Viser opslag med etiketten mandschauvinisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mandschauvinisme. Vis alle opslag

søndag den 12. juni 2011

De 10 bedste sange om sex

Er der en ting, som man helst ikke skal skrive om på sin blog, så er det sex. Det gælder uanset, om man er mand eller kvinde. (Måske er det endnu værre, hvis man er mand?) Problemet er bare, at når man helst ikke skal skrive om noget – så bliver det næsten umuligt ikke at skrive om det. Specielt - når der findes rabiate (såkaldte) feminister, som mener, at kvinders seksualitet helst skal være ikke-eksisterende (undertrykt) - for ellers er det bare et udtryk for, at kvinderne er undertrykt af mændenes seksualitet. Men hvorfor skal de såkaldte feminister diktere, hvordan andre kvinders seksualitet skal være? Inspireret af dette blogindlæg på Prosex-Feminisme, så har jeg udvalgt de 10 bedste sange om sex - dvs. hvor teksten handler om sex (videoen gør det ikke nødvendigvis). I ligestillingens navn har jeg også valgt sange af begge køn. Hvilket heldigvis ikke var særlig svært, da fordelingen af frække sange ikke er forbeholdt hverken det ene eller det andet køn - i hvert fald så længe man taler om kendte sange. Sex kan defineres på mange forskellige måder – lige fra begær til romantik. Jeg har udvalgt sangene ud fra flere perspektiver og udelukkende valgt sange udgivet efter januar 2000. Jeg vil undlade at skrive teksterne - dem må I selv google. (Det er meget svært at få præcise tal for antallet af solgte eksemplarer og derfor fremgår det ikke ved alle sangene. I nogle af videoerne er teksten censureret.)

1. Lil’ Wayne feat. Static Major: Lollipop (2008)

Lollipop var den mest solgte digitale single i 2008 og er solgt i mere end 9 millioner eksemplarer. Static Major døde to uger efter udgivelsen af singlen.



2. Snoop Dogg feat. David Guetta: Wet (Sweat)(2010/2011)

Snoop Doggs nye hit Wet er skrevet helt specielt til Prins Williams bachelorparty. Den censurerede udgave af sangen hedder Sweat.



3. Lil Kim feat Sisqo: How Many Licks (2000)

Man kan vist ikke rigtig komme udenom Lil Kim på den her liste. Her er et af hendes største hit med Sisqo – hvor hun naturligvis smider lidt tøj. Det kan man mene, hvad man vil om – men rappe det kan hun i hvert fald!



4. Kelly Rowland feat. Lil Wayne: Motivation (2011)

Kelly Rowlands helt nye single Motivation med (ikke overraskende) Lil Wayne. Sangen er ligesom Rowlands øvrige nyere hits elektronisk – men adskiller sig ved at være en slowjam.



5. 50 Cent feat. Olivia: Candy Shop (2005)

50 Cents andet album The Massacre solgte mere end 5 millioner eksemplarer - primært pga. singlen Candy Shops store popularitet. Flere sange med dette tema kunne dog let nævnes som f.eks. Lil Kim og 50 cents to singler Magic Stick og Wanna Lick? (Magic Stick 2).



6. Akon feat. Snoop Dogg: I Wanna Fuck You (2006)

Den censureret version af sangen hedder I Wanna Love You. Akons album Konvicted er solgt i mere end 4 millioner eksemplarer.



7. Britney Spears: Phonography (2008)

Britney afslører, at hun er rigtig glad for sin mobil. Albummet Circus er blevet solgt i mere end 8 millioner eksemplarer.



Britney Spears har mange andre sange med dette tema som f.eks. Heaven on Earth (2007)Touch of My Hand og Breathe on Me (2003).



8. Medina: Rick Ross (2009)

Medina må også helt klart med på listen med sangen Rick Ross. Rick Ross er på dansk og det kan undrer en, hvorfor sangen er opkaldt efter den amerikanske rapper Rick Ross? Mere naturligt er det måske, at Lil Wayne bliver nævnt undervejs. Det undrer mig også, hvorfor Rick Ross ikke er blevet udgivet som single og derfor kan jeg heller ikke lade være med at spørge; hvorvidt det kunne skyldes indholdet af teksten og det faktum, at Medina er en kvinde? Albummet Velkommen til Medina er blevet solgt i mere end 60.000 eksemplarer i Danmark.



9. Ne-Yo: Sexy Love (2006)

Den mest romantiske sang på listen kommer fra Ne-Yo. Sangen må uden tvivl være 00’ernes bud på Boys 2 Mens I’ll Make Love To You. Ne-Yos debutalbum In My Own Words har solgt mere end 2 millioner eksemplarer.



10. Katy Perry feat. Kanye West: E.T. (2011)

Katy Perrys og Kanye West hitter for tiden med E.T. og har allerede solgt næsten 4 millioner eksemplarer af singlen alene i USA.



søndag den 9. januar 2011

Den manglende ligeløn ER en fornærmelse



"Der er stor forskel mellem lønnen til kvinder og mænd i Danmark. Nye tal viser, at mænd i gennemsnit tjener mellem 17 og 21 procent mere end kvinder. Og forskellen har stort set ikke ændret sig i løbet af de sidste 10 år." Ikke overraskende får kvinder også endnu mindre i løn, hvis kvinder (udover at tillade sig at være af hunkøn) også får børn (selvom noget tilsvarende ikke gælder for mænd). Citatet stammer fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside LigeLøn – Viden om lige løn mellem køn, hvor man heldigvis også kan læse nogle positive historier fra det danske arbejdsmarked. Her vil jeg gerne lige opfodre til, at man kaster et blik på listen over nogle af de moderne firmaer i Danmark. Ligeløn udspringer af EUs projekt Gender Pay Gap som har ført til en lang række projekter i EU. Blandt andet den hollandske video ovenfor Equal Pay (som dog har engelsk tale) lavet til Equal Pay Day den 31. marts. Videoen formår på bedste måde at illustrere det krænkende i manglende ligestilling og kønsbestemt mindre løn. Hvis du skulle være i tvivl om, hvor slemt det står til i Danmark med ligelønnen, så kan du her læse SFI - Det Nationale Forskningscenter for velfærds sidste rapport Lønforskelle mellem mænd og kvinder 1997-2006.

søndag den 14. november 2010

Mænd er så kloge - synes de selv

Dagens artikel i Berlingske Tidende med blogindlæggets overskrift bygger på Gallups undersøgelse, der viser at hele 52 % af mænd mener, at de er klogere end andre, hvor det samme kun gælder for 35 % af kvinderne. Artiklen bringer også nogle spændende citater fra Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet. (Tænk at leve af at studere mænd? Selvom jeg da gerne vil medgive, at studieobjektet er særdeles fascinerende.) Reinicke udtaler følgende i artiklen: "Mænd har et større positivt selvbillede end kvinder. De har lettere ved at leve på en løgn og bilde sig selv ind, at de er de bedste." Yderst interessant citat. For det ligger det vel nærmest implicit (eller direkte?) i teksten, at mændene tror, at de er kloge – selvom de ikke nødvendigvis er det. De bilder sig ind, at de er kloge. Det er helt klart også tilfældet for nogle mænd – selvom jeg da gudskelov er så heldig, at jeg generelt omgås nogle ret intelligente mænd. Reinicke har også en forklaring på, hvorfor mænd tror, at de er kloge: "... mænd bliver tiltrukket af at tænke logisk, mens kvinder oftere lader sig styre af følelser, og da logik tit bliver forbundet med intelligens... at mændene automatisk føler, at de er lidt klogere end alle andre." Men hvad består mændenes klogskab så egentlig i? Artiklen giver næsten svaret ved at citere erhvervspsykolog Jane Bruun for følgende i slutningen af artiklen: "Hvis mænd kigger på en jobannonce, så kan de det hele, eller de kan i hvert fald lære det. Mænd er bedre til at spille spillet og sælge sig selv, og de overdriver gerne deres evner. Kvinder er mere tilbageholdne og har ikke den samme selvtillid, og det betyder ofte, at det er mændene, der løber med forfremmelsen." Hvorvidt det handler om, at kvinderne har en ringere selvtillid kan vist diskuteres - for måske er kvinderne bare dårligere til at lyve? Personligt vælger jeg i hvert fald stædigt (og måske naivt?) at fastholde troen på, at man kommer længst med ærlighed. Og derudover så mener jeg også, at det forholder sig således med viden, som Platon har formuleret det: ”Sand visdom opnår man først, når man indser, hvor lidt man ved omkring livet, en selv og verden omkring os.” Den sande viden består i høj grad af at vide, hvor lidt man ved om nogle områder uanset, hvor meget man så ellers ved om nogle andre områder. Derfor er det også altid uhyggeligt selvindlysende, at den der påstår, at vedkommende ved alt (uanset køn) ikke ved særlig meget. Eller som Morten Grundwald svarer på spørgsmålet omkring, hvorvidt han mener, at han er mere intelligent end andre i artiklen: "Ja, det er jeg nok, men det siger ikke så meget."

søndag den 17. januar 2010

Der er så meget Oddset ikke forstår

Hvis jeg skulle have opfyldt et ønske, så skulle det være, at Oddset stoppede deres kønsdiskriminerende reklamer. Bare fordi nogle kvinder ikke forstår sig på sport, så betyder det vel ikke, at man har ret til at diskriminere samtlige andre kvinder. Jeg tør ikke tænke på, hvor hurtigt de reklamer var blevet stoppet af medieomtale, hvis sloganet "Der er så meget kvinder ikke forstår" havde ramt en bestemt etnisk gruppe eller lignende. Derudover så virker det også ret besynderligt, da jeg selv gerne ser en af landsholdets eller min yndlings fodboldklubs kampe. Jeg er ikke den største fodboldfan, men jeg kender altså godt reglerne – også selvom jeg er en kvinde! Jeg er jo ikke dum – hvilket Oddsets reklamer vel dybest set også anklager samtlige kvinder for at være. For reklamerne anklager jo ikke bare kvinder for at mangle viden omkring de forskellige sportsgrene – de anklager også indirekte kvinder for at skulle være uintelligente - da kvinderne i reklamerne jo ikke kan tænke sig til selv de mest banale sammenhæng. Derudover er der også flere af mine mandlige bekendte, som ikke aner noget som helst omkring fodbold og derfor har jeg også ved flere lejligheder forklaret dem offside-reglen. Min bedste veninde har endda opkaldt sin søn efter hendes yndlings fodboldspiller! Så det undrer mig virkelig, hvordan sådan nogle reklamer kan forsætte, når der ellers står i ligestillingslovens kapitel 2 paragraf 2 som vedrører ”Forbud mod forskelsbehandling på grund af køn (kønsdiskrimination)”:

"Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima."

Jeg ville virkelig ønske, at der snart var en af de mange kvindelige fodboldspillere i Danmark, som klagede over reklamerne!

søndag den 17. maj 2009

Om ligestilling - en opsang til feministerne

Jeg går naturligvis qua mit køn ind for ligestilling. Hvis jeg var en mand, så ville dette jo være knapt så væsentligt, da jeg dermed ikke automatisk skulle tage barsel og fik mindre i løn. Men det betyder ikke, at jeg automatisk går ind for alt, hvad diverse feminister hælder ud af ærmet. Generelt så findes der uhyggeligt meget sludder omkring forskellen på mænd og kvinder. Der er mange forsimplede, fordomsfulde og generaliserende teorier omkring kønnene - som på ingen måde beskriver alle mænd og kvinder. Bare det, at man tror, at man kan skrive en teori omkring, hvordan manden eller kvinden ER. Mænd er (indbyrdes) meget forskellige. Det er kvinder også. Et af de fænomener, som virkelig undrer mig meget, er, når feminister ikke selv lever op til deres egne idealer. F.eks. så mener jeg ikke, at man kæmper særlig meget for ligestilling, hvis man har sin mand under tøflen. Ligestilling betyder jo ikke, at kvinden skal bestemme det hele. Det betyder lighed mellem kønnene. Dermed burde manden vel også have noget at skulle sige, hvis man ellers anser ham for at være en ligeværdig partner. Hvis ikke, så burde man måske finde en anden. Endnu værre er det, når feministen har en mandschauvinistisk mand. Det har jeg virkelig ikke nogen forståelse for. Hvorfor skaffer feministen sig ikke straks af med denne neandertaler? Her mener jeg, at feministen bør være lidt konsekvent og gribe i egen barm. Hvis man kæmper for ligestilling, så må man også finde en partner, som anser én som en ligeværdig partner. Ellers så er man jo dybest set bare med til at forsætte mandschauvinisternes forsatte overlevelse. Hvis ikke, så må feministen som et minimum huske på, at deres eget valg af en neandertaler, ikke giver dem retten til at generalisere de ubehagelige træk ud på resten af mændene. Hvis kampen for ligestilling skal forsætte med en vis troværdighed, så må det også foregå på de rigtige præmisser. Nemlig uden at generalisere eller undertrykke mændene.

søndag den 20. januar 2008

Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder

En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”

Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.

I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.

fredag den 11. januar 2008

Forskellen mellem mænd og kvinder

Forleden havde jeg en mailkorrespondance med en dansk universitetsansat lektor i filosofi omkring en artikel, som han har skrevet om noget filosofi. Det skyldtes, at hans (ellers gode) artikel også indeholdt en fordom om kvinder på universitetet og det måtte jeg selvfølgelig lige påpege. Det viste sig, at han næsten ville give mig ret og så alligevel fastholdt han sin fordom. Hvorfor skal man altid sættes i bås med andre kvinders egenskaber ud fra ens køn? Det er simpelthen så irriterende! Og hvorfor skal man altid tale om forskellen mellem mænd og kvinder? For jeg syntes egentlig ikke, at der er den store forskel. Hvis man altså bare kan være sig selv, hvilket gælder både for mænd og kvinder. Jeg har altid haft mange venner af det modsatte køn, faktisk lige fra jeg var helt lille. Min første drengeven fik jeg allerede, inden at jeg begyndte i børnehaven og da jeg endelig (han var et år ældre) kom i børnehaven, holdt han mig i hånden hele den første uge. (Indtil en pædagog fik den ide, at det var forkert, at vi ikke legede med de andre børn.) Da jeg også har haft en bror, så har jeg naturligvis også leget meget sammen med ham og hans venner. Og siden har jeg også haft flere rigtig gode drengevenner. Jeg tror, at hvis man har haft en virkelig god ven af det modsatte køn (som man kan snakke med om alt) som teenager eller voksen, så vil man heller aldrig hævde, at mænd og kvinder er helt vildt forskellige. For så har man helt automatisk en forforståelse af, hvordan det andet køn tænker og en direkte viden om, at vi dybest set er ret ens, på trods af nogle mindre væsentlige forskelle. Man skal passe på ikke at gøre individuelle forskelle til kønsmæssige forskelle. Jeg syntes faktisk, at de fleste mænd er skønne. Det er virkelig sjældent, at jeg møder en mand, hvor jeg tænker, hold da kæft en idiot. Men det sker da. Der findes jo de typer, som altid skal se ned på kvinder (altså ikke for sjov, men helt seriøst). Den slags mandschauvinisme og chikane af kvinder plejer jeg at nævne tre årsager til: enten har han en dominerende mor, en dominerende kæreste eller også mangler han bare en kæreste. Altså er det, han hader ved kvinder, sin egen manglende evne til at sige fra eller komme i kontakt med kvinder.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv feminist. Jeg går ind for lige rettigheder - også for mændene. Men jeg må også samtidig erkende, at der fra naturens hånd ikke er givet lige vilkår. For det er kun kvinden som kan blive gravid og amme. Det er egentlig ret uretfærdigt og derfor kan en arbejdsfordeling heller aldrig blive 100 % lige, hvis man som par vælger at få børn. Men man kan jo prøve på at kompensere for naturens ulige og uretfærdige fordeling. Men når det så er sagt, så syntes jeg også, at mange feminister er FOR rabiate i deres holdninger og tit ytrer ting, som jeg enten ikke kan gå ind for eller som jeg er direkte uenig med. Samtidig tager jeg også skarpt afstand fra kvinder som konsekvent bare hader andre kvinder. Personligt finder jeg det højest mærkværdigt og inkonsekvent, hvordan en kvinde selv kan hævde, at alle kvinder bare er dumme, lyver, bagtaler eller burde dø (ja, den har jeg faktisk også hørt). Men det må jo stamme fra enten selverkendelse eller selvnedvurdering som derefter bliver generaliseret ud på alle andre kvinder. Men det mest belastende er, når mænd sætter én i bås med andre kvinders dårlige egenskaber eller vaner, for derved hævder de jo også, at jeg har disse egenskaber eller vaner, bare pga. at jeg tilfældigvis også er kvinde. Jeg syntes ikke, at kvinder på samme måde automatisk bare tilskriver mænd dårlige egenskaber og sætter dem i bås udelukkende pga. deres køn. Derfor skuffer det mig også, når veluddannede mænd på universitetet kan hævde sådan noget, for man burde jo tro, at de vidste bedre.

En sang som passer meget godt på, hvordan jeg har det med dette emne, kan ses og høres her.