ikke rigtig tale om noget, uden at det ender i en vild diskussion).
2. Rimelig ens (der findes da nogle områder, hvor vi er ens, vi er jo f.eks. alle sammen mennesker!).
3. Helt identiske (hvad betyder det egentlig, det at være uenig, er de fleste synsvinkler ikke ret ens?).
I min nærmeste omgangskreds er den uddannelsesmæssige baggrund:
1. Meget forskellig (vi har faktisk tit svært ved overhovedet at kommunikere sammen).
2. De minder lidt om hinanden, selvom emneområderne og uddannelsestyperne er vidt forskellige (men vi har da visse fælles fortolkningsrammer).
3. Den samme (vi har faktisk gået på præcis den samme uddannelse eller det samme uddannelsessted, findes der egentlig overhovedet andre uddannelser eller muligheder i livet?).
I min nærmeste omgangskreds er de politiske holdninger:
1. Fordelt på kryds og tværs af alle partier (vi keder os aldrig til sammenkomsterne, men vi ses heller ikke så meget op til valgene).
2. Fordelt både på højre og venstre fløjen (det minder lidt om Folketinget).
3. Kun i en politisk retning (vi er faktisk alle sammen medlemmer af den samme politiske organisation).
I min nærmeste omgangskreds er den økonomiske situation den:
1. At der er hele skalaen (vi har alt lige fra en hjemløs til en massemillionær med Ferrari og eget firma).
2. At der er nogle få som skiller sig ud, ved at have en større eller mindre økonomisk indkomst, end os andre.
3. At vi alle sammen har præcis den samme indkomst (så er der også altid nogen til at hjælpe én med at udfylde selvangivelsen).
I min dagligdag møder jeg:
1. Alle slags mennesker (både med hensyn til holdninger, kultur, seksualitet, traditioner, alder og interesser).
2. Også tit nogle mennesker, som ikke nødvendigvis har præcis de samme synsvinkler på livet og verden, som jeg selv har.
3. Alle slags mennesker (men det gør jo ikke nødvendigvis den store forskel, for vi har jo alligevel alle sammen dybest set den samme forståelse af politik og verden...).
Mine indkøb foregår hovedsageligt:
1. Helt almindelige indkøbssteder (hvor alle slags mennesker handler).
2. Der, hvor de har de ting, som jeg skal bruge (det har de jo ikke alle de almindelige steder, i hvert fald ikke til den pris, kvalitet, fra det rette sted osv.).
3. Specialforretninger (hvor jeg kun møder folk, som jeg allerede kender og som jeg deler (minimum) 99 % af mine holdninger og interesser med).
Når jeg hører om noget nyt, hvad enten det er musik, teknologi, viden eller noget helt andet, så er min typiske reaktion:
1. Det lyder da spændende, fortæl endelig mere.
2. Hmm... (modtages med en vis skepsis, men er alligevel åben for at høre om nogle nye indtryk).
3. Nyt? Hvad skal man bruge noget nyt til, når jeg allerede ved det hele og HAR valgt mine interesser?
Når jeg hører nogen ytre en anden holdning end min egen, så er min umiddelbare reaktion:
1. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål, så jeg kan få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
2. At jeg egentlig ikke hører efter, for jeg ved jo alligevel allerede alt, hvad der er værd at vide, men så kan jeg jo bruge den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) til at forberede fremlægningen af mit eget synspunkt.
3. Hvilke andre holdninger?
Når nogen fortæller dig om en interesse, som du enten ikke bryder dig om eller har nogen interesse for, så siger du for det meste:
1. Det kender jeg ikke så meget til.
2. Det bør man ikke spilde sin tid på (hermed har du på en pæn måde tilkendegivet, at den givne interesse, ifølge din standard, ikke kan betragtes som en del af den finere kultur).
3. Intet (du går bare, for I har jo alligevel tydeligvis intet til fælles).
Når du tænker på din fremtid, så tænker du, at den:
1. Er fuldkommen uforudsigelig.
2. Nok vil gå i en bestemt retning, men at mange ting stadig er umulige at forudsige (hvis du altså ikke bare gør, som alle andre du kender).
3. Vil se præcis ud som i dag (for du kan jo umuligt blive klogere, så hvad skulle egentlig forandre sig?).
Her burde det jo så være indlysende, hvilke svar der betyder hvad. Men hvis du ikke helt har forstået pointen og kun har svaret 3 hele vejen, så er der muligvis ikke så meget at gøre. Du vil nok næppe lytte til råd som f.eks. at være mere åben, få nogle nye venner, opleve noget nyt eller få nogle nye interesser. Og formodentlig har du også allerede klikket væk fra min blog, da du tænkte det samme, som du svarede i det andet sidste spørgsmål.
torsdag den 17. januar 2008
Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri
Sådan lød dommen over danskerne i går fra den højtuddannede og velformulerede udenlandske arbejdskraft i Danmark i DR1s program Penge Magasinet (som man kan se her). Ifølge de adspurgte udlændinge (som både bor og arbejder i Danmark) så rækker den danske umiddelbare gæstfrihed og imødekommenhed kun til max. at vise, hvordan kopimaskinen virker. En amerikaner bemærker ligefrem, at danskerne i starten hverken vil smile eller hilse. Generelt er det øjensynlig så svært for udlændingene at forstå os danskere og begå sig iblandt os, at flere og flere firmaer opstår med netop dette problem for øje. Derfor følger man i programmet også, hvordan et kursus (med navnet Danes Today) hos Living Institute skal forberede de stakkels udlændinge på den barske sociale virkelighed i Danmark, hvor vi f.eks. er for generte til at kysse hinanden på kinderne. Generelt er problemet øjensynligt så stort, at et andet nyt firma Life in Denmark nu også ligefrem vil tilbyde en 24 timer hotline. Det endelige bevis for danskernes manglende interesse og ligegyldighed overfor udlændingene er, da programmet også viser, at problemet findes på Danmarks førende arbejdsplads Microsoft. Her har udlændingene heller ikke nogen danske venner, selvom at arbejdssproget rent faktisk er engelsk og dermed ikke burde være nogen forhindring. Det endelige fældende bevis er en undersøgelse som viser, at kun 14 % af udlændingene mener, at danskerne er åbne og inviterende, mens hele 43 % mener det modsatte.
Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?
Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?
tirsdag den 15. januar 2008
Hiphop som musik og kultur
Der findes mange forskellige opfattelser af, hvad hiphopkultur og hiphopmusik er og står for. Men jeg vil tage udgangspunkt i min egen forståelse af hiphopmusik - selvom min forståelse langt fra deles af alle eller er ukontroversiel.
Hiphop stammer fra USA. Nogle hævder, at rap allerede startede for mange år siden blandt de sorte slaver i USA, som brugte sangen til at udtrykke deres frustration. Andre mener, at hiphopmusikken først startede med de første hiphopmusikere i 1970’erne.
Men hvad er hiphopmusik egentlig? Hiphopmusik er mange forskellige ting og derfor findes der også mange genrer indenfor hiphop. Og derfor er der også meget stor uenighed om, hvad der skal betegnes som hiphopmusik og hvad der ikke skal. Jeg foretrækker en meget bred definition af hiphopmusik og derfor mener jeg også, at hiphopmusik er alt lige fra Nik og Jay til 50 Cent. Jeg ved naturligvis godt, at denne betragtning ikke vil være særlig populær i mange hiphopkredse. (Hvilket formodentlig også er grunden til, at Nik og Jay nu selv kalder deres musik for pop, men i starten kaldte de den faktisk for hiphop.) Men ud fra min forståelse af hiphop, så er Nik og Jay også hiphop, selvom det naturligvis ligger i den meget poppet ende af hiphopgenren. Mange andre foretrækker en meget smal definition af hiphop, hvilket jeg dybest set betragter som et forsøg på at fastholde hiphop som en slags undergrundskultur, frem for at erkende, at hiphop (både som musik og kultur) er blevet meget mere mainstream de seneste år. Dette betegner kritiske røster i hiphopmiljøet som, at hiphop er "ved at gå pop".
Hiphopmusikkens udtryksform er både almindelig sang, dj’ing (plademix), beatboxing (skabe musik med sin stemme) og rap. Rap er det vigtigste kendetegn ved hiphop og stammer oprindeligt fra forkortelsen af rhythm and poetry. Det betegner meget godt, hvad hiphop består af: nemlig digte tilsat rytme. Nogle rappere rimer også konsekvent hele vejen igennem deres tekster, mens andre aldrig gør det. Men det er nu heller ikke så væsentligt, for det er budskabet, selvom det selvfølgelig også er ret væsentligt, at musikken har et fedt beat (rytme eller lydmæssig baggrund). Vold og bandekrig var oprindeligt ikke en del af rap, men da mange kriminelle har taget musikken til sig, så kan det hurtigt virke sådan. Det har de måske gjort, fordi at hiphopmusik har en meget kraftig gennemslagskraft, som måske i en vis grad appellerer til aggression. Men aggressionen behøver jo ikke at blive brugt på en negativ måde - den kan også bruges til at få en større selverkendelse, kontrol eller (vigtigst af alt) som motivation.
Hiphoptøj fremhæves også tit som en del af hiphopkulturen. Hiphoptøj er mest kendt for baggy jeans og baggy hættetrøjer. Nogle mener, at det baggy (posede) udtryk stammer fra hiphopkulturens opvækst i fattige kvarterer (hvor man arvede de ældre søskendens tøj) mens andre mener, at det stammer fra de kriminelle, som blev lidt for vant til onesize i fængslerne. Bling-bling (udtryk for smykker af guld, sølv eller diamanter) er også en stor del af hiphopkulturen og det bruges mest til at symbolisere ens økonomiske status overfor alle andre. Nogle andre eksempler på statussymboler (som ofte bliver nævnt i hiphopmusik) er f.eks. dyre biler, dyrt tøj og store huse. Disse statussymboler er også klart en form for pral og en måde at vise alle andre, at man ikke (længere) er en del af den økonomiske underklasse.
Hiphopmusikkens essens er dybest set, at kunne fortælle andre om ens oplevelser, følelser og syn på livet. Dette minder på mange måder om at have en blog. Derfor har bl.a. Eminem også kritiseret USA's regering i skarpe vendinger for at kvæle hans ytringsfrihed ved direkte at censurere hans tekster. Da hiphopmusik har plads til langt flere ord end andre musikgenrer, så giver det også automatisk mere plads til at fortælle længere og grundigere om en oplevelse. De fleste hiphoptekster bygger på den forståelse af virkeligheden, at alle (potentielt) har muligheden for at opnå den amerikanske drøm. Her skelner man ikke (nødvendigvis) mellem det at klare sig godt gennem kriminalitet eller klare sig godt på en mere samfundsmæssig korrekt måde. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at hiphopmusik altid fremstiller eller fremhæver kriminalitet som noget positivt. For rigtig mange tekster handler faktisk om, at komme videre med sit liv, at komme væk fra kriminaliteten, at komme væk fra ghettoen eller at få en uddannelse og et job. Teksterne handler også meget om selvhævdelse og ære. Rap var oprindeligt en verbal kamp på ord (og kun på ord) mellem to rappere, hvor det gjaldt om at forsvare sine synspunkter, sin ære (andres respekt for én) og sin selvrespekt. Breakdance eller hiphop er naturligvis også en væsentlig del af hiphopkulturen og derfor har de fleste, som hører hiphopmusik, nok også et vist kendskab til dansen i enten større eller mindre grad.
Hiphopmusikkens syn på kvinder er meget omdiskuteret. Tit bliver det fremhævet, at hiphopmusik per definition skulle være kvindenedgørende. Men det mener jeg simpelthen er forkert og misforstået. Der findes selvfølgelig idioter overalt - også indenfor hiphopmusik. Sådan er det, men jeg mener ikke, at man sådan generelt kan sige at hiphopmusik er kvindenedgørende. Alle mandlige rappere har skrevet kærlighedssange til de kvinder, som de elsker eller forelsker sig i, hvor kvinderne bliver hyldet og værdsat. Nedsættende ord bliver (af de fleste) kun brugt om kvinder, som man ikke har nogen respekt for. De fleste rappere vil aldrig hævde noget negativt om nogle af de kvinder, som de elsker. Tværtimod, så er de dronninger. Bare fordi man bruger et bestemt ord eller taler nedsættende om kvinder, som man ikke bryder sig om, så betyder det jo ikke, at man generelt ikke har nogen respekt for kvinder. Denne sammenblanding har man også set i forbindelse med Hanne-Vibeke Holsts kritik af hiphop- musik, som jo førte til en større diskussion i medierne. Den diskussion blev vel reelt afsluttet ved at Holst var med i Jokerens video Godt Taget. Jeg frikender hermed ikke alle hiphopmusikere for at se ned på kvinder, men jeg påpeger bare, at jeg i hvert fald ikke opfatter hiphopmusikken som mere kvindenedgørende end andre musikgenre. Desuden så tager kvindelige rappere som Eve, Missy Elliot, Da Brat, Lauryn Hill, Lady Soveriegn og danske Natasja også klart revanche, når de rapper om mændene og deres egenskaber. Faktisk så mener jeg, at hiphopmusik generelt har et meget mere åbent syn på kvinder end mange andre musikgenre. F.eks. gælder modebranchens idealformer ikke indenfor hiphop, hvor man generelt syntes, at man kan være cool, uanset om man er tyk eller tynd. For her handler det mere om ens attitude og at turde vise, hvem man er, uanset hvordan man så er. Altså handler det med andre ord om, at pakke janteloven væk og sætte det store smil på.
Hiphop stammer fra USA. Nogle hævder, at rap allerede startede for mange år siden blandt de sorte slaver i USA, som brugte sangen til at udtrykke deres frustration. Andre mener, at hiphopmusikken først startede med de første hiphopmusikere i 1970’erne.
Men hvad er hiphopmusik egentlig? Hiphopmusik er mange forskellige ting og derfor findes der også mange genrer indenfor hiphop. Og derfor er der også meget stor uenighed om, hvad der skal betegnes som hiphopmusik og hvad der ikke skal. Jeg foretrækker en meget bred definition af hiphopmusik og derfor mener jeg også, at hiphopmusik er alt lige fra Nik og Jay til 50 Cent. Jeg ved naturligvis godt, at denne betragtning ikke vil være særlig populær i mange hiphopkredse. (Hvilket formodentlig også er grunden til, at Nik og Jay nu selv kalder deres musik for pop, men i starten kaldte de den faktisk for hiphop.) Men ud fra min forståelse af hiphop, så er Nik og Jay også hiphop, selvom det naturligvis ligger i den meget poppet ende af hiphopgenren. Mange andre foretrækker en meget smal definition af hiphop, hvilket jeg dybest set betragter som et forsøg på at fastholde hiphop som en slags undergrundskultur, frem for at erkende, at hiphop (både som musik og kultur) er blevet meget mere mainstream de seneste år. Dette betegner kritiske røster i hiphopmiljøet som, at hiphop er "ved at gå pop".
Hiphopmusikkens udtryksform er både almindelig sang, dj’ing (plademix), beatboxing (skabe musik med sin stemme) og rap. Rap er det vigtigste kendetegn ved hiphop og stammer oprindeligt fra forkortelsen af rhythm and poetry. Det betegner meget godt, hvad hiphop består af: nemlig digte tilsat rytme. Nogle rappere rimer også konsekvent hele vejen igennem deres tekster, mens andre aldrig gør det. Men det er nu heller ikke så væsentligt, for det er budskabet, selvom det selvfølgelig også er ret væsentligt, at musikken har et fedt beat (rytme eller lydmæssig baggrund). Vold og bandekrig var oprindeligt ikke en del af rap, men da mange kriminelle har taget musikken til sig, så kan det hurtigt virke sådan. Det har de måske gjort, fordi at hiphopmusik har en meget kraftig gennemslagskraft, som måske i en vis grad appellerer til aggression. Men aggressionen behøver jo ikke at blive brugt på en negativ måde - den kan også bruges til at få en større selverkendelse, kontrol eller (vigtigst af alt) som motivation.
Hiphoptøj fremhæves også tit som en del af hiphopkulturen. Hiphoptøj er mest kendt for baggy jeans og baggy hættetrøjer. Nogle mener, at det baggy (posede) udtryk stammer fra hiphopkulturens opvækst i fattige kvarterer (hvor man arvede de ældre søskendens tøj) mens andre mener, at det stammer fra de kriminelle, som blev lidt for vant til onesize i fængslerne. Bling-bling (udtryk for smykker af guld, sølv eller diamanter) er også en stor del af hiphopkulturen og det bruges mest til at symbolisere ens økonomiske status overfor alle andre. Nogle andre eksempler på statussymboler (som ofte bliver nævnt i hiphopmusik) er f.eks. dyre biler, dyrt tøj og store huse. Disse statussymboler er også klart en form for pral og en måde at vise alle andre, at man ikke (længere) er en del af den økonomiske underklasse.
Hiphopmusikkens essens er dybest set, at kunne fortælle andre om ens oplevelser, følelser og syn på livet. Dette minder på mange måder om at have en blog. Derfor har bl.a. Eminem også kritiseret USA's regering i skarpe vendinger for at kvæle hans ytringsfrihed ved direkte at censurere hans tekster. Da hiphopmusik har plads til langt flere ord end andre musikgenrer, så giver det også automatisk mere plads til at fortælle længere og grundigere om en oplevelse. De fleste hiphoptekster bygger på den forståelse af virkeligheden, at alle (potentielt) har muligheden for at opnå den amerikanske drøm. Her skelner man ikke (nødvendigvis) mellem det at klare sig godt gennem kriminalitet eller klare sig godt på en mere samfundsmæssig korrekt måde. Men det er en misforståelse, hvis man tror, at hiphopmusik altid fremstiller eller fremhæver kriminalitet som noget positivt. For rigtig mange tekster handler faktisk om, at komme videre med sit liv, at komme væk fra kriminaliteten, at komme væk fra ghettoen eller at få en uddannelse og et job. Teksterne handler også meget om selvhævdelse og ære. Rap var oprindeligt en verbal kamp på ord (og kun på ord) mellem to rappere, hvor det gjaldt om at forsvare sine synspunkter, sin ære (andres respekt for én) og sin selvrespekt. Breakdance eller hiphop er naturligvis også en væsentlig del af hiphopkulturen og derfor har de fleste, som hører hiphopmusik, nok også et vist kendskab til dansen i enten større eller mindre grad.
Hiphopmusikkens syn på kvinder er meget omdiskuteret. Tit bliver det fremhævet, at hiphopmusik per definition skulle være kvindenedgørende. Men det mener jeg simpelthen er forkert og misforstået. Der findes selvfølgelig idioter overalt - også indenfor hiphopmusik. Sådan er det, men jeg mener ikke, at man sådan generelt kan sige at hiphopmusik er kvindenedgørende. Alle mandlige rappere har skrevet kærlighedssange til de kvinder, som de elsker eller forelsker sig i, hvor kvinderne bliver hyldet og værdsat. Nedsættende ord bliver (af de fleste) kun brugt om kvinder, som man ikke har nogen respekt for. De fleste rappere vil aldrig hævde noget negativt om nogle af de kvinder, som de elsker. Tværtimod, så er de dronninger. Bare fordi man bruger et bestemt ord eller taler nedsættende om kvinder, som man ikke bryder sig om, så betyder det jo ikke, at man generelt ikke har nogen respekt for kvinder. Denne sammenblanding har man også set i forbindelse med Hanne-Vibeke Holsts kritik af hiphop- musik, som jo førte til en større diskussion i medierne. Den diskussion blev vel reelt afsluttet ved at Holst var med i Jokerens video Godt Taget. Jeg frikender hermed ikke alle hiphopmusikere for at se ned på kvinder, men jeg påpeger bare, at jeg i hvert fald ikke opfatter hiphopmusikken som mere kvindenedgørende end andre musikgenre. Desuden så tager kvindelige rappere som Eve, Missy Elliot, Da Brat, Lauryn Hill, Lady Soveriegn og danske Natasja også klart revanche, når de rapper om mændene og deres egenskaber. Faktisk så mener jeg, at hiphopmusik generelt har et meget mere åbent syn på kvinder end mange andre musikgenre. F.eks. gælder modebranchens idealformer ikke indenfor hiphop, hvor man generelt syntes, at man kan være cool, uanset om man er tyk eller tynd. For her handler det mere om ens attitude og at turde vise, hvem man er, uanset hvordan man så er. Altså handler det med andre ord om, at pakke janteloven væk og sætte det store smil på.
fredag den 4. januar 2008
Min top 10 over irriterende fordomme om filosofi
10. Filosofi, er det ikke sådan noget med at filosofere sig væk fra virkeligheden? Jo, det er der desværre en udpræget tendens til indenfor den akademiske verden. Men heldigvis findes der også masser af mennesker som læser filosofi, som endnu ikke har filosoferet sig helt væk fra virkeligheden og som laver videnskabelig filosofisk forskning. Mine personlige råd til at undgå at filosofere sig helt væk fra virkeligheden er: at få et (skod) studiejob (det holder fast i virkeligheden på en meget overbevisende måde) eller en kæreste eller nogle venner med jobs ude i virkeligheden.
9. Dem, som læser filosofi, ryger hash og er lidt hippieagtige. Ja, nogen er måske, men ikke mig. Jeg er imod stoffer på enhver måde og jeg foretrækker, at nøjes med at ødelægge min hjerne med spiritus og meningsløs tv-underholdning. Lidt hippieagtig er jeg dog, da jeg går meget ind for bedre forståelse og mere kærlighed blandt mennesker. Med hensyn til påklædning, så veksler jeg personligt mellem konservativ og street (hiphop) stil, så den er langt fra hippieagtig.
8. Filosofistuderende er ikke særlig målrettet. Hmm... for at tale på mine egne vegne, så mener jeg, at jeg er meget bevidst om fremtiden og hvor jeg er på vej hen - uden dermed at kunne spå om fremtiden. Men der er mange, som ikke tænker længere end universitetstiden, hvilket ikke bare burde være et problem for dem selv, men også burde være et problem for universitetet.
7. Filosofistuderende er nogle Kurt Cobain wannabees. Ja, desværre har nogle filosofistuderende en vis forkærlighed for det tragiske og triste, men det er heldigvis ikke alle. Men jeg syntes, at det er meget deprimerende, hvordan nogle (mis)bruger filosofi til at udvikle og fastholde en generel pessimistisk tilgang til livet - for så derefter også at prøve på at tvinge den ned over andres livsanskuelser.
6. Filosofistuderende tror selv, at de er SÅ kloge. Ja, det er der vist en tendens til, men det er nok et generelt problem for studerende på længere videregående uddannelser. (Problemet opstår for det meste allerede inden, at de overhovedet har lært noget.) Personligt er jeg imod, at man tror, at man er klogere end alle andre, selvom man rent faktisk ved mere end andre på et bestemt område. En vis ydmyghed er i mine øjne klædeligt. Men den ubetingede tro på sig selv (som værende meget klogere end alle andre) vidner for det meste også bare om en stor uvidenhed. Nemlig en uvidenhed om og manglende forståelse af, hvor mange områder man faktisk ikke ved noget om. Så måske er det på tide at læse og lære noget nyt, som man ikke har læst om før, hvis man hævder dette. Det værste er, når folk bare automatisk antager, at jeg pga. min uddannelse og måske også i en vis grad min udstråling, at jeg ser mig selv som værende meget klogere end dem. Nu mener jeg selv, at jeg har en god del respekt og en vis ydmyghed overfor alle mennesker, uanset uddannelse og baggrund, så derfor virker dette angreb meget overraskende. Det er faktisk også svært at argumentere imod sådan en påstand, uden rent faktisk at lyde bedrevidende eller arrogant.
5. Filosofi, det er sådan noget med Wittgenstein, ikke? Det mest irriterende ved dette spørgsmål er, at jeg engang blev spurgt om det til jobsamtale til et drømmestudiejob i et dansk ministerium. Jeg havde ingen forudsætninger for at vide, hvilken indstilling min mulige kommende chef havde til Wittgenstein. Og da holdninger omkring Wittgenstein jo spænder lige fra dem, som ser ham som en slags gud, til dem som ser Wittgenstein som et klassisk eksempel på, hvorfor filosofi er spild af tid, så er det svært at svare på sådan et spørgsmål til en jobsamtale. Du kan selv gætte på, hvad der var tilfældet i min jobsamtale. Men for at svare på spørgsmålet, så handler filosofi om meget andet end (bare) Wittgenstein.
4. Filosofi, det er noget med... og så et eller andet overtroisk, religiøst, konspirationsteoretisk eller noget helt fjerde, som man aldrig har tænkt på i forbindelse med filosofi. Folk antager mange mærkelige ting om filosofi, både fordi de selv har en interesse for det pågældende emneområde og så for at bruge det, som et argument imod filosofi. Uanset hvad, så er det ret irriterende at få at vide, hvad ens studie handler om, specielt af nogen som intet ved om ens studie. Jo mere sikre de er på, hvad ens studie handler om, jo sværere er det også at fortælle dem, hvad filosofistudiet rent faktisk handler om eller går ud på.
3. Du siger, at du læser filosofi, så har du jo helt sikkert også læst meget om... og så en eller anden som jeg aldrig har hørt om, som intet har at gøre med filosofi eller som jeg ikke har nogen interesse for. Det minder lidt om punkt 4, for igen bliver det antaget, hvilke interesser jeg har, uden at man reelt ved noget om mig eller mine interesser. Selvom det skal siges, at spørgsmål som dette dog alligevel for det meste fører til nogle meget spændende samtaler.
2. Filosofi, jeg hørte / læste om en, der også havde læst filosofi, som mente... og så en eller anden dum eller latterlig holdning, som jeg dermed også bliver skudt i skoene. Der er desværre også en del dumme mennesker, som har læst filosofi før mig og det betyder øjensynlig, at en del af det at tage en filosofi uddannelse også er, at skulle tage stilling til alle andres (som har læst filosofi) teorier og holdninger på alle mulige og umulige områder. Dette problem forekommer nok også indenfor andre fagområder.
1. Hvad kan man så bruge filosofi til bagefter (når uddannelsen er taget)? Det er helt sikkert det spørgsmål, som jeg har fået mest i forbindelse med mit filosofistudie. Da jeg er blevet spurgt om det så ofte, så har jeg efterhånden udviklet flere forskellige fremgangsmåder og indfaldsvinkler til filosofi, som jeg kan bruge til at besvare spørgsmålet, afhængig af, hvem det er som stiller spørgsmålet. Det viser lidt om, hvor meget jeg har været tvunget til at stille mig skeptisk overfor filosofi - både som studie og videnskab. Men for at svare så generelt som muligt på spørgsmålet, så er det at læse på universitetet, jo ikke det samme som f.eks. at uddanne sig som murer eller skovfoged, hvor man har et konkret eller præcist defineret erhverv bagefter. Men dette gælder (bort set fra det) jo også efterhånden på resten af arbejdsmarked, hvor det jo i højere og højere grad handler om at være fleksibel og kunne tilpasse sig nye udfordringer og vilkår. Generelt er jeg også imod tanken om, at man bliver filosof, bare fordi at man har læst filosofi. Nej, filosof det kræver sgu' mere, end bare det at tage en uddannelse eller at undervise i filosofi. For man kan sagtens læse filosofi i mange år, uden at fatte noget som helst eller for den sags skyld blive klogere. En filosof er en person som bidrager til filosofien ved at udvikle ny viden eller en ny teori. Men filosofi kan generelt bruges til meget forskelligt og på mange forskellige områder og hvis jeg virkelig skulle svare fyldestgørende på det her, så kunne jeg jo nærmest lave en afhandling om det i sig selv. Og det har jeg ikke tænkt mig.
9. Dem, som læser filosofi, ryger hash og er lidt hippieagtige. Ja, nogen er måske, men ikke mig. Jeg er imod stoffer på enhver måde og jeg foretrækker, at nøjes med at ødelægge min hjerne med spiritus og meningsløs tv-underholdning. Lidt hippieagtig er jeg dog, da jeg går meget ind for bedre forståelse og mere kærlighed blandt mennesker. Med hensyn til påklædning, så veksler jeg personligt mellem konservativ og street (hiphop) stil, så den er langt fra hippieagtig.
8. Filosofistuderende er ikke særlig målrettet. Hmm... for at tale på mine egne vegne, så mener jeg, at jeg er meget bevidst om fremtiden og hvor jeg er på vej hen - uden dermed at kunne spå om fremtiden. Men der er mange, som ikke tænker længere end universitetstiden, hvilket ikke bare burde være et problem for dem selv, men også burde være et problem for universitetet.
7. Filosofistuderende er nogle Kurt Cobain wannabees. Ja, desværre har nogle filosofistuderende en vis forkærlighed for det tragiske og triste, men det er heldigvis ikke alle. Men jeg syntes, at det er meget deprimerende, hvordan nogle (mis)bruger filosofi til at udvikle og fastholde en generel pessimistisk tilgang til livet - for så derefter også at prøve på at tvinge den ned over andres livsanskuelser.
6. Filosofistuderende tror selv, at de er SÅ kloge. Ja, det er der vist en tendens til, men det er nok et generelt problem for studerende på længere videregående uddannelser. (Problemet opstår for det meste allerede inden, at de overhovedet har lært noget.) Personligt er jeg imod, at man tror, at man er klogere end alle andre, selvom man rent faktisk ved mere end andre på et bestemt område. En vis ydmyghed er i mine øjne klædeligt. Men den ubetingede tro på sig selv (som værende meget klogere end alle andre) vidner for det meste også bare om en stor uvidenhed. Nemlig en uvidenhed om og manglende forståelse af, hvor mange områder man faktisk ikke ved noget om. Så måske er det på tide at læse og lære noget nyt, som man ikke har læst om før, hvis man hævder dette. Det værste er, når folk bare automatisk antager, at jeg pga. min uddannelse og måske også i en vis grad min udstråling, at jeg ser mig selv som værende meget klogere end dem. Nu mener jeg selv, at jeg har en god del respekt og en vis ydmyghed overfor alle mennesker, uanset uddannelse og baggrund, så derfor virker dette angreb meget overraskende. Det er faktisk også svært at argumentere imod sådan en påstand, uden rent faktisk at lyde bedrevidende eller arrogant.
5. Filosofi, det er sådan noget med Wittgenstein, ikke? Det mest irriterende ved dette spørgsmål er, at jeg engang blev spurgt om det til jobsamtale til et drømmestudiejob i et dansk ministerium. Jeg havde ingen forudsætninger for at vide, hvilken indstilling min mulige kommende chef havde til Wittgenstein. Og da holdninger omkring Wittgenstein jo spænder lige fra dem, som ser ham som en slags gud, til dem som ser Wittgenstein som et klassisk eksempel på, hvorfor filosofi er spild af tid, så er det svært at svare på sådan et spørgsmål til en jobsamtale. Du kan selv gætte på, hvad der var tilfældet i min jobsamtale. Men for at svare på spørgsmålet, så handler filosofi om meget andet end (bare) Wittgenstein.
4. Filosofi, det er noget med... og så et eller andet overtroisk, religiøst, konspirationsteoretisk eller noget helt fjerde, som man aldrig har tænkt på i forbindelse med filosofi. Folk antager mange mærkelige ting om filosofi, både fordi de selv har en interesse for det pågældende emneområde og så for at bruge det, som et argument imod filosofi. Uanset hvad, så er det ret irriterende at få at vide, hvad ens studie handler om, specielt af nogen som intet ved om ens studie. Jo mere sikre de er på, hvad ens studie handler om, jo sværere er det også at fortælle dem, hvad filosofistudiet rent faktisk handler om eller går ud på.
3. Du siger, at du læser filosofi, så har du jo helt sikkert også læst meget om... og så en eller anden som jeg aldrig har hørt om, som intet har at gøre med filosofi eller som jeg ikke har nogen interesse for. Det minder lidt om punkt 4, for igen bliver det antaget, hvilke interesser jeg har, uden at man reelt ved noget om mig eller mine interesser. Selvom det skal siges, at spørgsmål som dette dog alligevel for det meste fører til nogle meget spændende samtaler.
2. Filosofi, jeg hørte / læste om en, der også havde læst filosofi, som mente... og så en eller anden dum eller latterlig holdning, som jeg dermed også bliver skudt i skoene. Der er desværre også en del dumme mennesker, som har læst filosofi før mig og det betyder øjensynlig, at en del af det at tage en filosofi uddannelse også er, at skulle tage stilling til alle andres (som har læst filosofi) teorier og holdninger på alle mulige og umulige områder. Dette problem forekommer nok også indenfor andre fagområder.
1. Hvad kan man så bruge filosofi til bagefter (når uddannelsen er taget)? Det er helt sikkert det spørgsmål, som jeg har fået mest i forbindelse med mit filosofistudie. Da jeg er blevet spurgt om det så ofte, så har jeg efterhånden udviklet flere forskellige fremgangsmåder og indfaldsvinkler til filosofi, som jeg kan bruge til at besvare spørgsmålet, afhængig af, hvem det er som stiller spørgsmålet. Det viser lidt om, hvor meget jeg har været tvunget til at stille mig skeptisk overfor filosofi - både som studie og videnskab. Men for at svare så generelt som muligt på spørgsmålet, så er det at læse på universitetet, jo ikke det samme som f.eks. at uddanne sig som murer eller skovfoged, hvor man har et konkret eller præcist defineret erhverv bagefter. Men dette gælder (bort set fra det) jo også efterhånden på resten af arbejdsmarked, hvor det jo i højere og højere grad handler om at være fleksibel og kunne tilpasse sig nye udfordringer og vilkår. Generelt er jeg også imod tanken om, at man bliver filosof, bare fordi at man har læst filosofi. Nej, filosof det kræver sgu' mere, end bare det at tage en uddannelse eller at undervise i filosofi. For man kan sagtens læse filosofi i mange år, uden at fatte noget som helst eller for den sags skyld blive klogere. En filosof er en person som bidrager til filosofien ved at udvikle ny viden eller en ny teori. Men filosofi kan generelt bruges til meget forskelligt og på mange forskellige områder og hvis jeg virkelig skulle svare fyldestgørende på det her, så kunne jeg jo nærmest lave en afhandling om det i sig selv. Og det har jeg ikke tænkt mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)