The Color Of Love

(Tusind tak til alle de fantastiske mennesker i mit liv!)

I know the color of love,
And it lives in side of you
I know the color of truth,
It’s in the image of you
If it comes for the heart, then you know that its true,
It will color your soul, like a rainbow
Like a rainbow
And the color of love is in you

Like a bridge,
Over troubled, troubled water
You stood beside me, stood beside me
And your love, did not falter
And then the angel, angel in you,
Gave me the strength to know,
That I will get through,
And that’s how I survived, ain't no other reason
And now I know I'll make it, through the miracle of you

So girl I want to thank you,
I can't thank you enough,
For showing me the meaning,
The meaning of true love,
When I was lost and so in need - you opened up your heart
When I needed you to comfort me - you opened up your arms
I couldn't face another day, you said don't be afraid
You showed my heart the, showed me the way

I know the color of love,
And it lives in side of you
I know the color of truth,
It’s in the image of you
If it comes for the heart, then you know that it’s true,
It will color your soul, like a rainbow
Like a rainbow
And the color of love, is in you
Ohh, the color of you

Om det at blotte sine ord

Formuleringen stammer fra Medinas nye sang Velkommen til Medina. Her bruger Medina udtrykket i forbindelse med det at give sig hen i kærligheden til et andet menneske både med hensyn til det seksuelle og det følelsesmæssige. Men selv udenfor denne kontekst finder jeg formuleringen interessant, da den åbne og ærlige kommunikation er en af menneskets allermest intense kontaktformer. Kommunikation kan foregå på mange forskellige planer - lige fra det allermest uforståelige og indforstået til det allermest ærlige og direkte. Ofte afhænger ens kommunikation også meget af, hvor meget man stoler på sig selv og hvor stor tillid man har til det andet menneske (eller mennesker generelt). Derfor afslører ens kommunikationsform også tit, hvor meget man egentlig tør vise af sig selv eller hvor store forventninger eller tillid man har til det andet menneske. Derfor er det formodentlig også et tegn på manglende tillid, hvis man overhovedet ikke er i stand til at forelske sig. Når Medina synger: Velkommen til min verden, så er det et udtryk for den blottelse og sårbarhed, der ligger i det at turde åbne sig for et andet menneske. Man lader den anden komme ind. Og derfor vil blottelsen også altid være allermest bemærkelsesværdig i forbindelse med kærlighed og forelskelse. Da man på intet andet tidspunkt vil være lige så sårbar, som når man er forelsket. For i denne blottelse ligger der også en forventning eller en forhåbning om at kærligheden bliver gengældt, hvilket også gør blottelsen enorm storslået og smuk. Kærlighed er jo netop dette at turde give sig selv fuldt ud til et andet menneske. Det bygger i høj grad på en blind tillid, da man jo reelt aldrig vide, hvorledes den anden vil bruge (eller misbruge) ens tillid. Tilliden er også blind, fordi forelskelse jo tit har den effekt, at selv det mest rationelle menneske kan miste sin fornuft.

Man kan blotte sig selv på mange forskellige måder gennem ord – både sine holdninger og følelser. Det man blotter er naturligvis sig selv. De mennesker, som har allersværest ved at håndtere deres egne følelser, taler ofte heller ikke særlig meget om dem. Hvilket et eller andet sted måske også er meget fornuftigt, hvis det bare ikke bliver ensbetydende med, at de bliver overset eller gemt helt væk. Følelser har det bedst med at blive udtrykt. Det mener jeg ikke kan variere fra person til person, men er en væsentlig del af det at være et menneske. Hvis man er meget ærlig i sin udtryksform omkring sine følelser, så kan det også godt tit føles, som om at man bliver mere sårbar, når man giver udtryk for dem. Men med tiden lærer man at håndtere sine følelser og dermed vil det også føles som en styrke. For jo mere man udtrykker sine følelser, jo bedre forstår man også sig selv. Hvilket også øger ens selvkontrol, når man ikke længere kan blive overvældet af ens følelser og dermed bliver man også et stærkere menneske. Som Seneca har skrevet: Most powerful is he who has himself in his own power. Men hvis man aldrig blotter sig, så er der heller aldrig nogen, som kan elske en for den, som man virkelig er. Derfor implicerer enhver form for kærlighed også altid, at man tør blotte sig. Venskab såvel som kærlighed. Og derfor begynder alverdens ulykke også altid med en manglende tillid.

Personlighed er alt

Efter at have oprettet min egen profil på Facebook, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?

Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.

Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.

I anledning af Valentinsdag

Til alle de søde og vidunderlige mennesker i denne verden,
specielt dem som altid er der, når man har brug for dem.

Just look over your shoulder
I’ll be there always

You'll Be in My Heart af Phil Collins

Problemet ved at hedde Louise

Der er utroligt, hvor mange som hedder Louise. Ja, det er ellers ikke et problem, som jeg har tænkt på i mange år. Heldigvis, da jeg øjensynlig har været så heldig de sidste mange år kun at komme steder, hvor ingen andre har navnet Louise. Da jeg begyndte i børnehaveklassen var der heldigvis også kun en anden pige i min klasse, som hed Louise. Og da vi så skulle begynde i 1. klasse, så skulle hun (heldigvis for mig) gå børnehaveklassen om, så jeg dermed blev den eneste Louise i min klasse (hvilket også varede ved i resten af mit skoleforløb). For det betød jo også samtidig, at jeg kunne slippe for det irriterende bogstav efter mit fornavn. Det samme skete også mange år senere i gymnasiet. Hvor hele to andre piger i min gymnasieklasse hed Louise. De var ellers nogle friske piger - de var både sjove og så skulle der være gang i den hele tiden. Derfor snakkede jeg også en del sammen med dem i starten af gymnasiet, men det gik ret hurtigt op for mig, at hvis jeg skulle gennemføre gymnasiet, så måtte jeg altså også have nogle lidt mere målrettede (og dermed mere nørdede) venner, end folk der kun festede og havde det sjovt hele tiden! Herefter blev jeg bedste veninde med klassens største nørd og geni. Hun var rigtig sej. Vi var vildt forskellige, men vi havde det bare enormt sjovt sammen. Desværre ”brugte” hun senere sit ekstremt høje gymnasiegennemsnit og pengene fra sin flidspris til at blive stripper i Milano. Så hende ser jeg desværre ikke mere. Desværre, for jeg savner hende stadig. Og jeg undrer mig også tit over, hvordan det kan være, at det er mig som er ved at tage en universitetsuddannelse og at hende som blev stripper! Men sådan er livet så uforudsigeligt nogle gange. Men ganske rigtigt, så droppede de to andre Louiser også ud inden at 1.G. var slut. Dermed var jeg igen den eneste Louise i min klasse. Så måske er der tale om en vis naturlig selektion, hvor der altid kun er plads til en Louise af gangen.

I løbet af min barndom og ungdom er jeg også næsten blevet immun overfor folk, som pludselig med lungers fulde kraft, råber mit navn lige bag min ryg. Det sker også stadig regelmæssigt. Nogle gange kan jeg også godt finde på at lave lidt sjov med det, hvis der er noget familie eller nogle venner i nærheden, som jeg kan underholde med det. Men så skete det forleden, efter flere års uendelig popularitet, så røg mit navn endelig ud af top 50 listen over de mest populære børnenavne. Det har jeg ellers ventet på i mange år. Mine forældres undskyldning, for at have givet mig navnet Louise, er ellers, at jeg er blevet opkaldt efter Grevinde (Louise) Danner. Og så har de også altid påstået, at de dengang var direkte bange for, at jeg skulle blive mobbet pga. mit ”anderledes” og ”eksotiske” navn. Hvilket forekommer lidt absurd og humoristisk, når man ved, hvor mange der senere er kommet til at hedde præcis det samme. Hvis man ser sig om på nettet, så kan man vist også finde rigtig mange andre blogs med mit navn foroven. Jeg overvejede faktisk også, om jeg skulle kalde bloggen noget andet, da Louise jo er så almindeligt og dermed kedeligt. Men det er ligesom med tatoveringer. Jeg kunne ikke finde på noget, som jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive træt af efter en periode. (Navnet hænger jeg jo allerede på i forvejen.) Der var faktisk også en periode i mit liv, hvor jeg gerne ville have et andet fornavn. Men det navn, som jeg dengang ville skifte til, det vil jeg bestemt ikke hedde i dag. Det er vel den klassiske historie om, at man mødte én med det pågældende navn, der dermed ”forurenede” navnet. Ja, den problematik kender mange vordende forældre også. Men bare for at markerer denne nye æra, hvor navnet Louise ikke længere vil være at finde på alle de nyfødte piger, så var nogle af vores søde venner så flinke, at de fornyeligt gav deres nyfødte datter navnet Louise. Ja, og hvad siger man så? Tak? For jeg skulle jo nødig gå rundt og tro, at jeg var den eneste der hed Louise.

Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri

Sådan lød dommen over danskerne i går fra den højtuddannede og velformulerede udenlandske arbejdskraft i Danmark i DR1s program Penge Magasinet (som man kan se her). Ifølge de adspurgte udlændinge (som både bor og arbejder i Danmark) så rækker den danske umiddelbare gæstfrihed og imødekommenhed kun til max. at vise, hvordan kopimaskinen virker. En amerikaner bemærker ligefrem, at danskerne i starten hverken vil smile eller hilse. Generelt er det øjensynlig så svært for udlændingene at forstå os danskere og begå sig iblandt os, at flere og flere firmaer opstår med netop dette problem for øje. Derfor følger man i programmet også, hvordan et kursus (med navnet Danes Today) hos Living Institute skal forberede de stakkels udlændinge på den barske sociale virkelighed i Danmark, hvor vi f.eks. er for generte til at kysse hinanden på kinderne. Generelt er problemet øjensynligt så stort, at et andet nyt firma Life in Denmark nu også ligefrem vil tilbyde en 24 timer hotline. Det endelige bevis for danskernes manglende interesse og ligegyldighed overfor udlændingene er, da programmet også viser, at problemet findes på Danmarks førende arbejdsplads Microsoft. Her har udlændingene heller ikke nogen danske venner, selvom at arbejdssproget rent faktisk er engelsk og dermed ikke burde være nogen forhindring. Det endelige fældende bevis er en undersøgelse som viser, at kun 14 % af udlændingene mener, at danskerne er åbne og inviterende, mens hele 43 % mener det modsatte.

Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?

20 års jubilæum

Kan man have det, når man er 27? Det kan man øjensynlig. Min bedste veninde har lige gjort mig opmærksom på, at vi har 20 års jubilæum. Det vil altså sige, at det nu er 20 år siden, at en sød filippinsk udseende pige trådte ind i min klasse og min klasselærer spurgte; hvem vil sidde ved siden af den nye elev Heidi? Frisk, som jeg jo altid har været, rakte jeg naturligvis hånden i vejret med det samme. Siden har vi været rigtig gode venner og meget er sket i de 20 år – vi har delt både positive og negative oplevelser. Hun kan også huske alle de ting, som jeg har glemt - og det er jo en del. Det er fordelen ved at have venner over længere tid, for så kan de jo fortælle én, om alle de vanvittige ting man har gjort, som man ellers lykkeligt havde glemt. Men i morgen skal vi så fejre vores jubilæum med en hyggedag (uden mændene) og det bliver så forhåbentlig starten på endnu 20 års venskab.