Ondskab på højeste niveau

Forleden bragte Berlingske historien om Michael Oxhøjs opvækst i det velhavende Charlottenlund i en stor dyr villa med to højtuddannede forældre. Bag den flotte og blankpolerede facade var der desværre en meget dyster bagside, da Michaels opvækst primært har bestået utallige psykiske overgreb og fysisk vold - uden at nogen voksne greb ind og stoppede overgrebene. Stedmoren og faderen kunne let bortforklare drengens beretninger som løgn og overdrivelser og dermed stillede kommunen ikke flere spørgsmål. Gad vide, hvornår socialrådgiverne har fået forvekslet velhavende med gode forældre? Og hvorfor lytter de ikke til barnets forklaring? Jeg er virkelig rystet i min grundvold, når jeg læser om Michaels fars og stedmors overgreb på hans blog Fra Offer – Til menneske. Det rystende. Det er svært at finde ord for og beskrive, hvor horrible, grænseoverskridende og gennemført ondskabsfulde overgrebene har været. Jeg vil ikke forsøge at gengive dem på min egen blog, men blot opfordre jer til at læse hans egen beskrivelse af overgrebene på hans blog. Jeg foretrækker generelt at tale om manglende empatiske evner, egoisme og psykisk sygdom. Jeg bruger sjældent ordet ondskab. Det forekommer dog uden tvivl som det mest passende ord, når man har læst Michaels beretning. Det er ikke bare umoralsk eller forkert - det er gennemført ondskabsfuldt. Det er fuldkommen utilgiveligt, at man kan finde på at udsætte et forsvarsløst barn overfor så grov vold, ydmygelse og manipulation.

Den amerikanske psykiater Morgan Scott Peck beskriver også i sin bog ”People of the Lie”, hvorledes ondskab tit er en form for selvretfærdighed rettet mod specifikke uskyldige ofte - ofte børn eller andre personer i relativt magtesløse positioner. Michaels beskrivelse af stedmoderens adfærd passer meget godt på Pecks indikatorer for ondskab:

• Er ikke er i stand til at se det fra offeret synspunkt.
• Er konsekvent i sine synder. Onde mennesker defineres ikke så meget af størrelsen af deres synder, men ved deres konsistens af destruktivitet.
• Psykologisk projekterer sin egen ondskab på specifikke mål/syndebukke, mens behandlingen af alle andre er normal.
• Opretholder generelt en høj standard og lyver for at overbevise omgivelserne om dette.
• Følelsesmæssig misbrug gennem gennemførelsen af egen vilje på andre ved åbenlys eller skjult tvang.
• Et konsekvent selvbedrag med den hensigt at undgå skyld og opretholde et selvbillede af perfektion.
• Bedrager andre som en konsekvens af deres eget selvbedrag.

Stedmoderens bedre behandling af hendes eget barn er naturligvis også bare med til at understrege den skadelige effekt af manipulationen - selvom det mest skadelige aspekt uden tvivl er den biologiske fars manglende indgriben. Det er skræmmende, at nogen kan finde på at misbruge deres position som forældre og deres overmagt i den grad. Den filosofiske diskussion af, hvorvidt brugen af ordet ondskab skulle udelukke gode gerninger virker også fuldkommen misforstået og forkert, når man ser den i lyset af Michaels beretning. Selvfølgelig er det muligt, at stedmoderen har gjort gode gerninger, men det ændrer overhovedet ikke noget ved det faktum, at stedmoren har behandlet Michael gennemført og konsekvent ondskabsfuldt. Det er ondskab – og det ændrer andre eventuelle gode handlinger ikke noget som helst ved.

Om etik og succes

For et stykke tid siden sagde jeg ja til at holde et foredrag om etik, men da det langsomt gik op for mig, at pointen med foredragene var at konkludere, at der ikke er forskel på at handle godt og ondt, så fik jeg hurtigt en meget dårlig fornemmelse. For er der noget, som jeg ikke ønsker at bidrage til, så er det at ondskabsfulde mennesker skal forsætte med at handle ondskabsfuldt og tankeløst, som om det bare var et spørgsmål om smag. For det, at man bevidst påfører et andet menneske smerte, hvad enten det er fysisk eller psykisk, er moralsk forkasteligt. Og jeg ved ikke, hvad der er mere lavt end bevidst at skade et andet menneske for selv at opnå noget. Det viser i mine øjne, at man enten må have et meget lavt selvværd kombineret med en meget dårlig vurderingsevne eller at man har en meget dårlig social og empatisk forståelse af andre mennesker og et komplet forvrænget, ensidigt og selvoptaget perspektiv af virkeligheden. For sådan ville et velfungerende menneske aldrig handle. Så selvom jeg egentlig var meget interesseret i at holde foredraget for et par hundrede mennesker, så mistede jeg lynhurtigt fuldkommen interessen, da jeg hørte det etiske udgangspunkt. Heldigvis blev jeg af andre årsager forhindret i at deltage i foredraget, for ellers var jeg nok blevet nødt til at argumentere imod de øvrige foredragsholdere. Og selvom jeg normalt aldrig kunne finde på at give mine diskussionsmodstandere retorisk baghjul, når de ikke selv har den samme viden om etik eller den samme filosofiske baggrund som mig - så nægter jeg at skulle forsvare synspunkter, som jeg ikke deler. Der foregår allerede nok ondskabsfulde ting i den her verden til, at jeg vil bidrage til, at ondskabsfulde mennesker ureflekteret kan forsætte deres egoistiske og destruktive adfærd.

Det, der overraskede mig mest var, hvorledes nogle mennesker rent faktisk kan mene helt alvorligt, at det er i orden at behandle andre mennesker dårligt, hvis det blot gavner dem selv lidt. For det er da enormt kynisk og selvoptaget, hvis man f.eks. mener, at det er helt okay at køre en kollega psykisk ned, hvis det blot fremmer ens egen karriere. Sådan en adfærd eller logik har jeg absolut ingen forståelse for og jeg forstår heller ikke, hvordan de mennesker kan leve med sig selv. For hvor stolt kan man lige være af sin karriere, hvis man er kommet frem ved at køre andre mennesker psykisk ned? Ud over det moralske og de mennesker, som man skader, så er det vel også lidt pinligt, at man ikke har bedre evner til at få succes end ved blot at prøve at skade ens konkurrenter/kollegaer. Så jeg mener på ingen måde, at moral er relativ eller blot er et spørgsmål om smag. Til gengæld er det et spørgsmål om valg, hvorvidt mennesket vælger at følge sin empati og opfører sig som et godt menneske. Og selvom der desværre ikke automatisk sker noget dårligt, når et menneske gør noget ondskabsfuldt, så mener jeg også, at der måske kunne være noget om, at det kun er et spørgsmål om tid, før det kommer til at skade personen selv. Så derfor kan det faktisk kun betale sig at være et godt menneske - særligt, fordi man også selv bliver glad, når man glæder andre. Det er formentlig også derfor Albert Einstein har konkluderet: ”Try not to become a man of success, but rather try to become a man of value.”

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Test: Er du kvalificeret til Folketinget?

Jeg har generelt en totalt naiv forestilling om, at mennesket skal gøre sig fortjent til diverse goder og at man derfor heller ikke opnår noget uden, at man fortjener det. Dermed burde samtlige folketingspolitikerne også besidde de følgende fundamentale egenskaber såsom: rationelle evner, høj moral, flere års erfaring og interesse for politik gerne krydret med lidt erfaring fra arbejdsmarkedet, gode kommunikative evner, demokratisk forståelse og nogle helt grundlæggende velfunderede politiske holdninger. Desværre er det sjældent tilfældet - efter Folketingsvalget kan det konstateres, at de følgende totalt ligegyldige egenskaber øjensynlig i høj grad kvalificerer en til plads i folketinget:

1. Familie: Har en af dine forældre eller en nær bekendt været folketingspolitiker, så er du også klar til at optage en plads i Folketinget. Det kan meget vel være, at du ikke ved noget som helst om noget (men tror det) og aldrig rigtig har interesseret dig for politik - men nu har du brug for et job med en høj løn og derfor kunne du alligevel godt tænke dig at nasse dig til en plads i Folketinget. Det kan du bare gøre – for mange års traditioner gør dine familieaner dig per automatik egnet til Folketinget. (Ironisk nok mener flere folketingspolitikere, som er børn af folketingspolitikere, at kongehuset skal afskaffes ud fra den begrundelse, at det er udemokratisk, at de kongelige har specielle privilegier - bare fordi de er blevet født af deres forældre. Say what? Hvordan tror de selv, at de fik deres nuværende placering? Pga. deres evner?)

2. Ung: Efter valget ved vi nu også, at det at være ung alene kan kvalificere en til en ministerpost. Evner, indsigt og erfaring er øjensynlig so last year.

3. Være rapkæftet: Man behøver ikke at sige noget fornuftigt eller have nogen som helst forståelse af, hvordan verden fungerer – bare man har en mening og tør sige den højt.

4. Lov guld og grønne skove: Kan du love, hvad som helst – uanset, hvor urealistisk det lyder (uden at skamme dig)? Det kræver stemmer for at komme i Folketinget, så hvorfor ikke bare love de dumme vælgere præcis det, som de drømmer om? Hvad som helst. Glem alt om realisme og økonomisk krise. Når valget er overstået, så kan du altid bare ændre mening og henvise til (dem med forstand på politik) økonomernes forklaring på, hvorfor det alligevel ikke kan gennemføres.

5. At være dobbeltmoralsk: Dobbeltmoralske og inkonsekvente holdninger forhindrer ikke nogen politikere i at blive valgt ind i Folketinget igen og igen. Det faktum peger ikke bare tilbage på det tåbelige politiske bagland, men også på de dumme vælgere som øjensynlig bare tigger om at blive bedraget igen og igen.

6. Manglende samvittighed: Kan du sagtens tale om, hvordan du vil kæmpe for de fattigste i samfundet samtidig med, at du hæver afgifterne på helt almindelige forbrugsvarer såsom benzin, offentlig transport og madvarer samtidig med, at du letter topskatten for de rigeste (f.eks. folketingspolitikerne) og bruger din skattebetalte løn på godt en million årligt på at købe designertøj og dyre rejser? Hvis svaret er ja, så er du klar til Folketinget.

7. Udvidet manglende samvittighed: Kan du tage på dyre såkaldte politiske rejser og spise dyre såkaldte politiske middage SAMMEN med din partner på statens regning uden at få dårlig samvittighed? Så er du selvskrevet til Folketinget!

8. Se godt ud: Det har været et kvalificerende træk i mange år af komplet uforståelige årsager.

9. Vundet sportskonkurrencer: Har du vundet nogen sportsmedaljer eller Vild med dans, så er du også en helt oplagt kandidat til Folketinget!?

10. Kunne en masse citater: Det virker altid intelligent, når man kan komme med et rigtig godt og passende citat. Ligesom da Helle Thorning Smith blev spurgt af TV2: ”Hvad betyder det for de kommende forhandlinger, at de Radikale fik et så fantastisk flot valg?” Hvortil hun svarede: "Jeg tror, at det er vigtigt, at vi forstår, at de Radikale er et parti med stor selvtillid. Sådan skal det være. Med stor styrke kommer også stort ansvar, som jeg tror, Superman siger". Gæt igen – Spidermans skaber Stan Lee!

Men jeg er enig med Stan Lee: Med store evner følger også et stort ansvar, hvilket desværre ikke i sig selv tilskriver særlig mange folketingspolitikerne noget ansvar. Men de har stadig et stort ansvar for at bruge såvel deres egen tid som statens penge med stor omtanke, når de er blevet valgt ind i Folketinget. Et ansvar som jeg godt kan frygte, hvor mange af dem reelt kan leve op til - selv hvis de prøver.

Guide: Hvordan gør du kedelige møder mere spændende?

Kender du det, at du er til et kedeligt møde uden noget håb for at noget spændende sker undervejs? Og føler du tit, at folk ser dig som helt almindelig? Det kan hurtigt ændres ved blot at bryde med nogle ganske få sociale normer og inden du ved af det, så er møderne langt mindre kedelige. Husk disse forslag næste gang du sidder til et kedeligt møde. Du lever i et frit land og behøver ikke at følge de sociale normer - også selvom der er bred konsensus omkring dem. Der er jo netop ikke tale om love – men blot kedelige stereotype normer. Ingen bremser dig. Fyring er dog en risiko.

• Spørg' de andre om det ikke er meget varmt i lokalet? Tag jakken af. Vift med hånden og hiv i trøjen for at gøre opmærksom på, at du syntes, at det er meget varmt. Tag trøjen og evt. bukserne af. Gør opmærksom på, at det hjalp meget. Forsæt mødet som om alting er helt normalt. Husk at medbringe en jakke og at kolde lokaler ikke er en forhindring!

• Spild kaffe på bordet, fold en båd af papir og lad den sejle ned af bordet. Husk at forhindre andre i at tørre kaffen op, mens du folder båden.

• Medbring en hånddukke - helst et dyr. Bed hånddukken om at redegøre for de svære pointer.

• Når du skal besvare et spørgsmål, læn dig tilbage i stolen og put fødderne op på bordet, mens du smilende siger: "Det er sådan jeg ser det J.B." (eller andre imponerende initialer der lyder godt, men som ikke er din chefs).

• Medbring et bjerg af dokumenter eller papirer til mødet. Gerne den gammeldags printede slags som er sammenhængende og endeløse. Læs i papirerne, hver gang taleren siger en pointe, for tjekke sandheden af det sagte. Nik derefter kraftigt, når du har "fundet" det i papirerne og sig’: "uh huh"!

• Mød op i morgenkåbe til mødet og hvis nogen spørger til din påklædning, så sig’ helt alvorligt, at du havde MEGET travlt til morgen. OBS: Husk trusser eller underbukser, hvis det blæser!

• Hvis nogen falder i søvn til et møde, så få alle andre til at forlade lokalet. Saml en gruppe af totalt fremmede og få dem til at sætte sig i lokalet. Når vedkommende vågner op, så få en af dem til at sige: "(vedkommendes navn), din plan er meget, meget risikabel. Men du giver os ikke noget andet valg end at prøve det. Jeg håber bare for din skyld, at du ved, hvad du går ind til." Derefter forlader alle lokalet.

Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket

Efter mit forrige blogindlæg med samme titel føler jeg lidt, at omstændighederne har tvunget mig til at skrive et nyt blogindlæg. I mit forrige blogindlæg Naturen vs. det moderne samfund part 1 skrev jeg, at ”Japan styr på situationen”. Det troede jeg virkelig også, at Japan havde. Jeg mener også stadig, at Japan er bedre forberedt på både jordskælv og tsunami end de fleste andre lande. Japan er muligvis det land, der er allerbedst forberedt. Hvilket er en lidt skræmmende tanke i forhold til, hvordan begivenhederne har udfoldet sig. Da jeg skrev mit blogindlæg, der havde jeg også godt hørt om (de begyndende) problemer på Fukushima-atomkraftværket, men jeg valgte at tro på, at Japan nok skulle få situationen under kontrol. Der er jo tale om et atomkraftværk - det SKAL man have styr på! Også i forhold til tsunami og jordskælv! Men jeg tog øjensynlig fejl. Japan har ikke styr på situationen og selvom jeg generelt er imod, at man peger fingre, når skaden er sket, så syntes jeg ikke, at man kan komme uden om nogle af de mange mærkelige og ubesvarede spørgsmål, som Fukushimaværket stiller i forhold til risikostyring. Hvordan kan man overse, at man har bygget et atomkraftværk ved havet, når man planlægger, hvordan man kan være bedst muligt forberedt i forhold til jordskælv og tsunamier? Specielt, når Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) allerede i 2008 havde advaret den japanske regering om, at kraftige jordskælv på over 6,5 ville udgøre et "alvorligt problem" for landets atomkraftværker? Herefter byggede Japan et nødcenter ved Fukushima-kraftværket, men det var kun designet til at modstå et jordskælv på 7,0. Jeg syntes faktisk, at det nærmer sig lidt det utilgivelige, hvis man ikke er forberedt på worst-case scenario, når man har et atomkraftværk.

Fukushima-problemerne har generelt skabt nogle andre perspektiver på verden. For det første har vejudsigten fået et helt andet perspektiv i Japan. Her er der virkelig kommet fokus på vindretningen ud fra spørgsmål om, hvorvidt man kan risikere regn eller sne med atom-nedfald. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at Tv2s mest lækre nyhedsvært Johannes Langkilde flygtede tilbage til Danmark. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham. Det handler vel om overlevelse. (Forskellen er så bare, at jeg indså det for mange år siden og derfor droppede min ansøgning til journalisthøjskolen og valgte at læse filosofi og statskundskab i stedet.) Derudover har det også givet et helt andet perspektiv på geografien. I Japan rejser flere til Nagasaki (som tilfældigvis var det andet sted, der blev ramt af en atombombe under 2. verdenskrig) for at komme i sikkerhed - dvs. længere væk fra Fukushima. Hvor ville vi rejse hen i Danmark, hvis noget lignende skete i Skandinavien eller Tyskland? Ville vi så også rejse ud fra de nuværende fakta? Hvis ikke – ville det så ikke være ekstremt uintelligent? Jeg tænker: survival of the fittest?

Situationen sætter også et meget konkret fokus på konsekvensetik. Mange af de folk tæt på Fukushima-atomkraftværket, som ikke omkom i jordskælvet eller tsunamien, er for tiden ved at dø af sult og kulde. Her kan man også godt spørge sig selv, hvorfor de mennesker ikke får mere hjælp? Skyldes det også en manglende forberedelse eller er der tale om en manglende vilje til at sende nødhjælpsarbejdere eller soldater til området? Jeg kan egentlig godt forstå, hvis den japanske regering er tøvende i forhold til at sende tusindvis af soldater eller nødarbejdere ind i et atomtruet område. Jeg tænker tit på, hvor stort antallet af døde ville have været ved 11. september, hvis man blot havde sendt færre eller ingen brandmænd og politifolk op i tårnene. Det lyder måske koldt og kynisk at undlade at hjælpe folk, men hvis konsekvensen bliver et større tab af menneskeliv - hvad skulle man så vinde ved en såkaldt "redningsaktion"? Det er godt, at man ikke er ansvarlig for den beslutning (eller den manglende beslutning). Jeg har den største respekt for de mænd og kvinder, som lige nu formentlig (pga. kraftig stråling) ofrer deres liv for at nedkøle reaktorerne (hver reaktors indhold svarer til 1000 Hiroshima-bomber) i håbet om, at vi dermed kan undgå en katastrofe, der vil gå over i verdenshistorien. Uanset, hvad der sker, så håber jeg blot, at verden lærer noget omkring risikostyring i forhold til atomkraft. Og den allerførste lektion må uden tvivl være, at hvis man ikke har styr på sikkerheden på atomkraftværkerne, så må man give 70’ernes hippier ret i, at så er det nej tak til atomkraft og så må atomkraftværkerne lukkes. For hvis ikke verden lærer noget af begivenheden, så vil der uden tvivl ske en atomulykke før eller siden. Når folk spørger, hvorvidt Fukushima kan udgøre en trussel for Danmark, så virker det nærmest tåbeligt, hvis de samtidig overser det faktum, at der findes langt ældre, langt mindre sikre og langt dårligere vedligeholdte atomkraftværker kun nogle få hundrede kilometer fra os. Det håber jeg, at politikerne, EU og Det Internationale Atomenergiagentur husker, når de fremover ser på deres risikovurderinger og tager deres beslutninger derefter.

Om Erich Klawonn

Min fantastiske (tidligere) vejleder og professor Erich G. Klawonn er død. Det er en virkelig trist nyhed, da Klawonn var en stor inspiration for mig. Klawonn formulerede sin helt egen teori om menneskets forhold til etik, som jeg ved flere lejligheder har rost i høje toner – heriblandt i mit blogindlæg: Etik: Klawonns naturalisme. Jeg vil ikke gå i dybden med hans teori her, men blot gøre opmærksom på hans fantastiske mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag (bogen kan købes her). Ud over Klawonns gennemførte og velgennemtænkte teori om etik, så var Klawonn også en stor personlighed. Klawonn var med til at gøre min tid på universitetet til mere end bare en uddannelse og universitetet til mere end bare en uddannelsesinstitution. Jeg vil altid huske Klawonn for hans rationelle overvejelser, hans morsomme eksempler, hans skarpsindige modargumenter og hvordan han grinede af sine egne kommentarer. Klawonn var en meget dygtig, intelligent og underholdende forelæser. Jeg tror ikke på, at der nogensinde har været nogen studerende, som har kedet sig til hans forelæsninger i metafysik eller analytisk psykologi. Der var dog en enkelt gang, hvor Klawonn måtte se sig selv overgået til en af hans forelæsninger i faget analytisk psykologi eller dybdepsykologi (som faget blev kaldt). Helt ubevidst havde Klawonn nemlig medbragt en særlig gæst – en grøn kålorm på den ene skulder (præcis som den på billedet nedenfor).


Da Klawonn gik gang med sin forelæsning, så begyndte kålormen også at vandre frem og tilbage på hans skuldre. Selvom Klawonn var i sit sædvanlige es dvs. var særdeles underholdende, så stjal kålormen alligevel hurtigt rampelyset ved at kravle frem og tilbage, undersøge Klawonns ører og forsvinde om på ryggen for at komme tilbage flere minutter senere til stor jubel. Klawonn bemærkede ikke, at det rent faktisk var kålormen som havde overtaget spotlyset, men virkede blot fornøjet over den ekstra positive stemning. Hvad der efterfølgende skete med kålormen ved ingen. Jeg vil også altid huske min sidste samtale med Klawonn, hvor han signerede mine bøger eller dvs. hans egne bøger. Jeg er glad for, at jeg ikke veg tilbage for hverken jantelovens tankegang eller min egen generthed. Jeg kan tydeligt huske, hvor glad han blev - det gjorde også mig glad. For det er kendetegnede for en stor personlighed, at vedkommende ikke bare er intelligent og charmende, men også er et sympatisk og rart menneske. Klawonn har bidraget med både stor inspiration, glæde og fascination - det er virkelig en ære at have fået min undervisning fra et menneske af den kaliber. Det er i sandhed et meget stort tab for universitetet - vi har mistet en stor dansk filosof. Hvil i fred.

Guide til livet: 6 regler at leve efter

Min livsfilosofi kan opsummeres i 6 punkter:

1. Be nice to other people

Det vigtigste er at være et godt menneske – intet er vigtigere end det! Derudover er livet er simpelthen for kort til at være et røvhul (se her den akademiske definition på et røvhul i mit blogindlæg Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?) og så afhænger din egen lykke også i høj grad af, hvordan du selv behandler andre mennesker. De mest ulykkelige mennesker er ofte de mennesker, som ikke forstår dette.

2. Work hard

For hvad er egentlig alternativet? Der er der intet mere kedeligt i den her verden end ikke at have noget at lave. Den længste dag på jobbet er altid den dag, hvor man ikke rigtig har noget at lave. Her er kunsten at finde et job, hvor man er bagud fra starten og hvor man hele tiden kan få tilført en milliard nye opgaver.

3. Expect the best

Selvfølgelig! Det er bedre at blive skuffet gang på gang end at have et lavt ambitionsniveau. Et højt ambitionsniveau kan også tit være nøglen til at finde andre mennesker, som også forventer det bedste og dermed kan øge din forståelse af, hvad der er et højt niveau. Derudover kommer man også altid længst ved at forvente at andre mennesker behandler en pænt – så kan man altid blive klogere senere.

4. Be prepared for the worst

Livet er langt fra nogen gavebod og det er godt at huske på – ellers skal du nok blive mindet om det før eller siden. Men husk ikke at blive pessimistisk - men at modgang gør dig stærkere og klogere!

5. F*ck what other people think

Der er altid nogen, som prøver på at ødelægge det for dig. De værste er ofte dem, der er jaloux! Sådan er det – det er der ikke noget at gøre ved. Lad være med at lade andre ødelægge de positive ting, som du har gang i. Vær en større person – tænk STORT!

6. Do your own thing

Følg dit hjerte og gør det, som du har lyst til! Lad være med altid at gøre, hvad andre mennesker mener er det rigtige at gøre! Gør det, som er rigtigt for dig! Vær aldrig bange for at skille dig ud!

Mænd er så kloge - synes de selv

Dagens artikel i Berlingske Tidende med blogindlæggets overskrift bygger på Gallups undersøgelse, der viser at hele 52 % af mænd mener, at de er klogere end andre, hvor det samme kun gælder for 35 % af kvinderne. Artiklen bringer også nogle spændende citater fra Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet. (Tænk at leve af at studere mænd? Selvom jeg da gerne vil medgive, at studieobjektet er særdeles fascinerende.) Reinicke udtaler følgende i artiklen: "Mænd har et større positivt selvbillede end kvinder. De har lettere ved at leve på en løgn og bilde sig selv ind, at de er de bedste." Yderst interessant citat. For det ligger det vel nærmest implicit (eller direkte?) i teksten, at mændene tror, at de er kloge – selvom de ikke nødvendigvis er det. De bilder sig ind, at de er kloge. Det er helt klart også tilfældet for nogle mænd – selvom jeg da gudskelov er så heldig, at jeg generelt omgås nogle ret intelligente mænd. Reinicke har også en forklaring på, hvorfor mænd tror, at de er kloge: "... mænd bliver tiltrukket af at tænke logisk, mens kvinder oftere lader sig styre af følelser, og da logik tit bliver forbundet med intelligens... at mændene automatisk føler, at de er lidt klogere end alle andre." Men hvad består mændenes klogskab så egentlig i? Artiklen giver næsten svaret ved at citere erhvervspsykolog Jane Bruun for følgende i slutningen af artiklen: "Hvis mænd kigger på en jobannonce, så kan de det hele, eller de kan i hvert fald lære det. Mænd er bedre til at spille spillet og sælge sig selv, og de overdriver gerne deres evner. Kvinder er mere tilbageholdne og har ikke den samme selvtillid, og det betyder ofte, at det er mændene, der løber med forfremmelsen." Hvorvidt det handler om, at kvinderne har en ringere selvtillid kan vist diskuteres - for måske er kvinderne bare dårligere til at lyve? Personligt vælger jeg i hvert fald stædigt (og måske naivt?) at fastholde troen på, at man kommer længst med ærlighed. Og derudover så mener jeg også, at det forholder sig således med viden, som Platon har formuleret det: ”Sand visdom opnår man først, når man indser, hvor lidt man ved omkring livet, en selv og verden omkring os.” Den sande viden består i høj grad af at vide, hvor lidt man ved om nogle områder uanset, hvor meget man så ellers ved om nogle andre områder. Derfor er det også altid uhyggeligt selvindlysende, at den der påstår, at vedkommende ved alt (uanset køn) ikke ved særlig meget. Eller som Morten Grundwald svarer på spørgsmålet omkring, hvorvidt han mener, at han er mere intelligent end andre i artiklen: "Ja, det er jeg nok, men det siger ikke så meget."

Barnlige voksne er mere kreative og succesfulde

Forleden læste jeg den her artikel ”Barnlige voksne er mere kreative”. Der står i artiklen, at ”Jo mere voksne tænker som børn, des mere kreative bliver de, og det kan have positive konsekvenser for deres succes i livet. Både på arbejdspladsen og blandt familien og vennerne.” Og ifølge erhvervspsykologen Michael Dunn fra The University of Derby ”tager mange voksne sig selv alt for alvorligt i deres hverdag. Det kan gå ud over deres præstationsevner på arbejdet og når de er sammen med deres nærmeste.” Det bekræfter egentlig meget godt min egen opfattelse af situationen, hvor jeg syntes, at der virker til at være en klar sammenhæng mellem, hvor selvhøjtidelig og kedelig man er og hvor kreativ og succesfuld man er. Jo mindre selvhøjtidelig man er, jo mindre er sandsynligheden også for, at vedkommende har det, som jeg vil kategorisere som barnlig adfærd: nemlig mobber, sladrer, udnytter osv. Man kan i det hele taget undre sig over, hvorfor man har valgt at kategorisere den slags adfærd som barnlig. Langt de fleste børn opfører sig da rimeligt civiliseret – hvilket man desværre ikke altid kan sige om de (såkaldte) voksne. Måske er det her, hvor jeg har et problem med at være voksen. Jeg er helt med på det med at betale regninger, klare sig selv, gå på arbejdet, diskutere politik osv. Men hvis det også implicerer, at jeg skal være sur, gnaven, ubehagelig og kedelig, så er jeg ikke sikker på, at jeg er så vild med pakken.

Jeg har efterhånden så travlt, at jeg ikke har tid til så mange barnlige udskejelser som før. Jeg ser dog stadig tegnefilm, spiller spil, tegner og er kreativ på flere forskellige måder. Men jeg leger ikke gemmelege, som de giver et eksempel på i teksten – med mindre at jeg altså passer børn eller leger med min hund. Men det tæller måske også? Jeg har lidt svært ved at se mig selv lege skjul med mine venner eller mand – selvom det sikkert ville være ganske underholdende. Måske leger kedelige voksne slet ikke – heller ikke med deres hund eller børn? Stakkels børn og hunde! Er det ikke påkrævet i en eller anden grad, hvis man anskaffer sig en hund eller børn? Det står måske ikke ligefrem i lovgivningen, MEN… det følger vel med ansvaret? En anden spændende ting der står i teksten er, at man kan opdyrke og stimulere sit indre legebarn. Den ene måde er, at man skal genfinde sin usynlige ven fra barndommen. Jeg er ALT for rationelt anlagt til at have en usynlig ven og derfor har jeg heller aldrig haft en. Jeg har altid bare diskuteret med enhver som var i min umiddelbare nærvær. Der står yderligere i teksten: “Det kan bare være en, som man kan få gode ideer fra. Eller en, som giver en et skulderklap, når det går dårligt, eller som ser tingene på en lidt anden måde,” siger Mark Millard.” Jeg prøver at være åben overfor tanken, men det er lidt svært at se, hvordan man selv skal give et nyt perspektiv på en given problemstilling. Specielt når man kan tale med andre mennesker og dermed få deres syn på sagen. Men måske er pointen med den usynlige ven nærmere, at få de mennesker som har svært ved at åbne op for andre mennesker til at overveje deres liv lidt mere. Her kan den usynlige ven måske være en meget god løsning, selvom jeg dog stadig finder ideen en smule ensidig, da man jo kun får sin egen version af sagen.

En tredie lidt mere jordnær ide er, at man skal ”lufte alle sine ideer - selv de dårlige af slagsen. Ifølge Michael Dunn har børn den evne, at de ikke i samme grad bekymrer sig om, hvad andre tænker om dem. Heller ikke hvis de er på afveje.” Det lyder også umiddelbart som en rigtig god ide, da jeg går stærkt ind for, at man skal være ærlig og sige sin mening – MEN (og det er et stort men) det forudsætter også, at man er i besiddelse af de (utrolig vigtige) menneskelige egenskaber empati, respekt og logisk intelligens. Hvis man ikke er det, så vil jeg anbefale, at man afholder sig fra at lufte samtlige ideer og tanker. Videre står der: ”Hvis man vil være kreativ, handler det ikke om at have en ide, men et utal af ideer. Nogle af dem er gode, nogle er middelmådige, mens andre er noget værre vrøvl. Men vi har brug for at komme igennem de dårlige ideer for at finde frem til de gode.” Det er her, hvor min blog kommer ind i billedet.

En fjerde måde at blive mere kreativ på er ved at spilde sin tid og kede sig. Kedsomhed er noget, som jeg aktivt bekæmper, selvom jeg godt er klar over, som Arthur Schopenhauer har formuleret det, at ”Menneskeheden er for evigt dømt til at svinge mellem to ekstremer: lidelse og kedsomhed.” Ifølge psykologen Mark Millard kan det også være en god ide at ”gå en lang og målløs tur, hvis man vil have styr på sine tanker.” Mine tanker de vandrer hele tiden, bortset fra når jeg taler med andre mennesker, holder foredrag eller lavet noget andet på nogenlunde samme underholdningsniveau. Yderligere påpeger artiklen også, hvordan James Hollis har gjort opmærksom på, at man ikke keder sig på samme måde i dag, som man gjort tidligere. ”Derfor opfordrer han folk til at slukke for tv’et og lukke ned for Facebook-profilen, så man i stedet kan have tid til at dagdrømme og meditere over hverdagen.” Det lyder som en glimrende ide, specielt for de mennesker som konstant er på flugt fra deres egne tanker og følelser – hvilket jeg desværre frygter er et (uhyggeligt) udbredt fænomen. En sidste interessant overvejelse i artiklen er frygten for at tage fejl. ”Børn kender derimod ikke til “forkerte svar”, og derfor tør de gå nye veje for at finde svarene på deres spørgsmål. Det er noget, voksne kan lære af, forklarer Mark Millard.” Ja, det kan de helt sikkert. For hvis man aldrig begår nogen fejl, så lærer man jo heller ikke noget nyt. Det kan kun betyde to ting - enten vil man ikke erkende sine fejl eller også prøver man aldrig noget nyt og dermed er ens personlige udvikling gået i stå. Så det er vist egentlig rimelig simpelt - hvis man gerne vil være et kreativt menneske, så må man også have en kreativ tænkning og en kreativ adfærd. Hvis de kedelige mennesker vil kalde den kreativitet for barnlig, så lad dem dog det – de bliver jo nok voksne en dag.

Den moderne og menneskelige leder

Jeg vil gerne gøre opmærksom på Jes Jessens meget spændende og tankevækkende tekst: Den menneskelige leder - et filosofisk bidrag til en moderne ledelsesprofil om den moderne og menneskelige leder. Jes Jessen, som er udviklingskonsulent, cand.rer. soc og master i etik og værdier i organisationer, giver nogle rigtig spændende bud på, hvad der kan ligge i det at være en moderne leder. Han begynder med at understrege, hvorledes en af de store udfordringer indenfor ledelse i dag er at få omsat teorien til praksis og hvorledes den teknologiske udvikling har givet en øget specialisering og derfor kræver at beslutningerne bliver truffet tættere på processen og den enkelte medarbejder. Jessen diskuterer også, hvorledes disse forandringer skaber et behov for en ny slags ledelse og dermed påvirker flere forskellige aspekter af lederrollen som f.eks. autoritet og legitimitet. For når lederen ikke længere har mulighed for at være den faglige autoritet, så kræver det, at lederen baserer sin ledelse på andre aspekter, som primært bygger på tillid. Jessen referer derfor også til filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der er en stærk fortaler for, at den moderne leders legitimitet er baseret på vedkommendes menneskelige evner - såsom at indgå i gode menneskelige relationer med sine medarbejdere. Kirkeby referer også til Kants tre maksimer som udgangspunkt for den moderne leder: at kunne tænke kritisk ud fra sin egen autonomi, at kunne indføle sig i ethvert andet menneske og at være i overensstemmelse med sig selv. Ud fra dette konkludere Jessen hurtigt, hvad god ledelse må handle om:

”Ledelse sker i relationen mellem mennesker, hvor den ene har fået tildelt en formel magt, der imidlertid må legitimeres i personen for at relationen fungerer i forhold til virksomhedens mål. Denne legitimering forudsætter selvindsigt og nærvær, hvor nærværet – der er situationsbestemt – udfolder sig gennem empati og anerkendelse, men under respekt for autonomi ”.

Jessen diskuterer også andre spændende aspekter af ledelse og hvad det vil sige at være en moderne leder i forhold til anerkendelse, kommunikation, identitet, troværdighed, empati og nærvær. Et andet spændende aspekt af hans beskrivelse af den moderne leder er også, hvorledes arbejdet er blevet den primære kilde til selvudvikling i det moderne samfund og hvordan dette også påvirker den moderne leders rolle. Her har virksomhederne nemlig fået en langt større forpligtelse overfor den enkelte medarbejders udvikling - hvilket også automatisk afføder en modsvarende forpligtelse hos medarbejderen overfor virksomhedens udvikling. Selvom man måske ikke er enig i alt, hvad Jessen skriver, så er den forholdsvise korte tekst yderst indholdsrig og meget tankevækkende, hvis man har en interesse for moderne ledelsesfilosofi.

Om medfølelse og meningen med livet

Livets mening har intet at gøre med rigdom og skønhed, men om at have en medfølende og empatisk tilgang til andre mennesker. Medfølelse og empati er den evne, som gør, at mennesket kan føle empati og sympati med andre væsners lidelser. Og derfor er empati og medfølelse også en helt grundlæggende forudsætning for enhver social relation og ethvert samfund. I Dalai Lamas bog The Power of Compassion eller (på dansk) At leve i barmhjertighed forklarer han yderligere, hvorfor medfølelse også er en grundlæggende forudsætning for et lykkeligt liv. Man kan sagtens læse Dalai Lamas bog uanset, hvilken religion man har eller selvom man er ateist. For faktisk går et af mine yndlings citater af Dalai Lama således: "This is my simple religion. There is no need for temples; no need for complicated philosophy. Our own brain, our own heart is our temple; the philosophy is kindness." Og der kan da slet ikke være nogen tvivl om, at venlighed og medfølelse må være langt mere fundamentale værdier end nogen form for religiøs tradition eller skrift. At kalde sig selv for et godt menneske på baggrund af udøvelsen af en religiøs tradition, sang eller ritual virker fuldkommen tåbeligt og meningsløst, hvis man ikke samtidig som minimum udviser venlighed og medfølelse med andre mennesker. Derfor må det, at man behandler andre mennesker med respekt og venlighed, også være en helt grundlæggende forudsætning for, at man overhovedet kan tale om, hvorvidt man er et godt menneske eller ej. Uanset om man er ateist eller religiøs (og uanset ens religion) så er empati et helt grundlæggende træk ved mennesket. Og derfor har Dalai Lama også sagt således: ”We can live without religion and meditation, but we cannot survive without human affection.” “Love and compassion are necessities, not luxuries. Without them humanity cannot survive.” For mennesket bliver umenneskeligt uden kærlighed og medfølelse. I videoen forklarer Dalai Lama yderligere, hvorfor medfølelse og empati ikke bare handler om, hvordan vi behandler andre mennesker, men også om, hvordan empati og medfølelse er en helt grundlæggende forudsætning for et lykkeligt og meningsfuldt liv.

Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

If Everyone Cared...

Enhver, der har erkendt livets korthed, har også forstået, hvorfor at det er så vigtigt at engagere sig i andre mennesker. Medfølelse begynder ikke med, at man giver 50 kroner til Haiti, men med, at man behandler sine medmennesker med menneskelig indlevelse og medfølelse. Det er ligegyldigheden og bekvemmeligheden, der råder, hvis man kun kan føle medfølelse med fattige mennesker i ulandene - men ikke med den deprimerede kollega eller den hjemløse på gaden. Det allerfattigste menneske er nemlig det, som kun kan tale ordentligt til sin chef og sin mand, men ikke til ekspedienten i butikken, den underordnede kollega eller endnu værre sine egne børn. Det egocentriske menneske. Medfølelse og medforståelse begynder der, hvor man behandler ALLE andre mennesker, som man ønsker, at de også skal behandle én. Livet er alt for kort til at være et mentalt fattigt menneske og man får ikke altid muligheden for at gøre tingene anderledes en anden gang. Derfor handler det om at være et godt menneske i dag. Intet er vigtigere og intet er større i denne verden end menneskeligt engagement.

From underneath the trees, we watch the sky
Confusing stars for satellites
I never dreamed that you'd be mine
But here we are, we're here tonight

Singing Amen, I, I'm alive
Singing Amen, I, I'm alive

Chorus:
If everyone cared and nobody cried
If everyone loved and nobody lied
If everyone shared and swallowed their pride
Then we'd see the day when nobody died…

And as we lie beneath the stars
We realize how small we are
If they could love like you and me
Imagine what the world could be…

30 gode bøger om filosofi

Her er nogle af de filosofibøger, som jeg har stående på min bogreol, som jeg gerne vil anbefale til andre, som skulle være interesseret i at læse lidt filosofi:

1. Arthur Schopenhauer: Die Kunst, Recht zu behalten (Sjov læsning om, hvilke former for argumentation man IKKE skal bruge i en diskussion, men som andre kan finde på at bruge imod én.)

2. Axel Honneth: Kampf um Anerkennung (Honneths tankevækkende bog om anerkendelsens betydning i samfundet.)

3. Carl Koch: Den danske filosofis historie: Den danske idealisme: 1800-1880 (bind 4) og I positivismens tidsalder 1880-1950 (bind 5) (Fantastisk serie om den danske filosofis historie – særligt disse to bind.)

4. David Favrholdt: Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse (Spændende og velformuleret opgør med skepticismen og relativismen.)

5. David Favrholdt m. fl.: Hvad er tid? (En yderst spændende diskussion af tidsbegrebet.)

6. Erich G. Klawonn: Udkast til en teori om moralens grundlag (Det mest velgennemtænkte filosofiske værk om metaetik, der er skrevet i nyere tid.)

7. Erich G. Klawonn: Jeg'ets Ontologi (Klawonns første mesterværk.)

8. Frans De Waal: Politik blandt chimpanser (De Waals meget tankevækkende og omdiskuterede bog omkring politik og magt hos en flok chimpanser.)

9. Harry G. Frankfurt: The Importance of What We Care About (Bør læses af alle uden en fri vilje.)

10. Henrik R. Wulff m.fl.: Medicinsk filosofi (Grundbogen i medicinsk filosofi igennem flere år på medicinstudiet.)

11. Immanuel Kant: Kritik der reinen Vernunft (Kants betydningsfulde erkendelsesteoretiske værk.)

12. Jean-Jacques Rousseau: Du contrat social ou Principes du droit politique (Rousseaus bog om forudsætningerne for demokrati.)

13. Jean-Paul Satre: L'Existentialisme est un humanismer (Satres berømte værk om, hvorledes mennesket gennem sine frie eksistentielle valg og engagement gør livet muligt.)

14. John Rawls: A Theory of Justice (Rawls værk om den objektivt retfærdige fordeling af goderne i samfundet.)

15. John Stuart Mill: Utilitarianism (Nytteetikkens grundbog)

16. Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit: Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. (Spændende betragtninger over samtalens grundprincipper.)

17. Jørgen Hass: Illusionens filosofi (Spændende tanker over Nietzsches deprimerende filosofi.)

18. Karl Popper: The Open Society and Its Enemies og The Poverty of Historicism (Poppers velgennemtænkte argumentation imod enhver form for historicisme.)

19. Lars F. H. Svendsen: Frygt (Spændende læsning om frygtens indflydelse på mennesket.)

20. Mogens Skadborg, Torben Andreasen og Kamma Bertelsen: Etiske spørgsmål i medicinen (To lægers spændende overvejelser over forskellige etiske problemstillinger.)

21. Morten Kringelbach: Hjernerum – Den følelsesfulde hjerne (Spændende bog om, hvad hjerneforskning kan fortælle om menneskets følelser, hukommelse, bevidsthed osv.)

22. Peter Singer & Helga K.: A Companion to Bioethics (Glimrende oversigtsværk til et meget stort og spændende filosofisk område.)

23. Platon: Symposion (Platons smukkeste dialog om kærlighed.)

24. Rehné Christensen og Martin Vinding: Erhvervsfilosofi - filosofiske bidrag til virksomheder og organisationer (Spændende bog omkring, hvorledes filosofi kan bruges indenfor erhvervslivet.)

25. Robin Engelhardt og Hans Siggaard Jensen: Ergo - Naturvidenskabens filosofiske historie (Fantastisk bog omkring naturvidenskabens filosofiske udvikling.)

26. Søren Harnow Klausen: Hvad er videnskabsteori? (Spændende og særdeles velskrevet introduktion til videnskabsteori.)

27. Søren Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger (Kierkegaards smukke værk om kærlighed.)

28. Thomas W. Jensen m.fl.: Følelser og kognition (Spændende bog omkring følelsernes neurobiologi.)

29. V.S. Ramachandran: The Emerging Mind - The Reith Lectures (Spændende bog omkring den menneskelige bevidsthed set ud fra moderne hjerneforskning.)

30. Øjvind Larsen: Forvaltning, etik og demokrati (Tankevækkende læsning omkring de etiske problemstillinger indenfor den offentlige sektor.)

Derudover vil jeg også gerne anbefale 3 gode opslagsværker på dansk:

31. Politikens filosofileksikon (Et meget omfattende opslagsværk med meget korte og præcise forklaringer.)

32. Hvem tænkte hvad? - Filosofiens Hvem Hvad Hvor (Et gammelt spændende filosofisk opslagsværk, der hører hjemme i enhver større filosofisk bogsamling.)

33. Politikens bog om de store filosoffer - fra Sokrates til Popper (Flot visuelt opslagsværk fyldt med billeder og meget lettilgængelig tekst omkring de største filosoffer.)

Efterlysning: Medicinsk etik

Jeg bringer hermed en efterlysning af bogen Medicinsk etik: en filosofisk diskussion af bioetiske grundproblemer af Klemens Kappel, da bogen ikke er set i længere tid hverken i almindelig handel eller hos antikvariaterne. Bogen skulle være omkring 20-30 cm høj, almindelig af bygning, udgivet fra Gyldendal i 1996 og i god stand. Hvis nogen skulle ligge inde med information omkring, hvor bogen kunne befinde sig til salg, så må du meget gerne kontakte mig på min mailadresse (som står længere nede af siden).

Filosofisk humor 4

Hvad er kvalitet?

Kvalitet er forholdet mellem oplevelse og forventninger til et given produkts eller ydelses beskaffenhed. Ordet kvalitet bruges ofte i modsætning til kvantitet. Kvantitet angiver et deskriptivt forhold ud fra mængde, størrelse, længde eller vægt, som man let kan måle gennem fysiske undersøgelser. Hvor kvalitet mere betegner oplevelsen af produktets eller ydelsens beskaffenhed. Det betyder dog ikke, at man ikke også kan lave eksakte målinger af kvalitet - det forudsætter bare, at man først har lavet en definition eller en standard for, hvad der er god eller høj kvalitet. Uden sådanne standarder bliver enhver tale om kvalitet til subjektive vurderinger. Derfor er der behov for nogle objektive mål, hvis man skal kunne tale objektivt om, hvad der er kvalitet. Kvalitetssikring er en proces, hvor man etablerer et system til kvalitetsudvikling og evaluere et givent område efter nogle opsatte kvalitetsstandarder. Gennem kvalitetsprocessen gør man det pågældende produkt eller ydelse til genstand for kvalitetsbedømmelsen og dermed bliver kvaliteten også til en absolut og målbar størrelse gennem de opstillede standarder, delmål og indikatorer. Når man har målt kvaliteten kan man så opstille nogle operationaliserbare mål for, hvorledes man kan højne kvaliteten indenfor de givne rammer. Efter man har gennemført de nødvendige forandringer, så vurderer man igen kvaliteten (hvilket også er kendt under betegnelsen PDSA (Plan Do Study Act) cirklen). Det problematiske ved kvalitetsudvikling er sjældent selve kvalitetsvurderingen, men mere hvilke metoder eller standarder som kvalitetsvurderingen har taget udgangspunkt i. Inden for nogle områder er det meget simpelt at lave kvalitetsstandarder, mens det er langt sværere indenfor andre områder. For selvom kvalitetsvurderinger bygger på en kategorisering af egenskaber, så implicerer de ofte også en form for smagsvurdering, da man tager udgangspunkt i nogle særlige værdier ved det pågældende produkt eller ydelse. Dette gælder i høj grad ydelser eller produkter, hvor f.eks. æstetik, design, image og følelser kan præge oplevelsen af kvalitet. Det er specielt tydeligt indenfor modeindustrien, hvor f.eks. dette års mode med jeans fyldt med huller og malingpletter går imod den klassiske opfattelse af, hvad der er god kvalitet indenfor tekstilproduktion. Altså kan smagsdomme også godt påvirke, hvorledes kvaliteten bliver opfattet. Men omvendt vil ethvert par jeans med huller heller ikke blive anset som mode – da hullerne jo gerne skulle være lavet hos den rigtige fabrikant og sidde de rigtige steder. Derfor kan man godt tale om en vis form for vekselvirkning mellem smagsdomme og kvalitetsvurderinger indenfor nogle områder. Selvom det også er væsentligt at huske på, at der også findes mange områder, hvor man ikke kan gå på kompromis med den faglige kvalitet.

I løbet af det sidste år er kvalitetssikring og evaluering kommet på mode, hvilket sjældent medfører noget særligt positivt for et begreb. For dermed opstår der hurtigt nogle myter om, hvordan kvalitetsudvikling bør foregå – som ikke nødvendigvis tager hensyn til de individuelle forskelle, der kan være mellem forskellige fag-, produkt- og ydelsesområder. For dermed kan man komme til at bruge nogle forkerte metoder til at måle kvaliteten, som ikke er brugbare indenfor det pågældende område og dermed kan ordet kvalitetsudvikling også hurtigt blive synonym med fejlagtige vurderinger. For hvis man ikke anvender de rigtige metoder, så vil man heller ikke skabe nogen kvalitetsudvikling – blot en masse frustrationer og bureaukratisk bøvl. Men disse problemer siger ikke i sig selv noget negativt om kvalitetsudvikling eller kvalitetssikring – det siger bare noget om dårligt kvalitetsarbejde. Det er yderst vigtigt, at ens operationaliserbare mål også matcher hensigten med kvalitetsarbejdet, hvis man vil se en reel kvalitetsudvikling. Derfor er det også en skrøne, at visse områder er for komplekse eller for mangeartet til at kunne vurderes. Alt kan vurderes, hvis man blot kender det normative formål med vurderingen. Livskvalitet er f.eks. også et umiddelbart ikke-operationaliserbart mål, men det kan det blive ved, at man gennemfører en kvalitativ undersøgelse hos de relevante personer, hvis livskvalitet man ønsker at højne. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i ældre mennesker på plejehjem, så kunne man forestille sig, at en kvalitativ undersøgelse ville vise, at man kunne højne de ældres livskvalitet, hvis de fik en højere grad af selvstændighed, bedre mad og flere sociale aktiviteter. Det kan man sagtens gøre ved at opsætte nogle standarder og derefter udforme nogle operationaliserbare mål, som f.eks. at bevilge flere penge til genoptræning, fysiske aktiviteter, mad (hvor man evt. også kunne måle kvaliteten gennem kvalitative brugerundersøgelser) og skabe flere muligheder for sociale aktiviteter. Altså kan man gennem de kvalitative undersøgelser gøre de mindre operationaliserbare mål mere håndgribelige, men det forudsætter naturligvis også, at man har et klart mål. Derudover er det også vigtigt at huske på, at kvalitet er et konsensusbegreb og derfor er der konstant behov for undersøgelser, så man ikke bare tilskriver nogle mennesker nogle behov eller ønsker, som de reelt ikke har. Det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i den tilgængelige viden og erfaringer, når man planlægger kvalitetsudviklingen, hvis man gerne vil hæve kvalitetsniveauet – uanset om der er tale om kvalitetsudvikling indenfor det faglige, etiske eller produktionsmæssige område. Derudover er det også vigtigt at huske på, at brugernes eller kundernes oplevelser af produktet eller servicen også er et vigtigt pejlemærke for, hvornår man hæver kvaliteten. Det er ikke nok, at man hæver den faglige kvalitet, hvis dette ikke også kommer til udtryk i brugernes og kundernes oplevelser og forventninger – først der kan man tale om reel kvalitetsudvikling og value for money.

Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.