Om Tetris' gavnlige effekt på hjernen

Jeg har tit undret mig over, hvordan det kan være underholdende at spille ensformige spil som f.eks. Tetris, Bejewled 2 og Mr. Driller i længere tid. Specielt kan jeg godt lide at spille spillene, når jeg gerne vil overveje kompliceret problemstillinger og ikke har andet at lave samtidigt. Her føler jeg nogle gange, at det ligefrem kan gøre det lettere at overveje problemerne, mens jeg spiller spillene. Men hvorfor? Måske har videnskaben fundet et svar. Det amerikanske Mind Research Network har nemlig påvist gennem flere videnskabelige MR-undersøgelser, at Tetris forøger tykkelsen på hjernebarken og dermed gør hjernen mere effektiv. Undersøgelserne har vist, at Tetris kan skabe en væsentlig forøgelse i hjernecellernes aktivitet i de områder af hjernen, som har at gøre med kritisk tænkning, sprog, bearbejdning af indtryk og ræsonnement. Det giver faktisk ganske rigtig god mening i forhold til mine egne observationer. Undersøgelserne tog udgangspunkt i, at deltagerne i eksperimentet spillede Tetris hver dag i minimum 30 minutter i 3 måneder. Forskernes næste projekt er at finde ud af, hvorvidt hjernens øgede effektivitet forsvinder, hvis man holder op med at spille Tetris.

Ud over den interessante nye forskning, så har videnskaben også fundet ud af, at Tetris også har en anden gavnlig effekt. Dr. Emily A Holmes fra Oxford Universitets psykiatriske afdeling har nemlig påvist, at mennesker der lider af post traumatisk stress-syndrom også kan få det bedre ved at spille Tetris. Specielt skulle Tetris være effektiv til at lindre symptomerne som f.eks. ufrivillige flashbacks (se f.eks. Oxfords artikel Tetris flashback reduction effect special). Effekten kan påvises hele 4 timer efter, at forsøgspersonerne har spillet et spil og dermed kan man muligvis også tale om, at Tetris kan have en forbyggende effekt på posttraumatisk stress. Undersøgelserne har også vist, at det ikke kun er Tetris som har denne gavnlige effekt og at andre typer spil kan have præcis den modsatte effekt. Holmes forklarer fænomenet således:”… when someone is exposed to traumatic information, these channels are thought to function unequally so that the perceptual information is emphasized over the conceptual information. This means we are less likely to remember the experience of being in a high-speed road traffic collision as a coherent story, and more likely to remember it by the flash of headlights and noise of a crash. This perceptual information then pops up repeatedly in the victim’s mind in the form of flashbacks to the trauma causing great emotional distress, as little conceptual meaning has been attached to them. Research tells us that there is a period of up to six hours after the trauma in which it is possible to interfere with the way that these traumatic memories are formed in the mind. During this time-frame, certain tasks can compete with the same brain channels that are needed to form the memory. This is because there are limits to our abilities in each channel: for example, it is difficult to hold a conversation while doing maths problems.” Men der er ikke bare tale om, at Tetris distraherer hjernen i forhold til de traumatiske oplevelser – forskningen tyder på, at det at flytte de farvede byggesten rundt i Tetris konkurrerer med billederne af de traumatiske oplevelser i den perceptuelle informationskanal og dermed reducerer antallet af flash-backs. Hvis videospillet spilles hurtigt nok efter den traumatiske begivenhed, så kan det altså forhindre psykiske recitation af traumatiske billeder og dermed mindske nøjagtigheden, intensitet og hyppigheden af traumatiske påmindelser. Det er virkelig spændende læsning, da jeg selv tit spillede Tetris dengang, da jeg oplevede min brors næsten fire år lange kamp mod kræften (som han endte med at tabe). Det kan altså med stor sandsynlighed have haft en langt større gavnlig effekt på mig end blot Tetriseffekten. (Tetriseffekten er en tilstand, der kan opstå, når mennesker spiller Tetris for længe, hvor de f.eks. kan finde sig selv i at tænke over, hvordan de forskellige figurer i den virkelige verden kan passe sammen, såsom kasser på et supermarkedets hylde eller bygninger på en gade eller se billeder af faldende Tetris-figurer, når de lukker øjnene.) Tetriseffekten var for øvrigt også årsag til, at jeg til sidst solgte mit Tetris-bipbipspil til min bedste veninde.

Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning

I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).

Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.

I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.

Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.

Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.

Guide og risikovejledning til at læse filosofi

Risikovejledningen er skabt til dig, som overvejer at læse filosofi. Men inden at du kaster dig ud i filosofiens verden, så er der nogle risici og problemstillinger, som du bør være opmærksom på. Her er risikovejledningen skabt til at give dig et hurtigt overblik og indblik i de forskellige former for risici, som er forbundet med at læse filosofi. Guiden er både skabt for at sikre din personlige velvære og for at mindske risikoen for, at du udvikler nogle psykiske eller helbredsmæssige lidelser undervejs. Glem dog ikke, at denne guide på ingen måde kan erstatte professionel rådgivning fra f.eks. en læge, psykolog eller lign.

Følgende forhold skal du være opmærksom på inden, at du begynder at læse filosofi:

- Af hensyn til ryggen, så bør du altid vælge at sidde et sted og læse, hvor ryggen får en naturlig og komfortabel støtte i lænden og som ikke virker for belastende for din ryg. Derudover må du også altid matche det filosofiske værks sværhedsgrad med din stols komfort. Jo sværere værket er, jo mindre behagelig må stolen nødvendigvis også være - for ellers opstår der hurtigt den risiko, at du aldrig får læst værket færdigt.

- Af hensyn til hukommelsen og forståelsen af det filosofiske indhold, så bør man aldrig være stresset. Enhver form for stress kan hurtigt forhindre både en korrekt indlæring, en dybere forståelse af de filosofiske problemstillinger og fjerne enhver form for umiddelbar glæde som ellers kunne være forbundet med læsningen af det filosofiske værk.

- Af hensyn til dit koncentrationsniveau, så kan det være nødvendigt at fjerne enhver form for forstyrrende elementer fra det område, hvor du har tænkt dig at læse. Eksempler på elementer som kan virke distraherende for ens koncentration kunne f.eks. være; et tv, en bærbar pc, et magasin, et kæledyr eller et barn. Fjern dem allerede inden, at de udgør en risiko for din koncentration.

- Af hensyn til dine øjne, så må du mindske belastningen af øjnene mest muligt. Dette kan du gøre ved f.eks. at placere dig korrekt i forhold til de forskellige lyskilder og ved at undgå genskin, så læsningen bliver mest muligt komfortabelt. Her må du dog være opmærksom på, at flere undersøgelser peger på, at jo flere bøger man læser, jo større er risikoen også for, at man har brug for briller. Så denne risiko må du nøje overveje, inden du læser alt for mange filosofiske værker.

- Af hensyn til din generelle fysiske sundhed, så er det godt at holde pauser fra filosofi-læsningen. Her kan man gennem en sund livsstil (ved at spise varieret, få tilstrækkelig hvile og dyrke motion) også yde mere og få mere ud af sine hverdagsaktiviteter som f.eks. det at læse filosofi.

- Af hensyn til din generelle psykiske sundhed og forståelse af virkeligheden, så vil det være en god ide at have en stor omgangskreds, inden at du begynder at læse filosofi. For der er desværre ingen undersøgelser som peger på, at filosofi skulle give én bedre sociale evner eller en bedre forståelse af andre mennesker. Tværtimod peger flere uofficielle undersøgelser på det modsatte og der er også flere eksempler på, at selv de store filosoffer led under diverse former for sindslidelser. Derfor må du også i et vist omfang begrænse din kontakt med andre som læser filosofi. For at fastholde din virkelighedsfornemmelse, så er det også vigtigt, at de fleste i din omgangskreds har virkelige (dvs. ikke-teoretiske) jobs ude i virkeligheden. En anden glimrende mulighed er også selv at have eller få et job i virkelighedens verden. Jo dårligere jobbet er, jo bedre er det sikkert også til at fastholde din fornemmelse og forståelse af virkeligheden. For virkeligheden er jo stadig den bedste forsikring imod at komme ud i alt for mange rent teoretiske spekulationer og imod at filosofere sig helt væk virkeligheden.

Der er mange faldgruber indenfor filosofi, men her er nogle af de mest omfattende problemer, som du bør være opmærksom på indenfor de forskellige filosofiske discipliner:

- Erkendelsesteori. Her er det største problem tit at spørgsmålet om, hvilket forhold der er imellem mennesket og omverdenen. Det spørgsmål kan føre nogen til den konklusion, at der rent faktisk ikke findes nogen verden uafhængigt af menneskets erkendelse. Altså har det dermed lykkes én at filosofere sig helt væk fra den omgivende verden og dermed også en meget stor del af virkeligheden.

- Metafysik. Her er det største problem, hvilket forhold der er mellem menneskets bevidsthed og andre mennesker. For erkendelsen af, hvor fejlbarlig den menneskelig erkendelse er, kan hurtigt føre nogen til den konklusion, at man rent faktisk ikke kan vide, om der eksisterer andre mennesker - altså udover én selv. For andre mennesker kan jo dybest set bare være et produkt af ens egen fantasi eller forestillingsevne. Hvilket fører nogen til den endnu mere absurde konklusion, at hele livet måske bare er en drøm, som man kan vågne op fra hvert sekund. Og dermed har man ikke bare filosoferet sig væk fra andre menneskers eksistens, men også væk fra muligheden for at udføre en meningsfuld handling.

- Sprogfilosofi. Her er det største problem erkendelsen af sprogets relativitet, altså det at sproget kan bruges på vidt forskellige måder og hele tiden kan forandre sig. Denne erkendelse overfører nogen så til videnskaben ud fra den begrundelse, at videnskaben altid er afhængig af sproget. Dermed kan man ikke længere tale om objektiv viden, videnskab eller sandhed - og dermed konkluderer de, at alt er relativt. Det har naturligvis også den implikation, at alle teorier dermed også er lige gode eller lige dårlige – og dermed også ligegyldige. Og derfor hævder fortalerne for relativisme også tit, at der ikke findes nogen form for objektiv sandhed. Og dermed har det lykkes én, ikke bare at modsige sig selv, men også at filosofere sig helt væk fra muligheden for kunne sige noget meningsfyldt.

- Logik. Det største problem ved at læse om logik er erkendelsen af, hvor ulogisk andre mennesker tænker og hvor inkonsekvent alting fungerer i verden. Men det er bare et spørgsmål om erkendelse og tilvænning. Når du først har indset, hvor ulogisk og inkonsekvent verden fungerer, så affinder du dig hurtigt med dette faktum. For alternativet, at prøve på at ændre folks tankegang og verdens mange inkonsekvente sammenhæng, er en yderst krævende opgave, som de fleste nok vil anse som umulig. Så lær at forhold dig til virkeligheden, for logik er naturligvis meget logisk, men det er andre mennesker og verden altså ikke nødvendigvis.

- Argumentationsteori. Det største problem ved at læse for meget argumentationsteori er naturligvis, hvis man samtidig også har et patetisk lavt selvværd og derfor misbruger sin nye viden om argumentationsteori til at vinde enhver diskussion. Men før eller siden vil der formodentlig (og forhåbentlig) dukke en værdig modstander op, og dermed vil du blive afsløret som den svindler, som du jo er.

- Politisk filosofi. Her er det største problem, at man hurtigt kommer til at overse forskellen på real politik og teoretisk politik. Dette behøver dog ikke at være et problem, hvis man blot husker at tage forbehold for alle tænkelige problemstillinger og forhold. Men dette sker desværre sjældent, hvorved man overser nogle af realpolitikkens begrænsninger som f.eks. en begrænset økonomi, basis viden om økonomisk udvikling og lignende. Desuden sker der på dette område også ofte en sammenblanding af, hvad der er politisk videnskab og hvad der er politik. Politik involverer personlige overbevisninger, værdier og lignende - det gør politisk videnskab ikke, da det jo netop er et videnskabeligt studie af forekomsten disse fænomener.

- Etik. Et af de mest uhyggelige problemer opstår ud fra erkendelsen af, at der ikke findes nogen objektiv moral uafhængigt af mennesket. Dvs. det forhold, at man ikke kan skelne objektivt mellem en moralsk god og en moralsk slet handling. For det fører også nogen til den fejlagtige konklusion, at det dermed også er i orden, at opføre sig som man vil og kun tænke på sig selv. Og hvis man prøver på at fremhæve menneskelige egenskaber som empati og medfølelse, så forsøger de tit bare at bortforklare disse egenskaber ved at fremhæve, at de bare er skabt af religion for at begrænse menneskets selvudfoldelse. Og dermed har det altså lykkes én at filosofere sig væk fra sine egne menneskelige egenskaber. Et andet problem på det metaetiske område er, at mange ikke mener, at det er nødvendigt at kunne overføre en metaetisk teori til det praktiske plan - altså virkeligheden. Her anerkender de simpelthen ikke det simple krav, at hvis en metaetisk teori skal kunne holde på det teoretiske plan, så må den også kunne anvendes i praksis - altså på virkelighedens moralske dilemmaer. Og dermed har det lykkes én at overse virkeligheden.

- Livsfilosofi. Her er et af de største problemer, at mange efter at have læst meget om livsfilosofi, kommer frem til den konklusion, at livet slet ikke har nogen mening. Dette er en meget uheldig konsekvens, da det jo hurtigt kan medføre en vis form for respektløs ligegyldighed overfor livet. Et andet lignende problem er, at den umiddelbare mangel på objektiv mening med livet også fører mange til den fejlagtige konklusion, at det slet ikke er værd at beskæftige sig med livets mening. Denne konklusion kan dog også være hensigtsmæssig, HVIS man altså generelt føler, at ens liv er meget meningsfyldt. Men hvis man ikke føler, at ens liv er yderst meningsfyldt, så er det bestemt værd at undersøge nærmere - bare man ikke når frem til den førnævnte konklusion. For der findes aldrig nogen enkle svar på komplekse problemstillinger.

Hvis du blot husker på disse risici, råd og problemstillinger, så skulle der være særdeles gode muligheder for, at du vil få en masse positivt ud af at læse filosofi. For hele pointen ved at læse filosofi skulle jo gerne være at få en bedre erkendelse og forståelse af den omgivende verden og andre mennesker (altså virkeligheden) – frem for det modsatte.

Filosofisk debat om sjæl-legeme problemet

Hvis der skulle sidde nogen og tænke over, hvordan man egentlig løser det klassiske filosofiske sjæl-legeme problem om, hvilket forhold der er mellem menneskets fysiske krop og bevidsthed, så vil jeg her gøre opmærksom på, at problemet for tiden bliver diskuteret på Mortens blog Naturalisme (under indlægget Blå øjne, som kan ses her). Indlægget handler egentlig om noget helt andet, men jeg og Morten fik pludselig muligheden for at genoptage en tidligere diskussion om det filosofiske problem. Det måtte jo ske før eller siden. Diskussionen er yderst spændende, syntes jeg i hvert fald selv, fordi Morten er materialist og jeg er dualist. Helt uventet er Søren nu også kommet på banen og han er dobbeltaspektteoretiker. Altså mangler vi bare en idealist, for at have alle de filosofiske synsvinkler på banen. Så hvis der skulle være nogle idealister (eller nogle andre som vil diskutere) derude, så er I meget velkomne. Men dette vil jeg dog betvivle, altså hvorvidt der skulle dukke en idealist op, da de jo tit tvivler på andre menneskers eksistens. Jeg vil dog også gøre opmærksom på, at diskussionens varighed og længde endnu er ukendt.

Måske kunne jeg også tage mig sammen og skrive et indlæg om metafysik. For så kunne jeg måske undtagelsesvis også få et indlæg på et vist akademisk niveau. En gang skal jo være den første. Jeg gider ellers normalt ikke at skrive på et akademisk niveau, for så kunne jeg jo lige så godt bare arbejde videre på mit speciale.