Et angreb på den moderne frihed og demokratiet

Der var forbløffende få mennesker i gaderne i eftermiddags i Københavns indre by. Det gjorde politiet endnu mere synligt. Uanset, hvor man gik mødte man politi, der patruljerede enten i bil eller gående til fods bevæbnet med maskingeværer. Der var til gengæld mange mennesker i Krystalgade og i blomsterbutikken i Fiolstræde. Tv-udsendelserne fra blomsterhavet foran den jødiske synagoge formår ikke helt at formidle den stemning, der er i Krystalgade. Det mærkes, som om at alle i gaden netop har mistet et nært familiemedlem eller ven. Det skyldes, at terrorangrebet på debatmødet på Østerbro og synagogen vedkommer os alle. Terrorangrebet ramte to uskyldige mennesker og deres familier, men det kunne lige såvel have været dig eller mig. Det er et angreb på os alle. På den moderne frihed og demokratiet. Gennem vores bevidsthed om dette er vi fælles. Uanset, hvad man mener og tror, skal man have ret til at udtrykke det. Det er en grundlæggende forudsætning for det moderne demokrati og for forståelsen mellem mennesker. Enhver, der skulle mene noget andet, har ingen forståelse af, hvad det vil sige at bo i et land uden ytringsfrihed. Det er let og billigt at bagatellisere ytringsfriheden, når man bor i et frit land som Danmark. Her kommer der ikke nogen militærsoldater og sætter dig i fængsel på ubestemt tid, fordi at du har læst et digt op på et offentligt sted, tror på en ikke-anerkendt religion eller mener noget andet end magthaverne. Ytringsfriheden er retten til frit at kunne udtrykke sin mening i skrift og tale uden grænser og religionsfrihed er retten til at kunne udøve og følge sin religion. I dag spørger jeg mig selv, hvorvidt vi stadig har ytrings- og religionsfrihed i Danmark - når mennesker bliver slået ihjel for at deltage i et fredeligt debatmøde, når man skal ringe til politiet for at holde en jødisk konfirmationsfest og når religiøse overbevisninger sætter grænserne for pressens ytringsfrihed. Frihed er en skrøbelig størrelse og hvis man ikke forsvarer friheden kan den meget hurtigt blive til en ren illusion.

Hvil i fred Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Nelson Mandela - Mine 10 yndlings citater

Verden har mistet en af de allerstørste helte. Olof Palme sagde en uge før sin død: "Apartheid kan ikke ændres, det skal elimineres." Det vil Mandela altid blive husket for - at have transformeret Sydafrika fra apartheid til demokrati. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at transformationen fra undertrykkelse og uretfærdighed til demokrati skete helt uden våben og uden de store blodudgydelser. Æren for dette kan i høj grad tilskrives Mandelas intelligens og retoriske evner, hvorigennem han skabte forandring gennem fredelig dialog, demonstrationer og pres fra det internationale samfund. Af alle Nobels fredsprismodtagerne er Mandela uden tvivl en af de personer, som har ofret mest på det personlige plan for at opnå fred.

Her er mine 10 absolutte yndlings citater af Mandela, hvoraf flere af dem stammer fra Mandelas fantastiske selvbiografi "Long Walk to Freedom":

1. We must use time wisely and forever realize that the time is always ripe to do right.

2. It always seems impossible until its done.

3. After climbing a great hill, one only finds that there are many more hills to climb.

4. A good head and a good heart are always a formidable combination. But when you add to that a literate tongue or pen, then you have something very special.

5. The greatest glory in living lies not in never falling, but in rising every time we fall.

6. A good leader can engage in a debate frankly and thoroughly, knowing that at the end he and the other side must be closer, and thus emerge stronger. You don't have that idea when you are arrogant, superficial, and uninformed.

7. I am fundamentally an optimist. Whether that comes from nature or nurture, I cannot say. Part of being optimistic is keeping one's head pointed toward the sun, one's feet moving forward. There were many dark moments when my faith in humanity was sorely tested, but I would not and could not give myself up to despair. That way lays defeat and death.

8. There is no such thing as part freedom.

9. For to be free is not merely to cast off one's chains, but to live in a way that respects and enhances the freedom of others.

10. Money won't create success, the freedom to make it will.

Test: Er du kvalificeret til Folketinget?

Jeg har generelt en totalt naiv forestilling om, at mennesket skal gøre sig fortjent til diverse goder og at man derfor heller ikke opnår noget uden, at man fortjener det. Dermed burde samtlige folketingspolitikerne også besidde de følgende fundamentale egenskaber såsom: rationelle evner, høj moral, flere års erfaring og interesse for politik gerne krydret med lidt erfaring fra arbejdsmarkedet, gode kommunikative evner, demokratisk forståelse og nogle helt grundlæggende velfunderede politiske holdninger. Desværre er det sjældent tilfældet - efter Folketingsvalget kan det konstateres, at de følgende totalt ligegyldige egenskaber øjensynlig i høj grad kvalificerer en til plads i folketinget:

1. Familie: Har en af dine forældre eller en nær bekendt været folketingspolitiker, så er du også klar til at optage en plads i Folketinget. Det kan meget vel være, at du ikke ved noget som helst om noget (men tror det) og aldrig rigtig har interesseret dig for politik - men nu har du brug for et job med en høj løn og derfor kunne du alligevel godt tænke dig at nasse dig til en plads i Folketinget. Det kan du bare gøre – for mange års traditioner gør dine familieaner dig per automatik egnet til Folketinget. (Ironisk nok mener flere folketingspolitikere, som er børn af folketingspolitikere, at kongehuset skal afskaffes ud fra den begrundelse, at det er udemokratisk, at de kongelige har specielle privilegier - bare fordi de er blevet født af deres forældre. Say what? Hvordan tror de selv, at de fik deres nuværende placering? Pga. deres evner?)

2. Ung: Efter valget ved vi nu også, at det at være ung alene kan kvalificere en til en ministerpost. Evner, indsigt og erfaring er øjensynlig so last year.

3. Være rapkæftet: Man behøver ikke at sige noget fornuftigt eller have nogen som helst forståelse af, hvordan verden fungerer – bare man har en mening og tør sige den højt.

4. Lov guld og grønne skove: Kan du love, hvad som helst – uanset, hvor urealistisk det lyder (uden at skamme dig)? Det kræver stemmer for at komme i Folketinget, så hvorfor ikke bare love de dumme vælgere præcis det, som de drømmer om? Hvad som helst. Glem alt om realisme og økonomisk krise. Når valget er overstået, så kan du altid bare ændre mening og henvise til (dem med forstand på politik) økonomernes forklaring på, hvorfor det alligevel ikke kan gennemføres.

5. At være dobbeltmoralsk: Dobbeltmoralske og inkonsekvente holdninger forhindrer ikke nogen politikere i at blive valgt ind i Folketinget igen og igen. Det faktum peger ikke bare tilbage på det tåbelige politiske bagland, men også på de dumme vælgere som øjensynlig bare tigger om at blive bedraget igen og igen.

6. Manglende samvittighed: Kan du sagtens tale om, hvordan du vil kæmpe for de fattigste i samfundet samtidig med, at du hæver afgifterne på helt almindelige forbrugsvarer såsom benzin, offentlig transport og madvarer samtidig med, at du letter topskatten for de rigeste (f.eks. folketingspolitikerne) og bruger din skattebetalte løn på godt en million årligt på at købe designertøj og dyre rejser? Hvis svaret er ja, så er du klar til Folketinget.

7. Udvidet manglende samvittighed: Kan du tage på dyre såkaldte politiske rejser og spise dyre såkaldte politiske middage SAMMEN med din partner på statens regning uden at få dårlig samvittighed? Så er du selvskrevet til Folketinget!

8. Se godt ud: Det har været et kvalificerende træk i mange år af komplet uforståelige årsager.

9. Vundet sportskonkurrencer: Har du vundet nogen sportsmedaljer eller Vild med dans, så er du også en helt oplagt kandidat til Folketinget!?

10. Kunne en masse citater: Det virker altid intelligent, når man kan komme med et rigtig godt og passende citat. Ligesom da Helle Thorning Smith blev spurgt af TV2: ”Hvad betyder det for de kommende forhandlinger, at de Radikale fik et så fantastisk flot valg?” Hvortil hun svarede: "Jeg tror, at det er vigtigt, at vi forstår, at de Radikale er et parti med stor selvtillid. Sådan skal det være. Med stor styrke kommer også stort ansvar, som jeg tror, Superman siger". Gæt igen – Spidermans skaber Stan Lee!

Men jeg er enig med Stan Lee: Med store evner følger også et stort ansvar, hvilket desværre ikke i sig selv tilskriver særlig mange folketingspolitikerne noget ansvar. Men de har stadig et stort ansvar for at bruge såvel deres egen tid som statens penge med stor omtanke, når de er blevet valgt ind i Folketinget. Et ansvar som jeg godt kan frygte, hvor mange af dem reelt kan leve op til - selv hvis de prøver.

Ministerier - et egnet område for besparelser?

Selvom Danmark er i økonomisk krise og der konstant bliver sparet på helt fundamentale velfærdsområder såsom folkeskolerne, dagpengeområdet og sundhedssektoren, så har det ikke stoppet Helle Thorning i at udpege flere ministre end den forrige regering. Det var øjensynlig ikke et område, hvor man kunne se et potentiale for at spare en del penge i form af færre høje (og ikke særligt samfundstilsvarende) ministerlønninger. Men det er nok den pris, som samfundet må betale, når et flertal af samfundet har peget på flere partier, som ikke har særlig meget til fælles, udover at de alle gerne være ministre (dvs. få en løn på minimum 924.850 kroner om året). Jeg stiller meget særligt kritisk overfor:

Har vi virkelig behov for både at have en miljøminister OG en klimaminister? Kunne de to områder mon ikke med fordel varetages af den samme person? Eller er det bare mig som mener, at der godt kunne være en vis sammenhæng mellem miljø- og klimapolitikken?

Og er det virkelig nødvendigt med en separat by- og boligminister? Specielt når vi allerede har fået en klima-, energi- og bygningsminister? (Bygningsminister? Bliver der ikke bare tilføjet ord nu for at få det til at lyde mere omfattende end det reelt er?) Og hvorfor har by- og boligministeren ikke ansvaret for bygningerne? Hvordan skal den fordeling af det politiske område helt præcist fungere i praksis? Jeg ved godt, at socialdemokraterne har en lang tradition for et boligministerium, men jeg syntes stadig, at en by- og boligminister mest af alt lyder som en løsning, som politikere er blevet enige om i en sen nattetime efter flere timers uløselige forhandlinger på Crowne Plaza.

Som en hjælp til den nye regering foreslår jeg følgende nye ministerier, hvis forhandlingerne igen skulle gå i hårdknude og der bliver behov for at oprette nogle nye ministerier:

- Ungdomsministeriet: administration af cafepenge og kultur- og fritidstilbud samt forebyggelse af ungdomskriminalitet – kan f.eks. kombineres ved at tilbyde kriminelle gratis drukferier til Sunny Beach. (Er muligvis allerede en realitet i form af den nye Ungdomsminister).

- Idéministeriet: Der mangler altid gode idéer - specielt i krisetider - og derfor kan der også hurtigt blive brug for et idéministerium. Der er naturligvis allerede nogen, som har fået den idé og derfor kan den nye regering sikkert få hjælp til at starte ideministeriet op på Ideministeriet.dk.

- Ministerieministeriet: administration og ansvarsfordeling af de eksisterende ministerier samt lobbyarbejde for oprettelsen af og videreudviklingen af nye ministerier og tilføjelsesministerier.

Overvejelser over valgets temaer og velfærdsstaten

Det er helt klart, at vi snart skal have valg (i hvert fald inden d. 12. november). Det hænger ligesom i luften – vi har set det hele før. Oppositionen har for længst opgivet ethvert selvstændigt synspunkt og bruger nu primært tiden på at kritisere regeringen og love guld og grønne skove. Der er næsten tale om den gamle Jelved-Nyrup-opskrift og mon ikke også, at det lykkes at få overbevist vælgere om, at et regeringsskifte vil løse hele den globale krise. Det snarlige valg kan så småt spores på højrefløjen, hvor Dansk Folkeparti er ved at gå i træningslejr i forhold til at få sat lighedstegn mellem folk med anden etnisk baggrund og alverdens ulykker – nu manglende penge til velfærdsstaten. Igen uden at skele til den lille detalje - den globale finanskrise. Lars Løkke er også begyndt at fremtone som verdensmand og statsmand ved enhver given lejlighed og ligner ikke længere min far eller en af naboerne. Det bliver spændende at se, hvorvidt han også har tænkt sig at køre med Team Rynkeby til Paris i jakkesæt?

Ifølge dagens aviser er hospitalerne valgets vigtigste tema med hele 48 %. Det kan jeg naturligvis godt forstå, men jeg er muligvis også en anelse farvet, da jeg jo er så heldig at få lov til at arbejde med kvaliteten på sygehusene. Det næst vigtigste tema er ifølge undersøgelsen efterlønnen med 29 %. Det er et sprængfarligt emne og derfor vil jeg også bare påpege, hvorledes jeg stadig ikke har mødt nogen jævnaldrende som mener, at efterlønnen er sådan en god investering, at de selv betaler til deres efterløn. Det fortæller mig alt, hvad jeg behøver at vide omkring, hvor sikker en investering efterløn vil være i fremtiden. Men selvom at det er et spørgsmål om tid, hvornår efterlønnen er afskaffet, så vil jeg gerne understrege, at folk med hårde fysiske og psykiske jobs naturligvis stadig skal have mulighed for at få hjælp, hvis de bliver nedslidt før tid. Ellers er det totalt meningsløst at tale om en velfærdsstat - ganske ligesom det er meningsløst at tale om den danske velfærdsstat uden et velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Ældreomsorgen kommer ind på en tredje plads, hvilket ikke er særlig overraskende i forhold til de stigende antal af ældre og de færre (stakkels) unge, som skal betale for omsorgen. Arbejdsløshed og folkeskolen indtager de næste pladser, hvilket er meget logisk, når man tænker på den økonomiske krise og de unges manglende basale færdigheder indenfor både grammatik og matematik som sætter spørgsmålstegn ved idealet for Danmark som et videnssamfund. På en syvende pladsen er skat. Skat er en forudsætning for velfærdsstaten og reguleringen af skatten har en stor betydning for både dansk industri og dansk økonomi – hvilket derigennem også påvirker alle andre politiske områder. Derfor burde alle per definition mene, at skat er vigtigt – uanset hvilken holdning man så ellers har til skattepolitik. Miljø kommer ind på en niende plads og har naturligvis også en vis betydning i forhold til miljøet herhjemme – men hvis man taler om de globale miljøproblemer, så afhænger det i langt højere grad af, hvad de andre (store) lande beslutter sig for at gøre i forhold til at løse miljøproblemerne (hvilket alle også burde have lært efter COP15). På tiendepladsen er politi og retsvæsen – som også udgør en af de grundpiller, som velfærdsstaten er bygget på. Hvis bandeproblemerne med tiden vil fører til lukkede villakvarterer med hegn og private vagter, som man ser det i udlandet, så er vi på vej væk fra velfærdsstaten. Hvis sundhedsvæsenet med tiden bliver erstattet af private forsikringer, så er vi også på vej væk fra velfærdssamfundet. For velfærdsamfundet burde netop være kendetegnet af en omfordeling af goderne til alles bedste, således at ingen mangler noget. Men hvis borgerne føler, at staten ikke længere kan varetage de mest basale funktioner og der bliver et stigende behov for f.eks. at beskytte sig selv – så er det svært at se, hvordan vi forsat kan tale om en velfærdsstat eller bare en minimalstat. Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl omkring, hvorvidt velfærdsstaten er et gode. Det er det. Spørgsmålet er nok mere, om vi i overhovedet har råd til velfærdsstaten i fremtiden eller måske nærmere, hvordan vi får råd til velfærdsstaten i fremtiden?

Så MÅ det da være godt...

Det er vist ikke nogen grund til at diskutere, hvorvidt mælk er sundt med så mange overbevisende (men knapt så videnskabelige) argumenter! (Og nej, jeg er stadig ikke faldet for reklamemarkedets mange tilbud om hurtige penge – min blog forbliver reklamefri ! Dvs. at jeg forsat vil reklamere for en lang række produkter, som jeg selv kan lide – jeg får bare ikke penge for det. Øh... hvorfor var det nu lige, at jeg fandt det så utroligt rationelt? Nå ja, det var vist noget med skrive, fordi man har lyst til det og ikke fordi man skal – læs her: tvunget. Men faktisk så føler jeg mig allerede tvunget til skrive noget minimum en gang om ugen. Hmm... jeg står nu stadig ved det med det reklamefri - men tak for at læse med!)

Kulturnat 2010 i København

Jeg har aldrig haft muligheden for at deltage i kulturnatten før (primært pga. arbejde) men i år fik jeg endelig muligheden, da jeg havde ferie. Jeg havde på forhånd udvalgt en del steder, som jeg gerne ville se, men jeg anede virkelig ikke, hvor hurtigt sådan en aften går. Så vi nåede faktisk kun at besøge et par stykker af de steder, som vi havde udvalgt på forhånd (vi prioriterede de steder, som man normalt ikke kan besøge sådan uden videre). Vi havde egentlig planlagt at begynde med Folketinget, men tilfældighederne ville, at vi først fik set C.F. Hansens græsk inspirerede og nyklassicistiske (tempel) Christiansborgs Slotskirke og derefter De Kongelige Repræsentationslokaler. Det var super flot og da vi trådte ind i Riddersalen begyndte Den Kongelige Livgardes Musikkorps at spille en lille koncert. Her var jeg faktisk allerede godt tilfreds med udbyttet af mine 85 kroner (hvilket jo også dækkede transporten) men aftenen var langt fra slut. Derefter gik turen til Folketinget, hvor alle partierne tog meget varmt imod os med stor entusiasme. Vi begyndte med at få en Socialdemokratisk muffin sammen med Mogens Lykketoft og derefter gik turen til Venstre, hvor der var europæisk chokoladekage og politiker- Jeopardy. Her tabte Søren Pind, mens jeg modstod fristelsen for at vende Den Danske Kvalitetsmodel med sundhedsminister Bertel Haarder, selvom manden selv udfordrede skæbnen ved at udveksle et par ord med mig. Efterfølgende besøgte vi både de Konservative, SF og Enhedslisten, hvor både Tom Behnke og Villy Søvndal også viste, at de ikke var bange for at møde befolkningen. Senere gik turen forbi Liberal Alliance, hvor Simon Emil Ammitzbøll holdt en brandtale for, hvor mange ligegyldige lovforslag der blevet diskuteret i den forløbne uge i Folketinget - den endeløse opremsning af lovforslag fik smilet frem på læberne af de mange tilfældige forbipasserende. Herefter så vi Finansudvalgets mødelokale og i Europaudvalgets mødelokale fortalte Lone Dybkjær, hvordan arbejdet foregår i Europaudvalget. Herefter kom vi til at se på uret og så måtte vi skynde os af sted til vores reserverede bord på Tony’s. Tony’s er en moderne italiensk/New York restaurant i havnegade tæt på Kongens Nytorv, hvor de har (som der står i Tony’s manifest) ”fremragende mad & drikke til en ualmindelig fornuftig pris” men hvor de til gengæld ikke fortæller ”lange historier om maden” eller kender ”de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse”. Efter en fantastisk middag gik turen tilbage, hvor Børsen lukkede lige for næsen af os. Derefter gik turen til Højesteret, hvor vi måtte vente i kø i en lille times tid i en ret kølig aftenvind - inden at Børge Dahl (den nye Højesteretspræsident) bød os indenfor i varmen. Herefter fik vi en meget flot guidet rundvisning af en ung dommerfuldmægtig, som var virkelig dygtig til at referere til alle de store retssager og fortælle alle de spændende detaljer, hvilket også fordrede til mange gode (kloge) spørgsmål undervejs på rundturen. Turen gik både igennem alle retssalene og Højesteretsbiblioteket og inden vi forlod Højesteretsbygningens store port, så var klokken et par minutter i midnat. Således forløb en fantastisk aften i København (som bortset fra Tony’s) kun havde kostet 85 kr. Det var ærgerligt, at man ikke kunne nå at se mere - og derfor skal det helt klart også gentages igen næste år (hvis arbejdet altså tillader det). Derudover så har vi jo også stadig fribilletten til et af de københavnske museer (hvilket også er inkl. i de 85 kr.) – det bliver jo nok favoritten Glyptoteket. (Tak for lån af billedet til Kulturnatten.)

Test: Kender du de danske politiske partier?

Man hører tit folk tale omkring de danske politiske partier, som om de var lette at kategorisere i forhold til de klassiske politiske ideologier såsom konservatisme, marxisme, socialisme og liberalisme. Men det mener jeg ikke er tilfældet i dansk politik, hvor det politiske billede er langt mere kompliceret og nuanceret (eller mudret om man vil) end i andre lande. Og derfor kan man heller ikke bare dele de danske partier op i forhold til de klassiske politiske ideologier, da flere af de danske partier har hentet deres værdier fra flere forskellige politiske ideologier og derfor går deres holdninger også på kryds og tværs af den traditionelle forståelse af ideologierne (hvilket jeg også har påpeget her). Det ser jeg personligt som et udtryk for fornuft og som en af styrkerne ved det danske demokrati. For at bevise denne nuancering indenfor dansk politik har jeg lavet en test bestående af citater fra næsten alle de danske politiske partier, hvor man selv kan teste, hvor let det er at placere de danske partier i forhold til ens egen forståelse af (og fordomme om) partierne: (De rigtige svar står i slutningen af testen.)

1. ”Et rigt og ansvarligt samfund som det danske er forpligtet til at behandle dyr ordentligt. Det er forkasteligt, når dyr lider på grund af mennesker. Dyr bør betragtes som levende væsener, der skal behandles som sådanne med respekt og værdighed. X har kæmpet en lang kamp for at få dyrevelfærd højere op på den politiske dagsorden, og vil fortsat kæmpe for at få ordentlige forhold for alle dyr, hvad enten det drejer sig om kæledyr, vilde dyr eller produktionsdyr.”

2. "Det er faktisk en lidt mærkværdig situation, at vi (X) skal bruge meget af vores tid på at forsvare borgernes frihedsrettigheder - noget som alle partier burde stå bag. Det er nødvendigt, at politikerne igen får respekt for individets rettigheder. Og på det punkt har vi intet problem med at være på samme hold som CEPOS.”

3. "Når mennesker er fodboldtrænere i den lokale klub eller har tilmeldt sig som frivillige hjælpere til kiosken på det lokale plejehjem, gør de for det første noget godt for andre mennesker. Derudover er de også med til at afbalancere samfundet, så vi ikke bliver ligeglade med hinanden og tænker om alting, at det må staten eller markedet tage sig af.”

4. "Vi kan ikke gå ind og lovgive om religion, uden at der virkelig er et ønske fra kirken om det... Men jeg synes, det vil være fint, hvis man kan vie homoseksuelle, så nu må vi se...
(Senere) ... eftersom kirken ser ud til at have et overvældende flertal, der vil lave loven om, så er vi med på at lave loven om. Det vil sige, at der skal være mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i kirken."

5. "For de, der ikke kan forsørge sig selv, skal der være et socialt sikkerhedsnet, der sikrer en rimelig levestandard og forebygger fattigdom og social marginalisering. Borgere, der gerne vil, men ikke er i stand til at klare sig selv, skal have den nødvendige hjælp... Socialpolitikken skal sikre folk i nød en mulighed for at trives og fungere i sociale sammenhænge. X ønsker, at samfundet skal tilbyde et økonomisk sikkerhedsnet, der skal sikre alle danskere i nød en mulighed for leve en tryg tilværelse."

6. "Samfundet skal reagere i form af straf og andre sanktioner, fordi den kriminelle ikke skal gentage kriminaliteten, og for at andre ikke skal begå lignende kriminelle handlinger. Men samfundet skal også reagere overfor kriminelle for at vise respekt overfor ofrene og deres pårørende, samt for at undgå, at andre borgere reagerer i form af selvtægt."

7. "Mennesker skal have frihed til at skabe en tilværelse ud fra deres egne drømme og evner... Frihed til at være. Frihed til at træffe sine egne valg. Det bør være grundlæggende rettigheder for alle mennesker. De politiske rettigheder som stemmeret, ytringsfrihed, trykkefrihed og trosfrihed er fundamentale rettigheder... I takt med, at velfærdssamfundet har givet mennesker mulighed for at forfølge deres drømme, lægger mennesker mere og mere vægt på at være individer. De vil vælge selv, og de vil vælge forskelligt. Den frihed skal vi sikre."

1. Dansk Folkeparti, 2. Enhedslisten, 3. Venstre, 4. Konservative, 5. Liberal Alliance, 6. SF, 7. Socialdemokraterne. Hvis du fik få korrekte svar, så har du en meget traditionel forståelse af, hvorledes de danske partier fordeler sig i forhold til de klassiske ideologier. Hvis du fik mange korrekte svar, så har du formentlig en stor bevidsthed omkring, at man ikke bare kan kategorisere de danske partier ud fra deres fortidige historiske politiske placering, men at de skal placeres politisk ud fra deres nuværende politiske holdninger.

30 gode bøger om filosofi

Her er nogle af de filosofibøger, som jeg har stående på min bogreol, som jeg gerne vil anbefale til andre, som skulle være interesseret i at læse lidt filosofi:

1. Arthur Schopenhauer: Die Kunst, Recht zu behalten (Sjov læsning om, hvilke former for argumentation man IKKE skal bruge i en diskussion, men som andre kan finde på at bruge imod én.)

2. Axel Honneth: Kampf um Anerkennung (Honneths tankevækkende bog om anerkendelsens betydning i samfundet.)

3. Carl Koch: Den danske filosofis historie: Den danske idealisme: 1800-1880 (bind 4) og I positivismens tidsalder 1880-1950 (bind 5) (Fantastisk serie om den danske filosofis historie – særligt disse to bind.)

4. David Favrholdt: Filosofisk Codex - Om begrundelsen af den menneskelige erkendelse (Spændende og velformuleret opgør med skepticismen og relativismen.)

5. David Favrholdt m. fl.: Hvad er tid? (En yderst spændende diskussion af tidsbegrebet.)

6. Erich G. Klawonn: Udkast til en teori om moralens grundlag (Det mest velgennemtænkte filosofiske værk om metaetik, der er skrevet i nyere tid.)

7. Erich G. Klawonn: Jeg'ets Ontologi (Klawonns første mesterværk.)

8. Frans De Waal: Politik blandt chimpanser (De Waals meget tankevækkende og omdiskuterede bog omkring politik og magt hos en flok chimpanser.)

9. Harry G. Frankfurt: The Importance of What We Care About (Bør læses af alle uden en fri vilje.)

10. Henrik R. Wulff m.fl.: Medicinsk filosofi (Grundbogen i medicinsk filosofi igennem flere år på medicinstudiet.)

11. Immanuel Kant: Kritik der reinen Vernunft (Kants betydningsfulde erkendelsesteoretiske værk.)

12. Jean-Jacques Rousseau: Du contrat social ou Principes du droit politique (Rousseaus bog om forudsætningerne for demokrati.)

13. Jean-Paul Satre: L'Existentialisme est un humanismer (Satres berømte værk om, hvorledes mennesket gennem sine frie eksistentielle valg og engagement gør livet muligt.)

14. John Rawls: A Theory of Justice (Rawls værk om den objektivt retfærdige fordeling af goderne i samfundet.)

15. John Stuart Mill: Utilitarianism (Nytteetikkens grundbog)

16. Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit: Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft. (Spændende betragtninger over samtalens grundprincipper.)

17. Jørgen Hass: Illusionens filosofi (Spændende tanker over Nietzsches deprimerende filosofi.)

18. Karl Popper: The Open Society and Its Enemies og The Poverty of Historicism (Poppers velgennemtænkte argumentation imod enhver form for historicisme.)

19. Lars F. H. Svendsen: Frygt (Spændende læsning om frygtens indflydelse på mennesket.)

20. Mogens Skadborg, Torben Andreasen og Kamma Bertelsen: Etiske spørgsmål i medicinen (To lægers spændende overvejelser over forskellige etiske problemstillinger.)

21. Morten Kringelbach: Hjernerum – Den følelsesfulde hjerne (Spændende bog om, hvad hjerneforskning kan fortælle om menneskets følelser, hukommelse, bevidsthed osv.)

22. Peter Singer & Helga K.: A Companion to Bioethics (Glimrende oversigtsværk til et meget stort og spændende filosofisk område.)

23. Platon: Symposion (Platons smukkeste dialog om kærlighed.)

24. Rehné Christensen og Martin Vinding: Erhvervsfilosofi - filosofiske bidrag til virksomheder og organisationer (Spændende bog omkring, hvorledes filosofi kan bruges indenfor erhvervslivet.)

25. Robin Engelhardt og Hans Siggaard Jensen: Ergo - Naturvidenskabens filosofiske historie (Fantastisk bog omkring naturvidenskabens filosofiske udvikling.)

26. Søren Harnow Klausen: Hvad er videnskabsteori? (Spændende og særdeles velskrevet introduktion til videnskabsteori.)

27. Søren Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger (Kierkegaards smukke værk om kærlighed.)

28. Thomas W. Jensen m.fl.: Følelser og kognition (Spændende bog omkring følelsernes neurobiologi.)

29. V.S. Ramachandran: The Emerging Mind - The Reith Lectures (Spændende bog omkring den menneskelige bevidsthed set ud fra moderne hjerneforskning.)

30. Øjvind Larsen: Forvaltning, etik og demokrati (Tankevækkende læsning omkring de etiske problemstillinger indenfor den offentlige sektor.)

Derudover vil jeg også gerne anbefale 3 gode opslagsværker på dansk:

31. Politikens filosofileksikon (Et meget omfattende opslagsværk med meget korte og præcise forklaringer.)

32. Hvem tænkte hvad? - Filosofiens Hvem Hvad Hvor (Et gammelt spændende filosofisk opslagsværk, der hører hjemme i enhver større filosofisk bogsamling.)

33. Politikens bog om de store filosoffer - fra Sokrates til Popper (Flot visuelt opslagsværk fyldt med billeder og meget lettilgængelig tekst omkring de største filosoffer.)

Bureaukratiet – en trussel mod demokratiet!

Da der er begyndt at komme lidt for mange læsere på min blog, så har jeg besluttet mig for at skrive om noget kedeligt, hvilket faldt meget heldigt ud for mig selv, da jeg har en stor interesse for det kedelige emne bureaukrati. Derfor vil jeg forklare, hvorfor bureaukratiet potentielt kan ses som en trussel mod demokratiet. Jeg vil tage udgangspunkt i Sunghan Ims kritik af bureaukratiet. Det moderne repræsentative demokrati har tre hovedfunktioner: repræsentation, lovgivning og økonomi. Den form for demokrati kan man også kalde for flertalsstyre, da det er flertallet af befolkningen, der bestemmer landets politik. Men denne forestilling om det repræsentative demokrati kalder Im for en fiktion: "But today, this function does not seem to be carried out well in any country, and seems to have become fiction". Dette underbygger Im blandt andet ved at påpege, hvorledes de politiske partiers strenge partidisciplin gør, at politikerne har mistet deres uafhængighed. Derudover kritiserer han også, hvordan den politiske debat i mange parlamenter er blevet en overfladisk procedure uden nogen reel betydning. Ims argument er, at den reelle politiske debat og beslutningsproces slet ikke foregår i parlamenterne, men i de stående udvalg. Og dermed er beslutningerne allerede blevet truffet i udvalgene, inden at man skal diskutere dem i parlamenterne. Hvilket desværre er en nødvendig procedure pga. den offentlige sektors omfang og specialisering, HVIS man skal sikre en vis form for effektivitet indenfor de politiske beslutningsprocesser.

Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.

Om undertrykkelsen af Tibet

Jeg skriver normalt ikke om politik, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse med Tibet. Det gør jeg, fordi Tibet generelt er et meget overset område indenfor international politik. Ikke mindst i pressen, hvilket det forestående OL muligvis kan ændre lidt på i den kommende tid, men formodentlig kun for en kortere periode. Men endnu værre så er Tibet også et meget overset område i det internationale samfund, hvilket formodentlig skyldes den store og stadigt voksende kinesiske økonomi. Bare for at bekræfte denne tendens, så nævner ingen af mine akademiske bøger om international politik (og dem har jeg ellers en del af) Tibet bare en eneste gang. Det er øjensynlig mere hot, at skrive om Tjetjenien og Kosova. Om dette så skyldes Dalai Lamas ikke-voldspolitik, det kan man jo tænke lidt over. I hvert fald virker det tit som om, at verden helt har glemt Tibet. Jeg ved ellers en del om Tibet, da jeg før i tiden havde en meget stor interesse for buddhistisk filosofi - så stor at jeg ligefrem har holdt foredrag om emnet. (Specielt Mahayana, som er en retning indenfor buddhismen, som specielt fokusere på medfølelse, erkendelse og oplysning.) I 2000 var jeg også med til arrangementet Millennium of the Young, hvor Dalai Lama gik i dialog med danske unge. Men nok om mine begrundelser - fokus bør være på Tibet, så her kommer mit bidrag til den generelle oplysning om Tibets undertrykkelse.

Tibet er et geografisk område som ligger mellem Kina, Indien, Bhutan, Kashmir og Nepal. Tibet var, inden Kinas invasion i 1950, en selvstændig stat. Inden invasionen havde Kina flere gange prøvet på at overtale Tibet til at blive en del af Kina, for dengang havde Kina ikke nok militær til at besætte Tibet, hvilket krigene i 1917 og 1931 også tydeligt viste. Efter den kinesiske invasion blev den tibetanske regering tvunget til at underskrive en dikteret 17-punkts”aftale”. Tibet havde ikke andre muligheder end at underskrive aftalen, som ellers skulle have sikret Tibets politiske system og autonomi. Men sådan blev det ikke, for allerede i 1955 indledte Kina sine ”demokratiske reformer” som var en reel kollektivisering. Kina lukkede alle klostrene og henrettede, torturerede eller fængslede dem, som gjorte modstand. I 1958 gennemførte Formand Mao ”det store spring fremad”, hvilket betød hungersnød og døden for mange tusinder af tibetanere. I 1959 førte en fredelig demonstration mod den kinesiske besættelse og 17-punkts ”aftalen” til at kinesiske tropper beskød byen og derefter måtte Dalai Lama flygte til Indien i eksil. Den Kommunistiske Folke Befrielseshær (PLA) vandt hurtigt opgøret, hvor flere tusinder af tibetanere blev dræbt og sat i fangelejre. Tibetanske soldater genoptog senere kampene med hjælp fra USA. Men i 1974 stoppede USA hjælpen til Tibet og dermed fik Kina fuldkommen magten over Tibet.

Kina har siden indført flere forskellige kulturkampagner rettet mod den tibetanske kultur og religion. Hvilket blandt andet har betydet, at mange klostre, monumenter, litteratur og religiøs kunst enten er blevet ødelagt eller fjernet. En ødelæggelse som tibetanerne også er blevet tvunget til at deltage i. Under kulturrevolutionen blev al religion forbudt og der blev indført daglige indoktrinerings møder for alle i Tibet. Herudover blev der også indført et påbud om at klæde sig kinesisk, havde kinesiske frisurer, synge om Mao, holde kinesiske ceremonier og tale et nyt kinesisk forbedret tibetansk sprog. Kina indførte også thamzing (selvkritik møder) hvor dem, som gjorde modstand blev slået ihjel og dem, der ikke kom med selvkritik, selv blev emnet på næste møde. Dette førte naturligvis til mange selvmord og stor mistro i det tibetanske samfund. I 1992 indførte Kina nogle økonomiske reformer, som skulle gøre det mere attraktivt for de kinesiske virksomheder at investere og oprette virksomheder i Tibet. Denne industrialisering skabte en kraftig kinesisk indvandring til Tibet og sammen med børnebegrænsningen, så er tibetanerne efterhånden blevet et mindretal i Tibet. I 1987 fremlagde Dalai Lama sin 5-punkts fredsplan og senere i 1988 fremlagde han også Strasbourgforslaget, som han senere fik Nobels Fredspris for i 1989. Dalai Lamas plan gik ud på, at Kina kunne beholde magten på det forsvarspolitiske og udenrigspolitiske område til gengæld for, at tibetanerne selv kunne beholde et internt selvstyre. Men denne aftale afviste Kina. I 1994 begyndte Kina en ny kampagne for åndelig civilisation imod Dalai Lama. Her blev både nonner og munke undervist i patriotisme og tvunget til at underskrive en fordømmelse af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. Denne genopdragelses kampagne blev i 1997 udvidet til at indbefatte alle tibetanere. Siden har verden vist bare glemt Tibet.

Om blogetik og etiske regler for blogging

På flere blogs er man begyndt at forbyde anonyme kommentarer, fordi man her anser anonymiteten som et manglende ansvar for den pågældende holdning. For problemet med anonymitet er jo netop, at den manglende identitet og dermed også det manglende ansvar hurtigt kan medføre en vis form for ligegyldighed overfor indholdet af ens kommentarer. (Da ens kommentarer jo ikke kan få nogen konsekvenser.) Og sådan en ligegyldighed finder jeg dybt uansvarlig af to grunde. For det første, fordi der faktisk er en reel person bag den pågældende blog, som ikke nødvendigvis er ligeglad med enhver form for grove kommentarer. For det andet, så kunne man jo også frygte, at ligegyldigheden fører til endnu flere kommentarer som ikke er tænkt ordentligt igennem eller som kun har til formål, at lægger blogindehaveren for had. Det tager jeg kraftigt afstand fra - både ligegyldigheden og de hadske kommentarer. Heldigvis har jeg endnu ikke selv fået nogen hadske kommentarer (det er muligvis en af fordelene ved ikke at få særlig mange kommentarer) men det er desværre nok bare et spørgsmål om tid. Men heldigvis er der også andre, som har fået øjnene op for det problem og derfor har flere også påpeget behovet for et etisk kodeks på nettet. Blandt dem er f.eks.Tim O’Reilly og Jimmy Wales (en af skaberne af Wikipedia) som har oprettet websiden Blogging Wikia med etiske adfærdsregler for blogging, som brugerne både kan debattere og redigere - ligesom Wikipedia.

Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.

1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.

2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.

3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.

4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.

5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.

6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.

7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.

8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.

9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!

10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.

11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.

Wikipedias idealisme

Ja, jeg burde jo egentlig have vidst det, allerede inden jeg begyndte at skrive artikler på Wikipedia. Bare ud fra Wikipedias egen definition af sig selv, som en encyklopædi på over 250 sprog som skrives af frivillige bidragydere fra hele verden. Med andre ord, hvem som helst kan skrive, hvad som helst. Det lyder jo også næsten for idealistisk og anarkistisk. Og ganske rigtig, bag disse ord skjuler sig da også en helt anden realitet. Bag den idealistiske definition gemmer sig en masse foranstaltninger, så man netop ikke bare kan skrive, hvad som helst. For det første er der en lang række administratorer af både frivillige og ansatte. Administratorernes job er, at holde lov og orden i rækkerne af skribenter og det gør de med hård hånd (tag ikke fejl af det). Det første man skal lære på Wikipedia er, hvordan man laver en artikel i deres html (som delvis består af gamle html koder og almindelig tekst). Derefter skal man lære at skrive efter en masse regler om, hvordan man SKAL sætte en artikel op, hvilket sprogbrug man SKAL bruge og hvad der IKKE er tilladt. Alle reglerne er egentlig meget rationelle og logiske og dem er der egentlig ikke noget galt med i sig selv.

Nej, problemet er mere, at Wikipedia rent faktisk også har et aspekt af demokrati med alle dets glæder og sorger. Der er en vis glæde ved at bygge noget op sammen med andre mennesker, specielt på kryds og tværs af alder, uddannelse og erhverv. Problemet opstår først, når der er en uoverensstemmelse mellem skribenterne. Her er folk meget vedholdende og mange fastholder deres synspunkter eller rettelser med diktatorlignende autoritet (specielt i de interne diskussioner, hvor andre ikke kan se, hvad de skriver). På den måde kan en rettelse i princippet blive rettet frem og tilbage i det uendelige, indtil en af parterne klager til administratorerne. (Lidt ligesom børn klager til deres forældre.) Sådan en klage kan føre til, at man enten får en advarsel eller bliver smidt helt ud. Men der er ingen ankeinstans og derfor er det helt op til en tilfældig formynderisk (ja, det er ikke NPOV) administrator at afgøre ens skæbne. Hvoraf mange på Wikipedia kender hinanden, så man kan ikke regne med nogen form for objektivitet. Nu skal det siges, at jeg stadig ikke har fået, hverken nogen advarsler, blevet blokeret eller blevet smidt ud, men selve frygten for at få flere klager, gør at jeg ikke gider gå ind i en diskussion med andre på Wikipedia mere. Hvis de retter noget, så retter jeg det kun tilbage, hvis jeg dermed ikke længere kan stå inde for sidens indhold. For der er nogen sider, som jeg føler en vis forpligtelse overfor og derfor kan jeg ikke bare se til ved enhver form for ændring. Her troede jeg så selvfølgelig, at jeg som sidste udvej, bare kunne slette det indhold, som jeg selv havde skrevet. Men nej, bordet fanger. Når man først er ansvarlig, så er man det FOR LIFE (ligesom når man er medlem af en kriminel bande). For resultatet af at slette mit eget indhold var, at jeg derved fik endnu flere klager over, at jeg netop havde slettet indholdet. Hvilket betød, at jeg måtte genindsætte indholdet. Egentlig kunne jeg også vælge at klage, frem for bare at give efter. Men det gider jeg ærlig talt ikke, for det kommer der nok alligevel ikke noget ud af (ud over måske at få en ny fjende). Så den frie og idealistiske verden, som jeg troede Wikipedia var, viste sig naturligvis, at være en uretfærdig og bureaukratisk verden (ligesom den udenfor nettet). Selvom det stadig irriterer mig, at nogle sider på Wikipedia (på dansk) er så rodet og fejlagtige, så man tror, at det er løgn. Men frem for bare at føle frustration, så har jeg skabt min egen hjemmeside om filosofi. Der er der nemlig kun en administrator og det er mig. Nej, det passer ikke, der er selvfølgelig også Google, min samvittighed, andre menneskers meninger (dem som betyder noget for mig) og i sidste ende måske politiet. Men det er også i orden, for jeg har stadig ikke fået nogen henvendelser fra nogle af dem, om at jeg bliver nød til at ændre noget.

For god ordens skyld så må jeg hellere også tilføje, at jeg syntes, at Wikipedia er en genial ide. Det meste af den kritik jeg har fået, er faktisk også helt fair kritik, men ikke alt. For noget kritik skyldes det faktum, at der findes mange områder, som man ikke kan opsætte regler for eller som er afhængig af en subjektiv vurdering (og de kan jo være forskellige). En anden foranstaltning mod tilfældighedernes kaos på Wikipedia er, at mange artikler faktisk er låst, men det betragter jeg nu som en god og hensigtsmæssig ide. Specielt for rigtig gode og populære artikler som f.eks. Harry Potter (den engelske version) og derfor har Harry Potter også sine egne udvalgte skribenter. Wikipedia er i dag oppe på over syv millioner artikler, hvoraf 77.834 er på dansk. Desværre er den danske version stadig ikke lige så god, som den engelske, men det ændrer sig forhåbentligt med tiden og lidt tålmodighed.