Farvel til 2016

Når jeg tænker tilbage på det sidste år, så er det måske ikke ligefrem ordet succes, som jeg vil nævne som det første. Det er nok nærmere ord som udfordring, uvished og bekymring, der har kendetegnet en stor del af året. Men når jeg tænker mere over det, så har jeg rent faktisk opnået flere af de mål i 2016, som jeg har ønsket mig igennem flere år. Det er naturligvis meget positivt og noget, som jeg er meget taknemlig for. Men øjensynlig føles succes ikke rigtig som succes, når man har kæmpet for at opnå det igennem længere tid og det har kostet mange ressourcer. Jeg må også indrømme, at den store tid, som jeg bruger på refleksion for det meste også primært bruges til at overveje problemstillinger eller oplevelser, som jeg ikke forstår som menneske. Det vil sige primært negative oplevelser. Her kunne et potentielt nytårsforsæt være, at jeg skulle bruge lidt mere energi på de positive oplevelser end blot altid at (over)analysere de negative.

Jeg har også fået afsluttet mange af de projekter i slutningen af 2016, som ellers har været med til at stjæle både energi og tid fra andre ting som f.eks. bloggen. Der er dog også kommet et nyt større projekt til, som måske kan blive lidt af en tidsrøver, men ellers er min ganske naive forventning, at jeg gerne skulle få mere overskud til at skrive på bloggen. Jeg vil gerne sige mange tak til de besøgende på min blog og ønske alle et rigtig godt nytår.

Pausen er slut

Jeg måtte lidt ufrivilligt holde pause i 3 måneder på min blog af årsager, som jeg desværre ikke kan skrive om her - men nu er blogpausen slut.

Om det at skrive om sine tanker på bloggen

Mark Twain har engang skrevet: "Life does not consist mainly, or even largely, of facts and happenings. It consists mainly of the storm of thought that is forever flowing through one's head." Nogle af de tanker har jeg nu skrevet om her på min blog i over 7 år. Jeg tænker meget over tingene. Gennem hele mit liv har jeg altid fået at vide, at jeg tænker for meget over tingene. Det gør jeg også. Og selvom at det til tider kan være en forbandelse, så kan jeg nok heller ikke komme udenom, at det også må være en af mine yndlings beskæftigelser. Det er nok også grunden til, at jeg har et stort behov for at komme af med mine tanker. Det gør jeg primært ved at tale med andre mennesker - men også ved at skrive om dem. Jeg har altid skrevet små tekster. Lige fra jeg var 10 – 12 år gammel har jeg skrevet digte og små tekster og gemt dem på min pc. Derfor virkede det også meget logisk at få en blog, da det blev trendy - da den jo egner sig meget bedre til små tekster end min webside. Da jeg startede bloggen, havde jeg egentlig heller ikke nogen forventning om, at andre ville læse min blog. Jeg skriver egentlig bare for min egen skyld. Derfor er det også med stor undren, at jeg har iagttaget, hvorledes min blog de sidste par måneder er kravlet op af Chart.dk, hvor den i dag aktuelt indtager en 7. plads med et gennemsnit på 95 unikke besøg (dvs. den samme pc ikke kan tælle mere end en gang) om dagen og mere end 220.000 besøg samlet set. Ud fra den samme overbevisning mente jeg heller ikke i starten, at det var nødvendigt at have en kommentarfunktion på bloggen. Og selvom jeg gerne vil have flere kommentarer og på ingen måde ønsker at bremse folk i at skrive kommentarer på min blog, så kan jeg heller ikke komme udenom, at det nok forstyrrer min skriveproces mere end de gavner den. Ligeledes kommer det også altid som et chok, når andre mennesker (som jeg kender i det virkelige liv) fortæller mig, at de har set eller læst min blog. For selvom jeg er et udadvendt menneske - så er jeg også et meget privat menneske og derfor påvirker det mig også i en eller anden grad mig til at skrive mindre privat og mindre personligt.

Hvis jeg skal se tilbage på de sidste 7 år, så har jeg altid haft det udgangspunkt, at jeg gerne ville kunne skrive helt frit, ærligt og åbent på min blog. Dvs. om mit eget liv. For jeg mener ikke, at jeg har ret til at skrive om andre på bloggen - så det undlader jeg næsten 100 %. Desværre indsnævrer det også mine muligheder for, hvad jeg kan skrive en hel del. Ligeledes er jeg også meget begrænset i, hvad jeg kan skrive om mit arbejde, da det hurtigt kan få ansættelsesmæssige konsekvenser for mig. Mere generelt kan det også nogle gange være lidt svært at skrive helt åbent, når man ved, at nogle ubehagelige mennesker kan finde på at bruge det, som jeg skriver, imod mig eller at det kan have andre konsekvenser for mit liv udenfor bloggen. Det er også en ubehagelig tanke, at man bliver dømt på forhånd af nogle mennesker pga. indholdet af ens blog - uden at man har nogen som helst mulighed for at kunne forsvare sig eller forklare sig. Jeg prøver dog stædigt at ignorere disse problemstillinger og forsætte med at skrive præcis, hvad jeg har lyst til. Det gør jeg ud fra den betragtning, at der altid vil findes snæversynede mennesker, der dømmer én på et spinkelt grundlag og hvis jeg går glip af nogle muligheder pga. min blog, så ville jeg nok heller ikke passe ind i de muligheders rammer anyway. Alligevel overvejer jeg altid mine blogindlæg en ekstra gang, inden at jeg trykker på udgiv. Men jeg har flere gange udgivet blogindlæg, hvor jeg var meget i tvivl omkring, hvorvidt det var en god ide og der er også en del blogindlæg, der er blevet arkiveret umiddelbart inden udgivelsen, selvom jeg havde brugt rigtig lang tid på at skrive dem. For det meste ud fra den begrundelse at det var for personligt.

Min blog startede vist nok med at være en overspringshandling i forhold til at skrive på mit speciale. Med tiden har jeg desværre bare fået mindre og mindre tid og overskud til at skrive på bloggen. Det er ærgerligt for jeg ville gerne bruge meget mere tid på bloggen og jeg mener egentlig også, at det optimale ville være, at jeg minimum en gang om ugen skrev et blogindlæg med et reelt indhold. Men det må jeg jo bare konstatere, at jeg ikke længere har tid til. Jeg vil dog forsat forsøge at prioritere tid til bloggen, således at den forsætter. Mange tak for at læse med.

Så rundede bloggen de 100.000 besøgende

(For et stykke tid siden.) Jeg har egentlig skrevet det hele sidste gang, hvor jeg rundede de 20.000 besøgende på bloggen - men det skal da alligevel nævnes. Jeg har ikke haft særlig meget tid til at skrive på bloggen på det sidste, men det bliver forhåbentlig helt anderledes (læs: lidt bedre) fremover. Så selvom jeg ikke vil love alt for meget, så er det helt klart min ambition, at jeg fremover får skrevet mindst et rigtigt blogindlæg hver uge. Jeg får også stadig opfodringer per mail omkring, hvorvidt jeg kunne tænke mig at tjene penge på bloggen. Svaret til det er helt klart ja, men ikke hvis det implicerer reklamer på bloggen. For ærlig talt, så virker reklamer lidt for smagsløst til mit formål med bloggen og så vil jeg heller ikke sælge min sjæl (eller i hvert fald bare bloggens layout og umiddelbare indtryk) for enhver pris. Til sidst så vil jeg naturligvis gerne give en stor tak til de faste læsere og for alle de søde kommentarer (og mails)!

Videnspredning for at skabe bedre kvalitet uden at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang

Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på Videnspredning i Sundhedsvæsenet (ViS) har skabt et forum for videnspredning i Sundhedsvæsenet, hvor:

"...fagprofessionelle fra sundhedsvæsenet kan udveksle erfaringer og gode idéer. Målet er at skabe bedre kvalitet i behandlingerne og mere tilfredse patienter uden at opfinde den dybe tallerken forfra hver gang!"

Det syntes jeg i sig selv er en rigtig ide, så derfor har jeg også tilmeldt mig sitet og forleden udgav jeg også mit indlæg "Hvad er kvalitet?"(som jeg også tidligere har udgivet her på bloggen). Hvis du har lyst til at diskutere kvalitetsudvikling, så bliv en del af mit netværk om Kvalitetsudvikling på ViS.dk.

ViS har for øvrigt også bloggen Hovederne på bloggen.

60.000 besøgende

Ja, jeg forstår det ikke helt. Nu har bloggen rundet de 60.000 besøgende og jeg kan også se, at min blog holder fast i en placering i top 30 for blogs på chart.dk. Tænk, at min personlige blog skabt udelukkende for, at jeg kan skrive om diverse videnskabelige emner samt mine personlige holdninger til diverse samfundsorienterede emner kan få så mange besøgende!? Jeg forstår det virkelig ikke, men jeg vil naturligvis gerne sige tak til jer. Både de faste læsere og de tilfældigt besøgende. Jeg prøver stadig at fastholde tanken om, at jeg kun skriver, fordi jeg elsker at skrive – selvom I bliver ved med at blande jer! Jeg tror ikke, at jeg vil skrive om det næste runde besøgstal, før bloggen når de 100.000 besøgende (da mit sidste blogindlæg om 50.000 besøgende var i januar). Det var alt – mange tak!

Overvejelser - mens bloggen nærmer sig de 50.000 besøgende...

Jeg vil gerne begynde med at sige tak til alle de mange besøgende igennem årene. Eller dvs. for min blog mange besøgende. Jeg ved godt, at andre blogs har mange flere besøgende - men det har jeg nu aldrig haft nogen hverken forestilling eller håb om, at min blog skulle have. For jeg tror slet ikke, at jeg ville vide, hvad jeg skulle stille op med alle de kommentarer, som jeg kan se, at andre blogs får. Hvordan kan de have et liv ved siden af bloggen? Jeg har dårligt nok tid til at besvare de få kommentarer, som jeg får nu, så det virker ærlig talt som lidt af et mareridt. Jeg håber ikke, at kommentarmængden kommer til at vokse i samme tempo som mine besøgs- og abonnementstal har gjort det sidste stykke tid (på trods af min ellers moderate produktion af nye blogindlæg). Men en særlig tak til dig, som alligevel har valgt at læse med og en endnu større tak til dig, som har abonnement på min blog. Hvorfor I læser med – det aner jeg virkelig ikke. Jeg prøver ellers at skrive så tilpas afvekslende, at enhver fast læser burde være skræmt væk. Jeg skifter konstant i skrivestil, emner og niveauet af blogindlæggene. Det eneste, der ikke forandrer sig, er det minimale ene nye blogindlæg samt citat hver uge (selvom jeg godt ved, at det nogle gange glipper). Det er også forklaringen på, hvorfor jeg har valgt undertitlen Om lidt af hvert. Kun én med samtlige af mine interesseområder kan finde min blog spændende i en længere periode og den person findes ikke. Enhver fast læser burde derfor være afskrevet på forhånd, men I er alligevel nogle (kan jeg konstatere) som følger med. Hmm... gad vide om det er mennesker jeg kender? Det er okay med min bedste veninde (Hej - hvis du læser med!!) for hun ved alligevel alt, men ellers... Nej, det tror jeg ikke, at jeg skal overveje nærmere.

Nogle gange kan jeg næsten glemme, at andre mennesker også læser min blog. Min blog er en slags scrapbog over de forskellige emner, som har fanget min interesse igennem årene. Jeg skriver stort set, hvad jeg har lyst til (eller det vil sige) med nogle ret store undtagelser. F.eks. skriver jeg ikke særlig meget om min omgangskreds af hensyn til deres privatliv. Men hvis du skulle være i tvivl, så har jeg faktisk både mand, venner og familie. Ligeledes kan jeg heller ikke bare skrive om alt fra mit arbejde. DESVÆRRE med endnu større D. Det savner jeg meget fra min tid som studerende. Jeg ville rigtig gerne fortælle omkring nogle af de sjove, alvorlige, triste, spændende og irriterende oplevelser, som jeg har i forbindelse med mit arbejde. Men for det første så har jeg tavshedspligt og for det andet så ville det heller ikke altid være lige rationelt. Og når man først har valgt at være rationel, så er man tvunget til at være rationel i al evighed. Det er virkelig en ond ond forbandelse. Hvem der dog bare havde været mindre intelligent? Sagde nogen manglende frihed? Ja, manglende ytringsfrihed! Den har man øjensynlig solgt i det øjeblik, hvor man er tvunget ud på arbejdsmarkedet - jeg skal nu nok prøve på at få skrevet noget mere – alligevel!

Mail fra Videnskabsministeriet

Forleden fik jeg en henvendelse fra Videnskabsministeriet angående videnskab.blogbot.dk. Det syntes jeg umiddelbart må være noget af en anerkendelse af videnskab.blogbots status som videnskabeligt samlingspunkt for blogs. Formålet med Videnskabsministeriets henvendelse var nemlig at få tilføjet deres egne blogs på videnskab.blogbot. Det ønske blev også opfyldt – men først efter en grundig vurdering af, hvorvidt bloggene reelt kunne siges at have et videnskabeligt indhold. Derudover vil jeg da også gerne lige benytte lejligheden til endnu en gang at reklamere for alle de spændende blogs, som man kan finde på videnskab.blogbot.

Ny redaktør på videnskab.blogbot!

Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på, at jeg er ny redaktør på videnskab.blogbot. Jeg vil gerne give en stor tak til Rasmus fra Ursuppen for at hjælpe mig med overtagelsen og takke for hans arbejde med blogbotten. Da jeg i forvejen har en webside under navnet Philosophia (kærlighed til viden) så vil jeg forsætte stilen med et klart fokus på et videnskabeligt indhold og derfor vil min egen blog heller ikke fremover være at finde i samlingen (medmindre jeg ændrer min blogstil). Jeg har slettet de inaktive blogs og tilføjet et par rigtig gode videnskabelige blogs. Jeg forbeholder mig retten til at slette de blogs, som ikke bliver opdateret i flere måneder og som har et for lavt videnskabeligt indhold.

En anden blogstil?

Der er rigtig kedeligt, hvis man altid har den samme stil. Så derfor burde jeg måske overveje, hvorvidt jeg skulle forsøge mig med en anden blogstil. Læg mærke til, hvordan jeg her behændigt undgår at skulle definere min egen blog. Men lad os overveje et par alternative blogmuligheder, som jeg kan se rundt omkring på nettet øjensynlig kan føre til flere milliarder hits:

En fotoblog

Umiddelbart ser det let ud. Jeg skal blot fare rundt (ikke nødvendigvis noget spændende sted) og tage en masse billeder (gerne med ekstra zoom) af f.eks. min kat, mit strikketøj, mine børn, mine blomster... Her er der så lige et enkelt problem, at jeg ikke har nogen kat, strikketøj, børn eller blomster. Altså lige bortset fra en enkelt magisk orkide, som på trods af alle odds har overlevet i over 5 måneder. Jeg aner ikke, hvordan – måske er den lavet af plastik, hvem ved? Derudover ser det også ud til, at man skal have en meget letsindig holdning til, hvad man tager billeder af. Flere af fotoblogene udstiller med stor glæde, hvem som helst og hvad som helst. Men mest deres børn, dyr og andre, som ikke selv har nogen mulighed for at protestere imod den terrorlignende paparazziadfærd.

En strikkeblog

Ja, bare navnet i sig selv burde egentlig være en selvindlysende årsag til, hvorfor jeg ikke har en strikkeblog! Men jeg kan ikke strikke og det har heller aldrig haft noget ønske om. Jeg kan huske, hvordan jeg i vantro så drengenes begejstring over at have strikket deres egne grydelapper i folkeskolen. (strikkede grydelapper??) Men jeg har altså den kapitalistiske indstilling til tøj, at det er noget, som jeg køber i en forretning, hvor kreative mennesker med langt bedre ideer og evner end mig selv på det område har gjort alt forarbejdet. Det hedder selverkendelse eller også er det bare dovenskab... uanset hvad, så tror jeg, at jeg har gjort mine omgivelser en stor tjeneste. Det har jeg besluttet på baggrund af en mindre utilitaristisk beregning. Jeg laver mit eget tøj = ingen er glade. Jeg køber tøj skabt af andre mennesker = jeg er i hvert fald glad (formodentlig også mange andre, hvis de altså kendte alternativet). Ergo, jeg laver ikke mit eget tøj.

En babyblog

Ja, det forudsætter jo nok, at man har en baby - og vist helst sin egen. Det har jeg ikke!

En politisk blog

Det virker umiddelbart som en rigtig god ide - men det er også kun umiddelbart. For uanset, hvad du skriver, så vil det hurtigt blive vendt til noget helt andet af diverse irriterende kommentarer. Og herefter vil du hurtigt få påklistret et bestemt politisk mærkat og blive angrebet af nogen med en fuldkommen absurd, rabiat og inkonsekvent tankegang. Og herefter vil andre (med en endnu mere rabiat og inkonsekvent tankegang) forsvare dig og dermed sætte lighedstegn mellem dine egne og vedkommendes synspunkter. Uanset, hvad du gør, så vil du hurtigt fremstå på en helt anden måde, end du selv havde regnet med og dermed er den politiske blog blevet til et våben, som vender sig mod dig selv og affyrer flere gange – indtil at du en dag lukker bloggen.

Så jeg tror egentlig bare, at jeg holder mig til min nuværende blogstil.

Kunsten at kunne holde lav profil

I det sidste stykke tid har jeg forsøgt at holde en lav profil. Her skal der virkelig lægges vægt på ordet forsøgt, da det langt fra er lykkes for mig. Det er øjensynlig langt sværere at holde lav profil, end jeg umiddelbart havde regnet med. Da jeg var yngre, sagde jeg ellers ikke særlig meget. Ifølge min mor var jeg generelt så stille, at hun kunne tage mig med til undervisning på universitetet. Hvorvidt jeg lyttede eller blot fandt undervisningen kedelig – det har jeg desværre ikke nogen erindring af, men det beviser, at der trods alt var engang, hvor jeg evnede at være helt stille. Det varede desværre kun indtil, at jeg havde lært at tale - til mine folkeskole- og gymnasielæreres (senere) store fortrydelse. Derfor har jeg i de sidste mange år øvet mig på ikke altid at give udtryk for mine holdninger og nogle gange holde en lidt lavere profil. For det er jo trods alt også grænseløst kedeligt konstant at høre på sig selv og langt mere spændende og givende at høre på andre menneskers beretninger. Derudover kunne der måske også være en gavnlig effekt ved at få lidt mindre opmærksomhed. Det er her, hvor bloggen spiller en væsentlig rolle i forhold til at tale mindre. Derfor kan jeg også godt relatere til den her joke.

Da det rent faktisk sker jævnligt, at jeg ikke gider at fortælle om et emne, hvis jeg har skrevet om det på min blog. Men jeg har (som før sagt) prøvet på at holde en lidt lavere profil i det sidste stykke tid. Det absurde er bare, at samtlige af mine forsøg har resulteret i præcis det modsatte. Det begyndte med, at jeg blev spurgt (sammen med nogle andre) om en af os ville være interesseret i komme at fortælle om vores arbejde. Her besluttede jeg med det samme, at det i hvert fald ikke skulle være mig. Selvom det lyder umiskendeligt meget som noget, som jeg normalt ville få mig selv rodet ud i. Senere blev jeg spurgt lidt mere direkte. Her troede jeg egentlig, at det havde lykkes mig at tale udenom emnet på en elegant måde, men det blev senere (til min egen store overraskelse) udlagt, som om at jeg havde meldt mig selv frivilligt. Det scenarie kunne jeg ikke rigtig genkende og da det undrede (irriterede) mig en del, så spurgte jeg nogle af mine søde AC-kollegaer til råds – da de jo trods alt havde været vidner til ulykken. De grinede bare, da jeg havde fremlagt problematikken. Jeg forstår stadig ikke, hvad der var så morsomt ved situationen. Men så fik jeg en forklaring om, at det nok bare var ment som et kompliment, fordi jeg var selvskreven til rollen. Selvskreven? Hvad skal det betyde? Er det i virkeligheden ikke bare kritik i forklædning? Det var ikke just det svar, som jeg havde håbet mest på, da det jo ikke ligefrem lyder, som en person der holder lav profil. Senere skulle vi havde taget et billede til et magasin. Med føromtalte kritik i baghovedet stillede jeg mig bagerst. Det var der sikkert ikke nogen, som ville lægge mærke til - men der tog jeg fejl! Fotografen var endda også så venlig at gøre samtlige af de andre opmærksomme på min lidt diskrete placering i flokken. Herefter blev jeg straks rykket frem. Ved den næste placering lykkes det mig endnu engang at gemme mig bag et par kollegaer. Men så let skulle det ikke gå. Endnu engang blev det bemærket og med en kommentar om gentagende adfærd blev jeg (som straf?) placeret i midten helt forrest. Ja, det går virkelig godt med min plan om at holde en lav profil. Ligeledes gik det også forleden til frokost ude på mit arbejde. Jeg sagde ikke rigtig noget, men nøjes bare med at høre på mine kollegaers fortællinger. Efter godt 20 minutter udbryder en af mine søde kollegaer så pludselig: "Hva’ Louise, er du meget træt? Du har slet ikke sagt noget. Sådan plejer du da ellers ikke at være!" Herefter kiggede samtlige af mine kollegaer på mig med en blanding af forundring og bekymring - næsten ligesom, hvis jeg var alvorlig syg. Det er virkelig mærkeligt, hvordan man kan fremhæve sig selv, når man prøver på at holde lav profil. Så måske har Emily Dickinson ret, når hun skriver: Saying nothing, sometimes says the most. Desværre så fortæller folks reaktioner også en del om, hvor langt væk jeg er fra målet om at kunne holde en lav profil.

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)

Guide: Hvordan får man sex?

Når man taler med andre mennesker omkring det at have en blog, så er der altid et emne, som de konsekvent mener, at man ikke bør omtale på sin blog og det er sex. Så derfor må jeg naturligvis skrive et blogindlæg om sex - selvom jeg vist også før har været inden på emnet. Faktisk så er sex også et af de første spørgsmål, som man skal tage stilling til, når man vil oprette en blog på Blogger. For her kræver Blogger nemlig, at man umiddelbart tilkendegiver, hvorvidt ens blog vil komme til at indeholde et materiale, som kun er egnet for voksne. Så af hensyn til mit tidligere løfte til Blogger, så vil jeg naturligvis forsøge at holde en vis sober (kedelig) linje på min blog. Men hvordan får man sex? Selvom det langt fra er et af de mest filosofiske spørgsmål, så er det muligvis et af de mest velovervejede spørgsmål gennem menneskets historie. Så derfor kommer der her en lille guide til, hvordan man får sex:



Bemærk: Enhver upassende kommentar vil blive slettet, da jeg også er ansvarlig for kommentarernes indhold - så overvej lige, hvordan du formulerer din kommentar.

10.000 besøgende

Ja, jeg er godt klar over, at mange måske ikke vil anse 10.000 besøgende for særlig meget, men det gør jeg. Specielt fordi jeg igennem det sidste år har brugt nogle forskellige metoder til at holde antallet af besøgende nede på min blog. Siden dengang er der godt nok sket det uheldige, at nogle af de andre bloggere er begyndt at linke til min blog, hvilket har gjort, at jeg har måtte opgive mit projekt om få besøgende på min blog. Altså det med at være sådan lidt undergrundsagtig, men hvem ved - det kan måske igen en dag blive et realistisk projekt. Jeg har aldrig haft de store forventninger til antallet af besøgende på min blog (og det har jeg stadig ikke). Derfor var det også en stor overraskelse for mig, dengang da jeg fik min counter og opdagede, at jeg rent faktisk havde besøgende på min blog. Jeg kan stadig huske, at min første umiddelbare reaktion var: hvad mon den person laver på min blog? Herefter gik det hurtigt op for mig, at vedkommende muligvis var ved at læse et af mine blogindlæg. Hvilket straks skabte en vis bekymring over, hvad jeg egentlig havde skrevet på min blog. For jeg oprettede egentlig udelukkende bloggen for min egen skyld - da jeg elsker at skrive. Selvom jeg naturligvis godt var klar over, at der var en vis risiko for, at andre mennesker måske også ville læse mine blogindlæg – så anså jeg ikke risikoen for at være særlig stor. Herefter begik jeg den store fejltagelse, at jeg nævnte min blog overfor min familie, hvilket jeg straks fortrød. Da det føltes en anelse begrænsende at tænke på, at diverse familiemedlemmer også skulle læse med på ens blog. For ikke at nævne ens naboer, kollegaer, tidligere bekendte og andre mennesker, som man enten kender eller møder regelmæssigt i forskellige sammenhæng. Men på trods af denne ubehagelige fornemmelse af virkeligheden, så har det alligevel lykkes mig med tiden at opbygge en vis illusion om, at min blog er et helt ”privat” sted, hvor der kun kommer (mine venner og) mennesker, som jeg alligevel aldrig vil blive konfronteret med i virkeligheden. (Her må man altså forstå ordet privat, som et sted, hvor alle kan komme præcis, når de vil - man er bare ikke selv bevidst om det.) Her vil jeg da også gerne lige skrive en personlig hilsen til Pilot Per - som altid bringer min blog op som samtaleemne på de mest uventede tidspunkter til diverse middage. Når du ikke nævner det her blogindlæg Per, så vil jeg være meget mere rolig!

Til sidst, så vil jeg gerne lige takke for alle de kommentarer, som jeg har fået på min blog i løbet af det sidste år. Dem værdsætter jeg enormt meget, da det jo netop er kommentarerne som giver én et vist modspil. Kommentarer har også den positive betydning, at man generelt overvejer lidt mere nøje, hvad man egentlig skriver i sine blogindlæg og hvordan man bedst muligt kan undgå diverse misforståelser. Jeg vil også gerne takke for de mails, som jeg har modtaget igennem det sidste år både på baggrund af min blog og min webside. Dem værdsætter jeg også utroligt meget – både de søde tilbud, kommentarer og spørgsmål, som I har været så venlige at skrive til mig. Et af de emner, som jeg generelt har fået rigtig mange mails omkring, er janteloven. Hvilket er godt, da jeg gerne vil være med til aktivt at bekæmpe enhver form for jantelov. Specielt blev jeg meget overrasket, da jeg modtog en mail fra en forfatter og bekendt til skaberen af en af jantelovene. Den mail mindede mig i høj grad om, at jeg ikke bare er moralsk ansvarlig for, hvad jeg skriver på min blog, men også er juridisk ansvarlig. Hvilket mange bloggere vist har en tendens til at glemme. (Ikke, at hverken jeg eller vedkommende havde skrevet noget negativt.) Injurielovgivningen gælder også for bloggere. Men heldigvis, så har jeg stadig ikke haft nogen negative oplevelser i forbindelse med min blog og tusind tak for det!

Blogpausen er slut

Egentlig så ville jeg helst ikke skrive dette blogindlæg, da det bare virker som en plat opfordring til at sige tillykke. Men jeg føler, at jeg skylder en forklaring på, hvorfor min blog har ligget stille i det sidste stykke tid. Det har den, fordi mine venner mente, at det var mere relevant for mig at bruge tiden på at skrive mit speciale færdigt end at skrive blogindlæg. De havde en eller anden sjov ide om, at det måske kunne være til min fordel at blive færdig på universitetet. Generelt har de mange mærkelige ideer om, hvad der er bedst for mig. Men nu er jeg så endelig blevet færdig med mit speciale og dermed skulle min blog også gerne blive lidt mere aktiv. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for de mails, som jeg har fået, mens bloggen har ligget stille.

Guide: 10 effektive måder til at få færre besøgende på sin blog

Mange skriver om, hvordan man kan få flere besøgende på sin blog. Men hvad, hvis man ønsker det modsatte? Et begrænset antal besøgende - grænsende til stort set ingen? Selvom man (som blogger) har gjort sit bedste for, hverken at skrive for spændende, for alment eller for alternativt, så kan man jo alligevel godt ende i den situation, hvor man rent faktisk har fået nogle læsere. For at slippe ud af det dilemma, så kommer her en guide til, hvordan man kan få færre besøgende på sin blog. Den hurtigste løsning er naturligvis bare at slette bloggen. Men det er jo ingen kunst, for det kræver blot tre klik på musen og så er det overstået. Men det er faktisk muligt, at holde sit antal af besøgende nede på et vist niveau, samtidig med at man skriver nye blogindlæg. Her er 10 metoder til, hvordan du ganske effektivt kan holde antallet af besøgende nede på din blog:

10. Skriv på dansk. Så har du allerede elimineret resten af verdens interesse. Tilbage er nu kun de knap 5,5 millioner danskere, hvoraf nogle af dem ikke er på nettet og hvoraf de færreste læser blogs.

9. Lad være med at give læserne mulighed for at komme med kommentarer. Mange mennesker ser en manglende kommentarmulighed som enormt begrænsende og derfor vil de også hurtigt miste interessen for din blog, hvis den ikke har nogen kommentarmulighed. Den bedste løsning er dog, at man har en kommentarmulighed – men at den kun er gjort tilgængelig for et begrænset publikum. Det giver det helt rette indtryk af arrogance og ligegyldighed.

8. Slet de gamle indlæg. Jo flere indlæg, du skriver, jo større bliver risikoen også for, at du får nye besøgende via søgemaskinerne. Så her gælder det virkelig om at se kritisk på sine gamle indlæg. Her kan man med stor fordel slette nogle af de gamle indlæg ud fra følgende overvejelser: hvad er for spændende, hvad er for sjovt, hvad har for stor almen interesse osv. Her kan man helt strategisk slette de mest populære indlæg efter, hvor lavt et besøgsantal man ønsker sig på sin blog. Evt. kan man også overvåge sine besøgende og finde ud af helt præcist, hvad de helst vil læse. Det er dog ikke noget, som jeg bruger på min blog, da jeg går stærkt ind for, at alle (undtagen mig selv naturligvis) har ret til et privatliv på min blog.

7. Vælg regelmæssigt at skrive om nye interesseområder. Hvis du konstant skriver om de samme emner og giver udtryk for de samme holdninger, så risikerer du bare at samle en masse trofaste læsere med præcis de samme holdninger og interesser. Derfor er det enormt vigtigt, at du konstant skriver om nogle nye interesseområder, for derved bliver sandsynligheden også mindre for, at du stadig deler interesser med dine læsere. Derfor vil de konstante emneskift også hurtigt fører til, at dine læsere finder andre blogs med en mere konsekvent og retlinet skrivestil indenfor netop deres interesseområde.

6. Hold regelmæssigt nogle meget lange pauser, hvor du ikke skriver nogen blogindlæg. De lange pauser vil lynhurtigt betyde, at du mister en masse læsere. Bloglæsere kræver et vist flow i skriveproduktionen og stopper den, så finder de hurtigt nye og mere produktive blogs.

5. Kom ofte med kritiske og sarkastiske kommentarer om helt almene ting. På den måde kan du være helt sikker på, at mange af dine besøgende vil blive så fornærmede, at de dropper din blog.

4. Skriv om emner, som du ikke tror, at nogen andre gider læse om (altså ud over dig selv).

3. Vær ekstrem. Giv regelmæssigt udtryk for nogle ekstreme, absurde eller inkonsekvente holdninger - det vil få selv de mest trofaste bloglæsere til at søge nye græsgange. Husk at være rabiat på flere forskellige områder, for ellers risikerer du bare, at du tiltrækker nogle bestemte rabiate læsere.

2. Lad være med at få nogen til at linke til din blog. Selv det mindste lille uskyldige link kan hurtigt føre til rigtig mange besøgende.

1. Lad være med at fortælle nogen, som du kender i virkeligheden, at du har en blog. Det er den absolut hurtigste måde, hvorpå du kan få besøgstallet meget højt op og samtidig blive berømt i HELE din omgangskreds. Når du først har fortalt en enkelt person om din blog, så kender alle den lynhurtigt. Rygtet går vist nogenlunde lige så hurtigt, som lysets hastighed. Før du ved af det, så læser både din første kæreste, skolekammeraterne, gamle bekendte, din mor, din farmor, fjerne slægtninge, tidligere kollegaer, din gamle skolelærer, din chef osv. også med på din blog. Og bare rolig, de skal nok være så venlige at fortælle dig om det, når du allermindst venter det og når du allermindst vil høre om det. Hvis du troede, at en samtale med en tidligere/nuværende bekendt kunne være akavet, så bare vent til de har gjort dig opmærksom på noget, som du skrev om i et tidligere indlæg. Og når dine bekendte først kender til din blog, så er det lidt ligesom med flyverust, uanset hvad du gør, så bliver de ved med at komme tilbage.

10 gode argumenter for at slette sin blog

10. Det er enormt let at slette sin blog. Det kræver bare et par klik på musen og så er din blog væk for evigt. Nej, måske er den ikke helt væk. Og måske heller ikke for evigt. For Google har et smart søgesystem som kan gemme (dele af) dine filer og kommentarer til evig tid. Smart, ikke?

9. Du kan bruge din tid meget mere effektivt i virkeligheden - frem for på nettet. Virkeligheden udenfor nettet er meget mere givende. Her giver de fleste mennesker næsten helt automatisk en masse positive oplevelser, positiv feedback og her er det også meget lettere at skabe nogle gode sociale relationer end på nettet.

8. Det er meget mere høfligt at lukke ens blog officielt. End bare at stoppe med at skrive nye blogindlæg og lade ens bloglæsere erkende dette faktum med tiden.

7. Du skal aldrig mere overveje, hvorvidt nogen ved mere om dig, end man normalt ved om fremmede mennesker. For når du har en blog, så kan folk også helt automatisk vide en masse om dig, uden at du selv er bevidst om dette. Og dette faktum kan i sig selv skabe en masse mærkelige situationer med både mennesker som du kender (på et overfladisk plan) og helt fremmede mennesker. Disse situationer kan du let undgå, hvis du bare sletter din blog.

6. Bidrager din blog overhovedet med noget nyt? Negative spørgsmål er enormt effektive til at fremprovokere den helt rette form for utilfredshed med din blog, ja faktisk med, hvad som helst. Jo mere, du reflekterer over indholdet af din blog, jo mere ligegyldig og intetsigende virker det også. Hvis du virkelig tænker længe over diverse negative spørgsmål, så vil du nok også i sidste ende komme frem til den konklusion, at du lige så godt bare kan slette bloggen. For den bidrager jo alligevel ikke med noget som helst, som andre ikke allerede har tænkt, sagt eller skrevet.

5. Når du har slettet din blog, så er der ikke længere nogen konsekvenser ved at skrive kommentarer på andres blogs. Du kan skrive præcis, hvad du vil, for de kan alligevel ikke længere kontakte dig eller skrive nogle kommentarer på din blog. Her er det naturligvis smart ikke at blive venner med de andre bloggere over Facebook, for dermed har du naturligvis ødelagt enhver form for anonymitet.

4. Ingen blog lever for evigt, så derfor kan du lige så godt slette den med det samme. Forleden fandt jeg en blog med det pudsige navn Hvem sagde mærkelig?. Den virkede enormt spændende, men som jeg klikkede rundt på dens indhold, så gik det op for mig, at der var noget galt. Til sidst viste det sig, at bloggen var død. Hvilken tragisk og sørgelig konstatering. Men denne ubehagelige oplevelse satte naturligvis også en masse tanker i gang omkring min egen blogs mortalitet. Lever blogs ikke for evigt? Dør min egen blog også en dag? Hvad sker der egentlig med ens blog efter at den er død? Det sidste spørgsmål havde jeg egentlig fået svar på, men det virker stadig som et relevant spørgsmål at stille sig selv.

3. Skabe en bedre verden med færre negative kommentarer. Mange mennesker har øjensynlig ikke andet at lave end at surfe rundt på nettet og skrive negative kommentarer på andres blogs. Hvad de selv får ud af dette er stadig uvist, men hvis du sletter din blog, så har de i hvert fald et sted mindre at skrive deres negative kommentarer.

2. Så undgår du de negative kommentarer, som følger med, når man har en blog. Generelt har jeg faktisk ikke fået nogen negative kommentarer, altså ud over dem, som jeg selv har fremprovokeret hos venner og bekendte. Men jeg har dog alligevel fået en grov kommentar, hvor en person påpegede det hensigtsmæssige i, at jeg har en vis form for anonymitet på min blog, når jeg engang skal ud og finde mig et (andet?) job. Altså mente personen øjensynlig, at min blog generelt er sådan en dårlig reklame for mig selv, at det er bedre for min fremtidige jobsøgning, at jeg er anonym. Jeg har fundet et billede, som godt nok er med Myspace, men det illustrerer alligevel meget godt tankegangen bag den pågældende kommentar.


1. Folk er alligevel fuldkommen ligeglade med dine holdninger, dit liv og dine indlæg. Ja, så kan man vist ikke tænke meget mere negativt. Men det er naturligvis et meget effektivt argument. Netop, fordi det rammer alle blogs uanset indhold og fungere ved at fjerne enhver form for mening ved at skrive noget. Og ligegyldighed er jo netop modsætningen til mening. Og når noget ikke giver mening, så fjerner det også automatisk enhver motivation for at gøre det. Og dermed har man også fjernet enhver motivation for at skrive et blogindlæg. Hvilket gør argumentet virkelig effektivt - hvis man altså ikke lige reflekterer nærmere over argumentets indhold.

Hvis du efter, at have læst de ti argumenter for at slette ens blog, stadig ikke har lyst til at slette din blog, så er det måske alligevel muligt, at nogle blogs varer for evigt. Eller i hvert indtil du dør. Eller måske længere, hvis du er religiøs. Eller indtil, at du bare bliver træt af den. Eller skifter radikalt mening omkring nogle af de principper du skabte bloggen ud fra. Et fantastisk eksempel på, at man rent faktisk godt kan beholde sin blog, selvom man skifter radikalt mening omkring bloggens emne kan ses her. (Specielt finder jeg den gamle overskrift med mottoet veganerbloggen med god ko karma humoristisk i forhold til hendes eget nye ønske om at kunne lave blodpølse.) Så måske findes der alligevel ingen fundamentalt gode begrundelser for at lukke ens blog - altså ud over ens egne ønsker og graden af ens motivation.

Om blogetik og etiske regler for blogging

På flere blogs er man begyndt at forbyde anonyme kommentarer, fordi man her anser anonymiteten som et manglende ansvar for den pågældende holdning. For problemet med anonymitet er jo netop, at den manglende identitet og dermed også det manglende ansvar hurtigt kan medføre en vis form for ligegyldighed overfor indholdet af ens kommentarer. (Da ens kommentarer jo ikke kan få nogen konsekvenser.) Og sådan en ligegyldighed finder jeg dybt uansvarlig af to grunde. For det første, fordi der faktisk er en reel person bag den pågældende blog, som ikke nødvendigvis er ligeglad med enhver form for grove kommentarer. For det andet, så kunne man jo også frygte, at ligegyldigheden fører til endnu flere kommentarer som ikke er tænkt ordentligt igennem eller som kun har til formål, at lægger blogindehaveren for had. Det tager jeg kraftigt afstand fra - både ligegyldigheden og de hadske kommentarer. Heldigvis har jeg endnu ikke selv fået nogen hadske kommentarer (det er muligvis en af fordelene ved ikke at få særlig mange kommentarer) men det er desværre nok bare et spørgsmål om tid. Men heldigvis er der også andre, som har fået øjnene op for det problem og derfor har flere også påpeget behovet for et etisk kodeks på nettet. Blandt dem er f.eks.Tim O’Reilly og Jimmy Wales (en af skaberne af Wikipedia) som har oprettet websiden Blogging Wikia med etiske adfærdsregler for blogging, som brugerne både kan debattere og redigere - ligesom Wikipedia.

Selvom det etiske kodeks desværre ikke i sig selv kan gennemtvinge mere ansvarlig blogging eller stopper de upassende og hadske kommentarer, så syntes jeg faktisk, at Blogger's Code of Conduct er et meget godt bud på nogle etiske regler for blogging. Om ikke andet så skaber kodekset i hvert fald både debat og fokus på problemerne i blogging. Derfor vil jeg da også gerne lige selv nævne reglerne fra Blogger's Code of Conduct fra Blogging Wikia, så her er de i forkortet version, oversat til dansk og tilsat et par af mine egne kommentarer.

1. Tag ansvar for dine kommentarer og forbehold dig altid retten til at fjerne kommentarer, som ikke lever op til dine krav.

2. Sig ikke noget online, som du ikke ville kunne sige ansigt til ansigt. Det her råd er faktisk også meget godt at følge udenfor nettet. Så fortryder man aldrig noget, som man har sagt.

3. Kontakt personen privat, hvis der opstår en konflikt eller problem - frem for at skrive det i kommentarer. Her er anonyme kommentarer faktisk et problem. Blogging Wikia henviser også direkte til websiden Mediate - Solutions for Conflict, hvis man har brug for en mægler til at afklare en strid over nettet.

4. Hvis nogen bliver uretfærdigt angrebet, så gør noget. Skriv en mail til vedkommende og gør opmærksom på det problematiske i vedkommendes kommentarer. Solidaritet er det bedste forsvar imod alt for mange hadefulde kommentarer.

5. Ingen anonyme eller pseudonyme kommentarer. Som én sagde til mig forleden, så kunne mange kommentarer i princippet have den samme person som forfatter. Skræmmende tanke, ikke sandt? Her syntes jeg dog, at man skal være opmærksom på, at anonyme kommentarer også kan være hensigtsmæssige i visse diskussioner. Det gælder f.eks. demokratiske blogs fra udemokratiske lande, hvor kommentarer ellers ville kunne medføre dødsstraf. Her kan man virkelig tale om, at anonymitet er nødvendig, da den både forhindre eventuelle grusomme konsekvenser og i længden kan bidrage til en mere demokratisk bevidsthed og tankegang. Derfor afviser jeg heller ikke selv anonyme kommentarer på min blog, da de jo faktisk godt kan være hensigtsmæssige i flere situationer.

6. Ignorer offentlige angreb - det er den bedste måde at begrænse dem på.

7. Få din blogudbyder til at tage ansvar og fjerne de blogs, som ikke lever op til de etiske regler.

8. Forbehold retten til at fastholde at dine informationskilder er private - indtil en juridisk myndighed har sagt noget andet.

9. Retten til diskret at kunne fjerne uønskede kommentarer. Den regel har blogger vist aldrig hørt om!

10. Skriv ikke noget, bare for at skade andre. Tag ansvar for det du skriver, det kan muligvis påvirke andre mennesker.

11. Skriv kun en kommentar, når du er rimelig sikker på, at du ikke vil fortryde den senere. Man kan jo ikke spå om fremtiden, men man kan godt lige tænke sin kommentar igennem. Hvordan kan den misforstås? Hvordan kan andre opfatte den? Er der noget jeg har overset? Har jeg læst det pågældende blogindlæg eller den pågældende kommentar grundigt igennem og forstået pointen med den, inden at jeg kommer med en kritik af den? Hvis jeg havde en enorm negativ indstilling, hvordan ville jeg så forstå min egen kommentar? Det er meget godt lige at stille sig selv disse spørgsmål, inden at man trykker kommentaren.

Om en blogs ansvar

Jeg har aldrig rigtig tænkt over, om man har et ansvar som blogger, for det man skriver. (Altså et medmenneskeligt ansvar, for jeg er naturligvis bevidst om, at man som blogger har et strafferetsligt ansvar.) Men det er pludseligt blevet et aktuelt spørgsmål, efter at jeg har læst Lowises kommentar på min blog. Lowise har skrevet en kommentar til mig, hvor hun gør mig opmærksom på hendes egen spritnye blog. Og i Lowises første ( ret sjove) indlæg på hendes blog giver hun mig (og mit tidligere indlæg 10 gode måder til at forsinke ens speciale på) skylden for, at hun nu selv har oprettet sin egen blog. Det har hun gjort, fordi hun også er ved at skrive sit speciale og derfor har hun fulgt et af mine råd (om at få en blog) til at forsinke hendes speciale.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg egentlig skal forholde mig til denne udmelding. Er det en ære eller skylder jeg hende egentlig en undskyldning? For jeg havde ærligt talt ikke tænkt over, at mit eget indlæg kunne være med til at forsinke andres specialer. For normalt beregner jeg kun min blogs påvirkningsevne til at være omkring nul. Men man kan øjensynlig godt påvirke andre mennesker ved at skrive noget på ens blog. Det er egentlig ret fascinerende, men samtidig betyder det jo også, at man må tage et vist ansvar for indholdet af ens blogindlæg. Netop fordi ens blogindlæg kan påvirke andre og have konsekvenser. Altså må man virkelig gennemtænke ens blogindlæg, inden at man trykker dem. Det betyder nok også, at nogle af mine fremtidige blogindlæg som f.eks. 10 gode grunde til at begå selvmord eller 10 gode grunde til at blive en rabiat religiøs fanatiker alligevel ikke kan blive til noget. For der skulle jo nødig være nogen som misforstod min sorte humor. Heldigvis, så kan jeg forstå på Lowises eget indlæg, at hun faktisk også selv er ganske god til at finde på strategier til at forsinke hendes specialeproces. Hun har faktisk selv opfyldt alle kriterierne på forhånd, så det kan jeg vist næppe gøres ansvarlig for - kun den del med bloggen. Men jeg vil da gerne ønske Lowise al held og lykke fremover - både med bloggen og med at forsinke sit speciale.

Om at skrive kommentarer på en andens blog

Folk skriver naturligvis kommentarer på andres blogge af mange forskellige årsager. Men en af de dårligste begrundelser for at skrive en kommentar på en andens blog (hvilket jeg desværre har set flere tydelige eksempler på, men heldigvis ikke på min egen blog) det er for at promovere sin egen blog. Og som om, at det ikke er slemt nok i sig selv, så gør de fleste det også helt uden nogen interesse for den blog, som de skriver på. Altså skriver de ikke så meget for at fange blogskriverens interesse eller for at diskutere, men mere for at fange bloggens læseres opmærksomhed. Det syntes jeg personligt er en lidt for smart og kynisk markedsføringsstrategi for at promovere sin egen blog. Plus, at det altså også virker ret arrogant overfor den, som har bloggen. At komme med en kommentar betyder jo, at man kommer med en kommentar til enten tekstens indhold, debatten, bloggen eller som et minimum til bloggens forfatter. Og ikke bare for at gøre opmærksom på sin egen blog - med mindre den har et indhold som er relevant for blogindlægget. Personligt fanger dens slags reklame heller ikke min interesse. Det kan da godt være, at jeg kigger på bloggen, men det er sjældent, at bloggen så rent faktisk fanger min interesse. Faktisk følger jeg kun regelmæssigt med på nogle ganske få blogs, hvilket vel i sidste ende er et spørgsmål om tid. Men jeg følger faktisk også med på nogle blogs, hvor jeg aldrig skriver kommentarer. Ganske enkelt, fordi at jeg enten ikke har lyst til at deltage i debatten eller mener, at det ikke er relevant, at jeg skriver noget. For hvis jeg virkelig havde noget at tilføje, så ville jeg også skrive det, for det er jo hele pointen med en blog.

På min egen blog er der ikke særlig mange som skriver kommentarer. Hvilket jeg egentlig også har det fint med, for så er der jo heller ikke nogen til at begrænse min kreativitet. Og derfor har jeg faktisk heller ikke gjort noget for at få flere kommentarer (som f.eks. at blive en del af en blogroll eller lignende). For det ville jo så igen bare kræve endnu mere arbejde og hvis der er en ting, som min blog aldrig må blive, så er det arbejde. For det har jeg allerede rigeligt af i forvejen - med mit speciale og mit studiejob. Og derfor gider jeg også kun at læse (og skrive kommentarer på) de blogs, som har min interesse og ikke nogle andre. (Selvom jeg skam også prøver på at finde nye fede blogs.) En anden måde, som man også kan få mange kommentarer på, det er ved, at ens omgangskreds skriver kommentarer på ens blog. Men her har jeg et fundamentalt problem, for ingen i min omgangskreds har en blog. Jo, faktisk så har min egen kæreste en blog, men den gider han alligevel aldrig at bruge sin sparsomme fritid på, så den er vist mere en joke end en reel blog. Desuden så er der vist heller ikke meget pointe i, at han kommenterer mine indlæg, for vi har stort set præcis de samme holdninger. Generelt så forstår min omgangskreds overhovedet ikke min store begejstring for, hverken min egen blog eller blogsfæren (ellers ville de vel også selv have en blog). Og hvis jeg fortæller nogle af dem om noget fra blogsfæren, så ser de for det meste også på mig, som om at jeg var mærkelig. Så det har jeg lært - det skal man ikke fortælle om, selvom jeg alligevel gør det nogle gange – sådan bare i trods. Så de eneste som jeg taler med om min blog, det er dem som læser den og de vil forresten heller ikke skrive nogle kommentarer. Men det er også helt i orden med mig, for det er jo også meget nemmere at diskutere et emne i virkeligheden end over en blog. Men derfor er alle i blogsfæren selvfølgelig stadig velkomne til at skrive kommentarer - det vil jeg nødig skabe tvivl om - hvis I altså har noget at sige.