Guide: De bedste og mest juleagtige julefilm

Nu er det snart den 24. december og det er ikke alle mennesker, der har lige let ved at finde den ægte julestemning frem. Det er måske også lidt forståeligt, hvis man ser på nogle af de klassiske julefilm, der ofte bliver nævnt på diverse lister over de bedste julefilm som f.eks. Die Hard og Eyes Wide Shut. Og selvom jeg er kvinde og ret vild med Alan Rickman, så mener jeg heller ikke, at Love Actually er særlig juleagtig. Jeg kan godt lide alle filmene - men julestemningen er ikke ligefrem i centrum. Jeg er også godt klar over, at der er nogle (mange?) mennesker, der ikke kan lide de rigtige julefilm. De er … for lalleglade? For hyggelige? For positive? Hvis du er en af dem, så vil jeg gerne anbefale dig "Den lille pige med svovlstikkerne". Versionen er egentlig ligegyldig - ingen af dem er glade eller positive. Personligt mener jeg, at man måske ikke helt har forstået, hvad julestemning handler om, hvis man mener, at stemningen i en julefilm skal være mindre positiv. Så skulle man måske hellere bare være konsekvent og slet ikke (forsøge at) holde jul (og bare forsætte med at være sur). Derfor er listen med julefilm nedenfor udelukkende lavet til dig, der gerne vil finde den ægte juleglæde frem:

1. Home Alone (1990)

Macaulay Culkin fik efter Home Alone (11 år) "Most Promising Actor" af Chicago Film Critics Association Awards. Her samme år ved Emmy Awards. (Tak for lån af foto af Alan Light.)

Familien McCallister er taget på juleferie i Frankrig, men har glemt den mindste søn Kevin (Macaulay Culkin) på 8 år hjemme i Chicago. Samtidig har to indbrudstyve (Joe Pesci & Daniel Stern) besluttet sig for at røve alle husene på Kevins vej - men Kevin beslutter sig for at forsøge at forpurre forbrydernes planer. "Home Alone" eller "Alene hjemme" er den bedste julefilm nogensinde. For det første, fordi filmen er virkelig godt skrevet og har nogle rigtige gode skuespillere. For det andet, fordi Chris Columbus var instruktør og John Williams havde komponeret musikken (der også blev nomineret til 2 Oscars). For det tredje, fordi "Home Alone" formår at illustrere både de positive og mere triste og problematiske aspekter af juletiden samtidig med at være en fremragende komediefilm for hele familien. Filmen er tidsløs og derfor holder filmen også stadig 24 år senere. Det er en fantastisk film og derfor er det heller ikke nogen tilfældighed, at "Home Alone" er den julefilm, der har indtjent flest penge nogensinde. Helt præcist indtjente "Home Alone" 476 millioner dollars hjem, da filmen gik i biograferne verden over. (På daværende tidspunkt placerede det "Home Alone" på en tredje plads over de film, der havde indtjent flest penge i biografen nogensinde.) Efterfølgende er der nok indtjent endnu flere penge på DVDer, BLU-RAYs og de mange visninger af filmen på tv.

2. Home Alone 2 - Lost in New York (1992)

Året efter er Kevin blevet væk fra hans forældre i lufthaven og derfor ender han på et fly til New York. Heldigvis har han farens taske og hans kreditcard og derfor får han hurtigt indlogeret på det eksklusive The Plaza Hotel i New York. Desværre render han også hurtigt end i de to indbrudstyve Harry og Marv igen. "Lost in New York" er ligesom som "Home Alone" både meget morsom og har den helt rigtige julestemning, da den sætter fokus på, hvad julen egentlig handler om og at man skal huske på de mennesker, der er særligt udsatte i juletiden, som f.eks. de hjemløse og børnene på børnehjem. Lost in New York indtjente næsten lige så meget som originalen i biograferne verden over - nemlig 358 millioner dollars.

3. Når du ser et stjerneskud (Pinocchio, 1940)

Alle, der er vokset op med Disneys juleshow, kan ikke andet end at komme i julehumør, når de hører Bjørn Tidmand i form af Jesper Fårekylling synge ”Når du ser et stjerneskud” fra Disney filmen "Pinocchio".



4. Corn Chips - Chip and Dale (1951)

Min personlige favorit - en julekortfilm fra Disney fra 1951 med Anders And, Chip og Chap, der hedder "Popcorn" på dansk og er med i flere af Disneys samlinger af julekortfilm.



5. Plutos juletræ (1952)

Disney kortfilmen "Pluto's Christmas Tree" fra 1952 med Mickey, Pluto, Chip og Chap er for mange mennesker lig med juleaften pga. Disneys Juleshow. Disneys juleshow blev sendt første gang i december 1958 på den amerikanske tv-station ABC.



6. National Lampoon's Christmas Vacation (1989)

En klassisk og meget morsom julefilm for hele familien, hvor familiefaderen Clark Grisworld (Chevy Chase) forsøger at holde den perfekte amerikanske jul for hele hans familie. Desværre går næsten alt, der kan gå galt, galt - på trods af Clarks mange ihærdige forsøg på det modsatte f.eks. driller husets juleudsmykning og julegratialet fra firmaet bliver forsinket med posten. De eneste, der har det værre, er Grisworlds stakkels og meget trendy naboer, der hele tiden ganske umotiveret og ufrivilligt bliver ofre for Grisworlds familiens juleudskejelser.

7. Mickey's Christmas Carol (1983)



Den oscarsnominerede kortfilm "Mickey’s Christmas Carol" fra 1983 er en af Disneys allerbedste kortfilm og bygger på Charles Dickens klassiske juleeventyr "A Christmas Carol" ("Et juleeventyr"). Filmen er skabt af to af animationskunstens allerstørste ikoner John Lasseter (kreativ instruktør for Disney Pixar) og Mark Henn. "Mickeys Christmas Carol" var den sidste Disney kortfilm, som blev afsluttet med "The End".

8. The Santa Clause (1994)

Da Julemanden falder ned fra Scott Calvins tag juleaften, der prøver den fraskilte far Scott (Tim Allen) hans dragt. Det fører ham og hans søn Charlie til Nordpolen, da den, der påfører sig julemandens tøj, også overtager hans pligter. Scott er ikke særlig vild med det nye job - men Charlie er begejstret. De næste 12 måneder tager Scott rigtig meget på - også selvom han ikke spiser noget særligt - og der vokser også et hvidt fuldskæg frem - selvom han barberer sig konstant. Juleaften dukker der en kane med otte rensdyr oppe på hans tag. "The Santa Clause" eller på dansk ”Tror du på julemanden?” er en meget sød og sjov komedie for hele familien med den helt rigtige julestemning.

9. Donald’s Snow Fight (1942)



"Donald's Snow Fight" eller "Anders Ands sneboldskamp" er en kortfilm fra 1942 med Anders And i sneboldskrig mod hans nevøer Rip, Rap og Rup. På engelsk er kortfilmen også kendt under navnet Snowball Wars og i Danmark er den meget kendt, fordi den altid har været en del af Disneys juleshow siden 1967.

10. Glædelig Jul Mr. Bean (1992)



"Merry Christmas Mr. Bean" fra 1992 med Mr. Bean (Rowan Atkinson) i hovedrollen, hvor han både formår at hjælpe et orkester med indsamlingen af penge til velgørenhed, køber en gave til hans kæreste Irma, skaffer et juletræ, får sendt julekort og forsøger sig også med tilberedningen af julekalkunen.

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul!!

Time of My Life - 17 år på to minutter

Tiden går meget hurtigt. Dan Hanna har valgt at fange tiden på film ved at tage to billeder af sig selv hver eneste dag i 17 år, hvor han drejer hovedet in sync med jordens rotation om solen. Hvorfor har han ikke forklaret - men se den fascinerende film om tidens forandring fanget på hans to minutter lange film "Time of My Life". Selvom Dan Hanna har udgivet filmen på Youtube, så tager han forsat to billeder hver dag til en ny fremtidig (opdateret) film.

Guide: 10 film fra 80’erne som stadig holder

De fleste unge betragter nok de fleste 80’er film som oldtidsfund, der ikke er værd at spilde nogen tid på, men der er alligevel et par enkelte film, som er værd at se på trods af de dårlige animationer, 80’er tøjet, 80’er musikken og et helt andet verdensbillede. Her er et par af de film, som jeg mener, stadig holder og stadig kan ses i 2012:

1. Ghost Busters (Ghostbusters) - 1984

Tre arbejdsløse parapsykologi professorer opretter et team med spøgelsesbekæmpelse som speciale. Med Bill Murray, Dan Aykroyd and Sigourney Weaver i hovedrollerne.

2. National Lampoon's Christmas Vacation (Fars fede juleferie) – 1983

Griswold familiens planer om en stor familie jul forvandles til en katastrofe. Chevy Chase spiller familiefaderen Clark Griswold.

3. Planes, Trains and Automobiles (Røvtur på 1. klasse) - 1987

En mand kæmper for at komme hjem til Thanksgiving blandt andet ved hjælp af en irriterende sælger af badeforhængsringe som sin eneste følgesvend. En af Steve Martins bedste og sjoveste film med John Candy som sidekick.

4. Ferris Bueller's Day Off (En vild pjækkedag) - 1986

Ferris Bueller er fast besluttet på at få en fantastisk fridag ud over det sædvanlige. Matthew Brodericks første store filmhit.

5. The Naked Gun: From the Files of Police Squad! (Høj pistolføring) - 1988

Den inkompetente betjent Frank Drebin skal forpurre planerne om at myrde dronning Elizabeth II. Den første film i den populære og morsomme filmrække med Leslie Nielsen, Priscilla Presley og O. J. Simpson i hovedrollerne.

6. National Lampoon's Vacation (Fars fede ferie) - 1983

Den første film om familien Griswold, hvor familien beslutter sig for at køre tværs over USA for at besøge forlystelsesparken Walley World. Med Chevy Chase i hovedrollen.

7. Big - 1988

En dreng ønsker sig at være voksen på en magisk ønskemaskine i et omrejsende tivoli og vågner op den næsten morgen, hvor hans ønske bogstavelig talt er blevet opfyldt. Tom Hanks store filmhit i 80’erne.

8. Trading Places (Bossen og bumsen) - 1983

En snobbet investor og en snu gadekunstner bytter roller som en del af et væddemål med to afstumpede millionærer. John Landis første filmhit med Eddie Murphy og Dan Aykroyd.

9. Indiana Jones and the Last Crusade (Indiana Jones og det sidste korstog) - 1989

Da Dr. Henry Jones pludselig forsvinder, mens han leder efter den hellige gral, bliver det den fremtrædende arkæolog Indiana Jones der skal følge i sin fars fodspor og stoppe nazisterne. Med Harrison Ford i hovedrollen som Indiana Jones og Sean Connery som Dr. Henry Jones.

10. Back to the Future (Tilbage til fremtiden) - 1985

Da Doc Brown opfinder en tidsmaskine rejser Marty McFly tilbage i tid og kommer ved et uheld til at forhindre sine forældre i at mødes og dermed sætter han sin egen eksistens på spil. Med Michael J. Fox og Christopher Lloyd i hovedrollerne.

Så rundede bloggen de 100.000 besøgende

(For et stykke tid siden.) Jeg har egentlig skrevet det hele sidste gang, hvor jeg rundede de 20.000 besøgende på bloggen - men det skal da alligevel nævnes. Jeg har ikke haft særlig meget tid til at skrive på bloggen på det sidste, men det bliver forhåbentlig helt anderledes (læs: lidt bedre) fremover. Så selvom jeg ikke vil love alt for meget, så er det helt klart min ambition, at jeg fremover får skrevet mindst et rigtigt blogindlæg hver uge. Jeg får også stadig opfodringer per mail omkring, hvorvidt jeg kunne tænke mig at tjene penge på bloggen. Svaret til det er helt klart ja, men ikke hvis det implicerer reklamer på bloggen. For ærlig talt, så virker reklamer lidt for smagsløst til mit formål med bloggen og så vil jeg heller ikke sælge min sjæl (eller i hvert fald bare bloggens layout og umiddelbare indtryk) for enhver pris. Til sidst så vil jeg naturligvis gerne give en stor tak til de faste læsere og for alle de søde kommentarer (og mails)!

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Om DSBs nye strategi og betalingsringens selvbedrag

Alle pendlere i hovedstadsområdet kender allerede alt for godt DSB’s mindst 10 år gamle strategi i forhold til forsinkelser. Er et tog forsinket pga. en teknisk fejl, blade, sne, sol, regn eller lignende – jamen så aflyser DSB da bare hvert andet tog resten af dagen, således at ALLE pendlere bliver forsinket (resten af dagen) med 20 minutter, en halv time eller en time afhængig af strækningen. Og dermed bliver de allerede overfyldte tog, hvoraf de fleste pendlere dagligt står op mast sammen som sardiner i en dåse hele vejen på arbejde, så overfyldte, at mange pendlere må vente på det næste tog eller det næste tog igen (fordi de næste tog er lige så overfyldte). Mange danske bilister (heraf sikkert en del danske politikere) lever i en illusion om, at sådan noget kun forekommer i Japan - men det er allerede dagligdag i Københavnsområdet og i flere intercitytog landet over. Det er realiteten nu. Derfor kan jeg sagtens forstå, hvis mange bilister fremover stadig vælger at beholde bilen på trods af de 14000 kroner de potentielt skal betale årligt for at passere betalingsringen. De eneste mennesker, der vil være tvunget til at ændre deres vaner, er dem som ikke længere vil have råd til en bil. Og jeg tør personligt slet ikke forstille mig, hvordan den offentlige transport vil blive fremover for pendlerne, hvis det endelig skulle lykkes politikerne at få tvunget flere bilister over i den offentlige transport pga. betalingsringen - HVIS der ikke samtidig sker store og dramatiske forbedringer i den offentlige transport! Jeg har også meget svært ved at se, hvad pointen egentlig er med betalingsringen, når undersøgelserne viser at: udgifterne vil være næsten lige så store som indtægterne og at betalingsringen ikke vil reducere antallet af biler eller forureningen i nævneværdig grad. Særligt, når betalingsringen er en ny (og uretfærdig) form for skatteindkrævning uden nogen som helst hensyn til, hvor meget man tjener.

Forleden opdagede jeg så, at DSB havde indført en ny smart strategi til at undgå bøder ved forsinkelser - nemlig ved at forkorte rejsestrækningen. Smart, for på den måde er toget jo ikke aflyst. Jeg er sikker på, at pendlerne er glade for togene der kører mellem Vordingborg og Vordingborg! (Og nej, billedet er ikke manipuleret – men 100 % autentisk fra DSBs webside.)


(Egentlig burde jeg også have skrevet noget omkring det forsatte milliardspild på de forældede og ubrugelige IC-4 tog, men det har der trods alt været lidt mere fokus på.)

Det rette perspektiv

Noget af det vigtigste her i livet er at have det rette perspektiv. Det kan godt være lidt problematisk, når man er super kritisk, konstant ser på, hvordan man kan forbedre sig selv og samtidig gerne vil fastholde et super positivt syn på livet. Men det kan sagtens lade sig gøre, hvis man blot husker at se tingene i det rette perspektiv. Mange negative oplevelser og erfaringer kan let gøres til værdifulde erfaringer og gode oplevelser. Det afhænger mest af alt af ens eget perspektiv. Dr. Phillip McGraw har dog ret, når han siger, at man ikke skal tro, at negative erfaringer i sig selv er positivt og at det eneste positive ved negative erfaringer er, hvis man kan vende dem til noget positivt. Altså påpeger han, hvorledes at man ikke skal fastholde negative mønstre i ens liv ud fra den betragtning, at man altid bare kan lære noget af dem eller vende dem til noget positivt. For det kan man muligvis ikke altid gøre. Derfor giver det også ganske god mening, at man konstant overvejer, hvorvidt der er noget i ens liv, som man burde ændre – også selvom man generelt ikke føler sig ulykkelig eller noget lignende. Dette er specielt vigtigt for mennesker som mig - som nægter at være negative. Pga. min brors død så føler jeg, at jeg ikke værdsætter mit liv, hvis jeg er negativ. At jeg spilder mine muligheder. Men den positive indstilling til livet skulle heller ikke blive til en fortrængning af de reelle problemer eller negative mønstre. Derfor er det vigtigt at overveje, hvorvidt man er tilfreds med sit nuværende liv. Det er en lidt besværlig øvelse, når man generelt mener, at man skal være super taknemlig for bare at være i live. Det er en svær balancegang mellem at være kritisk og taknemlig. Det virker dog til at være lettere jo mere man har set døden i øjnene. Døden sætter livet i det rette perspektiv. Døden er den ultimative konsekvens af livet og sætter alt andet i livet i det rette perspektiv. Men jeg vil dog ikke anbefale at man venter med at værdsætte livet til døden. Derfor handler det vel mere om, at man skal kunne sætte sit liv i det rette perspektiv lige nu. For når man først har sat livet i det rette perspektiv, så giver alt andet egentlig sig selv. Først der kan man virkelig leve i nuet og tage de rigtige beslutninger. Så, hvad venter du på - find det rette perspektiv!

Ubesvarede filosofiske spørgsmål 2

Selvom jeg har enormt travlt på mit arbejde for tiden, så har jeg stadig tid til at overveje diverse ubesvarede filosofiske spørgsmål fra tid til anden. I må gerne hjælpe til, hvis I har nogle løsninger. (Se mine tidligere Ubesvarede filosofiske spørgsmål her.)

• Hvad ville der ske med havets vandstand, hvis man tog samtlige både op af vandet på samme tid?
  

• Hvis svesker er tørrede blommer - hvor kommer sveskejuice så fra?
  

• Hvis en person med personlighedsspaltning truer med at begå selvmord - er det så en gidselsituation?
  

• Hvorfor er tallene på en lommeregner og en telefon omvendt placeret?
  

• Hvad er mørkets hastighed?
  

• Hvorfor har kamikazepiloter hjelme?
  

• Hvorfor bruger man steriliserede nåle ved en dødelig indsprøjtning?
  

• Havde Adam og Eva navler?
  

• Hvad er en gratis gave? Er alle gaver ikke gratis?
  

• Hvor langt skal man rejse mod øst for at man rejser mod vest?
  

• Får kinesere tatoveret engelske ordsprog?
  

• Hvis man ikke ønsker, at børn skal modtage slik fra fremmede - hvorfor holder man så Halloween?
  

• Hvorfor er der tomme sider i en bog?
  

• Hvorfor trykker man hårdere på en fjernbetjening, når man ved, at den ikke virker, fordi batterierne er flade?
  

• Kan sommerfugle huske livet som en larve?

Earth

I anledning af Earth Day vil jeg gerne gøre opmærksom på filmen Earth, der er instrueret af Alastair Fothergill og produceret af BBC Worldwide, Discovery Channel og Disney Nature. Earth følger forskellige dyr i løbet af et år og skildrer deres liv - også i forhold til deres problemer i forhold miljøforandringerne. Filmen er den dyreste producerede naturfilm nogensinde. Det forstår man godt, når man har set filmen, der har taget 5 år at producere. Earth er nemlig optaget med den nyeste og bedste high definition teknologi med hele 2.000 frames per sekund, hvilket betyder, at slowmotionoptagelserne kan vises ekstremt klart og detaljeret. I luften har man også brugt helikoptere med Cineflex Camera Stabilization System for at kunne tage flotte og detaljerede billeder på lang afstand og dermed undgå at skræmme dyrene og ødelægge deres naturlige adfærd ved at flyve for tæt på dem. Bag optagelserne står også den kendte filmfotograf Michael Kelim (Twilight, Hancock og Pirates of the Caribbean). Filmen har derfor også en helt anden kvalitet end de tidligere naturfilm fra BBC som f.eks. Deep Blue. Der er brugt mere end 4000 dage på at lave optagelserne ude i naturen til Earth, som er filmet på 204 forskellige steder i verden (i 62 forskellige lande) og af hele 71 forskellige kameraoperatører. Derfor er det egentlig heller ikke nogen overraskelse, at filmen har haft den næsthøjeste indtjening for en naturdokumentarfilm nogensinde - på lidt over 100 millioner dollars. Mere overraskende er det måske, at det alligevel ikke er nok til at gøre det til en succes. For BBC har pga. krisen overvejet, hvorvidt de fremover vil bruge lige så mange penge på naturfilm . BBCs chefproducent Fothergill har udtalt følgende om dette: "There's no way we can compete with Superman, either financially or technically, but the people who have seen Earth say: "A lot of the images look like they've been created on a computer" and "It's so wonderful that our planet is so beautiful". There is a yearning for the real thing". For det er rigtig dyrt at lave naturoptagelser og det får også Earths producer Alix Tidmarsh til at frygte at mindre bemidlede producenter kunne føle sig fristede til at bruge computergenerede billeder i stedet for ægte optagelser. Earth består dog udelukkende af ægte optagelser, hvilket Earths instruktør Fothergill også har understreget med følgende udtalelse: "at no point did we use CGI (computergenerated imagery ) for this film. It is all natural." Hvilket også virker som et meget rimeligt krav til en naturdokumentarfilm. Og aldrig før har man set så smukke optagelser af dyrene, naturen og jorden i så høj kvalitet. Specielt i Blu-Ray-udgaven kommer de fantastiske optagelser virkelig til sin ret i en imponerende høj billedkvalitet. Earth fik premiere på San Sebastian International Film Festival i 2007, men den er helt klart værd at se (eller gense) hvis man ikke tidligere har set filmen.

Skønheden og Udyret – Den fortryllede jul

I anledning af julen vil jeg gøre opmærksom på Disneys søde tegnefilm fra 1997 Skønheden og Udyret - Den fortryllede jul. Disney klassikeren Skønheden og Udyret er netop udkommet på Blu-Ray i et begrænset oplag, mens Den fortryllede jul er udsolgt i de fleste butikker (selvom jeg også lige så den i Fona) - men i denne uge kan man købe den i Kvickly for blot 100 kr (og nej, den findes ikke på Blu-Ray - endnu). Den fortryllede juls historie foregår undervejs i den oprindelige film og er efter min mening en udmærket opfølger på klassikeren. Den er i hvert fald langt bedre end de fleste andre af Disneys opfølgere – ikke at det siger så meget. For nogle år tilbage var jeg bestemt ikke nogen stor fan af musicals, men det ændrede sig efter, at jeg så Det Ny Teaters imponerende opførsel af Disneys Skønheden og Udyret med Charlotte Guldberg og Peter Jorde i hovedrollerne. Selvom tegnefilmenes danske sange ikke helt kan leve op til den høje standard på Det Ny Teater, så gør Michael Birkkjær (kendt fra Borgen) det ganske godt som Udyret i den meget søde og charmerende sang Noget der fra Den fortryllede jul (der står ikke nogen steder, hvad sangen hedder på dansk, men jeg gætter på titlen ud fra sangens engelske navn Something There). Fik jeg nævnt, at filmen også er meget sød (men hvis du ikke kan klare videoen, så er filmen nok næppe noget for dig). Her er teksten:

Der er noget sødt
Ja, næsten kært
Hos ham vis væsen var så voldsomt og så sært
Han virker rar
Ja, blød som smør
Det er da mærkeligt, at jeg ikke så det før

Hun så herhen
Det må jeg tro
Og hun blev ikke spor forskrækket af min klo
Nej, jeg tager fejl
Jeg må være skør
Men hun har aldrig set på mig, som lige før

Nu kan jeg knapt bedømme
Om han er et dyr eller måske prinsen fra mine drømme
Men han har nu noget, som jeg ikke før ku' se

Hvem sku' ha' troet?
Nej, det er sandt
Hvem havde tænkt?
Hvem ku' ha' vidst?
Hvem havde gættet på de fandt hinanden til sidst?
Det er da pudsigt
Men vent og se
Om han blir' mør
Der kan vær' noget der, som ikke var der før
Ja, der kan vær' noget der, som ikke var der før
Der kan vær' noget der, som ikke var der før

Despicable Me

Forleden havde jeg den sjældne mulighed for at lave præcis, hvad jeg ville og derfor var jeg inde at se Despicable Me i 3D. Eller det vil sige Grusomme mig, som man har valgt at oversætte titlen til i Danmark, hvor den kun bliver vist med dansk tale. Despicable Me spiller på det klassiske tema omkring, hvordan man overvinder det onde med det gode. Det er måske også netop det tema, som har gjort at de danske oversættere har valgt at kalde filmen for Grusomme mig, frem for den mere korrekte oversættelse Foragtelige mig. Fordelen med titlen er måske, at den er mindre moraliserende og afslører mindre af filmens handling. Despicable Me handler om den ondskabsfulde mesterskurk Hr. Gru, der vil begå den største forbrydelse ved at stjæle månen. Hr. Gru er ikke typen, der er bange for at rydde nogen af vejen for at opnå sine ønsker og adoptere derfor også uden de store overvejelser de tre små søde piger Margo, Edith og Agnes fra det lokale børnehjem til sin mesterplan. Her må Hr. Gru dog hurtigt indse, at selvom han muligvis er verdens største superskurk, så har han måske alligevel fået hænderne lidt for fulde. Grusomme Mig er ikke nogen Pixar film, men den er rigtig godt lavet, er velgennemtænkt, har mange gode detaljer og så kan man næsten ikke andet end at elske filmens charme og dens underfundige humor. Derudover værdsætter jeg også filmens forsøg på at give lidt mere dybde til filmen ved at se på årsagerne til, at Hr. Gru valgte at blive en superskurk. Alt i alt en meget sjov, sød og charmerende film – som bestemt ikke kun er for børn. Det bør det også nævnes, at den tredimensionelle effekt fungerer rigtig godt i filmen, hvilket også bliver rigtig flot illustreret under rulleteksterne, hvis man ikke har tid til at lægge mærke til det undervejs i filmen. Den danske oversættelse fungerer også glimrende - selvom jeg stadig glæder mig til at se filmen i den originale version med stemmer af blandt andet Julie Andrews, Russel Brand og Steve Carell.

Disney er tilbage med Prinsessen og frøen

Der er ingen tvivl om, at Disney er tilbage med deres nye animationsfilm Prinsessen og frøen. Efter hele seks år er det endelig gået op for Disney, at de naturligvis skal satse på deres egen gammeldags 2D stil frem for bare at producere, hvad alle andre potentielt også kan lave. Prinsessen og frøen er derfor tegnet på den gammeldags måde og instrueret af John Musker og Ron Clements, som tidligere har stået bag nogle af Disneys allerstørste succeser som Den lille havfrue og Aladdin. Derudover står Randy Newman, som har tilbragt samtlige af hans barndomsferier i New Orleans, bag den forrygende Broadway-inspirerede musik, som byder på flere gode numre som f.eks. Almost There. Prinsessen og Frøen er baseret på Ed Bakers roman The Frog Princess og udspiller sig i 1920’ernes New Orleans.

Eventyret begynder med, at den meget forkælede Prins Naveen fra Maldonia, som aldrig har arbejdet en dag i hans liv, bliver forført af den onde shadowman (voodoo-doktor) Dr. Faciliers løfter om hurtig rigdom, hvor Naveen ender med at blive tryllet til en frø. Samtidig kæmper den fattige pige Tiana for at realisere hendes afdødes fars drøm om en restaurant i hjertet af det franske kvarter i New Orleans. Tiana tror ikke på eventyr eller hurtige penge og knokler derfor med to jobs hver dag i håbet om, at hun en dag kan købe den restaurant, som hendes far altid drømte om, for de opsparede penge. Da Tiana endelig er ved at opnå sin livslange drøm, så bliver den knust, da en anden overbyder hende i sidste øjeblik. Tianas rige barndomsveninde forsøger at trøste Tiana ved at låne hende en smuk kjole til et bal. Det er her, hvor Naveen fejlagtig tror, at Tiana er en prinsesse og det romantiske eventyr begynder. Jeg vil ikke afsløre mere af filmens fantastiske historie, men anbefale, at man ser den i biografen. Her vil jeg også gerne rose Palads for at vise den originale film i den digitale udgave, hvor filmens skønhed virkelig kan komme til udtryk. Derudover bør det også bemærkes, at Prinsessen og frøen uden tvivl er en af Disneys allersjoveste film til dags dato (i hvert fald på engelsk). Prinsessen og frøen har en helt utrolig stemning og er enormt gennemført lavet. Den har en perfektionisme, som man ellers kun kender fra Pixar, og derfor er det heller ikke særlig overraskende, at det er Pixars kreative direktør John Lassetter, der er filmens executive producer. Prinsessen og frøen har bragt Disney tilbage til det, som Walt Disney gjort firmaet kendt for. Det eneste man kan undre sig over er, hvorfor det skulle tage Disney seks år at erkende det, som virker så selvindlysende for os andre. Og derfor glæder jeg mig også til at se filmen endnu en gang med min bedste veninde i næste uge.

Humor - Anti-terrorismens stærkeste våben

Da ingen protesterede sidst (Humor - et effektivt masseødelæggelsesvåben mod terrorisme) hvor jeg gjorte grin med terrorisme, så kommer her et af antiterrorismens stærkeste våben - den iranske (og britiske) stand-up komiker Omid Djalili. Djalili blev kendt som gæstevært på BBC’s politiske quizshow Have I Got News for You. (Hvor dette sjove klip stammer fra – som handler omkring det nyeste indenfor japansk (anti-kriminalitet) camouflagetøj.) Omid Djalili tager i sit show ofte udgangspunkt i folks fordomme omkring ham selv, hvilket gør, at han kan sige næsten, hvad som helst uden at skæve alt for meget til den kedelige politiske korrekthed. For det er jo netop gennem den afvæbnende latter, at man kan ødelægge grundlaget for enhver angst - her i blandt også den samfundsødelæggende angst for terrorangreb. Her fortæller Djalili blandt andet lidt omkring sin egen frygt for terrorangreb i lufthavnen:



Med samme udgangspunkt har Omid Djalili også lavet den her lufthavnssketch. På baggrund af Djalilis voksende popularitet fik han i slutningen af 2007 sit eget program på BBC. Her er en af de sjoveste reklamer for The Omid Djalili Show:



Omid Djalili spiller tit nogle meget forskellige roller i sit show. Her er en af Djalilis sjoveste sketches, hvor han spiller en flamboyant skotsk filminstruktør, der netop er blevet færdig på filmskolen og har fået sit første job for en lidt besværlig kunde:



(Han har også lavet den her lidt specielle reklame.)

Sig ja til alt – eller i det mindste bare til livet!

For et stykke tid siden fik jeg endelig tid til at se Jim Carreys film Yes Man! Filmen handler om Carl Allen, der er en ensom mand med et meget lavt selvværd, som er gået helt i stå efter hans skilsmisse. Han møder ved et tilfælde en gammel ven fra gymnasiet, som overtaler ham til at deltage i selvhjælpsgruppen Yes Man. Her er det grundlæggende princip, at man skal sige ja til alle nye situationer og lægge det negative bag sig. Carl misforstår princippet og tror, at man helt bogstavelig talt skal sige ja til alt. (Hvilket naturligvis også er absurd.) Bevæbnet med sin nye indstilling til livet begynder Carls liv hurtigt (ikke særlig overraskende) at forandre sig radikalt! Jeg vil ikke afsløre mere af filmen, men til gengæld vil jeg overveje det grundlæggende princip om at sige ja til alt!

Livet har ekstremt mange forskellige muligheder og jo mere man tænker over dem, jo mere absurd virker det også, at man ikke bruger flere af dem. Selvom prioritering af tid til ens arbejde, kæreste, venner, familie, interesser osv. naturligvis også kræver sit. Så er der alt for mange mennesker, der er utilfredse med deres liv – uden rigtigt at gøre noget ved det. Det virker ikke engang, som om de syntes, at det er værd at filosofere over, hvad der potentielt kunne gøre dem mere lykkelige. Selv på det område hersker der en vis dovenskab. Sådan en opgivende tankegang og tilgang til livet minder mig om et citat af den danske filosof Søren Kierkegaard: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke." Det mest mærkelige ved disse mennesker (som slet ikke gider livet, fordi de mener, at det er så kedeligt og trist) er, at de også altid er de første til at smække døren i, når en af livets mange muligheder banker på. Og samtidig med, at de knalder døren i, så spørg de ofte undrende sig selv, hvorfor der aldrig sker noget nyt eller spændende i deres liv? Ja, hvorfor mon? Det er her, hvor der virkelig er behov for at overveje - bare en gang imellem – om det ikke kunne være en god ide at bruge ordet ja lidt oftere.

Når jeg taler med folk, om det at prøve noget nyt, så får jeg ofte en fornemmelse af, at de syntes, at det er alt for besværligt at prøve noget nyt. Det kræver for meget. Ja, naturligvis kræver det noget mere end den forudsigelige hverdag. Du bliver udfordret. I det øjeblik, hvor du prøver noget nyt, så udfordrer du også dig selv ved at bevæge dig ind på et nyt og uvant territorium. Du risikerer at fejle. Det er farligt, men ikke nær så farligt, som et liv uden udfordringer. For uden nogen udfordringer i livet, der udvikler man sig heller ikke som menneske og dermed risikerer man at gå i stå som menneske. Men risikoen er en grundlæggende forudsætning for både udviklingen og spændingen. Og derfor er det også vigtigt, at man ikke altid bare siger nej. Men hvis du alligevel skulle smække med døren – så husk i det mindste, hvis skyld det er, at dit liv er så forudsigeligt. Det har du nemlig selv valgt!

Derudover er det også vigtigt at huske på, at de bedste tilbud i livet ikke altid bare hænger på træerne eller bliver præsenteret for dig som et godt tilbud med et spørgsmålstegn til sidst. Nogle gange må man også læse imellem linjerne og selv kunne se mulighederne. Mens man andre gange også selv må gøre en aktiv indsats, hvis man vil have chancen for at få dem tilbudt. Det værste, der kan overgå et menneske, er ikke at fejle eller blive til grin - for det beviser i det mindste, at man havde modet til at forsøge. Som Winston Churchill har udtrykt det: "Success is not final, failure is not fatal: it is the courage to continue that counts." Eller formuleret med Søren Kierkegaards ord: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!" Det handler heller ikke bare om at ytre det korrekte ord på det rette tidspunkt, men om at man ikke altid bare skal forholde sig passiv til livet. For modsat, hvad mange tror, så er passivitet også et valg – et indirekte fravalg af livets muligheder. Intet er blevet fortrudt mere igennem tiden end manglende handling og passivitet. Det at fejle og blive til grin er intet i forhold til fortrydelse. Om 30 år vil du ikke kunne huske nogen af de pinlige fejltagelser, som du har begået de sidste par år – kun de muligheder som du afviste uden at give en chance. Og derfor er det også altid langt mere farligt at sige nej – frem for ja. Så husk det næste gang, hvor du afviser en mulighed.

Glædelig jul - med Disney

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og i den anledning også samtidig gøre opmærksom på Disneys oscarnomineret kortfilm Mickey’s Christmas Carol fra 1983. Mickey’s Christmas Carol er muligvis Disneys allerbedste kortfilm til dato og bygger på Charles Dickens juleeventyr A Christmas Carol (Et juleeventyr). Mickey’s Christmas Carol var nomineret til en oscar i 1983 og bag filmen står to af animationskunstens allerstørste ikoner, nemlig John Lasseter og Mark Henn. John Lasseter er senere blevet kendt som manden bag samtlige af Pixars film og er derfor også i dag meget velfortjent den kreative instruktør for det samlede Disney Pixar. Kortfilmen var for øvrigt også en filmatisering af en Disneymusical og var den sidste kortfilm, som blev afsluttet med The End.





(Filmen tager knap 26 minutter.)

Sweeney Todd

Nu har den filmatiserede udgave af horrormusicalen Sweeney Todd - The Demon Barber of Fleet Street endelig fået premiere i Danmark. Sweeney Todd er skrevet af muscialgeniet Stephen Sondheim og instrueret af ingen ringere end Tim Burton. Blandt de medvirkende er prominente navne som Johnny Depp (som Sweeney Todd, en rolle som han allerede har fået en Oscarnomination for) Sacha Baron Cohen (som Signor Adolfo Pirelli, kendt som Ali G og Borat), Helena Bonham Carter (som Mrs. Lovett, kendt fra Harry Potter som Bellatrix) og vigtigst af alt min personlige favorit Alan Rickman (kendt som Snape i Harry Potter) som dommeren Turpin. Normalt ser jeg ellers ikke blodige film om massemordere, men for Alan Rickman må jeg jo gøre en undtagelse. Inden man køber billetter til filmen, så skal man lige huske på, at Sweeney Todd (altså stadig) er en musical. Så selvom at jeg skal til en konference i weekenden (Losing and Making Sense on the Threshold of the 20th Century) så kan jeg forhåbentligt også lige nå at se Sweeney Todd, selvom filmen desværre ikke går i Imperial.

Sweeney Todd er en gammel engelsk myte om en helt almindelig (men meget talentfuld) barber Benjamin Barker som bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået (pga. at dommeren Turpin har forelsket sig i hans kone). Dermed mister han sit liv (som han kender det), hans kone og sit barn, som Turpin har planlagt at "overtage". Barker bliver dog løsladt efter 15 års straffearbejde i Australien og vender derefter tilbage til London for at finde sin kone og sit barn. Her må han erkende, at hans kone er død. Her møder han hurtigt Mrs. Lovett og sammen begynder de at begå en række mord på diverse borgere (for senere at sælge dem som indhold i tærter). Dommer Turpin har imens overtaget ansvaret for Barkers yndige blonde datter Johanna, som han nærmest holder som en livstidsfange i sit hus og samtidig er blevet forelsket i (da hun ligner sin mor). Samtidig med Sweeneys tilbagekomst forelsker den unge skibsdreng Anthony (som følges med Sweeney til London) sig i Johanna, da han ser hende ulykkelig gennem et vindue (selvom ingen af dem kender hendes forbindelse til Sweeney, som jo er hendes far).

Efterskrift:
Filmen er utrolig blodig, barsk og på mange forskellige niveauer også enormt brutal, ikke kun pga. mordene og tærterne, men også pga. filmens meget intense stemning og følelsesmæssige historie. For filmen handler mindst lige så meget om kærlighed og hvilken ondskab mennesker kan finde på i deres ulykke. Filmen formår på bedste måde at vise, hvor uretfærdig verden virkelig kan være - også set fra to sindssyge seriemorderes perspektiv. Men filmen viser uretfærdigheden og elendigheden på sådan en måde, at jeg vil anbefale enhver at se den! (Men den er bestemt ikke egnet for børn.) Filmen er fantastisk flot visuelt lavet og filmet fra mange gode og anderledes vinkler - tit tydeligvis også inspireret af den originale musicalversion. Filmens hovedpersoner spiller også helt fantastisk og synger også vidunderligt, så Sondheim kan på ingen måde være skuffet over valget af skuespillere. Specielt Johnny Depp, Alan Rickman og Jamie Campbell Bower (som Anthony) udmærket sig med deres fantastiske sang. Det kan man både se og høre i videoen ovenfor, hvor Johnny Depp og Alan Rickman synger Pretty Women sammen. Man kan også høre Jamie Campbell Bowers fantastiske udgave af Johanna. (Og det mener jeg i den grad, at jeg ligefrem har købt soundtracket.) Jeg ville personligt have foretrukket en anden slutning, men sådan er legenden jo ikke.

Filmens officielle side er her.