Torben Chris har sagt, at når Rådet for Sikker Trafik sammenligner det at tale i mobiltelefon med at køre med en pose over hovedet, så bør politikerne i Folketinget, der styrer landet, heller ikke konstant se på deres mobiler under Folketings-debatterne. Det ville jo heller ikke være acceptabelt på andre arbejdspladser og politikernes arbejde er at tage beslutninger, der påvirker os alle - nogle gange i mange år frem i tiden.
I mine øjne er det almindelig høflighed, at man ikke konstant ser eller skriver på sin mobil eller iPad, når man er sammen med andre mennesker, hvis man respektere dem og gerne vil høre, hvad de har at sige. Hvad enten det er til et møde på arbejdet eller en social sammenhæng med familien eller vennerne. Jeg forstår slet ikke, hvorfor man deltager i et møde, hvis man alligevel bare bruger al tiden på at besvare mails? Så tag dog konsekvensen og lad være med at deltage i mødet. Det kunne jo være, at de andre fik et meget bedre møde uden en person, der åbenlyst alligevel ikke deltager i mødet. Og hvorfor sige ja til at komme til en social begivenhed, hvis du alligevel ikke er mentalt til stede? Hvorfor ikke bare sige nej tak og bruge aftenen alene?
Det er den moderne tids største problem, at mennesker ikke evner at være til stede i øjeblikket. Det er de mange muligheder, der konstant frister. Man skal bare lige tjekke, om der er noget mere spændende et andet sted. En mail. En update. Noget man er gået glip af. Noget man burde vide. Noget man burde kommentere. Noget man burde forholde sig til. Noget man burde være en del af. Men dermed går man glip af at være til stede. På sit arbejde. Med vennerne. Med familien. Med børnene. Med den man elsker. For man er ikke nærværende. Den konstante jagt på noget bedre ødelægger det smukke, der kunne foregår her og nu. For man kan ikke være til stede to steder på en gang og derfor vælger man også altid at være nærværende et sted af gangen.
Det er skønt, at flere og flere mennesker begynder at tillægge det værdi, at man lægger telefonen væk. At man sætter den på lydløs. Eller helt slukker den. At man bevidst vælger at være til stede i øjeblikket. At man vælger nuet. At man vælger nærværet. Og stiller sig tilfreds med det faktum, at man måske går glip af noget. For det giver ikke megen lykke blot at holde alle muligheder åbne. Eller aldrig at gå glip af noget. Der er meget mere lykke i at kunne fordybe sig. I at vælge at være til stede og i at være nærværende i det, der foregår her og nu.
Viser opslag med etiketten respekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten respekt. Vis alle opslag
søndag den 18. september 2016
søndag den 8. december 2013
Nelson Mandela - Mine 10 yndlings citater
Verden har mistet en af de allerstørste helte. Olof Palme sagde en uge før sin død: "Apartheid kan ikke ændres, det skal elimineres." Det vil Mandela altid blive husket for - at have transformeret Sydafrika fra apartheid til demokrati. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at transformationen fra undertrykkelse og uretfærdighed til demokrati skete helt uden våben og uden de store blodudgydelser. Æren for dette kan i høj grad tilskrives Mandelas intelligens og retoriske evner, hvorigennem han skabte forandring gennem fredelig dialog, demonstrationer og pres fra det internationale samfund. Af alle Nobels fredsprismodtagerne er Mandela uden tvivl en af de personer, som har ofret mest på det personlige plan for at opnå fred.
Her er mine 10 absolutte yndlings citater af Mandela, hvoraf flere af dem stammer fra Mandelas fantastiske selvbiografi "Long Walk to Freedom":
2. It always seems impossible until its done.
3. After climbing a great hill, one only finds that there are many more hills to climb.
4. A good head and a good heart are always a formidable combination. But when you add to that a literate tongue or pen, then you have something very special.
5. The greatest glory in living lies not in never falling, but in rising every time we fall.
6. A good leader can engage in a debate frankly and thoroughly, knowing that at the end he and the other side must be closer, and thus emerge stronger. You don't have that idea when you are arrogant, superficial, and uninformed.
7. I am fundamentally an optimist. Whether that comes from nature or nurture, I cannot say. Part of being optimistic is keeping one's head pointed toward the sun, one's feet moving forward. There were many dark moments when my faith in humanity was sorely tested, but I would not and could not give myself up to despair. That way lays defeat and death.
8. There is no such thing as part freedom.
9. For to be free is not merely to cast off one's chains, but to live in a way that respects and enhances the freedom of others.
10. Money won't create success, the freedom to make it will.
søndag den 9. januar 2011
Den manglende ligeløn ER en fornærmelse
"Der er stor forskel mellem lønnen til kvinder og mænd i Danmark. Nye tal viser, at mænd i gennemsnit tjener mellem 17 og 21 procent mere end kvinder. Og forskellen har stort set ikke ændret sig i løbet af de sidste 10 år." Ikke overraskende får kvinder også endnu mindre i løn, hvis kvinder (udover at tillade sig at være af hunkøn) også får børn (selvom noget tilsvarende ikke gælder for mænd). Citatet stammer fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside LigeLøn – Viden om lige løn mellem køn, hvor man heldigvis også kan læse nogle positive historier fra det danske arbejdsmarked. Her vil jeg gerne lige opfodre til, at man kaster et blik på listen over nogle af de moderne firmaer i Danmark. Ligeløn udspringer af EUs projekt Gender Pay Gap som har ført til en lang række projekter i EU. Blandt andet den hollandske video ovenfor Equal Pay (som dog har engelsk tale) lavet til Equal Pay Day den 31. marts. Videoen formår på bedste måde at illustrere det krænkende i manglende ligestilling og kønsbestemt mindre løn. Hvis du skulle være i tvivl om, hvor slemt det står til i Danmark med ligelønnen, så kan du her læse SFI - Det Nationale Forskningscenter for velfærds sidste rapport Lønforskelle mellem mænd og kvinder 1997-2006.
søndag den 11. april 2010
Kvinder - få styr på jeres økonomi!
Hvis kvinder gerne vil tages seriøst og ønsker ligestilling imellem kønnene, så ville det være rigtigt godt, hvis de også alle sammen gad at tage et medansvar for deres privatøkonomi. Jeg bliver direkte forarget, når jeg hører, hvordan nogle kvinder bare overlader det økonomiske ansvar fuldkommen til deres mand, fordi det er det er det lettest. Ja, men hvor længe? For det første så er det da en helt essentielt ting ved at være et voksent menneske, at man ved, hvad ting koster og hvad man bruger sine penge på. Kun børn indtil en vis alder bør vel være undtaget fra dette. For det andet, så forstår jeg slet ikke, hvordan man kan få en fællesøkonomi til at fungere, hvis den ene part ikke deltager aktivt i de økonomiske overvejelser? Hvordan fungerer det i praksis? Får kvinderne lommepenge af deres mand eller får de bare et bestemt beløb, som de må bruge af på deres konto? Eller bruger kvinderne bare penge i fuldkommen blinde uden at vide, hvorvidt de overhovedet har råd til det? For det tredje, så er det også meget svært for mig at se, hvordan man kan have et ligeværdigt og jævnbyrdigt forhold, hvis kvinden er sat fuldkommen udenfor indflydelse i forhold til de økonomiske overvejelser omkring, hvordan man skal bruge pengene. Kvinden bliver jo nærmest degraderet til et barn. Og hvordan kan man som en moderne kvinde (der påstår at kæmpe for ligestilling) vælge at sætte sig selv i den position? Det undrer mig virkelig meget. Det undrer mig også, hvorfor kvinderne ikke selv kan se, at de burde have en interesse i at få indsigt i, hvad pengene bliver brugt til og hvordan man f.eks. laver et skattefradrag. For hvad ville de egentlig gøre, hvis deres mand gik fra dem eller døde? (Specielt, hvis de har børn!) Og her gider jeg ikke at høre nogle dårlige undskyldninger om, hvad mænd og kvinder er bedst til. For der findes ikke nogen biologiske begrænsninger for, hvad kvinder kan sætte sig ind i forhold til privatøkonomi. Og derfor findes der også kun dårlige undskyldninger for ikke at tage det (voksne) medansvar, som det er, at sætte sig ind i sin egen privatøkonomi. Og derudover så bidrager kvinder også aktivt til at fastholde en forståelse af kvinden som mindreværdig (dum?) i forhold til manden. For hvorfor skulle manden ellers automatisk have hele ansvaret for økonomien og ikke have en ligeværdig partner (men et barn?) til at diskutere de økonomiske overvejelser med? Det syntes jeg er værd at overveje også i forhold til, hvad man lærer sine børn. Så kvinder, få styr på jeres privatøkonomi – ikke bare for jeres egen skyld, men også for os andre og for ligestillingen.
Keep Ya Head Up – mere hiphop for ligestilling
…2pac cares, if don't nobody else care
And uhh, I know they like to beat ya down a lot
When you come around the block brothers clown a lot
But please don't cry, dry your eyes, never let up
Forgive, but don't forget, girl keep your head up
And when he tells you, you ain't nothing, don't believe him
And if he can't learn to love you, you should leave him
Cause sister you don't need him
And I ain't tryin to gas ya up, I just call em, how I see em
You know it makes me unhappy (what's that)
When brothers make babies, and leave a young mother to be a pappy
And since we all came from a woman
Got our name from a woman
And our game from a woman
I wonder
Why we take from our women?
Why we rape our women?
Do we hate our women?
I think, it's time to kill for our women
Time to heal our women
Be real to our women
And if we don't, we'll have a race of babies
That will hate the ladies, that make the babies
And since a man can't make one
He has no right to tell a woman, when and where to create one
So will the real men get up
I know you're fed up ladies, but keep your head up
Chorus:
Keep ya head up
Things are gonna get easier
Keep ya head up
Things'll get brighter
Keep ya head up
Things are gonna get easier
Keep ya head up
Things'll get brighter…
torsdag den 2. juli 2009
En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs
I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:
Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig
Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.
(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)
Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt
"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.
Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent
Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.
StineStregen - Sød, sjov og underfundig
Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.
(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)
Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig
Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.
(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)
Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt
"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.
Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent
Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.
StineStregen - Sød, sjov og underfundig
Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.
(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)
søndag den 17. maj 2009
Om ligestilling - en opsang til feministerne
Jeg går naturligvis qua mit køn ind for ligestilling. Hvis jeg var en mand, så ville dette jo være knapt så væsentligt, da jeg dermed ikke automatisk skulle tage barsel og fik mindre i løn. Men det betyder ikke, at jeg automatisk går ind for alt, hvad diverse feminister hælder ud af ærmet. Generelt så findes der uhyggeligt meget sludder omkring forskellen på mænd og kvinder. Der er mange forsimplede, fordomsfulde og generaliserende teorier omkring kønnene - som på ingen måde beskriver alle mænd og kvinder. Bare det, at man tror, at man kan skrive en teori omkring, hvordan manden eller kvinden ER. Mænd er (indbyrdes) meget forskellige. Det er kvinder også. Et af de fænomener, som virkelig undrer mig meget, er, når feminister ikke selv lever op til deres egne idealer. F.eks. så mener jeg ikke, at man kæmper særlig meget for ligestilling, hvis man har sin mand under tøflen. Ligestilling betyder jo ikke, at kvinden skal bestemme det hele. Det betyder lighed mellem kønnene. Dermed burde manden vel også have noget at skulle sige, hvis man ellers anser ham for at være en ligeværdig partner. Hvis ikke, så burde man måske finde en anden. Endnu værre er det, når feministen har en mandschauvinistisk mand. Det har jeg virkelig ikke nogen forståelse for. Hvorfor skaffer feministen sig ikke straks af med denne neandertaler? Her mener jeg, at feministen bør være lidt konsekvent og gribe i egen barm. Hvis man kæmper for ligestilling, så må man også finde en partner, som anser én som en ligeværdig partner. Ellers så er man jo dybest set bare med til at forsætte mandschauvinisternes forsatte overlevelse. Hvis ikke, så må feministen som et minimum huske på, at deres eget valg af en neandertaler, ikke giver dem retten til at generalisere de ubehagelige træk ud på resten af mændene. Hvis kampen for ligestilling skal forsætte med en vis troværdighed, så må det også foregå på de rigtige præmisser. Nemlig uden at generalisere eller undertrykke mændene.
mandag den 17. november 2008
Hiphop for ligestilling og personlig frihed
Selvom jeg ikke er den største fan af Outlandish, så vil jeg alligevel gerne gøre opmærksom på deres nummer Fatima's Hand fra deres første (og bedste) album Outland's Official. Det vil jeg gerne, fordi det er et fantastisk stærkt nummer, som rører mig dybt, hver gang jeg hører det. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvad der får mennesker til at udsætte hinanden for den slags ondskab – uanset hvilken dårlig undskyldning de så end bruger.
Fatima is 21.
And around here - when you’re 21,
u gotta start thinking about getting a man,
getting a son - getting it done.
Just like her mom, when she was 21.
But even though Fatima's not ready for it.
She not gonna say some.
She feels - she gotta do this for the parents,
cuz they've been on her for the last 5 years.
A lot of men from motherland came up here,
hoping she say yeah,but she ain't down.
Wants somebody, that can make her feel alive.
Chill - every time she wanna cry
- the one in a million type of guy.
But her mom keeps telling her:
"Compromise, this ain't no fairy tale my child,
do not waste your time,
u'll regret, that u didn't say yes to this guy"
Everyday is the same,
like a battlefield, she gets the blame.
Bringing shame on the family name,
just cuz the streets be babbling.
Like a Bedouin in a dessert storm,
she lays low from all their songs,
try to make'em understand,
but it's like talking to the wall.
Her desire's burning to change her ill state,
it's strange - for the first time
in a long time - she sees the light in the end!
Chorus:
She brings the pain within your brain.
Y'all don't really wanna understand her thang.
Boo, be really strong - enough to maintain,
through your bullshit - it ain't nothing but pain.
But she knows in the name of Fatimas hand,
she don't go wrong.
In the name of Fatimas hand,
she will move on.
Hey, hoping everything will be alright
I see tears in everybody's eyes.
But I don't understand why,
Mama standing in the kitchen,
preparing dinner, while she cries,
as the pain spreads inside,
cuz something that's going on,
denial of my first question,
second time got no respond.
To lose some one, that had always been there.
She always had my back,
and she always did care.
So with these lines right here,
I wanna explain, how much I love u,
no matter what u do,
I will forever stay true.
Until this day - can't nobody tear us apart.
10 years is past, but u are still living in my heart.
Truly no poetry can explain, how much I miss ya,
no matter where u are – u will always be my sister.
Chorus…
Fatima is 21.
And around here - when you’re 21,
u gotta start thinking about getting a man,
getting a son - getting it done.
Just like her mom, when she was 21.
But even though Fatima's not ready for it.
She not gonna say some.
She feels - she gotta do this for the parents,
cuz they've been on her for the last 5 years.
A lot of men from motherland came up here,
hoping she say yeah,but she ain't down.
Wants somebody, that can make her feel alive.
Chill - every time she wanna cry
- the one in a million type of guy.
But her mom keeps telling her:
"Compromise, this ain't no fairy tale my child,
do not waste your time,
u'll regret, that u didn't say yes to this guy"
Everyday is the same,
like a battlefield, she gets the blame.
Bringing shame on the family name,
just cuz the streets be babbling.
Like a Bedouin in a dessert storm,
she lays low from all their songs,
try to make'em understand,
but it's like talking to the wall.
Her desire's burning to change her ill state,
it's strange - for the first time
in a long time - she sees the light in the end!
Chorus:
She brings the pain within your brain.
Y'all don't really wanna understand her thang.
Boo, be really strong - enough to maintain,
through your bullshit - it ain't nothing but pain.
But she knows in the name of Fatimas hand,
she don't go wrong.
In the name of Fatimas hand,
she will move on.
Hey, hoping everything will be alright
I see tears in everybody's eyes.
But I don't understand why,
Mama standing in the kitchen,
preparing dinner, while she cries,
as the pain spreads inside,
cuz something that's going on,
denial of my first question,
second time got no respond.
To lose some one, that had always been there.
She always had my back,
and she always did care.
So with these lines right here,
I wanna explain, how much I love u,
no matter what u do,
I will forever stay true.
Until this day - can't nobody tear us apart.
10 years is past, but u are still living in my heart.
Truly no poetry can explain, how much I miss ya,
no matter where u are – u will always be my sister.
Chorus…
onsdag den 21. maj 2008
Om mit lejlighedskompleks og mine naboer
Nu er det endelig ved at blive sommer. Det kan jeg se, ikke bare ved at se på buskene, træerne eller vejret, men også ved at se på mine naboer. De fleste naboer er nemlig begyndt at komme ud af deres lejligheder. Vi taler mest sammen om sommeren, da det jo også er der, hvor man helt automatisk kommer til møde hinanden, når man skal ud i det gode sommervejr. Om vinteren er det noget helt andet. Der går de fleste bare rundt sådan lidt anonymt hver for sig og hilser kun på hinanden, når de tilfældigt mødes. Sidste sommer overvejede jeg også, hvordan det egentlig ville være, hvis det var godt vejr hele året rundt. Ville folk mon så tale sammen hele året?
Vores lejligheder er opført sådan lidt som små spredte bygninger med græs imellem. Selve lejlighederne er også bygget sådan lidt i New Yorker stil med vinduer fra gulv til loft (sådan 2,80 højt). Hele boligkomplekset blev opført for 3-4 år siden og i den forbindelse fik komplekset også en eller anden form for arkitektpris. Men de fleste mennesker mener vist, at bygningerne er ret grimme, selvom der da også findes dem, som mener, at komplekset er flot. Folk har i hvert fald altid en mening om bygningernes udseende og vil meget gerne dele den med én, når de besøger én for første gang. Bygningerne skiller sig øjensynlig også så meget ud arkitektonisk, at vi regelmæssigt også har besøg af forskellige grupper af arkitekter og arkitektstuderende. Det kan godt nogle gange give én lidt en følelse af, at man bor i en Zoo. Sidste sommer sad jeg f.eks. udenfor lejligheden på terrassen og læste lidt i en bog i solen. Pludselig kommer omkring 40 mennesker i deres pæneste tøj vadede ind og stiller sig op i midten af bygningerne. En træder ud af gruppen og begynder at fortælle om byggeriet, mens resten af gruppen lytter, hvoraf nogle få diskuterer, mens andre peger rundt og tager billeder. Og de var skam ikke bange for at få mennesker med på deres billeder. Det kunne man så måske i en eller anden grad acceptere, hvis de blot var til privat brug. Men det er de skam ikke nødvendigvis, for nogle af billederne har jeg senere selv set både på internettet og i dagspressen. Ja, det er sørme privat at bo her. For at understrege følelsen af, at vi faktisk bare er et slags socialt eksperiment, så har vi også allerede haft flere forskellige undersøgelser af de fysiske og sociale rammer. Sidste sommer kom der f.eks. nogle forskellige arkitektstuderende, der gik rundt og skrev ned, hvad vi lavede udenfor på deres notesblokke. Forestil jer at slappe af, mens en anden person konstant skriver noget ned, hver gang du foretager dig noget nyt. Til sidst havde man næsten lyst til at gå over og snuppe blokken, for at se, hvad han egentlig havde skrevet. Senere fik vi også et tilbud om nogle flasker rødvin, hvis vi ville stille op til et interview om at bo herude, altså som et led i undersøgelserne. Hvad resultatet blev af alle de undersøgelser, det har vi mærkeligt nok aldrig hørt noget om.
Men faktisk har mit lejlighedskompleks en ret imponerende sammensætning af mennesker. Jeg er næsten fristet til at sige, at der findes alle slags mennesker herude, men det ville trods alt være en løgn. Da kun fem af lejlighederne er lejeboliger og resten er ejerlejligheder, så giver det vist en vis automatisk frasortering af nogle bestemte typer mennesker. Noget som arkitekten øjensynlig ikke kunne gennemskue, dengang da han proklamerede i tv, at det var et sted, hvor alle kunne bo. Men vi er faktisk ret forskellige. Vi har både singler, fraskilte, fraskilte med børn, par uden børn, par med små børn, par med større børn og ældre. Vi har også både folk med forskellig etnisk baggrund, hudfarve, religiøs overbevisning og så har folk vist også generelt meget forskellige uddannelser, jobs og dermed også økonomi. Og så havde vi har endda også (indtil for et stykke tid siden) både et homoseksuelt par af mandligt og kvindeligt køn, men nu er det lesbiske par så flyttet i hus. Men på trods af alle vores forskelligheder, så har vi faktisk et enormt godt miljø herude. Det skyldes nok det faktum, at selvom folk er enormt forskellige på visse områder, så deler alle dybest set de samme grundlæggende værdier. (Selvom de helt sikkert ikke stemmer på de samme partier.) Et sådan miljø er naturligvis meget skrøbeligt og kan også meget hurtigt forandre sig - alt efter, hvem der flytter ind og hvem der flytter ud. Men det er fantastisk, så længe det kan lade sig gøre.
For ikke at ødelægge den ellers så tilsyneladende harmoni, så diskuterer vi heller aldrig politik indbyrdes. Til gengæld diskuterer folk meget gerne den interne politik i lejlighedskomplekset. Og hvis man nogensinde har været til et møde i en leje- eller ejerforening, så har man også en helt naturlig forståelse af, hvorfor der er krig i verden. For her kan selv de mindste detaljer hurtigt fører til uendeligt mange diskussioner og flere forskellige former for barnlige magtkampe og rivaliseringer. Det kan handle om alt, lige fra de meget omdiskuterede ordensregler, til hvorvidt vi skal have et nyt og endnu hurtigere internet (selvom vi allerede har det hurtigste, der findes) om vi skal have en ny rutsjebane på legepladsen (selvom den gamle er fra sidste år) hvordan parkeringsafmærkninger skal se ud eller hvordan de begrænsede kvadratmeter af nyttehaver skal fordeles osv. Og de diskussioner og magtkampe foregår tit på nogenlunde samme måde som på Christiansborg, hvilket ikke nødvendigvis siger noget positivt om dialogformen. Altså er der masser af politiske diskussioner om fordelingen af ressourcerne - det handler bare kun om de interne ressourcer i vores lejligheds mikrokosmos. Det er jo også meget mere hensigtsmæssigt, for her kan en diskussion jo rent faktisk gøre en forskel. Man kan rent faktisk påvirke, hvorvidt stregerne på parkeringspladsen skal være hvide eller gule. Så sig ikke, at de mange magtkampe og personlige rivaliseringer har været fuldkommen formålsløse - for så kan du jo bare se på parkeringspladsen. Eller nogle af de andre områder for de sidste tre års magtkampe som f.eks. de to legepladser, nyttehaverne, bålområdet, petanquebanen, fodboldbanen, blomsterbedene, de årlige fester: fastelavn, jul osv. Er det her, jeg skal gøre opmærksom på, at lejlighedskomplekset kun består af 80 lejligheder og blev bygget for 3 år siden? Men på trods af dette, så tror jeg faktisk ikke, at særlig mange andre lejlighedskomplekser fungerer så optimalt som vores. Det er en både fascinerende og skræmmende konstatering på samme tid.
Vores lejligheder er opført sådan lidt som små spredte bygninger med græs imellem. Selve lejlighederne er også bygget sådan lidt i New Yorker stil med vinduer fra gulv til loft (sådan 2,80 højt). Hele boligkomplekset blev opført for 3-4 år siden og i den forbindelse fik komplekset også en eller anden form for arkitektpris. Men de fleste mennesker mener vist, at bygningerne er ret grimme, selvom der da også findes dem, som mener, at komplekset er flot. Folk har i hvert fald altid en mening om bygningernes udseende og vil meget gerne dele den med én, når de besøger én for første gang. Bygningerne skiller sig øjensynlig også så meget ud arkitektonisk, at vi regelmæssigt også har besøg af forskellige grupper af arkitekter og arkitektstuderende. Det kan godt nogle gange give én lidt en følelse af, at man bor i en Zoo. Sidste sommer sad jeg f.eks. udenfor lejligheden på terrassen og læste lidt i en bog i solen. Pludselig kommer omkring 40 mennesker i deres pæneste tøj vadede ind og stiller sig op i midten af bygningerne. En træder ud af gruppen og begynder at fortælle om byggeriet, mens resten af gruppen lytter, hvoraf nogle få diskuterer, mens andre peger rundt og tager billeder. Og de var skam ikke bange for at få mennesker med på deres billeder. Det kunne man så måske i en eller anden grad acceptere, hvis de blot var til privat brug. Men det er de skam ikke nødvendigvis, for nogle af billederne har jeg senere selv set både på internettet og i dagspressen. Ja, det er sørme privat at bo her. For at understrege følelsen af, at vi faktisk bare er et slags socialt eksperiment, så har vi også allerede haft flere forskellige undersøgelser af de fysiske og sociale rammer. Sidste sommer kom der f.eks. nogle forskellige arkitektstuderende, der gik rundt og skrev ned, hvad vi lavede udenfor på deres notesblokke. Forestil jer at slappe af, mens en anden person konstant skriver noget ned, hver gang du foretager dig noget nyt. Til sidst havde man næsten lyst til at gå over og snuppe blokken, for at se, hvad han egentlig havde skrevet. Senere fik vi også et tilbud om nogle flasker rødvin, hvis vi ville stille op til et interview om at bo herude, altså som et led i undersøgelserne. Hvad resultatet blev af alle de undersøgelser, det har vi mærkeligt nok aldrig hørt noget om.
Men faktisk har mit lejlighedskompleks en ret imponerende sammensætning af mennesker. Jeg er næsten fristet til at sige, at der findes alle slags mennesker herude, men det ville trods alt være en løgn. Da kun fem af lejlighederne er lejeboliger og resten er ejerlejligheder, så giver det vist en vis automatisk frasortering af nogle bestemte typer mennesker. Noget som arkitekten øjensynlig ikke kunne gennemskue, dengang da han proklamerede i tv, at det var et sted, hvor alle kunne bo. Men vi er faktisk ret forskellige. Vi har både singler, fraskilte, fraskilte med børn, par uden børn, par med små børn, par med større børn og ældre. Vi har også både folk med forskellig etnisk baggrund, hudfarve, religiøs overbevisning og så har folk vist også generelt meget forskellige uddannelser, jobs og dermed også økonomi. Og så havde vi har endda også (indtil for et stykke tid siden) både et homoseksuelt par af mandligt og kvindeligt køn, men nu er det lesbiske par så flyttet i hus. Men på trods af alle vores forskelligheder, så har vi faktisk et enormt godt miljø herude. Det skyldes nok det faktum, at selvom folk er enormt forskellige på visse områder, så deler alle dybest set de samme grundlæggende værdier. (Selvom de helt sikkert ikke stemmer på de samme partier.) Et sådan miljø er naturligvis meget skrøbeligt og kan også meget hurtigt forandre sig - alt efter, hvem der flytter ind og hvem der flytter ud. Men det er fantastisk, så længe det kan lade sig gøre.
For ikke at ødelægge den ellers så tilsyneladende harmoni, så diskuterer vi heller aldrig politik indbyrdes. Til gengæld diskuterer folk meget gerne den interne politik i lejlighedskomplekset. Og hvis man nogensinde har været til et møde i en leje- eller ejerforening, så har man også en helt naturlig forståelse af, hvorfor der er krig i verden. For her kan selv de mindste detaljer hurtigt fører til uendeligt mange diskussioner og flere forskellige former for barnlige magtkampe og rivaliseringer. Det kan handle om alt, lige fra de meget omdiskuterede ordensregler, til hvorvidt vi skal have et nyt og endnu hurtigere internet (selvom vi allerede har det hurtigste, der findes) om vi skal have en ny rutsjebane på legepladsen (selvom den gamle er fra sidste år) hvordan parkeringsafmærkninger skal se ud eller hvordan de begrænsede kvadratmeter af nyttehaver skal fordeles osv. Og de diskussioner og magtkampe foregår tit på nogenlunde samme måde som på Christiansborg, hvilket ikke nødvendigvis siger noget positivt om dialogformen. Altså er der masser af politiske diskussioner om fordelingen af ressourcerne - det handler bare kun om de interne ressourcer i vores lejligheds mikrokosmos. Det er jo også meget mere hensigtsmæssigt, for her kan en diskussion jo rent faktisk gøre en forskel. Man kan rent faktisk påvirke, hvorvidt stregerne på parkeringspladsen skal være hvide eller gule. Så sig ikke, at de mange magtkampe og personlige rivaliseringer har været fuldkommen formålsløse - for så kan du jo bare se på parkeringspladsen. Eller nogle af de andre områder for de sidste tre års magtkampe som f.eks. de to legepladser, nyttehaverne, bålområdet, petanquebanen, fodboldbanen, blomsterbedene, de årlige fester: fastelavn, jul osv. Er det her, jeg skal gøre opmærksom på, at lejlighedskomplekset kun består af 80 lejligheder og blev bygget for 3 år siden? Men på trods af dette, så tror jeg faktisk ikke, at særlig mange andre lejlighedskomplekser fungerer så optimalt som vores. Det er en både fascinerende og skræmmende konstatering på samme tid.
torsdag den 3. april 2008
Om undertrykkelsen af Tibet
Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.
Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.
Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.
Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.
Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.
lørdag den 15. marts 2008
Om blogetik og etiske regler for blogging
På flere blogs er man begyndt at forbyde anonyme kommentarer, fordi man her anser anonymiteten som et manglende ansvar for den pågældende holdning. For problemet med anonymitet er jo netop, at den manglende identitet og dermed også det manglende ansvar hurtigt kan medføre en vis form for ligegyldighed overfor indholdet af ens kommentarer. (Da ens kommentarer jo ikke kan få nogen konsekvenser.) Og sådan en ligegyldighed finder jeg dybt uansvarlig af to grunde. For det første, fordi der faktisk er en reel person bag den pågældende blog, som ikke nødvendigvis er ligeglad med enhver form for grove kommentarer. For det andet, så kunne man jo også frygte, at ligegyldigheden fører til endnu flere kommentarer som ikke er tænkt ordentligt igennem eller som kun har til formål, at lægger blogindehaveren for had. Det tager jeg kraftigt afstand fra - både ligegyldigheden og de hadske kommentarer. Heldigvis har jeg endnu ikke selv fået nogen hadske kommentarer (det er muligvis en af fordelene ved ikke at få særlig mange kommentarer) men det er desværre nok bare et spørgsmål om tid. Men heldigvis er der også andre, som har fået øjnene op for det problem og derfor har flere også påpeget behovet for et etisk kodeks på nettet. Blandt dem er f.eks.Tim O’Reilly og Jimmy Wales (en af skaberne af Wikipedia) som har oprettet websiden Blogging Wikia med etiske adfærdsregler for blogging, som brugerne både kan debattere og redigere - ligesom Wikipedia.
Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.
1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.
2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.
3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.
4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.
5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.
6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.
7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.
8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.
9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!
10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.
11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.
Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.
1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.
2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.
3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.
4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.
5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.
6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.
7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.
8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.
9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!
10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.
11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.
onsdag den 5. marts 2008
Danskernes ligegyldighed når nye højder
TV2s nye forbrugermagasin Praxis undersøgte i går, hvordan danskerne generelt reagerer, når en person pludselig falder om midt på en travl gågade. Og undersøgelsen viste endnu engang, at danskerne generelt er fuldkommen ligeglade med deres medmennesker, for de fleste gik bare videre. Hvorfor skulle man dog også bekymre sig om, at et andet menneske pludselig falder om midt på gaden? I udsendelsen blev der også vist tal for sandsynligheden for at overleve, hvis man falder om på en større gågade. Mens man i Norge var helt oppe på en sandsynlighed på 23 % for at overleve, så var den i Danmark helt nede på 9 %.
Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!
Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!
lørdag den 16. februar 2008
Om at skrive kommentarer på en andens blog
Folk skriver naturligvis kommentarer på andres blogge af mange forskellige årsager. Men en af de dårligste begrundelser for at skrive en kommentar på en andens blog (hvilket jeg desværre har set flere tydelige eksempler på, men heldigvis ikke på min egen blog) det er for at promovere sin egen blog. Og som om, at det ikke er slemt nok i sig selv, så gør de fleste det også helt uden nogen interesse for den blog, som de skriver på. Altså skriver de ikke så meget for at fange blogskriverens interesse eller for at diskutere, men mere for at fange bloggens læseres opmærksomhed. Det syntes jeg personligt er en lidt for smart og kynisk markedsføringsstrategi for at promovere sin egen blog. Plus, at det altså også virker ret arrogant overfor den, som har bloggen. At komme med en kommentar betyder jo, at man kommer med en kommentar til enten tekstens indhold, debatten, bloggen eller som et minimum til bloggens forfatter. Og ikke bare for at gøre opmærksom på sin egen blog - med mindre den har et indhold som er relevant for blogindlægget. Personligt fanger dens slags reklame heller ikke min interesse. Det kan da godt være, at jeg kigger på bloggen, men det er sjældent, at bloggen så rent faktisk fanger min interesse. Faktisk følger jeg kun regelmæssigt med på nogle ganske få blogs, hvilket vel i sidste ende er et spørgsmål om tid. Men jeg følger faktisk også med på nogle blogs, hvor jeg aldrig skriver kommentarer. Ganske enkelt, fordi at jeg enten ikke har lyst til at deltage i debatten eller mener, at det ikke er relevant, at jeg skriver noget. For hvis jeg virkelig havde noget at tilføje, så ville jeg også skrive det, for det er jo hele pointen med en blog.
På min egen blog er der ikke særlig mange som skriver kommentarer. Hvilket jeg egentlig også har det fint med, for så er der jo heller ikke nogen til at begrænse min kreativitet. Og derfor har jeg faktisk heller ikke gjort noget for at få flere kommentarer (som f.eks. at blive en del af en blogroll eller lignende). For det ville jo så igen bare kræve endnu mere arbejde og hvis der er en ting, som min blog aldrig må blive, så er det arbejde. For det har jeg allerede rigeligt af i forvejen - med mit speciale og mit studiejob. Og derfor gider jeg også kun at læse (og skrive kommentarer på) de blogs, som har min interesse og ikke nogle andre. (Selvom jeg skam også prøver på at finde nye fede blogs.) En anden måde, som man også kan få mange kommentarer på, det er ved, at ens omgangskreds skriver kommentarer på ens blog. Men her har jeg et fundamentalt problem, for ingen i min omgangskreds har en blog. Jo, faktisk så har min egen kæreste en blog, men den gider han alligevel aldrig at bruge sin sparsomme fritid på, så den er vist mere en joke end en reel blog. Desuden så er der vist heller ikke meget pointe i, at han kommenterer mine indlæg, for vi har stort set præcis de samme holdninger. Generelt så forstår min omgangskreds overhovedet ikke min store begejstring for, hverken min egen blog eller blogsfæren (ellers ville de vel også selv have en blog). Og hvis jeg fortæller nogle af dem om noget fra blogsfæren, så ser de for det meste også på mig, som om at jeg var mærkelig. Så det har jeg lært - det skal man ikke fortælle om, selvom jeg alligevel gør det nogle gange – sådan bare i trods. Så de eneste som jeg taler med om min blog, det er dem som læser den og de vil forresten heller ikke skrive nogle kommentarer. Men det er også helt i orden med mig, for det er jo også meget nemmere at diskutere et emne i virkeligheden end over en blog. Men derfor er alle i blogsfæren selvfølgelig stadig velkomne til at skrive kommentarer - det vil jeg nødig skabe tvivl om - hvis I altså har noget at sige.
På min egen blog er der ikke særlig mange som skriver kommentarer. Hvilket jeg egentlig også har det fint med, for så er der jo heller ikke nogen til at begrænse min kreativitet. Og derfor har jeg faktisk heller ikke gjort noget for at få flere kommentarer (som f.eks. at blive en del af en blogroll eller lignende). For det ville jo så igen bare kræve endnu mere arbejde og hvis der er en ting, som min blog aldrig må blive, så er det arbejde. For det har jeg allerede rigeligt af i forvejen - med mit speciale og mit studiejob. Og derfor gider jeg også kun at læse (og skrive kommentarer på) de blogs, som har min interesse og ikke nogle andre. (Selvom jeg skam også prøver på at finde nye fede blogs.) En anden måde, som man også kan få mange kommentarer på, det er ved, at ens omgangskreds skriver kommentarer på ens blog. Men her har jeg et fundamentalt problem, for ingen i min omgangskreds har en blog. Jo, faktisk så har min egen kæreste en blog, men den gider han alligevel aldrig at bruge sin sparsomme fritid på, så den er vist mere en joke end en reel blog. Desuden så er der vist heller ikke meget pointe i, at han kommenterer mine indlæg, for vi har stort set præcis de samme holdninger. Generelt så forstår min omgangskreds overhovedet ikke min store begejstring for, hverken min egen blog eller blogsfæren (ellers ville de vel også selv have en blog). Og hvis jeg fortæller nogle af dem om noget fra blogsfæren, så ser de for det meste også på mig, som om at jeg var mærkelig. Så det har jeg lært - det skal man ikke fortælle om, selvom jeg alligevel gør det nogle gange – sådan bare i trods. Så de eneste som jeg taler med om min blog, det er dem som læser den og de vil forresten heller ikke skrive nogle kommentarer. Men det er også helt i orden med mig, for det er jo også meget nemmere at diskutere et emne i virkeligheden end over en blog. Men derfor er alle i blogsfæren selvfølgelig stadig velkomne til at skrive kommentarer - det vil jeg nødig skabe tvivl om - hvis I altså har noget at sige.
fredag den 15. februar 2008
Om menneskets forhold til religion
Madonnas fantastiske album Confessions on a Dance Floor medførte (ligesom alle hendes tidligere albums) også en del omtale og en del (religiøs) kritik. Et af de mest omdiskuterede numre var Isaac. Isaac har fået en del kritik pga. at flere religiøse jødiske lærde hævdede, at sangen handlede om den jødiske mystiker fra 16. hundrede Yitzhak Lurya. (Yitzhak bliver oversat fra hebraisk til engelsk Isaac.) (Ligeledes kunne Isaac faktisk også hentyde til Isak fra det gamle testamente eller den islamiske profet.) Madonna har dog selv benægtet dette og har udtalt følgende: ”You do appreciate the absurdity of a group of rabbis in Israel claiming, that I'm being blasphemous about someone, when they haven't even heard the record, right?” Jeg mener nu heller ikke, at sangen nødvendigvis er nogen kritik af, hverken det at have en religion, af nogen bestemt religion eller af nogen religiøs person, men derimod mere handler om menneskets forhold til religion. Madonna har efterfølgende udtalt, at Isaac handler om at takle og give slip på ens frygt. Men hvilken form for frygt er det så egentlig Madonna synger om? Ja, det kan man jo tænke lidt over. Jeg vil blot påpege, at man muligvis kan finde svaret i hendes liveversion af Isaac fra hendes Confessions World Tour. For her er hendes hensigt med sangen vist ret tydelig!
Im ninalu (If they were locked)
Daltey Nadivim (Doors of the generous)
Daltey Marom (Doors of heaven)
Staring up into the heavens
In this hell that binds your hands
Will you sacrifice your comfort…
You will find the gate that's open
Even though your spirit's broken
Open up my heart
And cause my lips to speak
Bring the heaven and the stars
Down to earth for me...
Im ninalu (If they were locked)
Daltey Nadivim (Doors of the generous)
Daltey Marom (Doors of heaven)
Staring up into the heavens
In this hell that binds your hands
Will you sacrifice your comfort…
You will find the gate that's open
Even though your spirit's broken
Open up my heart
And cause my lips to speak
Bring the heaven and the stars
Down to earth for me...
mandag den 4. februar 2008
Intellektuel eller bare arrogant?
De to begreber intellektuel og arrogant betyder ikke det samme, men de bliver tit opfattet sådan. Det burde de ikke, for de to begreber betegner faktisk to vidt forskellige områder. For intellektuelle behøver bestemt ikke at være arrogante og omvendt så behøver arrogante mennesker bestemt heller ikke at være intellektuelle. Nej, tværtimod - så forekommer det mig faktisk at være omvendt. Men arrogante mennesker LYDER tit intellektuelle, men det er jo ikke det samme, som at de ER intellektuelle. Der er meget stor forskel på, at LYDE intellektuel og så AT VÆRE intellektuel. Dette lærer man hurtigt i takt med jo flere fagudtryk og ismer man selv lærer at kende. Her opdager man hurtigt, hvordan mange mennesker der kaster om sig med fancy fagudtryk og personreferencer uden at have den mindste form for forståelse af dem eller refleksion over dem. (Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.) Men denne grove udnyttelse af diverse intellektuelle teorier, personer og fagudtryk blandt wannabe intellektuelle har også den betydning, at ordet intellektuel efterhånden kun bliver brugt som et skældsord eller som en betegnelse for at være arrogant, end det bliver brugt i sin oprindelige betydning.
Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.
Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!
Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.
Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!
Abonner på:
Opslag (Atom)