Oprust dig intellektuelt!

Efter at Stokbro har kaldt mine angreb (som f.eks. Intellektuel eller bare arrogant? eller Test: Er du en del af den intellektuelle elite?) på det snobberi, der findes blandt visse akademikere, for en karikeret gentagelse, så er det vist på tide at skrive noget andet. På vej hjem fra arbejdet læste jeg en fantastisk artikel "Oprust dig intellektuelt" skrevet af Hella Joof i MetroXpress! (Bare rolig, jeg er naturligvis så miljøvenlig... eller jeg mener klimavenlig... at jeg kører med toget!) Jeg er ellers mest vant til at grine, hver gang jeg hører eller læser noget af Hella Joof, men jeg tror faktisk, at hun mener det helt seriøst den her gang! I hvert fald opsummerer hun med ganske få og enkle ord alt det, der burde ligge i begrebet om at være intellektuel. Egentlig så ville jeg helst have trykt hele hendes klumme på min blog, men det bliver MetroXpress nok ikke så begejstret for, så jeg må nøjes med nogle fyldige citater. Hun begynder således:

"Start med at læse avisen. Okay, helt forfra - køb den avis, du syntes flugter bedst med dine politiske visioner. Okay, helt forfra. Få nogle politiske visioner. Ja. Jeg ved ikke hvor, tal med nogle kloge fra arbejdet eller din onkel med runde briller og Jacoform-sko eller søg på nettet eller se "Mogensen og Kristiansen” og "Jersild og spin” eller meld dig ind i et parti. Godt..."

Bortset fra et enkelt kritikpunkt med hensyn til "Mogensen og Kristiansen" (hvilket allerede er blevet omtalt meget præcist af Center for Vild Analyse) så er det er helt korrekt set. For hvis man virkelig ønsker at kalde sig selv for intellektuel, så må man også vide noget om, hvad der foregår i verden. Og det kan man ikke, hvis man aldrig ser nyheder eller åbner en (net)avis. Faktisk så vil jeg mene, at man helst skal følge med hver dag, hvis man gerne vil tages seriøst i en politisk diskussion. Joof forsætter:

"Nu køber du den avis, der tættest på dine visioner. Nej for resten, køb den, der er længst væk. Det er bedre at blive udfordret end at blive bekræftet. Læs den. Hele avisen. Ikke bare kultursektionen. Slå ord op, som du ikke forstår. Bland dig i debatter på arbejdet eller til middagsselskaber. Lad være med at køre på autopilotholdninger. Udtalelser som "de skulle aldrig ha’ revet pusherstreet ned" eller "Med terrorloven lever vi efterhånden i en politistat" er forbudt de næste to måneder, så må du godt mene det igen. Det er nogle helt okay holdninger, men vi går heller ikke med det samme hårspænde hver dag, vel?..."

Her bliver en anden stor sandhed åbenbaret omkring den hurtigste vej mod uvidenhed, nemlig når man konstant hyler i flok med ligesindede. Hvori består den intellektuelle udvikling i det? Hvis man aldrig hører andre argumenter end ens egne, hvordan kan man så kalde sig intellektuel? Og hvis man aldrig får nogen reel modstand i en diskussion, hvordan kan man så kalde sig selv for oplyst? Hvis ens omgivelser kun bekræfter ens egne holdninger gang på gang, så virker det i længden fordummende – uanset ens holdninger. Visdom får man gennem et åbent sind. Gennem den konstante dialog med andre, som har nogle helt andre holdninger. Uvidenhed er kendetegnet ved, at man ikke længere tror, at man kan lære noget af andre mennesker. Man kan altid lære noget nyt og udvide sin horisont. Derfor er det også vigtigt, at man selv er åben overfor nye mennesker, oplevelser og erfaringer – ellers går ens mentale udvikling i stå. Hella Joofs afslutning på nytårsklummen opsummerer på skønneste facon mit eget syn på begrebet philosophia (kærlighed til viden):

"Snart opdager du, at du i grunden ikke ved en snus om noget, men det gør dig ikke flov eller ked af det. Det gør dig nysgerrig og spændt: Tænk engang på at du, med al den kærlighed du har fået, og den sunde kost og fluorskylninger i folkeskolen, nok bliver mindst 104 år, og glæd dig over al den tid, der er tilbage til at lære i! Tænk, al den dejlige viden, der ligger der foran dig og glimter. Du skal bare samle den op. Guld skal ikke ligge på gaden. Knus Hella"

Test: Er du en del af den intellektuelle elite?

Så er det igen blevet tid til en af mine super seriøse test. Denne gang kan du teste, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite eller ej. For selvom at du måske har taget en akademisk uddannelse, så er det jo ikke sikkert, at du er en del af den absolutte intellektuelle elite! Husk at være ærlig!

1. Når du møder nye mennesker, der ikke regelmæssigt læser bøger omkring dit fag- /arbejdsområde, så:

A. Ser du med stor mistro på dem, mens du rækker hånden frem.
B. Rækker du hånden frem og hilser høfligt på dem med et stort smil.
C. Prøver du at undgå deres opmærksomhed og er i det hele taget meget i tvivl omkring, hvordan man skal kommunikere med så primitive skabninger.

2. Du er kun begejstret for underholdning, når:

A. Der er en anden intellektuel med – for så må det jo være i orden.
B. Det er sjovt.
C. Du selv er midtpunktet – for så kan der jo umuligt være tale om meningsløs underholdning for masserne.

3. Du mener, at du:

A. Ved næsten lige så meget som alle de andre arrogante akademikere.
B. Ved en del omkring dit fag- / arbejdsområde.
C. Er klogere end alle andre og dermed også burde være enevældig diktator.

4. Dine indkøb foregår hovedsageligt:

A. Der, hvor de har de ting, som du skal bruge - det har de jo ikke alle de almindelige steder - i hvert fald ikke i den rette kvalitet, fra den rette geografiske placering, lavet ud fra de rigtige politiske holdninger osv.
B. Helt almindelige indkøbssteder - hvor alle andre mennesker også handler.
C. Specialforretninger - hvor du kun møder folk, som du allerede kender og deler (minimum) 99 % af dine holdninger og interesser med.

5. Når du bruger fagudtryk eller begreber, som dine diskussionspartnere ikke kender, så:

A. Sker det hovedsagligt for at dække over din egen uvidenhed eller mangel på gode argumenter.
B. Forklarer du også altid begreberne, så de har en mulighed for at tage stilling til dine argumenter.
C. Forstår du ofte heller ikke selv betydningen af dem – men det er jo ikke nogen hindring for, at man kan bruge dem til at vinde en diskussion.

6. Når du fortæller andre udenforstående omkring dit fag- / arbejdsområde, så tænker du tit:

A. Det forstår de nok alligevel ikke noget af.
B. Hvordan kan jeg mon forklare det, så de også kan se det spændende ved mit fag- / arbejdsområde?
C. Hvorfor spilder jeg dog min tid på de her primitive undskyldninger for mennesker?

7. Hvis du sidder på en cafe og der bliver sat noget populært moderne musik på, som ikke lige falder i din smag, så tænker du:

A. Hvor ærgerligt – endnu en god cafe, der er blevet overtaget af en populistisk kapitalist!
B. Ikke nærmere over det.
C. At Taliban måske alligevel havde en pointe, da de forbød musik.

8. Når du hører nogen ytrer en anden holdning end din egen, så er din umiddelbare reaktion:

A. At du ikke rigtig hører efter – men bruger den overskydende spildtid (mens den anden fortæller) på at forberede din fremlægning af dit eget synspunkt.
B. At lytte opmærksomt, for derefter at stille opklarende spørgsmål - for på den måde at få den bedst mulige forståelse af den andens synspunkt.
C. At du ikke hører efter – for det ville jo være spild af din tid, når du allerede ved alt, hvad der er værd at vide.

9. Når du siger, at man bør hjælpe de svage i samfundet, så er det fordi:

A. At det er politisk korrekt.
B. At du mener, at det giver det bedste samfund.
C. At du gerne vil markere din egen højerestående position i samfundet.

10. Når du taler om den intellektuelle elite, så gør du det hovedsagligt, fordi:

A. At du ikke har noget klogere at sige.
B. Du elsker at gøre grin med arrogante akademikere (også gennem tests på din blog).
C. Du gerne vil understrege, hvor klog du selv er (hvilket desværre ikke er særlig selvindlysende).

Her burde det jo egentlig være overflødigt at komme med nogen yderligere forklaring. Men hvis du stadig skulle være i tvivl omkring, hvorvidt du er en del af den intellektuelle elite, så består den intellektuelle elite af dem, som hovedsagligt har svaret C igennem alle spørgsmålene. Hvis du derimod skulle have svaret A de fleste gange, så er du lige på grænsen. Du er lidt af en wannabe-intellektuel, da du godt kan se fordelene ved at være en del af den intellektuelle elite, men stadig ikke helt har cuttet båndene til den almene befolkning. Hvis du har svaret B flest gange, så bliver du nok aldrig en del af den intellektuelle elite. Du mangler helt grundlæggende egenskaber som f.eks. arrogance, storhedsvanvid, selvhøjtidelighed og kan derfor heller aldrig blive anset som et ligeværdigt medlem af den intellektuelle elite.

Hvordan får man en giraf ind i et køleskab?

(Her er en anden sjov lille test i logik, som undertegnede fandt her og oversatte til dansk.)

1. Hvordan putter man en giraf ind i et køleskab?

Det korrekte svar: Åben køleskabet, put giraffen ind og luk døren. Spørgsmålet tester, hvorvidt du har en tendens til at gøre simple ting meget komplicerede.

2. Hvordan putter du en elefant ind et køleskab?

Det forkerte svar: Åben køleskabet, put elefanten ind og luk døren.

Det korrekte svar: Åben køleskabet, tag giraffen ud, put elefanten ind og luk døren. Dette spørgsmål tester, hvorvidt du evner at gennemtænke alle konsekvenserne af dine handlinger.

3. Løvernes konge afholder en konference, hvor alle dyrene deltager på nær en. Hvilket dyr deltager ikke i konferencen?

Det korrekte svar: Elefanten – den er jo i køleskabet. Dette spørgsmål tester din hukommelse.

4. Du skal krydse en flod, som er beboet af farlige krokodiller, hvordan krydser du floden?

Det korrekte svar: Du svømmer over floden – alle krokodillerne er jo alligevel til konferencen. Dette spørgsmål tester, hvor hurtig du er til at lære af dine fejltagelser.

Manga på Louisiana

Louisiana understreger endnu engang sin status, som et af Danmarks førende museer for moderne samtidskunst, ved at lancere en udstilling omkring manga. (Louisiana har faktisk før udstillet manga i forbindelse med deres udstilling om Japan i 1995.) Umiddelbart ser jeg udstillingen som en genistreg fra museumsdirektør Poul Erik Tøjners side, selvom der sikkert er mange kunstkritikere og intellektuelle rundt omkring i landet som rynker på næsen af udstillingen. De vil ganske givet mene, at manga ikke er "rigtig" (fin) kunst og for "lavkulturelt" til at blive udstillet på et kunstmuseum som Louisiana. Generelt har jeg den holdning, at enhver, som bruger ordene fin og lav i forbindelse med kultur i fuld alvor, også samtidig har indrømmet sin egen arrogance overfor sidstnævnte. En arrogance som vel og mærke udelukkende tager udgangspunkt i en subjektiv vurdering. Ifølge min egen subjektive vurdering, så er manga ofte langt større kunst end mange af de "finkulturelle" værker, der bliver solgt for flere millioner på alverdens auktionshuse. F.eks. så kan jeg tydeligt huske et bestemt moderne værk, som udelukkende bestod af et hvidt lærred med en blå firkant i midten. That’s it. Heldigvis, så hang der under værket et skilt med værkets pris, hvilket dermed gav mig en vis form for erindringsværdig oplevelse. 700.000! Desværre så viste det sig senere, at prisen ikke var en del af selve værket, men den reelle pris som museet havde betalt for værket, hvilket ledte mine tanker over på H. C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder. Derfor kan jeg ikke rigtig se, hvorfor manga per definition skulle være en lavere form for kunst end meget af det bras, der hænger rundt omkring på landets museer. Derudover så burde man måske også overveje, hvad der egentlig ligger i definitionen af moderne- og samtidskunst. For selvom manga har en 200 år gammel kulturtradition bag sig, så sætter manga for tiden sit præg på mange forskellige områder som f.eks. popkultur, film, computerspil, tøj og indretningsdesign. Derfor kan jeg heller ikke se mangaudstillingen på Louisiana som andet end endnu et positivt tegn på Louisianas fremtidige udvikling, da Arken normalt er mit foretrukne museum for moderne kunst. Til min egen store overraskelse, så er anmelderne også helt vilde med den nye mangaudstilling (hvilket man kan læse mere om her, her og her) og derfor glæder jeg mig også meget til at aflægge udstillingen et besøg indenfor den nærmeste fremtid. Udstillingen varer frem til den 8. februar.

Filosof eller akademisk vrøvlehoved? – Seks krav til en rigtig filosof

Kan enhver kalde sig filosof? Der kan de øjensynlig. I hvert fald findes der ikke nogen objektiv bestemmelse af, hvilke evner eller kompetencer der skal til, for at man er en rigtig filosof. Jeg kan føle mig særdeles desillusioneret, når jeg ser mig omkring på nettet, over, hvordan både ordet filosofi og filosof bliver misbrugt. Alt for meget vrøvl bliver betegnet som filosofi og det har desværre den uheldige konsekvens, at folk generelt får det indtryk, at filosofi ikke kan bruges til noget. Derfor spurgte Morten også fornyeligt meget berettiget; Hvad skal vi med filosofi? Her var jeg naturligvis en af de første til at forsvare disciplinen. Men et eller andet sted, så kan jeg sagtens forstå, hvorfor Morten spørg. For der findes simpelthen alt for meget akademisk vrøvl, som går under betegnelsen filosofi. At have tillært sig nogle filosofiske begreber og at have et vist kendskab til filosofisk litteratur er ikke det samme, som man er en filosof. Men hvad kendetegner så egentlig en rigtig filosof?

Her er mine seks bud på, hvad der kendetegner en rigtig filosof:

1. En filosof udtænker nye mulige metoder og teorier. Gennem tiden har filosofiens spekulationer og hypoteser medført en masse nye opdagelser og viden. En rigtig filosof overvejer ikke kun den givne videnskab, men bidrager også til at skabe ny viden. Dermed imiterer en filosof heller ikke bare andre filosoffer, men udtænker selv nye, kreative og selvstændige tanker. (Dermed har jeg ikke sagt, at tankerne ikke kan bygge videre på tidligere traditioner indenfor området.)

2. En filosof forholder sig altid åbent og kritisk overfor enhver form for teori eller holdning – også sine egne. Enhver form for teori eller holdning skal altid være åben overfor angreb. Derfor er det også meget ufilosofisk, hvis man nægter at se kritisk på f.eks. ens egne holdninger eller teorier. For hele pointen med filosofi burde jo gerne være, at man fik en bedre erkendelse af virkeligheden og dermed verden. Det er både ufilosofisk og uvidenskabeligt, hvis man bare stædigt og ureflekteret fastholder sine egne holdninger og teorier, når man bliver præsenteret for ny viden eller nye argumenter.

3. En filosof tænker og argumenterer rationelt, konsekvent og logisk. En af filosoffens spidskompetencer skulle gerne være evnen til at tænke logisk og rationelt. Dvs. at man umiddelbart evner at finde frem til diverse fejlslutninger og skjulte præmisser i en given argumentation, således at man hurtigt kan identificere, når (og hvorfor) en given argumentation er ulogisk og usammenhængende.

4. En filosof afklarer og afgrænser betydningen og definitionen af diverse begreber og filosofiske spørgsmål – ikke det modsatte. Derfor kan en filosof også altid forklare sine tanker og teorier på en meget klar, enkelt og entydig måde. For jeg mener simpelthen, at der må være en klar og logisk sammenhæng mellem det at have gennemtænkt sine tanker og så det at kunne formulere dem. At gemme sine holdninger eller overvejelser bag en masse faglig eller akademisk retorik - det er ikke filosofi – men et udtryk for manglende sproglige kompetencer. Selvom det naturligvis er helt i orden at bruge faglige eller akademiske udtryk i den grad, som det er relevant for diskussionen. Bare fordi flere af de store filosoffer gennem tiderne har haft en uforståelig og tvetydig retorik (som man efterfølgende har brugt langt tid på at forstå) så er det ikke ensbetydende med, at uforståelig retorik i sig selv er filosofisk - tværtimod.

5. En filosof kender forskellen på en personlig overbevisning og et videnskabeligt udsagn. Dvs. forskellen mellem, hvad der hører til indenfor videnskabens område og hvad der blot handler om personlige overbevisninger.

6. En filosof har en stor faglig viden og er altid up-to-date med den nyeste og relevante fagvidenskabelige forskning indenfor det givne filosofiske forskningsområde. (Da filosofi ikke har sit eget fagområde, så er filosofi stort set altid en tværfaglig disciplin.) Jeg vil direkte hævde, at det er uvidenskabeligt, hvis man som filosof nægter at forholde sig til den nyeste fagvidenskabelige forskning på området.

Intellektuel eller bare arrogant?

De to begreber intellektuel og arrogant betyder ikke det samme, men de bliver tit opfattet sådan. Det burde de ikke, for de to begreber betegner faktisk to vidt forskellige områder. For intellektuelle behøver bestemt ikke at være arrogante og omvendt så behøver arrogante mennesker bestemt heller ikke at være intellektuelle. Nej, tværtimod - så forekommer det mig faktisk at være omvendt. Men arrogante mennesker LYDER tit intellektuelle, men det er jo ikke det samme, som at de ER intellektuelle. Der er meget stor forskel på, at LYDE intellektuel og så AT VÆRE intellektuel. Dette lærer man hurtigt i takt med jo flere fagudtryk og ismer man selv lærer at kende. Her opdager man hurtigt, hvordan mange mennesker der kaster om sig med fancy fagudtryk og personreferencer uden at have den mindste form for forståelse af dem eller refleksion over dem. (Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.) Men denne grove udnyttelse af diverse intellektuelle teorier, personer og fagudtryk blandt wannabe intellektuelle har også den betydning, at ordet intellektuel efterhånden kun bliver brugt som et skældsord eller som en betegnelse for at være arrogant, end det bliver brugt i sin oprindelige betydning.

Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.

Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!

Om farver i forhold til filosofi og det intellektuelle

Dengang da jeg oprettede min blog, der tænkte jeg lidt over, hvilke farver jeg skulle vælge. Selvom farvevalget måske umiddelbart kan virke ligegyldigt, så har det nok alligevel en vis betydning for, hvad folk tænker sådan umiddelbart, når de kommer ind på ens blog. Folk associerer jo forskellige ting ud fra forskellige farver. Hvis man gerne vil fremstå seriøs (sagde nogen akademisk og intellektuel?) så kan man jo f.eks. bruge nogle jordfarver som sort, brun, grå og blå. Farverne skal naturligvis være i afdæmpede og matte farver, da enhver form for farvestrålende symbolik hurtigt kan føre til, at siden bliver opfattet som useriøs. Og så kunne det jo være, at de seriøse intellektuelle klikkede væk fra siden igen. Jeg har nævnt det før, men jeg fremhæver det gerne igen - man kan ikke både være positiv (med farver) og samtidig fremstå intellektuel og seriøs. Det kan ikke lade sig gøre, det er umuligt. Det er bevist igen og igen.

Jeg har naturligvis også udvalgt farverne på min blog efter mange seriøse og hårde overvejelser. Jeg har faktisk også prøvet at give min blog nogle farver, så den fremstod både seriøs og intellektuel. Men min blog følte sig slet ikke tilpas i de farver, den følte sig både hæmmet og samtidig så den også meget trist ud. Så prøvede jeg det modsatte, at give den en masse forskellige farver, men så lignede den mest af alt en farveeksplosion (ja, jeg ved godt, at nogle mener, at jeg måske aldrig kom helt væk fra det koncept). Men til sidst fandt jeg nogle passende farver. Farverne på min blog blev nok hovedsageligt valgt ud fra følgende tanker. Farverne skal ikke være for kedelige, jeg skal selv kunne lide dem og så må de for alt i verden ikke give det indtryk, at jeg selv tror, at jeg er super intellektuel eller at bloggen har et super seriøst indhold.

Men det som virkelig kan undre og forbløffe mig, det er, hvorfor Filosofi på Københavns Universitets også har valgt stort set de samme farver på deres side!?! Prøv bare at se her. Hvordan gik det lige til? Hvilken kommunikationsrådgiver har mon anbefalet dem det? Betyder det så, at jeg også er med på moden? Eller har jeg taget fejl af noget? Måske er det en ny farvemode indenfor den intellektuelle verden, som jeg på en eller anden måde har været på forkant med, som gør op med tidligere tiders betoning af jordfarver. Betyder det så, at der ikke længere er lighedstegn mellem intellektuel og jordfarver? Det virker næsten også som om, at man har prøvet på at fremhæve de lyserøde og lyseblå farver i selve billedet af den athenske skole med Aristoteles og Platon (af Raphael) hvor de lyserøde og lyseblå farver jo nærmest lyser op. Sådan ser billedet altså ikke altid ud, bare se her. Hvorfor har man mon valgt at fremhæve netop disse farver? Måske hænget valget af farverne lyserød og lyseblå alligevel sammen med filosofi på en eller anden måde, som jeg altså bare ikke er bevidst om endnu!

Hvor blev den filosofiske debat egentlig af?

Jeg syntes ærlig talt, at der mangler filosofisk diskussion. Ja, ikke bare på nettet, men også på min uddannelse og mere generelt i samfundsdebatten. Jeg vil altid meget gerne diskutere filosofi, ja nærmest, hvad som helst emne. Ja, ikke bare FOR at diskutere, for det ville jo være pointless, men for at blive klogere både på mine egne filosofiske holdninger og andres. Det er selvfølgelig altid spændende, at diskutere filosofiske problemer med andre filosofistuderende, men man kan nu også sagtens diskutere filosofi med folk, som aldrig har læst filosofi. Selvom de selv tit antager, at dette ikke er muligt. Men det er det skam. For filosofi handler jo om virkeligheden (det bør den i hvert fald) og derfor kan man også sagtens diskutere filosofi med folk uden nogen form for akademisk uddannelse i filosofi. Dette burde egentlig være en meget logisk og simpel konstatering, men det er det mystisk nok ikke for alle akademikere.

Det som undre mig mest er, at der, hvor diskussionen burde være størst, nemlig på universitetet, der er diskussionen (mig bekendt) stort set ikke eksisterende. Den undervisning (som jeg har fået) har stort set været blottet for filosofisk diskussion, da undervisningen kun har fokuseret på at gennemgå de forskellige tilgange og teorier indenfor filosofi, men ikke på (det væsentlige, ville nogle måske mene) nemlig, at diskutere teoriernes holdbarhed og deres indhold. Diskussionen blev øjensynlig ikke anset for mere relevant, end at der ikke kunne blive plads til den i undervisningsplanen. Dog må jeg retfærdigvis nævne, at jeg engang havde en underviser i videnskabsteori og etik, som rent faktisk formåede at få debat med i undervisningen. Men det må have været undtagelsen som bekræfter reglen. Ligeledes er der heller aldrig den store diskussion til hverken foredrag eller konferencer. Og selv hvis der ENDELIG er en reel diskussion, så udarter diskussionen sig tit hurtigt til bare at handle om et eller andet ligegyldigt aspekt, samtidig med at diskussionen også tit bliver til en form for vekslende personangreb - til skræk og advarsel for alle andre, som kunne tænke sig at diskutere noget filosofisk. Men måske er det slet ikke meningen med filosofisk diskussion, at den skal foregå i store forums, måske egner den sig meget bedre til at foregå i mindre forsamlinger. Selvom det helt sikkert også ville hjælpe på den filosofiske diskussion, hvis bare de basiske argumentationsteoretiske regler blev overholdt. For det er lige før, at den filosofiske debat i aviser og tv-programmer tit foregår mere sagligt, end den gør i den akademiske verden. Faktisk kan jeg ikke huske nogen filosofisk debat på tv, som har udartet sig ligesom nogle akademiske filosofiske debatter gør. Men på tv kan man selvfølgelig også redigere og klippe det fra, som ikke egner sig til at blive vist offentligt, det kan man naturligvis ikke i live-udgaven.

Min top 10 over irriterende fordomme om filosofi

10. Filosofi, er det ikke sådan noget med at filosofere sig væk fra virkeligheden? Jo, det er der desværre en udpræget tendens til indenfor den akademiske verden. Men heldigvis findes der også masser af mennesker som læser filosofi, som endnu ikke har filosoferet sig helt væk fra virkeligheden og som laver videnskabelig filosofisk forskning. Mine personlige råd til at undgå at filosofere sig helt væk fra virkeligheden er: at få et (skod) studiejob (det holder fast i virkeligheden på en meget overbevisende måde) eller en kæreste eller nogle venner med jobs ude i virkeligheden.

9. Dem, som læser filosofi, ryger hash og er lidt hippieagtige. Ja, nogen er måske, men ikke mig. Jeg er imod stoffer på enhver måde og jeg foretrækker, at nøjes med at ødelægge min hjerne med spiritus og meningsløs tv-underholdning. Lidt hippieagtig er jeg dog, da jeg går meget ind for bedre forståelse og mere kærlighed blandt mennesker. Med hensyn til påklædning, så veksler jeg personligt mellem konservativ og street (hiphop) stil, så den er langt fra hippieagtig.

8. Filosofistuderende er ikke særlig målrettet. Hmm... for at tale på mine egne vegne, så mener jeg, at jeg er meget bevidst om fremtiden og hvor jeg er på vej hen - uden dermed at kunne spå om fremtiden. Men der er mange, som ikke tænker længere end universitetstiden, hvilket ikke bare burde være et problem for dem selv, men også burde være et problem for universitetet.

7. Filosofistuderende er nogle Kurt Cobain wannabees. Ja, desværre har nogle filosofistuderende en vis forkærlighed for det tragiske og triste, men det er heldigvis ikke alle. Men jeg syntes, at det er meget deprimerende, hvordan nogle (mis)bruger filosofi til at udvikle og fastholde en generel pessimistisk tilgang til livet - for så derefter også at prøve på at tvinge den ned over andres livsanskuelser.

6. Filosofistuderende tror selv, at de er SÅ kloge. Ja, det er der vist en tendens til, men det er nok et generelt problem for studerende på længere videregående uddannelser. (Problemet opstår for det meste allerede inden, at de overhovedet har lært noget.) Personligt er jeg imod, at man tror, at man er klogere end alle andre, selvom man rent faktisk ved mere end andre på et bestemt område. En vis ydmyghed er i mine øjne klædeligt. Men den ubetingede tro på sig selv (som værende meget klogere end alle andre) vidner for det meste også bare om en stor uvidenhed. Nemlig en uvidenhed om og manglende forståelse af, hvor mange områder man faktisk ikke ved noget om. Så måske er det på tide at læse og lære noget nyt, som man ikke har læst om før, hvis man hævder dette. Det værste er, når folk bare automatisk antager, at jeg pga. min uddannelse og måske også i en vis grad min udstråling, at jeg ser mig selv som værende meget klogere end dem. Nu mener jeg selv, at jeg har en god del respekt og en vis ydmyghed overfor alle mennesker, uanset uddannelse og baggrund, så derfor virker dette angreb meget overraskende. Det er faktisk også svært at argumentere imod sådan en påstand, uden rent faktisk at lyde bedrevidende eller arrogant.

5. Filosofi, det er sådan noget med Wittgenstein, ikke? Det mest irriterende ved dette spørgsmål er, at jeg engang blev spurgt om det til jobsamtale til et drømmestudiejob i et dansk ministerium. Jeg havde ingen forudsætninger for at vide, hvilken indstilling min mulige kommende chef havde til Wittgenstein. Og da holdninger omkring Wittgenstein jo spænder lige fra dem, som ser ham som en slags gud, til dem som ser Wittgenstein som et klassisk eksempel på, hvorfor filosofi er spild af tid, så er det svært at svare på sådan et spørgsmål til en jobsamtale. Du kan selv gætte på, hvad der var tilfældet i min jobsamtale. Men for at svare på spørgsmålet, så handler filosofi om meget andet end (bare) Wittgenstein.

4. Filosofi, det er noget med... og så et eller andet overtroisk, religiøst, konspirationsteoretisk eller noget helt fjerde, som man aldrig har tænkt på i forbindelse med filosofi. Folk antager mange mærkelige ting om filosofi, både fordi de selv har en interesse for det pågældende emneområde og så for at bruge det, som et argument imod filosofi. Uanset hvad, så er det ret irriterende at få at vide, hvad ens studie handler om, specielt af nogen som intet ved om ens studie. Jo mere sikre de er på, hvad ens studie handler om, jo sværere er det også at fortælle dem, hvad filosofistudiet rent faktisk handler om eller går ud på.

3. Du siger, at du læser filosofi, så har du jo helt sikkert også læst meget om... og så en eller anden som jeg aldrig har hørt om, som intet har at gøre med filosofi eller som jeg ikke har nogen interesse for. Det minder lidt om punkt 4, for igen bliver det antaget, hvilke interesser jeg har, uden at man reelt ved noget om mig eller mine interesser. Selvom det skal siges, at spørgsmål som dette dog alligevel for det meste fører til nogle meget spændende samtaler.

2. Filosofi, jeg hørte / læste om en, der også havde læst filosofi, som mente... og så en eller anden dum eller latterlig holdning, som jeg dermed også bliver skudt i skoene. Der er desværre også en del dumme mennesker, som har læst filosofi før mig og det betyder øjensynlig, at en del af det at tage en filosofi uddannelse også er, at skulle tage stilling til alle andres (som har læst filosofi) teorier og holdninger på alle mulige og umulige områder. Dette problem forekommer nok også indenfor andre fagområder.

1. Hvad kan man så bruge filosofi til bagefter (når uddannelsen er taget)? Det er helt sikkert det spørgsmål, som jeg har fået mest i forbindelse med mit filosofistudie. Da jeg er blevet spurgt om det så ofte, så har jeg efterhånden udviklet flere forskellige fremgangsmåder og indfaldsvinkler til filosofi, som jeg kan bruge til at besvare spørgsmålet, afhængig af, hvem det er som stiller spørgsmålet. Det viser lidt om, hvor meget jeg har været tvunget til at stille mig skeptisk overfor filosofi - både som studie og videnskab. Men for at svare så generelt som muligt på spørgsmålet, så er det at læse på universitetet, jo ikke det samme som f.eks. at uddanne sig som murer eller skovfoged, hvor man har et konkret eller præcist defineret erhverv bagefter. Men dette gælder (bort set fra det) jo også efterhånden på resten af arbejdsmarked, hvor det jo i højere og højere grad handler om at være fleksibel og kunne tilpasse sig nye udfordringer og vilkår. Generelt er jeg også imod tanken om, at man bliver filosof, bare fordi at man har læst filosofi. Nej, filosof det kræver sgu' mere, end bare det at tage en uddannelse eller at undervise i filosofi. For man kan sagtens læse filosofi i mange år, uden at fatte noget som helst eller for den sags skyld blive klogere. En filosof er en person som bidrager til filosofien ved at udvikle ny viden eller en ny teori. Men filosofi kan generelt bruges til meget forskelligt og på mange forskellige områder og hvis jeg virkelig skulle svare fyldestgørende på det her, så kunne jeg jo nærmest lave en afhandling om det i sig selv. Og det har jeg ikke tænkt mig.

Om venlighed og følelser på universitetet

I Politikken onsdag 26.9 var artiklen ”Følelser er forbudte på universitetet”. Det var en ganske relevant artikel, hvis emne man altid funderer over, når man læser på universitetet. Det er helt sikkert ofte ugleset på universitetet, at man i det hele taget giver udtryk for sine (ja, måske endda har) følelser. Det er ligesom at skellet mellem, hvad der er videnskabelig forskning og hvad der ikke er videnskabelig forskning ikke kun gælder indenfor forskningsområdet, men også for forskeren selv som person. Det er som om, at hvis man giver udtryk for følelser, så har man også samtidig sat spørgsmålstegn ved ens egen evne til at gøre sit arbejde professionelt og derved lave god videnskabelig forskning. Men selvom videnskabelig forskning og ens eget følelsesliv selvfølgelig skal adskilles, så er mennesket jo ikke bare en overfladisk analyse forskningsrobot.

De mange indbyrdes kampe om prestige og stillingerne på universiteterne er helt sikkert også en forklaring på, hvorfor følelser virker som forbudt område på universitetet. Disse kampe bliver langt fra kun udspillet på det faglige område, men også på det psykiske. For ud over at fremstå selvsikker på sine forskningsmæssige resultater, så bør man også fremstå stærk og selvsikker i såvel retorik og argumentation som i den faglige viden. Man må under ingen omstændigheder virke svag eller menneskelig, for slet ikke at tale om usikker, da dette automatisk giver de andre et forspring med hensyn til at vinde en faglig diskussion og i at fremstå videnskabelig kompetente. Derved opstår der hurtigt en bestemt overfladisk, kold og kynisk væremåde. Dette er måske ikke kun forbeholdt universiteterne, men gør sig helt sikkert også gældende generelt på arbejdsmarkedet. Men det virker alligevel som om, at selve universitetets ide om rationalitet og videnskab fremprovokerer en mere overfladisk væremåde end andre steder. Som Charlotte Bloch også skriver, så må alle for karrierens skyld være venlige overfor dem med en bedre position end dem selv. Og dermed har man ødelagt muligheden for reel venlighed og glæde, da man ikke længere kan skelne den reelle ros fra den indsmigrende og dybest set ligegyldige ”ros”. Når det ikke længere er muligt at rose eller værdsætte andres forskning eller undervisning, så er der kun en mulighed tilbage - nemlig kritik. Og hvis et forskningsmiljø kun består af kritik, så fører det hurtigt til et forskningsmiljø med en negativ stemning og isolation. Og det er rigtig trist, når det nu kunne have været så meget anderledes.

Det er selvfølgelig en generalisering at sige, at der på universiteterne er et overfladisk miljø, da dette jo selvfølgelig afhænger af stedet og personerne. Og her skal det selvfølgelig også understreges, at jeg heldigvis har mødt mange mennesker på universitetet som hverken er overfladiske, kolde eller kyniske, men positive og livsglade mennesker. Men den overfladiske og kolde væremåde er helt sikkert en del af universitetets væsen og den kan derfor også bebrejdes for mange af de frafald der sker på universitetsuddannelserne. Derfor vil jeg næsten også påstå, at det er en forudsætning for at tage en universitetsuddannelse, at man har en god og solid social omgangskreds udenfor universitetet. Ellers må det være svært at komme igennem, specielt på de studier med store frafald, hvilket mit eget studie er. I hvert fald hører jeg tit fra folk, som har droppet en universitetetsuddannelse, at de simpelthen bare ikke kunne holde studiemiljøet ud i længden.