Videnskabelig forklaring på, hvorfor man ikke læser en ph.d.

Der står på side 31 i Vækstfondens rapport: Hvad skaber en succes?:

"Der er således en svag tendens til, at stiftere med en uddannelse på kandidatniveau outperformer stiftere med en PHD grad. Det kan derfor ikke afvises, at det optimale uddannelsesniveau for den samlede stiftergruppe følger en inverteret U-kurve, hvor performance er stigende med niveauet af uddannelse op til et vist niveau, hvorefter performance falder med øget uddannelse, jf. figur 5.3.1.

Roberts (1991) understreger, at det ikke er den ekstra uddannelse i sig selv, der er ”skadende”, men at PHD uddannelsen ofte tiltrækker persontyper med mindre risikovillighed og en konservativ indstilling, hvilket ikke harmonerer med de kompetencer, der er brug for som iværksætter."

Figur 5.3.1: sammenhæng mellem succes og niveauet for uddannelse



Tabel 5.3.2: Repræsentation af forskellige uddannelser i stiftergruppen

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund havde stifterne? (pct.)

Kilde: Vækstfonden: Hvad skaber en succes?

Top 10 over erhvervslivets fordomme om humanister

Der er alt for mange arbejdsløse humanister og hvorfor er der egentlig det? Det findes der helt sikkert mange forskellige forklaringer på, men mon ikke en af dem kunne være fordomme? Her findes der naturligvis ingen lette løsninger, men en vis bevidsthed omkring erhvervslivets fordomme om humanister kunne måske afhjælpe problemet. Bevidsthed om fordomme er jo en af de bedste måder, hvorpå man kan bekæmpe fordomme. Derfor kommer der her en samlet liste over nogle af erhvervslivets fordomme omkring humanister til enhver studerende på humaniora. Det er fordomme, som jeg enten selv har hørt i erhvervslivet (dog ikke nødvendigvis rettet mod mig selv) fra andre humanister i erhvervslivet og generelt fra folk, som jeg ellers kender i erhvervslivet. Der findes sikkert også mange andre fordomme, men her er nogle af dem, som jeg har hørt flest gange.

10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.

9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.

8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.

7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.

6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?

5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.

4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.

3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.

2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.

1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.

Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Min specialekontrakt

Efter en del diskussion, så har min søde vejleder og jeg endelig fundet frem til en dag, hvor vi vist begge to har tid til at skrive en specialekontrakt. Og dermed skulle jeg også gerne have en deadline for mit speciale (på næste fredag). Det er en begivenhed, som min nærmeste omgangskreds har ventet meget utålmodigt på af to årsager. For det første, fordi de er MEGET trætte af at høre om universitetet. Hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg synes ikke, at jeg taler så meget om universitetet i forhold til så mange andre ting. For det andet, så mener de vist også dybest set, at det bedste for mig vil være, at jeg kommer så hurtigt væk fra universitetet som overhovedet muligt. Hvilket jeg heller ikke forstår, for jeg er faktisk meget glad for universitetet på trods af diverse forhold. Men det mener de tydeligvis ikke, at jeg bør være. De mener til gengæld, at jeg vil kunne forstå dem, når jeg først er kommet væk fra universitetet, for flere af dem har selv taget en universitetsuddannelse. Så derfor vil det helt sikkert også glæde dem, at jeg nu får en deadline for mit speciale.

Ligeledes har min familie også efterspurgt en specialekontrakt, da de øjensynlig også anser denne, som en slags garanti for, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Mærkeligt nok, for det har de jo aldrig tænkt omkring alle mine andre eksamenstilmeldinger. Men det skyldes nok en bestemt begivenhed i min familie, som skete for mange år siden, men som alle stadig husker lige så tydeligt, som det var i går. Der er nemlig en mand i vores familie, som i sin ungdom tog en uddannelse som ingeniør. Men da han nåede til den sidste eksamen, så besluttede han sig for at rejse jorden rundt eller sådan noget, frem for at blive færdig med sin uddannelse. Hvilket betød, at han aldrig fik den pågældende uddannelse. Denne oplevelse har øjensynlig gjort sådan et stort indtryk på min familie, at de nu også er bange for, at jeg kan finde på at gentage historien. Det har så ført til den kollektive beslutning, at jeg i hvert fald ikke skal droppe ud med deres gode vilje. At ham fyren så senere fik stor succes med noget andet, det anser ingen øjensynlig som en væsentlig del af historien. Men det har vist heller ikke ligefrem hjulpet min egen sag, at jeg selv har påpeget dette aspekt. Og derfor bliver jeg også konstant spurgt om, hvordan det går med mit speciale. Hvilket i længden er ret trættende og irriterende. Nogle gange strejfer tanken mig også om, hvorvidt den store opmærksomhed og overvågenhed overhovedet er gavnligt for min specialeskrivning. Der var derfor heller ikke nogen uddelt begejstring, da jeg fik mit nye studiejob, for det er jo bare endnu en hindring for mit speciale.

Men nu skriver jeg så under på kontrakten. Ikke, fordi det er det rigtige tidspunkt, for hvornår er det egentlig? Og heller ikke fordi mit speciale næsten er færdigt, for det er det langt fra. Men fordi jeg har et vist pres, hvilket heller ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Selvom jeg stadig gerne vil fastholde, at selv hvis ingen nævner mit speciale fra nu af, så vil jeg altså stadig blive færdig med det. Og ja, det vil også være i år! Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor alle går så meget op i mit speciale - for de har jo ikke haft den samme interesse for alle mine andre eksamener. (Heldigvis.) For det giver da mere mening at droppe ud i starten, end når man næsten er færdig med uddannelsen! Men uanset hvad, så skriver jeg i hvert fald kontrakt på næste fredag og dermed burde jeg også senest blive færdig med min universitetsuddannelse den 14. september. Og dermed burde alle jo også være glade og tilfredse - eller hvad?

10 gode måder at forsinke sit speciale på

10. Få nogle venner som mener, at universitetet egentlig bare er spild af tid. De har muligvis en vis respekt for selve din uddannelse. Men ellers mener de, at du kunne have brugt din tid meget bedre ved f.eks. at backpacke gennem Europa, dykke med hajer og pilerokker ved Great Barrier Reef, bo hos en afrikansk stamme, trekke gennem den sydamerikanske jungle end bare at spilde tiden (og livet) på at læse gamle støvede bøger. Derfor vil de naturligvis også gerne støtte dig i dine bestræbelser på, ikke at bruge mere end højst nødvendig tid på dit speciale. Generelt er det også godt, at have en stor omgangskreds, for jo større den er, jo lettere er det også at finde på nogle aktiviteter, som intet har at gøre med ens speciale.

9. Forbliv single. Der er ikke noget mindre distraherende for ens specialeskrivning end et fast og godt parforhold. Derfor bør man helst undgå under den slags parforhold under ens specialeskrivning, da det simpelthen giver for meget stabilitet og ro. Derimod så er der meget som taler for singlelivet, da singlelivet tit kan medføre den helt rette form for uro, manglende fokus og mange forskellige former for aktiviteter, som kan hjælpe dig med at få dit fokus væk fra specialeskrivningen.

8. Få en blog. Da du jo hele tiden oplever noget nyt og tænker noget nyt, så kan du også hele tiden skrive noget nyt. Og dermed skulle der jo også være banet vej for, at man kan bruge uendelig meget tid på sin blog – frem for på ens speciale. Men man kan også finde andre fede blogs og kommenterer på dem. Her er det også en god ide at skabe en vis form for engagement og det gør man bedst ved at skabe nogle store diskussioner uden nogen umiddelbar let løsning. Og jo større diskussioner som du kan rode dig ud i, jo mere tid kræver det også - væk fra dit speciale. Vær dog opmærksom på, at din omgangskreds muligvis vil opdage denne taktik (da din blog jo er tilgængelig på nettet) og prøve på at tale dig fra at bruge metoden.

7. Få et kæledyr. Egentlig er den bedste løsning at få et barn, for der findes ikke noget i verden som kræver mere opmærksomhed, tid eller arbejde end et barn. Men desværre så tager et barn jo flere måneder at lave (færdigt) og derfor vil det i sidste ende også være meget lettere (specielt for mændene) bare at anskaffe sig et kæledyr. For et kæledyr det kan du jo få i morgen! Her skal man naturligvis ikke vælge et kedeligt kæledyr som f.eks. fisk (hvis det overhovedet kan betegnes som et kæledyr?). For fisk kræver alt for lidt arbejde og engagement. Selvom du selvfølgelig skal rense akvariet, skifte vand osv. regelmæssigt, så bliver du hurtigt træt af at se på fiskene og ulempen ved fisk er, at de ikke har nogen form for evne til konstant at kræve din opmærksomhed. Her er en hund klart at foretrække. Den skal nok prøve på konstant at få din opmærksomhed, da den jo konstant har brug for mad, lange gåture, at lege og generelt et højt niveau af opmærksomhed. Og så evner de fleste hunde også direkte at kræve din opmærksomhed ved enten at pive eller skubbe til dig, hvis dit opmærksomhedsniveau skulle blive for lavt i et stykke tid. Altså er en hund med andre ord som skabt til at forsinke dit speciale.

6. Anskaf dig nogle spil. Det er en af de mest almindelige og mest udbredte måder at bruge unødvendigt meget tid på noget andet end ens arbejde. Og derfor kan man også sagtens med fordel bruge denne metode på sit speciale. Der er mange forskellige muligheder og mange forskellige genrer spil, men skal man naturligvis finde lige den genre, som kan optage én mest muligt. Når du først er blevet fanget af et bestemt spils univers, så kan du også hurtigt finde andre ligesindede over nettet. Den moderne teknik tillader jo også, at man (f.eks. over Xbox 360 via headset) kan tale med ens medspillere (og nogle gange også ens modstandere). Og her kan man også sagtens møde andre specialestuderende fra hele verden og dermed kan man også få nogle internationale erfaringer omkring, hvordan man bedst forsinker ens speciale.

5. Find en elendig vejleder. Der findes masser af succeshistorier om, hvordan folk næsten har droppet ud af universitetet pga. at de havde en elendig specialevejleder. Det kan også blive dig! Men først må du identificere følgende træk hos din potentielle vejleder: arrogant, ligeglad med alle andre, manglende interesse for dit emneområde, ekstreme og alternative måder at se verden på, selvhøjtidelig, unikke holdninger som ingen andre har (eller kunne drømme om at have), manglende tålmodighed, manglende kendskab til de gældende regler, stædig, manglende pædagogiske evner (eller endnu bedre manglende forståelse af andre mennesker) og en manglende evne til at overholde aftaler. Derudover er det også godt, hvis din potentielle vejleder dybest set ser vejledning som et unødvendigt onde påtvunget af universitetet og mener, at vejledning egentlig bare er et spild af den pågældendes tid og talenter. Når du har fundet de egenskaber, så ved du, at du har fundet den perfekte elendige vejleder.

4. Skab nogle problemer. Specialeskrivningen kan hurtigt blive meget en målrettet og forudsigelig proces og dermed ender du hurtigt i den situation, hvor du har skrevet specialet færdigt. For at undgå dette problem, så er det yderst vigtigt at skabe sig nogle problemer undervejs. Og mere generelt kan man også sige, at livet er ret kedeligt, hvis der ikke sker noget nyt og spændende. Så skab nogle problemer for dig selv, så du ligesom kan få fjernet fokus fra dit speciale. Jo flere problemer du skaber, jo mindre fokus har du også på dit speciale. De mest omfattende problemer, som man let kan skabe for sig selv, det er dem, som involverer andre mennesker, men som man ikke umiddelbart bare kan diskutere det pågældende problem med eller som man har den fjerneste ide om, hvordan vil reagere på den pågældende problematiske situation. Det er også godt at skabe nogle problemer, hvor konsekvenserne er fuldkommen umulige at forudsige, for det giver virkelig én noget at tænke over og dermed glemmer man også hurtigt alt om ens speciale.

3. Indse, at din uddannelse har haft en alt for overfladisk gennemgang af stoffet. Da din uddannelse helt sikkert ikke har gået i dybden med alle de eksisterende teorier, ismer, retninger, tidsaldre, perspektiver, undersøgelser, markante personer eller væsentlige bøger, så er det nu ALENE op til dig, at få sat dig selv grundigt ind i stoffet, så du virkelig kan kalde dig selv akademiker, når du engang (om forhåbentlig mange år) bliver færdigt med dit speciale. For man kan jo ikke komme ud fra universitetet med en uddannelse i et bestemt område - uden at vide ALT om det pågældende område eller uden at have læst ALLE de væsentlige værker på området. Du har sikkert også allerede nogle udmærkede grundbøger med de forskellige teorier, perspektiver, genre osv. og dem kan du så bruge som en slags læseplan for, hvilke bøger du bliver NØD til at læse, FØR at du overhovedet kan gå i gang med dit speciale! Her kan det også anbefales at tage med til konferencer, da du her kan lære en masse mennesker at kende med de samme interesser og med et højt fagligt niveau. På den måde kan du nemlig hurtigt danne dig et højt niveau at stræbe efter og samtidig også glemme alt om dit speciales emneområde.

2. Overbevis dig selv om, at dit speciale skal være det mest gennemførte og grundige som nogensinde er skrevet på det pågældende område. Derfor må du som et minimum også læse alle de relevante teorier og vinkler på dit område. For selvom at de givne teorier muligvis ikke kan bruges til noget i selve dit speciale, så er det jo vigtigt, at du kender til dem. Prøv at forstil dig, hvis nogen spurgte dig om en teori, som du aldrig havde hørt om og du netop havde sagt til vedkommende, at du havde skrevet et speciale om det pågældende område! Det ville virkelig være en pinlig situation! For at dit speciale kan blive det mest grundige nogensinde, så er det også virkelig vigtigt, at du anskaffer dig alle de bøger, som nogensinde er skrevet om det pågældende område. Her vil nogen måske hævde, at det er umuligt at anskaffe eller læse alle de pågældende bøger. Men nej, det kan sagtens lade sig gøre, hvis man virkelig vil. Her står staten endda også klar til at hjælpe dig, for det er jo hele pointen med bibliotek.dk! Her er det også en god ide fastholde, at man skal have ALLE de relevante bøger med i sit speciale - også dem som ellers er fuldkommen umulige at anskaffe. For de tager tit minimum et halvt år at anskaffe - uanset om anskaffelsen så foregår over et universitetsbibliotek, bibliotek.dk eller fra deres respektive forlag. Så her er det virkelig en fordel at have et godt overblik over, hvad der er skrevet på det pågældende emneområde.

1. Få et studierelevant job. Helst et som er så studierelevant som overhovedet muligt. Det bedste er, hvis studiejobbet nærmer sig dit drømmejob, for derved er studiejobbet jo næsten vigtigere end dit speciale. Studiejobbet skal også helst være på så mange timer som overhovedet muligt. Faktisk må det gerne nærme sig et deltidsjob eller have endnu flere timer. Det må også gerne være yderst krævende, for ellers bliver du jo bare alt for hurtigt bekendt med rutinerne. Det er også godt, hvis dine kollegaer har et meget højt fagligt niveau og gerne også på mange forskellige områder. For jo mere dit studiejob kræver af dig, jo mindre tid og energi har du jo også til specialet. Og hvis du virkelig vil have stress og dermed få fokus væk fra specialet, så sørg for at få en ansættelsessamtale med den øverste ledelse (som ingen af dine kollegaer normalt taler med) så de kan give dig en løs aftale om en fuldtidsstilling bagefter, HVIS du altså klarer studiejobbet godt og HVIS du altså bliver færdig med dit speciale på et bestemt tidspunkt.

Hvis disse råd (stik mod forventning) ikke skulle forsinke dit speciale, så har de i hvert fald gjort processen meget hårdere og meget mere stressende. Men nogle gange må man jo acceptere, at man ikke kan styre 100 %, hvordan livet eller ens speciale former sig. Men at blive færdig med sit speciale, det er jo heller ikke nødvendigvis det værste, som der kan ske. Og desuden så er der jo også stadig masser af mulighed for selv at udtænke nogle strategier til, hvordan du kan forsinke dit speciale. For der findes virkelig uendelig mange muligheder, når det handler om måder, som man kan forsinke sit speciale på. Så det er bare at komme i gang - altså med at tænke kreativt.

Søren Kierkegaard og hans betydning for filosofi

For en del år siden spurgte jeg min (ellers gode) underviser i filosofihistorie om, hvorfor vi ikke skulle gennemgå Søren Kierkegaard i undervisningen. Svaret på det var, at Kierkegaard ikke var relevant nok for filosofihistorien. Dette svar var efter fleres mening ikke specielt tilfredsstillende, men jeg gad ikke at stille yderligere spørgsmål, for jeg kendte allerede godt svaret. Og det skyldes, at mange ”bare” opfatter Søren Kierkegaard som en religionsfilosof. Selv dem, som har læst meget af Kierkegaard (og derved godt ved, at Kierkegaards filosofi handler om meget mere end religion) hævder tit dette. Og selvom at Kierkegaard muligvis også er meget relevant for forskellige religionsspørgsmål, så rummer hans filosofi altså også mange andre væsentlige aspekter. Og disse aspekter er efter min mening MEGET mere relevante og væsentlige for hans betydning som filosof. Og derfor er det simpelthen også bare så irriterende, at man aldrig taler om Kierkegaards filosofi, andet end når man skal diskutere spørgsmål som religion eller Guds eksistens.

Jeg er selv meget glad for Søren Kierkegaard og hans filosofi. Men denne begejstring for Søren Kierkegaard har intet at gøre med hans religionsfilosofi. Hvilket måske er overraskende for nogen. Nej, det er områder som livsfilosofi og etik som jeg finder væsentlige. Men her er der uden tvivl også nogen, som vil hævde, at man ikke kan diskutere Kierkegaards etik eller livsfilosofi uden at diskutere hans religionsfilosofi. Men det mener jeg ganske enkelt er forkert. Det kan man sagtens. Man diskuterer jo heller ikke, hvorfor Albert Einstein ledte efter de vises sten, når man diskuterer relativitetsteorien. Ligeledes må man også kunne diskutere Kierkegaards filosofi uden at skulle diskutere guds eksistens eller hvilken rolle religion skal have. Men det er helt sikkert tanker som disse, som gør, at man i dag stadig ikke vil anerkende Søren Kierkegaard som den store filosof, som han ellers var og stadig er gennem sine værker. (Selvom man måske heller ikke helt kan afvise jantelovens betydning.) Jeg mener helt bestemt, at Søren Kierkegaard skal og bør indgå i den grundliggende filosofihistorie-undervisning. Faktisk kan man også stille spørgsmålstegn ved, om der ikke også burde være et helt separat fag i dansk filosofihistorie. Men uanset hvad, så mener jeg, at man som et minimum i hvert fald bør have læst Søren Kierkegaard, når man har taget en dansk universitetsuddannelse i filosofi.

Selvom Søren Kierkegaard øjensynlig ikke har den store brede opbakning i det danske filosofiske universitetsmiljø. Så er der mange andre steder, hvor man sagtens kan få øje på hans betydning som filosof. For det første har Kierkegaards filosofi jo altid været meget populær i den bredere befolkning. Igen et punkt som sikkert ikke ligefrem har fremmet Kierkegaards position som en stor tænker i de mere intellektuelle kredse. Men i andre akademiske miljøer rundt omkring ser man helt anderledes på Kierkegaard, hvor man både anerkender hans filosofi og hans betydning som filosof. Dette gælder f.eks. på mange af de tyske og amerikanske universiteters afdelinger for filosofi. Og derfor foregår noget af den mest væsentlige filosofiske forskning indenfor Kierkegaard for tiden - ikke i Danmark som man måske skulle tro - men i USA. Og her bliver der langt fra kun fokuseret ensidigt på hans forståelse af gud og religion.

Hvilken succes

Min uddannelse er en succes. Ja, nu mener jeg altså ikke min egen uddannelse, men selve uddannelsen i sig selv. For nogle måneder siden begyndte jeg at lave min egen helt uofficielle undersøgelse af, hvor mange på min årgang der egentlig havde fået en uddannelse eller var på vej til at få det. Det var faktisk rimelig let at få et vist videnskabeligt niveau af min undersøgelse, da jeg nemt kunne skaffe både nogle årsopgørelser over dem som er blevet færdige og så en liste over de nuværende studerende. Samtidig rendte jeg også ind i en tidligere medstuderende til en konference, som jeg senere brugte en eftermiddag sammen med for at genopfriske gamle minder og snakke om tiden der var gået siden sidst. Samtidig kunne vi jo også lige sammenligne vores viden omkring, hvem der droppede ud, hvem der skiftede studie og hvor nogle helt andre egentlig blev af. Tilsammen havde vi faktisk en meget god viden om stort set alle (som vi kunne huske i hvert fald). Men han fortalte mig også om en intern undersøgelse, som viste at vores uddannelse er en succes, for selvom folk bruger lang tid på deres studie, så bliver de fleste faktisk færdige på et tidspunkt. Min egen undersøgelse af min egen årgang viste, AT (trommehvirvel) hele 6 studerende fra min årgang nu har en universitetsuddannelse. Derudover viste det sig også, med hjælp fra både optegnelserne og min tidligere medstuderende, at hele 6 studerende med rimelig stor sikkerhed er ved at skrive speciale (hvoraf jeg er en af dem). Det vil altså sige, at der ud af mine tidligere 80 medstuderende er hele 12 mennesker der (forhåbentlig om nogle år) har fået en universitetsuddannelse! Det er da virkelig en succes som ikke er til at tage fejl af!

Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder

En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”

Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.

I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.

Min top 10 over irriterende fordomme om filosofi

10. Filosofi, er det ikke sådan noget med at filosofere sig væk fra virkeligheden? Jo, det er der desværre en udpræget tendens til indenfor den akademiske verden. Men heldigvis findes der også masser af mennesker som læser filosofi, som endnu ikke har filosoferet sig helt væk fra virkeligheden og som laver videnskabelig filosofisk forskning. Mine personlige råd til at undgå at filosofere sig helt væk fra virkeligheden er: at få et (skod) studiejob (det holder fast i virkeligheden på en meget overbevisende måde) eller en kæreste eller nogle venner med jobs ude i virkeligheden.

9. Dem, som læser filosofi, ryger hash og er lidt hippieagtige. Ja, nogen er måske, men ikke mig. Jeg er imod stoffer på enhver måde og jeg foretrækker, at nøjes med at ødelægge min hjerne med spiritus og meningsløs tv-underholdning. Lidt hippieagtig er jeg dog, da jeg går meget ind for bedre forståelse og mere kærlighed blandt mennesker. Med hensyn til påklædning, så veksler jeg personligt mellem konservativ og street (hiphop) stil, så den er langt fra hippieagtig.

8. Filosofistuderende er ikke særlig målrettet. Hmm... for at tale på mine egne vegne, så mener jeg, at jeg er meget bevidst om fremtiden og hvor jeg er på vej hen - uden dermed at kunne spå om fremtiden. Men der er mange, som ikke tænker længere end universitetstiden, hvilket ikke bare burde være et problem for dem selv, men også burde være et problem for universitetet.

7. Filosofistuderende er nogle Kurt Cobain wannabees. Ja, desværre har nogle filosofistuderende en vis forkærlighed for det tragiske og triste, men det er heldigvis ikke alle. Men jeg syntes, at det er meget deprimerende, hvordan nogle (mis)bruger filosofi til at udvikle og fastholde en generel pessimistisk tilgang til livet - for så derefter også at prøve på at tvinge den ned over andres livsanskuelser.

6. Filosofistuderende tror selv, at de er SÅ kloge. Ja, det er der vist en tendens til, men det er nok et generelt problem for studerende på længere videregående uddannelser. (Problemet opstår for det meste allerede inden, at de overhovedet har lært noget.) Personligt er jeg imod, at man tror, at man er klogere end alle andre, selvom man rent faktisk ved mere end andre på et bestemt område. En vis ydmyghed er i mine øjne klædeligt. Men den ubetingede tro på sig selv (som værende meget klogere end alle andre) vidner for det meste også bare om en stor uvidenhed. Nemlig en uvidenhed om og manglende forståelse af, hvor mange områder man faktisk ikke ved noget om. Så måske er det på tide at læse og lære noget nyt, som man ikke har læst om før, hvis man hævder dette. Det værste er, når folk bare automatisk antager, at jeg pga. min uddannelse og måske også i en vis grad min udstråling, at jeg ser mig selv som værende meget klogere end dem. Nu mener jeg selv, at jeg har en god del respekt og en vis ydmyghed overfor alle mennesker, uanset uddannelse og baggrund, så derfor virker dette angreb meget overraskende. Det er faktisk også svært at argumentere imod sådan en påstand, uden rent faktisk at lyde bedrevidende eller arrogant.

5. Filosofi, det er sådan noget med Wittgenstein, ikke? Det mest irriterende ved dette spørgsmål er, at jeg engang blev spurgt om det til jobsamtale til et drømmestudiejob i et dansk ministerium. Jeg havde ingen forudsætninger for at vide, hvilken indstilling min mulige kommende chef havde til Wittgenstein. Og da holdninger omkring Wittgenstein jo spænder lige fra dem, som ser ham som en slags gud, til dem som ser Wittgenstein som et klassisk eksempel på, hvorfor filosofi er spild af tid, så er det svært at svare på sådan et spørgsmål til en jobsamtale. Du kan selv gætte på, hvad der var tilfældet i min jobsamtale. Men for at svare på spørgsmålet, så handler filosofi om meget andet end (bare) Wittgenstein.

4. Filosofi, det er noget med... og så et eller andet overtroisk, religiøst, konspirationsteoretisk eller noget helt fjerde, som man aldrig har tænkt på i forbindelse med filosofi. Folk antager mange mærkelige ting om filosofi, både fordi de selv har en interesse for det pågældende emneområde og så for at bruge det, som et argument imod filosofi. Uanset hvad, så er det ret irriterende at få at vide, hvad ens studie handler om, specielt af nogen som intet ved om ens studie. Jo mere sikre de er på, hvad ens studie handler om, jo sværere er det også at fortælle dem, hvad filosofistudiet rent faktisk handler om eller går ud på.

3. Du siger, at du læser filosofi, så har du jo helt sikkert også læst meget om... og så en eller anden som jeg aldrig har hørt om, som intet har at gøre med filosofi eller som jeg ikke har nogen interesse for. Det minder lidt om punkt 4, for igen bliver det antaget, hvilke interesser jeg har, uden at man reelt ved noget om mig eller mine interesser. Selvom det skal siges, at spørgsmål som dette dog alligevel for det meste fører til nogle meget spændende samtaler.

2. Filosofi, jeg hørte / læste om en, der også havde læst filosofi, som mente... og så en eller anden dum eller latterlig holdning, som jeg dermed også bliver skudt i skoene. Der er desværre også en del dumme mennesker, som har læst filosofi før mig og det betyder øjensynlig, at en del af det at tage en filosofi uddannelse også er, at skulle tage stilling til alle andres (som har læst filosofi) teorier og holdninger på alle mulige og umulige områder. Dette problem forekommer nok også indenfor andre fagområder.

1. Hvad kan man så bruge filosofi til bagefter (når uddannelsen er taget)? Det er helt sikkert det spørgsmål, som jeg har fået mest i forbindelse med mit filosofistudie. Da jeg er blevet spurgt om det så ofte, så har jeg efterhånden udviklet flere forskellige fremgangsmåder og indfaldsvinkler til filosofi, som jeg kan bruge til at besvare spørgsmålet, afhængig af, hvem det er som stiller spørgsmålet. Det viser lidt om, hvor meget jeg har været tvunget til at stille mig skeptisk overfor filosofi - både som studie og videnskab. Men for at svare så generelt som muligt på spørgsmålet, så er det at læse på universitetet, jo ikke det samme som f.eks. at uddanne sig som murer eller skovfoged, hvor man har et konkret eller præcist defineret erhverv bagefter. Men dette gælder (bort set fra det) jo også efterhånden på resten af arbejdsmarked, hvor det jo i højere og højere grad handler om at være fleksibel og kunne tilpasse sig nye udfordringer og vilkår. Generelt er jeg også imod tanken om, at man bliver filosof, bare fordi at man har læst filosofi. Nej, filosof det kræver sgu' mere, end bare det at tage en uddannelse eller at undervise i filosofi. For man kan sagtens læse filosofi i mange år, uden at fatte noget som helst eller for den sags skyld blive klogere. En filosof er en person som bidrager til filosofien ved at udvikle ny viden eller en ny teori. Men filosofi kan generelt bruges til meget forskelligt og på mange forskellige områder og hvis jeg virkelig skulle svare fyldestgørende på det her, så kunne jeg jo nærmest lave en afhandling om det i sig selv. Og det har jeg ikke tænkt mig.