Filosofisk humor 10

Her er nogle af mine tidligere blogindlæg om filosofisk humor:

Filosofisk humor 9

Filosofisk humor 8

Filosofisk humor 7

Om etik og succes

For et stykke tid siden sagde jeg ja til at holde et foredrag om etik, men da det langsomt gik op for mig, at pointen med foredragene var at konkludere, at der ikke er forskel på at handle godt og ondt, så fik jeg hurtigt en meget dårlig fornemmelse. For er der noget, som jeg ikke ønsker at bidrage til, så er det at ondskabsfulde mennesker skal forsætte med at handle ondskabsfuldt og tankeløst, som om det bare var et spørgsmål om smag. For det, at man bevidst påfører et andet menneske smerte, hvad enten det er fysisk eller psykisk, er moralsk forkasteligt. Og jeg ved ikke, hvad der er mere lavt end bevidst at skade et andet menneske for selv at opnå noget. Det viser i mine øjne, at man enten må have et meget lavt selvværd kombineret med en meget dårlig vurderingsevne eller at man har en meget dårlig social og empatisk forståelse af andre mennesker og et komplet forvrænget, ensidigt og selvoptaget perspektiv af virkeligheden. For sådan ville et velfungerende menneske aldrig handle. Så selvom jeg egentlig var meget interesseret i at holde foredraget for et par hundrede mennesker, så mistede jeg lynhurtigt fuldkommen interessen, da jeg hørte det etiske udgangspunkt. Heldigvis blev jeg af andre årsager forhindret i at deltage i foredraget, for ellers var jeg nok blevet nødt til at argumentere imod de øvrige foredragsholdere. Og selvom jeg normalt aldrig kunne finde på at give mine diskussionsmodstandere retorisk baghjul, når de ikke selv har den samme viden om etik eller den samme filosofiske baggrund som mig - så nægter jeg at skulle forsvare synspunkter, som jeg ikke deler. Der foregår allerede nok ondskabsfulde ting i den her verden til, at jeg vil bidrage til, at ondskabsfulde mennesker ureflekteret kan forsætte deres egoistiske og destruktive adfærd.

Det, der overraskede mig mest var, hvorledes nogle mennesker rent faktisk kan mene helt alvorligt, at det er i orden at behandle andre mennesker dårligt, hvis det blot gavner dem selv lidt. For det er da enormt kynisk og selvoptaget, hvis man f.eks. mener, at det er helt okay at køre en kollega psykisk ned, hvis det blot fremmer ens egen karriere. Sådan en adfærd eller logik har jeg absolut ingen forståelse for og jeg forstår heller ikke, hvordan de mennesker kan leve med sig selv. For hvor stolt kan man lige være af sin karriere, hvis man er kommet frem ved at køre andre mennesker psykisk ned? Ud over det moralske og de mennesker, som man skader, så er det vel også lidt pinligt, at man ikke har bedre evner til at få succes end ved blot at prøve at skade ens konkurrenter/kollegaer. Så jeg mener på ingen måde, at moral er relativ eller blot er et spørgsmål om smag. Til gengæld er det et spørgsmål om valg, hvorvidt mennesket vælger at følge sin empati og opfører sig som et godt menneske. Og selvom der desværre ikke automatisk sker noget dårligt, når et menneske gør noget ondskabsfuldt, så mener jeg også, at der måske kunne være noget om, at det kun er et spørgsmål om tid, før det kommer til at skade personen selv. Så derfor kan det faktisk kun betale sig at være et godt menneske - særligt, fordi man også selv bliver glad, når man glæder andre. Det er formentlig også derfor Albert Einstein har konkluderet: ”Try not to become a man of success, but rather try to become a man of value.”

Filosofisk humor 9

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Ubesvarede filosofiske spørgsmål 2

Selvom jeg har enormt travlt på mit arbejde for tiden, så har jeg stadig tid til at overveje diverse ubesvarede filosofiske spørgsmål fra tid til anden. I må gerne hjælpe til, hvis I har nogle løsninger. (Se mine tidligere Ubesvarede filosofiske spørgsmål her.)

• Hvad ville der ske med havets vandstand, hvis man tog samtlige både op af vandet på samme tid?
  

• Hvis svesker er tørrede blommer - hvor kommer sveskejuice så fra?
  

• Hvis en person med personlighedsspaltning truer med at begå selvmord - er det så en gidselsituation?
  

• Hvorfor er tallene på en lommeregner og en telefon omvendt placeret?
  

• Hvad er mørkets hastighed?
  

• Hvorfor har kamikazepiloter hjelme?
  

• Hvorfor bruger man steriliserede nåle ved en dødelig indsprøjtning?
  

• Havde Adam og Eva navler?
  

• Hvad er en gratis gave? Er alle gaver ikke gratis?
  

• Hvor langt skal man rejse mod øst for at man rejser mod vest?
  

• Får kinesere tatoveret engelske ordsprog?
  

• Hvis man ikke ønsker, at børn skal modtage slik fra fremmede - hvorfor holder man så Halloween?
  

• Hvorfor er der tomme sider i en bog?
  

• Hvorfor trykker man hårdere på en fjernbetjening, når man ved, at den ikke virker, fordi batterierne er flade?
  

• Kan sommerfugle huske livet som en larve?

Filosofisk humor 6

Test: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

(Ved at klikke på billedet kan man se det i en større version.)

Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

30 gode bøger om filosofi

Her er nogle af de filosofibøger, som jeg har stående på min bogreol, som jeg gerne vil anbefale til andre, som skulle være interesseret i at læse lidt filosofi:

1. Arthur Schopenhauer: Die Kunst, Recht zu behalten (Sjov læsning om, hvilke former for argumentation man IKKE skal bruge i en diskussion, men som andre kan finde på at bruge imod én.)

2. Axel Honneth: Kampf um Anerkennung (Honneths tankevækkende bog om anerkendelsens betydning i samfundet.)

3. Carl Koch: Den danske filosofis historie: Den danske idealisme: 1800-1880 (bind 4) og I positivismens tidsalder 1880-1950 (bind 5) (Fantastisk serie om den danske filosofis historie – særligt disse to bind.)

4. David Favrholdt: Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse (Spændende og velformuleret opgør med skepticismen og relativismen.)

5. David Favrholdt m. fl.: Hvad er tid? (En yderst spændende diskussion af tidsbegrebet.)

6. Erich G. Klawonn: Udkast til en teori om moralens grundlag (Det mest velgennemtænkte filosofiske værk om metaetik, der er skrevet i nyere tid.)

7. Erich G. Klawonn: Jeg'ets Ontologi (Klawonns første mesterværk.)

8. Frans De Waal: Politik blandt chimpanser (De Waals meget tankevækkende og omdiskuterede bog omkring politik og magt hos en flok chimpanser.)

9. Harry G. Frankfurt: The Importance of What We Care About (Bør læses af alle uden en fri vilje.)

10. Henrik R. Wulff m.fl.: Medicinsk filosofi (Grundbogen i medicinsk filosofi igennem flere år på medicinstudiet.)

11. Immanuel Kant: Kritik der reinen Vernunft (Kants betydningsfulde erkendelsesteoretiske værk.)

12. Jean-Jacques Rousseau: Du contrat social ou Principes du droit politique (Rousseaus bog om forudsætningerne for demokrati.)

13. Jean-Paul Satre: L'Existentialisme est un humanismer (Satres berømte værk om, hvorledes mennesket gennem sine frie eksistentielle valg og engagement gør livet muligt.)

14. John Rawls: A Theory of Justice (Rawls værk om den objektivt retfærdige fordeling af goderne i samfundet.)

15. John Stuart Mill: Utilitarianism (Nytteetikkens grundbog)

16. Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit: Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. (Spændende betragtninger over samtalens grundprincipper.)

17. Jørgen Hass: Illusionens filosofi (Spændende tanker over Nietzsches deprimerende filosofi.)

18. Karl Popper: The Open Society and Its Enemies og The Poverty of Historicism (Poppers velgennemtænkte argumentation imod enhver form for historicisme.)

19. Lars F. H. Svendsen: Frygt (Spændende læsning om frygtens indflydelse på mennesket.)

20. Mogens Skadborg, Torben Andreasen og Kamma Bertelsen: Etiske spørgsmål i medicinen (To lægers spændende overvejelser over forskellige etiske problemstillinger.)

21. Morten Kringelbach: Hjernerum – Den følelsesfulde hjerne (Spændende bog om, hvad hjerneforskning kan fortælle om menneskets følelser, hukommelse, bevidsthed osv.)

22. Peter Singer & Helga K.: A Companion to Bioethics (Glimrende oversigtsværk til et meget stort og spændende filosofisk område.)

23. Platon: Symposion (Platons smukkeste dialog om kærlighed.)

24. Rehné Christensen og Martin Vinding: Erhvervsfilosofi - filosofiske bidrag til virksomheder og organisationer (Spændende bog omkring, hvorledes filosofi kan bruges indenfor erhvervslivet.)

25. Robin Engelhardt og Hans Siggaard Jensen: Ergo - Naturvidenskabens filosofiske historie (Fantastisk bog omkring naturvidenskabens filosofiske udvikling.)

26. Søren Harnow Klausen: Hvad er videnskabsteori? (Spændende og særdeles velskrevet introduktion til videnskabsteori.)

27. Søren Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger (Kierkegaards smukke værk om kærlighed.)

28. Thomas W. Jensen m.fl.: Følelser og kognition (Spændende bog omkring følelsernes neurobiologi.)

29. V.S. Ramachandran: The Emerging Mind - The Reith Lectures (Spændende bog omkring den menneskelige bevidsthed set ud fra moderne hjerneforskning.)

30. Øjvind Larsen: Forvaltning, etik og demokrati (Tankevækkende læsning omkring de etiske problemstillinger indenfor den offentlige sektor.)

Derudover vil jeg også gerne anbefale 3 gode opslagsværker på dansk:

31. Politikens filosofileksikon (Et meget omfattende opslagsværk med meget korte og præcise forklaringer.)

32. Hvem tænkte hvad? - Filosofiens Hvem Hvad Hvor (Et gammelt spændende filosofisk opslagsværk, der hører hjemme i enhver større filosofisk bogsamling.)

33. Politikens bog om de store filosoffer - fra Sokrates til Popper (Flot visuelt opslagsværk fyldt med billeder og meget lettilgængelig tekst omkring de største filosoffer.)

Ubesvarede filosofiske spørgsmål

Efter at jeg har afsluttet min filosofiuddannelse på universitetet, så har jeg fået svar på de fleste store filosofiske spørgsmål, men der er stadig nogle mindre filosofiske spørgsmål, som jeg overvejer:

• Hvis du forsøger at fejle og det lykkes, hvad har du så gjort?

• Hvad gør man, når et udryddelsestruet dyr lever af en udryddelsestruet plante?

• Hvor vigtig skal man være for, at man kan kalde et mordforsøg for et attentat?

• Hvor langt skal man helt præcist rejse, før man kan sige, at man rejser sydpå?

• Kan man forestille sig en verden uden hypotetiske situationer?

• Er dyr, der lægger æg, drægtige, inden de lægger ægget?

• Hvordan kan det være, at der findes opvaskemiddel med ægte citron og citronjuice med kunstig smag?

• Hvorfor er der ikke faldskærme (frem for redningsveste) i fly?

• Havde Noah også to spætter med på arken?

• Hvad sker der, når en uimodståelig kraft rammer et ubevægeligt objekt?

• Hvis nogen ejer et stykke land – ejer de det så helt ind til centrum af jorden?

• Hvis man sætter en kamæleon i spejlbeklædt rum, hvilken farve får kamæleonen så?

• Hvor gammel skal et menneske være for, at man kan sige, at vedkommende døde af alderdom?

• Hvis ingen køber billetter til en film – viser de den så stadig?

• Hvorfor er det lovligt at slå en hjort ihjel og hænge den på væggen, men ulovligt at holde den som kæledyr?

Guide: 10 pointer om god kommunikation - kom op af skyttegraven!

1. Vær konkret og drop de unødvendige forklaringer. Alt for mange mennesker kaster sig ud i lange og unødvendige forklaringer i stedet for bare at fokusere på det væsentlige.

2. Lad være med at inddrage andre parter i jeres dialog. At indkalde ”vidner” eller ”advokater” hører til i en retssal – ikke i en god dialog. Forsvar dig selv og lyt til den anden. Måske har du misforstået noget?

3. Spørg, hvis du er i tvivl om, hvad den anden part mener. Der er jo ikke nogen grund til at blive sur, hvis I blot har talt forbi hinanden. Måske har du misforstået intentionen eller meningen med det sagte – derfor er det altid en god ide at stille opklarende spørgsmål.

4. Hold fakta og meninger adskilt (hvis det er muligt). Alt for ofte ender en diskussion i ligegyldigt mundhuggeri omkring, hvem der sagde hvad eller en anden form for ligegyldig tvist om fakta. Hvorfor ikke fokuserer på det væsentlige? For det er jo for det meste ikke særligt afgørende, hvad vedkommende sagde, men mere, hvad vedkommende rent faktisk mente. Og, hvis det blot handler om en faktuel strid, så google det – så det kan blive afklaret.

5. Prøv at forstå den anden ud fra vedkommendes eget perspektiv - frem for at gå i forsvarsposition. Giv den anden en chance for at forklare sig og lad være med at ”jump to conclusions”.

6. Ha’ tillid til dine medmennesker. En gensidig tillid giver altid det bedste udgangspunkt for enhver dialog og samarbejde. Derudover så er der nok også en vis sandhed i udtrykket: ”Tyv tror hver mand stjæler”, da det ofte er folks egne fejl, som de projekterer over på andre. Så stol på, at dine medmennesker vil dig det bedste - så kan du altid blive klogere senere. Der er stor forskel på at have et åbent sind og være naiv.

7. At lytte uden forbehold. Lad være med at antage, at du på forhånd ved, hvad den anden mener. Lyt og prøv at forstå den anden, så godt du kan. God kommunikation handler ikke om at grave skyttegrave.

8. Ha’ et åbent kropssprog og vis, at du lytter. Hvis du har et åbent kropssprog, så viser du også, at du stoler på den anden person. Korslagte arme giver et indtryk af usikkerhed og fjendtlighed.

9. Vær bevidst omkring, hvordan I bruger de forskellige ord. Alt for ofte opstår der en diskussion på baggrund af en forskellig brug af de essentielle ord i debatten.

10. Tænk dig om, inden at du siger noget. Det lyder simpelt og det er det også. Alt for ofte siger folk en masse vrøvl uden først at gennemtænke, hvad det egentlig medfører og implicerer. Derfor begynder enhver god dialog også med, at man bruger hjernen.

Hvis du vil læse mere omkring psykologien bag god kommunikation, så kan du også læse mit blogindlæg: 10 forklaringer på hvorfor kommunikation mislykkes.

Oprust dig intellektuelt!

Efter at Stokbro har kaldt mine angreb (som f.eks. Intellektuel eller bare arrogant? eller Test: Er du en del af den intellektuelle elite?) på det snobberi, der findes blandt visse akademikere, for en karikeret gentagelse, så er det vist på tide at skrive noget andet. På vej hjem fra arbejdet læste jeg en fantastisk artikel "Oprust dig intellektuelt" skrevet af Hella Joof i MetroXpress! (Bare rolig, jeg er naturligvis så miljøvenlig... eller jeg mener klimavenlig... at jeg kører med toget!) Jeg er ellers mest vant til at grine, hver gang jeg hører eller læser noget af Hella Joof, men jeg tror faktisk, at hun mener det helt seriøst den her gang! I hvert fald opsummerer hun med ganske få og enkle ord alt det, der burde ligge i begrebet om at være intellektuel. Egentlig så ville jeg helst have trykt hele hendes klumme på min blog, men det bliver MetroXpress nok ikke så begejstret for, så jeg må nøjes med nogle fyldige citater. Hun begynder således:

"Start med at læse avisen. Okay, helt forfra - køb den avis, du syntes flugter bedst med dine politiske visioner. Okay, helt forfra. Få nogle politiske visioner. Ja. Jeg ved ikke hvor, tal med nogle kloge fra arbejdet eller din onkel med runde briller og Jacoform-sko eller søg på nettet eller se "Mogensen og Kristiansen” og "Jersild og spin” eller meld dig ind i et parti. Godt..."

Bortset fra et enkelt kritikpunkt med hensyn til "Mogensen og Kristiansen" (hvilket allerede er blevet omtalt meget præcist af Center for Vild Analyse) så er det er helt korrekt set. For hvis man virkelig ønsker at kalde sig selv for intellektuel, så må man også vide noget om, hvad der foregår i verden. Og det kan man ikke, hvis man aldrig ser nyheder eller åbner en (net)avis. Faktisk så vil jeg mene, at man helst skal følge med hver dag, hvis man gerne vil tages seriøst i en politisk diskussion. Joof forsætter:

"Nu køber du den avis, der tættest på dine visioner. Nej for resten, køb den, der er længst væk. Det er bedre at blive udfordret end at blive bekræftet. Læs den. Hele avisen. Ikke bare kultursektionen. Slå ord op, som du ikke forstår. Bland dig i debatter på arbejdet eller til middagsselskaber. Lad være med at køre på autopilotholdninger. Udtalelser som "de skulle aldrig ha’ revet pusherstreet ned" eller "Med terrorloven lever vi efterhånden i en politistat" er forbudt de næste to måneder, så må du godt mene det igen. Det er nogle helt okay holdninger, men vi går heller ikke med det samme hårspænde hver dag, vel?..."

Her bliver en anden stor sandhed åbenbaret omkring den hurtigste vej mod uvidenhed, nemlig når man konstant hyler i flok med ligesindede. Hvori består den intellektuelle udvikling i det? Hvis man aldrig hører andre argumenter end ens egne, hvordan kan man så kalde sig intellektuel? Og hvis man aldrig får nogen reel modstand i en diskussion, hvordan kan man så kalde sig selv for oplyst? Hvis ens omgivelser kun bekræfter ens egne holdninger gang på gang, så virker det i længden fordummende – uanset ens holdninger. Visdom får man gennem et åbent sind. Gennem den konstante dialog med andre, som har nogle helt andre holdninger. Uvidenhed er kendetegnet ved, at man ikke længere tror, at man kan lære noget af andre mennesker. Man kan altid lære noget nyt og udvide sin horisont. Derfor er det også vigtigt, at man selv er åben overfor nye mennesker, oplevelser og erfaringer – ellers går ens mentale udvikling i stå. Hella Joofs afslutning på nytårsklummen opsummerer på skønneste facon mit eget syn på begrebet philosophia (kærlighed til viden):

"Snart opdager du, at du i grunden ikke ved en snus om noget, men det gør dig ikke flov eller ked af det. Det gør dig nysgerrig og spændt: Tænk engang på at du, med al den kærlighed du har fået, og den sunde kost og fluorskylninger i folkeskolen, nok bliver mindst 104 år, og glæd dig over al den tid, der er tilbage til at lære i! Tænk, al den dejlige viden, der ligger der foran dig og glimter. Du skal bare samle den op. Guld skal ikke ligge på gaden. Knus Hella"

Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

Filosofiske overvejelser - på grænsen mellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation

Filosofiens elendighed har altid bestået i, at filosofi er svær at kategorisere. Man kan sige, at filosofi er svær at få greb om (=begreb). Filosofi kan handle om alt, men ikke alt er filosofi. Filosofi er et meget spændende område, men har fået et lidt kedeligt ry, fordi der findes alt for mange kedelige tekster og bøger om filosofi. Hvorfor? Fordi de såkaldte filosoffer ikke har evnet at relatere de filosofiske spørgsmål i høj nok grad til virkeligheden. De har, som jeg tidligere har kritiseret, filosoferet sig væk fra virkeligheden. Og filosofi giver jo netop kun mening i relation til virkeligheden. Det burde egentlig være fuldkommen selvindlysende for enhver filosof, men det er det bare ikke. Det kan man med stor forundring konstatere gang på gang. Mange filosofiske spørgsmål skyldes også helt basalt en grundlæggende begrebsforvirring og derfor består mange filosofiske overvejelser også af begrebsafklaring. Meget forfejlet filosofi (og politik for den sags skyld) skyldes det simple forhold, at man ikke formår at medtænke virkeligheden i sine overvejelser. Indenfor filosofi, der skelner man traditionelt set mellem praktisk og teoretisk filosofi. Denne skelnen har helt sikkert været en medvirkende årsag til, at flere filosoffer har fået den forfejlede opfattelse, at man sagtens kan tale om filosofi helt isoleret fra virkeligheden! For selvom, at skellet naturligvis også har en praktisk anvendelse, så er det mindst lige så vigtigt at huske på, at den teoretiske filosofi altså ikke eksisterer fuldkommen uafhængig af virkeligheden. Problemet opstår typisk, fordi begrebsafklaring i høj grad handler om at eliminere alle de unødvendige detaljer og dermed kan man hurtigt få smidt virkeligheden ud med badevandet. For begrebsafklaring forudsætter, at man evner at kunne skelne mellem, hvor grænsen går imellem begrebsafklaring og begrebsmanipulation. Det samme gør sig også gældende i mange nyere politiske diskussioner, hvor man i høj grad diskuterer definitionen af de brugte begreber – frem for værdierne. Det kan man uden den store tøven kalde for politisk filosofi.

Begrebsafklaring er en vigtig øvelse, da begrebsafklaring er med til at klarlægge og tydeliggøre tænkningen. Et begreb er den abstrakte egenskab, relation, tankemæssige forestilling eller et afgrænset område af fænomener, som på mange måder muliggør sprogets funktion. Gennem begrebsafklaringen søger man systematisk at indordne begrebet ved at indkredse og afgrænse begrebets indhold i forhold til andre begreber. Indholdet er de kendetegn, som er fælles for alle de ting, der falder under det samme begreb. Begreber udgør på mange måder grundelementerne i tænkningen og derfor er det også vigtigt at få afklaret, hvilke begreber der er i spil i en diskussion – i såvel de filosofiske som de politiske debatter. Derfor finder jeg det også tankevækkende, at man skriver således Om begrebet mathematical literacy i Undervisningsministeriets publikation: Nøglekompetencer – forskerbidrag til det Nationale Kompetenceregnskab: "Ligesom reading literacy eller blot literacy er mere end at afkode, forstå og reproducere bogstaver, ord og vendinger, er mathematical literacy også mere end at afkode, forstå og reproducere tal og matematiske udtryk. Det omfatter også brugen af tal og matematiske udtryk i forskellige sammenhænge og drejer sig om evnen til at anvende matematisk viden og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen." Noget lignende må også gøre sig gældende for filosofferne. En filosof må også være i stand til at anvende de filosofiske begreber, teorier og færdigheder i praktiske sammenhænge i dagligdagen – ellers må det være et tegn på en manglende forståelse eller evt. en manglende forbindelse til virkeligheden. Det er på ingen måde noget kvalitetsstempel, at man kan filosofere fuldkommen upåvirket eller uafhængigt af virkeligheden. Det kan nemlig meget vel føre til begrebsmanipulation frem for begrebsafklaring, hvilket der også findes flere eksempler på indenfor filosofihistorien. Grænsen mellem begrebsmanipulation og begrebsafklaring er meget fin, men det er set med mine øjne også ret væsentligt, hvad filosofien rent faktisk producerer: fakta eller fiktion.

Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning

I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).

Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.

I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.

Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.

Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.

Er filosofi lig med mange irriterende spørgsmål?

Jeg har i et stykke tid tænkt lidt over den her artikel fra the Onion: Guy In Philosophy Class Needs To Shut The Fuck Up. Selvom artiklen er meget sjovt skrevet og jeg også sagtens kan forstå problematikken, så er min første umiddelbare reaktion alligevel: hvorfor gik den fyr ikke på mit hold, da jeg var studerende? Jeg foretrækker til hver en tid folk, som konstant stiller irriterende filosofiske spørgsmål, frem for bare at terpe de filosofiske tekster med en vis kedelig ligegyldighed og manglende engagement i de filosofiske problemstillinger. Umiddelbart så syntes jeg også, at det måske er værd at overveje, hvorvidt det ikke burde være en væsentlig del af det at læse filosofi, at man også selv overvejer de forskellige filosofiske spørgsmål og diskuterer dem med andre. Så derfor bør filosofisk læsning også automatisk medføre en masse filosofiske spørgsmål – uanset om andre så finder dem irriterende eller ej.

Guide: Kunsten at tale uden reelt at sige noget

Nogle mennesker er meget bange for at fortælle, hvad de mener om et givent emne. Det kan være alt lige fra, hvordan de forholder sig til et bestemt etisk dilemma, et aktuelt emne i nyhederne eller en større politisk diskussion. Her kan det være en fordel at kunne tale uden reelt at sige noget, for dermed slipper man jo også samtidig for eventuelle kritiske spørgsmål. Personligt, så har jeg en holdning til stort set, hvad som helst, for ellers så ville det jo indbefatte (to for mig ellers fuldkomment ukendte fænomener) ligegyldighed og det ikke at have overvejet et givent emne. (Selvom det desværre ikke i sig selv er en garanti for kvalificeret holdninger.) Men jeg indset, at mange mennesker har det helt anderledes. De ønsker ikke at tage stilling til noget som helst eller at give udtryk for noget som helst. De er faktisk fuldkommen ligeglade. Men hvorfor har de det sådan? Ja, det har jeg jo spekuleret lidt over. Uden selv at have det mindste kendskab til følelsen af ligegyldighed, så gætter jeg umiddelbart på, at det muligvis kunne handle om en vis manglende lyst til at forholde sig til det givne emne og så måske også en vis frygt for at skulle fremstå dum eller uvidende. Nogle frygter måske også, at når de giver udtryk for deres holdninger, så kunne det medfører (noget så frygteligt som) en diskussion. Men en god diskussion bør man aldrig frygte. Det værste der kan ske, det er jo i virkeligheden, at man selv bliver klogere - om ikke andet, så på ens egne holdninger. For en god diskussion tvinger jo netop én til at begrunde sine holdninger, samtidig med at en anden giver en kritisk vurdering af dem og dermed får man selv muligheden for at genoverveje ens holdninger kritisk ud fra et nyt perspektiv. En diskussion er kun farlig, hvis man ikke har tænkt sine egne holdninger helt igennem og dermed ikke ved, hvorfor man har dem. Nogle politikere har på denne baggrund også udviklet nogle fænomenale evner til at tale udenom (frem for at gennemtænke deres holdninger). Efter min mening, så kan enhver god politiker begrunde sine holdninger, netop fordi begrundelsen også samtidig er et udtryk for, at de har overvejet deres holdninger meget grundigt. Den dårlige politiker må nøjes med at tale udenom. Derfor har flere politikere også udviklet diverse strategier i at tale udenom og holde taler uden noget reelt indhold. Men hvordan gør man så egentlig dette? Hvordan giver man et svar eller holder en tale uden noget reelt indhold? Ja, her er en guide til dig, som stadig er så doven, at du hellere vil tale udenom, frem for at tænke dine holdninger igennem:

How To Give a Speech Without Saying Anything

Filosof eller akademisk vrøvlehoved? – Seks krav til en rigtig filosof

Kan enhver kalde sig filosof? Der kan de øjensynlig. I hvert fald findes der ikke nogen objektiv bestemmelse af, hvilke evner eller kompetencer der skal til, for at man er en rigtig filosof. Jeg kan føle mig særdeles desillusioneret, når jeg ser mig omkring på nettet, over, hvordan både ordet filosofi og filosof bliver misbrugt. Alt for meget vrøvl bliver betegnet som filosofi og det har desværre den uheldige konsekvens, at folk generelt får det indtryk, at filosofi ikke kan bruges til noget. Derfor spurgte Morten også fornyeligt meget berettiget; Hvad skal vi med filosofi? Her var jeg naturligvis en af de første til at forsvare disciplinen. Men et eller andet sted, så kan jeg sagtens forstå, hvorfor Morten spørg. For der findes simpelthen alt for meget akademisk vrøvl, som går under betegnelsen filosofi. At have tillært sig nogle filosofiske begreber og at have et vist kendskab til filosofisk litteratur er ikke det samme, som man er en filosof. Men hvad kendetegner så egentlig en rigtig filosof?

Her er mine seks bud på, hvad der kendetegner en rigtig filosof:

1. En filosof udtænker nye mulige metoder og teorier. Gennem tiden har filosofiens spekulationer og hypoteser medført en masse nye opdagelser og viden. En rigtig filosof overvejer ikke kun den givne videnskab, men bidrager også til at skabe ny viden. Dermed imiterer en filosof heller ikke bare andre filosoffer, men udtænker selv nye, kreative og selvstændige tanker. (Dermed har jeg ikke sagt, at tankerne ikke kan bygge videre på tidligere traditioner indenfor området.)

2. En filosof forholder sig altid åbent og kritisk overfor enhver form for teori eller holdning – også sine egne. Enhver form for teori eller holdning skal altid være åben overfor angreb. Derfor er det også meget ufilosofisk, hvis man nægter at se kritisk på f.eks. ens egne holdninger eller teorier. For hele pointen med filosofi burde jo gerne være, at man fik en bedre erkendelse af virkeligheden og dermed verden. Det er både ufilosofisk og uvidenskabeligt, hvis man bare stædigt og ureflekteret fastholder sine egne holdninger og teorier, når man bliver præsenteret for ny viden eller nye argumenter.

3. En filosof tænker og argumenterer rationelt, konsekvent og logisk. En af filosoffens spidskompetencer skulle gerne være evnen til at tænke logisk og rationelt. Dvs. at man umiddelbart evner at finde frem til diverse fejlslutninger og skjulte præmisser i en given argumentation, således at man hurtigt kan identificere, når (og hvorfor) en given argumentation er ulogisk og usammenhængende.

4. En filosof afklarer og afgrænser betydningen og definitionen af diverse begreber og filosofiske spørgsmål – ikke det modsatte. Derfor kan en filosof også altid forklare sine tanker og teorier på en meget klar, enkelt og entydig måde. For jeg mener simpelthen, at der må være en klar og logisk sammenhæng mellem det at have gennemtænkt sine tanker og så det at kunne formulere dem. At gemme sine holdninger eller overvejelser bag en masse faglig eller akademisk retorik - det er ikke filosofi – men et udtryk for manglende sproglige kompetencer. Selvom det naturligvis er helt i orden at bruge faglige eller akademiske udtryk i den grad, som det er relevant for diskussionen. Bare fordi flere af de store filosoffer gennem tiderne har haft en uforståelig og tvetydig retorik (som man efterfølgende har brugt langt tid på at forstå) så er det ikke ensbetydende med, at uforståelig retorik i sig selv er filosofisk - tværtimod.

5. En filosof kender forskellen på en personlig overbevisning og et videnskabeligt udsagn. Dvs. forskellen mellem, hvad der hører til indenfor videnskabens område og hvad der blot handler om personlige overbevisninger.

6. En filosof har en stor faglig viden og er altid up-to-date med den nyeste og relevante fagvidenskabelige forskning indenfor det givne filosofiske forskningsområde. (Da filosofi ikke har sit eget fagområde, så er filosofi stort set altid en tværfaglig disciplin.) Jeg vil direkte hævde, at det er uvidenskabeligt, hvis man som filosof nægter at forholde sig til den nyeste fagvidenskabelige forskning på området.

Filosofisk debat om sjæl-legeme problemet

Hvis der skulle sidde nogen og tænke over, hvordan man egentlig løser det klassiske filosofiske sjæl-legeme problem om, hvilket forhold der er mellem menneskets fysiske krop og bevidsthed, så vil jeg her gøre opmærksom på, at problemet for tiden bliver diskuteret på Mortens blog Naturalisme (under indlægget Blå øjne, som kan ses her). Indlægget handler egentlig om noget helt andet, men jeg og Morten fik pludselig muligheden for at genoptage en tidligere diskussion om det filosofiske problem. Det måtte jo ske før eller siden. Diskussionen er yderst spændende, syntes jeg i hvert fald selv, fordi Morten er materialist og jeg er dualist. Helt uventet er Søren nu også kommet på banen og han er dobbeltaspektteoretiker. Altså mangler vi bare en idealist, for at have alle de filosofiske synsvinkler på banen. Så hvis der skulle være nogle idealister (eller nogle andre som vil diskutere) derude, så er I meget velkomne. Men dette vil jeg dog betvivle, altså hvorvidt der skulle dukke en idealist op, da de jo tit tvivler på andre menneskers eksistens. Jeg vil dog også gøre opmærksom på, at diskussionens varighed og længde endnu er ukendt.

Måske kunne jeg også tage mig sammen og skrive et indlæg om metafysik. For så kunne jeg måske undtagelsesvis også få et indlæg på et vist akademisk niveau. En gang skal jo være den første. Jeg gider ellers normalt ikke at skrive på et akademisk niveau, for så kunne jeg jo lige så godt bare arbejde videre på mit speciale.