Om at vove og ekstrem parkour

Kierkegaard har engang sagt: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!"

Der er noget fascinerende ved ekstrem parkour. Selvom jeg aldrig har hyldet det at risikere livet, så må jeg alligevel indrømme, at det er en smuk sport. Det, at parkour ikke kræver nogen penge, noget udstyr og man kan udøve det overalt, tilfører sporten en særlig følelse af frihed. I videoerne kan I se nogle af verdens bedste parkourudøvere, der med deres fantastiske fysik og flotte akrobatik næsten personificere begrebet frihed og viser sporten fra dens mest smukke og yndefulde side.

Når det er sagt, så tror jeg ikke, at drengene er helt er klar over, hvad de satser og deres egen dødelighed. Nogen er ganske givet afhængige af at sætte deres liv på spil – det adskiller sig egentlig ikke særlig meget fra at være afhængig af stoffer eller alkohol. Eller også stoler de så meget på deres egne evner (og deres forsatte held) at de tør satse det hele - selv livet. Det er selvfølgelig dumt. For intet er livet værd - selvom det stadig er fascinerende at se på ( i hvert fald så længe det går godt). Før eller siden må det også gå galt. Det er ikke pessimisme - men realisme. Der er slet ingen tvivl om, at livet bliver gråt og kedeligt, hvis man aldrig vover. Men hvornår er det værd at vove? Hvornår er det værd at vove og risikere at miste noget? Det er det essentielle spørgsmål.

(De mere livsglade og mindre modige kan nøjes med Mirrors Edge.)

Læringskultur er en forudsætning for kvalitetsudvikling

 

Hvorfor arbejder jeg med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Det gør jeg pga. overskrifter som denne i Ekstra Bladet: Lægefejl koster 5000 liv om året med undertitlen: "Halvdelen af dødsfaldene - syv om dagen - kunne forebygges, hvis vi havde et bedre sundhedssystem, vurderer eksperter". Overskriften stammer fra en udtalelse af Beth Lilja Pedersen, der er ledende overlæge og sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Hun har videre udtalt: "Vi vurderer, at der er 5000 dødsfald i Danmark på grund af utilsigtede hændelser. Mit bedste skøn er, at omkring halvdelen kunne forebygges. Det er selvfølgelig for mange og ikke acceptabelt." Men før at der kan ske en positiv kvalitetsudvikling, så forudsætter det også, at der er en læringskultur og en vilje til at gøre det bedre. Jeg mener, at kvalitetsudvikling bør tage udgangspunkt i Ciceros udtryk: "Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare". Eller på dansk: "Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe gentager dem". Alle mennesker begår fejl før eller siden - det er egentlig ikke særlig interessant. Det er langt mere væsentligt, hvordan man forholder sig til sine fejl – end at man begår fejl. Desværre er mennesker heller ikke fejlfri blot, fordi de arbejder indenfor nogle fag, hvor det kan have store samfundsmæssige eller menneskelige konsekvenser at begå en fejl. Det gælder både indenfor politik, domstolene, beredskabet og sundhedsvæsenet. Her er det bare endnu mere vigtigt, at man gør alt, hvad man kan for at undgå, at man gentager de samme fejl. Derfor er det også enormt vigtigt, at man rapporterer og analyserer de fejl, der sker i sundhedsvæsenet, så man kan skabe læring og vidensdeling for at forebygge, at fejlene sker igen. Selve erkendelsen af fejl er også en vigtig forudsætning for, at et menneske kan udvikle sig og lære og at det er muligt at skabe en reel kvalitetsforbedring. Den manglende vilje til at indrømme fejl og den stædige fastholdelse af det plejer jeg/vi (den manglende evne eller vilje til forandring) er formentlig de to største forhindringer i forhold til kvalitetsudvikling indenfor den offentlige sektor.

Erkendelsen af fejl er ikke bare vigtig i forhold til behandlingen af borgerne og borgernes retfærdighedsfølelse, men også i forhold til det ansvarlige personale. Det er mindst lige så vigtigt for personalet at få bearbejdet en utilsigtet hændelse på den bedst mulige måde, så hændelsen ikke bliver til en psykisk belastning. Og det er vigtigt for alle såvel borgerne som personalet at vide, at alle arbejder for at forhindre at noget lignende sker en anden gang. I en læringskultur handler det ikke om, at man skal være bange for eller være ligeglad med at begå en fejl, men om at skabe opmærksom omkring de fejl, der bliver begået og dermed skabe en fælles forståelse af, hvordan man sammen kan undgå dem i fremtiden.

En læringskultur er kendetegnet af:

• At man står ved, tager ansvar for og undskylder sine fejl.
• At man er åben overfor forandring og det at man altid kan blive klogere og dygtigere.
• At man har en åben og ærlig kommunikation med konstruktiv feedback og kritik.
• At man analyserer, hvad der har forårsaget eller bidraget til fejlen og forsøger at forstå, hvorfor fejlen er sket.
• At man forsøger at finde en løsning som forhindrer at fejlen kan opstå igen.
• At man lærer af sine fejl – så man ikke begår den samme fejl igen og igen.

I den ideelle verden har man derfor en åben og ærlig dialog på tværs af faggrupper, hvor man har tillid til hinanden og ingen er bange for at indrømme deres fejl eller se kritisk på dem selv. Det forudsætter naturligvis, at man ikke bare peger fingre af hinanden og at man er opmærksom på, at det er et følsomt område for alle de berørte parter, når man giver konstruktiv kritik eller feedback. Derefter analyserer man, hvorfor fejlen er opstået og forsøger at udtænke en løsning som kan forhindre, at lignende fejl sker igen. Nu lever vi desværre ikke i den ideelle verden, men derfor kan man alligevel godt forsøge at efterstræbe idealet. Det er en opgave, som alle i den offentlige sektor har et ansvar for at bidrage til. For som James Reason en gang har sagt: "Den bedste er ikke fejlfri - men forberedt" (Air Safety Week, vol. 13, no. 20).

Ups!

Kender du godt det, at tingene ikke altid går, som du havde forestillet dig? Nej, det sker ikke kun for dig. Det at være uheldig eller at begå fejl er en helt naturlig del af det at være et menneske. Hvis du er i tvivl, så bare se disse gode eksempler nedenfor:

Filosofisk humor 8

Fokus på patientsikkerhed redder liv

I USA dør omkring 96.000 mennesker hvert år af en infektion eller en lægelig fejl på et hospital - og næsten alle disse dødsfald kunne være forebygget. Hospitalet Denver Health har sat fokus på patientsikkerheden og det har nu medført, at Denver Health har den laveste dødelighed blandt de medicinske centre i hele USA. Helt konkret betyder det med CEO for Denver Health Dr. Patricia Gabows egne ord at:

"...last year... 213 people walked out of here alive who would have been expected to die. So, that makes the statistic into a very personal aspect for people who, in fact, lives were saved."

Dr. Patricia Gabow forklarer også, hvad der var udgangspunktet for den øgede fokus på patientsikkerhed:

"It was about seven or eight years ago, and I said to my chief of medicine, you know, I can't stand this anymore. We're doing things just like we did when I was an intern more than 40 years ago. We have new drugs, we have new technologies, but, basically, the way we are delivering health care is pretty much what it was 40 years ago."

I videoen udtaler Donald Berwick chefen for det offentlige sundhedsvæsen i USA Medicare og Medicaid sig også om Denver Healths imponerende resultater:

"They are getting levels of performance that most of the rest of us in health care can only envy. The vast majority of their patients are either uninsured or Medicaid patients. They deal with a very, very stressed population. And they are proving that that kind of care isn't just kind of good enough. It can be the best care -- actually, the best care in the country. They are showing the rest of us what's possible."

Berwick, som også er tidligere leder af Institute for Healthcare Improvemet, ønsker ikke bare at reducere antallet af hospitalsinfektioner over de næste to år, men vil fra 2012 også gå over til at betale og straffe hospitalerne efter, hvor godt de klarer sig i forhold til patientsikkerheden. Og det er muligvis nødvendigt med straf og belønning ifølge
Professor Dr. Mark Earnest fra Denver Health:

"There is a perception that -- that smart, dedicated, and doing the things the way I have been trained to do it is as good as it can be. And, so, sometimes, it takes -- it takes us being pushed."

Earnest giver også et glimrende eksempel på, hvorfor det er problematisk, at hospitalerne bliver betalt for at udbedre hospitalsinfektionerne:

"If you took your car in and somebody repaired the car, and it broke down again next week, and the garage got paid to fix it the second time just the way they got it the first time, there is not a lot of incentive to get it right the first time."

Så det bliver rigtig spændende at se, hvad de politiske forandringer vil medføre af resultater.

Videnskabelig forklaring på, hvorfor man ikke læser en ph.d.

Der står på side 31 i Vækstfondens rapport: Hvad skaber en succes?:

"Der er således en svag tendens til, at stiftere med en uddannelse på kandidatniveau outperformer stiftere med en PHD grad. Det kan derfor ikke afvises, at det optimale uddannelsesniveau for den samlede stiftergruppe følger en inverteret U-kurve, hvor performance er stigende med niveauet af uddannelse op til et vist niveau, hvorefter performance falder med øget uddannelse, jf. figur 5.3.1.

Roberts (1991) understreger, at det ikke er den ekstra uddannelse i sig selv, der er ”skadende”, men at PHD uddannelsen ofte tiltrækker persontyper med mindre risikovillighed og en konservativ indstilling, hvilket ikke harmonerer med de kompetencer, der er brug for som iværksætter."

Figur 5.3.1: sammenhæng mellem succes og niveauet for uddannelse



Tabel 5.3.2: Repræsentation af forskellige uddannelser i stiftergruppen

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund havde stifterne? (pct.)

Kilde: Vækstfonden: Hvad skaber en succes?

Situationsbestemt ironi 2

Overvejelser over valgets temaer og velfærdsstaten

Det er helt klart, at vi snart skal have valg (i hvert fald inden d. 12. november). Det hænger ligesom i luften – vi har set det hele før. Oppositionen har for længst opgivet ethvert selvstændigt synspunkt og bruger nu primært tiden på at kritisere regeringen og love guld og grønne skove. Der er næsten tale om den gamle Jelved-Nyrup-opskrift og mon ikke også, at det lykkes at få overbevist vælgere om, at et regeringsskifte vil løse hele den globale krise. Det snarlige valg kan så småt spores på højrefløjen, hvor Dansk Folkeparti er ved at gå i træningslejr i forhold til at få sat lighedstegn mellem folk med anden etnisk baggrund og alverdens ulykker – nu manglende penge til velfærdsstaten. Igen uden at skele til den lille detalje - den globale finanskrise. Lars Løkke er også begyndt at fremtone som verdensmand og statsmand ved enhver given lejlighed og ligner ikke længere min far eller en af naboerne. Det bliver spændende at se, hvorvidt han også har tænkt sig at køre med Team Rynkeby til Paris i jakkesæt?

Ifølge dagens aviser er hospitalerne valgets vigtigste tema med hele 48 %. Det kan jeg naturligvis godt forstå, men jeg er muligvis også en anelse farvet, da jeg jo er så heldig at få lov til at arbejde med kvaliteten på sygehusene. Det næst vigtigste tema er ifølge undersøgelsen efterlønnen med 29 %. Det er et sprængfarligt emne og derfor vil jeg også bare påpege, hvorledes jeg stadig ikke har mødt nogen jævnaldrende som mener, at efterlønnen er sådan en god investering, at de selv betaler til deres efterløn. Det fortæller mig alt, hvad jeg behøver at vide omkring, hvor sikker en investering efterløn vil være i fremtiden. Men selvom at det er et spørgsmål om tid, hvornår efterlønnen er afskaffet, så vil jeg gerne understrege, at folk med hårde fysiske og psykiske jobs naturligvis stadig skal have mulighed for at få hjælp, hvis de bliver nedslidt før tid. Ellers er det totalt meningsløst at tale om en velfærdsstat - ganske ligesom det er meningsløst at tale om den danske velfærdsstat uden et velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Ældreomsorgen kommer ind på en tredje plads, hvilket ikke er særlig overraskende i forhold til de stigende antal af ældre og de færre (stakkels) unge, som skal betale for omsorgen. Arbejdsløshed og folkeskolen indtager de næste pladser, hvilket er meget logisk, når man tænker på den økonomiske krise og de unges manglende basale færdigheder indenfor både grammatik og matematik som sætter spørgsmålstegn ved idealet for Danmark som et videnssamfund. På en syvende pladsen er skat. Skat er en forudsætning for velfærdsstaten og reguleringen af skatten har en stor betydning for både dansk industri og dansk økonomi – hvilket derigennem også påvirker alle andre politiske områder. Derfor burde alle per definition mene, at skat er vigtigt – uanset hvilken holdning man så ellers har til skattepolitik. Miljø kommer ind på en niende plads og har naturligvis også en vis betydning i forhold til miljøet herhjemme – men hvis man taler om de globale miljøproblemer, så afhænger det i langt højere grad af, hvad de andre (store) lande beslutter sig for at gøre i forhold til at løse miljøproblemerne (hvilket alle også burde have lært efter COP15). På tiendepladsen er politi og retsvæsen – som også udgør en af de grundpiller, som velfærdsstaten er bygget på. Hvis bandeproblemerne med tiden vil fører til lukkede villakvarterer med hegn og private vagter, som man ser det i udlandet, så er vi på vej væk fra velfærdsstaten. Hvis sundhedsvæsenet med tiden bliver erstattet af private forsikringer, så er vi også på vej væk fra velfærdssamfundet. For velfærdsamfundet burde netop være kendetegnet af en omfordeling af goderne til alles bedste, således at ingen mangler noget. Men hvis borgerne føler, at staten ikke længere kan varetage de mest basale funktioner og der bliver et stigende behov for f.eks. at beskytte sig selv – så er det svært at se, hvordan vi forsat kan tale om en velfærdsstat eller bare en minimalstat. Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl omkring, hvorvidt velfærdsstaten er et gode. Det er det. Spørgsmålet er nok mere, om vi i overhovedet har råd til velfærdsstaten i fremtiden eller måske nærmere, hvordan vi får råd til velfærdsstaten i fremtiden?

Om menneskelige fejltagelser og hvad vi kan lære af dem

Når man interesserer sig for kvalitetssikring og risikovurdering, så kan man heller ikke komme udenom, at man kan lære meget af fejl. Ikke kun ens egne fejl, men også af andres fejl. Her er en lille gennemgang af nogle af de værste og mest kendte fejltagelser mennesker har begået, som det stadig i høj grad er værd at huske på:

Tjernobylulykken

Konsekvens: 56 døde af ulykken og 4000 døde senere af kræft. 336.000 mennesker måtte evakueres og genhuses andre steder.

Fakta: Den 26. april 1986 eksploderede den 4. reaktor i atomkraftværket i Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen (Ukraine).

Forklaring: En dampeksplosion i reaktor nr. 4 udløste en brand i den grafit, der udgjorde reaktorens neutron-moderator, hvilket førte til flere efterfølgende eksplosioner og nuklearnedsmeltning. Da reaktoren ikke var indkapslet i en sidste beskyttende barriere af beton eller stål, så sendte eksplosionen også en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Dette materiale er senere sporet både i store dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og i det østlige USA. Store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine blev slemt forurenet.

Hvad kan vi lære? At have mere fokus på forebyggelse og planlægning af sikkerheden - samt at forhindre og lukke de atomkraftværker, der ikke lever op til de nødvendige sikkerhedskrav. Efter Fukushima bliver det muligvis så dyrt med de ekstra sikkerhedsforanstaltninger, at det ikke længere vil være rentabelt at have atomkraftværker. Men der skal vel ikke ske en endnu værre ulykke, før man lærer af sine fejl?

Derweze The Door to Hell

Konsekvens: Et evigt brændende hul med gas.

Fakta: I 1971 besluttede geologer at borer efter naturgas i Turkmenistans Karakum-ørken. Jorden under boreplatformen kollapsede pga. et af Karakum-ørkenens jordfalshuller og efterlod et hul på 70 diameter. For at undgå udledning af den giftige gas, besluttede de at brænde gassen. 40 år senere brænder gassen stadig.

Forklaring: Geologerne troede, at brændstoffet ville blive brugt i løbet af et par dage.

Hvad kan vi lære? Bedre forberedelse. Lav et grundigt forarbejde i forhold til at undersøge, hvilke forhold der gælder for projektet, inden at projektet går i gang. Undersøg på forhånd, hvilke mulige løsninger der vil være, hvis det værste skulle ske. Spørg de førende eksperter til råds, inden at I vælger en løsning.

RMS Titanic

Konsekvens: 1517 døde.

Fakta: I 1912 sank RMS Titanic efter at have ramt et isbjerg på sin jomfrutur fra Southampton England til New York City.

Forklaring: Det forcerede byggetempo af Titanic medførte, at de kvalificerede leverandører ikke kunne følge med og derfor måtte skiftværftet indkøbe sekundavarer. Det betød, at man ikke brugte de stålnagler, som konstruktørerne havde skrevet i deres kvalitetskrav, men mere skrøbelige jernnagler. Man manglende også tilstrækkeligt med specialuddannede og erfarne nittere til arbejdet. Derudover havde man heller ikke udstyret Titanic med nok redningsbåde, da man anså Titanic for at være usynkelig. Man mente, at Titanic var sin egen redningsbåd og derfor overvejede man aldrig worst-case scenariet, mens man byggede Titanic.

Hvad kan vi lære? Aldrig at slække på ens kvalitetskrav og bruge det korrekt uddannet personale. Sikre, at ens retningslinjer for kvaliteten bliver fulgt. Huske at Murphys lov altid gælder: alt der kan gå galt, vil gå galt. Derfor skal man ALTID overveje worst-case scenariet. Projekter skal ikke ledes af mennesker med storhedsvanvid.

Kommunistisk politik

Konsekvens: 20 – 43 millioner døde.

Fakta: Mellem 20 og 43 millioner mennesker døde i Kina i årene mellem 1959 og 1963 pga. store institutionelle og politiske forandringer som medførte hungersnød.

Forklaring: Kinas Kommunistiske parti ledet af Mao Zedongs indførte politikken Det store spring fremad, hvilket medførte hungersnød i 4 år. Kina har igennem mange år forsøgt at bortforklare katastrofen med naturkatastrofer, men Kina har dog igennem de sidste par år anerkendt, at det også skyldes politiske fejltagelser med en fordeling på ca. 30 % pga. naturkatastrofer og 70 % pga. dårlig ledelse.

Hvad kan vi lære? Idealisme og diktatur er en meget farlig kombination. Dårlig ledelse er virkelig roden til megen ondskab.

Holocaust

Konsekvens: Mellem 6 og 11 millioner mennesker blev myrdet

Fakta: Mellem 1941 og 1945 blev ca. 6 millioner jøder myrdet. Hvis man laver en bredere definition af holocaust, som også indbefatter homoseksuelle, handikappede, romaer osv. så kommer dødstallet op på 10,5 millioner. Holocaust var et system til fordrivelse, undertrykkelse og udryddelse af nazismens modstandere. Det begyndte med særlove, senere kom internering og tvangsarbejde i kz-lejre, hvilket endte med deciderede udryddelseslejre.

Forklaring: Der er ingen forklaring på den slags grusomhed.

Hvad kan vi lære? Der er uhyggeligt meget at lære af holocaust. Først og fremmest skal man huske holocaust, inden man samler sig om at hade noget eller nogen. Kun små og usle mennesker har brug for at hade det der er anderledes eller have fjendebilleder. Et stort menneske kan rumme alt – undtagen uretfærdighed. Uretfærdighed kan altid kendes ved det, som man ikke ønsker, at andre skal gøre mod en selv. Retfærdighed forstås ud fra menneskets egenskab empati. Holocaust er et udtryk for manglende empati, forståelse og medmenneskelighed. Det er en skamplet på menneskets historie. Intet dyr ville nogensinde gøre noget lignende.

Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket

Efter mit forrige blogindlæg med samme titel føler jeg lidt, at omstændighederne har tvunget mig til at skrive et nyt blogindlæg. I mit forrige blogindlæg Naturen vs. det moderne samfund part 1 skrev jeg, at ”Japan styr på situationen”. Det troede jeg virkelig også, at Japan havde. Jeg mener også stadig, at Japan er bedre forberedt på både jordskælv og tsunami end de fleste andre lande. Japan er muligvis det land, der er allerbedst forberedt. Hvilket er en lidt skræmmende tanke i forhold til, hvordan begivenhederne har udfoldet sig. Da jeg skrev mit blogindlæg, der havde jeg også godt hørt om (de begyndende) problemer på Fukushima-atomkraftværket, men jeg valgte at tro på, at Japan nok skulle få situationen under kontrol. Der er jo tale om et atomkraftværk - det SKAL man have styr på! Også i forhold til tsunami og jordskælv! Men jeg tog øjensynlig fejl. Japan har ikke styr på situationen og selvom jeg generelt er imod, at man peger fingre, når skaden er sket, så syntes jeg ikke, at man kan komme uden om nogle af de mange mærkelige og ubesvarede spørgsmål, som Fukushimaværket stiller i forhold til risikostyring. Hvordan kan man overse, at man har bygget et atomkraftværk ved havet, når man planlægger, hvordan man kan være bedst muligt forberedt i forhold til jordskælv og tsunamier? Specielt, når Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) allerede i 2008 havde advaret den japanske regering om, at kraftige jordskælv på over 6,5 ville udgøre et "alvorligt problem" for landets atomkraftværker? Herefter byggede Japan et nødcenter ved Fukushima-kraftværket, men det var kun designet til at modstå et jordskælv på 7,0. Jeg syntes faktisk, at det nærmer sig lidt det utilgivelige, hvis man ikke er forberedt på worst-case scenario, når man har et atomkraftværk.

Fukushima-problemerne har generelt skabt nogle andre perspektiver på verden. For det første har vejudsigten fået et helt andet perspektiv i Japan. Her er der virkelig kommet fokus på vindretningen ud fra spørgsmål om, hvorvidt man kan risikere regn eller sne med atom-nedfald. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at Tv2s mest lækre nyhedsvært Johannes Langkilde flygtede tilbage til Danmark. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham. Det handler vel om overlevelse. (Forskellen er så bare, at jeg indså det for mange år siden og derfor droppede min ansøgning til journalisthøjskolen og valgte at læse filosofi og statskundskab i stedet.) Derudover har det også givet et helt andet perspektiv på geografien. I Japan rejser flere til Nagasaki (som tilfældigvis var det andet sted, der blev ramt af en atombombe under 2. verdenskrig) for at komme i sikkerhed - dvs. længere væk fra Fukushima. Hvor ville vi rejse hen i Danmark, hvis noget lignende skete i Skandinavien eller Tyskland? Ville vi så også rejse ud fra de nuværende fakta? Hvis ikke – ville det så ikke være ekstremt uintelligent? Jeg tænker: survival of the fittest?

Situationen sætter også et meget konkret fokus på konsekvensetik. Mange af de folk tæt på Fukushima-atomkraftværket, som ikke omkom i jordskælvet eller tsunamien, er for tiden ved at dø af sult og kulde. Her kan man også godt spørge sig selv, hvorfor de mennesker ikke får mere hjælp? Skyldes det også en manglende forberedelse eller er der tale om en manglende vilje til at sende nødhjælpsarbejdere eller soldater til området? Jeg kan egentlig godt forstå, hvis den japanske regering er tøvende i forhold til at sende tusindvis af soldater eller nødarbejdere ind i et atomtruet område. Jeg tænker tit på, hvor stort antallet af døde ville have været ved 11. september, hvis man blot havde sendt færre eller ingen brandmænd og politifolk op i tårnene. Det lyder måske koldt og kynisk at undlade at hjælpe folk, men hvis konsekvensen bliver et større tab af menneskeliv - hvad skulle man så vinde ved en såkaldt "redningsaktion"? Det er godt, at man ikke er ansvarlig for den beslutning (eller den manglende beslutning). Jeg har den største respekt for de mænd og kvinder, som lige nu formentlig (pga. kraftig stråling) ofrer deres liv for at nedkøle reaktorerne (hver reaktors indhold svarer til 1000 Hiroshima-bomber) i håbet om, at vi dermed kan undgå en katastrofe, der vil gå over i verdenshistorien. Uanset, hvad der sker, så håber jeg blot, at verden lærer noget omkring risikostyring i forhold til atomkraft. Og den allerførste lektion må uden tvivl være, at hvis man ikke har styr på sikkerheden på atomkraftværkerne, så må man give 70’ernes hippier ret i, at så er det nej tak til atomkraft og så må atomkraftværkerne lukkes. For hvis ikke verden lærer noget af begivenheden, så vil der uden tvivl ske en atomulykke før eller siden. Når folk spørger, hvorvidt Fukushima kan udgøre en trussel for Danmark, så virker det nærmest tåbeligt, hvis de samtidig overser det faktum, at der findes langt ældre, langt mindre sikre og langt dårligere vedligeholdte atomkraftværker kun nogle få hundrede kilometer fra os. Det håber jeg, at politikerne, EU og Det Internationale Atomenergiagentur husker, når de fremover ser på deres risikovurderinger og tager deres beslutninger derefter.

Naturen vs. det moderne samfund part 1

Jordskælvet og den efterfølgende tsunami i Japan viser endnu en gang, hvordan mennesket (endnu) ikke har nogen form for kontrol over naturen. Et super moderne og højteknologisk land som Japan bliver sat på standby på et øjeblik af naturen. Men kun i et øjeblik – for selvom oprydningsarbejdet og erstatningssagerne muligvis vil vare i flere år – så har Japan styr på situationen. Hvis der havde været tale om et uland som Pakistan eller Haiti, så ville katastrofen havde været af et helt andet omfang og dødstallet ville have været skyhøjt. Det skyldes flere ting, men først og fremmest god forberedelse! Japan har brugt en formue på at jordskælvssikre bygninger og lave tsunamiforanstaltninger i milliardklassen. Det er i virkeligheden også det eneste rationelle at gøre for et højteknologisk land med højtuddannede mennesker - når man på forhånd ved, at jordskælv og tsunamier jævnligt vil forekomme. Det ville vel nærmere være dumt og uigennemtænkt, hvis man ikke gjorde noget?

Selvom Danmark er meget heldigt placeret på verdenskortet og vi derfor umiddelbart skulle være uden for fare i forhold til de store naturkatastrofer, så kan jeg da ikke lade være med at overveje, hvor langt vi egentlig er kommet med den nationale plan mod oversvømmelse? Ifølge klimaforskerne vil Danmark opleve en stadigt stigende mængde nedbør og derfor virker det eneste rationelle vel også udarbejde en landsdækkende plan til forebyggelse af oversvømmelser? Det burde politikkerne da stå i kø for at være den første til at foreslå? Forkert – det gjort forsikringsselskaberne til gengæld! Forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension tilbød sidste sommer kommunerne et nyt samarbejde for at målrette deres viden til at forhindre fremtidige oversvømmelser. Dengang udtalte brancheorganisationens administrerende direktør Per Bremer Rasmussen følgende:

"Kommunerne har ansvaret, men alene kan de ikke løfte opgaven. Udfordringen er så stor, at der skal en samlet, national strategi til. Alle må bidrage - og det både vil og kan forsikringsselskaberne også... Kommunerne har hverken midler eller kræfter til det hele. De må prioritere. Med den viden vi har, kan de helt målrettet udvælge, hvor de sætter ind først. Vores data kan de samtidig bruge til at beregne, hvordan de bedst og mest omkostningseffektivt forebygger oversvømmelser."

Det lyder da som en rigtig god ide. For selvom forsikringsselskaberne naturligvis mest tænker på deres egne penge, så ændrer det ikke på det faktum, at klimaforskerne har forudset, at risikoen for oversvømmelser er et stadigt stigende problem og derfor burde man vel også antage, at der var nogen rationelle mennesker, som arbejdede målrettet for at forebygge fremtidige oversvømmelser. Men man hører ikke rigtig noget om det i nyhederne? Jeg frygter, at det betyder, at vi på trods af vores høje uddannelsesniveau og viden alligevel ikke kan finde ud af at bruge de forholdsvis få ressourcer til at forebygge nogle endnu dyrere problemer (som man allerede har forudset vil ske før eller siden). Måske håber man på, at klimaforskerne tager fejl? Her er et par sommerbilleder fra Københavnsområdet (Lyngbyvejen og Ryparken) fra 2010:

(Tak til Rasmus Gregersen og Kirsten Lange for lån af fotos.)

Efter et kort stykke tid skrev jeg part 2: Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket.

Om situationsbestemt ironi

Nej, jeg vil ikke skrive om hverken retorisk eller sokratisk ironi (med stadigt hensyn til Søren Kierkegaard naturligvis) - men om situationsbestemt ironi. For hvad er mere ironisk end, når virkeligheden (ofte godt hjulpet af mennesket) formår at gøre grin med den oprindelige intention? Et godt eksempel på situationsbestemt ironi var, da John Hinckley forsøgte at myrde Ronald Reagan, hvor han ikke ramte præsidenten med et eneste skud – til gengæld rikochetterede en kugle tilbage fra den armerede og skudsikre Presidential-limousine og ramte Reagan i brystet. Altså var limousinen, der var skabt udelukkende for at beskytte præsidenten, delvis ansvarlig for, at Reagan blev ramt. Her er nogle andre gode eksempler på situationsbestemt ironi:

Kvalitetsudvikling, læringskultur og akkreditering

Hvorfor arbejder jeg med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Det skyldes overskrifter som denne i Ekstra Bladet: Lægefejl koster 5000 liv om året - Halvdelen af dødsfaldene - syv om dagen - kunne forebygges, hvis vi havde et bedre sundhedssystem, vurderer eksperter. Overskriften stammer fra en udtalelse af Beth Lilja Pedersen – Ledende overlæge og sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed - der har sagt: Vi vurderer, at der er 5000 dødsfald i Danmark på grund af utilsigtede hændelser. Mit bedste skøn er, at omkring halvdelen kunne forebygges. Det er selvfølgelig for mange og ikke acceptabelt. Men før at der kan ske en positiv kvalitetsudvikling, så forudsætter det også, at der er en læringskultur. Jeg mener, at kvalitetsudvikling bør tage udgangspunkt i Ciceros udtryk: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare. Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe gentager dem. Alle mennesker begår fejl før eller siden – det er egentlig ikke særlig interessant. Det væsentlige er mere, hvordan man forholder sig til de fejl, som man begår. Erkendelsen af fejl er en vigtig forudsætning for enhver form for læring, udvikling og kvalitetsforbedring. Derfor er det også vigtigt, at man rapporterer og analyserer de fejl, der sker i sundhedsvæsenet, så man kan skabe læring og vidensdeling for at forebygge, at fejlene sker igen. Den manglende vilje til at indrømme fejl eller den stædige fastholdelse af det plejer jeg/vi er nok en af de største forhindringer i forhold til kvalitetsudvikling indenfor den offentlige sektor. Erkendelsen af fejl er ikke bare vigtig i forhold til behandlingen af borgerne og deres retfærdighedsfølelse, men også i forhold til det ansvarlige personale. Det er også vigtigt for personalet at få bearbejdet de utilsigtede hændelser på den bedst mulige måde, så det ikke fremover bliver en psykisk belastning i det daglige arbejde. Som der står på forsiden af Region Sjællands pjece om Patientsikkerhed: Den bedste er ikke fejlfri – men forberedt (James Reason, Air Safety Week, vol. 13, no. 20).

En læringskultur er kendetegnet af:

- At man står ved, tager ansvar for og undskylder sine fejl.
- En åben og ærlig kommunikation med konstruktiv feedback og kritik.
- At man analyserer, hvad der har forårsaget eller bidraget til fejlen og forsøger at forstå, hvorfor fejlen er sket.
- At man lærer af sine fejl – så man ikke begår den samme fejl igen og igen.

For at skabe bevidsthed omkring vigtigheden af kvalitetsudvikling har Danske Regioner i samarbejde med Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet besluttet, at det danske sundhedsvæsen skal akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodels 104 forskellige standarder. Selvom der ikke findes særlig mange undersøgelser af, hvorvidt akkreditering virker, så lavede det amerikanske analysefirma LTCQ i 2000 en undersøgelse af forskellene mellem akkrediterede og ikke-akkrediterede sygehuse i USA. Undersøgelsen viste, at de akkrediterede sygehuse havde signifikant færre utilsigtede hændelser, færre medicineringsfejl (13 % færre) færre klager og færre retssager i forhold til ikke-akkrediterede sygehuse. LTCQs undersøgelse viste også, at sandsynligheden for, at der opstod en fejl, der medførte direkte skade eller bragte patienten i umiddelbar fare, gennemsnitligt var 21 % lavere på de akkrediterede sygehuse end for de ikke-akkrediterede sygehuse. Undersøgelserne viste også, at selve forberedelserne til akkrediteringen reducerede risikoen for fejl og dermed kan man se selve akkrediteringsprocessen som risikoreducerende i sig selv. For pointen med Den Danske Kvalitetsmodel og akkreditering er naturligvis ikke at blive akkrediteret, men at skabe en kvalitetsudvikling i form af færre utilsigtede hændelser (fejl) og dermed en højere patientsikkerhed. Sygehusdirektør Gunnar Johansen har udtrykt det meget præcist efter, at Sønderborg og Tønder Sygehuse var blevet akkrediteret: Man laver ikke en så omfattende kvalitetsorganisation for at blive akkrediteret – for at bestå en eksamen. Man gør det for at få en kvalitetsorganisation, der virker.

Guide til livet: 6 regler at leve efter

Min livsfilosofi kan opsummeres i 6 punkter:

1. Be nice to other people

Det vigtigste er at være et godt menneske – intet er vigtigere end det! Derudover er livet er simpelthen for kort til at være et røvhul (se her den akademiske definition på et røvhul i mit blogindlæg Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?) og så afhænger din egen lykke også i høj grad af, hvordan du selv behandler andre mennesker. De mest ulykkelige mennesker er ofte de mennesker, som ikke forstår dette.

2. Work hard

For hvad er egentlig alternativet? Der er der intet mere kedeligt i den her verden end ikke at have noget at lave. Den længste dag på jobbet er altid den dag, hvor man ikke rigtig har noget at lave. Her er kunsten at finde et job, hvor man er bagud fra starten og hvor man hele tiden kan få tilført en milliard nye opgaver.

3. Expect the best

Selvfølgelig! Det er bedre at blive skuffet gang på gang end at have et lavt ambitionsniveau. Et højt ambitionsniveau kan også tit være nøglen til at finde andre mennesker, som også forventer det bedste og dermed kan øge din forståelse af, hvad der er et højt niveau. Derudover kommer man også altid længst ved at forvente at andre mennesker behandler en pænt – så kan man altid blive klogere senere.

4. Be prepared for the worst

Livet er langt fra nogen gavebod og det er godt at huske på – ellers skal du nok blive mindet om det før eller siden. Men husk ikke at blive pessimistisk - men at modgang gør dig stærkere og klogere!

5. F*ck what other people think

Der er altid nogen, som prøver på at ødelægge det for dig. De værste er ofte dem, der er jaloux! Sådan er det – det er der ikke noget at gøre ved. Lad være med at lade andre ødelægge de positive ting, som du har gang i. Vær en større person – tænk STORT!

6. Do your own thing

Følg dit hjerte og gør det, som du har lyst til! Lad være med altid at gøre, hvad andre mennesker mener er det rigtige at gøre! Gør det, som er rigtigt for dig! Vær aldrig bange for at skille dig ud!

Kvalitetsudvikling indenfor sundhedssektoren: Fra kvantitet til kvalitet

Danske Regioner skriver i Bedre resultater for patienten – Ny dagsorden for udvikling og kvalitet i sundhedsvæsnet: ”I dag er der primært fokus på aktivitet og budgetter i udviklingen og styringen af det danske sundhedsvæsen. ”Hvor mange operationer er der gennemført?” og ”Hvad koster de?” er naturligvis centrale spørgsmål. De økonomiske parametre fortæller kun en del af sandheden om, hvad vi får for pengene i det danske sundhedsvæsen. Og de siger ikke noget om det, der er vigtigst – nemlig, hvilke resultater sundhedsvæsenet skaber for patienterne.” Ligeledes har Bent Hansen formand for Danske Regioner også udtalt: ”Det er jo ingen maskinfabrik. Men hidtil har vi hele tiden haft brug for - op til de årlige økonomiforhandlinger med regeringen – at dokumentere, at vi var effektive nok for at få de nødvendige midler. Nu vender vi det om og siger, at det er den eller den kvalitet, vi vil opnå – samtidig med at vi holder fast i et højt produktivitetsniveau.” Det politiske fokus er altså skiftet fra udelukkende at se på kvantiteten til også at fokusere på kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Men det er ikke alle steder i sundhedsvæsenet, hvor man har arbejdet lige målrettet med kvalitetsudvikling og derfor er det heller ikke uden grund, at man indførte Den Danske Kvalitetsmodel. Som Flemming Steen Pedersen også skrev omkring kvalitetsudviklingen indenfor sundhedssektoren i ”Operation Kvalitet” i Berlingske Tidende i maj 2009: ”Men initiativerne har været spredte, har haft tilfældighedernes præg, og det har længe været en erkendt akilleshæl, at det er svært at få »best practice« ud i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Efter sommerferien gøres endnu et forsøg, og det er et ganske ambitiøst ét af slagsen. Hér begynder man udrulningen af den »danske kvalitetsmodel« ude på sygehusene. Projektet, der har været fire år undervejs, har formuleret i alt 104 standarder for, hvordan indsatsen bør være på en lang række felter. Sygehusene bliver målt på, om de opfylder standarderne, og resultaterne offentliggøres… Både politikere og fagfolk er således - endelig - begyndt at samle sig til et fælles tigerspring på kvalitetsområdet. Det er ikke længere nok med korte ventelister; behandlingen skal også være i top. For alle patienter. Hele tiden.” Og der er slet ingen tvivl om, at Den Danske Kvalitetsmodel er et tigerspring for mange af de sygehuse, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, som man f.eks. har gjort det på flere af sygehusene i hovedstadsområdet, hvor man flere steder har arbejdet efter den amerikanske non-profit akkrediteringsorganisation Joint Commision Internationals sygehus-standarder i årevis. Den Danske Kvalitetsmodel er indført for at tvinge samtlige sygehuse i Danmark til at forholde sig til kvaliteten af deres ydelser. Set ud fra et kvalitetsperspektiv er det en rigtig god løsning med en national kvalitetsmodel, selvom der naturligvis også kan stilles mange kritiske spørgsmål til indholdet af Den Danske Kvalitetsmodel, planlægningen af akkrediteringsprocessen, auditspørgsmålene og hvorvidt det overhovedet giver mening at indføre en kvalitetsmodel samtidig med, at man kræver, at sygehusene skal spare og øge produktionen. Men hvis man ikke indførte kvalitetsmodellen nu, hvornår skal man så gøre det? Umiddelbart virker det ikke som om, at sygehusene vil få flere penge de kommende år med flere ældre, stadigt stigende krav og stigende udgifter til både udstyr og medicin. Og derudover så burde man vel også mene (også selvom man ikke er kvalitetskonsulent) at kvaliteten af sundhedsydelserne også er et ret vigtigt aspekt for borgerne - eller rettere sagt patienterne.

Lean - mere end bare et værktøj til fyringer

Videoen foroven er fra et marked i Bangkok, hvor man har formået at udnytte den minimale plads til flere forskellige formål - både til markedsplads og togstrækning. Selvom der næppe ligger nogen form for Lean-planlægning bag denne organisering, så er det i grove træk filosofien bag Lean. At man ser på, hvorledes man kan få det mest mulige ud af de begrænsede ressourcer, som man har til rådighed. Desværre har Lean-filosofien med årene fået et ry som et værktøj, som virksomhederne udelukkende bruger for at forenkle og effektivisere produktionen i forhold til at spare penge. Og da lønudgifterne ofte er en af de store og justerbare udgifter, så bliver der alt for tit fuldkommen ensidigt fokuseret på, hvorledes man kan nedbringe udgifterne på det område. For hermed opnår man en hurtig og umiddelbar besparelse – selvom man måske kunne have sparet mange flere penge ved at justere på nogle andre områder set over et længere perspektiv. Det har ikke særligt overraskende ført til en del kritik af Lean-filosofien, da mange folk er begyndt at forbinde Lean og Lean-analyser med fyringsrunder osv. Hvilket også går imod en af Lean-filosofiens kerneværdier, hvor man netop ser engagementet i langvarige og tillidsfulde relationer og respekten for mennesker som et vigtigt udgangspunkt for hele Lean-processen. Det er også ærgerligt, da en grundig analyse og gennemgang af en arbejdsproces kan bruges til meget mere end blot at udvælge, hvem der skal fyres næste gang. Man kan f.eks. vha. en Lean-gennemgang kortlægge præcis, hvordan man kan bruge virksomhedens ressourcer på den mest optimale måde – hvilket ikke bare handler om, hvordan man kan reducere udgifterne, men også om, hvordan man udnytter ressourcerne bedst muligt. Hvilket man kan gøre ved at gøre produktionen billigere samtidig med, at man gør produktionen mere strømlinet, får et højere kvalitetsniveau af produktionen, forøger produktionen, får en større tilfredshed blandt kunderne og forbedrer arbejdsmiljøet ved at mindske stressniveauet og sikkerheden for medarbejderne. Altså kan en Lean-gennemgang bruges som et meget effektivt ledelsesværktøj i forhold til at skabe en bedre kvalitet for kunderne og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte, da processen gerne skulle være med til at frigøre nogle ressourcer, som dermed kan bruges meget mere effektivt på nogle andre områder.

En Lean-gennemgang af en organisation eller virksomhed begynder med en observation og gennemgang af samtlige arbejdsprocesser og arbejdsfunktioner. Her ser man primært på de 7 forskellige former for spild, hvilket er overproduktion, transport, ventetid, overforædling (unødvendige forbedringer), lager (for stort), defekter (kræver genbearbejdning) og menneskelig bevægelse (hvordan man kan reducere menneskelig bevægelse). For at undgå disse former for spild, så kortlægger man arbejdsprocessen i detaljer for derefter at se systematisk på, hvorledes man kan forenkle processen ud fra de 5 S’er: sortér, system i tingene, systematisk rengøring, standardiser og selvdisciplin. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Lean opstod som en forretningsfilosofi på Toyota fabrikkerne i 60’erne og derfor kan man naturligvis heller ikke bare anvende metoden direkte på alle andre områder. Det kræver (ligesom med så mange andre ting her i livet) at man tænker sig om, når man anvender Lean-principperne. For Lean blev primært skabt til en virksomhed med faste mekaniske arbejds- og produktionsprocesser og derfor skal metoden naturligvis også tilpasses, når man anvender den på andre områder. Hvor det er væsentligt at se på, hvad der er det grundlæggende i filosofien, hvad der kan bruges og hvad der ikke er anvendeligt i forhold til den pågældende proces. Derudover er det også vigtigt at have for øje, at selve Lean-projektet ikke bliver så omfattende og tidskrævende, at processen begynder at udhule analysens forventede gevinst. For det primære formål med Lean skulle jo gerne være en kontinuerlig forbedring af kvaliteten samtidig med, at man reducerer arbejdstiden og omkostningerne. Og det er jo netop her, hvor nogle Lean-konsulenter virker til at have svært ved at se, hvor grænsen går. Hvilket muligvis kan forklares ud fra det simple faktum, at konsulenterne simpelthen ikke har nok kendskab til de arbejdsprocesser og den viden som arbejdet bygger på - og dermed kan de heller ikke udtale sig kvalificeret om, hvor det vil være muligt og mest hensigtsmæssigt at reducere f.eks. ventetiden eller undgå ligegyldige forbedringer. Derfor forudsætter enhver Lean- eller kvalitetsanalyse også, at konsulenten har et godt kendskab til det pågældende arbejdsområde og at Lean-konsulenten har lavet et meget grundigt forarbejde, inden at vedkommende laver analysen. For hvis dette ikke er tilfældet, så kan analysen meget hurtigt være fuldkommen ubrugelig og dermed kan hele Lean-processen også meget vel kategoriseres som spild. Og derfor burde det også være selvindlysende for enhver Lean-konsulent, at hvis man vil forbedre kvaliteten vha. Lean, så må man også lave en analyse af meget høj kvalitet.

Hvad Google Street View også fangede...

Et par danske billeder...

Nogle fra udlandet...

...og så blev Google Street View også foreviget på et billede!

Om elektronik og brugsvejledninger

Jeg gad godt at vide, hvor mange mennesker der egentlig læser brugsvejledningen, inden at de bruger deres nye produkt? Jeg læser generelt aldrig brugsvejledningen til noget som helst elektronisk. Det er for kedeligt og langtrukkent. Jeg prøver mig frem og hvis alt andet fejler (hvilket det sjældent gør) så kan jeg altid (ikke læse, men) slå op i brugsvejledningen. Ja, det hedder at spare tid. For hvorfor skulle man dog spilde sin tid på at læse en masse selvindlysende pladder? Min kæreste er altid hurtigt til at påpege, hvorledes diverse forskellige elektroniske gadgets først skal lades helt op, før man tager dem i brug. Hvilket også er helt korrekt og hvilket også fremgår ganske tydeligt af brugsvejledningen - hvilket jeg lod mærke til, sidst jeg så i en brugsvejledning. Men nu køber man jo sjældent en ny elektronisk gadget bare for at stirre på den i et par timer, før man tænder for den. For hvad nu, hvis den ikke virker? Så skal man tilbage til butikken og klage – og hvad er mere irriterende end det? Man har jo ikke betalt i dyre domme for at få lov til at diskutere med en eller anden ekspedient omkring, hvorvidt de burde give én en ny, nu hvor man rent faktisk har BETALT for en ny og at det dermed heller ikke kan være rimeligt, at man skal vente i en milliard år på, at de har repareret den såkaldte nye gadget. Så den skal naturligvis testes med det samme – også selvom det muligvis koster lidt af batteriets levetid! Og når man alligevel nogensinde at opleve det mere? Jeg mener i den fart, hvor gadgets nu om dage bliver forældede?

Jeg overvejer for tiden at købe en ny mobil, da jeg testede min nuværende mobils curlingevner for et halvt år siden på Københavns Hovedbanegård. Her satte den en forrygende rekord på minimum 10 meter foran et tydeligt imponeret publikum. Men desværre var skærmen øjensynlig ikke beregnet til curling og derfor blev den ret ridset. Det udseende har jeg så tvunget mig selv til at se på i de sidste 6 - 7 måneder – bare sådan for at jeg kan lære det til en anden gang. Ikke, fordi jeg ikke vidste, at mobiler ikke var egnet til curling - for det var helt klart ikke intentionelt - men fordi jeg mener, at idioti skal straffes! (Hvordan skal man ellers lære af sine fejltagelser?) Det eneste tidspunkt, hvor jeg læser brugsvejledningen først, er, når jeg har købt noget, hvor jeg frygter, at det potentielt kan gå grueligt galt, hvis jeg ikke først læser brugsvejledningen. Hvilket f.eks. var tilfældet med et indkøb af en græsslåmaskine, som var overraskende lidt samlet i den leverede tilstand. Her tænkte jeg, at det muligvis var hensigtsmæssigt at kaste et blik på brugsanvisningen, inden jeg gik i gang med at samle græsslåmaskinen - da skarpe metalklinger, en motor og fejlmontering ikke umiddelbart lød som den bedste cocktail! For det handler vel om en vis form for risikovurdering – hvor man vurderer, hvor meget der kan gå galt og hvor stor viden man har på området. Og det er her, hvor jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv, hvor mange mennesker der laver den risikovurdering og derefter læser brugsvejledningen til deres mobil? For her burde risikoen vel være rimelig lille? Selvom man ifølge enhver brugsvejledning løber en stor risiko, hvis man ikke følger brugsvejledningen nøje. Men risiko for hvad? For hvis der blot er tale omkring batteriets levetid, så er jeg villig til at tage chancen – da de fleste batterier i dag vel holder meget længere end mobilen. Derudover kan brugsvejledninger faktisk også være ganske underholdende, da oversættelserne til dansk tit er meget ringe og derudover advarer de også tit imod de mest tåbelige ting. Hvilket måske også er meget hensigtsmæssigt af flere årsager - måske kan det få flere mennesker til at læse dem? Men hvem er det egentlig, at brugsvejledningerne er skrevet for? For at vejlede forbrugerne? Eller er det i virkeligheden for producenterne, så de kan fraskrive sig ethvert ansvar, uanset hvad der går galt? For fordelen med en brugsvejledning er jo, at jo flere urimelige krav man stiller i brugsvejledningen - jo færre muligheder er der også for erstatning. Og derefter kan man høre forklaringer som: Ja, men du havde jo ikke ladt din mobil op i 48 timer, før du tændte for den og derfor er det jo også klart, at den nu ringer op til en tilfældig i din telefonbog hver anden time og konstant retter dine sms’er på italiensk. Ja, det burde jo være selvindlysende for enhver!

Den bureaukratiske offentlige regulering - i et lettere humoristisk perspektiv!

Når man taler omkring kvalitet indenfor offentlig regulering af såvel den private som den offentlige sektor, så er et rigtig vigtigt aspekt, at reglerne er så enkle og letgennemskuelige som overhovedet muligt, så de politiske og juridiske krav om kontrol og dokumentation ikke forringer kvaliteten af det faglige arbejde mere end højest nødvendigt. Derudover er det også lettere at sikre en høj grad af såvel efterlevelse som effektivitet i den offentlige regulering af staten og samfundet, hvis man forsøger på at fjerne enhver form for unødvendig regulering og meningsløs bureaukratisk administration. Nedenfor har jeg fundet en masse illustrationer af de forskellige former for bureaukratisk regulering:

Regulering for reguleringens skyld (= bureaukratisk regulering)

Meningsløs kontrol af bureaukratisk regulering


Regulering af den manglende regulering


Umulig regulering


Regulering med alt for store fortolkningsmuligheder


Uforståelig regulering


Kulturel regulering


Selvom der er rigtig mange negative konsekvenser ved offentlig kontrol og regulering, så er også mange fordele, hvilket dette fantastiske billede fra Rusland også illustrerer meget godt:

Manglende regulering