Videnskabelig forklaring på, hvorfor man ikke læser en ph.d.

Der står på side 31 i Vækstfondens rapport: Hvad skaber en succes?:

"Der er således en svag tendens til, at stiftere med en uddannelse på kandidatniveau outperformer stiftere med en PHD grad. Det kan derfor ikke afvises, at det optimale uddannelsesniveau for den samlede stiftergruppe følger en inverteret U-kurve, hvor performance er stigende med niveauet af uddannelse op til et vist niveau, hvorefter performance falder med øget uddannelse, jf. figur 5.3.1.

Roberts (1991) understreger, at det ikke er den ekstra uddannelse i sig selv, der er ”skadende”, men at PHD uddannelsen ofte tiltrækker persontyper med mindre risikovillighed og en konservativ indstilling, hvilket ikke harmonerer med de kompetencer, der er brug for som iværksætter."

Figur 5.3.1: sammenhæng mellem succes og niveauet for uddannelse



Tabel 5.3.2: Repræsentation af forskellige uddannelser i stiftergruppen

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund havde stifterne? (pct.)

Kilde: Vækstfonden: Hvad skaber en succes?

Om Erich Klawonn

Min fantastiske (tidligere) vejleder og professor Erich G. Klawonn er død. Det er en virkelig trist nyhed, da Klawonn var en stor inspiration for mig. Klawonn formulerede sin helt egen teori om menneskets forhold til etik, som jeg ved flere lejligheder har rost i høje toner – heriblandt i mit blogindlæg: Etik: Klawonns naturalisme. Jeg vil ikke gå i dybden med hans teori her, men blot gøre opmærksom på hans fantastiske mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag (bogen kan købes her). Ud over Klawonns gennemførte og velgennemtænkte teori om etik, så var Klawonn også en stor personlighed. Klawonn var med til at gøre min tid på universitetet til mere end bare en uddannelse og universitetet til mere end bare en uddannelsesinstitution. Jeg vil altid huske Klawonn for hans rationelle overvejelser, hans morsomme eksempler, hans skarpsindige modargumenter og hvordan han grinede af sine egne kommentarer. Klawonn var en meget dygtig, intelligent og underholdende forelæser. Jeg tror ikke på, at der nogensinde har været nogen studerende, som har kedet sig til hans forelæsninger i metafysik eller analytisk psykologi. Der var dog en enkelt gang, hvor Klawonn måtte se sig selv overgået til en af hans forelæsninger i faget analytisk psykologi eller dybdepsykologi (som faget blev kaldt). Helt ubevidst havde Klawonn nemlig medbragt en særlig gæst – en grøn kålorm på den ene skulder (præcis som den på billedet nedenfor).


Da Klawonn gik gang med sin forelæsning, så begyndte kålormen også at vandre frem og tilbage på hans skuldre. Selvom Klawonn var i sit sædvanlige es dvs. var særdeles underholdende, så stjal kålormen alligevel hurtigt rampelyset ved at kravle frem og tilbage, undersøge Klawonns ører og forsvinde om på ryggen for at komme tilbage flere minutter senere til stor jubel. Klawonn bemærkede ikke, at det rent faktisk var kålormen som havde overtaget spotlyset, men virkede blot fornøjet over den ekstra positive stemning. Hvad der efterfølgende skete med kålormen ved ingen. Jeg vil også altid huske min sidste samtale med Klawonn, hvor han signerede mine bøger eller dvs. hans egne bøger. Jeg er glad for, at jeg ikke veg tilbage for hverken jantelovens tankegang eller min egen generthed. Jeg kan tydeligt huske, hvor glad han blev - det gjorde også mig glad. For det er kendetegnede for en stor personlighed, at vedkommende ikke bare er intelligent og charmende, men også er et sympatisk og rart menneske. Klawonn har bidraget med både stor inspiration, glæde og fascination - det er virkelig en ære at have fået min undervisning fra et menneske af den kaliber. Det er i sandhed et meget stort tab for universitetet - vi har mistet en stor dansk filosof. Hvil i fred.

Om Tetris' gavnlige effekt på hjernen

Jeg har tit undret mig over, hvordan det kan være underholdende at spille ensformige spil som f.eks. Tetris, Bejewled 2 og Mr. Driller i længere tid. Specielt kan jeg godt lide at spille spillene, når jeg gerne vil overveje kompliceret problemstillinger og ikke har andet at lave samtidigt. Her føler jeg nogle gange, at det ligefrem kan gøre det lettere at overveje problemerne, mens jeg spiller spillene. Men hvorfor? Måske har videnskaben fundet et svar. Det amerikanske Mind Research Network har nemlig påvist gennem flere videnskabelige MR-undersøgelser, at Tetris forøger tykkelsen på hjernebarken og dermed gør hjernen mere effektiv. Undersøgelserne har vist, at Tetris kan skabe en væsentlig forøgelse i hjernecellernes aktivitet i de områder af hjernen, som har at gøre med kritisk tænkning, sprog, bearbejdning af indtryk og ræsonnement. Det giver faktisk ganske rigtig god mening i forhold til mine egne observationer. Undersøgelserne tog udgangspunkt i, at deltagerne i eksperimentet spillede Tetris hver dag i minimum 30 minutter i 3 måneder. Forskernes næste projekt er at finde ud af, hvorvidt hjernens øgede effektivitet forsvinder, hvis man holder op med at spille Tetris.

Ud over den interessante nye forskning, så har videnskaben også fundet ud af, at Tetris også har en anden gavnlig effekt. Dr. Emily A Holmes fra Oxford Universitets psykiatriske afdeling har nemlig påvist, at mennesker der lider af post traumatisk stress-syndrom også kan få det bedre ved at spille Tetris. Specielt skulle Tetris være effektiv til at lindre symptomerne som f.eks. ufrivillige flashbacks (se f.eks. Oxfords artikel Tetris flashback reduction effect special). Effekten kan påvises hele 4 timer efter, at forsøgspersonerne har spillet et spil og dermed kan man muligvis også tale om, at Tetris kan have en forbyggende effekt på posttraumatisk stress. Undersøgelserne har også vist, at det ikke kun er Tetris som har denne gavnlige effekt og at andre typer spil kan have præcis den modsatte effekt. Holmes forklarer fænomenet således:”… when someone is exposed to traumatic information, these channels are thought to function unequally so that the perceptual information is emphasized over the conceptual information. This means we are less likely to remember the experience of being in a high-speed road traffic collision as a coherent story, and more likely to remember it by the flash of headlights and noise of a crash. This perceptual information then pops up repeatedly in the victim’s mind in the form of flashbacks to the trauma causing great emotional distress, as little conceptual meaning has been attached to them. Research tells us that there is a period of up to six hours after the trauma in which it is possible to interfere with the way that these traumatic memories are formed in the mind. During this time-frame, certain tasks can compete with the same brain channels that are needed to form the memory. This is because there are limits to our abilities in each channel: for example, it is difficult to hold a conversation while doing maths problems.” Men der er ikke bare tale om, at Tetris distraherer hjernen i forhold til de traumatiske oplevelser – forskningen tyder på, at det at flytte de farvede byggesten rundt i Tetris konkurrerer med billederne af de traumatiske oplevelser i den perceptuelle informationskanal og dermed reducerer antallet af flash-backs. Hvis videospillet spilles hurtigt nok efter den traumatiske begivenhed, så kan det altså forhindre psykiske recitation af traumatiske billeder og dermed mindske nøjagtigheden, intensitet og hyppigheden af traumatiske påmindelser. Det er virkelig spændende læsning, da jeg selv tit spillede Tetris dengang, da jeg oplevede min brors næsten fire år lange kamp mod kræften (som han endte med at tabe). Det kan altså med stor sandsynlighed have haft en langt større gavnlig effekt på mig end blot Tetriseffekten. (Tetriseffekten er en tilstand, der kan opstå, når mennesker spiller Tetris for længe, hvor de f.eks. kan finde sig selv i at tænke over, hvordan de forskellige figurer i den virkelige verden kan passe sammen, såsom kasser på et supermarkedets hylde eller bygninger på en gade eller se billeder af faldende Tetris-figurer, når de lukker øjnene.) Tetriseffekten var for øvrigt også årsag til, at jeg til sidst solgte mit Tetris-bipbipspil til min bedste veninde.

Om vigtigheden af at følge sit hjerte

Steven Jobs droppede selv ud af universitetet, men det afholdte ham ikke fra at holde en af de smukkeste dimissionstaler nogensinde på Stanford University i 2005. Steven Jobs er kendt som medstifter og administrerende direktør i Apple Inc. og Pixar Animation Studios. Derudover er Jobs også den person, der ejer den største aktiemajoritet (7 %) af The Walt Disney Company. Her fortæller Jobs blandt andet om, hvorfor det at droppe ud af universitetet var en af hans bedste beslutninger, hvorfor livet kun kan forstås baglæns, hvorfor hans fyring (fra Apple) – et selskab han selv startede i en garage - var en af de bedste ting, der kunne ske for ham og hvordan en dødelig kræftdiagnose forandrede hans syn på livet.

“When I was 17, I read a quote that went something like: "If you live each day as if it was your last, someday you'll most certainly be right." It made an impression on me, and since then, for the past 33 years, I have looked in the mirror every morning and asked myself: "If today were the last day of my life, would I want to do what I am about to do today?" And whenever the answer has been "No" for too many days in a row, I know I need to change something.

Remembering that I'll be dead soon is the most important tool I've ever encountered to help me make the big choices in life. Because almost everything — all external expectations, all pride, all fear of embarrassment or failure - these things just fall away in the face of death, leaving only what is truly important. Remembering that you are going to die is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart…

Your time is limited, so don't waste it living someone else's life. Don't be trapped by dogma — which is living with the results of other people's thinking. Don't let the noise of others' opinions drown out your own inner voice. And most important, have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you truly want to become. Everything else is secondary...”

Filosofiens Kejserens nye klæder

Kejserens nye klæder har altid været mit yndlings H. C. Andersens eventyr, da det er en fantastisk og tidløs fortælling. Hvis nogen ikke skulle kende eventyret, så handler det om en kejser, der elsker klæder (og hader komedie). En dag ankommer der to vævere til kejserens palads, der kan væve klæder, der afslører, hvorvidt man duer til sit embede eller ej. Da klæderne efter sigende skulle være usynlige for enhver der er inkompetent til sit job eller utilladelig dum. Kongen bestiller derefter straks klæderne i håbet om, at han derved kan spotte de uduelige blandt hans ansatte. Efter et stykke tid vil han gerne tjekke, hvorledes det går med vævernes arbejde og derfor sender han den mest kvalificerede minister for at se til vævernes arbejde: ”Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.” Frem for at konfrontere de to bedragere med deres bedrageri, så tvivler ministeren i stedet på sine egne evner og indprenter sig derfor nøje vævernes forklaringer omkring mønstre og farver for at kunne videregive informationerne til kejseren. Derefter forlangte bedragerne endnu flere penge til vævningen, som de blot stak i lommen, mens væven stod tom. Til sidst skal kejseren selv se tøjet: ”Hvad for noget!: tænkte Keiseren. Jeg seer ingen Ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see.” Kejseren giver endda også bedragerne et Ridderkors og en titel af Vævejunkere! Endelig bliver bedragerne færdige med tøjet og kejseren skal vise det frem: ”Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! Hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.”

Det er lidt den samme følelse, som jeg har nogle gange får, når jeg er med til en filosofikonference - desværre er der bare ikke altid nogen til at pege på underbukserne! Jeg vil gerne fortælle omkring den mest ekstreme oplevelse, som jeg har haft på en konference for nogle år tilbage. Her blev der holdt et foredrag, som jeg sent skal glemme. Hvis jeg ikke havde haft selskab på konferencen, så havde jeg muligvis troet, at det bare var en drøm. Foredragsholderen havde meget misvisende skrevet en meget konkret titel, men det viste sig desværre uhyggeligt hurtigt, at foredraget var fuldkommen blottet for indhold. Vedkommende kunne lige så godt have sparet os de 25 minutter af vores liv (som vi aldrig får igen) ved at forkorte foredraget ved blot at oplæse samtlige titler på de artikler, som vedkommende (øjensynlig) har fået produceret i løbet af sin ansættelse på universitetet. (Jeg fik desværre aldrig undersøgt, hvorvidt artiklerne også kun bestod af referencer.) Men jeg måbede, da de første 10 minutter var gået – udelukkende med referencer til andre artikler! Jeg kiggede undrende rundt på de andre konferencedeltagere for at se, om jeg kunne spore vantroen i deres øjne over den endeløse opremsning af titler. Men ingen i salen foretrak en mine og så klappede de endda også, da foredraget endelig var forbi. Jeg klappede ikke. Ikke, fordi jeg ville vise min utilfredsheds med foredragets niveau, men i vantro over, at denne genopførsel af Kejserens nye klæder ikke havde gjort noget indtryk på nogle af de andre deltagere. I 25 langtrukne minutter havde vi hørt den ene artikel nævnt efter den anden – uden nogen som helst form for indhold. Som om benævnelsen af en titel i sig selv skulle være dybt filosofisk. Jeg har læst madopskrifter, som var mere filosofiske og dybsindige end det foredrag! Det var her, hvor jeg havde lyst til at rejse mig og proklamere for salen – ganske ligesom den lille dreng i eventyret: ”Men der var jo ikke noget filosofisk indhold!” Det gjorte jeg dog ikke. Jeg tænkte vist noget i retningen af, at jeg ”maa holde Processionen ud”. Heldigvis viste den lille dreng sig straks efter foredragets slutning i form af en yngre studerende, der straks efter pausens start udbrød højlydt henvendt til mig – ganske uden tanke for volumen af hans stemme og de andre konferencedeltageres nære tilstedeværelse: ”Hvor var det foredrag dog indholdsløst!” Og selvom jeg var fuldkommen enig, så blev jeg vist alligevel lidt rød i hovedet, da jeg jo trods alt ikke mener, at foredragsholderen skulle offentligt ydmyges. Foredraget var jo trods alt pinligt nok i sig selv.

Test: Er du en del af den intellektuelle elite?

Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!

1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:

A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.

2. Du er kun begejstret for underholdning, når:

A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.

3. Du mener, at du:

A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.

4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:

A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.

5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:

A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.

6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:

A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?

7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:

A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.

8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:

A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.

9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:

A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.

10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:

A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).

Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.

Filosofiske anekdoter

(De filosofiske anekdoter er fundet på nettet og oversat af undertegnede.)

En filosofiprofessor kommer ind til hans studerende for at give dem deres endelige eksamensopgave. Han placerer sin stol på bordet foran dem og instruerer dem derefter således: ”Brug alt, hvad I har lært i løbet af semesteret til at bevise, at den her stol IKKE eksisterer.”

Så starter prøven og alle de studerende går i gang med at skrive nogle længere udredninger i forsøget på at bevise, at stolen ikke eksisterer – undtagen en enkelt studerende. Han bruger omkring 30 sekunder på at skrive sit svar og afleverer derefter sin eksamensopgave til alle hans medstuderendes store forundring.

Tiden går og dagen kommer, hvor alle de studerende skal have deres endelige karakter. Her får den studerende, som skrev sin eksamensopgave på 30 sekunder, til alles store overraskelse den højeste karakter.

Hans svar var: Hvilken stol?


Der findes også en anden lignende historie, hvor en filosofistuderende får eksamensspørgsmålet: ”Hvad er mod?”

Herefter skriver den studerende blot: ”Det her” og afleverer opgaven.

Den videnskabelige filosofis overlevelse

Jeg har tidligere i min diskussion af, hvad der kendetegner en filosof konstateret, at filosofi har et dårligt image hos nogle dele af befolkningen. Det tror jeg hovedsagligt skyldes to forskellige former for misbrug af ordet filosofi. Den ene form for misbrug af ordet filosofi kommer fra den intellektuelle eller akademiske verden, hvor filosofi desværre alt for tit bliver brugt til at dække over forskellige former for akademisk eller litterært vrøvl. Altså skal man tro, at den manglende sproglige klarhed i virkeligheden er et udtryk for noget dybt filosofisk. Det er desværre langt fra altid tilfældet, selvom jeg naturligvis ikke vil afvise, at Heidegger skulle være den sidste filosof, som andre filosoffer senere vil skændes om, hvorledes man skal fortolke. Den anden form for misbrug er den almene forståelse af ordet filosofi, hvor ordet filosofi frit kan benyttes til at betegne alt lige fra personlige holdninger til diverse former for handlingsgrundlag og livsanskuelser. Jeg mener ikke, at selve betegnelsen filosofi i sig selv udgør et problem for den generelle forståelse af filosofi, men det gør til gengæld det manglende krav om logisk sammenhæng og rationelle overvejelser for den generelle opfattelse af den akademiske disciplin filosofi. For uden et krav om konsistent og logisk sammenhæng, så får folk hurtigt den forståelse, at den akademiske disciplin filosofi også bare handler om personlige holdninger og dermed også er dybt uvidenskabelig. Og det er vel netop på denne baggrund, at nogen kan få det indtryk, at filosofi er en unødvendig og uvidenskabelig akademisk disciplin.

En mulig løsning af dette problem kunne være, hvis man i højere grad markerede forskellen ved konsekvent at referere til den akademiske fagdisciplin filosofi, som enten akademisk eller videnskabelig filosofi, for netop at tage afstand til den almene forståelse af ordet filosofi. Desværre så kan titlen videnskabelig filosofi jo ikke i sig selv garantere, at filosofien dermed også har et videnskabeligt indhold. Derfor er det også i høj grad op til de nulevende filosoffer at bekæmpe forståelsen af filosofi som værende uvidenskabelig. Hvilket jeg mener, at man kan gøre ved f.eks. at leve op til mine seks krav til en filosof. Men man kan også gøre det gennem en klar og tydelig forskningsformidling til den almene befolkning. I løbet af de sidste par år har mange andre universitetsuddannelser investeret mange penge i at forbedre deres image - både for at tiltrække flere studerende og økonomisk støtte. Det er også relevant for filosofi, hvis man forsat ønsker, at der skal være en filosofisk uddannelse og gives økonomisk støtte til den filosofiske forskning. Nogle gange så er det nødvendigt at reklamere for varen, hvis man gerne vil have den solgt. Filosofi bør aldrig være verdens- eller virkelighedsfjernt og dermed burde det også være muligt at formidle den filosofiske forskning videre til omverden. Jeg vil netop hævde, at enhver form for filosofi som ikke tager udgangspunkt eller højde for virkeligheden virker ligegyldig og overflødig (og sikkert også er uvidenskabelig). Det betyder ikke, at al filosofi nødvendigvis skal være anvendt eller praktisk filosofi, men blot at filosofien skal være videnskabelig og relevant.

En person som har gjort enormt meget for at give filosofi et godt image er filosoffen David Favrholdt. Han har igennem mange år formået at formidle den videnskabelige filosofiske forskning videre til den bredere befolkning og dermed sikre en almen forståelse af filosofi som en spændende og (vigtigst af alt) relevant videnskabelig faglig disciplin. Derfor blev Favrholdt også meget velfortjent medlem af Academia Europaea i 1989, hvis formål jo også netop er at promovere og skabe en større værdsættelse af forskning indenfor forskellige fagområder. Hvis samfundet forsat skal støtte den filosofiske forskning økonomisk, så er det nødvendigt, at man kan formidle forskningsresultaterne videre. For ellers så risikere man, at samfundet (uanset regering) efter et stykke tid ikke længere kan se pointen med at støtte den filosofiske forskning økonomisk. Og det ville da være enormt tragisk, hvis det skete - specielt hvis det ikke var på baggrund af manglende videnskabelige resultater, men på grund af en manglende formidling af dem.

Blogpausen er slut

Egentlig så ville jeg helst ikke skrive dette blogindlæg, da det bare virker som en plat opfordring til at sige tillykke. Men jeg føler, at jeg skylder en forklaring på, hvorfor min blog har ligget stille i det sidste stykke tid. Det har den, fordi mine venner mente, at det var mere relevant for mig at bruge tiden på at skrive mit speciale færdigt end at skrive blogindlæg. De havde en eller anden sjov ide om, at det måske kunne være til min fordel at blive færdig på universitetet. Generelt har de mange mærkelige ideer om, hvad der er bedst for mig. Men nu er jeg så endelig blevet færdig med mit speciale og dermed skulle min blog også gerne blive lidt mere aktiv. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for de mails, som jeg har fået, mens bloggen har ligget stille.

En forklaring af en forskers adfærd

(Den følgende tekst om forskeres adfærd er kreativt udviklet her, men oversat til dansk, forkortet og ændret en smule af undertegnede.)

Mennesker som arbejder med forskning og ingeniørarbejde er ikke ligesom alle andre mennesker. Derfor kan det være meget frustrerende for udenforstående, at skulle forholde sig til dem. Her er det essentielt at kunne forstå deres motivationer. Den følgende analyse skulle gerne fortælle dig alt, som du har brug for at vide, når du skal forstå en forskers adfærd. Forskernes vaner og adfærd er blevet observeret lidt på samme måde, som Jane Goodall har studeret chimpanser – dog uden at skulle rense deres pels.

1. Forsker identificerings værktøj: Videnskab er efterhånden så trendy, at alle gerne vil være forskere og derfor bliver ordet ”forsker” også brugt alt for ofte. Hvis nogen i dit liv prøver på at udgive sig for at være forsker, så kan du give ham eller hende den følgende test:

Du går ind i et værelse og opdager, at et billede hænger skævt på væggen. Du...

A. Retter det.
B. Ignorer det.
C. Køber et CAD system og bruger de næste 6 måneder på at designe et soldrevet, selvjusterende billede, mens du ofte højt udtaler, at ham der opfandt sømmet var en idiot.

Det korrekte svar er “C”, men der kan også gives en vis kredit til enhver, som svarer: ”det afhænger af...”.

2. Sociale evner: Forskere har nogle helt andre mål, når det handler om social interaktion.

“Normale” mennesker forventer, at de kan opnå flere urealistiske ting ved social interaktion:
- Stimulerende og tankeprovokerende samtale.
- Vigtige sociale kontakter.
- En følelse af kontakt og sammenhold med andre mennesker.

I modsætning til ”normale” mennesker, så har forskere rationelle formål med social interaktion:
- At få det overstået, så hurtigt som muligt.
- Undgå at blive inviteret til noget ubehageligt.
- Vise deres mentale overlegenhed og hvor meget de ved om alt.

3. Fascination af gadgets:

Ifølge forskere, så kan alt i universet placeres indenfor disse to kategorier:
1. Ting, som burde repareres/forbedres.
2. Ting, som skal repareres/forbedres, efter at du har leget med dem i nogle få minutter.

Forskere kan godt lide at løse problemer. Og hvis der ikke findes nogen aktuelle problemer, så skaber de bare deres egne problemer. ”Normale” mennesker forstår ikke dette koncept, de tror, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er det heller ikke nødvendigt at reparere det. Hvorimod forskere mener, at hvis noget ikke er gået i stykker, så har det bare ikke nok features endnu.

Ingen forsker kigger på en TV remotekontrol uden at tænke på, hvad der skulle til, for at lave den om til en strømpistol. Og ingen forsker tager et bad uden at tænke over, hvorvidt en form for teflon belægning kunne gøre badet helt unødvendigt. For forskeren er verden en legetøjskasse fyldt med sub-optimeret legetøj med alt for få features.

4. Mode og udseende: Tøj har den laveste prioritet for forskere. De antager, at så længe man blot har det rette niveau af temperatur og fugtighed, så må beklædningen også være i orden. Hvis ingen vedhæng fryser eller klistrer sammen og hvis ingen kønsdele eller brystkirtler svinger rundt helt synligt, så må målet med beklædning være opnået.

5. Kærligheden til “Star Trek”: Forskere elsker alle Star Trek shows og film. Her bliver forskerne på USS Enterprise fremstillet som helte, der til tider har sex med aliens. Det virker meget mere glamourøst end en rigtig forskers liv, som for det meste består af at gemme sig fra universet og have sex uden deltagelse af andre livsformer.

6. Dating og det sociale liv: Dating er aldrig let for en forsker. En "normal" person vil bruge flere forskellige indirekte og før sete metoder til at skabe et falsk indtryk af at være tiltrækkende. Men forskere er helt ude af stand til at sætte udseende før funktionalitet. Men heldigvis, så har forskerne et es i ærmet. En forsker bliver nemlig overalt anset som fremragende materiale for et ægteskab: intelligent, troværdig, fast arbejde, ærlig og handy i huset. Selvom det er sandt, at de fleste ”normale” mennesker ikke foretrækker at date forskere, så har mange normale mennesker til gengæld en stor lyst til at reproducere sig selv med dem – så de kan producere forsker-lignende børn som vil have højtbetalte jobs, langt før de mister deres mødom.

Mandlige forskere når deres seksuelle tiltræknings højdepunkt senere end ”normale” mænd, hvor de bliver fuldkommen erotisk uimodståelige omkring midten af 30’erne og frem til slutningen af 40’erne. Bare se på disse eksempler på seksuelt uimodståelige mænd i deres tekniske professioner:
- Bill Gates
- MacGyver

Kvindelige forskere er fuldkommen uimodståelige lige fra de bliver skabt til omkring 30 minutter efter deres kliniske død. Længere, hvis det er en varm dag.

7. Koncentrationsevner: Hvis der er et træk som definerer en forsker, så er det evner til at koncentrere sig om et emne, så det udelukker fokus fra alt andet i miljøet omkring forskeren. Det gør, at forskere nogle gange fejlagtigt bliver antaget for at være døde. Nogle begravelseshjem har ligefrem indført et rutinemæssigt tjek specielt for forskere, inden at de brænder ligene.

8. Risiko: Forskere hader risiko og derfor vil de også gerne prøve på at eliminere enhver form for risiko. Og det er meget forståeligt, for når en forsker begår en fejl, så blæser medierne det altid op til at være en kæmpe skandale.

Eksempler på dårlig presse for forskere er:
- Hindenburg
- Challenger (rumfærgen)
- Hubble Rumteleskopet
- Apollo 13
- Titanic
- Ford Pinto

Kalkulationen af risiko versus belønning ser nogenlunde sådan ud:

Risiko: Offentlig ydmygelse og døden for flere tusind uskyldige mennesker.
Belønning: Et papir med anerkendelsen i en flot plastik ramme.

Som et praktisk menneske, så vurderer forskerne balancen mellem risiko og belønning og konkluderer, at risikoen ikke er en god ting. Den bedste måde at undgå en potententiel risiko er, ved at rådgive om, at enhver form for aktivitet er teknisk umulig af årsager, som er alt for komplicerede til at forklare. Hvis det ikke er nok til at standse projektet, så kan forskeren altid bruge sin anden typiske kommentar: ”Det er teknisk muligt, men det vil koste ALT for meget”.

9. Ego: Den hurtigste måde at få en forsker til at løse et problem på, det er ved at erklære, at problemet er uløseligt. Ingen forsker kan gå væk fra et uløseligt problem, før det er løst. Ingen sygdom eller distraktion kan få forskeren væk fra sagen. Sådanne videnskabelige udfordringer kan hurtigt blive til en personlig kamp mellem forskeren og naturens love.

Forskere undværer gerne både mad og hygiejne i flere dage for at løse et problem (nogen gange glemmer de det bare). Og når det lykkes dem at løse problemet, så oplever de ofte et egorush, som er bedre end sex - også den slags sex som involverer andre mennesker.

Intet er mere truende for en forsker end forslaget om, at en anden forsker muligvis har større eller bedre evner på deres område. Denne viden bruger ”normale” mennesker nogen gange også til at få forskeren til at lave endnu mere arbejde.

Når en forsker siger, at noget ikke kan laves (kodeord for, at det ikke er sjovt at lave) så har nogen kloge ”normale” mennesker lært at kigge på forskeren med det helt rette blik fyldt med både medlidenhed og medfølelse, mens de siger noget a la: ”Jeg spørger bare (indsæt selv passende navn), om hun/han ikke kan løse problemet. Hun/Han plejer jo at vide, hvordan man løser de svære problemer.” Det er her en god ide, at den “normale” person ikke står imellem forskeren og det videnskabelige problem, da det ofte vil svare til, at man stiller sig imellem en udhungret kamphund og dens kødben.

Om at have det rette perspektiv

Jeg har lige fundet (endnu) et brev på nettet. Brevet er fra en pige til hendes forældre, hvor hun fortæller om, hvad der er sket, siden hun begyndte på college. Der er sket en del... men brevet er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge retorik til at ændre på andres menneskers forventninger og perspektiv.

Dear Mother and Dad,

It has now been three months, since I left for college. I have been remiss in writing and I am very sorry for the thoughtlessness in not having written before. I will bring you up-to-date now, but before you read on, please sit down. You are not going to read any further, unless you are sitting down. Okay?

Well, I am getting along pretty well now. The skull fracture and the concussion I got, when I jumped out of the window of my dormitory, when it caught fire shortly after my arrival are pretty well healed now. I only spent two weeks in the hospital, and now I can see almost normally and only get those sick headaches once a day. Fortunately, the fire in the dormitory and my jump were witnessed by an attendant at the gas station near the dorm, and he was the one who called the Fire Department and the ambulance.

He also visited me in the hospital and since I had nowhere to live, because of the burnt out dormitory, he was kind enough to invite me to share his apartment with him. It’s really a basement room, but it’s kind of cute. He is a very fine boy and we have fallen deeply in love and are planning to get married. We haven't set the exact date yet, but it will be before my pregnancy begins to show.

Yes, Mother and Dad, I am pregnant. I know how much you are looking forward to being grandparents and I know you will welcome the baby and give it the same love and devotion and tender care, that you gave me, when I was a child.

The reason for the delay in our marriage is, that my boyfriend has some minor infection, which prevents us from passing the pre-marital blood test and I carelessly caught it from him. This will clear up with the penicillin injections, that I am taking daily. I know you will welcome him into the family with open arms. He is kind and although not well educated - he is ambitious. I am sure, that you will love him as much as I do. His family background is good too, for I am told that his father is an important engineer for the sanitation department, that he works for. Although they say, that he runs his office from his truck.

Now that I have brought you up-to-date, folks, I want to tell you, that there was NO dormitory fire, I did not have a concussion or a skull fracture, I was not in the hospital, I am not pregnant, I am not engaged and I do not have syphilis. However, I am getting a "D" in history and an "F" in science, and I wanted you to see those marks in the proper perspective.

Your loving daughter

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Min specialekontrakt

Efter en del diskussion, så har min søde vejleder og jeg endelig fundet frem til en dag, hvor vi vist begge to har tid til at skrive en specialekontrakt. Og dermed skulle jeg også gerne have en deadline for mit speciale (på næste fredag). Det er en begivenhed, som min nærmeste omgangskreds har ventet meget utålmodigt på af to årsager. For det første, fordi de er MEGET trætte af at høre om universitetet. Hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ikke, at jeg taler så meget om universitetet i forhold til så mange andre ting. For det andet, så mener de vist også dybest set, at det bedste for mig vil være, at jeg kommer så hurtigt væk fra universitetet som overhovedet muligt. Hvilket jeg heller ikke forstår, for jeg er faktisk meget glad for universitetet på trods af diverse forhold. Men det mener de tydeligvis ikke, at jeg bør være. De mener til gengæld, at jeg vil kunne forstå dem, når jeg først er kommet væk fra universitetet, for flere af dem har selv taget en universitetsuddannelse. Så derfor vil det helt sikkert også glæde dem, at jeg nu får en deadline for mit speciale.

Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.

Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?

10 gode måder at forsinke sit speciale på

10. Få nogle venner som mener, at universitetet egentlig bare er spild af tid. De har muligvis en vis respekt for selve din uddannelse. Men ellers mener de, at du kunne have brugt din tid meget bedre ved f.eks. at backpacke gennem Europa, dykke med hajer og pilerokker ved Great Barrier Reef, bo hos en afrikansk stamme, trekke gennem den sydamerikanske jungle end bare at spilde tiden (og livet) på at læse gamle støvede bøger. Derfor vil de naturligvis også gerne støtte dig i dine bestræbelser på, ikke at bruge mere end højst nødvendig tid på dit speciale. Generelt er det også godt, at have en stor omgangskreds, for jo større den er, jo lettere er det også at finde på nogle aktiviteter, som intet har at gøre med ens speciale.

9. Forbliv single. Der er ikke noget mindre distraherende for ens specialeskrivning end et fast og godt parforhold. Derfor bør man helst undgå under den slags parforhold under ens specialeskrivning, da det simpelthen giver for meget stabilitet og ro. Derimod så er der meget som taler for singlelivet, da singlelivet tit kan medføre den helt rette form for uro, manglende fokus og mange forskellige former for aktiviteter, som kan hjælpe dig med at få dit fokus væk fra specialeskrivningen.

8. Få en blog. Da du jo hele tiden oplever noget nyt og tænker noget nyt, så kan du også hele tiden skrive noget nyt. Og dermed skulle der jo også være banet vej for, at man kan bruge uendelig meget tid på sin blog – frem for på ens speciale. Men man kan også finde andre fede blogs og kommenterer på dem. Her er det også en god ide at skabe en vis form for engagement og det gør man bedst ved at skabe nogle store diskussioner uden nogen umiddelbar let løsning. Og jo større diskussioner som du kan rode dig ud i, jo mere tid kræver det også - væk fra dit speciale. Vær dog opmærksom på, at din omgangskreds muligvis vil opdage denne taktik (da din blog jo er tilgængelig på nettet) og prøve på at tale dig fra at bruge metoden.

7. Få et kæledyr. Egentlig er den bedste løsning at få et barn, for der findes ikke noget i verden som kræver mere opmærksomhed, tid eller arbejde end et barn. Men desværre så tager et barn jo flere måneder at lave (færdigt) og derfor vil det i sidste ende også være meget lettere (specielt for mændene) bare at anskaffe sig et kæledyr. For et kæledyr det kan du jo få i morgen! Her skal man naturligvis ikke vælge et kedeligt kæledyr som f.eks. fisk (hvis det overhovedet kan betegnes som et kæledyr?). For fisk kræver alt for lidt arbejde og engagement. Selvom du selvfølgelig skal rense akvariet, skifte vand osv. regelmæssigt, så bliver du hurtigt træt af at se på fiskene og ulempen ved fisk er, at de ikke har nogen form for evne til konstant at kræve din opmærksomhed. Her er en hund klart at foretrække. Den skal nok prøve på konstant at få din opmærksomhed, da den jo konstant har brug for mad, lange gåture, at lege og generelt et højt niveau af opmærksomhed. Og så evner de fleste hunde også direkte at kræve din opmærksomhed ved enten at pive eller skubbe til dig, hvis dit opmærksomhedsniveau skulle blive for lavt i et stykke tid. Altså er en hund med andre ord som skabt til at forsinke dit speciale.

6. Anskaf dig nogle spil. Det er en af de mest almindelige og mest udbredte måder at bruge unødvendigt meget tid på noget andet end ens arbejde. Og derfor kan man også sagtens med fordel bruge denne metode på sit speciale. Der er mange forskellige muligheder og mange forskellige genrer spil, men skal man naturligvis finde lige den genre, som kan optage én mest muligt. Når du først er blevet fanget af et bestemt spils univers, så kan du også hurtigt finde andre ligesindede over nettet. Den moderne teknik tillader jo også, at man (f.eks. over Xbox 360 via headset) kan tale med ens medspillere (og nogle gange også ens modstandere). Og her kan man også sagtens møde andre specialestuderende fra hele verden og dermed kan man også få nogle internationale erfaringer omkring, hvordan man bedst forsinker ens speciale.

5. Find en elendig vejleder. Der findes masser af succeshistorier om, hvordan folk næsten har droppet ud af universitetet pga. at de havde en elendig specialevejleder. Det kan også blive dig! Men først må du identificere følgende træk hos din potentielle vejleder: arrogant, ligeglad med alle andre, manglende interesse for dit emneområde, ekstreme og alternative måder at se verden på, selvhøjtidelig, unikke holdninger som ingen andre har (eller kunne drømme om at have), manglende tålmodighed, manglende kendskab til de gældende regler, stædig, manglende pædagogiske evner (eller endnu bedre manglende forståelse af andre mennesker) og en manglende evne til at overholde aftaler. Derudover er det også godt, hvis din potentielle vejleder dybest set ser vejledning som et unødvendigt onde påtvunget af universitetet og mener, at vejledning egentlig bare er et spild af den pågældendes tid og talenter. Når du har fundet de egenskaber, så ved du, at du har fundet den perfekte elendige vejleder.

4. Skab nogle problemer. Specialeskrivningen kan hurtigt blive meget en målrettet og forudsigelig proces og dermed ender du hurtigt i den situation, hvor du har skrevet specialet færdigt. For at undgå dette problem, så er det yderst vigtigt at skabe sig nogle problemer undervejs. Og mere generelt kan man også sige, at livet er ret kedeligt, hvis der ikke sker noget nyt og spændende. Så skab nogle problemer for dig selv, så du ligesom kan få fjernet fokus fra dit speciale. Jo flere problemer du skaber, jo mindre fokus har du også på dit speciale. De mest omfattende problemer, som man let kan skabe for sig selv, det er dem, som involverer andre mennesker, men som man ikke umiddelbart bare kan diskutere det pågældende problem med eller som man har den fjerneste ide om, hvordan vil reagere på den pågældende problematiske situation. Det er også godt at skabe nogle problemer, hvor konsekvenserne er fuldkommen umulige at forudsige, for det giver virkelig én noget at tænke over og dermed glemmer man også hurtigt alt om ens speciale.

3. Indse, at din uddannelse har haft en alt for overfladisk gennemgang af stoffet. Da din uddannelse helt sikkert ikke har gået i dybden med alle de eksisterende teorier, ismer, retninger, tidsaldre, perspektiver, undersøgelser, markante personer eller væsentlige bøger, så er det nu ALENE op til dig, at få sat dig selv grundigt ind i stoffet, så du virkelig kan kalde dig selv akademiker, når du engang (om forhåbentlig mange år) bliver færdigt med dit speciale. For man kan jo ikke komme ud fra universitetet med en uddannelse i et bestemt område - uden at vide ALT om det pågældende område eller uden at have læst ALLE de væsentlige værker på området. Du har sikkert også allerede nogle udmærkede grundbøger med de forskellige teorier, perspektiver, genre osv. og dem kan du så bruge som en slags læseplan for, hvilke bøger du bliver NØD til at læse, FØR at du overhovedet kan gå i gang med dit speciale! Her kan det også anbefales at tage med til konferencer, da du her kan lære en masse mennesker at kende med de samme interesser og med et højt fagligt niveau. På den måde kan du nemlig hurtigt danne dig et højt niveau at stræbe efter og samtidig også glemme alt om dit speciales emneområde.

2. Overbevis dig selv om, at dit speciale skal være det mest gennemførte og grundige som nogensinde er skrevet på det pågældende område. Derfor må du som et minimum også læse alle de relevante teorier og vinkler på dit område. For selvom at de givne teorier muligvis ikke kan bruges til noget i selve dit speciale, så er det jo vigtigt, at du kender til dem. Prøv at forstil dig, hvis nogen spurgte dig om en teori, som du aldrig havde hørt om og du netop havde sagt til vedkommende, at du havde skrevet et speciale om det pågældende område! Det ville virkelig være en pinlig situation! For at dit speciale kan blive det mest grundige nogensinde, så er det også virkelig vigtigt, at du anskaffer dig alle de bøger, som nogensinde er skrevet om det pågældende område. Her vil nogen måske hævde, at det er umuligt at anskaffe eller læse alle de pågældende bøger. Men nej, det kan sagtens lade sig gøre, hvis man virkelig vil. Her står staten endda også klar til at hjælpe dig, for det er jo hele pointen med bibliotek.dk! Her er det også en god ide fastholde, at man skal have ALLE de relevante bøger med i sit speciale - også dem som ellers er fuldkommen umulige at anskaffe. For de tager tit minimum et halvt år at anskaffe - uanset om anskaffelsen så foregår over et universitetsbibliotek, bibliotek.dk eller fra deres respektive forlag. Så her er det virkelig en fordel at have et godt overblik over, hvad der er skrevet på det pågældende emneområde.

1. Få et studierelevant job. Helst et som er så studierelevant som overhovedet muligt. Det bedste er, hvis studiejobbet nærmer sig dit drømmejob, for derved er studiejobbet jo næsten vigtigere end dit speciale. Studiejobbet skal også helst være på så mange timer som overhovedet muligt. Faktisk må det gerne nærme sig et deltidsjob eller have endnu flere timer. Det må også gerne være yderst krævende, for ellers bliver du jo bare alt for hurtigt bekendt med rutinerne. Det er også godt, hvis dine kollegaer har et meget højt fagligt niveau og gerne også på mange forskellige områder. For jo mere dit studiejob kræver af dig, jo mindre tid og energi har du jo også til specialet. Og hvis du virkelig vil have stress og dermed få fokus væk fra specialet, så sørg for at få en ansættelsessamtale med den øverste ledelse (som ingen af dine kollegaer normalt taler med) så de kan give dig en løs aftale om en fuldtidsstilling bagefter, HVIS du altså klarer studiejobbet godt og HVIS du altså bliver færdig med dit speciale på et bestemt tidspunkt.

Hvis disse råd (stik mod forventning) ikke skulle forsinke dit speciale, så har de i hvert fald gjort processen meget hårdere og meget mere stressende. Men nogle gange må man jo acceptere, at man ikke kan styre 100 %, hvordan livet eller ens speciale former sig. Men at blive færdig med sit speciale, det er jo heller ikke nødvendigvis det værste, som der kan ske. Og desuden så er der jo også stadig masser af mulighed for selv at udtænke nogle strategier til, hvordan du kan forsinke dit speciale. For der findes virkelig uendelig mange muligheder, når det handler om måder, som man kan forsinke sit speciale på. Så det er bare at komme i gang - altså med at tænke kreativt.

Søren Kierkegaard og hans betydning for filosofi

For en del år siden spurgte jeg min (ellers gode) underviser i filosofihistorie om, hvorfor vi ikke skulle gennemgå Søren Kierkegaard i undervisningen. Svaret på det var, at Kierkegaard ikke var relevant nok for filosofihistorien. Dette svar var efter fleres mening ikke specielt tilfredsstillende, men jeg gad ikke at stille yderligere spørgsmål, for jeg kendte allerede godt svaret. Og det skyldes, at mange ”bare” opfatter Søren Kierkegaard som en religionsfilosof. Selv dem, som har læst meget af Kierkegaard (og derved godt ved, at Kierkegaards filosofi handler om meget mere end religion) hævder tit dette. Og selvom at Kierkegaard muligvis også er meget relevant for forskellige religionsspørgsmål, så rummer hans filosofi altså også mange andre væsentlige aspekter. Og disse aspekter er efter min mening MEGET mere relevante og væsentlige for hans betydning som filosof. Og derfor er det simpelthen også bare så irriterende, at man aldrig taler om Kierkegaards filosofi, andet end når man skal diskutere spørgsmål som religion eller Guds eksistens.

Jeg er selv meget glad for Søren Kierkegaard og hans filosofi. Men denne begejstring for Søren Kierkegaard har intet at gøre med hans religionsfilosofi. Hvilket måske er overraskende for nogen. Nej, det er områder som livsfilosofi og etik som jeg finder væsentlige. Men her er der uden tvivl også nogen, som vil hævde, at man ikke kan diskutere Kierkegaards etik eller livsfilosofi uden at diskutere hans religionsfilosofi. Men det mener jeg ganske enkelt er forkert. Det kan man sagtens. Man diskuterer jo heller ikke, hvorfor Albert Einstein ledte efter de vises sten, når man diskuterer relativitetsteorien. Ligeledes må man også kunne diskutere Kierkegaards filosofi uden at skulle diskutere guds eksistens eller hvilken rolle religion skal have. Men det er helt sikkert tanker som disse, som gør, at man i dag stadig ikke vil anerkende Søren Kierkegaard som den store filosof, som han ellers var og stadig er gennem sine værker. (Selvom man måske heller ikke helt kan afvise jantelovens betydning.) Jeg mener helt bestemt, at Søren Kierkegaard skal og bør indgå i den grundliggende filosofihistorie-undervisning. Faktisk kan man også stille spørgsmålstegn ved, om der ikke også burde være et helt separat fag i dansk filosofihistorie. Men uanset hvad, så mener jeg, at man som et minimum i hvert fald bør have læst Søren Kierkegaard, når man har taget en dansk universitetsuddannelse i filosofi.

Selvom Søren Kierkegaard øjensynlig ikke har den store brede opbakning i det danske filosofiske universitetsmiljø. Så er der mange andre steder, hvor man sagtens kan få øje på hans betydning som filosof. For det første har Kierkegaards filosofi jo altid været meget populær i den bredere befolkning. Igen et punkt som sikkert ikke ligefrem har fremmet Kierkegaards position som en stor tænker i de mere intellektuelle kredse. Men i andre akademiske miljøer rundt omkring ser man helt anderledes på Kierkegaard, hvor man både anerkender hans filosofi og hans betydning som filosof. Dette gælder f.eks. på mange af de tyske og amerikanske universiteters afdelinger for filosofi. Og derfor foregår noget af den mest væsentlige filosofiske forskning indenfor Kierkegaard for tiden - ikke i Danmark som man måske skulle tro - men i USA. Og her bliver der langt fra kun fokuseret ensidigt på hans forståelse af gud og religion.

Det perfekte foredrag - Raymond Geuss

Jeg var til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) som jeg vist allerede har nævnt et par gange før (hvilket skyldes min store entusiasme). Men her var den absolutte hovedtaler Raymond Geuss. Raymond Geuss er proffessor i filosofi på Cambridge University (hvor blandt andet Simon Blackburn også holder til) men han har også tidligere været ansat på andre universiteter som f.eks. Freiburg, Heidelberg, Chicago og Princeton. Geuss var annonceret til at skulle holde et foredrag med titlen: A Vision From the Left: Adorno and Negative Dialectics. Umiddelbart var jeg ikke specielt henrykt over hans foredrags titel, da jeg personligt hellere ville høre om selve problematikken med mening og betydning. For selve konferencens tema var jo netop tabet og genskabelsen af mening i det 20. århundrede. Her må jeg hellere påpege, at jeg ikke har læst særlig meget om Theodor Adorno (men det må jeg jo gøre snarest muligt, selvom jeg efterhånden har en del projekter - udover mit speciale og mit studiejob.) Men jeg frygtede ærlig talt, ud fra min sparsomme viden om Adorno, at foredraget bare skulle handle om mening i forhold til Adornos æstetik eller Adornos menneskeforståelse.

Men jeg tog fejl. Heldigvis. Raymond Geuss foredrag var fantastisk. Jeg kan desværre ikke BARE gengive, hvad han sagde, for det ville kræve, at jeg besad hans evner. Og det gør jeg bestemt ikke. Men måske kan jeg få det skrevet ned, så jeg engang kan. Men jeg kan fortælle om, hvor meget Raymond Geuss formåede at få med i sit foredrag - som heldigvis handlede mere om Geuss forståelse af mening og betydning end Adornos. For det første begyndte han med en definition af selve problematikken, nemlig af hvad mening eller mangel på mening har af betydning for mennesket og menneskets selvforståelse. Derefter gav han en definition af, hvad mening og betydning er i forskellige sammenhæng. Og her talte han hverken udenom eller gjorte nogle anstrengelser for at forsimple problematikken - han fremlagde bare hele den meget svære og problematiske diskussion med nogle ganske få eksempler og forbløffende få ord. Jeg tror, at jeg allerede var dybt imponeret over mandens evner og viden efter de første to minutter af hans foredrag. Det var svært ikke at smile stort, for manden besad jo ganske givet en meget stor og imponerende viden om filosofi. Når folk har sådan et fantastisk overblik - ikke ”bare” over filosofiske værker og filosofiske problematikker - men over alle de komplicerede aspekter af et af de måske største filosofiske problemer, så vidner det altså også om en meget fænomenal viden. Netop området med mening og betydning har jeg brugt mange år på at læse om. Og Geuss formåede - i hans knap time lange foredrag - at få alle væsentlige aspekter med uden at gøre dem mindre nuancerede. Derudover kom han også med flere pointer, som jeg faktisk aldrig har tænkt på før. Meget fascinerende!

Men han kom ikke ”bare” med en fantastisk redegørelse af hele det filosofiske problem omkring mening og betydning. Han kom også med en lang række synspunkter (naturligvis baseret på en rimelig argumentation) som netop er afgørende for, at man overhovedet kan komme til bunds i diskussionen af, hvad mening og betydning er. Men det der desværre tit sker, når man diskuterer et filosofisk problem, det er, at folk ikke tør melde ud, hvor de står i debatten. (Hvilket vel skyldes, at folk tit frygter den kritik (sagde nogen, at fremstå dum) eller debat som naturligt bør opstå af modstridende synspunkter, men det er jo samtidig (paradoksalt) også den eneste måde, at man kan blive klogere eller bedre til at argumentere på.) Men det var han bestemt ikke bange for. Han gav et svar på mange af de mest væsentlige filosofiske spørgsmål - som ellers er højst filosofisk kontroversielle, da der langt fra hersker nogen enighed på områderne. F.eks. gav han et svar på følgende filosofiske spørgsmål:

Hvordan erkender mennesket verden og sig selv?

Hvordan kan mennesket have et sikkert grundlag for erkendelse og videnskab?

Hvilket forhold er der mellem menneskets krop og sjæl?

Har mennesket en fri vilje?

Hvilken erkendelsesmæssig status har æstetik og hvilken betydning har æstetik?

Hvordan kan man erkendelsesteoretisk begrunde moral og etik?

Hvad er lykke?

Hvad er mening og betydning uafhængigt af mennesket?

Hvad er meningen med livet?

Alle disse spørgsmål fik han besvaret i løbet af sit foredrag. Jeg har aldrig hørt noget lignende og jeg har ellers haft min del af geniale undervisere og hørt mange fantastiske foredrag, men Raymond Geuss’ var alligevel et af de bedste. Udover at han havde et fantastisk stort og dybt indhold, så havde han også en meget imponerende retorik. Det var virkelig en meget imponerende og fantastisk oplevelse. Og tænk, at jeg fik denne oplevelse næsten gratis. De bedste ting i livet er faktisk tit gratis - mærkeligt nok! Ikke at konferencen VAR gratis. Nej, det var vist en dyr konference, men min plads blev heldigvis betalt af Københavns Universitet - og tusind tak for det!

Hvilken succes

Min uddannelse er en succes. Ja, nu mener jeg altså ikke min egen uddannelse, men selve uddannelsen i sig selv. For nogle måneder siden begyndte jeg at lave min egen helt uofficielle undersøgelse af, hvor mange på min årgang der egentlig havde fået en uddannelse eller var på vej til at få det. Det var faktisk rimelig let at få et vist videnskabeligt niveau af min undersøgelse, da jeg nemt kunne skaffe både nogle årsopgørelser over dem som er blevet færdige og så en liste over de nuværende studerende. Samtidig rendte jeg også ind i en tidligere medstuderende til en konference, som jeg senere brugte en eftermiddag sammen med for at genopfriske gamle minder og snakke om tiden der var gået siden sidst. Samtidig kunne vi jo også lige sammenligne vores viden omkring, hvem der droppede ud, hvem der skiftede studie og hvor nogle helt andre egentlig blev af. Tilsammen havde vi faktisk en meget god viden om stort set alle (som vi kunne huske i hvert fald). Men han fortalte mig også om en intern undersøgelse, som viste at vores uddannelse er en succes, for selvom folk bruger lang tid på deres studie, så bliver de fleste faktisk færdige på et tidspunkt. Min egen undersøgelse af min egen årgang viste, AT (trommehvirvel) hele 6 studerende fra min årgang nu har en universitetsuddannelse. Derudover viste det sig også, med hjælp fra både optegnelserne og min tidligere medstuderende, at hele 6 studerende med rimelig stor sikkerhed er ved at skrive speciale (hvoraf jeg er en af dem). Det vil altså sige, at der ud af mine tidligere 80 medstuderende er hele 12 mennesker der (forhåbentlig om nogle år) har fået en universitetsuddannelse! Det er da virkelig en succes som ikke er til at tage fejl af!

Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder

En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”

Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.

I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.

Om farver i forhold til filosofi og det intellektuelle

Dengang da jeg oprettede min blog, der tænkte jeg lidt over, hvilke farver jeg skulle vælge. Selvom farvevalget måske umiddelbart kan virke ligegyldigt, så har det nok alligevel en vis betydning for, hvad folk tænker sådan umiddelbart, når de kommer ind på ens blog. Folk associerer jo forskellige ting ud fra forskellige farver. Hvis man gerne vil fremstå seriøs (sagde nogen akademisk og intellektuel?) så kan man jo f.eks. bruge nogle jordfarver som sort, brun, grå og blå. Farverne skal naturligvis være i afdæmpede og matte farver, da enhver form for farvestrålende symbolik hurtigt kan føre til, at siden bliver opfattet som useriøs. Og så kunne det jo være, at de seriøse intellektuelle klikkede væk fra siden igen. Jeg har nævnt det før, men jeg fremhæver det gerne igen - man kan ikke både være positiv (med farver) og samtidig fremstå intellektuel og seriøs. Det kan ikke lade sig gøre, det er umuligt. Det er bevist igen og igen.

Jeg har naturligvis også udvalgt farverne på min blog efter mange seriøse og hårde overvejelser. Jeg har faktisk også prøvet at give min blog nogle farver, så den fremstod både seriøs og intellektuel. Men min blog følte sig slet ikke tilpas i de farver, den følte sig både hæmmet og samtidig så den også meget trist ud. Så prøvede jeg det modsatte, at give den en masse forskellige farver, men så lignede den mest af alt en farveeksplosion (ja, jeg ved godt, at nogle mener, at jeg måske aldrig kom helt væk fra det koncept). Men til sidst fandt jeg nogle passende farver. Farverne på min blog blev nok hovedsageligt valgt ud fra følgende tanker. Farverne skal ikke være for kedelige, jeg skal selv kunne lide dem og så må de for alt i verden ikke give det indtryk, at jeg selv tror, at jeg er super intellektuel eller at bloggen har et super seriøst indhold.

Men det som virkelig kan undre og forbløffe mig, det er, hvorfor Filosofi på Københavns Universitets også har valgt stort set de samme farver på deres side!?! Prøv bare at se her. Hvordan gik det lige til? Hvilken kommunikationsrådgiver har mon anbefalet dem det? Betyder det så, at jeg også er med på moden? Eller har jeg taget fejl af noget? Måske er det en ny farvemode indenfor den intellektuelle verden, som jeg på en eller anden måde har været på forkant med, som gør op med tidligere tiders betoning af jordfarver. Betyder det så, at der ikke længere er lighedstegn mellem intellektuel og jordfarver? Det virker næsten også som om, at man har prøvet på at fremhæve de lyserøde og lyseblå farver i selve billedet af den athenske skole med Aristoteles og Platon (af Raphael) hvor de lyserøde og lyseblå farver jo nærmest lyser op. Sådan ser billedet altså ikke altid ud, bare se her. Hvorfor har man mon valgt at fremhæve netop disse farver? Måske hænget valget af farverne lyserød og lyseblå alligevel sammen med filosofi på en eller anden måde, som jeg altså bare ikke er bevidst om endnu!

Konference : Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century

En yderst spændende konference om tabet af mening i kunst, politik og filosofi i begyndelsen af det 20. århundrede. Der er mange spændende historikere og filosoffer fra både Danmark, Tyskland, Italien og England. Konferencen er åben for alle, men tilmeld dig ved at skrive til Nina Borum på ninabo@gmail.com.

Arrangør: Saxo Institut, Europe in Transition, Københavns Universitet.

Lørdag og søndag, d. 2. & 3. februar, kl. 9.00-16.00, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.

Se program her.