Etik: Klawonns naturalisme

Jeg vil gerne lige komme med en opfodring til at læse Erich Klawonns meget imponerende mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag. Da det allerede har lykkes mig at overtale Jan til at læse bogen, så kunne det måske også vække andres interesse, da Klawonns teori er en af de allermest gennemførte og velgennemtænkte absolutistiske etiske teorier, som der findes.

Erich Klawonn forsvarer en form for blød etisk naturalisme – som han selv kalder for etisk definisme. Det vil sige, at Klawonn forsøger at forklare moral gennem en naturalistisk ikke-moralsk forståelse af de moralske begreber og værdier. Hvis man kort skal beskrive Klawonns teori, så tager han udgangspunkt i, at der findes situationer, som under ingen omstændigheder kan forekomme værdineutrale for et menneske. Her er hans eget ynglings eksempel oplevelsen af smerte: "Vi kan eksempelvis forestille os en meget voldsom smerte - som hvis en ondsindet person hælder en spand kogende vand ned af ryggen på én". (Klawonn, 1996, side 135.) Denne situation kan, ifølge Klawonn, qua menneskets empatiske identifikation aldrig nogensinde forekomme værdineutral – da situationen altid vil have et iboende negativt værdipræg. Det har den, fordi at smerten automatisk medfører et ønske om fravær af smerte og derfor har en bør-lignende egenskab. Ligeledes har følelsen af lyst og behag også et bør-lignende præg som medfører et ønske om forsat eksistens. Altså kan man udlede et aksiologisk bør ud fra menneskets natur, da de negative og positive værdipræg henholdsvis tvinger mennesket til at undgå de negative værdier og fastholde eller etablere de positive værdier. Mennesket kan gennem sin fornuft sidestille de nærværende værdier med de fremtidige værdier og på den måde forebygge eventuelle fremtidige negative værdipres.

Empati er derfor, ifølge Klawonn, den erkendelsesfunktion som gør, at man kan erkende, at andre mennesker også har subjektive mentale oplevelser af smerte og lyst. Empati skal her ikke forstås som medfølelse, men blot som en umiddelbar menneskelig erkendelsesfunktion, hvor man identificerer et andet menneskes første-persons oplevelser. Gennem ens empatiske funktion skaber man en oplevelsesmæssig identifikation mellem ens egensfære og den fremmedes egensfære og dermed bliver den andens egensfære nærværende for én selv. Denne form for relation kalder Klawonn for den protoetiske relation. Gennem ens empatiske identifikation kan et andet menneskets egensfærens værdipres føles lige så primært givet, nærværende og handlingsrelevant, som ens egne værdipres gør. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket er tvunget til at handle i overensstemmelse med den empatiske identifikation. Mennesket har stadig et valg imellem at foretage gode og slette handlinger. Hvilket betyder, at man, ifølge Klawonns teori, handler moralsk, når man handler ud fra sin empatiske erkendelse af fremmedsfærens værdipres på ens egensfære. Og dermed kan man også definere et menneske som moralsk slet, hvis personen med vilje fremkalder negativ værdi for andre mennesker.

Hvis ovenstående skulle have vagt din interesse, så kan du bestille bogen på det nærmeste bibliotek eller købe den her.

Den filosofiske tanke - et svar til Stokbro

Stokbro er kommet med nogle meget interessante svar og forklaringer (her og her) på mit tidligere blogindlæg Om filosofisk tænkning, hvilket jeg naturligvis også gerne vil knytte nogle kommentarer til. Først vil jeg gerne afvise, at jeg skulle mene, at filosofi er det samme som formidling. Man kan sagtens have filosofiske tanker uden at være i stand til at formidle dem videre til andre mennesker. Der, hvor jeg mener, at formidlingen spiller en helt afgørende rolle, er mere i forhold til forståelsen blandt andre mennesker. For selvom at den manglende formidling eller forståelse ikke per definition gør de filosofiske tanker mindre filosofiske, så er spørgsmålet jo stadig, hvor meget man reelt kan bruge de filosofiske tanker til, hvis ingen forstår dem.

Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).

Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.

Om filosofisk tænkning - en kritisk kommentar til Stokbro

Forleden fik jeg en mail, hvor jeg blandt andet blev spurgt om, hvorvidt der stadig er brug for filosofisk tænkning? Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål, da det implicerede, at jeg måtte overveje, hvad der egentlig definerer en filosofisk tankegang. Normalt skelner jeg ellers ikke mellem almindelig tankegang og filosofisk tænkning, men det blev jeg så tvunget til i den pågældende situation. Stokbro har før været inde på emnet i hans meget interessante blogindlæg Decentrering, dissemination (filosofi). Her beskriver Stokbro sin egen tilgang til filosofi og hvilken form for kritik, der kan rettes mod den: ”Det jeg egentlig kan kritiseres for, mht. manglende empiri og en metafysikkritisk tilgang til filosofien, er, at jeg ikke er filosofisk (nok) eller filosofisk dannet, at mine tekster er for eksperimenterende og således aldrig rigtig kommer frem til noget.” Jeg mener ikke, at der skulle være noget belæg for at sige, at Stokbro ikke er filosofisk nok. Ligeledes mener jeg heller ikke, at det nødvendigvis skulle være en ulempe ikke at være filosofisk (ud)dannet. For desværre kan man ikke sætte lighedstegn mellem det at have en uddannelse indenfor filosofi og så det at være en stor filosof. Ganske ligesom, at man heller ikke nødvendigvis bliver nogen god psykolog, bare fordi man har taget en uddannelse indenfor psykologi. Jeg mener heller ikke, at tekster kan være for eksperimenterende. Det er kun skønt, hvis en filosofisk tekst er eksperimenterende – specielt hvis det eksperimenterende ikke bare består af akademisk vrøvl. For der findes jo allerede alt for mange kedelige og ligegyldige tekster – som jeg af princip nægter at kalde filosofiske. Nej, filosofi må involvere mere end blot opremsningen af diverse filosofiske spørgsmål og så nogle selvindlysende konsekvenser heraf. Så lad os endelig få nogle flere eksperimenterende tekster! Ethvert skridt væk fra middelmådigheden og det forudsigelige byder jeg velkommen til hver en tid!

Der, hvor Stokbros og min forståelse af filosofi adskiller sig fra hinanden er det punkt, hvor Stokbro selv hævder, at han ”aldrig rigtig kommer frem til noget”. Og hvorfor er det så, at Stokbro ikke gør det? Det giver han selv svaret på senere i teksten, hvor han beskriver, hvorledes hans filosofi ikke er resultatorienteret og derefter tilføjer sætningen: ”men i dybeste forstand filosofisk”. Altså sætter Stokbro selv lighedstegn mellem det filosofiske og det manglende svar eller udeblevne resultat. Og dermed har Stokbro selv defineret den filosofiske tænkning, så den per definition aldrig kan nå frem til et resultat, for dermed ville den ophøre med at være filosofisk. Det er altså ikke filosofisk at nå frem til nogen form for sandhed eller erkendelse. Det forklarer også samtidig, hvorfor Stokbro (med hans egne ord) endnu ikke er ”kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse ”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at Stokbros filosofi ikke når frem til dette ”noget” – hvilket vel i virkeligheden bare er en anden betegnelse for sandhed eller erkendelse.

Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis - dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse. Det er her, hvor jeg, modsat Stokbro, mener, at empiri og logik spiller en ret væsentlig rolle. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Stokbro vælger at fastholde dette syn på filosofisk tænkning. Er det i virkeligheden et tegn på en romantisk verdensopfattelse? Er verden mere spændende eller eksotisk, hvis der ikke findes nogen endegyldige svar på de filosofiske spørgsmål? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Efter min mening så skal en sand filosof ikke bare stille spørgsmålene – men må også give nogle svar. For hvad skulle pointen ellers være med at filosofere over spørgsmålene? Men måske mener Stokbro slet ikke, at der er eller skal være nogen pointe med at filosofere.

There is no such thing as a moral relativist at gunpoint

Ifølge den moralske relativisme så afspejler moralske og etiske udsagn ikke nogen form for moralsk sandhed og er dermed blot et udtryk for enten personlige individuelle præferencer eller diverse sociale, kulturelle eller historiske forhold. Dermed er det heller ikke længere muligt at vurdere, hvorvidt et etisk eller moralsk udsagn er sandt eller falsk. Og dermed giver det heller ikke længere nogen mening at tale om, hvorvidt en handling er moralsk prisværdig eller forkastelig - for der findes ikke simpelthen ikke nogen form for moralsk sandhed. Derfor kan man heller ikke ud fra et relativistisk synspunkt mene, at det skulle være moralsk forkasteligt at slå et andet menneske ihjel - for det er jo relativt. Det vil sige lige indtil, at relativisten selv bliver på truet på livet og dermed bliver tvunget til at bruge den etiske teori i praksis. Her indser de fleste relativister pludselig, at de moralske overvejelser måske alligevel ikke er så relative.

Den videnskabelige filosofis overlevelse

Jeg har tidligere i min diskussion af, hvad der kendetegner en filosof konstateret, at filosofi har et dårligt image hos nogle dele af befolkningen. Det tror jeg hovedsagligt skyldes to forskellige former for misbrug af ordet filosofi. Den ene form for misbrug af ordet filosofi kommer fra den intellektuelle eller akademiske verden, hvor filosofi desværre alt for tit bliver brugt til at dække over forskellige former for akademisk eller litterært vrøvl. Altså skal man tro, at den manglende sproglige klarhed i virkeligheden er et udtryk for noget dybt filosofisk. Det er desværre langt fra altid tilfældet, selvom jeg naturligvis ikke vil afvise, at Heidegger skulle være den sidste filosof, som andre filosoffer senere vil skændes om, hvorledes man skal fortolke. Den anden form for misbrug er den almene forståelse af ordet filosofi, hvor ordet filosofi frit kan benyttes til at betegne alt lige fra personlige holdninger til diverse former for handlingsgrundlag og livsanskuelser. Jeg mener ikke, at selve betegnelsen filosofi i sig selv udgør et problem for den generelle forståelse af filosofi, men det gør til gengæld det manglende krav om logisk sammenhæng og rationelle overvejelser for den generelle opfattelse af den akademiske disciplin filosofi. For uden et krav om konsistent og logisk sammenhæng, så får folk hurtigt den forståelse, at den akademiske disciplin filosofi også bare handler om personlige holdninger og dermed også er dybt uvidenskabelig. Og det er vel netop på denne baggrund, at nogen kan få det indtryk, at filosofi er en unødvendig og uvidenskabelig akademisk disciplin.

En mulig løsning af dette problem kunne være, hvis man i højere grad markerede forskellen ved konsekvent at referere til den akademiske fagdisciplin filosofi, som enten akademisk eller videnskabelig filosofi, for netop at tage afstand til den almene forståelse af ordet filosofi. Desværre så kan titlen videnskabelig filosofi jo ikke i sig selv garantere, at filosofien dermed også har et videnskabeligt indhold. Derfor er det også i høj grad op til de nulevende filosoffer at bekæmpe forståelsen af filosofi som værende uvidenskabelig. Hvilket jeg mener, at man kan gøre ved f.eks. at leve op til mine seks krav til en filosof. Men man kan også gøre det gennem en klar og tydelig forskningsformidling til den almene befolkning. I løbet af de sidste par år har mange andre universitetsuddannelser investeret mange penge i at forbedre deres image - både for at tiltrække flere studerende og økonomisk støtte. Det er også relevant for filosofi, hvis man forsat ønsker, at der skal være en filosofisk uddannelse og gives økonomisk støtte til den filosofiske forskning. Nogle gange så er det nødvendigt at reklamere for varen, hvis man gerne vil have den solgt. Filosofi bør aldrig være verdens- eller virkelighedsfjernt og dermed burde det også være muligt at formidle den filosofiske forskning videre til omverden. Jeg vil netop hævde, at enhver form for filosofi som ikke tager udgangspunkt eller højde for virkeligheden virker ligegyldig og overflødig (og sikkert også er uvidenskabelig). Det betyder ikke, at al filosofi nødvendigvis skal være anvendt eller praktisk filosofi, men blot at filosofien skal være videnskabelig og relevant.

En person som har gjort enormt meget for at give filosofi et godt image er filosoffen David Favrholdt. Han har igennem mange år formået at formidle den videnskabelige filosofiske forskning videre til den bredere befolkning og dermed sikre en almen forståelse af filosofi som en spændende og (vigtigst af alt) relevant videnskabelig faglig disciplin. Derfor blev Favrholdt også meget velfortjent medlem af Academia Europaea i 1989, hvis formål jo også netop er at promovere og skabe en større værdsættelse af forskning indenfor forskellige fagområder. Hvis samfundet forsat skal støtte den filosofiske forskning økonomisk, så er det nødvendigt, at man kan formidle forskningsresultaterne videre. For ellers så risikere man, at samfundet (uanset regering) efter et stykke tid ikke længere kan se pointen med at støtte den filosofiske forskning økonomisk. Og det ville da være enormt tragisk, hvis det skete - specielt hvis det ikke var på baggrund af manglende videnskabelige resultater, men på grund af en manglende formidling af dem.

Filosof eller akademisk vrøvlehoved? – Seks krav til en rigtig filosof

Kan enhver kalde sig filosof? Der kan de øjensynlig. I hvert fald findes der ikke nogen objektiv bestemmelse af, hvilke evner eller kompetencer der skal til, for at man er en rigtig filosof. Jeg kan føle mig særdeles desillusioneret, når jeg ser mig omkring på nettet, over, hvordan både ordet filosofi og filosof bliver misbrugt. Alt for meget vrøvl bliver betegnet som filosofi og det har desværre den uheldige konsekvens, at folk generelt får det indtryk, at filosofi ikke kan bruges til noget. Derfor spurgte Morten også fornyeligt meget berettiget; Hvad skal vi med filosofi? Her var jeg naturligvis en af de første til at forsvare disciplinen. Men et eller andet sted, så kan jeg sagtens forstå, hvorfor Morten spørg. For der findes simpelthen alt for meget akademisk vrøvl, som går under betegnelsen filosofi. At have tillært sig nogle filosofiske begreber og at have et vist kendskab til filosofisk litteratur er ikke det samme, som man er en filosof. Men hvad kendetegner så egentlig en rigtig filosof?

Her er mine seks bud på, hvad der kendetegner en rigtig filosof:

1. En filosof udtænker nye mulige metoder og teorier. Gennem tiden har filosofiens spekulationer og hypoteser medført en masse nye opdagelser og viden. En rigtig filosof overvejer ikke kun den givne videnskab, men bidrager også til at skabe ny viden. Dermed imiterer en filosof heller ikke bare andre filosoffer, men udtænker selv nye, kreative og selvstændige tanker. (Dermed har jeg ikke sagt, at tankerne ikke kan bygge videre på tidligere traditioner indenfor området.)

2. En filosof forholder sig altid åbent og kritisk overfor enhver form for teori eller holdning – også sine egne. Enhver form for teori eller holdning skal altid være åben overfor angreb. Derfor er det også meget ufilosofisk, hvis man nægter at se kritisk på f.eks. ens egne holdninger eller teorier. For hele pointen med filosofi burde jo gerne være, at man fik en bedre erkendelse af virkeligheden og dermed verden. Det er både ufilosofisk og uvidenskabeligt, hvis man bare stædigt og ureflekteret fastholder sine egne holdninger og teorier, når man bliver præsenteret for ny viden eller nye argumenter.

3. En filosof tænker og argumenterer rationelt, konsekvent og logisk. En af filosoffens spidskompetencer skulle gerne være evnen til at tænke logisk og rationelt. Dvs. at man umiddelbart evner at finde frem til diverse fejlslutninger og skjulte præmisser i en given argumentation, således at man hurtigt kan identificere, når (og hvorfor) en given argumentation er ulogisk og usammenhængende.

4. En filosof afklarer og afgrænser betydningen og definitionen af diverse begreber og filosofiske spørgsmål – ikke det modsatte. Derfor kan en filosof også altid forklare sine tanker og teorier på en meget klar, enkelt og entydig måde. For jeg mener simpelthen, at der må være en klar og logisk sammenhæng mellem det at have gennemtænkt sine tanker og så det at kunne formulere dem. At gemme sine holdninger eller overvejelser bag en masse faglig eller akademisk retorik - det er ikke filosofi – men et udtryk for manglende sproglige kompetencer. Selvom det naturligvis er helt i orden at bruge faglige eller akademiske udtryk i den grad, som det er relevant for diskussionen. Bare fordi flere af de store filosoffer gennem tiderne har haft en uforståelig og tvetydig retorik (som man efterfølgende har brugt langt tid på at forstå) så er det ikke ensbetydende med, at uforståelig retorik i sig selv er filosofisk - tværtimod.

5. En filosof kender forskellen på en personlig overbevisning og et videnskabeligt udsagn. Dvs. forskellen mellem, hvad der hører til indenfor videnskabens område og hvad der blot handler om personlige overbevisninger.

6. En filosof har en stor faglig viden og er altid up-to-date med den nyeste og relevante fagvidenskabelige forskning indenfor det givne filosofiske forskningsområde. (Da filosofi ikke har sit eget fagområde, så er filosofi stort set altid en tværfaglig disciplin.) Jeg vil direkte hævde, at det er uvidenskabeligt, hvis man som filosof nægter at forholde sig til den nyeste fagvidenskabelige forskning på området.