Kejserens nye klæder har altid været mit yndlings H. C. Andersens eventyr, da det er en fantastisk og tidløs fortælling. Hvis nogen ikke skulle kende eventyret, så handler det om en kejser, der elsker klæder (og hader komedie). En dag ankommer der to vævere til kejserens palads, der kan væve klæder, der afslører, hvorvidt man duer til sit embede eller ej. Da klæderne efter sigende skulle være usynlige for enhver der er inkompetent til sit job eller utilladelig dum. Kongen bestiller derefter straks klæderne i håbet om, at han derved kan spotte de uduelige blandt hans ansatte. Efter et stykke tid vil han gerne tjekke, hvorledes det går med vævernes arbejde og derfor sender han den mest kvalificerede minister for at se til vævernes arbejde: ”Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.” Frem for at konfrontere de to bedragere med deres bedrageri, så tvivler ministeren i stedet på sine egne evner og indprenter sig derfor nøje vævernes forklaringer omkring mønstre og farver for at kunne videregive informationerne til kejseren. Derefter forlangte bedragerne endnu flere penge til vævningen, som de blot stak i lommen, mens væven stod tom. Til sidst skal kejseren selv se tøjet: ”Hvad for noget!: tænkte Keiseren. Jeg seer ingen Ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see.” Kejseren giver endda også bedragerne et Ridderkors og en titel af Vævejunkere! Endelig bliver bedragerne færdige med tøjet og kejseren skal vise det frem: ”Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! Hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.”
Det er lidt den samme følelse, som jeg har nogle gange får, når jeg er med til en filosofikonference - desværre er der bare ikke altid nogen til at pege på underbukserne! Jeg vil gerne fortælle omkring den mest ekstreme oplevelse, som jeg har haft på en konference for nogle år tilbage. Her blev der holdt et foredrag, som jeg sent skal glemme. Hvis jeg ikke havde haft selskab på konferencen, så havde jeg muligvis troet, at det bare var en drøm. Foredragsholderen havde meget misvisende skrevet en meget konkret titel, men det viste sig desværre uhyggeligt hurtigt, at foredraget var fuldkommen blottet for indhold. Vedkommende kunne lige så godt have sparet os de 25 minutter af vores liv (som vi aldrig får igen) ved at forkorte foredraget ved blot at oplæse samtlige titler på de artikler, som vedkommende (øjensynlig) har fået produceret i løbet af sin ansættelse på universitetet. (Jeg fik desværre aldrig undersøgt, hvorvidt artiklerne også kun bestod af referencer.) Men jeg måbede, da de første 10 minutter var gået – udelukkende med referencer til andre artikler! Jeg kiggede undrende rundt på de andre konferencedeltagere for at se, om jeg kunne spore vantroen i deres øjne over den endeløse opremsning af titler. Men ingen i salen foretrak en mine og så klappede de endda også, da foredraget endelig var forbi. Jeg klappede ikke. Ikke, fordi jeg ville vise min utilfredsheds med foredragets niveau, men i vantro over, at denne genopførsel af Kejserens nye klæder ikke havde gjort noget indtryk på nogle af de andre deltagere. I 25 langtrukne minutter havde vi hørt den ene artikel nævnt efter den anden – uden nogen som helst form for indhold. Som om benævnelsen af en titel i sig selv skulle være dybt filosofisk. Jeg har læst madopskrifter, som var mere filosofiske og dybsindige end det foredrag! Det var her, hvor jeg havde lyst til at rejse mig og proklamere for salen – ganske ligesom den lille dreng i eventyret: ”Men der var jo ikke noget filosofisk indhold!” Det gjorte jeg dog ikke. Jeg tænkte vist noget i retningen af, at jeg ”maa holde Processionen ud”. Heldigvis viste den lille dreng sig straks efter foredragets slutning i form af en yngre studerende, der straks efter pausens start udbrød højlydt henvendt til mig – ganske uden tanke for volumen af hans stemme og de andre konferencedeltageres nære tilstedeværelse: ”Hvor var det foredrag dog indholdsløst!” Og selvom jeg var fuldkommen enig, så blev jeg vist alligevel lidt rød i hovedet, da jeg jo trods alt ikke mener, at foredragsholderen skulle offentligt ydmyges. Foredraget var jo trods alt pinligt nok i sig selv.
Viser opslag med etiketten forskningsmiljø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forskningsmiljø. Vis alle opslag
onsdag den 29. juli 2009
torsdag den 6. november 2008
Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning
I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).
Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.
I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.
Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.
Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.
torsdag den 1. maj 2008
En forklaring af en forskers adfærd
(Den følgende tekst om forskeres adfærd er kreativt udviklet her, men oversat til dansk, forkortet og ændret en smule af undertegnede.)
Mennesker som arbejder med forskning og ingeniørarbejde er ikke ligesom alle andre mennesker. Derfor kan det være meget frustrerende for udenforstående, at skulle forholde sig til dem. Her er det essentielt at kunne forstå deres motivationer. Den følgende analyse skulle gerne fortælle dig alt, som du har brug for at vide, når du skal forstå en forskers adfærd. Forskernes vaner og adfærd er blevet observeret lidt på samme måde, som Jane Goodall har studeret chimpanser – dog uden at skulle rense deres pels.
1. Forsker identificerings værktøj: Videnskab er efterhånden så trendy, at alle gerne vil være forskere og derfor bliver ordet ”forsker” også brugt alt for ofte. Hvis nogen i dit liv prøver på at udgive sig for at være forsker, så kan du give ham eller hende den følgende test:
Du går ind i et værelse og opdager, at et billede hænger skævt på væggen. Du...
A. Retter det.
B. Ignorer det.
C. Køber et CAD system og bruger de næste 6 måneder på at designe et soldrevet, selvjusterende billede, mens du ofte højt udtaler, at ham der opfandt sømmet var en idiot.
Det korrekte svar er “C”, men der kan også gives en vis kredit til enhver, som svarer: ”det afhænger af...”.
2. Sociale evner: Forskere har nogle helt andre mål, når det handler om social interaktion.
“Normale” mennesker forventer, at de kan opnå flere urealistiske ting ved social interaktion:
- Stimulerende og tankeprovokerende samtale.
- Vigtige sociale kontakter.
- En følelse af kontakt og sammenhold med andre mennesker.
I modsætning til ”normale” mennesker, så har forskere rationelle formål med social interaktion:
- At få det overstået, så hurtigt som muligt.
- Undgå at blive inviteret til noget ubehageligt.
- Vise deres mentale overlegenhed og hvor meget de ved om alt.
3. Fascination af gadgets:
Ifølge forskere, så kan alt i universet placeres indenfor disse to kategorier:
1. Ting, som burde repareres/forbedres.
2. Ting, som skal repareres/forbedres, efter at du har leget med dem i nogle få minutter.
Forskere kan godt lide at løse problemer. Og hvis der ikke findes nogen aktuelle problemer, så skaber de bare deres egne problemer. ”Normale” mennesker forstår ikke dette koncept, de tror, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er det heller ikke nødvendigt at reparere det. Hvorimod forskere mener, at hvis noget ikke er gået i stykker, så har det bare ikke nok features endnu.
Ingen forsker kigger på en TV remotekontrol uden at tænke på, hvad der skulle til, for at lave den om til en strømpistol. Og ingen forsker tager et bad uden at tænke over, hvorvidt en form for teflon belægning kunne gøre badet helt unødvendigt. For forskeren er verden en legetøjskasse fyldt med sub-optimeret legetøj med alt for få features.
4. Mode og udseende: Tøj har den laveste prioritet for forskere. De antager, at så længe man blot har det rette niveau af temperatur og fugtighed, så må beklædningen også være i orden. Hvis ingen vedhæng fryser eller klistrer sammen og hvis ingen kønsdele eller brystkirtler svinger rundt helt synligt, så må målet med beklædning være opnået.
5. Kærligheden til “Star Trek”: Forskere elsker alle Star Trek shows og film. Her bliver forskerne på USS Enterprise fremstillet som helte, der til tider har sex med aliens. Det virker meget mere glamourøst end en rigtig forskers liv, som for det meste består af at gemme sig fra universet og have sex uden deltagelse af andre livsformer.
6. Dating og det sociale liv: Dating er aldrig let for en forsker. En "normal" person vil bruge flere forskellige indirekte og før sete metoder til at skabe et falsk indtryk af at være tiltrækkende. Men forskere er helt ude af stand til at sætte udseende før funktionalitet. Men heldigvis, så har forskerne et es i ærmet. En forsker bliver nemlig overalt anset som fremragende materiale for et ægteskab: intelligent, troværdig, fast arbejde, ærlig og handy i huset. Selvom det er sandt, at de fleste ”normale” mennesker ikke foretrækker at date forskere, så har mange normale mennesker til gengæld en stor lyst til at reproducere sig selv med dem – så de kan producere forsker-lignende børn som vil have højtbetalte jobs, langt før de mister deres mødom.
Mandlige forskere når deres seksuelle tiltræknings højdepunkt senere end ”normale” mænd, hvor de bliver fuldkommen erotisk uimodståelige omkring midten af 30’erne og frem til slutningen af 40’erne. Bare se på disse eksempler på seksuelt uimodståelige mænd i deres tekniske professioner:
- Bill Gates
- MacGyver
Kvindelige forskere er fuldkommen uimodståelige lige fra de bliver skabt til omkring 30 minutter efter deres kliniske død. Længere, hvis det er en varm dag.
7. Koncentrationsevner: Hvis der er et træk som definerer en forsker, så er det evner til at koncentrere sig om et emne, så det udelukker fokus fra alt andet i miljøet omkring forskeren. Det gør, at forskere nogle gange fejlagtigt bliver antaget for at være døde. Nogle begravelseshjem har ligefrem indført et rutinemæssigt tjek specielt for forskere, inden at de brænder ligene.
8. Risiko: Forskere hader risiko og derfor vil de også gerne prøve på at eliminere enhver form for risiko. Og det er meget forståeligt, for når en forsker begår en fejl, så blæser medierne det altid op til at være en kæmpe skandale.
Eksempler på dårlig presse for forskere er:
- Hindenburg
- Challenger (rumfærgen)
- Hubble Rumteleskopet
- Apollo 13
- Titanic
- Ford Pinto
Kalkulationen af risiko versus belønning ser nogenlunde sådan ud:
Risiko: Offentlig ydmygelse og døden for flere tusind uskyldige mennesker.
Belønning: Et papir med anerkendelsen i en flot plastik ramme.
Som et praktisk menneske, så vurderer forskerne balancen mellem risiko og belønning og konkluderer, at risikoen ikke er en god ting. Den bedste måde at undgå en potententiel risiko er, ved at rådgive om, at enhver form for aktivitet er teknisk umulig af årsager, som er alt for komplicerede til at forklare. Hvis det ikke er nok til at standse projektet, så kan forskeren altid bruge sin anden typiske kommentar: ”Det er teknisk muligt, men det vil koste ALT for meget”.
9. Ego: Den hurtigste måde at få en forsker til at løse et problem på, det er ved at erklære, at problemet er uløseligt. Ingen forsker kan gå væk fra et uløseligt problem, før det er løst. Ingen sygdom eller distraktion kan få forskeren væk fra sagen. Sådanne videnskabelige udfordringer kan hurtigt blive til en personlig kamp mellem forskeren og naturens love.
Forskere undværer gerne både mad og hygiejne i flere dage for at løse et problem (nogen gange glemmer de det bare). Og når det lykkes dem at løse problemet, så oplever de ofte et egorush, som er bedre end sex - også den slags sex som involverer andre mennesker.
Intet er mere truende for en forsker end forslaget om, at en anden forsker muligvis har større eller bedre evner på deres område. Denne viden bruger ”normale” mennesker nogen gange også til at få forskeren til at lave endnu mere arbejde.
Når en forsker siger, at noget ikke kan laves (kodeord for, at det ikke er sjovt at lave) så har nogen kloge ”normale” mennesker lært at kigge på forskeren med det helt rette blik fyldt med både medlidenhed og medfølelse, mens de siger noget a la: ”Jeg spørger bare (indsæt selv passende navn), om hun/han ikke kan løse problemet. Hun/Han plejer jo at vide, hvordan man løser de svære problemer.” Det er her en god ide, at den “normale” person ikke står imellem forskeren og det videnskabelige problem, da det ofte vil svare til, at man stiller sig imellem en udhungret kamphund og dens kødben.
Mennesker som arbejder med forskning og ingeniørarbejde er ikke ligesom alle andre mennesker. Derfor kan det være meget frustrerende for udenforstående, at skulle forholde sig til dem. Her er det essentielt at kunne forstå deres motivationer. Den følgende analyse skulle gerne fortælle dig alt, som du har brug for at vide, når du skal forstå en forskers adfærd. Forskernes vaner og adfærd er blevet observeret lidt på samme måde, som Jane Goodall har studeret chimpanser – dog uden at skulle rense deres pels.
1. Forsker identificerings værktøj: Videnskab er efterhånden så trendy, at alle gerne vil være forskere og derfor bliver ordet ”forsker” også brugt alt for ofte. Hvis nogen i dit liv prøver på at udgive sig for at være forsker, så kan du give ham eller hende den følgende test:
Du går ind i et værelse og opdager, at et billede hænger skævt på væggen. Du...
A. Retter det.
B. Ignorer det.
C. Køber et CAD system og bruger de næste 6 måneder på at designe et soldrevet, selvjusterende billede, mens du ofte højt udtaler, at ham der opfandt sømmet var en idiot.
Det korrekte svar er “C”, men der kan også gives en vis kredit til enhver, som svarer: ”det afhænger af...”.
2. Sociale evner: Forskere har nogle helt andre mål, når det handler om social interaktion.
“Normale” mennesker forventer, at de kan opnå flere urealistiske ting ved social interaktion:
- Stimulerende og tankeprovokerende samtale.
- Vigtige sociale kontakter.
- En følelse af kontakt og sammenhold med andre mennesker.
I modsætning til ”normale” mennesker, så har forskere rationelle formål med social interaktion:
- At få det overstået, så hurtigt som muligt.
- Undgå at blive inviteret til noget ubehageligt.
- Vise deres mentale overlegenhed og hvor meget de ved om alt.
3. Fascination af gadgets:
Ifølge forskere, så kan alt i universet placeres indenfor disse to kategorier:
1. Ting, som burde repareres/forbedres.
2. Ting, som skal repareres/forbedres, efter at du har leget med dem i nogle få minutter.
Forskere kan godt lide at løse problemer. Og hvis der ikke findes nogen aktuelle problemer, så skaber de bare deres egne problemer. ”Normale” mennesker forstår ikke dette koncept, de tror, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er det heller ikke nødvendigt at reparere det. Hvorimod forskere mener, at hvis noget ikke er gået i stykker, så har det bare ikke nok features endnu.
Ingen forsker kigger på en TV remotekontrol uden at tænke på, hvad der skulle til, for at lave den om til en strømpistol. Og ingen forsker tager et bad uden at tænke over, hvorvidt en form for teflon belægning kunne gøre badet helt unødvendigt. For forskeren er verden en legetøjskasse fyldt med sub-optimeret legetøj med alt for få features.
4. Mode og udseende: Tøj har den laveste prioritet for forskere. De antager, at så længe man blot har det rette niveau af temperatur og fugtighed, så må beklædningen også være i orden. Hvis ingen vedhæng fryser eller klistrer sammen og hvis ingen kønsdele eller brystkirtler svinger rundt helt synligt, så må målet med beklædning være opnået.
5. Kærligheden til “Star Trek”: Forskere elsker alle Star Trek shows og film. Her bliver forskerne på USS Enterprise fremstillet som helte, der til tider har sex med aliens. Det virker meget mere glamourøst end en rigtig forskers liv, som for det meste består af at gemme sig fra universet og have sex uden deltagelse af andre livsformer.
6. Dating og det sociale liv: Dating er aldrig let for en forsker. En "normal" person vil bruge flere forskellige indirekte og før sete metoder til at skabe et falsk indtryk af at være tiltrækkende. Men forskere er helt ude af stand til at sætte udseende før funktionalitet. Men heldigvis, så har forskerne et es i ærmet. En forsker bliver nemlig overalt anset som fremragende materiale for et ægteskab: intelligent, troværdig, fast arbejde, ærlig og handy i huset. Selvom det er sandt, at de fleste ”normale” mennesker ikke foretrækker at date forskere, så har mange normale mennesker til gengæld en stor lyst til at reproducere sig selv med dem – så de kan producere forsker-lignende børn som vil have højtbetalte jobs, langt før de mister deres mødom.
Mandlige forskere når deres seksuelle tiltræknings højdepunkt senere end ”normale” mænd, hvor de bliver fuldkommen erotisk uimodståelige omkring midten af 30’erne og frem til slutningen af 40’erne. Bare se på disse eksempler på seksuelt uimodståelige mænd i deres tekniske professioner:
- Bill Gates
- MacGyver
Kvindelige forskere er fuldkommen uimodståelige lige fra de bliver skabt til omkring 30 minutter efter deres kliniske død. Længere, hvis det er en varm dag.
7. Koncentrationsevner: Hvis der er et træk som definerer en forsker, så er det evner til at koncentrere sig om et emne, så det udelukker fokus fra alt andet i miljøet omkring forskeren. Det gør, at forskere nogle gange fejlagtigt bliver antaget for at være døde. Nogle begravelseshjem har ligefrem indført et rutinemæssigt tjek specielt for forskere, inden at de brænder ligene.
8. Risiko: Forskere hader risiko og derfor vil de også gerne prøve på at eliminere enhver form for risiko. Og det er meget forståeligt, for når en forsker begår en fejl, så blæser medierne det altid op til at være en kæmpe skandale.
Eksempler på dårlig presse for forskere er:
- Hindenburg
- Challenger (rumfærgen)
- Hubble Rumteleskopet
- Apollo 13
- Titanic
- Ford Pinto
Kalkulationen af risiko versus belønning ser nogenlunde sådan ud:
Risiko: Offentlig ydmygelse og døden for flere tusind uskyldige mennesker.
Belønning: Et papir med anerkendelsen i en flot plastik ramme.
Som et praktisk menneske, så vurderer forskerne balancen mellem risiko og belønning og konkluderer, at risikoen ikke er en god ting. Den bedste måde at undgå en potententiel risiko er, ved at rådgive om, at enhver form for aktivitet er teknisk umulig af årsager, som er alt for komplicerede til at forklare. Hvis det ikke er nok til at standse projektet, så kan forskeren altid bruge sin anden typiske kommentar: ”Det er teknisk muligt, men det vil koste ALT for meget”.
9. Ego: Den hurtigste måde at få en forsker til at løse et problem på, det er ved at erklære, at problemet er uløseligt. Ingen forsker kan gå væk fra et uløseligt problem, før det er løst. Ingen sygdom eller distraktion kan få forskeren væk fra sagen. Sådanne videnskabelige udfordringer kan hurtigt blive til en personlig kamp mellem forskeren og naturens love.
Forskere undværer gerne både mad og hygiejne i flere dage for at løse et problem (nogen gange glemmer de det bare). Og når det lykkes dem at løse problemet, så oplever de ofte et egorush, som er bedre end sex - også den slags sex som involverer andre mennesker.
Intet er mere truende for en forsker end forslaget om, at en anden forsker muligvis har større eller bedre evner på deres område. Denne viden bruger ”normale” mennesker nogen gange også til at få forskeren til at lave endnu mere arbejde.
Når en forsker siger, at noget ikke kan laves (kodeord for, at det ikke er sjovt at lave) så har nogen kloge ”normale” mennesker lært at kigge på forskeren med det helt rette blik fyldt med både medlidenhed og medfølelse, mens de siger noget a la: ”Jeg spørger bare (indsæt selv passende navn), om hun/han ikke kan løse problemet. Hun/Han plejer jo at vide, hvordan man løser de svære problemer.” Det er her en god ide, at den “normale” person ikke står imellem forskeren og det videnskabelige problem, da det ofte vil svare til, at man stiller sig imellem en udhungret kamphund og dens kødben.
lørdag den 22. marts 2008
Om ligegyldighed og engagement på universitetet
Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.
Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.
Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.
torsdag den 24. januar 2008
Hvilken succes
Min uddannelse er en succes. Ja, nu mener jeg altså ikke min egen uddannelse, men selve uddannelsen i sig selv. For nogle måneder siden begyndte jeg at lave min egen helt uofficielle undersøgelse af, hvor mange på min årgang der egentlig havde fået en uddannelse eller var på vej til at få det. Det var faktisk rimelig let at få et vist videnskabeligt niveau af min undersøgelse, da jeg nemt kunne skaffe både nogle årsopgørelser over dem som er blevet færdige og så en liste over de nuværende studerende. Samtidig rendte jeg også ind i en tidligere medstuderende til en konference, som jeg senere brugte en eftermiddag sammen med for at genopfriske gamle minder og snakke om tiden der var gået siden sidst. Samtidig kunne vi jo også lige sammenligne vores viden omkring, hvem der droppede ud, hvem der skiftede studie og hvor nogle helt andre egentlig blev af. Tilsammen havde vi faktisk en meget god viden om stort set alle (som vi kunne huske i hvert fald). Men han fortalte mig også om en intern undersøgelse, som viste at vores uddannelse er en succes, for selvom folk bruger lang tid på deres studie, så bliver de fleste faktisk færdige på et tidspunkt. Min egen undersøgelse af min egen årgang viste, AT (trommehvirvel) hele 6 studerende fra min årgang nu har en universitetsuddannelse. Derudover viste det sig også, med hjælp fra både optegnelserne og min tidligere medstuderende, at hele 6 studerende med rimelig stor sikkerhed er ved at skrive speciale (hvoraf jeg er en af dem). Det vil altså sige, at der ud af mine tidligere 80 medstuderende er hele 12 mennesker der (forhåbentlig om nogle år) har fået en universitetsuddannelse! Det er da virkelig en succes som ikke er til at tage fejl af!
søndag den 20. januar 2008
Kvindelige universitetsansattes kvalifikationer og vidensområder
En ny undersøgelse lavet af videnskabsministeriet viser, at kun 30 % af de 1400 professorer, som er blevet ansat indenfor de seneste tre år på landets universiteter, er kvinder. Ligeledes gælder det også for andelen af lektorer, hvor kun 25% af de universitetsansatte lektorer er kvinder. Denne skæve fordeling forklares umiddelbart af folkene bag undersøgelserne ved, at kvinderne rent faktisk ikke søger stillingerne. Mens Charlotte Palludan i Magisterbladet (nr. 1, 2008, s. 12) hævder, at den skæve fordeling skyldes det faktum, at stort set alle i bedømmelsesudvalgene er mænd. Det får så Charlotte Palludan til at udtale følgende: ”Det er et udtryk for, at mange stillingsopslag reproducerer mænds kvalifikationer og vidensområder.”
Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.
I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.
Det virker for det første som noget af en påstand, at ens kvalifikationer og vidensområder skulle være bestemt af ens køn. Og selvom at der muligvis skulle være nogle kønsmæssige forskelle i interesseområder og synsvinkler, så kan jeg ikke se, hvad man skulle få ud af at opdele kvalifikationer eller vidensområder ud fra køn. Hvad er så kvindelige kvalifikationer og vidensområder? Skal et bedømmelsesudvalg så tage hensyn til denne kønsmæssige forskel? Og vil det så betyde, at man som kvindelig forsker vil kunne blive afvist ud fra det kriterium, at man ikke har tilpas kvindelige kvalifikationer eller vidensområder? Det virker jo absurd. Nej, en ansættelse skal selvfølgelig ske ud fra ens kvalifikationer og hvorvidt ens vidensområder matcher den givne stilling - ikke ud fra ens køn. Selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om der er nogle forskningsområder man overser, når man opretter nye forskerstillinger. Her kan man selvfølgelig undre sig lidt over, hvorfor kvinder generelt så ikke søger disse stillinger. Forklaringen på dette kan måske findes ved at se på aspekter som: selve universitetets dårlige arbejdsmiljø (i forhold til andre arbejdspladser), børn og manglende selvtillid. Men måske kan man heller ikke helt afvise, at mandschauvinisme måske stadig spiller en vis rolle. Personligt har jeg dog aldrig oplevet nogen form for decideret mandschauvinisme på universitetet. (Heldigvis.) Jeg har kun haft en lidt ubehagelig oplevelse med en mandlig ansat, som rent faktisk mente, at det var i orden at tale ned til mig alene pga. mit køn. Men ellers syntes jeg generelt, at mændene på universitetet er nogle herlige og sjove typer og jeg kan også sagtens grine med på de fleste (sjove) jokes om kvinder. Men måske har disse manglende ubehagelige oplevelser også gjort, at jeg er blevet lidt naiv, så jeg rent faktisk var kommet til at tro, at mandschauvinisme slet ikke forekom på universitetet.
I løbet af mit eget studie har jeg faktisk heller ikke haft særlig mange kvindelige undervisere. Men de få kvindelige undervisere som jeg har haft, de er også helt klart blevet ansat på baggrund af deres kvalifikationer og vidensområder. Og disse kvalifikationer og vidensområder vil jeg på ingen måde betegne som specielt kvindetypiske. Hvis jeg skal sige noget generelt om deres kvalifikationer, så vil jeg sige, at de generelt alle har haft en stor faglig viden om det givne fagområde, været rigtig gode til at formidle denne viden videre og generelt har haft et stort engagement. Og det er vel også de helt essentielle kvalifikationer for en god underviser, helt uafhængigt af, hvilket køn underviseren så ellers har.
søndag den 6. januar 2008
Hvor blev den filosofiske debat egentlig af?
Jeg syntes ærlig talt, at der mangler filosofisk diskussion. Ja, ikke bare på nettet, men også på min uddannelse og mere generelt i samfundsdebatten. Jeg vil altid meget gerne diskutere filosofi, ja nærmest, hvad som helst emne. Ja, ikke bare FOR at diskutere, for det ville jo være pointless, men for at blive klogere både på mine egne filosofiske holdninger og andres. Det er selvfølgelig altid spændende, at diskutere filosofiske problemer med andre filosofistuderende, men man kan nu også sagtens diskutere filosofi med folk, som aldrig har læst filosofi. Selvom de selv tit antager, at dette ikke er muligt. Men det er det skam. For filosofi handler jo om virkeligheden (det bør den i hvert fald) og derfor kan man også sagtens diskutere filosofi med folk uden nogen form for akademisk uddannelse i filosofi. Dette burde egentlig være en meget logisk og simpel konstatering, men det er det mystisk nok ikke for alle akademikere.
Det som undre mig mest er, at der, hvor diskussionen burde være størst, nemlig på universitetet, der er diskussionen (mig bekendt) stort set ikke eksisterende. Den undervisning (som jeg har fået) har stort set været blottet for filosofisk diskussion, da undervisningen kun har fokuseret på at gennemgå de forskellige tilgange og teorier indenfor filosofi, men ikke på (det væsentlige, ville nogle måske mene) nemlig, at diskutere teoriernes holdbarhed og deres indhold. Diskussionen blev øjensynlig ikke anset for mere relevant, end at der ikke kunne blive plads til den i undervisningsplanen. Dog må jeg retfærdigvis nævne, at jeg engang havde en underviser i videnskabsteori og etik, som rent faktisk formåede at få debat med i undervisningen. Men det må have været undtagelsen som bekræfter reglen. Ligeledes er der heller aldrig den store diskussion til hverken foredrag eller konferencer. Og selv hvis der ENDELIG er en reel diskussion, så udarter diskussionen sig tit hurtigt til bare at handle om et eller andet ligegyldigt aspekt, samtidig med at diskussionen også tit bliver til en form for vekslende personangreb - til skræk og advarsel for alle andre, som kunne tænke sig at diskutere noget filosofisk. Men måske er det slet ikke meningen med filosofisk diskussion, at den skal foregå i store forums, måske egner den sig meget bedre til at foregå i mindre forsamlinger. Selvom det helt sikkert også ville hjælpe på den filosofiske diskussion, hvis bare de basiske argumentationsteoretiske regler blev overholdt. For det er lige før, at den filosofiske debat i aviser og tv-programmer tit foregår mere sagligt, end den gør i den akademiske verden. Faktisk kan jeg ikke huske nogen filosofisk debat på tv, som har udartet sig ligesom nogle akademiske filosofiske debatter gør. Men på tv kan man selvfølgelig også redigere og klippe det fra, som ikke egner sig til at blive vist offentligt, det kan man naturligvis ikke i live-udgaven.
Det som undre mig mest er, at der, hvor diskussionen burde være størst, nemlig på universitetet, der er diskussionen (mig bekendt) stort set ikke eksisterende. Den undervisning (som jeg har fået) har stort set været blottet for filosofisk diskussion, da undervisningen kun har fokuseret på at gennemgå de forskellige tilgange og teorier indenfor filosofi, men ikke på (det væsentlige, ville nogle måske mene) nemlig, at diskutere teoriernes holdbarhed og deres indhold. Diskussionen blev øjensynlig ikke anset for mere relevant, end at der ikke kunne blive plads til den i undervisningsplanen. Dog må jeg retfærdigvis nævne, at jeg engang havde en underviser i videnskabsteori og etik, som rent faktisk formåede at få debat med i undervisningen. Men det må have været undtagelsen som bekræfter reglen. Ligeledes er der heller aldrig den store diskussion til hverken foredrag eller konferencer. Og selv hvis der ENDELIG er en reel diskussion, så udarter diskussionen sig tit hurtigt til bare at handle om et eller andet ligegyldigt aspekt, samtidig med at diskussionen også tit bliver til en form for vekslende personangreb - til skræk og advarsel for alle andre, som kunne tænke sig at diskutere noget filosofisk. Men måske er det slet ikke meningen med filosofisk diskussion, at den skal foregå i store forums, måske egner den sig meget bedre til at foregå i mindre forsamlinger. Selvom det helt sikkert også ville hjælpe på den filosofiske diskussion, hvis bare de basiske argumentationsteoretiske regler blev overholdt. For det er lige før, at den filosofiske debat i aviser og tv-programmer tit foregår mere sagligt, end den gør i den akademiske verden. Faktisk kan jeg ikke huske nogen filosofisk debat på tv, som har udartet sig ligesom nogle akademiske filosofiske debatter gør. Men på tv kan man selvfølgelig også redigere og klippe det fra, som ikke egner sig til at blive vist offentligt, det kan man naturligvis ikke i live-udgaven.
fredag den 14. december 2007
Universitetet vs. Hogwarts
Hvad har de danske universiteter til fælles med Hogwarts? (Hogwarts er den magiske skole fra Harry Potter universet.) Måske ikke særlig meget umiddelbart. Sammenligningen er selvfølgelig også meget uretfærdig, da Hogwarts jo er et opdigtet sted og da virkeligheden jo altid vil have svært ved at leve op til det forestillede. Men jeg vil alligevel prøve at sammenligne de to steder.
Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.
Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.
Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.
På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.
Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.
Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:
På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)
På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.
På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.
Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.
Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.
Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.
På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.
Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.
Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:
På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)
På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.
På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.
lørdag den 29. september 2007
Om venlighed og følelser på universitetet
I Politikken onsdag 26.9 var artiklen ”Følelser er forbudte på universitetet”. Det var en ganske relevant artikel, hvis emne man altid funderer over, når man læser på universitetet. Det er helt sikkert ofte ugleset på universitetet, at man i det hele taget giver udtryk for sine (ja, måske endda har) følelser. Det er ligesom at skellet mellem, hvad der er videnskabelig forskning og hvad der ikke er videnskabelig forskning ikke kun gælder indenfor forskningsområdet, men også for forskeren selv som person. Det er som om, at hvis man giver udtryk for følelser, så har man også samtidig sat spørgsmålstegn ved ens egen evne til at gøre sit arbejde professionelt og derved lave god videnskabelig forskning. Men selvom videnskabelig forskning og ens eget følelsesliv selvfølgelig skal adskilles, så er mennesket jo ikke bare en overfladisk analyse forskningsrobot.
De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.
Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.
De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.
Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.
Abonner på:
Opslag (Atom)