If Everyone Cared...

Enhver, der har erkendt livets korthed, har også forstået, hvorfor at det er så vigtigt at engagere sig i andre mennesker. Medfølelse begynder ikke med, at man giver 50 kroner til Haiti, men med, at man behandler sine medmennesker med menneskelig indlevelse og medfølelse. Det er ligegyldigheden og bekvemmeligheden, der råder, hvis man kun kan føle medfølelse med fattige mennesker i ulandene - men ikke med den deprimerede kollega eller den hjemløse på gaden. Det allerfattigste menneske er nemlig det, som kun kan tale ordentligt til sin chef og sin mand, men ikke til ekspedienten i butikken, den underordnede kollega eller endnu værre sine egne børn. Det egocentriske menneske. Medfølelse og medforståelse begynder der, hvor man behandler ALLE andre mennesker, som man ønsker, at de også skal behandle én. Livet er alt for kort til at være et mentalt fattigt menneske og man får ikke altid muligheden for at gøre tingene anderledes en anden gang. Derfor handler det om at være et godt menneske i dag. Intet er vigtigere og intet er større i denne verden end menneskeligt engagement.

From underneath the trees, we watch the sky
Confusing stars for satellites
I never dreamed that you'd be mine
But here we are, we're here tonight

Singing Amen, I, I'm alive
Singing Amen, I, I'm alive

Chorus:
If everyone cared and nobody cried
If everyone loved and nobody lied
If everyone shared and swallowed their pride
Then we'd see the day when nobody died…

And as we lie beneath the stars
We realize how small we are
If they could love like you and me
Imagine what the world could be…

Where is the love?

Jeg har gennem det sidste år ved flere lejligheder kritiseret danskerne for at være alt for overfladiske og ligeglade med deres medmennesker. Hvilket man blandt andet har kunnet læse om i mine blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri og Danskernes ligegyldighed når nye højder. Det skal måske her pointeres, at jeg frit bruger ordet dansker om enhver der bor eller lever i Danmark og dermed ikke blot er her kortvarigt som besøgende. Nu er jeg jo ikke ligefrem den pessimistiske type (kun meget dybt indeni) så blogindlæggene blev naturligvis skrevet med et vist håb om forandring. Men sådan en forandring sker naturligvis ikke bare lige fra den ene dag til den anden... eller gør det? For i det sidste stykke tid har jeg næsten ikke kunne gå udenfor en dør uden at en eller anden fremmed (dvs. en ven, som du stadig ikke har mødt jf. mit blogindlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri) står klar med et smil, en sød kommentar eller helt uventet hjælp. Nu antager jeg naturligvis ikke, at dette alene skulle skyldes mine blogindlæg, men måske nærmere mediernes omtale af problematikken eller noget helt andet. Uanset årsagen, så er jeg naturligvis begejstret over muligheden for, at danskerne potentielt kunne være blevet et mere imødekommende og positivt folkefærd igennem det sidste år. Problemet med denne antagelse er bare, at jeg udelukkende baserer det på mine egne personlige oplevelser. Og nu har ens egne oplevelser jo, som bekendt, et ret omfattende subjektivitetsproblem. Derfor bliver jeg naturligvis nød til at overveje en række videnskabsteoretiske problemstillinger, når jeg skriver dette. For måske er det slet ikke danskerne, der har forandret sig igennem det sidste år, men derimod mig selv, som har forandret mig? Måske er det bare mig, som er begyndt at opføre mig anderledes og dermed også får nogle anderledes reaktioner. Jeg ved det ikke. Umiddelbart ville jeg nu selv antage, at situationen er nogenlunde status quo - altså hverken værre eller bedre. Men det er jo svært at se sig selv udefra, som Søren også skrev til mig i et svar for et stykke tid siden.

Der er også en anden mulighed, nemlig at der bare er tale om rene tilfældigheder. Måske er det bare et spørgsmål om tilfældighed, at jeg konstant møde rare mennesker fra stort set alle samfundslag, der gerne vil bruge et par minutter på at hjælpe mig ved at vise mig vej, give mig et kompliment, fortælle mig en sjov historie, lade mig komme foran i køen osv. Selv her på bloggen har jeg modtaget enormt mange søde mails (hvilket desværre ikke virker særlig motiverende for mig – nærmere tværtimod - hvilket formodentlig skyldes mit lange ophold i universitetsmiljøet.) Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg værdsætter brevene rigtig meget og jeg værdsætter bestemt også den venlighed, som helt tilfældige mennesker viser mig for tiden. For i det øjeblik, hvor en helt fremmed person bruger sin energi på at glæde én, der kan man virkelig føle kærligheden. Det er ikke så meget ordene eller hjælpen, som gør det største indtryk på mig, men derimod intentionen eller tanken der ligger bag handlingen. For hvad kan bedre definere venlighed end en god handling udført uden nogen form for bagtanker eller forventning om gengældelse. For den fremmede kan jo netop ikke (qua sin status som fremmed) havde nogen forventning om gengældelse, da sandsynligheden for dette ofte er meget minimal. (Selvom muligheden dog stadig foreligger i et lille land som Danmark.) Derfor kan jeg heller ikke andet end at give Jean Jacques Rousseau ret, når han spørg: What wisdom can you find that is greater than kindness?

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Danskernes ligegyldighed når nye højder

TV2s nye forbrugermagasin Praxis undersøgte i går, hvordan danskerne generelt reagerer, når en person pludselig falder om midt på en travl gågade. Og undersøgelsen viste endnu engang, at danskerne generelt er fuldkommen ligeglade med deres medmennesker, for de fleste gik bare videre. Hvorfor skulle man dog også bekymre sig om, at et andet menneske pludselig falder om midt på gaden? I udsendelsen blev der også vist tal for sandsynligheden for at overleve, hvis man falder om på en større gågade. Mens man i Norge var helt oppe på en sandsynlighed på 23 % for at overleve, så var den i Danmark helt nede på 9 %.

Altså adskiller danskerne sig endnu engang negativt fra andre folkefærd ved deres gennemførte ligegyldighed. Jeg har før påpeget denne form for overfladiskhed og ligegyldighed i mit indlæg Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri. Men der findes øjensynlig ingen grænser for ligegyldigheden i Danmark, hvis det handler om mennesker, som vi ikke umiddelbart kender. Ud over ligegyldigheden, så kunne man selvfølgelig også mistænke den danske berøringsangst for at være en del af problemet. Ja, både den konkrete berøringsangst overfor andre mennesker, men også berøringsangsten overfor at blive konfronteret med sygdom og død i hverdagen. For hvis der er en risiko for at blive konfronteret med døden, så vil vi øjensynlig meget hellere være ligeglade og gå videre, frem for at risikere at få et glimt af virkeligheden og dermed måske også redde et andet menneskets liv!

Husk lige at værdsætte livet

Så skete det desværre igen - endnu en højresvingsulykke med en lastbil. Denne gang gik det ud over Søren Huus's (fra Saybia) kæreste på 29 år og deres toårige datter (som dog heldigvis er i bedring). Det er virkelig tragisk og min største medfølelse går til Søren Huus, hans datter og deres nærmeste. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frygteligt det må være og så lige inden juleaften (selvom det måske kan være ligegyldigt). Måske er det igen musikken der bedst kan beskrive følelser. Her kan Saybias egen The Second You Sleep med Søren Huus fænomenale melankolske sangstemme måske bedst beskrive det tragiske og sørgelige ved denne situation.

Sådanne tragiske begivenheder (som desværre sker hver dag) skal man bruge til at huske på, at værdsætte livet og dem man holder af. Jeg har selv set døden meget tæt på i en ung alder, hvilket har gjort, at jeg nok lever i nuet og værdsætter livet på en anden måde end de fleste andre mennesker gør. Engang troede jeg, at alle mennesker, som har oplevet noget tragisk, så på livet, ligesom jeg gør. Men mange mennesker lever faktisk bare videre, som de altid har gjort, når de har fået den tragiske oplevelse lidt på afstand. Det vil sige uden at forstå, hvor fantastisk livet er og hvor taknemlig man skal være for det. De fleste mennesker, som jeg har mødt, som har den samme indstilling til livet som mig selv, det er mennesker der har overlevet en livstruende sygdom. Her kan jeg ofte genkende den samme livsglæde og livsenergi. Derfor vil jeg gerne opfodre til, at man, ligesom i Nik og Jays meget populære sang En dag tilbage, stopper op og spørger sig selv, hvad man ville gøre og hvordan man ville leve sit liv, hvis man kun havde en dag eller kort tid tilbage af sit liv. Man ville nok næppe spilde tiden på; at brokke sig over småting, være sur over livets uretfærdighed, stresse over arbejdet eller bekymre sig over, hvornår man får råd til en eller anden ligegyldig materiel ting osv. Netop fordi at disse ting i forhold til døden virker fuldkommen ligegyldige. Det er netop bevidstheden om døden som sætter perspektiv på livet og gør at man værdsætter livet. Det er ikke alle mennesker der når gennemsnitslevealderen, så derfor skal man ikke udsætte for mange ting, for så kan det være, at man aldrig når dem. Man skal også huske at værdsætte de mennesker man holder af, for man ved aldrig præcis, hvor lang tid man har tilbage sammen med dem. Jeg slutter endnu engang med et citat, nemlig mit ynglings citat af Piet Hein : Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det.

Næstekærlighed vs. medlidenhedsetik

Freud var allerede i Kulturens byrde bevidst om, at ideen om næstekærlighed egentlig var i strid med ens fornuft. Zygmunt Bauman tager også ideen op i sin bog Flydende kærlighed og argumentere for det absurde i, at elske sin næste sådan helt bogstaveligt talt. For dette er ikke naturligt ud fra menneskets egne interesser. For normalt når man elsker et andet menneske, så er det for nogle specielle egenskaber eller unikke træk ved det menneske. Og derfor hævder Bauman, at en vildt fremmed ikke kan have nogen emotionel værdi eller en allerede erhvervet betydning for ens følelsesliv, da der (i hvert fald endnu) ikke er nogen forbindelse mellem nogle bestemte egenskaber eller træk og så ens følelser. Og derfor kan man rent logisk heller ikke elske en fremmed. Selvom det selvfølgelig er muligt at tillægge personen visse egenskaber eller identificerer visse fælles træk og derved føle kærlighed, som man f.eks. ser det med idoler og forbilleder. Men der kan ikke være en reel kærlighed mellem to mennesker, så længe kærligheden ikke har nogen forudsætninger at bygge på. Derved bliver næstekærlighed mellem to fremmede mennesker næsten også til en slags religion, hvor næstekærligheden ikke er noget man kan føle, men noget man skal tro på.

Det er nok sådanne tanker som gør, at nogen kalder næstekærlighed for medlidenhedsetik. Et ord man tit hører i forbindelse med Søren Kierkegaard og her bliver det ikke brugt på nogen positiv måde. For her bliver næstekærlighed set på som en slags foragt eller mangel på respekt overfor andre mennesker, hvor man fremhæver sig selv ved at føle barmhjertighed overfor det andet menneske. Og derved har man fået præcis den modsatte betydning ud af begrebet om næstekærlighed, end den man normalt forstår ved det. Det egentlig fascinerende, hvor let det er at vende noget positivt til noget negativt. Men jeg kan godt forstå, at ingen dybest set bryder sig om medlidenhed, da der jo i medlidenheden også er en slags dom. Hvis man havde et godt liv, så ville der jo være nogen grund til at føle medlidenhed med personen, da personen jo så ikke ville havde brug for medlidenhed. Men hvem har egentlig brug for medlidenhed? De fleste har vel mere brug for kærlighed og omsorg. Og det er nok her den væsentlige forskel ligger, nemlig forskellen mellem at elske en person og så føle medlidenhed med personens skæbne. Pointen er derfor, at inden man i den forestående søde juletid i godhedens navn yder andre mennesker næstekærlighed (som jeg dog stadig vil opfodre til) så skal man huske på, hvordan man selv ville opfatte næstekærligheden, hvis situationen var omvendt. Næstekærligheden kan hurtigt opfattes som en foragtelig, kynisk og overfladisk medlidenhed.

Kun de eksistentielt mislykkede filosoferer

Dette udtryk har jeg desværre hørt mere end en gang i løbet af mit studie. Jeg har aldrig rigtig forstået hensigten med, at nogle filosofi studerende udråber dette til verden. Udtrykket stammer oprindeligt fra Nietzsches filosofi, hvor det handler om, at man gennem filosofi prøver på at bortforklare sin eksistentielle ulykke. (Dette skal ikke forstås, som en kritik af Nietzsches filosofi, men mere en kritik af, hvordan udtrykket bliver brugt.) Det er jo både en påstand og en anklage imod enhver som nogensinde har læst filosofi. Personligt føler jeg mig nu ikke særlig ramt af anklagen, selvom jeg læser filosofi, da jeg ikke føler mig specielt mislykket. Men det undrer mig alligevel, hvorfor nogen siger sådan noget, når de selv læser filosofi.

Jeg er egentlig enig med udtrykket, da det jo er meget naturligt, at livets ulykkelige stunder får én til at tænke nærmere over tilværelsen og derved filosofere. Personligt begyndte jeg nok at filosofere over tilværelsen, dengang jeg oplevede min brors lange og svære sygdomsperiode og hans efterfølgende død. Det jeg ikke kan lide ved udtrykket, det er den måde udtrykket bliver brugt på. Det var først for nyligt, at det gik op for mig, hvilket livssyn og hvilken filosofi der ligger bag dette udtryk. Grunden til at det gik op for mig, skyldes nok hovedsaglig to ting; en bog og mødet med en tidligere medstuderende som droppede ud. Det som min tidligere medstuderende gjorde mig opmærksom på var, hvilket livssyn der ligger til grund for dette udtryk.

Det er et livssyn som bygger på, at verden grundlæggende er et koldt og kynisk sted og livet er en lang lidelse. For at undskylde sin egen ulykke i livet, så kan man gennem filosofi finde en masse dårlige undskyldninger for at fremstå som om man er eksistentiel vellykket. Så hvis man vil se virkeligheden som den er, så må man forkaste enhver form for samfundsnorm også videnskab, religion og moral. For der findes intet godt eller ondt, sandt eller falsk, det er alt sammen bare opfindelser til at undskylde ens egen ulykke.

Sådan et syn på verden og livet ender efter min mening bare i egoisme og meningsløshed. Jeg bryder mig ikke om, at se verden som et koldt og kynisk sted, selvom jeg desværre er fuldt ud bevidst om, hvor mange kolde og kyniske mennesker der findes. Men jeg har svært ved at se, hvordan man skal blive lykkelig, når man ser sådan på verden. Men dette er der en meget simpelt løsning på, for lykken er bare en illusion. De afviser nemlig ideen om lykke som en form for selvbedrag, det samme gælder for øvrigt også for moral, videnskab og ens kærlighed til andre mennesker. Det er alt sammen selvbedrag for ikke at virke eksistentielt mislykket. Dermed er det kun dem, som kan se at lykke et selvbedrag, som kan se verden som den virkelig er.

Konklusionen er altså, at hvis du er lykkelig, så er du bare ikke intelligent nok til at indse dit eget selvbedrag. Dette kan man heller ikke argumentere imod uden samtidig at indrømme - ud fra deres præmisser - at man bedrager sig selv. Da jeg ikke direkte kan pege på et objekt, nemlig lykken og sige: Se! Så må jeg jo nøjes med fastholde min subjektive oplevelse af lykke rent faktisk er en del af virkeligheden. Men her vil de selvfølgelig hurtigt indvende, at det fuldkommen uvidenskabeligt at gå ud fra en subjektiv oplevelse. Derefter kan jeg kun pege på det intersubjektive aspekt, nemlig at andre også oplever lykke, men dette argument kan også let afvises, for bare fordi flere mennesker hævder noget, så behøver det jo ikke være sandt. Derefter kunne de være så irriterende at gå over til at hævde, at min påstand om lykkens eksistens er på linje med andres tro på krystal healing og ufo bortførsler. Jeg er nu nået til et tragisk lavpunkt i min argumentation, da jeg ikke længere kan finde på flere argumenter til fordel for lykkens eksistens. Så måske har de afskaffet lykken, men uanset hvad, så vil jeg vil foretrække at leve i selvbedrag, frem for at tage konsekvensen, nemlig at leve i en verden uden moral, uden videnskab, uden lykke og uden at skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv.

Det at være overfladisk vs. det at være sig selv

Det er findes simpelthen ikke noget værre i min verden end overfladiske mennesker. Med overfladisk, mener jeg her, at de kun fokuserer på overfladiske ting og har en gennemgående ligegyldig facon som hverken viser den mindste medindlevelse eller medfølelse for eller med andre mennesker. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, at en person har en overfladisk væremåde, facon eller facade. Hvis jeg skal vælge, så foretrækker jeg dog en person med en overfladisk facade eller facon, for der kan man i det mindste ane en person bag facaden. Den gennemførte overfladiske væremåde skræmmer mig. Det er nok tanken om, at der måske slet ikke er en person bag alt det overfladiske. For overfladiskhed er alt det, som jeg altid selv har kæmpet imod. Jeg har altid selv kæmpet for, ikke at være overfladisk og blive eller være mig selv. Altså mig selv, som jeg virkelig er og bør være autentisk. Bør skal her ikke forstås idealistisk eller moralsk, men som den person som jeg virkelig er inde i mig selv. Som Søren Kierkegaard skriver:

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."

Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.