Test: Er du kvalificeret til Folketinget?

Jeg har generelt en totalt naiv forestilling om, at mennesket skal gøre sig fortjent til diverse goder og at man derfor heller ikke opnår noget uden, at man fortjener det. Dermed burde samtlige folketingspolitikerne også besidde de følgende fundamentale egenskaber såsom: rationelle evner, høj moral, flere års erfaring og interesse for politik gerne krydret med lidt erfaring fra arbejdsmarkedet, gode kommunikative evner, demokratisk forståelse og nogle helt grundlæggende velfunderede politiske holdninger. Desværre er det sjældent tilfældet - efter Folketingsvalget kan det konstateres, at de følgende totalt ligegyldige egenskaber øjensynlig i høj grad kvalificerer en til plads i folketinget:

1. Familie: Har en af dine forældre eller en nær bekendt været folketingspolitiker, så er du også klar til at optage en plads i Folketinget. Det kan meget vel være, at du ikke ved noget som helst om noget (men tror det) og aldrig rigtig har interesseret dig for politik - men nu har du brug for et job med en høj løn og derfor kunne du alligevel godt tænke dig at nasse dig til en plads i Folketinget. Det kan du bare gøre – for mange års traditioner gør dine familieaner dig per automatik egnet til Folketinget. (Ironisk nok mener flere folketingspolitikere, som er børn af folketingspolitikere, at kongehuset skal afskaffes ud fra den begrundelse, at det er udemokratisk, at de kongelige har specielle privilegier - bare fordi de er blevet født af deres forældre. Say what? Hvordan tror de selv, at de fik deres nuværende placering? Pga. deres evner?)

2. Ung: Efter valget ved vi nu også, at det at være ung alene kan kvalificere en til en ministerpost. Evner, indsigt og erfaring er øjensynlig so last year.

3. Være rapkæftet: Man behøver ikke at sige noget fornuftigt eller have nogen som helst forståelse af, hvordan verden fungerer – bare man har en mening og tør sige den højt.

4. Lov guld og grønne skove: Kan du love, hvad som helst – uanset, hvor urealistisk det lyder (uden at skamme dig)? Det kræver stemmer for at komme i Folketinget, så hvorfor ikke bare love de dumme vælgere præcis det, som de drømmer om? Hvad som helst. Glem alt om realisme og økonomisk krise. Når valget er overstået, så kan du altid bare ændre mening og henvise til (dem med forstand på politik) økonomernes forklaring på, hvorfor det alligevel ikke kan gennemføres.

5. At være dobbeltmoralsk: Dobbeltmoralske og inkonsekvente holdninger forhindrer ikke nogen politikere i at blive valgt ind i Folketinget igen og igen. Det faktum peger ikke bare tilbage på det tåbelige politiske bagland, men også på de dumme vælgere som øjensynlig bare tigger om at blive bedraget igen og igen.

6. Manglende samvittighed: Kan du sagtens tale om, hvordan du vil kæmpe for de fattigste i samfundet samtidig med, at du hæver afgifterne på helt almindelige forbrugsvarer såsom benzin, offentlig transport og madvarer samtidig med, at du letter topskatten for de rigeste (f.eks. folketingspolitikerne) og bruger din skattebetalte løn på godt en million årligt på at købe designertøj og dyre rejser? Hvis svaret er ja, så er du klar til Folketinget.

7. Udvidet manglende samvittighed: Kan du tage på dyre såkaldte politiske rejser og spise dyre såkaldte politiske middage SAMMEN med din partner på statens regning uden at få dårlig samvittighed? Så er du selvskrevet til Folketinget!

8. Se godt ud: Det har været et kvalificerende træk i mange år af komplet uforståelige årsager.

9. Vundet sportskonkurrencer: Har du vundet nogen sportsmedaljer eller Vild med dans, så er du også en helt oplagt kandidat til Folketinget!?

10. Kunne en masse citater: Det virker altid intelligent, når man kan komme med et rigtig godt og passende citat. Ligesom da Helle Thorning Smith blev spurgt af TV2: ”Hvad betyder det for de kommende forhandlinger, at de Radikale fik et så fantastisk flot valg?” Hvortil hun svarede: "Jeg tror, at det er vigtigt, at vi forstår, at de Radikale er et parti med stor selvtillid. Sådan skal det være. Med stor styrke kommer også stort ansvar, som jeg tror, Superman siger". Gæt igen – Spidermans skaber Stan Lee!

Men jeg er enig med Stan Lee: Med store evner følger også et stort ansvar, hvilket desværre ikke i sig selv tilskriver særlig mange folketingspolitikerne noget ansvar. Men de har stadig et stort ansvar for at bruge såvel deres egen tid som statens penge med stor omtanke, når de er blevet valgt ind i Folketinget. Et ansvar som jeg godt kan frygte, hvor mange af dem reelt kan leve op til - selv hvis de prøver.

Ministerier - et egnet område for besparelser?

Selvom Danmark er i økonomisk krise og der konstant bliver sparet på helt fundamentale velfærdsområder såsom folkeskolerne, dagpengeområdet og sundhedssektoren, så har det ikke stoppet Helle Thorning i at udpege flere ministre end den forrige regering. Det var øjensynlig ikke et område, hvor man kunne se et potentiale for at spare en del penge i form af færre høje (og ikke særligt samfundstilsvarende) ministerlønninger. Men det er nok den pris, som samfundet må betale, når et flertal af samfundet har peget på flere partier, som ikke har særlig meget til fælles, udover at de alle gerne være ministre (dvs. få en løn på minimum 924.850 kroner om året). Jeg stiller meget særligt kritisk overfor:

Har vi virkelig behov for både at have en miljøminister OG en klimaminister? Kunne de to områder mon ikke med fordel varetages af den samme person? Eller er det bare mig som mener, at der godt kunne være en vis sammenhæng mellem miljø- og klimapolitikken?

Og er det virkelig nødvendigt med en separat by- og boligminister? Specielt når vi allerede har fået en klima-, energi- og bygningsminister? (Bygningsminister? Bliver der ikke bare tilføjet ord nu for at få det til at lyde mere omfattende end det reelt er?) Og hvorfor har by- og boligministeren ikke ansvaret for bygningerne? Hvordan skal den fordeling af det politiske område helt præcist fungere i praksis? Jeg ved godt, at socialdemokraterne har en lang tradition for et boligministerium, men jeg syntes stadig, at en by- og boligminister mest af alt lyder som en løsning, som politikere er blevet enige om i en sen nattetime efter flere timers uløselige forhandlinger på Crowne Plaza.

Som en hjælp til den nye regering foreslår jeg følgende nye ministerier, hvis forhandlingerne igen skulle gå i hårdknude og der bliver behov for at oprette nogle nye ministerier:

- Ungdomsministeriet: administration af cafepenge og kultur- og fritidstilbud samt forebyggelse af ungdomskriminalitet – kan f.eks. kombineres ved at tilbyde kriminelle gratis drukferier til Sunny Beach. (Er muligvis allerede en realitet i form af den nye Ungdomsminister).

- Idéministeriet: Der mangler altid gode idéer - specielt i krisetider - og derfor kan der også hurtigt blive brug for et idéministerium. Der er naturligvis allerede nogen, som har fået den idé og derfor kan den nye regering sikkert få hjælp til at starte ideministeriet op på Ideministeriet.dk.

- Ministerieministeriet: administration og ansvarsfordeling af de eksisterende ministerier samt lobbyarbejde for oprettelsen af og videreudviklingen af nye ministerier og tilføjelsesministerier.

Skab høj kvalitet og reducer udgifterne!

Det lyder måske en smule utopisk at skabe højere kvalitet samtidig med, at man reducerer udgifterne - men det er ikke desto mindre kravet til sundhedsvæsenet i dag! Med en befolkningssammensætning der forandrer sig hen imod, at mennesket lever længere og længere samtidig med at behandlingerne bliver både flere og mere kompliceret. Så skaber videnskaben også hele tiden nye og stigende forventninger hos borgerne i forhold til, hvad de kan blive behandlet for, ventetiden og behandlingens kvalitet. Så det er et meget konkret problem, når der bliver flere brugere og færre til at betale for de stadigt stigende udgifter – det sætter det danske velfærdssamfund under pres. Det har Carl Holst næstformand i Danske Regioner også udtalt følgende om:

"Udgifterne til det danske sundhedsvæsen er steget med 23 procent gennem de seneste 10 år. Det er en udvikling, der næppe kan fortsætte. Løsningen er kvalitet. Ved at behandle rigtigt første gang, kan vi både levere en bedre kvalitet og reducere omkostningerne."

Helt konkret så koster det danske sundhedsvæsen årligt ca. 97 milliarder kroner, hvilket svarer til ca. 17370 kroner per dansker. Heraf går cirka 78 procent (ca. 75 milliarder) til sygehusene, 15 % (14,5 milliarder) til de praktiserende læger og 7 % (7 milliarder) til medicintilskud. Men udgifterne er stadigt stigende med cirka 3-4 % procent hvert år og derfor er udgifterne også steget med 27 milliarder eller 39 % fra 2000 til 2011 samtidig med, at produktiviteten er steget med 19 % fra 2007 til 2010. (Det bør også nævnes her, at væksten i udgifterne var minimal i 2010.) Og her skal man også huske på, hvordan de stigende krav til nyt teknisk udstyr og de stigende udgifter til medicin også spiller en væsentlig faktor i forhold til muligheden for at holde udgifterne nede. Derfor er der nu en massiv opmærksomhed på kvalitetsbegrebet og derfor handler det ikke længere om kvantitet. Som Bent Hansen formanden for Danske Regioner udtalte i februar:

"Sundhedsområdet er et velfærdsområde og ikke et driftsområde. Derfor skal vi væk fra den sygehusmodel, der er bygget op omkring en målsætning om at sikre borgerne mest mulig behandling. Vi skal i stedet sætte nogle konkrete kvalitetsmål, der sikrer, at patienterne får den bedst mulige behandling."

Kvalitet handler om at undgå fejl og derfor koster god kvalitet heller ikke nødvendigvis ekstra – det gør dårlig kvalitet til gengæld. Man skaber kvalitet ved at skabe en bedre patienttilfredshed vha. patienttilfredshedsundersøgelser og inddragelse af patienterne i tilrettelæggelsen af behandlingerne. Ved at undgå spild og skabe mere effektive arbejdsgange, så man kan undgå uhensigtsmæssige administrative og kliniske arbejdsprocesser. Ved at gå målrettet efter at forebygge fejl og lære af ens egne tidligere og andres fejl og dermed nedbringe dødeligheden.

Hvert år er ca. 9 ud af 10 danskere i kontakt med sundhedsvæsnet enten via egen læge, diverse speciallæger eller sygehusene. I 2010 blev 2,4 millioner danskere behandlet på de offentlige sygehuse og 46.000 blev indlagt på de psykiatriske sygehuse. Derudover var der også 6,6 millioner ambulante besøg på de somatiske og 1 million ambulante besøg på de psykiatriske sygehuse. Det er rigtigt dyrt og med et stigende antal ældre, så skal politikerne i særlig grad overveje, hvordan man bruger borgernes penge bedst muligt, således at man får mest mulig kvalitet for pengene. Kvalitet er ikke nødvendigvis lig med den dyreste, billigste eller den til enhver tid eksisterende behandling, men er den behandling, der giver de bedste resultater og den højeste livskvalitet for patienterne.

10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes (og undgår dårlig ledelse)

De 10 regler nedenfor kan virke enormt selvindlysende – nærmest håbløst selvindlysende. Alligevel er brud på reglerne nedenfor formentlig den primære årsag til, hvorfor flere virksomheder ikke opnår den ønskede succes. Dette bortforklares tit med ordene dårlig ledelse, men hvad mener man egentlig, når man taler om dårlig ledelse? Det vil jeg forsøge at præcisere ved at formulere 10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes. Dårlig ledelse vil ofte være et resultat af brud på flere af disse regler. Selvom der findes mange forskellige perspektiver på ledelse, så mener jeg ikke, at der vil være særlig mange mennesker, som vil være uenige i de nedenstående regler.

1. Virksomhedens økonomi er helt essentiel! Dårlig ledelse i forhold til styring af omkostningerne er den mest væsentlige årsag til, at en virksomhed lukker. Derfor skal der altid være en meget effektiv omkostningskontrol og her skal ledelsen være hurtig til at reagere i forhold til enhver negativ tendens.

2. Virksomheden skal fastholde de mest hårdtarbejdende og talentfulde medarbejdere.

3. Særligt de medarbejdere med stort engagement bør fastholdes. Engagement handler ikke bare om, at man bruger nogle ekstra timer på arbejdet, men i langt højere grad om vilje og lyst til at opnå et bestemt mål, om at tage ansvar for sit arbejde og sit arbejdsområde og ikke bare skubbe opgaven og dermed ansvaret videre til andre. Den slags dedikation til arbejdet er af stor værdi for enhver virksomhed.

4. Virksomhedens produkter eller serviceydelser skal være i overensstemmelse med markedet og med fokus på kundernes behov og ønsker.

5. Virksomheden skal have en fælles vision – et klart mål. Alle medarbejdere fra top til bund skal vide, hvor virksomheden er på vej hen og arbejde derefter.

6. Virksomhedens ledelse skal sikre en konstant kvalitetsudvikling og læring. Forbedring er ikke kun et mål, men et af de allervigtigste elementer i ledelse.

7. Virksomhedens ledelse skal have et højt kompetenceniveau, en høj troværdighed samt en høj moral, således at medarbejderne kan have tillid til ledelsen. Dette sikres bedst gennem en nærværende og synlig ledelse med god indlevelsesevne.

8. Samarbejdet i virksomheden skal bygge på tre kerneværdier: loyalitet, respekt og ærlighed. Loyalitet, respekt og ærlighed (=tillid) er tre helt grundlæggende forudsætninger for enhver positiv relation. Derfor er det også værd at huske på, at tillid tager tid at opbygge – men kan ødelægges på et splitsekund! Tillid er også det bedste udgangspunkt for enhver anerkendelse og anerkendelse er en meget væsentlig del af god ledelse.

9. Virksomhedens kommunikation bør bygge på åbenhed og ærlighed. Åben tovejs kommunikation er de eneste effektive og frugtbare kommunikation og derfor også en væsentlig forudsætning for succes. Det, at kunne lytte og forstå er også en meget væsentlig forudsætning for god ledelse i forhold til at kunne afhjælpe problemer og skabe konsensus. Derudover kan enhver ledelse også lære meget bare af at lytte til medarbejdere – også dem der er nederst i hierarkiet.

10. Virksomhedens medarbejdere skal konstant være forandringsparate. Dette vil være en kæmpe fordel for virksomheden, da en manglende vilje til forandring ganske ofte er den største indre trussel mod virksomhedens mulighed for succes.

Overvejelser over valgets temaer og velfærdsstaten

Det er helt klart, at vi snart skal have valg (i hvert fald inden d. 12. november). Det hænger ligesom i luften – vi har set det hele før. Oppositionen har for længst opgivet ethvert selvstændigt synspunkt og bruger nu primært tiden på at kritisere regeringen og love guld og grønne skove. Der er næsten tale om den gamle Jelved-Nyrup-opskrift og mon ikke også, at det lykkes at få overbevist vælgere om, at et regeringsskifte vil løse hele den globale krise. Det snarlige valg kan så småt spores på højrefløjen, hvor Dansk Folkeparti er ved at gå i træningslejr i forhold til at få sat lighedstegn mellem folk med anden etnisk baggrund og alverdens ulykker – nu manglende penge til velfærdsstaten. Igen uden at skele til den lille detalje - den globale finanskrise. Lars Løkke er også begyndt at fremtone som verdensmand og statsmand ved enhver given lejlighed og ligner ikke længere min far eller en af naboerne. Det bliver spændende at se, hvorvidt han også har tænkt sig at køre med Team Rynkeby til Paris i jakkesæt?

Ifølge dagens aviser er hospitalerne valgets vigtigste tema med hele 48 %. Det kan jeg naturligvis godt forstå, men jeg er muligvis også en anelse farvet, da jeg jo er så heldig at få lov til at arbejde med kvaliteten på sygehusene. Det næst vigtigste tema er ifølge undersøgelsen efterlønnen med 29 %. Det er et sprængfarligt emne og derfor vil jeg også bare påpege, hvorledes jeg stadig ikke har mødt nogen jævnaldrende som mener, at efterlønnen er sådan en god investering, at de selv betaler til deres efterløn. Det fortæller mig alt, hvad jeg behøver at vide omkring, hvor sikker en investering efterløn vil være i fremtiden. Men selvom at det er et spørgsmål om tid, hvornår efterlønnen er afskaffet, så vil jeg gerne understrege, at folk med hårde fysiske og psykiske jobs naturligvis stadig skal have mulighed for at få hjælp, hvis de bliver nedslidt før tid. Ellers er det totalt meningsløst at tale om en velfærdsstat - ganske ligesom det er meningsløst at tale om den danske velfærdsstat uden et velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Ældreomsorgen kommer ind på en tredje plads, hvilket ikke er særlig overraskende i forhold til de stigende antal af ældre og de færre (stakkels) unge, som skal betale for omsorgen. Arbejdsløshed og folkeskolen indtager de næste pladser, hvilket er meget logisk, når man tænker på den økonomiske krise og de unges manglende basale færdigheder indenfor både grammatik og matematik som sætter spørgsmålstegn ved idealet for Danmark som et videnssamfund. På en syvende pladsen er skat. Skat er en forudsætning for velfærdsstaten og reguleringen af skatten har en stor betydning for både dansk industri og dansk økonomi – hvilket derigennem også påvirker alle andre politiske områder. Derfor burde alle per definition mene, at skat er vigtigt – uanset hvilken holdning man så ellers har til skattepolitik. Miljø kommer ind på en niende plads og har naturligvis også en vis betydning i forhold til miljøet herhjemme – men hvis man taler om de globale miljøproblemer, så afhænger det i langt højere grad af, hvad de andre (store) lande beslutter sig for at gøre i forhold til at løse miljøproblemerne (hvilket alle også burde have lært efter COP15). På tiendepladsen er politi og retsvæsen – som også udgør en af de grundpiller, som velfærdsstaten er bygget på. Hvis bandeproblemerne med tiden vil fører til lukkede villakvarterer med hegn og private vagter, som man ser det i udlandet, så er vi på vej væk fra velfærdsstaten. Hvis sundhedsvæsenet med tiden bliver erstattet af private forsikringer, så er vi også på vej væk fra velfærdssamfundet. For velfærdsamfundet burde netop være kendetegnet af en omfordeling af goderne til alles bedste, således at ingen mangler noget. Men hvis borgerne føler, at staten ikke længere kan varetage de mest basale funktioner og der bliver et stigende behov for f.eks. at beskytte sig selv – så er det svært at se, hvordan vi forsat kan tale om en velfærdsstat eller bare en minimalstat. Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl omkring, hvorvidt velfærdsstaten er et gode. Det er det. Spørgsmålet er nok mere, om vi i overhovedet har råd til velfærdsstaten i fremtiden eller måske nærmere, hvordan vi får råd til velfærdsstaten i fremtiden?

Earth

I anledning af Earth Day vil jeg gerne gøre opmærksom på filmen Earth, der er instrueret af Alastair Fothergill og produceret af BBC Worldwide, Discovery Channel og Disney Nature. Earth følger forskellige dyr i løbet af et år og skildrer deres liv - også i forhold til deres problemer i forhold miljøforandringerne. Filmen er den dyreste producerede naturfilm nogensinde. Det forstår man godt, når man har set filmen, der har taget 5 år at producere. Earth er nemlig optaget med den nyeste og bedste high definition teknologi med hele 2.000 frames per sekund, hvilket betyder, at slowmotionoptagelserne kan vises ekstremt klart og detaljeret. I luften har man også brugt helikoptere med Cineflex Camera Stabilization System for at kunne tage flotte og detaljerede billeder på lang afstand og dermed undgå at skræmme dyrene og ødelægge deres naturlige adfærd ved at flyve for tæt på dem. Bag optagelserne står også den kendte filmfotograf Michael Kelim (Twilight, Hancock og Pirates of the Caribbean). Filmen har derfor også en helt anden kvalitet end de tidligere naturfilm fra BBC som f.eks. Deep Blue. Der er brugt mere end 4000 dage på at lave optagelserne ude i naturen til Earth, som er filmet på 204 forskellige steder i verden (i 62 forskellige lande) og af hele 71 forskellige kameraoperatører. Derfor er det egentlig heller ikke nogen overraskelse, at filmen har haft den næsthøjeste indtjening for en naturdokumentarfilm nogensinde - på lidt over 100 millioner dollars. Mere overraskende er det måske, at det alligevel ikke er nok til at gøre det til en succes. For BBC har pga. krisen overvejet, hvorvidt de fremover vil bruge lige så mange penge på naturfilm . BBCs chefproducent Fothergill har udtalt følgende om dette: "There's no way we can compete with Superman, either financially or technically, but the people who have seen Earth say: "A lot of the images look like they've been created on a computer" and "It's so wonderful that our planet is so beautiful". There is a yearning for the real thing". For det er rigtig dyrt at lave naturoptagelser og det får også Earths producer Alix Tidmarsh til at frygte at mindre bemidlede producenter kunne føle sig fristede til at bruge computergenerede billeder i stedet for ægte optagelser. Earth består dog udelukkende af ægte optagelser, hvilket Earths instruktør Fothergill også har understreget med følgende udtalelse: "at no point did we use CGI (computergenerated imagery ) for this film. It is all natural." Hvilket også virker som et meget rimeligt krav til en naturdokumentarfilm. Og aldrig før har man set så smukke optagelser af dyrene, naturen og jorden i så høj kvalitet. Specielt i Blu-Ray-udgaven kommer de fantastiske optagelser virkelig til sin ret i en imponerende høj billedkvalitet. Earth fik premiere på San Sebastian International Film Festival i 2007, men den er helt klart værd at se (eller gense) hvis man ikke tidligere har set filmen.

Kvalitetsudvikling indenfor sundhedssektoren: Fra kvantitet til kvalitet

Danske Regioner skriver i Bedre resultater for patienten – Ny dagsorden for udvikling og kvalitet i sundhedsvæsnet: ”I dag er der primært fokus på aktivitet og budgetter i udviklingen og styringen af det danske sundhedsvæsen. ”Hvor mange operationer er der gennemført?” og ”Hvad koster de?” er naturligvis centrale spørgsmål. De økonomiske parametre fortæller kun en del af sandheden om, hvad vi får for pengene i det danske sundhedsvæsen. Og de siger ikke noget om det, der er vigtigst – nemlig, hvilke resultater sundhedsvæsenet skaber for patienterne.” Ligeledes har Bent Hansen formand for Danske Regioner også udtalt: ”Det er jo ingen maskinfabrik. Men hidtil har vi hele tiden haft brug for - op til de årlige økonomiforhandlinger med regeringen – at dokumentere, at vi var effektive nok for at få de nødvendige midler. Nu vender vi det om og siger, at det er den eller den kvalitet, vi vil opnå – samtidig med at vi holder fast i et højt produktivitetsniveau.” Det politiske fokus er altså skiftet fra udelukkende at se på kvantiteten til også at fokusere på kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Men det er ikke alle steder i sundhedsvæsenet, hvor man har arbejdet lige målrettet med kvalitetsudvikling og derfor er det heller ikke uden grund, at man indførte Den Danske Kvalitetsmodel. Som Flemming Steen Pedersen også skrev omkring kvalitetsudviklingen indenfor sundhedssektoren i ”Operation Kvalitet” i Berlingske Tidende i maj 2009: ”Men initiativerne har været spredte, har haft tilfældighedernes præg, og det har længe været en erkendt akilleshæl, at det er svært at få »best practice« ud i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Efter sommerferien gøres endnu et forsøg, og det er et ganske ambitiøst ét af slagsen. Hér begynder man udrulningen af den »danske kvalitetsmodel« ude på sygehusene. Projektet, der har været fire år undervejs, har formuleret i alt 104 standarder for, hvordan indsatsen bør være på en lang række felter. Sygehusene bliver målt på, om de opfylder standarderne, og resultaterne offentliggøres… Både politikere og fagfolk er således - endelig - begyndt at samle sig til et fælles tigerspring på kvalitetsområdet. Det er ikke længere nok med korte ventelister; behandlingen skal også være i top. For alle patienter. Hele tiden.” Og der er slet ingen tvivl om, at Den Danske Kvalitetsmodel er et tigerspring for mange af de sygehuse, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, som man f.eks. har gjort det på flere af sygehusene i hovedstadsområdet, hvor man flere steder har arbejdet efter den amerikanske non-profit akkrediteringsorganisation Joint Commision Internationals sygehus-standarder i årevis. Den Danske Kvalitetsmodel er indført for at tvinge samtlige sygehuse i Danmark til at forholde sig til kvaliteten af deres ydelser. Set ud fra et kvalitetsperspektiv er det en rigtig god løsning med en national kvalitetsmodel, selvom der naturligvis også kan stilles mange kritiske spørgsmål til indholdet af Den Danske Kvalitetsmodel, planlægningen af akkrediteringsprocessen, auditspørgsmålene og hvorvidt det overhovedet giver mening at indføre en kvalitetsmodel samtidig med, at man kræver, at sygehusene skal spare og øge produktionen. Men hvis man ikke indførte kvalitetsmodellen nu, hvornår skal man så gøre det? Umiddelbart virker det ikke som om, at sygehusene vil få flere penge de kommende år med flere ældre, stadigt stigende krav og stigende udgifter til både udstyr og medicin. Og derudover så burde man vel også mene (også selvom man ikke er kvalitetskonsulent) at kvaliteten af sundhedsydelserne også er et ret vigtigt aspekt for borgerne - eller rettere sagt patienterne.

Om motivation

Motivation er en af de vigtigste psykologiske processer, da motivationen er drivkraften bag enhver menneskelig handling. Jeg har tidligere været inde på Frederick Herzbergs teori omkring motivationsfaktorer i arbejdslivet i mit blogindlæg: ”Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen”. Herzberg skelner skarpt mellem trivselsfaktorer og motivationsfaktorer, da de forhold, der skaber utilfredshed (manglende trivsel) ikke nødvendigvis virker motiverende, selvom de bliver optimeret. Det er f.eks. tilfældet med en god løn og gode fysiske og sociale rammer i forhold til ens arbejdsindsats. Men trivselsfaktorer bidrager til at give mennesket en følelse af tryghed, som er fundamental for menneskets trivsel og derfor er det også essentielt for et godt arbejdsmiljø, at disse forhold er i orden. I videoen forneden er en af pointerne også, at FØRST i det øjeblik, hvor man betaler ens medarbejdere en rimelig løn, så begynder de at fokusere på arbejdet frem for deres løn - MEN her er det lige så væsentligt at huske på, at en lønforhøjelse ikke i sig selv nødvendigvis virker motiverende (hvilket Hawthorne-undersøgelserne også viste). Her spiller andre faktorer ofte en langt større og mere betydningsfuld rolle, hvilket også bliver understreget i videoen, hvor man peger på, at flere videnskabelige undersøgelser viser, hvorledes kreativ frihed skaber langt bedre resultater end en økonomisk belønning (i hvert fald så længe man taler omkring vidensarbejde).

Der er udbredt enighed omkring, at menneskets stærkeste motivationsdrivkraft er behovet for sex og først derefter behovet for at opnå resultater. Men Human Resource Management (oprindeligt Human Relations Management) har også understreget, hvorledes behovet for selvrealisering og det at have et spændende og udfordrende job spiller en væsentlig rolle i forhold til motivation. Nogle andre betydningsfulde motivationsfaktorer er f.eks. behovet for anerkendelse, lysten til at lede andre mennesker, viljen til at påtage sig et ansvar, behovet for at skabe noget nyt (nytænkning) lysten til at analysere og opnå en stor almen viden. Den australske psykolog Elton Mayo har også påpeget, hvorledes enhver form for opmærksomhed virker motiverende på medarbejderne (Hawthorne-effekten). Men, hvad der helt præcist motiverer det enkelte menneske afhænger meget af menneskets individuelle behov og derfor kan det også variere meget fra en person til en anden, hvad der motiverer og får dem til at handle og yde deres bedste. Man kan opdele motivationsfaktorerne i ydre og indre motivationsfaktorer, samt positive og negative motivationsfaktorer, der stimulerer og aktiverer mennesket. De positive indre motivationsfaktorer kunne f.eks. være sex, komfort, status, prestige, ros, anerkendelse og opmærksomhed, mens de negative indre motivationsfaktorer kunne være følelser som frygt, aggression, nedværdigelse og ydmygelse. For motivation komme dybest set indenfra og derfor kan man heller ikke (som en af mine tidligere chefer engang sagde til mig med udgangspunkt i min egen store motivation) fremtvinge eller fake ægte motivation - hvilket også er meget godt illustreret med billedet foroven.

Lean - mere end bare et værktøj til fyringer

Videoen foroven er fra et marked i Bangkok, hvor man har formået at udnytte den minimale plads til flere forskellige formål - både til markedsplads og togstrækning. Selvom der næppe ligger nogen form for Lean-planlægning bag denne organisering, så er det i grove træk filosofien bag Lean. At man ser på, hvorledes man kan få det mest mulige ud af de begrænsede ressourcer, som man har til rådighed. Desværre har Lean-filosofien med årene fået et ry som et værktøj, som virksomhederne udelukkende bruger for at forenkle og effektivisere produktionen i forhold til at spare penge. Og da lønudgifterne ofte er en af de store og justerbare udgifter, så bliver der alt for tit fuldkommen ensidigt fokuseret på, hvorledes man kan nedbringe udgifterne på det område. For hermed opnår man en hurtig og umiddelbar besparelse – selvom man måske kunne have sparet mange flere penge ved at justere på nogle andre områder set over et længere perspektiv. Det har ikke særligt overraskende ført til en del kritik af Lean-filosofien, da mange folk er begyndt at forbinde Lean og Lean-analyser med fyringsrunder osv. Hvilket også går imod en af Lean-filosofiens kerneværdier, hvor man netop ser engagementet i langvarige og tillidsfulde relationer og respekten for mennesker som et vigtigt udgangspunkt for hele Lean-processen. Det er også ærgerligt, da en grundig analyse og gennemgang af en arbejdsproces kan bruges til meget mere end blot at udvælge, hvem der skal fyres næste gang. Man kan f.eks. vha. en Lean-gennemgang kortlægge præcis, hvordan man kan bruge virksomhedens ressourcer på den mest optimale måde – hvilket ikke bare handler om, hvordan man kan reducere udgifterne, men også om, hvordan man udnytter ressourcerne bedst muligt. Hvilket man kan gøre ved at gøre produktionen billigere samtidig med, at man gør produktionen mere strømlinet, får et højere kvalitetsniveau af produktionen, forøger produktionen, får en større tilfredshed blandt kunderne og forbedrer arbejdsmiljøet ved at mindske stressniveauet og sikkerheden for medarbejderne. Altså kan en Lean-gennemgang bruges som et meget effektivt ledelsesværktøj i forhold til at skabe en bedre kvalitet for kunderne og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte, da processen gerne skulle være med til at frigøre nogle ressourcer, som dermed kan bruges meget mere effektivt på nogle andre områder.

En Lean-gennemgang af en organisation eller virksomhed begynder med en observation og gennemgang af samtlige arbejdsprocesser og arbejdsfunktioner. Her ser man primært på de 7 forskellige former for spild, hvilket er overproduktion, transport, ventetid, overforædling (unødvendige forbedringer), lager (for stort), defekter (kræver genbearbejdning) og menneskelig bevægelse (hvordan man kan reducere menneskelig bevægelse). For at undgå disse former for spild, så kortlægger man arbejdsprocessen i detaljer for derefter at se systematisk på, hvorledes man kan forenkle processen ud fra de 5 S’er: sortér, system i tingene, systematisk rengøring, standardiser og selvdisciplin. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Lean opstod som en forretningsfilosofi på Toyota fabrikkerne i 60’erne og derfor kan man naturligvis heller ikke bare anvende metoden direkte på alle andre områder. Det kræver (ligesom med så mange andre ting her i livet) at man tænker sig om, når man anvender Lean-principperne. For Lean blev primært skabt til en virksomhed med faste mekaniske arbejds- og produktionsprocesser og derfor skal metoden naturligvis også tilpasses, når man anvender den på andre områder. Hvor det er væsentligt at se på, hvad der er det grundlæggende i filosofien, hvad der kan bruges og hvad der ikke er anvendeligt i forhold til den pågældende proces. Derudover er det også vigtigt at have for øje, at selve Lean-projektet ikke bliver så omfattende og tidskrævende, at processen begynder at udhule analysens forventede gevinst. For det primære formål med Lean skulle jo gerne være en kontinuerlig forbedring af kvaliteten samtidig med, at man reducerer arbejdstiden og omkostningerne. Og det er jo netop her, hvor nogle Lean-konsulenter virker til at have svært ved at se, hvor grænsen går. Hvilket muligvis kan forklares ud fra det simple faktum, at konsulenterne simpelthen ikke har nok kendskab til de arbejdsprocesser og den viden som arbejdet bygger på - og dermed kan de heller ikke udtale sig kvalificeret om, hvor det vil være muligt og mest hensigtsmæssigt at reducere f.eks. ventetiden eller undgå ligegyldige forbedringer. Derfor forudsætter enhver Lean- eller kvalitetsanalyse også, at konsulenten har et godt kendskab til det pågældende arbejdsområde og at Lean-konsulenten har lavet et meget grundigt forarbejde, inden at vedkommende laver analysen. For hvis dette ikke er tilfældet, så kan analysen meget hurtigt være fuldkommen ubrugelig og dermed kan hele Lean-processen også meget vel kategoriseres som spild. Og derfor burde det også være selvindlysende for enhver Lean-konsulent, at hvis man vil forbedre kvaliteten vha. Lean, så må man også lave en analyse af meget høj kvalitet.

Test: Kender du de danske politiske partier?

Man hører tit folk tale omkring de danske politiske partier, som om de var lette at kategorisere i forhold til de klassiske politiske ideologier såsom konservatisme, marxisme, socialisme og liberalisme. Men det mener jeg ikke er tilfældet i dansk politik, hvor det politiske billede er langt mere kompliceret og nuanceret (eller mudret om man vil) end i andre lande. Og derfor kan man heller ikke bare dele de danske partier op i forhold til de klassiske politiske ideologier, da flere af de danske partier har hentet deres værdier fra flere forskellige politiske ideologier og derfor går deres holdninger også på kryds og tværs af den traditionelle forståelse af ideologierne (hvilket jeg også har påpeget her). Det ser jeg personligt som et udtryk for fornuft og som en af styrkerne ved det danske demokrati. For at bevise denne nuancering indenfor dansk politik har jeg lavet en test bestående af citater fra næsten alle de danske politiske partier, hvor man selv kan teste, hvor let det er at placere de danske partier i forhold til ens egen forståelse af (og fordomme om) partierne: (De rigtige svar står i slutningen af testen.)

1. ”Et rigt og ansvarligt samfund som det danske er forpligtet til at behandle dyr ordentligt. Det er forkasteligt, når dyr lider på grund af mennesker. Dyr bør betragtes som levende væsener, der skal behandles som sådanne med respekt og værdighed. X har kæmpet en lang kamp for at få dyrevelfærd højere op på den politiske dagsorden, og vil fortsat kæmpe for at få ordentlige forhold for alle dyr, hvad enten det drejer sig om kæledyr, vilde dyr eller produktionsdyr.”

2. "Det er faktisk en lidt mærkværdig situation, at vi (X) skal bruge meget af vores tid på at forsvare borgernes frihedsrettigheder - noget som alle partier burde stå bag. Det er nødvendigt, at politikerne igen får respekt for individets rettigheder. Og på det punkt har vi intet problem med at være på samme hold som CEPOS.”

3. "Når mennesker er fodboldtrænere i den lokale klub eller har tilmeldt sig som frivillige hjælpere til kiosken på det lokale plejehjem, gør de for det første noget godt for andre mennesker. Derudover er de også med til at afbalancere samfundet, så vi ikke bliver ligeglade med hinanden og tænker om alting, at det må staten eller markedet tage sig af.”

4. "Vi kan ikke gå ind og lovgive om religion, uden at der virkelig er et ønske fra kirken om det... Men jeg synes, det vil være fint, hvis man kan vie homoseksuelle, så nu må vi se...
(Senere) ... eftersom kirken ser ud til at have et overvældende flertal, der vil lave loven om, så er vi med på at lave loven om. Det vil sige, at der skal være mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i kirken."

5. "For de, der ikke kan forsørge sig selv, skal der være et socialt sikkerhedsnet, der sikrer en rimelig levestandard og forebygger fattigdom og social marginalisering. Borgere, der gerne vil, men ikke er i stand til at klare sig selv, skal have den nødvendige hjælp... Socialpolitikken skal sikre folk i nød en mulighed for at trives og fungere i sociale sammenhænge. X ønsker, at samfundet skal tilbyde et økonomisk sikkerhedsnet, der skal sikre alle danskere i nød en mulighed for leve en tryg tilværelse."

6. "Samfundet skal reagere i form af straf og andre sanktioner, fordi den kriminelle ikke skal gentage kriminaliteten, og for at andre ikke skal begå lignende kriminelle handlinger. Men samfundet skal også reagere overfor kriminelle for at vise respekt overfor ofrene og deres pårørende, samt for at undgå, at andre borgere reagerer i form af selvtægt."

7. "Mennesker skal have frihed til at skabe en tilværelse ud fra deres egne drømme og evner... Frihed til at være. Frihed til at træffe sine egne valg. Det bør være grundlæggende rettigheder for alle mennesker. De politiske rettigheder som stemmeret, ytringsfrihed, trykkefrihed og trosfrihed er fundamentale rettigheder... I takt med, at velfærdssamfundet har givet mennesker mulighed for at forfølge deres drømme, lægger mennesker mere og mere vægt på at være individer. De vil vælge selv, og de vil vælge forskelligt. Den frihed skal vi sikre."

1. Dansk Folkeparti, 2. Enhedslisten, 3. Venstre, 4. Konservative, 5. Liberal Alliance, 6. SF, 7. Socialdemokraterne. Hvis du fik få korrekte svar, så har du en meget traditionel forståelse af, hvorledes de danske partier fordeler sig i forhold til de klassiske ideologier. Hvis du fik mange korrekte svar, så har du formentlig en stor bevidsthed omkring, at man ikke bare kan kategorisere de danske partier ud fra deres fortidige historiske politiske placering, men at de skal placeres politisk ud fra deres nuværende politiske holdninger.

Kvinder - få styr på jeres økonomi!

Hvis kvinder gerne vil tages seriøst og ønsker ligestilling imellem kønnene, så ville det være rigtigt godt, hvis de også alle sammen gad at tage et medansvar for deres privatøkonomi. Jeg bliver direkte forarget, når jeg hører, hvordan nogle kvinder bare overlader det økonomiske ansvar fuldkommen til deres mand, fordi det er det er det lettest. Ja, men hvor længe? For det første så er det da en helt essentielt ting ved at være et voksent menneske, at man ved, hvad ting koster og hvad man bruger sine penge på. Kun børn indtil en vis alder bør vel være undtaget fra dette. For det andet, så forstår jeg slet ikke, hvordan man kan få en fællesøkonomi til at fungere, hvis den ene part ikke deltager aktivt i de økonomiske overvejelser? Hvordan fungerer det i praksis? Får kvinderne lommepenge af deres mand eller får de bare et bestemt beløb, som de må bruge af på deres konto? Eller bruger kvinderne bare penge i fuldkommen blinde uden at vide, hvorvidt de overhovedet har råd til det? For det tredje, så er det også meget svært for mig at se, hvordan man kan have et ligeværdigt og jævnbyrdigt forhold, hvis kvinden er sat fuldkommen udenfor indflydelse i forhold til de økonomiske overvejelser omkring, hvordan man skal bruge pengene. Kvinden bliver jo nærmest degraderet til et barn. Og hvordan kan man som en moderne kvinde (der påstår at kæmpe for ligestilling) vælge at sætte sig selv i den position? Det undrer mig virkelig meget. Det undrer mig også, hvorfor kvinderne ikke selv kan se, at de burde have en interesse i at få indsigt i, hvad pengene bliver brugt til og hvordan man f.eks. laver et skattefradrag. For hvad ville de egentlig gøre, hvis deres mand gik fra dem eller døde? (Specielt, hvis de har børn!) Og her gider jeg ikke at høre nogle dårlige undskyldninger om, hvad mænd og kvinder er bedst til. For der findes ikke nogen biologiske begrænsninger for, hvad kvinder kan sætte sig ind i forhold til privatøkonomi. Og derfor findes der også kun dårlige undskyldninger for ikke at tage det (voksne) medansvar, som det er, at sætte sig ind i sin egen privatøkonomi. Og derudover så bidrager kvinder også aktivt til at fastholde en forståelse af kvinden som mindreværdig (dum?) i forhold til manden. For hvorfor skulle manden ellers automatisk have hele ansvaret for økonomien og ikke have en ligeværdig partner (men et barn?) til at diskutere de økonomiske overvejelser med? Det syntes jeg er værd at overveje også i forhold til, hvad man lærer sine børn. Så kvinder, få styr på jeres privatøkonomi – ikke bare for jeres egen skyld, men også for os andre og for ligestillingen.

Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen

En amerikansk undersøgelse viser, at medarbejderengagement har en større indflydelse på vidensbaserede virksomheders succes end nogle andre faktorer og derudover tjener virksomheder med mange engagerede medarbejdere også dobbelt så meget i forhold til deres konkurrenter med færre engagerede medarbejdere. Ifølge Wikipedia er en engagerede medarbejder en, der er fuldt involveret i og begejstret for vedkommendes arbejde og derfor vil handle på sådan en måde, der fremmer virksomhedens interesser. Paula Sainthouse har skrevet en del om, hvad der kendetegner en engageret medarbejder. Hun skriver, at engagerede medarbejdere er dedikerede til deres arbejde og derfor er de mindre tilbøjelige til at forlade det. De er mere produktive og giver en bedre kundeservice. De tager en ære i deres arbejde og tænker sig selv i sammenhæng med virksomheden og beriger dermed virksomheden med deres personlige kompetencer og perspektiver. De er i høj grad villige til at give af sig selv til virksomheden og bruger derfor også gerne ekstra tid på at få udført en opgave for at opnå en højere kvalitet – ikke pga. økonomiske årsager - men fordi det betyder noget for dem på det personlige plan. Engagerede medarbejdere udgør også tit den innovative drivkraft i virksomhederne, der igennem deres engagement sikrer virksomheden kreativitet og nytænkning. Derudover er de også sjældent fraværende på grund af sygdom og mange af dem mener ligefrem, at deres arbejde har en positiv indvirkning på deres fysiske sundhed (se f.eks. Steve Crabtree: ”Engagement Keeps the Doctor Away”, 2005). Hvorimod uengagerede medarbejdere ”sover” sig igennem deres arbejde, hvor de kun gør det allermest nødvendige uden nogen form for passion eller personlig investering i arbejdet. Derfor er de heller ikke villige til at yde en ekstra indsats uden f.eks. økonomisk kompensation eller trusler. Derudover kan man også tale om en tredje gruppe af medarbejdere, der er fuldkommen ligeglade med deres arbejde og derfor heller ikke går op i, hvem der ved det. De er utilfredse og derfor udfører de deres arbejde sjusket og så er de ofte syge. De er meget kritiske overfor virksomheden og de undergraver også gerne ethvert forsøg fra kollegaerne på at fastholde en positiv holdning til arbejdet og det kan også have en demotiverende effekt på de andre medarbejdere.

Flere undersøgelser har vist, at det kun er omkring 30 % af befolkningen, som er så aktivt engageret i deres job, at de føler en dyb passion for deres arbejde. Men der er 84 % af de engagerede medarbejdere som mener, at de kan have en positiv effekt på kvaliteten af deres arbejdsplads produktion. Derfor er der mange gode grunde til at se nærmere på, hvorledes man som arbejdsplads kan påvirke ens medarbejderes engagement i en positiv retning. Det påpeger Thomas Heilskov og Kirsten Grumstrup også i deres artikel ”Engagement er penge”, hvor de tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Frederick Herzbergs skelnen mellem vedligeholdelsesfaktorer og motivationsfaktorer. Herzberg mente, at vedligeholdelsesfaktorer har en meget stor indflydelse på ens demotivation og dermed skal vedligeholdelsesfaktorerne også være i orden på en arbejdsplads, hvis man vil fastholde medarbejderne. Vedligeholdelsesfaktorer kan f.eks. være de fysiske og sociale rammer på arbejdspladsen. Hvis disse faktorer ikke er i orden, så risikerer man, at medarbejderen bliver mere fokuseret på at ”overleve” end at fremme virksomhedens interesser. Men vedligeholdelsesfaktorerne siger ikke nødvendigvis særlig meget omkring, hvor engageret medarbejderne er i deres arbejde. For engagement knytter sig mere til følelsen af at udrette noget og selvrealisering og derfor er motivationsfaktorerne også indbefattet i selve arbejdet. Motivationsfaktorer kan f.eks. være at have et stort ansvar, at have medindflydelse på virksomhedens udvikling, at ens arbejde gør en forskel, at man kan udvikle sig og at man får anerkendelse for sin arbejdsindsats. Derfor er regelmæssig feedback fra den nærmeste leder, muligheder for faglig og personlig udvikling, en åben og ærlig kommunikation og medindflydelse på arbejdets udvikling også helt afgørende faktorer for, hvorvidt ens medarbejdere er engageret i deres arbejde. Ligegyldighed og manglende medindflydelse er (som sædvanlig) roden til al ondt. Det er også meget vigtigt for følelsen af engagement, hvis virksomheden har en overordnet vision eller et fælles mål, som medarbejderne kan relatere til - frem for bare at fokusere på de individuelle arbejdsopgaver. Derudover er det også vigtigt med nogle gode samarbejdsrelationer på arbejdspladsen hele vejen igennem hierarkiet, da medarbejdernes engagement ofte er en direkte afspejling af, hvordan medarbejdernes har det med chefen. Undersøgelser har vist, at en af de værdier, der virker allermest motiverende på medarbejderne, er inspirerende lederskab – frem for incitamenter og belønning (som dog også kan have en vis engagerende effekt). Og som sædvanlig viser det sig også, at dårlig intern kommunikation og fraværende ledelse har den mest ødelæggende effekt på medarbejdernes engagement. Hvilket endnu en gang sætter fokus på, at den moderne leder ikke bare skal have nogle gode evner indenfor økonomi og organisation – men også indenfor kommunikation og psykologi, hvis man altså vil skabe en arbejdsplads, der formår at kunne tiltrække og fastholde de engagerede medarbejdere.

Bureaukratiet – en trussel mod demokratiet!

Da der er begyndt at komme lidt for mange læsere på min blog, så har jeg besluttet mig for at skrive om noget kedeligt, hvilket faldt meget heldigt ud for mig selv, da jeg har en stor interesse for det kedelige emne bureaukrati. Derfor vil jeg forklare, hvorfor bureaukratiet potentielt kan ses som en trussel mod demokratiet. Jeg vil tage udgangspunkt i Sunghan Ims kritik af bureaukratiet. Det moderne repræsentative demokrati har tre hovedfunktioner: repræsentation, lovgivning og økonomi. Den form for demokrati kan man også kalde for flertalsstyre, da det er flertallet af befolkningen, der bestemmer landets politik. Men denne forestilling om det repræsentative demokrati kalder Im for en fiktion: "But today, this function does not seem to be carried out well in any country, and seems to have become fiction". Dette underbygger Im blandt andet ved at påpege, hvorledes de politiske partiers strenge partidisciplin gør, at politikerne har mistet deres uafhængighed. Derudover kritiserer han også, hvordan den politiske debat i mange parlamenter er blevet en overfladisk procedure uden nogen reel betydning. Ims argument er, at den reelle politiske debat og beslutningsproces slet ikke foregår i parlamenterne, men i de stående udvalg. Og dermed er beslutningerne allerede blevet truffet i udvalgene, inden at man skal diskutere dem i parlamenterne. Hvilket desværre er en nødvendig procedure pga. den offentlige sektors omfang og specialisering, HVIS man skal sikre en vis form for effektivitet indenfor de politiske beslutningsprocesser.

Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

Den filosofiske tanke - et svar til Stokbro

Stokbro er kommet med nogle meget interessante svar og forklaringer (her og her) på mit tidligere blogindlæg Om filosofisk tænkning, hvilket jeg naturligvis også gerne vil knytte nogle kommentarer til. Først vil jeg gerne afvise, at jeg skulle mene, at filosofi er det samme som formidling. Man kan sagtens have filosofiske tanker uden at være i stand til at formidle dem videre til andre mennesker. Der, hvor jeg mener, at formidlingen spiller en helt afgørende rolle, er mere i forhold til forståelsen blandt andre mennesker. For selvom at den manglende formidling eller forståelse ikke per definition gør de filosofiske tanker mindre filosofiske, så er spørgsmålet jo stadig, hvor meget man reelt kan bruge de filosofiske tanker til, hvis ingen forstår dem.

Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).

Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.

Den amerikanske drøm

Der er ingen tvivl om, at Barack Obama er fantastisk velformuleret og ved præcis, hvordan man skal levere et budskab både i forhold til ordvalg, stemmebrug, kropssprog og ansigtsmimik. Så selvom han naturligvis har masser af politiske rådgivere, der konstant kan hjælpe ham med at finpudse teknikken, så ændrer det ikke på, at jeg har stor beundring for hans stil, da han i sandhed har ordet i sin magt. Men det betyder ikke, at jeg mener, at Obama er supermand. Hvilket formodentlig også vil gå op for de mange håbefulde amerikanere i de kommende måneder. For Obama kan ikke med et enkelt trylleslag rette op på den skrantende amerikanske økonomi eller forandre den amerikanske CO2 udledning fra den ene dag til den anden. Den slags tager tid, først skal man træffe de politiske beslutninger (hvilket helt sikkert heller ikke bliver helt uproblematisk med hensyn til senatet) og derefter tager det ofte måneder eller år, før man reelt kan se virkningen i samfundet.

Men for tiden gør det ikke den store forskel, da den amerikanske befolkning desperat har brug for et håb og det har Obama givet dem. Den økonomiske krise har gjort amerikanerne usikre på fremtiden og rystet deres tro på den amerikanske drøm. Derfor er amerikanerne mere end klar til forandring og det har Obama lovet dem med slagord som Yes We Can og Change We Can Believe In. En af Obamas bøger hedder The Audacity of Hope: Thoughts on Reclaiming the American Dream. Og det er præcis det, som Obama har gjort. Han har relanceret den amerikanske drøm og solgt håbet videre til amerikanerne som noget nyt. Hvilket for en kort stund har givet amerikanerne troen tilbage på både den amerikanske drøm og fremtiden. For hvem vil ikke gerne tro på en bedre fremtid? Denne drøm har også samtidig gjort Obama til et symbol på forandring og håb om bedre tider. Derfor er Obama den nye amerikanske superhelt – Messias der ene mand skal redde den dårlige amerikanske økonomi, miljøet og bringe tropperne hjem. Spørgsmålet er bare, hvorvidt denne forandring er realistisk indenfor den nærmeste fremtid? Hvorvidt det virkelig er Change You Can Believe In? Martin Luther King havde en drøm – den er blevet til virkelighed i dag med indsættelsen af Obama som præsident. Men hvad med Obamas drøm, hvornår bliver den til virkelighed?

Den videnskabelige filosofis overlevelse

Jeg har tidligere i min diskussion af, hvad der kendetegner en filosof konstateret, at filosofi har et dårligt image hos nogle dele af befolkningen. Det tror jeg hovedsagligt skyldes to forskellige former for misbrug af ordet filosofi. Den ene form for misbrug af ordet filosofi kommer fra den intellektuelle eller akademiske verden, hvor filosofi desværre alt for tit bliver brugt til at dække over forskellige former for akademisk eller litterært vrøvl. Altså skal man tro, at den manglende sproglige klarhed i virkeligheden er et udtryk for noget dybt filosofisk. Det er desværre langt fra altid tilfældet, selvom jeg naturligvis ikke vil afvise, at Heidegger skulle være den sidste filosof, som andre filosoffer senere vil skændes om, hvorledes man skal fortolke. Den anden form for misbrug er den almene forståelse af ordet filosofi, hvor ordet filosofi frit kan benyttes til at betegne alt lige fra personlige holdninger til diverse former for handlingsgrundlag og livsanskuelser. Jeg mener ikke, at selve betegnelsen filosofi i sig selv udgør et problem for den generelle forståelse af filosofi, men det gør til gengæld det manglende krav om logisk sammenhæng og rationelle overvejelser for den generelle opfattelse af den akademiske disciplin filosofi. For uden et krav om konsistent og logisk sammenhæng, så får folk hurtigt den forståelse, at den akademiske disciplin filosofi også bare handler om personlige holdninger og dermed også er dybt uvidenskabelig. Og det er vel netop på denne baggrund, at nogen kan få det indtryk, at filosofi er en unødvendig og uvidenskabelig akademisk disciplin.

En mulig løsning af dette problem kunne være, hvis man i højere grad markerede forskellen ved konsekvent at referere til den akademiske fagdisciplin filosofi, som enten akademisk eller videnskabelig filosofi, for netop at tage afstand til den almene forståelse af ordet filosofi. Desværre så kan titlen videnskabelig filosofi jo ikke i sig selv garantere, at filosofien dermed også har et videnskabeligt indhold. Derfor er det også i høj grad op til de nulevende filosoffer at bekæmpe forståelsen af filosofi som værende uvidenskabelig. Hvilket jeg mener, at man kan gøre ved f.eks. at leve op til mine seks krav til en filosof. Men man kan også gøre det gennem en klar og tydelig forskningsformidling til den almene befolkning. I løbet af de sidste par år har mange andre universitetsuddannelser investeret mange penge i at forbedre deres image - både for at tiltrække flere studerende og økonomisk støtte. Det er også relevant for filosofi, hvis man forsat ønsker, at der skal være en filosofisk uddannelse og gives økonomisk støtte til den filosofiske forskning. Nogle gange så er det nødvendigt at reklamere for varen, hvis man gerne vil have den solgt. Filosofi bør aldrig være verdens- eller virkelighedsfjernt og dermed burde det også være muligt at formidle den filosofiske forskning videre til omverden. Jeg vil netop hævde, at enhver form for filosofi som ikke tager udgangspunkt eller højde for virkeligheden virker ligegyldig og overflødig (og sikkert også er uvidenskabelig). Det betyder ikke, at al filosofi nødvendigvis skal være anvendt eller praktisk filosofi, men blot at filosofien skal være videnskabelig og relevant.

En person som har gjort enormt meget for at give filosofi et godt image er filosoffen David Favrholdt. Han har igennem mange år formået at formidle den videnskabelige filosofiske forskning videre til den bredere befolkning og dermed sikre en almen forståelse af filosofi som en spændende og (vigtigst af alt) relevant videnskabelig faglig disciplin. Derfor blev Favrholdt også meget velfortjent medlem af Academia Europaea i 1989, hvis formål jo også netop er at promovere og skabe en større værdsættelse af forskning indenfor forskellige fagområder. Hvis samfundet forsat skal støtte den filosofiske forskning økonomisk, så er det nødvendigt, at man kan formidle forskningsresultaterne videre. For ellers så risikere man, at samfundet (uanset regering) efter et stykke tid ikke længere kan se pointen med at støtte den filosofiske forskning økonomisk. Og det ville da være enormt tragisk, hvis det skete - specielt hvis det ikke var på baggrund af manglende videnskabelige resultater, men på grund af en manglende formidling af dem.

Om mit lejlighedskompleks og mine naboer

Nu er det endelig ved at blive sommer. Det kan jeg se, ikke bare ved at se på buskene, træerne eller vejret, men også ved at se på mine naboer. De fleste naboer er nemlig begyndt at komme ud af deres lejligheder. Vi taler mest sammen om sommeren, da det jo også er der, hvor man helt automatisk kommer til møde hinanden, når man skal ud i det gode sommervejr. Om vinteren er det noget helt andet. Der går de fleste bare rundt sådan lidt anonymt hver for sig og hilser kun på hinanden, når de tilfældigt mødes. Sidste sommer overvejede jeg også, hvordan det egentlig ville være, hvis det var godt vejr hele året rundt. Ville folk mon så tale sammen hele året?

Vores lejligheder er opført sådan lidt som små spredte bygninger med græs imellem. Selve lejlighederne er også bygget sådan lidt i New Yorker stil med vinduer fra gulv til loft (sådan 2,80 højt). Hele boligkomplekset blev opført for 3-4 år siden og i den forbindelse fik komplekset også en eller anden form for arkitektpris. Men de fleste mennesker mener vist, at bygningerne er ret grimme, selvom der da også findes dem, som mener, at komplekset er flot. Folk har i hvert fald altid en mening om bygningernes udseende og vil meget gerne dele den med én, når de besøger én for første gang. Bygningerne skiller sig øjensynlig også så meget ud arkitektonisk, at vi regelmæssigt også har besøg af forskellige grupper af arkitekter og arkitektstuderende. Det kan godt nogle gange give én lidt en følelse af, at man bor i en Zoo. Sidste sommer sad jeg f.eks. udenfor lejligheden på terrassen og læste lidt i en bog i solen. Pludselig kommer omkring 40 mennesker i deres pæneste tøj vadede ind og stiller sig op i midten af bygningerne. En træder ud af gruppen og begynder at fortælle om byggeriet, mens resten af gruppen lytter, hvoraf nogle få diskuterer, mens andre peger rundt og tager billeder. Og de var skam ikke bange for at få mennesker med på deres billeder. Det kunne man så måske i en eller anden grad acceptere, hvis de blot var til privat brug. Men det er de skam ikke nødvendigvis, for nogle af billederne har jeg senere selv set både på internettet og i dagspressen. Ja, det er sørme privat at bo her. For at understrege følelsen af, at vi faktisk bare er et slags socialt eksperiment, så har vi også allerede haft flere forskellige undersøgelser af de fysiske og sociale rammer. Sidste sommer kom der f.eks. nogle forskellige arkitektstuderende, der gik rundt og skrev ned, hvad vi lavede udenfor på deres notesblokke. Forestil jer at slappe af, mens en anden person konstant skriver noget ned, hver gang du foretager dig noget nyt. Til sidst havde man næsten lyst til at gå over og snuppe blokken, for at se, hvad han egentlig havde skrevet. Senere fik vi også et tilbud om nogle flasker rødvin, hvis vi ville stille op til et interview om at bo herude, altså som et led i undersøgelserne. Hvad resultatet blev af alle de undersøgelser, det har vi mærkeligt nok aldrig hørt noget om.

Men faktisk har mit lejlighedskompleks en ret imponerende sammensætning af mennesker. Jeg er næsten fristet til at sige, at der findes alle slags mennesker herude, men det ville trods alt være en løgn. Da kun fem af lejlighederne er lejeboliger og resten er ejerlejligheder, så giver det vist en vis automatisk frasortering af nogle bestemte typer mennesker. Noget som arkitekten øjensynlig ikke kunne gennemskue, dengang da han proklamerede i tv, at det var et sted, hvor alle kunne bo. Men vi er faktisk ret forskellige. Vi har både singler, fraskilte, fraskilte med børn, par uden børn, par med små børn, par med større børn og ældre. Vi har også både folk med forskellig etnisk baggrund, hudfarve, religiøs overbevisning og så har folk vist også generelt meget forskellige uddannelser, jobs og dermed også økonomi. Og så havde vi har endda også (indtil for et stykke tid siden) både et homoseksuelt par af mandligt og kvindeligt køn, men nu er det lesbiske par så flyttet i hus. Men på trods af alle vores forskelligheder, så har vi faktisk et enormt godt miljø herude. Det skyldes nok det faktum, at selvom folk er enormt forskellige på visse områder, så deler alle dybest set de samme grundlæggende værdier. (Selvom de helt sikkert ikke stemmer på de samme partier.) Et sådan miljø er naturligvis meget skrøbeligt og kan også meget hurtigt forandre sig - alt efter, hvem der flytter ind og hvem der flytter ud. Men det er fantastisk, så længe det kan lade sig gøre.

For ikke at ødelægge den ellers så tilsyneladende harmoni, så diskuterer vi heller aldrig politik indbyrdes. Til gengæld diskuterer folk meget gerne den interne politik i lejlighedskomplekset. Og hvis man nogensinde har været til et møde i en leje- eller ejerforening, så har man også en helt naturlig forståelse af, hvorfor der er krig i verden. For her kan selv de mindste detaljer hurtigt fører til uendeligt mange diskussioner og flere forskellige former for barnlige magtkampe og rivaliseringer. Det kan handle om alt, lige fra de meget omdiskuterede ordensregler, til hvorvidt vi skal have et nyt og endnu hurtigere internet (selvom vi allerede har det hurtigste, der findes) om vi skal have en ny rutsjebane på legepladsen (selvom den gamle er fra sidste år) hvordan parkeringsafmærkninger skal se ud eller hvordan de begrænsede kvadratmeter af nyttehaver skal fordeles osv. Og de diskussioner og magtkampe foregår tit på nogenlunde samme måde som på Christiansborg, hvilket ikke nødvendigvis siger noget positivt om dialogformen. Altså er der masser af politiske diskussioner om fordelingen af ressourcerne - det handler bare kun om de interne ressourcer i vores lejligheds mikrokosmos. Det er jo også meget mere hensigtsmæssigt, for her kan en diskussion jo rent faktisk gøre en forskel. Man kan rent faktisk påvirke, hvorvidt stregerne på parkeringspladsen skal være hvide eller gule. Så sig ikke, at de mange magtkampe og personlige rivaliseringer har været fuldkommen formålsløse - for så kan du jo bare se på parkeringspladsen. Eller nogle af de andre områder for de sidste tre års magtkampe som f.eks. de to legepladser, nyttehaverne, bålområdet, petanquebanen, fodboldbanen, blomsterbedene, de årlige fester: fastelavn, jul osv. Er det her, jeg skal gøre opmærksom på, at lejlighedskomplekset kun består af 80 lejligheder og blev bygget for 3 år siden? Men på trods af dette, så tror jeg faktisk ikke, at særlig mange andre lejlighedskomplekser fungerer så optimalt som vores. Det er en både fascinerende og skræmmende konstatering på samme tid.

Om undertrykkelsen af Tibet

Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.

Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.

Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.

Top 10 over erhvervslivets fordomme om humanister

Der er alt for mange arbejdsløse humanister og hvorfor er der egentlig det? Det findes der helt sikkert mange forskellige forklaringer på, men mon ikke en af dem kunne være fordomme? Her findes der naturligvis ingen lette løsninger, men en vis bevidsthed omkring erhvervslivets fordomme om humanister kunne måske afhjælpe problemet. Bevidsthed om fordomme er jo en af de bedste måder, hvorpå man kan bekæmpe fordomme. Derfor kommer der her en samlet liste over nogle af erhvervslivets fordomme omkring humanister til enhver studerende på humaniora. Det er fordomme, som jeg enten selv har hørt i erhvervslivet (dog ikke nødvendigvis rettet mod mig selv) fra andre humanister i erhvervslivet og generelt fra folk, som jeg ellers kender i erhvervslivet. Der findes sikkert også mange andre fordomme, men her er nogle af dem, som jeg har hørt flest gange.

10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.

9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.

8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.

7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.

6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?

5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.

4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.

3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.

2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.

1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.

Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.