Om det at skrive om sine tanker på bloggen

Mark Twain har engang skrevet: "Life does not consist mainly, or even largely, of facts and happenings. It consists mainly of the storm of thought that is forever flowing through one's head." Nogle af de tanker har jeg nu skrevet om her på min blog i over 7 år. Jeg tænker meget over tingene. Gennem hele mit liv har jeg altid fået at vide, at jeg tænker for meget over tingene. Det gør jeg også. Og selvom at det til tider kan være en forbandelse, så kan jeg nok heller ikke komme udenom, at det også må være en af mine yndlings beskæftigelser. Det er nok også grunden til, at jeg har et stort behov for at komme af med mine tanker. Det gør jeg primært ved at tale med andre mennesker - men også ved at skrive om dem. Jeg har altid skrevet små tekster. Lige fra jeg var 10 – 12 år gammel har jeg skrevet digte og små tekster og gemt dem på min pc. Derfor virkede det også meget logisk at få en blog, da det blev trendy - da den jo egner sig meget bedre til små tekster end min webside. Da jeg startede bloggen, havde jeg egentlig heller ikke nogen forventning om, at andre ville læse min blog. Jeg skriver egentlig bare for min egen skyld. Derfor er det også med stor undren, at jeg har iagttaget, hvorledes min blog de sidste par måneder er kravlet op af Chart.dk, hvor den i dag aktuelt indtager en 7. plads med et gennemsnit på 95 unikke besøg (dvs. den samme pc ikke kan tælle mere end en gang) om dagen og mere end 220.000 besøg samlet set. Ud fra den samme overbevisning mente jeg heller ikke i starten, at det var nødvendigt at have en kommentarfunktion på bloggen. Og selvom jeg gerne vil have flere kommentarer og på ingen måde ønsker at bremse folk i at skrive kommentarer på min blog, så kan jeg heller ikke komme udenom, at det nok forstyrrer min skriveproces mere end de gavner den. Ligeledes kommer det også altid som et chok, når andre mennesker (som jeg kender i det virkelige liv) fortæller mig, at de har set eller læst min blog. For selvom jeg er et udadvendt menneske - så er jeg også et meget privat menneske og derfor påvirker det mig også i en eller anden grad mig til at skrive mindre privat og mindre personligt.

Hvis jeg skal se tilbage på de sidste 7 år, så har jeg altid haft det udgangspunkt, at jeg gerne ville kunne skrive helt frit, ærligt og åbent på min blog. Dvs. om mit eget liv. For jeg mener ikke, at jeg har ret til at skrive om andre på bloggen - så det undlader jeg næsten 100 %. Desværre indsnævrer det også mine muligheder for, hvad jeg kan skrive en hel del. Ligeledes er jeg også meget begrænset i, hvad jeg kan skrive om mit arbejde, da det hurtigt kan få ansættelsesmæssige konsekvenser for mig. Mere generelt kan det også nogle gange være lidt svært at skrive helt åbent, når man ved, at nogle ubehagelige mennesker kan finde på at bruge det, som jeg skriver, imod mig eller at det kan have andre konsekvenser for mit liv udenfor bloggen. Det er også en ubehagelig tanke, at man bliver dømt på forhånd af nogle mennesker pga. indholdet af ens blog - uden at man har nogen som helst mulighed for at kunne forsvare sig eller forklare sig. Jeg prøver dog stædigt at ignorere disse problemstillinger og forsætte med at skrive præcis, hvad jeg har lyst til. Det gør jeg ud fra den betragtning, at der altid vil findes snæversynede mennesker, der dømmer én på et spinkelt grundlag og hvis jeg går glip af nogle muligheder pga. min blog, så ville jeg nok heller ikke passe ind i de muligheders rammer anyway. Alligevel overvejer jeg altid mine blogindlæg en ekstra gang, inden at jeg trykker på udgiv. Men jeg har flere gange udgivet blogindlæg, hvor jeg var meget i tvivl omkring, hvorvidt det var en god ide og der er også en del blogindlæg, der er blevet arkiveret umiddelbart inden udgivelsen, selvom jeg havde brugt rigtig lang tid på at skrive dem. For det meste ud fra den begrundelse at det var for personligt.

Min blog startede vist nok med at være en overspringshandling i forhold til at skrive på mit speciale. Med tiden har jeg desværre bare fået mindre og mindre tid og overskud til at skrive på bloggen. Det er ærgerligt for jeg ville gerne bruge meget mere tid på bloggen og jeg mener egentlig også, at det optimale ville være, at jeg minimum en gang om ugen skrev et blogindlæg med et reelt indhold. Men det må jeg jo bare konstatere, at jeg ikke længere har tid til. Jeg vil dog forsat forsøge at prioritere tid til bloggen, således at den forsætter. Mange tak for at læse med.

Filosofisk humor 10

Her er nogle af mine tidligere blogindlæg om filosofisk humor:

Filosofisk humor 9

Filosofisk humor 8

Filosofisk humor 7

Om forandringsbegrebet – funny how things change

Alt forandrer sig hele tiden. Måske ikke alt. Ikke min moral, mit syn på mennesker eller min kærlighed til dem, som jeg elsker. Men alt andet. Det gælder ikke kun for mig, men for mange mennesker. Forandring er et grundlæggende vilkår ved livet og ikke bare et resultat af krisen. Den græske filosof Heraklit mente, at forandring består af den konstante vekselvirkning mellem modsætninger. Altså er en forandring, når en modsætning efterfølger en anden bestemt modsætning som f.eks. fra varm til kold. Det perspektiv fik en anden græsk filosof Parmenides til at konkludere, at forandring må være logisk umulig. For hvordan kan man tale om, at noget er til eller har eksistens, når det konstant forandrer sig? Som Heraklit beskrev det: ”Man kan ikke gå ned i den samme flod to gange”. Parmenides mente derfor, at forandring måtte være en selvmodsigelse, for når A bliver til B, så eksisterer A jo ikke længere (og B er opstået). Parmenides konkluderede derfor, at forandring og eksistens måtte være modsætninger.

Problemet med førsokratikernes behandling af forandringsbegrebet er naturligvis, at de ikke skelnede mellem mikro- og makrosprog. Makrosprog er det, som danner grundlag for, hvordan vi kan kommunikere med hinanden og makrosproget består af vores fællesbetegnelser. Hvorimod mikrosproget går mere i dybden og ser på de mindre detaljer. Og selvom man ganske rigtig aldrig kan gå ned i den præcis samme fysiske flod to gange, så er floden jo stadig grundlæggende den samme, selvom vandet i vandløbet har forandret sig. Ligeledes gælder det også for verden. Verden har ikke forandret sig særlig meget i løbet af de sidste 30 år i makroperspektiv, men det har den i høj grad set i et mikroperspektiv. Jeg har fundet nogle sjove perspektiver på disse forandringer:

Time of My Life - 17 år på to minutter

Tiden går meget hurtigt. Dan Hanna har valgt at fange tiden på film ved at tage to billeder af sig selv hver eneste dag i 17 år, hvor han drejer hovedet in sync med jordens rotation om solen. Hvorfor har han ikke forklaret - men se den fascinerende film om tidens forandring fanget på hans to minutter lange film "Time of My Life". Selvom Dan Hanna har udgivet filmen på Youtube, så tager han forsat to billeder hver dag til en ny fremtidig (opdateret) film.

Så rundede bloggen de 100.000 besøgende

(For et stykke tid siden.) Jeg har egentlig skrevet det hele sidste gang, hvor jeg rundede de 20.000 besøgende på bloggen - men det skal da alligevel nævnes. Jeg har ikke haft særlig meget tid til at skrive på bloggen på det sidste, men det bliver forhåbentlig helt anderledes (læs: lidt bedre) fremover. Så selvom jeg ikke vil love alt for meget, så er det helt klart min ambition, at jeg fremover får skrevet mindst et rigtigt blogindlæg hver uge. Jeg får også stadig opfodringer per mail omkring, hvorvidt jeg kunne tænke mig at tjene penge på bloggen. Svaret til det er helt klart ja, men ikke hvis det implicerer reklamer på bloggen. For ærlig talt, så virker reklamer lidt for smagsløst til mit formål med bloggen og så vil jeg heller ikke sælge min sjæl (eller i hvert fald bare bloggens layout og umiddelbare indtryk) for enhver pris. Til sidst så vil jeg naturligvis gerne give en stor tak til de faste læsere og for alle de søde kommentarer (og mails)!

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Om DSBs nye strategi og betalingsringens selvbedrag

Alle pendlere i hovedstadsområdet kender allerede alt for godt DSB’s mindst 10 år gamle strategi i forhold til forsinkelser. Er et tog forsinket pga. en teknisk fejl, blade, sne, sol, regn eller lignende – jamen så aflyser DSB da bare hvert andet tog resten af dagen, således at ALLE pendlere bliver forsinket (resten af dagen) med 20 minutter, en halv time eller en time afhængig af strækningen. Og dermed bliver de allerede overfyldte tog, hvoraf de fleste pendlere dagligt står op mast sammen som sardiner i en dåse hele vejen på arbejde, så overfyldte, at mange pendlere må vente på det næste tog eller det næste tog igen (fordi de næste tog er lige så overfyldte). Mange danske bilister (heraf sikkert en del danske politikere) lever i en illusion om, at sådan noget kun forekommer i Japan - men det er allerede dagligdag i Københavnsområdet og i flere intercitytog landet over. Det er realiteten nu. Derfor kan jeg sagtens forstå, hvis mange bilister fremover stadig vælger at beholde bilen på trods af de 14000 kroner de potentielt skal betale årligt for at passere betalingsringen. De eneste mennesker, der vil være tvunget til at ændre deres vaner, er dem som ikke længere vil have råd til en bil. Og jeg tør personligt slet ikke forstille mig, hvordan den offentlige transport vil blive fremover for pendlerne, hvis det endelig skulle lykkes politikerne at få tvunget flere bilister over i den offentlige transport pga. betalingsringen - HVIS der ikke samtidig sker store og dramatiske forbedringer i den offentlige transport! Jeg har også meget svært ved at se, hvad pointen egentlig er med betalingsringen, når undersøgelserne viser at: udgifterne vil være næsten lige så store som indtægterne og at betalingsringen ikke vil reducere antallet af biler eller forureningen i nævneværdig grad. Særligt, når betalingsringen er en ny (og uretfærdig) form for skatteindkrævning uden nogen som helst hensyn til, hvor meget man tjener.

Forleden opdagede jeg så, at DSB havde indført en ny smart strategi til at undgå bøder ved forsinkelser - nemlig ved at forkorte rejsestrækningen. Smart, for på den måde er toget jo ikke aflyst. Jeg er sikker på, at pendlerne er glade for togene der kører mellem Vordingborg og Vordingborg! (Og nej, billedet er ikke manipuleret – men 100 % autentisk fra DSBs webside.)


(Egentlig burde jeg også have skrevet noget omkring det forsatte milliardspild på de forældede og ubrugelige IC-4 tog, men det har der trods alt været lidt mere fokus på.)

Det rette perspektiv

Noget af det vigtigste her i livet er at have det rette perspektiv. Det kan godt være lidt problematisk, når man er super kritisk, konstant ser på, hvordan man kan forbedre sig selv og samtidig gerne vil fastholde et super positivt syn på livet. Men det kan sagtens lade sig gøre, hvis man blot husker at se tingene i det rette perspektiv. Mange negative oplevelser og erfaringer kan let gøres til værdifulde erfaringer og gode oplevelser. Det afhænger mest af alt af ens eget perspektiv. Dr. Phillip McGraw har dog ret, når han siger, at man ikke skal tro, at negative erfaringer i sig selv er positivt og at det eneste positive ved negative erfaringer er, hvis man kan vende dem til noget positivt. Altså påpeger han, hvorledes at man ikke skal fastholde negative mønstre i ens liv ud fra den betragtning, at man altid bare kan lære noget af dem eller vende dem til noget positivt. For det kan man muligvis ikke altid gøre. Derfor giver det også ganske god mening, at man konstant overvejer, hvorvidt der er noget i ens liv, som man burde ændre – også selvom man generelt ikke føler sig ulykkelig eller noget lignende. Dette er specielt vigtigt for mennesker som mig - som nægter at være negative. Pga. min brors død så føler jeg, at jeg ikke værdsætter mit liv, hvis jeg er negativ. At jeg spilder mine muligheder. Men den positive indstilling til livet skulle heller ikke blive til en fortrængning af de reelle problemer eller negative mønstre. Derfor er det vigtigt at overveje, hvorvidt man er tilfreds med sit nuværende liv. Det er en lidt besværlig øvelse, når man generelt mener, at man skal være super taknemlig for bare at være i live. Det er en svær balancegang mellem at være kritisk og taknemlig. Det virker dog til at være lettere jo mere man har set døden i øjnene. Døden sætter livet i det rette perspektiv. Døden er den ultimative konsekvens af livet og sætter alt andet i livet i det rette perspektiv. Men jeg vil dog ikke anbefale at man venter med at værdsætte livet til døden. Derfor handler det vel mere om, at man skal kunne sætte sit liv i det rette perspektiv lige nu. For når man først har sat livet i det rette perspektiv, så giver alt andet egentlig sig selv. Først der kan man virkelig leve i nuet og tage de rigtige beslutninger. Så, hvad venter du på - find det rette perspektiv!

Ubesvarede filosofiske spørgsmål 2

Selvom jeg har enormt travlt på mit arbejde for tiden, så har jeg stadig tid til at overveje diverse ubesvarede filosofiske spørgsmål fra tid til anden. I må gerne hjælpe til, hvis I har nogle løsninger. (Se mine tidligere Ubesvarede filosofiske spørgsmål her.)

• Hvad ville der ske med havets vandstand, hvis man tog samtlige både op af vandet på samme tid?
  

• Hvis svesker er tørrede blommer - hvor kommer sveskejuice så fra?
  

• Hvis en person med personlighedsspaltning truer med at begå selvmord - er det så en gidselsituation?
  

• Hvorfor er tallene på en lommeregner og en telefon omvendt placeret?
  

• Hvad er mørkets hastighed?
  

• Hvorfor har kamikazepiloter hjelme?
  

• Hvorfor bruger man steriliserede nåle ved en dødelig indsprøjtning?
  

• Havde Adam og Eva navler?
  

• Hvad er en gratis gave? Er alle gaver ikke gratis?
  

• Hvor langt skal man rejse mod øst for at man rejser mod vest?
  

• Får kinesere tatoveret engelske ordsprog?
  

• Hvis man ikke ønsker, at børn skal modtage slik fra fremmede - hvorfor holder man så Halloween?
  

• Hvorfor er der tomme sider i en bog?
  

• Hvorfor trykker man hårdere på en fjernbetjening, når man ved, at den ikke virker, fordi batterierne er flade?
  

• Kan sommerfugle huske livet som en larve?