Filosofisk humor 9

Naturen vs. det moderne samfund part 1

Jordskælvet og den efterfølgende tsunami i Japan viser endnu en gang, hvordan mennesket (endnu) ikke har nogen form for kontrol over naturen. Et super moderne og højteknologisk land som Japan bliver sat på standby på et øjeblik af naturen. Men kun i et øjeblik – for selvom oprydningsarbejdet og erstatningssagerne muligvis vil vare i flere år – så har Japan styr på situationen. Hvis der havde været tale om et uland som Pakistan eller Haiti, så ville katastrofen havde været af et helt andet omfang og dødstallet ville have været skyhøjt. Det skyldes flere ting, men først og fremmest god forberedelse! Japan har brugt en formue på at jordskælvssikre bygninger og lave tsunamiforanstaltninger i milliardklassen. Det er i virkeligheden også det eneste rationelle at gøre for et højteknologisk land med højtuddannede mennesker - når man på forhånd ved, at jordskælv og tsunamier jævnligt vil forekomme. Det ville vel nærmere være dumt og uigennemtænkt, hvis man ikke gjorde noget?

Selvom Danmark er meget heldigt placeret på verdenskortet og vi derfor umiddelbart skulle være uden for fare i forhold til de store naturkatastrofer, så kan jeg da ikke lade være med at overveje, hvor langt vi egentlig er kommet med den nationale plan mod oversvømmelse? Ifølge klimaforskerne vil Danmark opleve en stadigt stigende mængde nedbør og derfor virker det eneste rationelle vel også udarbejde en landsdækkende plan til forebyggelse af oversvømmelser? Det burde politikkerne da stå i kø for at være den første til at foreslå? Forkert – det gjort forsikringsselskaberne til gengæld! Forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension tilbød sidste sommer kommunerne et nyt samarbejde for at målrette deres viden til at forhindre fremtidige oversvømmelser. Dengang udtalte brancheorganisationens administrerende direktør Per Bremer Rasmussen følgende:

"Kommunerne har ansvaret, men alene kan de ikke løfte opgaven. Udfordringen er så stor, at der skal en samlet, national strategi til. Alle må bidrage - og det både vil og kan forsikringsselskaberne også... Kommunerne har hverken midler eller kræfter til det hele. De må prioritere. Med den viden vi har, kan de helt målrettet udvælge, hvor de sætter ind først. Vores data kan de samtidig bruge til at beregne, hvordan de bedst og mest omkostningseffektivt forebygger oversvømmelser."

Det lyder da som en rigtig god ide. For selvom forsikringsselskaberne naturligvis mest tænker på deres egne penge, så ændrer det ikke på det faktum, at klimaforskerne har forudset, at risikoen for oversvømmelser er et stadigt stigende problem og derfor burde man vel også antage, at der var nogen rationelle mennesker, som arbejdede målrettet for at forebygge fremtidige oversvømmelser. Men man hører ikke rigtig noget om det i nyhederne? Jeg frygter, at det betyder, at vi på trods af vores høje uddannelsesniveau og viden alligevel ikke kan finde ud af at bruge de forholdsvis få ressourcer til at forebygge nogle endnu dyrere problemer (som man allerede har forudset vil ske før eller siden). Måske håber man på, at klimaforskerne tager fejl? Her er et par sommerbilleder fra Københavnsområdet (Lyngbyvejen og Ryparken) fra 2010:

(Tak til Rasmus Gregersen og Kirsten Lange for lån af fotos.)

Efter et kort stykke tid skrev jeg part 2: Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket.

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.