Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket

Efter mit forrige blogindlæg med samme titel føler jeg lidt, at omstændighederne har tvunget mig til at skrive et nyt blogindlæg. I mit forrige blogindlæg Naturen vs. det moderne samfund part 1 skrev jeg, at ”Japan styr på situationen”. Det troede jeg virkelig også, at Japan havde. Jeg mener også stadig, at Japan er bedre forberedt på både jordskælv og tsunami end de fleste andre lande. Japan er muligvis det land, der er allerbedst forberedt. Hvilket er en lidt skræmmende tanke i forhold til, hvordan begivenhederne har udfoldet sig. Da jeg skrev mit blogindlæg, der havde jeg også godt hørt om (de begyndende) problemer på Fukushima-atomkraftværket, men jeg valgte at tro på, at Japan nok skulle få situationen under kontrol. Der er jo tale om et atomkraftværk - det SKAL man have styr på! Også i forhold til tsunami og jordskælv! Men jeg tog øjensynlig fejl. Japan har ikke styr på situationen og selvom jeg generelt er imod, at man peger fingre, når skaden er sket, så syntes jeg ikke, at man kan komme uden om nogle af de mange mærkelige og ubesvarede spørgsmål, som Fukushimaværket stiller i forhold til risikostyring. Hvordan kan man overse, at man har bygget et atomkraftværk ved havet, når man planlægger, hvordan man kan være bedst muligt forberedt i forhold til jordskælv og tsunamier? Specielt, når Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) allerede i 2008 havde advaret den japanske regering om, at kraftige jordskælv på over 6,5 ville udgøre et "alvorligt problem" for landets atomkraftværker? Herefter byggede Japan et nødcenter ved Fukushima-kraftværket, men det var kun designet til at modstå et jordskælv på 7,0. Jeg syntes faktisk, at det nærmer sig lidt det utilgivelige, hvis man ikke er forberedt på worst-case scenario, når man har et atomkraftværk.

Fukushima-problemerne har generelt skabt nogle andre perspektiver på verden. For det første har vejudsigten fået et helt andet perspektiv i Japan. Her er der virkelig kommet fokus på vindretningen ud fra spørgsmål om, hvorvidt man kan risikere regn eller sne med atom-nedfald. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at Tv2s mest lækre nyhedsvært Johannes Langkilde flygtede tilbage til Danmark. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham. Det handler vel om overlevelse. (Forskellen er så bare, at jeg indså det for mange år siden og derfor droppede min ansøgning til journalisthøjskolen og valgte at læse filosofi og statskundskab i stedet.) Derudover har det også givet et helt andet perspektiv på geografien. I Japan rejser flere til Nagasaki (som tilfældigvis var det andet sted, der blev ramt af en atombombe under 2. verdenskrig) for at komme i sikkerhed - dvs. længere væk fra Fukushima. Hvor ville vi rejse hen i Danmark, hvis noget lignende skete i Skandinavien eller Tyskland? Ville vi så også rejse ud fra de nuværende fakta? Hvis ikke – ville det så ikke være ekstremt uintelligent? Jeg tænker: survival of the fittest?

Situationen sætter også et meget konkret fokus på konsekvensetik. Mange af de folk tæt på Fukushima-atomkraftværket, som ikke omkom i jordskælvet eller tsunamien, er for tiden ved at dø af sult og kulde. Her kan man også godt spørge sig selv, hvorfor de mennesker ikke får mere hjælp? Skyldes det også en manglende forberedelse eller er der tale om en manglende vilje til at sende nødhjælpsarbejdere eller soldater til området? Jeg kan egentlig godt forstå, hvis den japanske regering er tøvende i forhold til at sende tusindvis af soldater eller nødarbejdere ind i et atomtruet område. Jeg tænker tit på, hvor stort antallet af døde ville have været ved 11. september, hvis man blot havde sendt færre eller ingen brandmænd og politifolk op i tårnene. Det lyder måske koldt og kynisk at undlade at hjælpe folk, men hvis konsekvensen bliver et større tab af menneskeliv - hvad skulle man så vinde ved en såkaldt "redningsaktion"? Det er godt, at man ikke er ansvarlig for den beslutning (eller den manglende beslutning). Jeg har den største respekt for de mænd og kvinder, som lige nu formentlig (pga. kraftig stråling) ofrer deres liv for at nedkøle reaktorerne (hver reaktors indhold svarer til 1000 Hiroshima-bomber) i håbet om, at vi dermed kan undgå en katastrofe, der vil gå over i verdenshistorien. Uanset, hvad der sker, så håber jeg blot, at verden lærer noget omkring risikostyring i forhold til atomkraft. Og den allerførste lektion må uden tvivl være, at hvis man ikke har styr på sikkerheden på atomkraftværkerne, så må man give 70’ernes hippier ret i, at så er det nej tak til atomkraft og så må atomkraftværkerne lukkes. For hvis ikke verden lærer noget af begivenheden, så vil der uden tvivl ske en atomulykke før eller siden. Når folk spørger, hvorvidt Fukushima kan udgøre en trussel for Danmark, så virker det nærmest tåbeligt, hvis de samtidig overser det faktum, at der findes langt ældre, langt mindre sikre og langt dårligere vedligeholdte atomkraftværker kun nogle få hundrede kilometer fra os. Det håber jeg, at politikerne, EU og Det Internationale Atomenergiagentur husker, når de fremover ser på deres risikovurderinger og tager deres beslutninger derefter.

Kvinder - få styr på jeres økonomi!

Hvis kvinder gerne vil tages seriøst og ønsker ligestilling imellem kønnene, så ville det være rigtigt godt, hvis de også alle sammen gad at tage et medansvar for deres privatøkonomi. Jeg bliver direkte forarget, når jeg hører, hvordan nogle kvinder bare overlader det økonomiske ansvar fuldkommen til deres mand, fordi det er det er det lettest. Ja, men hvor længe? For det første så er det da en helt essentielt ting ved at være et voksent menneske, at man ved, hvad ting koster og hvad man bruger sine penge på. Kun børn indtil en vis alder bør vel være undtaget fra dette. For det andet, så forstår jeg slet ikke, hvordan man kan få en fællesøkonomi til at fungere, hvis den ene part ikke deltager aktivt i de økonomiske overvejelser? Hvordan fungerer det i praksis? Får kvinderne lommepenge af deres mand eller får de bare et bestemt beløb, som de må bruge af på deres konto? Eller bruger kvinderne bare penge i fuldkommen blinde uden at vide, hvorvidt de overhovedet har råd til det? For det tredje, så er det også meget svært for mig at se, hvordan man kan have et ligeværdigt og jævnbyrdigt forhold, hvis kvinden er sat fuldkommen udenfor indflydelse i forhold til de økonomiske overvejelser omkring, hvordan man skal bruge pengene. Kvinden bliver jo nærmest degraderet til et barn. Og hvordan kan man som en moderne kvinde (der påstår at kæmpe for ligestilling) vælge at sætte sig selv i den position? Det undrer mig virkelig meget. Det undrer mig også, hvorfor kvinderne ikke selv kan se, at de burde have en interesse i at få indsigt i, hvad pengene bliver brugt til og hvordan man f.eks. laver et skattefradrag. For hvad ville de egentlig gøre, hvis deres mand gik fra dem eller døde? (Specielt, hvis de har børn!) Og her gider jeg ikke at høre nogle dårlige undskyldninger om, hvad mænd og kvinder er bedst til. For der findes ikke nogen biologiske begrænsninger for, hvad kvinder kan sætte sig ind i forhold til privatøkonomi. Og derfor findes der også kun dårlige undskyldninger for ikke at tage det (voksne) medansvar, som det er, at sætte sig ind i sin egen privatøkonomi. Og derudover så bidrager kvinder også aktivt til at fastholde en forståelse af kvinden som mindreværdig (dum?) i forhold til manden. For hvorfor skulle manden ellers automatisk have hele ansvaret for økonomien og ikke have en ligeværdig partner (men et barn?) til at diskutere de økonomiske overvejelser med? Det syntes jeg er værd at overveje også i forhold til, hvad man lærer sine børn. Så kvinder, få styr på jeres privatøkonomi – ikke bare for jeres egen skyld, men også for os andre og for ligestillingen.

Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen

En amerikansk undersøgelse viser, at medarbejderengagement har en større indflydelse på vidensbaserede virksomheders succes end nogle andre faktorer og derudover tjener virksomheder med mange engagerede medarbejdere også dobbelt så meget i forhold til deres konkurrenter med færre engagerede medarbejdere. Ifølge Wikipedia er en engagerede medarbejder en, der er fuldt involveret i og begejstret for vedkommendes arbejde og derfor vil handle på sådan en måde, der fremmer virksomhedens interesser. Paula Sainthouse har skrevet en del om, hvad der kendetegner en engageret medarbejder. Hun skriver, at engagerede medarbejdere er dedikerede til deres arbejde og derfor er de mindre tilbøjelige til at forlade det. De er mere produktive og giver en bedre kundeservice. De tager en ære i deres arbejde og tænker sig selv i sammenhæng med virksomheden og beriger dermed virksomheden med deres personlige kompetencer og perspektiver. De er i høj grad villige til at give af sig selv til virksomheden og bruger derfor også gerne ekstra tid på at få udført en opgave for at opnå en højere kvalitet – ikke pga. økonomiske årsager - men fordi det betyder noget for dem på det personlige plan. Engagerede medarbejdere udgør også tit den innovative drivkraft i virksomhederne, der igennem deres engagement sikrer virksomheden kreativitet og nytænkning. Derudover er de også sjældent fraværende på grund af sygdom og mange af dem mener ligefrem, at deres arbejde har en positiv indvirkning på deres fysiske sundhed (se f.eks. Steve Crabtree: ”Engagement Keeps the Doctor Away”, 2005). Hvorimod uengagerede medarbejdere ”sover” sig igennem deres arbejde, hvor de kun gør det allermest nødvendige uden nogen form for passion eller personlig investering i arbejdet. Derfor er de heller ikke villige til at yde en ekstra indsats uden f.eks. økonomisk kompensation eller trusler. Derudover kan man også tale om en tredje gruppe af medarbejdere, der er fuldkommen ligeglade med deres arbejde og derfor heller ikke går op i, hvem der ved det. De er utilfredse og derfor udfører de deres arbejde sjusket og så er de ofte syge. De er meget kritiske overfor virksomheden og de undergraver også gerne ethvert forsøg fra kollegaerne på at fastholde en positiv holdning til arbejdet og det kan også have en demotiverende effekt på de andre medarbejdere.

Flere undersøgelser har vist, at det kun er omkring 30 % af befolkningen, som er så aktivt engageret i deres job, at de føler en dyb passion for deres arbejde. Men der er 84 % af de engagerede medarbejdere som mener, at de kan have en positiv effekt på kvaliteten af deres arbejdsplads produktion. Derfor er der mange gode grunde til at se nærmere på, hvorledes man som arbejdsplads kan påvirke ens medarbejderes engagement i en positiv retning. Det påpeger Thomas Heilskov og Kirsten Grumstrup også i deres artikel ”Engagement er penge”, hvor de tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Frederick Herzbergs skelnen mellem vedligeholdelsesfaktorer og motivationsfaktorer. Herzberg mente, at vedligeholdelsesfaktorer har en meget stor indflydelse på ens demotivation og dermed skal vedligeholdelsesfaktorerne også være i orden på en arbejdsplads, hvis man vil fastholde medarbejderne. Vedligeholdelsesfaktorer kan f.eks. være de fysiske og sociale rammer på arbejdspladsen. Hvis disse faktorer ikke er i orden, så risikerer man, at medarbejderen bliver mere fokuseret på at ”overleve” end at fremme virksomhedens interesser. Men vedligeholdelsesfaktorerne siger ikke nødvendigvis særlig meget omkring, hvor engageret medarbejderne er i deres arbejde. For engagement knytter sig mere til følelsen af at udrette noget og selvrealisering og derfor er motivationsfaktorerne også indbefattet i selve arbejdet. Motivationsfaktorer kan f.eks. være at have et stort ansvar, at have medindflydelse på virksomhedens udvikling, at ens arbejde gør en forskel, at man kan udvikle sig og at man får anerkendelse for sin arbejdsindsats. Derfor er regelmæssig feedback fra den nærmeste leder, muligheder for faglig og personlig udvikling, en åben og ærlig kommunikation og medindflydelse på arbejdets udvikling også helt afgørende faktorer for, hvorvidt ens medarbejdere er engageret i deres arbejde. Ligegyldighed og manglende medindflydelse er (som sædvanlig) roden til al ondt. Det er også meget vigtigt for følelsen af engagement, hvis virksomheden har en overordnet vision eller et fælles mål, som medarbejderne kan relatere til - frem for bare at fokusere på de individuelle arbejdsopgaver. Derudover er det også vigtigt med nogle gode samarbejdsrelationer på arbejdspladsen hele vejen igennem hierarkiet, da medarbejdernes engagement ofte er en direkte afspejling af, hvordan medarbejdernes har det med chefen. Undersøgelser har vist, at en af de værdier, der virker allermest motiverende på medarbejderne, er inspirerende lederskab – frem for incitamenter og belønning (som dog også kan have en vis engagerende effekt). Og som sædvanlig viser det sig også, at dårlig intern kommunikation og fraværende ledelse har den mest ødelæggende effekt på medarbejdernes engagement. Hvilket endnu en gang sætter fokus på, at den moderne leder ikke bare skal have nogle gode evner indenfor økonomi og organisation – men også indenfor kommunikation og psykologi, hvis man altså vil skabe en arbejdsplads, der formår at kunne tiltrække og fastholde de engagerede medarbejdere.

Thank U

Alanis Morisette fik meget medieomtale, da hun i 1998 udgav sin første single Thank U fra sit fjerde album Supposed Former Infatuation Junkie. Det gjorte hun hovedsagligt, fordi der med singlen også fulgte en video, hvor hun var nøgen. Men derudover så har sangen faktisk også et fantastisk budskab. Budskabet handler om at være taknemlig for livet. Det bliver på smukkeste vis understreget i videoen, hvor Alanis går nøgen rundt. Men videoen handler ikke om at promovere nudisme, men har til formål at understrege det vigtige ved at turde være sig selv. At turde vise, hvem man er. At være åben og sårbar overfor andre mennesker. Det at være sårbar er på mange måder også det samme som at turde være sig selv. (Thank you frailty). Hvis man er bange, så trækker man sig ind i sig selv og begrænser dermed også sine egne muligheder. Sangens tekst handler hovedsagligt om taknemlighed. Den store taknemlighed opstår, når man formår at vende alverdens ulykke eller sorg til lykke. For det forunderlige og mærkelige ved stor sorg og ulykke er, at man på et eller andet tidspunkt vil opleve, at det ikke længere er muligt at blive mere ulykkelig. Så har man helt bogstaveligt talt nået bunden - man kan ikke længere synke dybere og dermed kan det kun gå fremad. Men det er desværre ikke alle mennesker, der når bunden, selvom de er meget ulykkelige.

Alanis begynder Thank U med spørgsmålet: How about that ever elusive kudo? Hvad med den evige udefinerbare og uforståelige taknemlighed? Taknemlighed er noget, som der opstår, når man ikke længere bebrejder andre for ens sorg eller ulykke. How about me not blaming you for everything? Taknemlighed opstår, når man kan værdsætte livet, som det er lige nu. Når man kan nyde livet - uden hverken at leve i fortiden eller i fremtiden. Uden at udskyde lykken til senere. How about me enjoying the moment for once? Når man ikke længere er bange for sine egne følelser. How about grieving it all one at a time? Eller er bange for at give udtryk for sine følelser. How about unabashedly bawling your eyes out? Når man tør behandle sig selv, som man virkelig fortjener. How about no longer being masochistic? Når man ikke længere føler nogen form for vrede mod dem, som har såret eller behandlet én uretfærdigt. How about how good it feels to finally forgive you? Når man giver slip på smerten, frygten eller sorgen, så vender man tilbage til livet og dermed opstår der en ny mulighed for lykke. Denne mulighed giver automatisk én en stor følelse af taknemlighed. En taknemlighed for livet og alt, hvad det indeholder. Alle livets muligheder. Man vender tilbage til overfladen som et andet (nyt) menneske. Alanis beskriver denne rejse ud af ulykken mod lykken meget smukt med ordene:

The moment I let go of it
was the moment I got more than I could handle.
The moment I jumped off of it
was the moment I touched down.

10.000 besøgende

Ja, jeg er godt klar over, at mange måske ikke vil anse 10.000 besøgende for særlig meget, men det gør jeg. Specielt fordi jeg igennem det sidste år har brugt nogle forskellige metoder til at holde antallet af besøgende nede på min blog. Siden dengang er der godt nok sket det uheldige, at nogle af de andre bloggere er begyndt at linke til min blog, hvilket har gjort, at jeg har måtte opgive mit projekt om få besøgende på min blog. Altså det med at være sådan lidt undergrundsagtig, men hvem ved - det kan måske igen en dag blive et realistisk projekt. Jeg har aldrig haft de store forventninger til antallet af besøgende på min blog (og det har jeg stadig ikke). Derfor var det også en stor overraskelse for mig, dengang da jeg fik min counter og opdagede, at jeg rent faktisk havde besøgende på min blog. Jeg kan stadig huske, at min første umiddelbare reaktion var: hvad mon den person laver på min blog? Herefter gik det hurtigt op for mig, at vedkommende muligvis var ved at læse et af mine blogindlæg. Hvilket straks skabte en vis bekymring over, hvad jeg egentlig havde skrevet på min blog. For jeg oprettede egentlig udelukkende bloggen for min egen skyld - da jeg elsker at skrive. Selvom jeg naturligvis godt var klar over, at der var en vis risiko for, at andre mennesker måske også ville læse mine blogindlæg – så anså jeg ikke risikoen for at være særlig stor. Herefter begik jeg den store fejltagelse, at jeg nævnte min blog overfor min familie, hvilket jeg straks fortrød. Da det føltes en anelse begrænsende at tænke på, at diverse familiemedlemmer også skulle læse med på ens blog. For ikke at nævne ens naboer, kollegaer, tidligere bekendte og andre mennesker, som man enten kender eller møder regelmæssigt i forskellige sammenhæng. Men på trods af denne ubehagelige fornemmelse af virkeligheden, så har det alligevel lykkes mig med tiden at opbygge en vis illusion om, at min blog er et helt ”privat” sted, hvor der kun kommer (mine venner og) mennesker, som jeg alligevel aldrig vil blive konfronteret med i virkeligheden. (Her må man altså forstå ordet privat, som et sted, hvor alle kan komme præcis, når de vil - man er bare ikke selv bevidst om det.) Her vil jeg da også gerne lige skrive en personlig hilsen til Pilot Per - som altid bringer min blog op som samtaleemne på de mest uventede tidspunkter til diverse middage. Når du ikke nævner det her blogindlæg Per, så vil jeg være meget mere rolig!

Til sidst, så vil jeg gerne lige takke for alle de kommentarer, som jeg har fået på min blog i løbet af det sidste år. Dem værdsætter jeg enormt meget, da det jo netop er kommentarerne som giver én et vist modspil. Kommentarer har også den positive betydning, at man generelt overvejer lidt mere nøje, hvad man egentlig skriver i sine blogindlæg og hvordan man bedst muligt kan undgå diverse misforståelser. Jeg vil også gerne takke for de mails, som jeg har modtaget igennem det sidste år både på baggrund af min blog og min webside. Dem værdsætter jeg også utroligt meget – både de søde tilbud, kommentarer og spørgsmål, som I har været så venlige at skrive til mig. Et af de emner, som jeg generelt har fået rigtig mange mails omkring, er janteloven. Hvilket er godt, da jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe enhver form for jantelov. Specielt blev jeg meget overrasket, da jeg modtog en mail fra en forfatter og bekendt til skaberen af en af jantelovene. Den mail mindede mig i høj grad om, at jeg ikke bare er moralsk ansvarlig for, hvad jeg skriver på min blog, men også er juridisk ansvarlig. Hvilket mange bloggere vist har en tendens til at glemme. (Ikke, at hverken jeg eller vedkommende havde skrevet noget negativt.) Injurielovgivningen gælder også for bloggere. Men heldigvis, så har jeg stadig ikke haft nogen negative oplevelser i forbindelse med min blog og tusind tak for det!

Inden det er for sent

Er græsset grønnere på den anden side?
Tag derhen, hvis der er noget, du vil vide.
For mange drømmer.
Uden at der sker noget.
Og når ikk’ at hoppe på toget, før det er gået.
La’ de andre om at stresse rundt.
Passer mig selv, så jeg kan passe på min kunst.
Pakker mine ting og går som en vinder.
Forsvinder ud af døren, inden det er for sent.

(Troo.L.S. & Orgi-E: Inden det for sent fra albummet Forklædt som voksen.)

Inden det for sent minder mig om, hvor skræmmende det er, når mennesker helt ureflekteret bruger deres liv på at stresse rundt efter forskellige ligegyldige og overfladiske mål - uden nogensinde at overveje, hvorvidt livet egentlig overhovedet er, som de selv ønsker. Alt for mange mennesker lever udelukkende deres liv ud fra en forestilling om, hvordan andre mennesker lever deres liv, hvad andre mennesker forventer eller hvad andre mennesker tillægger værdi. Men man har kun et liv og det er ufattelig kort. Derfor skal man heller ikke spilde sin tid på, hvad andre mennesker vil have eller drømme om, hvordan livet kan blive i fremtiden. For livet er det, som foregår lige nu! Der findes ingen garanti for, at du er her i morgen og derfor er det også vigtigt ikke konstant at udskyde livet til senere. Derfor bør man også altid være bevidst omkring, hvad man vil med livet. Hvordan man vil være som menneske. Hvordan man behandler andre mennesker og selv vil behandles. Livet er alt for kort til at spilde sin tid på unødvendig stress, ubehagelige mennesker og ligegyldige mål. Så overvej, hvorvidt dit liv, dine handlinger og dine mål stemmer overens med det, som du gerne vil have ud af livet. Når du først ligger på hospitalet med dødbringende kræft eller er ved at dø af en blodprop pga. stress, så er det faktisk for sent.

Om medlemskab og foreninger

Generelt er jeg ikke medlem af særlig mange foreninger. Det skyldes nok, at jeg er bange for, at jeg efter et stykke tid vil finde ud af, at jeg alligevel ikke går (nok) ind for den pågældende sag. Og så er det jo lettere, bare at lade være med at blive medlem. For når man er medlem af en forening, så skal man jo også virkelig gå ind for sagen. Ikke så meget for sagen eller de andre medlemmers skyld, men mere pga. alle andre. Dette gælder f.eks. for medlemskab af en politisk forening. Hvis man siger, at man er medlem af et bestemt parti, så tænker folk også automatisk, at man har nogle bestemte holdninger. (Altså bliver man sat i bås.) Selvom ingen jo reelt går ind for samtlige af et partis holdninger - på nær måske nogle få rabiate idealvælgere. Dette gælder nok også for de fleste folketingspolitikere, selvom de naturligvis ikke må give udtryk for dette officielt. For det ville jo være dårligt for partiet, hvis de gav udtryk for deres uenighed. På trods af dette, så er der heldigvis også mange folketingspolitikere, som stadig giver udtryk for deres uenighed med den generelle partilinje. Og heldigvis for det, for det skaber jo både diskussion, dynamik og dermed bliver partierne heller ikke fremstillet helt så firkantede, som de ellers ville virke, hvis alle levede fuldt op til ideen om partidisciplin. Hele ideen om partidisciplin er nok også en væsentlig grund til, at jeg aldrig er blevet medlem af et parti. Eller det vil sige, der var faktisk engang en folketingspolitiker, som for sjov, gjorte mig til medlem af hans parti. Men den sag skal vi nok ikke nævne alt for højt, selvom jeg kun skriver om det på min blog.

For et stykke tid siden følte jeg mig dog tvunget til at blive medlem af endnu en forening. Problemet var, at jeg havde fået rodet mig selv ud i en problematisk situation, fordi jeg tillod mig, at gøre en person opmærksom på det urimelige (og diskriminerende) i den pågældendes udtalelser. Hvilket bagefter gik op for mig, faktisk kunne koste mig selv dyrt! Jeg fandt hurtigt en forening, som kunne bakke mig op, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg var godt nok lidt i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig skulle blive medlem. For normalt bliver jeg ikke bare medlem af en forening uden mange grundige overvejelser. Hvad mener foreningen på andre områder? Blander de sig politisk? Men jeg havde jo brug for backup og kunne ikke rigtig se, hvem der ellers skulle hjælpe mig i den pågældende situation. Så jeg blev medlem. Efter lang tid fik jeg endeligt et brev om, at jeg var blevet medlem, men at der ville gå et stykke tid, før jeg kom på den officielle medlemsliste. Okay, tænkte jeg, bare jeg er medlem, så er jeg vel sikret. Hvis jeg får nogen problemer, så ved jeg jo, hvor jeg kan få rådgivning og backup. Problemet eksisterer faktisk stadig, men det pudsige er, at jeg aldrig har hørt noget fra den pågældende forening siden! Nogen gange tænker jeg på, om det egentlig overhovedet er en reel forening? For der er aldrig nogen aktiviteter, møder, planer eller noget lignende. Men foreningen eksisterer stadig! Jeg tænker også nogle gange på, hvordan jeg egentlig ville vide, at jeg havde meldt mig ud af foreningen. Altså, hvis jeg ville det. Men indtil videre har jeg ingen problemer med at være medlem af foreningen, for jeg har jo indtil videre ikke været uenig med foreningen en eneste gang. Så måske er det den perfekte forening for mig! Men... hvis det viser sig, at jeg skulle få brug for foreningens hjælp, så regner jeg også med, at foreningen vil bakke mig op. Og måske er det netop det foreningen mangler - et formål! Det vil de så muligvis også få, selvom at jeg personligt ikke håber på, at jeg ikke skal ud i en eller anden form for konflikt, bare fordi jeg kom til at sige min mening! Det vil tiden jo vise. Men næste gang, så vil jeg tænke mig lidt mere om, inden jeg bare siger min mening, så det ikke ender med, at jeg skal melde mig ind i endnu en forening.

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Om blogetik og etiske regler for blogging

På flere blogs er man begyndt at forbyde anonyme kommentarer, fordi man her anser anonymiteten som et manglende ansvar for den pågældende holdning. For problemet med anonymitet er jo netop, at den manglende identitet og dermed også det manglende ansvar hurtigt kan medføre en vis form for ligegyldighed overfor indholdet af ens kommentarer. (Da ens kommentarer jo ikke kan få nogen konsekvenser.) Og sådan en ligegyldighed finder jeg dybt uansvarlig af to grunde. For det første, fordi der faktisk er en reel person bag den pågældende blog, som ikke nødvendigvis er ligeglad med enhver form for grove kommentarer. For det andet, så kunne man jo også frygte, at ligegyldigheden fører til endnu flere kommentarer som ikke er tænkt ordentligt igennem eller som kun har til formål, at lægger blogindehaveren for had. Det tager jeg kraftigt afstand fra - både ligegyldigheden og de hadske kommentarer. Heldigvis har jeg endnu ikke selv fået nogen hadske kommentarer (det er muligvis en af fordelene ved ikke at få særlig mange kommentarer) men det er desværre nok bare et spørgsmål om tid. Men heldigvis er der også andre, som har fået øjnene op for det problem og derfor har flere også påpeget behovet for et etisk kodeks på nettet. Blandt dem er f.eks.Tim O’Reilly og Jimmy Wales (en af skaberne af Wikipedia) som har oprettet websiden Blogging Wikia med etiske adfærdsregler for blogging, som brugerne både kan debattere og redigere - ligesom Wikipedia.

Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.

1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.

2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.

3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.

4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.

5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.

6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.

7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.

8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.

9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!

10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.

11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.

Om en blogs ansvar

Jeg har aldrig rigtig tænkt over, om man har et ansvar som blogger, for det man skriver. (Altså et medmenneskeligt ansvar, for jeg er naturligvis bevidst om, at man som blogger har et strafferetsligt ansvar.) Men det er pludseligt blevet et aktuelt spørgsmål, efter at jeg har læst Lowises kommentar på min blog. Lowise har skrevet en kommentar til mig, hvor hun gør mig opmærksom på hendes egen spritnye blog. Og i Lowises første ( ret sjove) indlæg på hendes blog giver hun mig (og mit tidligere indlæg 10 gode måder til at forsinke ens speciale på) skylden for, at hun nu selv har oprettet sin egen blog. Det har hun gjort, fordi hun også er ved at skrive sit speciale og derfor har hun fulgt et af mine råd (om at få en blog) til at forsinke hendes speciale.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg egentlig skal forholde mig til denne udmelding. Er det en ære eller skylder jeg hende egentlig en undskyldning? For jeg havde ærligt talt ikke tænkt over, at mit eget indlæg kunne være med til at forsinke andres specialer. For normalt beregner jeg kun min blogs påvirkningsevne til at være omkring nul. Men man kan øjensynlig godt påvirke andre mennesker ved at skrive noget på ens blog. Det er egentlig ret fascinerende, men samtidig betyder det jo også, at man må tage et vist ansvar for indholdet af ens blogindlæg. Netop fordi ens blogindlæg kan påvirke andre og have konsekvenser. Altså må man virkelig gennemtænke ens blogindlæg, inden at man trykker dem. Det betyder nok også, at nogle af mine fremtidige blogindlæg som f.eks. 10 gode grunde til at begå selvmord eller 10 gode grunde til at blive en rabiat religiøs fanatiker alligevel ikke kan blive til noget. For der skulle jo nødig være nogen som misforstod min sorte humor. Heldigvis, så kan jeg forstå på Lowises eget indlæg, at hun faktisk også selv er ganske god til at finde på strategier til at forsinke hendes specialeproces. Hun har faktisk selv opfyldt alle kriterierne på forhånd, så det kan jeg vist næppe gøres ansvarlig for - kun den del med bloggen. Men jeg vil da gerne ønske Lowise al held og lykke fremover - både med bloggen og med at forsinke sit speciale.

Min specialekontrakt

Efter en del diskussion, så har min søde vejleder og jeg endelig fundet frem til en dag, hvor vi vist begge to har tid til at skrive en specialekontrakt. Og dermed skulle jeg også gerne have en deadline for mit speciale (på næste fredag). Det er en begivenhed, som min nærmeste omgangskreds har ventet meget utålmodigt på af to årsager. For det første, fordi de er MEGET trætte af at høre om universitetet. Hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ikke, at jeg taler så meget om universitetet i forhold til så mange andre ting. For det andet, så mener de vist også dybest set, at det bedste for mig vil være, at jeg kommer så hurtigt væk fra universitetet som overhovedet muligt. Hvilket jeg heller ikke forstår, for jeg er faktisk meget glad for universitetet på trods af diverse forhold. Men det mener de tydeligvis ikke, at jeg bør være. De mener til gengæld, at jeg vil kunne forstå dem, når jeg først er kommet væk fra universitetet, for flere af dem har selv taget en universitetsuddannelse. Så derfor vil det helt sikkert også glæde dem, at jeg nu får en deadline for mit speciale.

Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.

Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?

Danskernes ligegyldighed når nye højder

TV2s nye forbrugermagasin Praxis undersøgte i går, hvordan danskerne generelt reagerer, når en person pludselig falder om midt på en travl gågade. Og undersøgelsen viste endnu engang, at danskerne generelt er fuldkommen ligeglade med deres medmennesker, for de fleste gik bare videre. Hvorfor skulle man dog også bekymre sig om, at et andet menneske pludselig falder om midt på gaden? I udsendelsen blev der også vist tal for sandsynligheden for at overleve, hvis man falder om på en større gågade. Mens man i Norge var helt oppe på en sandsynlighed på 23 % for at overleve, så var den i Danmark helt nede på 9 %.

Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!

Wikipedias idealisme

Ja, jeg burde jo egentlig have vidst det, allerede inden jeg begyndte at skrive artikler på Wikipedia. Bare ud fra Wikipedias egen definition af sig selv, som en encyklopædi på over 250 sprog som skrives af frivillige bidragydere fra hele verden. Med andre ord, hvem som helst kan skrive, hvad som helst. Det lyder jo også næsten for idealistisk og anarkistisk. Og ganske rigtig, bag disse ord skjuler sig da også en helt anden realitet. Bag den idealistiske definition gemmer sig en masse foranstaltninger, så man netop ikke bare kan skrive, hvad som helst. For det første er der en lang række administratorer af både frivillige og ansatte. Administratorernes job er, at holde lov og orden i rækkerne af skribenter og det gør de med hård hånd (tag ikke fejl af det). Det første man skal lære på Wikipedia er, hvordan man laver en artikel i deres html (som delvis består af gamle html koder og almindelig tekst). Derefter skal man lære at skrive efter en masse regler om, hvordan man SKAL sætte en artikel op, hvilket sprogbrug man SKAL bruge og hvad der IKKE er tilladt. Alle reglerne er egentlig meget rationelle og logiske og dem er der egentlig ikke noget galt med i sig selv.

Nej, problemet er mere, at Wikipedia rent faktisk også har et aspekt af demokrati med alle dets glæder og sorger. Der er en vis glæde ved at bygge noget op sammen med andre mennesker, specielt på kryds og tværs af alder, uddannelse og erhverv. Problemet opstår først, når der er en uoverensstemmelse mellem skribenterne. Her er folk meget vedholdende og mange fastholder deres synspunkter eller rettelser med diktatorlignende autoritet (specielt i de interne diskussioner, hvor andre ikke kan se, hvad de skriver). På den måde kan en rettelse i princippet blive rettet frem og tilbage i det uendelige, indtil en af parterne klager til administratorerne. (Lidt ligesom børn klager til deres forældre.) Sådan en klage kan føre til, at man enten får en advarsel eller bliver smidt helt ud. Men der er ingen ankeinstans og derfor er det helt op til en tilfældig formynderisk (ja, det er ikke NPOV) administrator at afgøre ens skæbne. Hvoraf mange på Wikipedia kender hinanden, så man kan ikke regne med nogen form for objektivitet. Nu skal det siges, at jeg stadig ikke har fået, hverken nogen advarsler, blevet blokeret eller blevet smidt ud, men selve frygten for at få flere klager, gør at jeg ikke gider gå ind i en diskussion med andre på Wikipedia mere. Hvis de retter noget, så retter jeg det kun tilbage, hvis jeg dermed ikke længere kan stå inde for sidens indhold. For der er nogen sider, som jeg føler en vis forpligtelse overfor og derfor kan jeg ikke bare se til ved enhver form for ændring. Her troede jeg så selvfølgelig, at jeg som sidste udvej, bare kunne slette det indhold, som jeg selv havde skrevet. Men nej, bordet fanger. Når man først er ansvarlig, så er man det FOR LIFE (ligesom når man er medlem af en kriminel bande). For resultatet af at slette mit eget indhold var, at jeg derved fik endnu flere klager over, at jeg netop havde slettet indholdet. Hvilket betød, at jeg måtte genindsætte indholdet. Egentlig kunne jeg også vælge at klage, frem for bare at give efter. Men det gider jeg ærlig talt ikke, for det kommer der nok alligevel ikke noget ud af (ud over måske at få en ny fjende). Så den frie og idealistiske verden, som jeg troede Wikipedia var, viste sig naturligvis, at være en uretfærdig og bureaukratisk verden (ligesom den udenfor nettet). Selvom det stadig irriterer mig, at nogle sider på Wikipedia (på dansk) er så rodet og fejlagtige, så man tror, at det er løgn. Men frem for bare at føle frustration, så har jeg skabt min egen hjemmeside om filosofi. Der er der nemlig kun en administrator og det er mig. Nej, det passer ikke, der er selvfølgelig også Google, min samvittighed, andre menneskers meninger (dem som betyder noget for mig) og i sidste ende måske politiet. Men det er også i orden, for jeg har stadig ikke fået nogen henvendelser fra nogle af dem, om at jeg bliver nød til at ændre noget.

For god ordens skyld så må jeg hellere også tilføje, at jeg syntes, at Wikipedia er en genial ide. Det meste af den kritik jeg har fået, er faktisk også helt fair kritik, men ikke alt. For noget kritik skyldes det faktum, at der findes mange områder, som man ikke kan opsætte regler for eller som er afhængig af en subjektiv vurdering (og de kan jo være forskellige). En anden foranstaltning mod tilfældighedernes kaos på Wikipedia er, at mange artikler faktisk er låst, men det betragter jeg nu som en god og hensigtsmæssig ide. Specielt for rigtig gode og populære artikler som f.eks. Harry Potter (den engelske version) og derfor har Harry Potter også sine egne udvalgte skribenter. Wikipedia er i dag oppe på over syv millioner artikler, hvoraf 77.834 er på dansk. Desværre er den danske version stadig ikke lige så god, som den engelske, men det ændrer sig forhåbentligt med tiden og lidt tålmodighed.