Sådan fungerer min hjerne også…

Billedet ovenfor illustrerer meget godt, hvordan min hjerne typisk reagerer på forskellige ting. Der er ikke rigtig nogen gråzone mellem begejstring og kedeligt. I går så jeg programmet ”Jeg vil være Ole Henriksen”. Jeg vil ikke være Ole Henriksen, men jeg må sige, at jeg elsker ham virkelig højt. Hvordan kan man andet? Han er da et helt igennem fantastisk menneske. Personligt kan jeg desværre ikke helt matche hans positive indstilling, men jeg arbejder naturligvis hele tiden på sagen. For knapt et år siden mødte jeg rent faktisk Ole Henriksen i København. Den dag havde min datter på 1 ½ år naturligvis fået et slemt udslæt i ansigtet (hvilket hun selvfølgelig aldrig har haft hverken før eller siden). Hun er ellers en meget køn pige og jeg har altid fået mange komplimenter fra fremmede mennesker på gaden, når jeg kommer gående med hende. I det jeg gik ud fra en butik, hørte jeg en mandlig stemme sige: "Neeeejjj, sikke dog en køn lille pige". Jeg gloede lidt vantro på det ubehagelige udslæt på min datters kønne ansigt og tænkte ved mig selv, at udslættet måske ikke var så slemt alligevel. (Det var det.) Mens jeg forsatte fremad, kiggede jeg til siden for at takke vedkommende for komplimentet. Da jeg fik øje på ansigtet, så stoppede jeg helt op og stirrede vantro på manden. Jeg genkendte med det samme Ole Henriksens ansigt. Jeg kan huske, at jeg fik fornemmelsen af, at jeg måtte have fået noget i øjnene og ikke så helt klart. Så jeg blinkede med øjnene. Så følte jeg et kort øjeblik, at det måtte være en drøm. Men min tanke blev afbrudt af min mands tak for komplimentet og et par dråber, der faldt fra himlen og ramte mit ansigt, da jeg nu havde passeret et halvtag og var stoppet op under åben himmel ude på gaden. Det var så her, hvor min hjerne gerne skulle komme på banen og formulerer noget fornuftigt. Gerne noget sjovt eller noget sødt. Det gjort den bare ikke. Den var gået i koma. Intet kom ud af min mund. Ole Henriksen smilede hurtigt til min mand og så tilbage på mig. Jeg smilede heldigvis helt naturligt tilbage til Ole Henriksen - men jeg sagde intet. Så gik vi videre. Jeg var fuldkommen overrumplet. Jeg har set mange kendte i byen, men jeg har aldrig før mødt et af mine idoler face-to-face. Det eneste som kan gøre mig stille er nok komplimenter, gaver og ekstremt ubehøvlede eller uintelligente kommentarer. Det får øjensynlig min hjerne til at gå selvsving, der dermed forhindrer enhver tale, enten i forlegenhed eller i chok over niveauet af uforskammethed eller dumhed. Tak hjerne for at svigte mig i sådan et vigtigt øjeblik. Ved I, hvornår min hjerne aldrig mangler sjove kommentarer? Når jeg skal sove. Så er det jo også ekstremt vigtigt at holde sig selv vågen med sjove jokes. Hvorfor skulle man også være frisk den næste dag, hvis man kan havde det sjovt hele natten. Eller også kan ens hjerne bruge 3 timer på at analysere en eller anden ligegyldig kommentar nu, hvor man alligevel bare ligger der og keder sig. Jeg trøster mig dog med, at jeg øjensynlig ikke er den eneste, der har det på den måde.

 

Where is the love?

Jeg har gennem det sidste år ved flere lejligheder kritiseret danskerne for at være alt for overfladiske og ligeglade med deres medmennesker. Hvilket man blandt andet har kunnet læse om i mine blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri og Danskernes ligegyldighed når nye højder. Det skal måske her pointeres, at jeg frit bruger ordet dansker om enhver der bor eller lever i Danmark og dermed ikke blot er her kortvarigt som besøgende. Nu er jeg jo ikke ligefrem den pessimistiske type (kun meget dybt indeni) så blogindlæggene blev naturligvis skrevet med et vist håb om forandring. Men sådan en forandring sker naturligvis ikke bare lige fra den ene dag til den anden... eller gør det? For i det sidste stykke tid har jeg næsten ikke kunne gå udenfor en dør uden at en eller anden fremmed (dvs. en ven, som du stadig ikke har mødt jf. mit blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri) står klar med et smil, en sød kommentar eller helt uventet hjælp. Nu antager jeg naturligvis ikke, at dette alene skulle skyldes mine blogindlæg, men måske nærmere mediernes omtale af problematikken eller noget helt andet. Uanset årsagen, så er jeg naturligvis begejstret over muligheden for, at danskerne potentielt kunne være blevet et mere imødekommende og positivt folkefærd igennem det sidste år. Problemet med denne antagelse er bare, at jeg udelukkende baserer det på mine egne personlige oplevelser. Og nu har ens egne oplevelser jo, som bekendt, et ret omfattende subjektivitetsproblem. Derfor bliver jeg naturligvis nød til at overveje en række videnskabsteoretiske problemstillinger, når jeg skriver dette. For måske er det slet ikke danskerne, der har forandret sig igennem det sidste år, men derimod mig selv, som har forandret mig? Måske er det bare mig, som er begyndt at opføre mig anderledes og dermed også får nogle anderledes reaktioner. Jeg ved det ikke. Umiddelbart ville jeg nu selv antage, at situationen er nogenlunde status quo - altså hverken værre eller bedre. Men det er jo svært at se sig selv udefra, som Søren også skrev til mig i et svar for et stykke tid siden.

Der er også en anden mulighed, nemlig at der bare er tale om rene tilfældigheder. Måske er det bare et spørgsmål om tilfældighed, at jeg konstant møde rare mennesker fra stort set alle samfundslag, der gerne vil bruge et par minutter på at hjælpe mig ved at vise mig vej, give mig et kompliment, fortælle mig en sjov historie, lade mig komme foran i køen osv. Selv her på bloggen har jeg modtaget enormt mange søde mails (hvilket desværre ikke virker særlig motiverende for mig – nærmere tværtimod - hvilket formodentlig skyldes mit lange ophold i universitetsmiljøet.) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg værdsætter brevene rigtig meget og jeg værdsætter bestemt også den venlighed, som helt tilfældige mennesker viser mig for tiden. For i det øjeblik, hvor en helt fremmed person bruger sin energi på at glæde én, der kan man virkelig føle kærligheden. Det er ikke så meget ordene eller hjælpen, som gør det største indtryk på mig, men derimod intentionen eller tanken der ligger bag handlingen. For hvad kan bedre definere venlighed end en god handling udført uden nogen form for bagtanker eller forventning om gengældelse. For den fremmede kan jo netop ikke (qua sin status som fremmed) havde nogen forventning om gengældelse, da sandsynligheden for dette ofte er meget minimal. (Selvom muligheden dog stadig foreligger i et lille land som Danmark.) Derfor kan jeg heller ikke andet end at give Jean Jacques Rousseau ret, når han spørg: What wisdom can you find that is greater than kindness?

10.000 besøgende

Ja, jeg er godt klar over, at mange måske ikke vil anse 10.000 besøgende for særlig meget, men det gør jeg. Specielt fordi jeg igennem det sidste år har brugt nogle forskellige metoder til at holde antallet af besøgende nede på min blog. Siden dengang er der godt nok sket det uheldige, at nogle af de andre bloggere er begyndt at linke til min blog, hvilket har gjort, at jeg har måtte opgive mit projekt om få besøgende på min blog. Altså det med at være sådan lidt undergrundsagtig, men hvem ved - det kan måske igen en dag blive et realistisk projekt. Jeg har aldrig haft de store forventninger til antallet af besøgende på min blog (og det har jeg stadig ikke). Derfor var det også en stor overraskelse for mig, dengang da jeg fik min counter og opdagede, at jeg rent faktisk havde besøgende på min blog. Jeg kan stadig huske, at min første umiddelbare reaktion var: hvad mon den person laver på min blog? Herefter gik det hurtigt op for mig, at vedkommende muligvis var ved at læse et af mine blogindlæg. Hvilket straks skabte en vis bekymring over, hvad jeg egentlig havde skrevet på min blog. For jeg oprettede egentlig udelukkende bloggen for min egen skyld - da jeg elsker at skrive. Selvom jeg naturligvis godt var klar over, at der var en vis risiko for, at andre mennesker måske også ville læse mine blogindlæg – så anså jeg ikke risikoen for at være særlig stor. Herefter begik jeg den store fejltagelse, at jeg nævnte min blog overfor min familie, hvilket jeg straks fortrød. Da det føltes en anelse begrænsende at tænke på, at diverse familiemedlemmer også skulle læse med på ens blog. For ikke at nævne ens naboer, kollegaer, tidligere bekendte og andre mennesker, som man enten kender eller møder regelmæssigt i forskellige sammenhæng. Men på trods af denne ubehagelige fornemmelse af virkeligheden, så har det alligevel lykkes mig med tiden at opbygge en vis illusion om, at min blog er et helt ”privat” sted, hvor der kun kommer (mine venner og) mennesker, som jeg alligevel aldrig vil blive konfronteret med i virkeligheden. (Her må man altså forstå ordet privat, som et sted, hvor alle kan komme præcis, når de vil - man er bare ikke selv bevidst om det.) Her vil jeg da også gerne lige skrive en personlig hilsen til Pilot Per - som altid bringer min blog op som samtaleemne på de mest uventede tidspunkter til diverse middage. Når du ikke nævner det her blogindlæg Per, så vil jeg være meget mere rolig!

Til sidst, så vil jeg gerne lige takke for alle de kommentarer, som jeg har fået på min blog i løbet af det sidste år. Dem værdsætter jeg enormt meget, da det jo netop er kommentarerne som giver én et vist modspil. Kommentarer har også den positive betydning, at man generelt overvejer lidt mere nøje, hvad man egentlig skriver i sine blogindlæg og hvordan man bedst muligt kan undgå diverse misforståelser. Jeg vil også gerne takke for de mails, som jeg har modtaget igennem det sidste år både på baggrund af min blog og min webside. Dem værdsætter jeg også utroligt meget – både de søde tilbud, kommentarer og spørgsmål, som I har været så venlige at skrive til mig. Et af de emner, som jeg generelt har fået rigtig mange mails omkring, er janteloven. Hvilket er godt, da jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe enhver form for jantelov. Specielt blev jeg meget overrasket, da jeg modtog en mail fra en forfatter og bekendt til skaberen af en af jantelovene. Den mail mindede mig i høj grad om, at jeg ikke bare er moralsk ansvarlig for, hvad jeg skriver på min blog, men også er juridisk ansvarlig. Hvilket mange bloggere vist har en tendens til at glemme. (Ikke, at hverken jeg eller vedkommende havde skrevet noget negativt.) Injurielovgivningen gælder også for bloggere. Men heldigvis, så har jeg stadig ikke haft nogen negative oplevelser i forbindelse med min blog og tusind tak for det!

Personlighed er alt

Efter at have oprettet min egen profil på Facebook, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?

Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.

Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.

Forpligter det offentlige rum til samtale?

Ja, jeg spørger på baggrund af to oplevelser i dag, hvor to vildt fremmede mennesker pludselig begynder at tale til mig. Generelt syntes jeg, at samtaler med tilfældige fremmede mennesker for det meste er en enorm opmuntrende og positiv oplevelse. For det første, fordi sådanne samtaler næsten altid bygger på enten et positivt emne eller noget som man umiddelbart har til fælles. (Hvilket måske ikke er så mærkeligt, da der jo netop er tale om vildt fremmede mennesker.) Og sådanne samtaler virker også enormt inspirerende, da de jo netop opstår helt spontant og uden nogen form for forventning om noget bindende. Og hvor tit har man ikke netop alle mulige forventninger til andre mennesker? Og hvor tit bliver man ikke også skuffet? Men i sådan en situation ved begge parter, at der er tale om en uforpligtende samtale - da man jo ligesom skal videre hver sin vej - uden at det forhindrer en hyggelig samtale.

Men nogle gange har man bare ikke overskud til det og har mere brug for bare at sidde i fred og tænke tingene igennem. Som f.eks. i dag, hvor jeg oplevede det hele to gange, at folk (som jeg ikke kender) begynder at tale til mig. Den første gang var jeg lige kommet ind i toget. Kort efter sætter en fyr sig ved siden af mig og begynder at tale til mig. Jeg var rimelig stresset og havde min mp3 spiller i ørerne, så jeg smilede bare og kiggede væk. Det stopper for det meste de fleste spontane samtaler, som man ikke orker. Men han forsatte bare ufortrødent med at tale videre, så jeg til sidst måtte tage ørepropperne ud, for at kunne svare på, hvad han egentlig sagde. Da jeg til sidst fik vinket ham af, så blev han vist fornærmet. Men så kunne jeg jo ”nyde” resten af turen i fred med min sure sidekammerat og en vis dårlig samvittighed. Herligt. Ligeledes da jeg skulle hjem. Allerede ved den første station, som toget stopper på, får jeg en ny sidemand i 40’erne, som begynder at tale til mig. Han forstår dog lidt hurtigere et vink med en vognstang og foreholder sig stille resten af vejen. Denne gang kigger jeg dog bevidst ikke på ham, for jeg orkede virkelig ikke at få endnu et fornærmet udtryk. Men det fik jeg så til gengæld, da jeg steg af toget. Men jeg forstår det ikke helt. Hvor blev der af den uforpligtende samtale? Er det ikke i orden, at man nogen gange er for træt til en samtale i det offentlige rum? Eller forpligter det offentlige rum virkelig til en samtale?

Om min blog

I anledning af at jeg nu snart har haft min blog i et halvt år, så vil jeg gerne skrive lidt om, hvordan jeg har det med min blog. For det første elsker jeg at blogge. Det er skønt, for det kombinerer to af de ting som jeg elsker mest - nemlig kommunikation og retorik. Udenfor blogsfæren taler jeg utrolig meget (ja, nogle siger jeg taler for meget) og det har jeg nu videreført til internettet via min blog. Men jeg er sikker på, at selvom min nærmeste omgangskreds mener, at jeg bruger al for meget tid på min blog – frem for på dem, mit speciale og mine andre interesser - så værdsætter de det nok alligevel, for det betyder jo også, at jeg taler det mindre – i hvert fald i den tid jeg bruger på bloggen. Jeg elsker også at læse andres blogs og jeg skriver også meget gerne kommentarer. Her har jeg dog måtte lære mig selv den utrolig svære kunst at begrænse mine kommentarer. Men det har jeg stadig ikke helt fået lært, så det lider diverse andre blogs under for tiden. Men bare rolig, jeg skal nok blive bedre til det - tror jeg nok. Jeg har også fået nogle (få) kommentarer og en del mails i forbindelse med mine forskellige indlæg og dem er jeg meget taknemlige for. Det er virkelig sjovt, når jeg får en mail fra folk, som jeg enten har skrevet om eller som kan relatere til det givne emne. Det er virkelig fedt, at folk gider at bruge deres tid på at skrive en kommentar eller en mail til mig, så tusind tak for det.

Det mest fascinerende aspekt ved at have sin egen blog, det er erkendelsen af, at der rent faktisk er nogle som gider at læse den. Det er imponerende! Det er også utroligt, hvor mange hits jeg har for tiden. Jeg kan faktisk ikke helt forstå det, for jeg er hverken med i nogen blogbot eller blogroll. Mon chart.dk har nogle IT problemer for tiden? Jeg tænker også tit på, hvor mange af mine hits egentlig kommer fra mennesker, som jeg kender udenfor blogsfæren. Altså om det er mine egne venner og familie som læser min blog, for de fleste af dem kender jo rent faktisk også adressen på min blog. (De har i hvert fald fået den.) Men da de aldrig nævner min blog, så antager jeg, at de heller ikke læser den. (Ja, nu ved jeg godt, at nogle nævner den, så det behøver I altså ikke at gøre mig opmærksom på.) Men hvor kommer alle de mennesker på min blog så fra og hvad læser de mon om? Jeg ved det ikke, for jeg har personligt fravalgt enhver form for overvågning af min blog og dens læsere. Mange andre har jo udstyret deres blog med diverse former for undersøgelser af brugerne, som sker helt automatisk i det man klikker på deres blog. Men bare rolig, her på bloggen er alle anonyme - i hvert fald i den grad man selv ønsker det. Her er ingen Big Brother. Jeg har kun chart.dk og der kan jeg kun se, hvor mange hits jeg har. Så jeg har faktisk ingen anelse om, hvem der kommer på min blog, hvilket styresystem de har, hvor i landet de befinder sig eller noget andet. Men jeg vil da gerne sige tusind tak for at læse min blog, uanset hvem I er og hvor I så ellers kommer fra. Det mest mærkelige aspekt ved at have en blog, det er tanken om, at folk jeg kender overfladisk eller møder regelmæssigt også kan læse min blog. Det er ret mærkeligt, for på den måde kan fremmede mennesker jo faktisk vide en del om mig personligt, uden at jeg ved det og uden at jeg ved noget om dem. Selvom det selvfølgelig er helt i orden, at de læser min blog, så er det alligevel en mærkelig tanke, at jeg ikke kan vide, hvad folk ved om mig. Men det vidste jeg jo egentlig også godt dengang for et halvt år siden, da jeg oprettede min blog, satte et billede af mig selv på den og siden har skrevet en del personlige ting om mit liv. Så det har jeg jo egentlig kun mig selv at takke for.

Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri

Sådan lød dommen over danskerne i går fra den højtuddannede og velformulerede udenlandske arbejdskraft i Danmark i DR1s program Penge Magasinet (som man kan se her). Ifølge de adspurgte udlændinge (som både bor og arbejder i Danmark) så rækker den danske umiddelbare gæstfrihed og imødekommenhed kun til max. at vise, hvordan kopimaskinen virker. En amerikaner bemærker ligefrem, at danskerne i starten hverken vil smile eller hilse. Generelt er det øjensynlig så svært for udlændingene at forstå os danskere og begå sig iblandt os, at flere og flere firmaer opstår med netop dette problem for øje. Derfor følger man i programmet også, hvordan et kursus (med navnet Danes Today) hos Living Institute skal forberede de stakkels udlændinge på den barske sociale virkelighed i Danmark, hvor vi f.eks. er for generte til at kysse hinanden på kinderne. Generelt er problemet øjensynligt så stort, at et andet nyt firma Life in Denmark nu også ligefrem vil tilbyde en 24 timer hotline. Det endelige bevis for danskernes manglende interesse og ligegyldighed overfor udlændingene er, da programmet også viser, at problemet findes på Danmarks førende arbejdsplads Microsoft. Her har udlændingene heller ikke nogen danske venner, selvom at arbejdssproget rent faktisk er engelsk og dermed ikke burde være nogen forhindring. Det endelige fældende bevis er en undersøgelse som viser, at kun 14 % af udlændingene mener, at danskerne er åbne og inviterende, mens hele 43 % mener det modsatte.

Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?

Åbenhed overfor fremmede mennesker

Åbenhed overfor fremmede mennesker er et mærkeligt fænomen. Åbenhed er generelt en god ting, selvom åbenhed altid i sidste ende er en indre kamp mellem at føle sig fuldkommen naiv og godtroende og så at være total mistroisk overfor alt fremmed. Man kan eller skal selvfølgelig heller ikke være åben overfor alle fremmede mennesker, specielt ikke dem man opfatter som truende. Men noget som har stor betydning for ens egen grad af åbenhed overfor fremmede mennesker det er det sted man bor. For nogle år siden boede jeg i en større dansk by. Der var det fuldkommen utænkeligt, at man kunne begynde at snakke med en, som man ikke allerede kendte i forvejen. Og jeg er sikker på, at hvis man havde forsøgt, så ville man blive set på, som om man lige var stukket af fra psykiatrisk afdeling og nu krævet et livslangt venskab af den første person man mødte på sin vej.

Men i København og generelt i hovedstadsområdet er det helt anderledes. Her kan man sagtens begynde at tale direkte til folk, som man aldrig har set eller mødt før og som man sandsynligvis heller aldrig kommer til at se igen. Første gang det skete, efter jeg var flyttet tilbage til København, der blev jeg helt paf og tænkte med det samme med en foruroligende mistro; hvad vil den person mig? Efter et stykke tid, så gik det op for mig, at personen ikke ville mig noget ondt, men bare kom med en kommentar. Efterfølgende oplever jeg regelmæssigt, at folk henvender sig til mig. Folk spørger selvfølgelig både om almindelige spørgsmål som f.eks. om vej til et sted eller områder i København. Mange spørger også til min hund. I det hele taget taler man med mange nye mennesker, når man har hund. Mens andre kommenterer DSB, vejret eller andre aktuelle ting. Og hvad er der egentlig galt med det? Ikke noget, så længe folk ikke ligefrem bliver anmassende eller nærgående. Det er da en god ting, at man kan tale sammen, for de fleste af os mennesker er jo grundliggende ret ens og fører også ret ens liv. Men det mærkelige er, at det havde jeg glemt efter at havde boet nogle år væk fra København. Jeg syntes, at det er trist at der skal være sådanne barrierer mellem mennesker, at man ikke engang kan veksle nogle få ord sammen uden at det forekommer mærkeligt. Det lige før, at man kunne snige sig til at bruge et ord som fremmedgørelse. Men det er ikke samfundet som påtvinger os denne fremmedgørelse mellem mennesker, det er os selv som skaber den. Personligt kunne jeg nok også være bedre til det, men det er da positivt, at ikke alle mennesker er så usikre og fremmedgjorte.