Undskyld, at jeg er glad og vil bidrage positivt

Nogle sure mennesker bliver meget sure, hvis man er glad. Særligt, hvis man tit er glad. Jeg har overvejet lidt, hvorvidt glæde kan virke provokerende. Det kan det måske godt, hvis man selv er trist. Jeg ved ikke rigtig, hvilken konsekvens det skal have. Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal virke mindre glad af hensyn til en anden person, fordi vedkommende er trist. Så kan ingen jo være glade. Hvis en person fortæller mig, at vedkommende er trist eller der er sket noget tragisk, så vil jeg naturligvis gerne tage hensyn til den anden person. Det kommer helt naturligt, men i det daglige mener jeg ikke, at man skal nedtone sit eget gode humør af hensyn til andre med dårligt humør.

Når man er en glad person, så har man også tit lyst til at gøre glade ting såsom at danse, lave gadedrengehop og give komplimenter mv. At give komplimenter lyder måske umiddelbart som en forholdsvis let og simpel handling. Det er det dog ikke. Det kan faktisk være meget svært at finde et godt tidspunkt, hvor man kan komme af med et kompliment. For sure mennesker lyder komplimenter mere som fraser, som man siger for selv at opnå noget. (Måske fordi de selv kun kommer med komplimenter, når de vil opnå noget.) Det er øjensynlig fuldkomment utænkeligt, at man kunne sige et kompliment alene for komplimentets skyld. Nogle ser ligefrem undersøgende på én for at regne ud, hvad man dog vil opnå ved at sige det. I stedet for blot at acceptere, at en person siger noget positivt, fordi de mener det og gerne vil dele det med vedkommende. Som Søren Kierkegaard har sagt:

”Naar Hjertet er fuldt, skal Du ikke misundeligt, fornemt, forfordelende den Anden, krænke ham i Stilhed ved at presse Læberne sammen; Du skal lade Munden tale af Hjertets Overflødighed; Du skal ikke skamme Dig ved Din Følelse, og endnu mindre ved redeligt at give Hver Sit.”

Jeg har altid fastholdt, at jeg er et godt menneske og ikke ønsker nogle mennesker det dårligt. Her får jeg nogle gange den kommentar, at ”alle mennesker rummer noget ondt” eller at ”alle mennesker rummer både noget godt og ondt”. Det finder jeg egentlig lidt provokerende, da de jo dermed også indirekte anklager mig for at være ond nogle gange. Det mener jeg simpelthen ikke passer. Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri eller aldrig gør noget forkert – men jeg gør aldrig noget bevidst for at skade eller såre andre. Det ville jeg selv have det dårligt med. Det værste ved kommentaren er dog, at den også anklager mig for ikke selv at kunne se eller ville indrømme det. For mig er selverkendelse en meget vigtig dyd.

Nogle sure mennesker vil hellere forsøge at ødelægger andre mennesker - end at se på, hvad der kunne gøre dem selv mere lykkelige. Når man er et meget følsomt menneske, så har man også tit udviklet en radar for alt ubehageligt og manipulerende. Når jeg hører en person, der forsøger at manipulere med et andet menneske på en negativ måde, så vækker det altid en meget stor undren i mig. Fra mit perspektiv afslører og udstiller vedkommende dermed deres egen svaghed og derfor stiller det også spørgsmålet om, hvad vedkommende får ud af at manipulere? Svaret er stort set altid det samme - nemlig et fejlagtigt forsøg på at styrke vedkommendes egen manglende selvtillid ved at forsøge ødelægge andre og dominerer dem. Jeg bliver altid lige skuffet. Tænk, at mennesket - det højest udviklede dyr - er så primitivt og uintelligent. Hvis menneskets mål er lykke - så har lykken aldrig været længere væk.

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Sammenhængen mellem empati, moral og social forståelse

Ordet empati stammer fra det græske empatheia og er sammensat af ordene en ind og patos følelse, hvilket betyder indføling i en person eller et andet levende væsen. Empati er evnen til at indleve sig i andre menneskers eller væseners følelser og genkende dem, som om følelserne var ens egne. Hvilket ikke skal forveksles med sympati - evnen til at opleve den samme følelse som en anden person. Empati er at sætte sig i den anden persons sted, hvorimod sympati er at føle med den anden person. Empatien fører os ind i det andet menneskets sindstilstand og dermed deltager man i et aktivt forsøg på at identificere sig med den anden person og derigennem forstå vedkommende. Den empatiske evne varierer helt sikkert meget fra person til person og nogle mennesker har slet ikke denne evne eller i en meget begrænset form (Aspergers syndrom og psykopati). Man kan også miste sin empatiske evner ved en ulykke eller gennem sygdom, hvis frontallapperne bliver skadet. Men en manglende empati begrænser ikke bare et menneske i forhold til deres indlevelse i andre mennesker, men også i deres egen selvforståelse. Da menneskets højtudviklet empatiske evner ikke bare danner grundlaget for vores erfaringer af andres tilstande, men også skaber grundlaget for, at vi kan forstå os selv og vores egne følelser. Gennem empatien lærer mennesker nemlig at se sig selv udefra og dermed genkende sig selv i andres mennesker, hvilket er med til at etablere selvforståelsen og evnen til at navigere godt i det sociale landskab. Dermed er empatien også en forudsætning for at kunne forholde sig til sig selv. Empatien har helt sikkert også haft stor betydning for menneskets oplevelse, hvor det har været vigtigt at kunne aflæse andres udtryk korrekt og derefter reagerer hensigtsmæssigt. Da empatien gør af vi kan skelne mellem mange forskellige simple og komplekse emotionelle udtryk. Man skelner også mellem automatisk og kontrolleret empati, hvor den automatiske empati er en umiddelbar genkendelse af en den andens følelser og kontrolleret empati er en mere bevidst dybdegående kognitivundersøgelse af det andet menneskes sindstilstand.

Ifølge Erich Klawonn er empati den erkendelsesfunktion som gør, at man kan erkende, at andre mennesker også har subjektive mentale oplevelser af smerte og lyst. Empati skal her ikke forstås som hverken sympati eller medfølelse, men som en umiddelbar menneskelig erkendelsesfunktion, hvor man identificerer et andet menneskes første-persons oplevelser. Gennem den empatiske funktion skaber man en oplevelsesmæssig identifikation mellem ens egensfære og den fremmedes egensfære og dermed bliver den andens egensfære nærværende for én selv. Gennem den empatiske identifikation kan et andet menneskets egensfærens værdipres føles lige så primært givet, nærværende og handlingsrelevant, som ens egne værdipres gør. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket er tvunget til at handle i overensstemmelse med den empatiske identifikation. Mennesket har stadig et valg imellem at foretage gode og slette handlinger. Hvilket betyder, at man, ifølge Klawonns teori, handler moralsk, når man handler ud fra sin empatiske erkendelse af fremmedsfærens værdipres på ens egensfære. Det vil sige, at man handler således, at man selv ville ønske, at man blev behandlet, hvis man var den anden person. Det er netop denne form for identifikation, som der sker i den empatiske proces. Og dermed kan man også definere et menneske som moralsk slet, hvis personen med vilje fremkalder negativ værdi for andre mennesker eller sagt på almindelig dansk behandler andre mennesker dårligt.

Hvis du er i tvivl omkring, hvorvidt du mangler empatiske evner, så kan du tage min Test: Er du psykopat?.

Ups!

Kender du godt det, at tingene ikke altid går, som du havde forestillet dig? Nej, det sker ikke kun for dig. Det at være uheldig eller at begå fejl er en helt naturlig del af det at være et menneske. Hvis du er i tvivl, så bare se disse gode eksempler nedenfor:

Dalai Lama - Mine 10 yndlings citater

Dalai Lama - en af mine allerstørste inspirationskilder besøger i dag Danmark. Desværre forhindrede arbejdet mig i at deltage i hans foredrag, men jeg har tidligere deltaget i hans foredrag - som man kun kan anbefale. Foruden hans fantastiske filosofi og varme gemyt, så er et foredrag med Dalai Lama noget helt andet end andre almindelige foredrag. Selvom jeg er meget videnskabeligt orienteret, så vil jeg påstå, at alle uanset religion eller ateistisk overbevisning kan mærke, når Dalai Lama træder ind i lokalet. Dalai Lama har en helt speciel ro og fylder rummet på en helt anden måde end andre store personligheder. Det er faktisk en oplevelse i sig selv. Her er 10 fantastiske citater af den levende legende:

1. If you have willpower, then you can change anything. It is usually said that you are your own master.

2. There is a saying in Tibetan: Tragedy should be utilized as a source of strength.

3. In our struggle for freedom, truth is the only weapon we possess.

4. This is my simple religion. There is no need for temples; no need for complicated philosophy. Our own brain, our own heart is our temple.

5. We can live without religion and meditation, but we cannot survive without human affection.

6. To conquer oneself is a greater victory than to conquer thousands in a battle.

7. We can never obtain peace in the outer world until we make peace with ourselves.

8. Be kind whenever possible. It is always possible.

9. Happiness is not something ready-made. It comes from your own actions.

10. If you can, help others; if you cannot do that, at least do not harm them.

Om medfølelse og meningen med livet

Livets mening har intet at gøre med rigdom og skønhed, men om at have en medfølende og empatisk tilgang til andre mennesker. Medfølelse og empati er den evne, som gør, at mennesket kan føle empati og sympati med andre væsners lidelser. Og derfor er empati og medfølelse også en helt grundlæggende forudsætning for enhver social relation og ethvert samfund. I Dalai Lamas bog The Power of Compassion eller (på dansk) At leve i barmhjertighed forklarer han yderligere, hvorfor medfølelse også er en grundlæggende forudsætning for et lykkeligt liv. Man kan sagtens læse Dalai Lamas bog uanset, hvilken religion man har eller selvom man er ateist. For faktisk går et af mine yndlings citater af Dalai Lama således: "This is my simple religion. There is no need for temples; no need for complicated philosophy. Our own brain, our own heart is our temple; the philosophy is kindness." Og der kan da slet ikke være nogen tvivl om, at venlighed og medfølelse må være langt mere fundamentale værdier end nogen form for religiøs tradition eller skrift. At kalde sig selv for et godt menneske på baggrund af udøvelsen af en religiøs tradition, sang eller ritual virker fuldkommen tåbeligt og meningsløst, hvis man ikke samtidig som minimum udviser venlighed og medfølelse med andre mennesker. Derfor må det, at man behandler andre mennesker med respekt og venlighed, også være en helt grundlæggende forudsætning for, at man overhovedet kan tale om, hvorvidt man er et godt menneske eller ej. Uanset om man er ateist eller religiøs (og uanset ens religion) så er empati et helt grundlæggende træk ved mennesket. Og derfor har Dalai Lama også sagt således: ”We can live without religion and meditation, but we cannot survive without human affection.” “Love and compassion are necessities, not luxuries. Without them humanity cannot survive.” For mennesket bliver umenneskeligt uden kærlighed og medfølelse. I videoen forklarer Dalai Lama yderligere, hvorfor medfølelse og empati ikke bare handler om, hvordan vi behandler andre mennesker, men også om, hvordan empati og medfølelse er en helt grundlæggende forudsætning for et lykkeligt og meningsfuldt liv.

Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

Etik: Klawonns naturalisme

Jeg vil gerne lige komme med en opfodring til at læse Erich Klawonns meget imponerende mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag. Da det allerede har lykkes mig at overtale Jan til at læse bogen, så kunne det måske også vække andres interesse, da Klawonns teori er en af de allermest gennemførte og velgennemtænkte absolutistiske etiske teorier, som der findes.

Erich Klawonn forsvarer en form for blød etisk naturalisme – som han selv kalder for etisk definisme. Det vil sige, at Klawonn forsøger at forklare moral gennem en naturalistisk ikke-moralsk forståelse af de moralske begreber og værdier. Hvis man kort skal beskrive Klawonns teori, så tager han udgangspunkt i, at der findes situationer, som under ingen omstændigheder kan forekomme værdineutrale for et menneske. Her er hans eget ynglings eksempel oplevelsen af smerte: "Vi kan eksempelvis forestille os en meget voldsom smerte - som hvis en ondsindet person hælder en spand kogende vand ned af ryggen på én". (Klawonn, 1996, side 135.) Denne situation kan, ifølge Klawonn, qua menneskets empatiske identifikation aldrig nogensinde forekomme værdineutral – da situationen altid vil have et iboende negativt værdipræg. Det har den, fordi at smerten automatisk medfører et ønske om fravær af smerte og derfor har en bør-lignende egenskab. Ligeledes har følelsen af lyst og behag også et bør-lignende præg som medfører et ønske om forsat eksistens. Altså kan man udlede et aksiologisk bør ud fra menneskets natur, da de negative og positive værdipræg henholdsvis tvinger mennesket til at undgå de negative værdier og fastholde eller etablere de positive værdier. Mennesket kan gennem sin fornuft sidestille de nærværende værdier med de fremtidige værdier og på den måde forebygge eventuelle fremtidige negative værdipres.

Empati er derfor, ifølge Klawonn, den erkendelsesfunktion som gør, at man kan erkende, at andre mennesker også har subjektive mentale oplevelser af smerte og lyst. Empati skal her ikke forstås som medfølelse, men blot som en umiddelbar menneskelig erkendelsesfunktion, hvor man identificerer et andet menneskes første-persons oplevelser. Gennem ens empatiske funktion skaber man en oplevelsesmæssig identifikation mellem ens egensfære og den fremmedes egensfære og dermed bliver den andens egensfære nærværende for én selv. Denne form for relation kalder Klawonn for den protoetiske relation. Gennem ens empatiske identifikation kan et andet menneskets egensfærens værdipres føles lige så primært givet, nærværende og handlingsrelevant, som ens egne værdipres gør. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket er tvunget til at handle i overensstemmelse med den empatiske identifikation. Mennesket har stadig et valg imellem at foretage gode og slette handlinger. Hvilket betyder, at man, ifølge Klawonns teori, handler moralsk, når man handler ud fra sin empatiske erkendelse af fremmedsfærens værdipres på ens egensfære. Og dermed kan man også definere et menneske som moralsk slet, hvis personen med vilje fremkalder negativ værdi for andre mennesker.

Hvis ovenstående skulle have vagt din interesse, så kan du bestille bogen på det nærmeste bibliotek eller købe den her.

Om dialog og det at flygte fra virkeligheden

Der bliver skrevet meget om dialog for tiden. Man skal være i dialog. Dialog skulle gerne være en samtale, hvor der bliver fremsat nogle forskellige synspunkter og som minimum burde føre til en bedre forståelse af den andens synspunkt. Hvis ikke, så er dialogen reelt bare en dobbelt monolog og derfor potentielt spild af tid. Dialog for dialogens skyld har ikke nogen nødvendighed – det har samtale til gengæld. Lidt ligesom Heideggers skelnen mellem tale og snak. Jeg er ofte i dialog med mange forskellige mennesker, som jeg ikke nødvendigvis har særlig meget til fælles med. Det ser jeg som noget meget positivt. For det holder mig vågen og fjerner de potentielt farlige skyklapper. Problemet er bare, at den autentiske dialog også kan ødelægge en rosenrød og forsimplet forståelse af verden. Sådan en forståelse har mange mennesker brug for at tro på, da alternativet (virkeligheden) er alt for overvældende. Det er langt mere kompliceret at have en nuanceret forståelse af verden end en forsimplet. Derfor slukker mange mennesker også for nyhederne. De slukker for virkeligheden. De vil meget hellere flygte ind i den trygge drømmeverden, hvor alt er præcist, som de ønsker. Man flygter ind i en pseudo-virkelighed af frygt for virkelighedens brutalitet. Denne flugt sker ofte gennem nogle trygge rammer, hvor alle har de samme holdninger og dermed kan bekræfte hinanden i pseudo-virkelighedens eksistens. Ethvert argument, der potentielt kunne ødelægge den fælles forestilling, bliver derfor også kategorisk afvist. Flugten er et tegn på luksus – en luksus som mange andre mennesker ikke har mulighed for. For de er konstant tvunget til at se den barske virkelighed i øjnene. Flugten må derfor også altid i en eller anden grad være et tegn på et beskyttet liv, hvor man på den ene eller den anden måde er forskånet fra nogle af livets mere barske sider. Her har drømmeverdenen den funktion, at den gør ulykke som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og vold til et fænomen, der findes andre steder - i ulandene eller USA. Ikke lige udenfor ens egen hoveddør. Pseudo-verdenen har til formål at holde den ubehagelige virkelighed på tryg afstand. Problemet er bare, at ingen kan flygte for evigt - før eller siden indhenter virkeligheden os alle. Om ikke andet så i hvert fald i små glimt. Men flugten har også sine omkostninger. Det er farligt at leve i uvirkelighed - for i længden virker det fordummende! Derfor er jeg i dialog. Ikke, fordi virkeligheden bliver skabt gennem dialog, men fordi uvirkeligheden bliver skabt gennem den manglende dialog.

Where is the love?

Jeg har gennem det sidste år ved flere lejligheder kritiseret danskerne for at være alt for overfladiske og ligeglade med deres medmennesker. Hvilket man blandt andet har kunnet læse om i mine blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri og Danskernes ligegyldighed når nye højder. Det skal måske her pointeres, at jeg frit bruger ordet dansker om enhver der bor eller lever i Danmark og dermed ikke blot er her kortvarigt som besøgende. Nu er jeg jo ikke ligefrem den pessimistiske type (kun meget dybt indeni) så blogindlæggene blev naturligvis skrevet med et vist håb om forandring. Men sådan en forandring sker naturligvis ikke bare lige fra den ene dag til den anden... eller gør det? For i det sidste stykke tid har jeg næsten ikke kunne gå udenfor en dør uden at en eller anden fremmed (dvs. en ven, som du stadig ikke har mødt jf. mit blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri) står klar med et smil, en sød kommentar eller helt uventet hjælp. Nu antager jeg naturligvis ikke, at dette alene skulle skyldes mine blogindlæg, men måske nærmere mediernes omtale af problematikken eller noget helt andet. Uanset årsagen, så er jeg naturligvis begejstret over muligheden for, at danskerne potentielt kunne være blevet et mere imødekommende og positivt folkefærd igennem det sidste år. Problemet med denne antagelse er bare, at jeg udelukkende baserer det på mine egne personlige oplevelser. Og nu har ens egne oplevelser jo, som bekendt, et ret omfattende subjektivitetsproblem. Derfor bliver jeg naturligvis nød til at overveje en række videnskabsteoretiske problemstillinger, når jeg skriver dette. For måske er det slet ikke danskerne, der har forandret sig igennem det sidste år, men derimod mig selv, som har forandret mig? Måske er det bare mig, som er begyndt at opføre mig anderledes og dermed også får nogle anderledes reaktioner. Jeg ved det ikke. Umiddelbart ville jeg nu selv antage, at situationen er nogenlunde status quo - altså hverken værre eller bedre. Men det er jo svært at se sig selv udefra, som Søren også skrev til mig i et svar for et stykke tid siden.

Der er også en anden mulighed, nemlig at der bare er tale om rene tilfældigheder. Måske er det bare et spørgsmål om tilfældighed, at jeg konstant møde rare mennesker fra stort set alle samfundslag, der gerne vil bruge et par minutter på at hjælpe mig ved at vise mig vej, give mig et kompliment, fortælle mig en sjov historie, lade mig komme foran i køen osv. Selv her på bloggen har jeg modtaget enormt mange søde mails (hvilket desværre ikke virker særlig motiverende for mig – nærmere tværtimod - hvilket formodentlig skyldes mit lange ophold i universitetsmiljøet.) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg værdsætter brevene rigtig meget og jeg værdsætter bestemt også den venlighed, som helt tilfældige mennesker viser mig for tiden. For i det øjeblik, hvor en helt fremmed person bruger sin energi på at glæde én, der kan man virkelig føle kærligheden. Det er ikke så meget ordene eller hjælpen, som gør det største indtryk på mig, men derimod intentionen eller tanken der ligger bag handlingen. For hvad kan bedre definere venlighed end en god handling udført uden nogen form for bagtanker eller forventning om gengældelse. For den fremmede kan jo netop ikke (qua sin status som fremmed) havde nogen forventning om gengældelse, da sandsynligheden for dette ofte er meget minimal. (Selvom muligheden dog stadig foreligger i et lille land som Danmark.) Derfor kan jeg heller ikke andet end at give Jean Jacques Rousseau ret, når han spørg: What wisdom can you find that is greater than kindness?

Den videnskabelige filosofis overlevelse

Jeg har tidligere i min diskussion af, hvad der kendetegner en filosof konstateret, at filosofi har et dårligt image hos nogle dele af befolkningen. Det tror jeg hovedsagligt skyldes to forskellige former for misbrug af ordet filosofi. Den ene form for misbrug af ordet filosofi kommer fra den intellektuelle eller akademiske verden, hvor filosofi desværre alt for tit bliver brugt til at dække over forskellige former for akademisk eller litterært vrøvl. Altså skal man tro, at den manglende sproglige klarhed i virkeligheden er et udtryk for noget dybt filosofisk. Det er desværre langt fra altid tilfældet, selvom jeg naturligvis ikke vil afvise, at Heidegger skulle være den sidste filosof, som andre filosoffer senere vil skændes om, hvorledes man skal fortolke. Den anden form for misbrug er den almene forståelse af ordet filosofi, hvor ordet filosofi frit kan benyttes til at betegne alt lige fra personlige holdninger til diverse former for handlingsgrundlag og livsanskuelser. Jeg mener ikke, at selve betegnelsen filosofi i sig selv udgør et problem for den generelle forståelse af filosofi, men det gør til gengæld det manglende krav om logisk sammenhæng og rationelle overvejelser for den generelle opfattelse af den akademiske disciplin filosofi. For uden et krav om konsistent og logisk sammenhæng, så får folk hurtigt den forståelse, at den akademiske disciplin filosofi også bare handler om personlige holdninger og dermed også er dybt uvidenskabelig. Og det er vel netop på denne baggrund, at nogen kan få det indtryk, at filosofi er en unødvendig og uvidenskabelig akademisk disciplin.

En mulig løsning af dette problem kunne være, hvis man i højere grad markerede forskellen ved konsekvent at referere til den akademiske fagdisciplin filosofi, som enten akademisk eller videnskabelig filosofi, for netop at tage afstand til den almene forståelse af ordet filosofi. Desværre så kan titlen videnskabelig filosofi jo ikke i sig selv garantere, at filosofien dermed også har et videnskabeligt indhold. Derfor er det også i høj grad op til de nulevende filosoffer at bekæmpe forståelsen af filosofi som værende uvidenskabelig. Hvilket jeg mener, at man kan gøre ved f.eks. at leve op til mine seks krav til en filosof. Men man kan også gøre det gennem en klar og tydelig forskningsformidling til den almene befolkning. I løbet af de sidste par år har mange andre universitetsuddannelser investeret mange penge i at forbedre deres image - både for at tiltrække flere studerende og økonomisk støtte. Det er også relevant for filosofi, hvis man forsat ønsker, at der skal være en filosofisk uddannelse og gives økonomisk støtte til den filosofiske forskning. Nogle gange så er det nødvendigt at reklamere for varen, hvis man gerne vil have den solgt. Filosofi bør aldrig være verdens- eller virkelighedsfjernt og dermed burde det også være muligt at formidle den filosofiske forskning videre til omverden. Jeg vil netop hævde, at enhver form for filosofi som ikke tager udgangspunkt eller højde for virkeligheden virker ligegyldig og overflødig (og sikkert også er uvidenskabelig). Det betyder ikke, at al filosofi nødvendigvis skal være anvendt eller praktisk filosofi, men blot at filosofien skal være videnskabelig og relevant.

En person som har gjort enormt meget for at give filosofi et godt image er filosoffen David Favrholdt. Han har igennem mange år formået at formidle den videnskabelige filosofiske forskning videre til den bredere befolkning og dermed sikre en almen forståelse af filosofi som en spændende og (vigtigst af alt) relevant videnskabelig faglig disciplin. Derfor blev Favrholdt også meget velfortjent medlem af Academia Europaea i 1989, hvis formål jo også netop er at promovere og skabe en større værdsættelse af forskning indenfor forskellige fagområder. Hvis samfundet forsat skal støtte den filosofiske forskning økonomisk, så er det nødvendigt, at man kan formidle forskningsresultaterne videre. For ellers så risikere man, at samfundet (uanset regering) efter et stykke tid ikke længere kan se pointen med at støtte den filosofiske forskning økonomisk. Og det ville da være enormt tragisk, hvis det skete - specielt hvis det ikke var på baggrund af manglende videnskabelige resultater, men på grund af en manglende formidling af dem.

Survival of the fittest?

Det var Herbert Spencer (og ikke Darwin) der først brugte udtrykket i bogen Principles of Biology fra 1864. Det skal dog nævnes, at han brugte udtrykket med en helt klar reference til Charles Darwins begreb om naturlig selektion. Survival of the fittest forstår mange mennesker, som et udsagn omkring de evolutionære tanker omkring naturlig selektion, hvor kun den bedst egnede overlever. Denne opfattelse stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, hvor udtrykket mere skal forstås som det, at den mest tilpassede art overlever. Eller mere præcist udtrykt, så handler det med Wikipedias ord mere om survival of the fit enough. For når man her taler om tilpasning, så handler det udelukkende om overlevelse i forhold den pågældendes arts evne til at reproducere sig selv. Dermed kan man godt glemme enhver form for idealistisk tanke omkring, hvorvidt det kun er de højst eller bedst udviklede arter som overlever. Hvis survival of the fittest skal være en beskrivelse af virkeligheden, så må udsagnet beskrive det forhold, at kun den art, der kan reproducere sig selv, overlever. Hvilket dermed også gør udtrykket til en slags tautologi: kun den art, der overlever, overlever. Mennesket er et glimrende eksempel på, hvorfor survival of the fittest ikke nødvendigvis betyder, at det kun er den bedst egnede som overlever. Hvilket disse eksempler på menneskets storhed også illustrerer meget godt:

Test: Er du psykopat?

Egentlig er ordet psykopat lidt misvisende, da man i dag kalder psykopati for dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse (APD). Men jeg vil bruge ordet, da det er det mest kendte udtryk for fænomenet. Når man (ligesom jeg gør) interesserer sig meget for sociologi og psykologi, så kan man ikke komme udenom fænomenet antisocial personlighedsforstyrrelse eller psykopati. Psykopater virker enormt skræmmende, netop pga. af deres kombination af charme, selvoptagethed, kalkulerende tankegang og mangel på empati og medfølelse med andre mennesker. Testen her bygger på nogle af de mest anerkendte tegn på psykopati eller antisocial personlighedsforstyrrelse. DESVÆRRE så må det også nævnes, at der er udbredt enighed om, at det næsten er umuligt at spotte en psykopat alene gennem adfærdstest, så derfor kan testen kun bruges med begrænset succes på andre mennesker. Men man kan teste sig selv, for at finde ud af, hvor mange psykopatiske træk man selv har eller hvor tæt man er på en diagnose som psykopat eller antisocial personlighedsforstyrrelse. Husk at være ærlig!

Når du kan se, at en anden person er ked af det, så føler du:

1. Sympati og medlidenhed med personen.
2. En vis alvor, da den andens sorg påvirker dig.
3. Ingenting. Det er jo ikke dit problem, at den anden person er ked af det.

Du mener generelt, at løgn er:

1. Forkert under alle omstændigheder og kun skaber mistro.
2. Forkert, selvom man nogle gange må bøje sandheden lidt, for ikke at såre andre mennesker.
3. Et effektivt våben til at få, hvad du vil have og slippe ud af enhver knibe.

Hvis du har begået en fejl, så:

1. Er du villig til at påtage dig din del af ansvaret.
2. Er du villig til at påtage dig din del af ansvaret, men påpeger også samtidig nogle af de andres fejltagelser.
3. Finder du hurtigt på nogle bortforklaringer, så du kan give nogle andre skylden. Du begår slet ikke fejl.

Når det kommer til dit forhold til andre mennesker, så:

1. Har både dine venskaber og parforhold stor betydning for dig.
2. Har kun din partner og dine nære venner betydning for dig.
3. Har du svært ved at fastholde forbindelserne til andre menneske både når det gælder venskaber og parforhold, men generelt betyder det heller ikke så meget for dig.

Hvis du skulle beskrive dig selv, så tænker du generelt:

1. At du er præcis ligesom alle andre.
2. At du er speciel, men det er alle mennesker jo på hver deres måde.
3. At du er meget vigtigere og meget klogere end de fleste andre mennesker.

Hvis nogen korrigerer dig eller fortæller dig, at du tager fejl, så:

1. Tager du det stille og roligt.
2. Bliver du lidt irriteret.
3. Bliver du rasende og udtænker straks en grusom hævn (som du udfører stille og roligt med et skjult smil).

Hvis du lyver, så:

1. Er det tydeligt for enhver, da din dårlige samvittighed straks afslører dig gennem dit kropssprog.
2. Er det kun folk, som kender dig virkelig godt, som kan gennemskue dine løgne.
3. Kan ingen gennemskue det, da din manglende dårlige samvittighed gør, at du ikke umiddelbart udviser nogle tegn på at skulle lyve.

Når du kommer i en situation, hvor du kan mærke, at du er stærkere end andre, så:

1. Tager du straks hensyn til dem, der er svagere end dig.
2. Påvirker det ikke rigtig den måde, som du opfører dig på.
3. Prøver du straks at tage magten og kontrollen over begivenhederne ved at manipulere de pågældende mennesker.

Når det handler om langtidsplanlægning, så:

1. Har du mange langsigtede planer.
2. Har du kun nogle få langsigtede planer, men generelt planlægger du ikke særlig meget.
3. Har du generelt ingen langsigtede planer og handler mest impulsivt.

Hvis du ved et uheld er kommet til at såre et andet menneske og bliver bevist om dette, så:

1. Føler du et vist ansvar, dårlig samvittighed og undskylder med det samme, da det naturligvis ikke var din hensigt at såre den pågældende person.
2. Prøver du på at korrigere din fejltagelse på baggrund af din dårlige samvittighed.
3. Ingenting – enten fordi du ikke lægger mærke til det eller fordi du ikke kan føle ansvar over, at en anden har misforstået dig.

Andre menneskers ulykke:

1. Gør dig ked af det.
2. Er ubehagelig at høre om.
3. Kan godt give dig en vis følelse af glæde.

Når det kommer til risikofyldte beslutninger, så

1. Tager du dem aldrig.
2. Tager du dem kun efter nøje at have overvejet deres konsekvenser for både dig selv og andre.
3. Tager du dem gerne, så længe deres konsekvenser ikke går ud over dig selv.

Dit forhold til dine forældre og andre voksne i din barndom var hovedsagligt:

1. Kærligt og tillidsfuldt.
2. Præget af manglende kærlighed og overfladiske relationer.
3. Præget af ubehagelige oplevelser, manglende kærlighed, stabilitet og tillid.

Generelt er dit syn på sociale normer og forpligtelser:

1. At de er blevet skabt ud fra erkendelsen af, hvordan mennesker kan fungere mest optimalt sammen i et fællesskab, selvom nogle af dem enten er overflødige, forkerte eller uhensigtsmæssige og derfor er det også helt i orden at tilsidesætte nogen af dem nogle gange til alles bedste.
2. At de er blevet skabt ud fra erkendelsen af, hvordan mennesker kan fungere mest optimalt sammen i et fællesskab, selvom nogle af dem enten er overflødige, forkerte eller uhensigtsmæssige og derfor er det også helt i orden at tilsidesætte nogen af dem nogle gange, specielt når det er belejligt for én selv.
3. At de er fuldkommen ligegyldige. Man skal altid bare gøre, som man vil, uden at tænke på nogen andre end sig selv.

Hvis nogen opfører sig på en anden måde end du ønsker, så:

1. Accepterer du det, for man kan jo ikke ændre på andre mennesker.
2. Prøver du på at påvirke deres adfærd ved at påpege konsekvenserne af deres handlinger overfor dem.
3. Prøver du gennem udspekuleret manipulation at få dem til at handle, præcis som du ønsker.

Hvis du hovedsagligt har svaret 1 hele vejen, så virker din empati helt optimalt - måske er du næsten FOR socialiseret? Ligeledes er det også helt normalt, hvis du skiftevis har svaret 1 eller 2 og har nogle enkelte 3ere undervejs (som du måske kan tænke lidt over). Men her skal man naturligvis også overveje, hvorvidt man har snydt eller manipuleret med svarerne undervejs, så man er kommet til at fremstå langt mere social og psykologisk afbalanceret end man i virkeligheden er. De fleste psykopater er nemlig ekstremt dygtige til at manipulere med andre mennesker (og dermed muligvis også sig selv) og derfor er psykopater også næsten umulige at afsløre udelukkende gennem adfærdstests. Hvis du konsekvent har svaret 3 (næsten) hele vejen, så er der ingen tvivl om, at din adfærd i høj grad minder om en psykopats adfærd. Til dig, der vil jeg bare sige tak for at besøge min blog og anbefale dig at besøge blogbot.dk. Her kan du helt sikkert finde en masse andre blogs, som er MEGET mere spændende end min, så god fornøjelse med det.

Er normal det samme som kedelig?

Hvad betyder det egentlig at være normal? En meget almindelig og udbredt definition af normal er, at man har en social almen anerkendt adfærd. Men hvad betyder det egentlig? Det betyder vel, at ens adfærd ikke adskiller sig alt for meget fra andre menneskers adfærd, for hvis den gjorte det, så ville man jo netop blive opfattet som unormal. Når en persons adfærd adskiller sig i alt for høj grad fra andre menneskers adfærd, så forklarer man det ofte ud fra deres manglende sociale, psykologiske og empatiske kompetencer eller i mere ekstreme tilfælde ud fra en psykisk sygdom. (Spørgsmålet er bare om, der egentlig er tale om to forskellige forklaringer eller om der ikke er tale om en mere flydende overgang - hvilket man også kan tænke lidt over ud fra diverse fysiologiske og psykiske symptomer.) Men tit afhænger definitionen af normal også i høj grad af, hvorvidt ens empatiske, psykologiske og sociale kompetencer er nok udviklet. Disse kompetencer bygger også i høj grad på, hvor realistisk en forståelse man har af både sig selv, andre mennesker og verden generelt. Altså har det, at man evner at kunne forstå, omgås og relatere til andre mennesker også en stor betydning for, hvorvidt man bliver opfattet som normal eller ej.

Men udover mennesker med ringe sociale evner eller psykologiske problemer, så er mere ”normale” mennesker jo heller ikke fuldkommen ens. Og dermed kan definitionen af normal også hurtigt blive til en definition, der udelukkende er baseret på fælles træk og dermed også udelukker enhver form for unikke træk. Og dermed kan definitionen af normal adfærd også hurtigt blive fuldkommen identisk med en definition af (kedelig) forudsigelig adfærd. For hvis man med normal bare mener, at man udelukkende har en adfærd og egenskaber, som alle andre mennesker også har, så adskiller man sig jo heller ikke længere på nogen områder fra andre mennesker. Og det ironiske ved skellet mellem normal og unormal er jo netop, at de fleste mennesker meget gerne vil opfattes som at være normal i en vis grad - for ingen ønsker at blive opfattet som unormal. Hvilket nok skyldes, at unormal udover en vis negativ klang også implicit hænger sammen med manglende sociale og psykologiske kompetencer. Men omvendt vil de fleste mennesker heller ikke opfattes som at være ALT for normal, da det jo netop omvendt betyder, at man bare er gennemsnitlig, almindelig og dermed kedelig. Derfor er der heller ikke nogen form for afstandstagen til at være unik i den almene brug af ordet normal. Hvilket også gør, at normal og unik heller ikke nødvendigvis modsætninger. Man skal bare helst være unik på den rigtige måde. Den amerikanske psykolog Dr. Breeding har også engang udtalt, at en normal person er en person, som du ikke kender særlig godt. For alle mennesker skiller sig jo netop ud på enten den ene eller den anden måde - hvis man altså bare kender dem godt nok. Og dermed er unormal adfærd også kun den anderledes form for adfærd, som adskiller sig i sådan en grad og på sådan en måde fra det gennemsnitlige, at andre mennesker rent faktisk opfatter adfærden som unormal. Altså kan man se unik, som den positive betegnelse af anderledes adfærd, hvor unormal ellers er den negative betegnelse.

Nogle mennesker mener, at man kan sætte lighedstegn mellem at være normal og være naturlig. Men dette fører jo bare til spørgsmålet om, hvad det vil sige, at være naturlig? Hvis man med naturlig mener, hvordan mennesket var dengang, da det levede (mere) i naturen, så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket ikke har udviklet sig væk fra et sådan et slags naturstadie? Og om mennesket ikke har udviklet sig til et moderne menneske, ikke bare på det biologiske område, men også på det psykologiske område? Nogle mennesker sætter også lighedstegn mellem at være seriøs og normal. Altså er man normal, hvis man ikke laver alt for mange spontane, anderledes, vilde, kreative (osv.) aktiviteter. Her sætter man altså igen lighedstegn mellem at være normal og kedelig. Dette syntes jeg egentlig er en lidt trist definition af normal, da det jo netop opfodrer til mere ensretning. Og ensretning er jo langt fra altid en positiv udvikling. For det er jo netop det unikke, som gør de fleste mennesker enormt spænende. Det er jo sjældent særlig fascinerende, hvis en person bare passer ind, konstant gør det forventede, aldrig gør noget spontant, anderledes eller sjovt. Ensretning er i mine øjne enormt kedeligt og det fodrer bestemt heller ikke til hverken innovation, kreativitet, udvikling eller i det hele taget noget, som gør livet mere spændende. Så hvis normal i virkeligheden bare betyder, at man skal være præcis, ligesom alle andre (altså kedelig), hvem ønsker så egentlig at være normal? Her skal man naturligvis også huske på, at der rent faktisk også findes en masse mennesker, som godt kunne passe bedre ind i samfundet. Altså ville en del mennesker formodentlig klare sig meget bedre (og være mere lykkelige), hvis de blot havde nogle bedre psykologiske, sociale, empatiske og (i nogle tilfælde muligvis også) intellektuelle evner. For det er jo netop disse evner, som fortæller én helt intuitivt, hvad der er normalt eller unormalt ved en given situation. Det er enormt svært, at definerer helt præcist med ord, hvad der gør en handling normal, netop fordi en handlings normalitet eller mangel på samme altid vil være fuldkommen situationsafhængig helt ned til den allermindste detalje. Hvad der er normalt i en situation, er absolut ikke nødvendigvis normalt i en anden (og meget) lignende situation. Så her kan kun ens sociale, psykologiske og empatiske evner give én et helt (intuitivt) klart svar på, hvad der vil være mest normalt og dermed hensigtsmæssigt i den givne situation - forhåbentlig!

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Danskernes ligegyldighed når nye højder

TV2s nye forbrugermagasin Praxis undersøgte i går, hvordan danskerne generelt reagerer, når en person pludselig falder om midt på en travl gågade. Og undersøgelsen viste endnu engang, at danskerne generelt er fuldkommen ligeglade med deres medmennesker, for de fleste gik bare videre. Hvorfor skulle man dog også bekymre sig om, at et andet menneske pludselig falder om midt på gaden? I udsendelsen blev der også vist tal for sandsynligheden for at overleve, hvis man falder om på en større gågade. Mens man i Norge var helt oppe på en sandsynlighed på 23 % for at overleve, så var den i Danmark helt nede på 9 %.

Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!

Guide og risikovejledning til at læse filosofi

Risikovejledningen er skabt til dig, som overvejer at læse filosofi. Men inden at du kaster dig ud i filosofiens verden, så er der nogle risici og problemstillinger, som du bør være opmærksom på. Her er risikovejledningen skabt til at give dig et hurtigt overblik og indblik i de forskellige former for risici, som er forbundet med at læse filosofi. Guiden er både skabt for at sikre din personlige velvære og for at mindske risikoen for, at du udvikler nogle psykiske eller helbredsmæssige lidelser undervejs. Glem dog ikke, at denne guide på ingen måde kan erstatte professionel rådgivning fra f.eks. en læge, psykolog eller lign.

Følgende forhold skal du være opmærksom på inden, at du begynder at læse filosofi:

- Af hensyn til ryggen, så bør du altid vælge at sidde et sted og læse, hvor ryggen får en naturlig og komfortabel støtte i lænden og som ikke virker for belastende for din ryg. Derudover må du også altid matche det filosofiske værks sværhedsgrad med din stols komfort. Jo sværere værket er, jo mindre behagelig må stolen nødvendigvis også være - for ellers opstår der hurtigt den risiko, at du aldrig får læst værket færdigt.

- Af hensyn til hukommelsen og forståelsen af det filosofiske indhold, så bør man aldrig være stresset. Enhver form for stress kan hurtigt forhindre både en korrekt indlæring, en dybere forståelse af de filosofiske problemstillinger og fjerne enhver form for umiddelbar glæde som ellers kunne være forbundet med læsningen af det filosofiske værk.

- Af hensyn til dit koncentrationsniveau, så kan det være nødvendigt at fjerne enhver form for forstyrrende elementer fra det område, hvor du har tænkt dig at læse. Eksempler på elementer som kan virke distraherende for ens koncentration kunne f.eks. være; et tv, en bærbar pc, et magasin, et kæledyr eller et barn. Fjern dem allerede inden, at de udgør en risiko for din koncentration.

- Af hensyn til dine øjne, så må du mindske belastningen af øjnene mest muligt. Dette kan du gøre ved f.eks. at placere dig korrekt i forhold til de forskellige lyskilder og ved at undgå genskin, så læsningen bliver mest muligt komfortabelt. Her må du dog være opmærksom på, at flere undersøgelser peger på, at jo flere bøger man læser, jo større er risikoen også for, at man har brug for briller. Så denne risiko må du nøje overveje, inden du læser alt for mange filosofiske værker.

- Af hensyn til din generelle fysiske sundhed, så er det godt at holde pauser fra filosofi-læsningen. Her kan man gennem en sund livsstil (ved at spise varieret, få tilstrækkelig hvile og dyrke motion) også yde mere og få mere ud af sine hverdagsaktiviteter som f.eks. det at læse filosofi.

- Af hensyn til din generelle psykiske sundhed og forståelse af virkeligheden, så vil det være en god ide at have en stor omgangskreds, inden at du begynder at læse filosofi. For der er desværre ingen undersøgelser som peger på, at filosofi skulle give én bedre sociale evner eller en bedre forståelse af andre mennesker. Tværtimod peger flere uofficielle undersøgelser på det modsatte og der er også flere eksempler på, at selv de store filosoffer led under diverse former for sindslidelser. Derfor må du også i et vist omfang begrænse din kontakt med andre som læser filosofi. For at fastholde din virkelighedsfornemmelse, så er det også vigtigt, at de fleste i din omgangskreds har virkelige (dvs. ikke-teoretiske) jobs ude i virkeligheden. En anden glimrende mulighed er også selv at have eller få et job i virkelighedens verden. Jo dårligere jobbet er, jo bedre er det sikkert også til at fastholde din fornemmelse og forståelse af virkeligheden. For virkeligheden er jo stadig den bedste forsikring imod at komme ud i alt for mange rent teoretiske spekulationer og imod at filosofere sig helt væk virkeligheden.

Der er mange faldgruber indenfor filosofi, men her er nogle af de mest omfattende problemer, som du bør være opmærksom på indenfor de forskellige filosofiske discipliner:

- Erkendelsesteori. Her er det største problem tit at spørgsmålet om, hvilket forhold der er imellem mennesket og omverdenen. Det spørgsmål kan føre nogen til den konklusion, at der rent faktisk ikke findes nogen verden uafhængigt af menneskets erkendelse. Altså har det dermed lykkes én at filosofere sig helt væk fra den omgivende verden og dermed også en meget stor del af virkeligheden.

- Metafysik. Her er det største problem, hvilket forhold der er mellem menneskets bevidsthed og andre mennesker. For erkendelsen af, hvor fejlbarlig den menneskelig erkendelse er, kan hurtigt føre nogen til den konklusion, at man rent faktisk ikke kan vide, om der eksisterer andre mennesker - altså udover én selv. For andre mennesker kan jo dybest set bare være et produkt af ens egen fantasi eller forestillingsevne. Hvilket fører nogen til den endnu mere absurde konklusion, at hele livet måske bare er en drøm, som man kan vågne op fra hvert sekund. Og dermed har man ikke bare filosoferet sig væk fra andre menneskers eksistens, men også væk fra muligheden for at udføre en meningsfuld handling.

- Sprogfilosofi. Her er det største problem erkendelsen af sprogets relativitet, altså det at sproget kan bruges på vidt forskellige måder og hele tiden kan forandre sig. Denne erkendelse overfører nogen så til videnskaben ud fra den begrundelse, at videnskaben altid er afhængig af sproget. Dermed kan man ikke længere tale om objektiv viden, videnskab eller sandhed - og dermed konkluderer de, at alt er relativt. Det har naturligvis også den implikation, at alle teorier dermed også er lige gode eller lige dårlige – og dermed også ligegyldige. Og derfor hævder fortalerne for relativisme også tit, at der ikke findes nogen form for objektiv sandhed. Og dermed har det lykkes én, ikke bare at modsige sig selv, men også at filosofere sig helt væk fra muligheden for kunne sige noget meningsfyldt.

- Logik. Det største problem ved at læse om logik er erkendelsen af, hvor ulogisk andre mennesker tænker og hvor inkonsekvent alting fungerer i verden. Men det er bare et spørgsmål om erkendelse og tilvænning. Når du først har indset, hvor ulogisk og inkonsekvent verden fungerer, så affinder du dig hurtigt med dette faktum. For alternativet, at prøve på at ændre folks tankegang og verdens mange inkonsekvente sammenhæng, er en yderst krævende opgave, som de fleste nok vil anse som umulig. Så lær at forhold dig til virkeligheden, for logik er naturligvis meget logisk, men det er andre mennesker og verden altså ikke nødvendigvis.

- Argumentationsteori. Det største problem ved at læse for meget argumentationsteori er naturligvis, hvis man samtidig også har et patetisk lavt selvværd og derfor misbruger sin nye viden om argumentationsteori til at vinde enhver diskussion. Men før eller siden vil der formodentlig (og forhåbentlig) dukke en værdig modstander op, og dermed vil du blive afsløret som den svindler, som du jo er.

- Politisk filosofi. Her er det største problem, at man hurtigt kommer til at overse forskellen på real politik og teoretisk politik. Dette behøver dog ikke at være et problem, hvis man blot husker at tage forbehold for alle tænkelige problemstillinger og forhold. Men dette sker desværre sjældent, hvorved man overser nogle af realpolitikkens begrænsninger som f.eks. en begrænset økonomi, basis viden om økonomisk udvikling og lignende. Desuden sker der på dette område også ofte en sammenblanding af, hvad der er politisk videnskab og hvad der er politik. Politik involverer personlige overbevisninger, værdier og lignende - det gør politisk videnskab ikke, da det jo netop er et videnskabeligt studie af forekomsten disse fænomener.

- Etik. Et af de mest uhyggelige problemer opstår ud fra erkendelsen af, at der ikke findes nogen objektiv moral uafhængigt af mennesket. Dvs. det forhold, at man ikke kan skelne objektivt mellem en moralsk god og en moralsk slet handling. For det fører også nogen til den fejlagtige konklusion, at det dermed også er i orden, at opføre sig som man vil og kun tænke på sig selv. Og hvis man prøver på at fremhæve menneskelige egenskaber som empati og medfølelse, så forsøger de tit bare at bortforklare disse egenskaber ved at fremhæve, at de bare er skabt af religion for at begrænse menneskets selvudfoldelse. Og dermed har det altså lykkes én at filosofere sig væk fra sine egne menneskelige egenskaber. Et andet problem på det metaetiske område er, at mange ikke mener, at det er nødvendigt at kunne overføre en metaetisk teori til det praktiske plan - altså virkeligheden. Her anerkender de simpelthen ikke det simple krav, at hvis en metaetisk teori skal kunne holde på det teoretiske plan, så må den også kunne anvendes i praksis - altså på virkelighedens moralske dilemmaer. Og dermed har det lykkes én at overse virkeligheden.

- Livsfilosofi. Her er et af de største problemer, at mange efter at have læst meget om livsfilosofi, kommer frem til den konklusion, at livet slet ikke har nogen mening. Dette er en meget uheldig konsekvens, da det jo hurtigt kan medføre en vis form for respektløs ligegyldighed overfor livet. Et andet lignende problem er, at den umiddelbare mangel på objektiv mening med livet også fører mange til den fejlagtige konklusion, at det slet ikke er værd at beskæftige sig med livets mening. Denne konklusion kan dog også være hensigtsmæssig, HVIS man altså generelt føler, at ens liv er meget meningsfyldt. Men hvis man ikke føler, at ens liv er yderst meningsfyldt, så er det bestemt værd at undersøge nærmere - bare man ikke når frem til den førnævnte konklusion. For der findes aldrig nogen enkle svar på komplekse problemstillinger.

Hvis du blot husker på disse risici, råd og problemstillinger, så skulle der være særdeles gode muligheder for, at du vil få en masse positivt ud af at læse filosofi. For hele pointen ved at læse filosofi skulle jo gerne være at få en bedre erkendelse og forståelse af den omgivende verden og andre mennesker (altså virkeligheden) – frem for det modsatte.

Om misforstået hensynstagen og intentioner

Er der noget værre end misforstået hensynstagen? Ja, det er der måske, men det er alligevel ret irriterende. Jeg hader bare, når folk tager hensyn til mig ud fra en eller anden mærkelig overbevisning, som intet har at gøre med, hvordan jeg er eller hvordan jeg tænker. Generelt er det selvfølgelig en god ting, at folk gider at tage hensyn til én. Det er da vidunderligt, at folk generelt tænker på, at man skal have det godt. Det er faktisk en virkelig fantastisk egenskab ved mennesket. I mange situationer opdager man sikkert slet ikke, at folk faktisk tager hensyn til én og dermed hvad deres virkelige motiver er. Og det finder jeg egentligt lidt skræmmende, altså det faktum, at man ikke altid erkender, hvilke motiver folk i virkeligheden har for at gøre noget godt for én. Men det skyldes jo nok, at man i en eller anden grad bliver nød til at stole på, at når folk vil gøre noget positivt for én, så har de også en god intention med det. Alternativet, hvor man altid antager, at folk har en negativ intention, når de gør noget positivt for én, ja, den indstilling har vist kun negative konsekvenser. Og det er vist også næsten det samme som at have en generel negativ indstilling til andre mennesker. Altså bliver man nød til (for ikke at ende i pessimisme) at antage, at når folk er flinke overfor én, så er de det også ud fra gode intentioner. Hvilket vel forhåbentligt også er sandt i de fleste tilfælde.

Misforstået hensynstagen, det er, når en person tager hensyn til én på et område, hvor man dybest set ikke selv føler, at man har brug for hensynstagen. Og i det øjeblik, hvor man erkender, at den anden person mener, at man har brug for hensynstagen, så opstår der forvirring. For hvorfor mener den anden person, at der er brug hensynstagen på dette område? Situationen opstår, fordi at man har to helt forskellige opfattelser af både verden og hinanden. Og det mærkelige i situationen er, at det erkender man netop i det øjeblik, hvor man bliver udsat for den misforstået hensynstagen. Netop i det øjeblik erkender man, at den andens erkendelse af én bygger på et fejlagtigt grundlag. Fejlagtigt, fordi at der både er tale om en forskel i både ens syn på verden (hvem, der har brug for hensyn) og en forskel i synet på moral (nemlig, hvad man skal tage hensyn til).

Nu kan al denne snak om misforstået hensynstagen jo godt blive lidt teoretisk, så jeg må hellere komme med et eksempel fra min hverdag. Et godt (og lidt uskyldigt) eksempel på misforstået hensynstagen var forleden, da jeg var ude og handle ind. Alt forløb som det plejer, når man handler ind, men pludselig stod der en sød ung gut og spurgte, om han skulle pakke mine varer for mig. Jeg blev så forbavset, at jeg sagde nej. (Desuden så har jeg muligvis også stadig en del beskyttertrang overfor mine varer, da jeg jo selv har pakket dem i mange år - så der er muligvis brug for en vis tilvænningsfase på det her område.) Men mit meget spontane nej var nok dybest set en reaktion på en (for mig i netop det øjeblik) misforstået hensynstagen. Altså følte jeg, at personen med sin hensynstagen (det, at han ville pakke mine varer) også dermed antog, at jeg ikke selv formåede at pakke mine varer. Da jeg lige havde drejet tanken i nogle sekunder bagefter, så syntes jeg jo egentlig, at det var meget sjovt, at der nu også var indført amerikanske tilstande på poseområdet. (Og dermed er det egentlig også et dårligt eksempel, fordi at tilbuddet netop gælder for alle og ikke bare for mig.) Men situationen viser alligevel meget godt, hvorfor misforstået hensynstagen er irriterende. Det er det fordi, at der i selve den hensynsfulde handling også ligger en dom. Og vel og mærke en dom, som man ikke selv mener passer på én. En dom om noget, som man ikke evner. I denne situation var det så at pakke poser. En anden situation er f.eks. at rejse sig for ældre mennesker i bussen. Hvilket jeg normalt også gør, men jeg kan huske, hvor overrasket jeg selv blev, da en ung fyr for et stykke tid siden rejste sig for mig. For betød det så, at han mente, at jeg (på trods af vores aldersforskel på max 10 år) kunne gå ind under kategorien ældre damer? Nej, han var nok bare flink, men det illustrerer alligevel meget godt problematikken. For i en situation med misforstået hensynstagen er der jo netop tale om en kollision af forskellige erkendelser af både hinanden og af moralsk hensyn. Og det værste ved sådan en situation, hvor folk tager hensyn til én og man ikke selv mener, at man har brug for hensynet, det er jo netop den andens persons manglende erkendelse af, at man ikke har brug for hensyn på det pågældende område. For dermed bliver personens hensyn, som jo egentlig burde være noget positivt, til noget negativt, da der jo implicit i hensynet også ligger en dom og dermed en kritik. Derfor er den værste form for misforstået hensynstagen også ros, som man ikke mener, men bare siger for at glæde den anden. Findes der nogen større fornærmelse. Det tror jeg ikke. Og det værste ved den slags kritik det er, at man tit bliver nød til at sige tak for den bagefter. Tak, fordi du gad at kritisere eller se ned på mig. Tak! (Det her minder for øvrigt lidt om min tidligere diskussion af Næstekærlighed vs. medlidenhedsetik).

Hvad er tolerance?

I mandagens udgave af Deadline 22.30 var temaet tolerance (som kan ses her). Her blev en ny bog om tolerance af Thomas Bredsdorff (professor, Nordisk litteratur, KU) og Lasse Horne Kjærsgaard (forskningslektor, Nordisk litteratur, KU) præsenteret og diskuteret ud fra blandt andet litteratur som Kafka og Holberg. (Bogen har forresten den opsigtsvækkende titel: Tolerance - hvordan man lærer at leve med den man hader.) Programmet begynder med en kritik af den måde begrebet tolerance ofte bliver brugt på og her bliver det slået fast, at tolerance altid må indeholde en fordømmelse af intolerante holdninger og adfærd. Og dermed må tolerance heller aldrig bare blive lalleglad eller ligegyldig tolerance, da lalleglad eller ligegyldig tolerance hurtigt kan blive til grusom tolerance. Et eksempel på grusom tolerance (fra programmet) kunne f.eks. være tolerance overfor en religiøs tradition som kvindelig omskæring. Det bliver også fastslået, at tolerance altid må indebærer en vis (fastholdt) interesse for dem og de holdninger, som man er uenig med. Dette er en utrolig vigtig pointe, for hvis man bare prøver på at ignorere fordomsfulde og intolerante holdninger, så kan det hurtigt ende med, at man tror, at de slet ikke eksisterer. Hvilket betyder, at man i virkeligheden bare har valgt at se bort fra de intolerante holdninger, muligvis fordi man foretrækker at se verden som harmonisk - frem for konfliktfyldt. Den mest forfriskende pointe der bliver fremsat i programmet er dog, at selve begrebet om tolerance også forudsætter, at man kan se sig selv ude fra og dermed også med en vis selvironisk distance. Det vil altså sige, at selve begrebet om tolerance også forudsætter en vis selverkendelse (nemlig af det faktum, at man ikke altid nødvendigvis har ret) og en vis selvironisk distance (nemlig evnen til ikke at tage sig selv alvorligt hele tiden (selvhøjtidelighed)). Hvilket igen nok også forudsætter, at man har et vist niveau af både selvtillid og selverkendelse. De hævder også, at begrebet om tolerance er socialt skabt for at løse forskellige samfundsmæssige problemer og at man stadig kan bruge begrebet til dette. Her fremhæver de så fiktionens rolle som værende et fremragende værktøj til at øge menneskers tolerance overfor andre mennesker, da man gennem fiktionen både kan øge ens forestillingsevne, indlevelsesevne og ens generelle forståelse af andre menneskers liv og perspektiver. (Her bliver ideen om at bombe Bagdad med litteratur også fremsat.) Meget relevant citerer de også den amerikanske filosof Richard Rorty for, at havde sagt at: litteraturen betyder mere for moralske fremskridt end filosofien, fordi den bidrager til at udvide den moralske forestillingsevne. Og netop Rorty har jo gjort opmærksom på, at det er gennem vores identifikatoriske forestillingsevne, at vi kan indse vores fælles medmenneskelighed. Og det er netop ud fra denne menneskelighed, indlevelsesevne eller empati, at man overhovedet kan tale om tolerance og moral. Jeg vil ikke gå nærmere ind i en erkendelsesteoretisk moralsk diskussion, men til gengæld vil jeg gerne påpege en af programmets andre pointer, som man hurtigt kan overse. Og det er Bredsdorffs udtalelse om, at Nelson Mandela er et ikon på, hvordan man kommer ud af en grusom (intolerant) konflikt med tolerancen i behold. Og Mandela er virkelig et ikon, for han har ikke "bare" kæmpet kampen for tolerance overfor de sorte, men i lige så høj grad også kampen for at fastholde de sortes tolerance overfor de hvide. Dette er i sandhed et udtryk for virkelig tolerance, som de færreste mennesker evner. Det vil jeg gerne skrive under på, selvom at jeg desværre ikke kan komme nærmere ind på mine personlige oplevelser med intolerante mennesker her.