Om den virkelighedsfjerne opfattelse af robotter og kunstig intelligens

Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man altid bruger så virkelighedsfjern retorik omkring robotter og kunstig intelligens? Lad os slå det helt fast: robotter har ikke kunstig intelligens. Med mindre man med kunstig intelligens mener en (potentielt) meget avanceret robot der kan efterligne mennesket (hvilket indtil videre kun har kunne lade sig gøre på nogle ganske få områder). Det virker nærmest komisk at tale omkring robotter med bevidsthed, når man ved, hvor svært forskerne har det med bare at få computere til at imitere noget, som kunne minde lidt om et menneske. Bare prøv at se den lidt manipuleret video ovenfor med en af de førende menneskerobotter iCub. Jeg tror, at alle robotforskere for 30 år siden havde regnet med, at man i dag ville have haft svært ved at skelne en robot fra almindelige mennesker. Det er ikke sket. Bare se på iCub - der er MEGET lang vej. Men det sker nok en dag – det er nok bare ikke lige foreløbig. Men selv, når det engang sker, så betyder det stadig ikke, at robotterne har fået bevidsthed, blot fordi de (computerne) nu ligner mennesker. Der er stadig bare tale omkring en meget avanceret computer med en menneskelignende krop og bevægelser. Robotten har ingen refleksion eller bevidsthed - den udfører blot de programmer, som man har programmeret den til. Og blot, fordi man kan lave nogle meget avancerede robotter, der f.eks. kan lære af sine egne fejl, så betyder det stadig ikke, at robotten har nogen form for bevidsthed eller erkendelse af sine fejl. Den har bare et meget avanceret computerprogram. End of story. At benægte denne åbenlyse forskel mellem computere (robotter) og mennesker er absurd. Og det kan vel kun skyldes, at man ønsker at holde science fiction-drømmen i live. De simple programmer på min bærbare pc får jo heller ikke mig til at overveje, hvorvidt min bærbare pc skulle have bevidsthed og derved have et stort kendskab til sprog og matematik. Det er programmer lavet af mennesker med viden omkring disse områder. Hvorfor skulle man lige pludselig antage noget andet, blot fordi man giver computeren en menneskelig form og menneskelignende bevægelser?

Jeg syntes, at robotvidenskaben er enormt spændende og fascinerende, men lad os dog holde os til virkeligheden - frem for den virkelighedsfjerne science fiction retorik omkring robotter med bevidsthed. Robotter har ikke bevidsthed eller refleksion - de har programmer. Robotter ser ikke - de har kameraer. Robotter undersøger ikke ting - de vender ting, som de er programmeret til at gøre det. Robotter leger ikke - de laver variationer over diverse programmeringer. Så simpelt er det.

Test: Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

(Ved at klikke på billedet kan man se det i en større version.)

Filosofisk humor 4

Om dialog og det at flygte fra virkeligheden

Der bliver skrevet meget om dialog for tiden. Man skal være i dialog. Dialog skulle gerne være en samtale, hvor der bliver fremsat nogle forskellige synspunkter og som minimum burde føre til en bedre forståelse af den andens synspunkt. Hvis ikke, så er dialogen reelt bare en dobbelt monolog og derfor potentielt spild af tid. Dialog for dialogens skyld har ikke nogen nødvendighed – det har samtale til gengæld. Lidt ligesom Heideggers skelnen mellem tale og snak. Jeg er ofte i dialog med mange forskellige mennesker, som jeg ikke nødvendigvis har særlig meget til fælles med. Det ser jeg som noget meget positivt. For det holder mig vågen og fjerner de potentielt farlige skyklapper. Problemet er bare, at den autentiske dialog også kan ødelægge en rosenrød og forsimplet forståelse af verden. Sådan en forståelse har mange mennesker brug for at tro på, da alternativet (virkeligheden) er alt for overvældende. Det er langt mere kompliceret at have en nuanceret forståelse af verden end en forsimplet. Derfor slukker mange mennesker også for nyhederne. De slukker for virkeligheden. De vil meget hellere flygte ind i den trygge drømmeverden, hvor alt er præcist, som de ønsker. Man flygter ind i en pseudo-virkelighed af frygt for virkelighedens brutalitet. Denne flugt sker ofte gennem nogle trygge rammer, hvor alle har de samme holdninger og dermed kan bekræfte hinanden i pseudo-virkelighedens eksistens. Ethvert argument, der potentielt kunne ødelægge den fælles forestilling, bliver derfor også kategorisk afvist. Flugten er et tegn på luksus – en luksus som mange andre mennesker ikke har mulighed for. For de er konstant tvunget til at se den barske virkelighed i øjnene. Flugten må derfor også altid i en eller anden grad være et tegn på et beskyttet liv, hvor man på den ene eller den anden måde er forskånet fra nogle af livets mere barske sider. Her har drømmeverdenen den funktion, at den gør ulykke som f.eks. fattigdom, undertrykkelse og vold til et fænomen, der findes andre steder - i ulandene eller USA. Ikke lige udenfor ens egen hoveddør. Pseudo-verdenen har til formål at holde den ubehagelige virkelighed på tryg afstand. Problemet er bare, at ingen kan flygte for evigt - før eller siden indhenter virkeligheden os alle. Om ikke andet så i hvert fald i små glimt. Men flugten har også sine omkostninger. Det er farligt at leve i uvirkelighed - for i længden virker det fordummende! Derfor er jeg i dialog. Ikke, fordi virkeligheden bliver skabt gennem dialog, men fordi uvirkeligheden bliver skabt gennem den manglende dialog.

Den videnskabelige filosofis overlevelse

Jeg har tidligere i min diskussion af, hvad der kendetegner en filosof konstateret, at filosofi har et dårligt image hos nogle dele af befolkningen. Det tror jeg hovedsagligt skyldes to forskellige former for misbrug af ordet filosofi. Den ene form for misbrug af ordet filosofi kommer fra den intellektuelle eller akademiske verden, hvor filosofi desværre alt for tit bliver brugt til at dække over forskellige former for akademisk eller litterært vrøvl. Altså skal man tro, at den manglende sproglige klarhed i virkeligheden er et udtryk for noget dybt filosofisk. Det er desværre langt fra altid tilfældet, selvom jeg naturligvis ikke vil afvise, at Heidegger skulle være den sidste filosof, som andre filosoffer senere vil skændes om, hvorledes man skal fortolke. Den anden form for misbrug er den almene forståelse af ordet filosofi, hvor ordet filosofi frit kan benyttes til at betegne alt lige fra personlige holdninger til diverse former for handlingsgrundlag og livsanskuelser. Jeg mener ikke, at selve betegnelsen filosofi i sig selv udgør et problem for den generelle forståelse af filosofi, men det gør til gengæld det manglende krav om logisk sammenhæng og rationelle overvejelser for den generelle opfattelse af den akademiske disciplin filosofi. For uden et krav om konsistent og logisk sammenhæng, så får folk hurtigt den forståelse, at den akademiske disciplin filosofi også bare handler om personlige holdninger og dermed også er dybt uvidenskabelig. Og det er vel netop på denne baggrund, at nogen kan få det indtryk, at filosofi er en unødvendig og uvidenskabelig akademisk disciplin.

En mulig løsning af dette problem kunne være, hvis man i højere grad markerede forskellen ved konsekvent at referere til den akademiske fagdisciplin filosofi, som enten akademisk eller videnskabelig filosofi, for netop at tage afstand til den almene forståelse af ordet filosofi. Desværre så kan titlen videnskabelig filosofi jo ikke i sig selv garantere, at filosofien dermed også har et videnskabeligt indhold. Derfor er det også i høj grad op til de nulevende filosoffer at bekæmpe forståelsen af filosofi som værende uvidenskabelig. Hvilket jeg mener, at man kan gøre ved f.eks. at leve op til mine seks krav til en filosof. Men man kan også gøre det gennem en klar og tydelig forskningsformidling til den almene befolkning. I løbet af de sidste par år har mange andre universitetsuddannelser investeret mange penge i at forbedre deres image - både for at tiltrække flere studerende og økonomisk støtte. Det er også relevant for filosofi, hvis man forsat ønsker, at der skal være en filosofisk uddannelse og gives økonomisk støtte til den filosofiske forskning. Nogle gange så er det nødvendigt at reklamere for varen, hvis man gerne vil have den solgt. Filosofi bør aldrig være verdens- eller virkelighedsfjernt og dermed burde det også være muligt at formidle den filosofiske forskning videre til omverden. Jeg vil netop hævde, at enhver form for filosofi som ikke tager udgangspunkt eller højde for virkeligheden virker ligegyldig og overflødig (og sikkert også er uvidenskabelig). Det betyder ikke, at al filosofi nødvendigvis skal være anvendt eller praktisk filosofi, men blot at filosofien skal være videnskabelig og relevant.

En person som har gjort enormt meget for at give filosofi et godt image er filosoffen David Favrholdt. Han har igennem mange år formået at formidle den videnskabelige filosofiske forskning videre til den bredere befolkning og dermed sikre en almen forståelse af filosofi som en spændende og (vigtigst af alt) relevant videnskabelig faglig disciplin. Derfor blev Favrholdt også meget velfortjent medlem af Academia Europaea i 1989, hvis formål jo også netop er at promovere og skabe en større værdsættelse af forskning indenfor forskellige fagområder. Hvis samfundet forsat skal støtte den filosofiske forskning økonomisk, så er det nødvendigt, at man kan formidle forskningsresultaterne videre. For ellers så risikere man, at samfundet (uanset regering) efter et stykke tid ikke længere kan se pointen med at støtte den filosofiske forskning økonomisk. Og det ville da være enormt tragisk, hvis det skete - specielt hvis det ikke var på baggrund af manglende videnskabelige resultater, men på grund af en manglende formidling af dem.

Survival of the fittest?

Det var Herbert Spencer (og ikke Darwin) der først brugte udtrykket i bogen Principles of Biology fra 1864. Det skal dog nævnes, at han brugte udtrykket med en helt klar reference til Charles Darwins begreb om naturlig selektion. Survival of the fittest forstår mange mennesker, som et udsagn omkring de evolutionære tanker omkring naturlig selektion, hvor kun den bedst egnede overlever. Denne opfattelse stemmer dog ikke helt overens med virkeligheden, hvor udtrykket mere skal forstås som det, at den mest tilpassede art overlever. Eller mere præcist udtrykt, så handler det med Wikipedias ord mere om survival of the fit enough. For når man her taler om tilpasning, så handler det udelukkende om overlevelse i forhold den pågældendes arts evne til at reproducere sig selv. Dermed kan man godt glemme enhver form for idealistisk tanke omkring, hvorvidt det kun er de højst eller bedst udviklede arter som overlever. Hvis survival of the fittest skal være en beskrivelse af virkeligheden, så må udsagnet beskrive det forhold, at kun den art, der kan reproducere sig selv, overlever. Hvilket dermed også gør udtrykket til en slags tautologi: kun den art, der overlever, overlever. Mennesket er et glimrende eksempel på, hvorfor survival of the fittest ikke nødvendigvis betyder, at det kun er den bedst egnede som overlever. Hvilket disse eksempler på menneskets storhed også illustrerer meget godt:

Guide og risikovejledning til at læse filosofi

Risikovejledningen er skabt til dig, som overvejer at læse filosofi. Men inden at du kaster dig ud i filosofiens verden, så er der nogle risici og problemstillinger, som du bør være opmærksom på. Her er risikovejledningen skabt til at give dig et hurtigt overblik og indblik i de forskellige former for risici, som er forbundet med at læse filosofi. Guiden er både skabt for at sikre din personlige velvære og for at mindske risikoen for, at du udvikler nogle psykiske eller helbredsmæssige lidelser undervejs. Glem dog ikke, at denne guide på ingen måde kan erstatte professionel rådgivning fra f.eks. en læge, psykolog eller lign.

Følgende forhold skal du være opmærksom på inden, at du begynder at læse filosofi:

- Af hensyn til ryggen, så bør du altid vælge at sidde et sted og læse, hvor ryggen får en naturlig og komfortabel støtte i lænden og som ikke virker for belastende for din ryg. Derudover må du også altid matche det filosofiske værks sværhedsgrad med din stols komfort. Jo sværere værket er, jo mindre behagelig må stolen nødvendigvis også være - for ellers opstår der hurtigt den risiko, at du aldrig får læst værket færdigt.

- Af hensyn til hukommelsen og forståelsen af det filosofiske indhold, så bør man aldrig være stresset. Enhver form for stress kan hurtigt forhindre både en korrekt indlæring, en dybere forståelse af de filosofiske problemstillinger og fjerne enhver form for umiddelbar glæde som ellers kunne være forbundet med læsningen af det filosofiske værk.

- Af hensyn til dit koncentrationsniveau, så kan det være nødvendigt at fjerne enhver form for forstyrrende elementer fra det område, hvor du har tænkt dig at læse. Eksempler på elementer som kan virke distraherende for ens koncentration kunne f.eks. være; et tv, en bærbar pc, et magasin, et kæledyr eller et barn. Fjern dem allerede inden, at de udgør en risiko for din koncentration.

- Af hensyn til dine øjne, så må du mindske belastningen af øjnene mest muligt. Dette kan du gøre ved f.eks. at placere dig korrekt i forhold til de forskellige lyskilder og ved at undgå genskin, så læsningen bliver mest muligt komfortabelt. Her må du dog være opmærksom på, at flere undersøgelser peger på, at jo flere bøger man læser, jo større er risikoen også for, at man har brug for briller. Så denne risiko må du nøje overveje, inden du læser alt for mange filosofiske værker.

- Af hensyn til din generelle fysiske sundhed, så er det godt at holde pauser fra filosofi-læsningen. Her kan man gennem en sund livsstil (ved at spise varieret, få tilstrækkelig hvile og dyrke motion) også yde mere og få mere ud af sine hverdagsaktiviteter som f.eks. det at læse filosofi.

- Af hensyn til din generelle psykiske sundhed og forståelse af virkeligheden, så vil det være en god ide at have en stor omgangskreds, inden at du begynder at læse filosofi. For der er desværre ingen undersøgelser som peger på, at filosofi skulle give én bedre sociale evner eller en bedre forståelse af andre mennesker. Tværtimod peger flere uofficielle undersøgelser på det modsatte og der er også flere eksempler på, at selv de store filosoffer led under diverse former for sindslidelser. Derfor må du også i et vist omfang begrænse din kontakt med andre som læser filosofi. For at fastholde din virkelighedsfornemmelse, så er det også vigtigt, at de fleste i din omgangskreds har virkelige (dvs. ikke-teoretiske) jobs ude i virkeligheden. En anden glimrende mulighed er også selv at have eller få et job i virkelighedens verden. Jo dårligere jobbet er, jo bedre er det sikkert også til at fastholde din fornemmelse og forståelse af virkeligheden. For virkeligheden er jo stadig den bedste forsikring imod at komme ud i alt for mange rent teoretiske spekulationer og imod at filosofere sig helt væk virkeligheden.

Der er mange faldgruber indenfor filosofi, men her er nogle af de mest omfattende problemer, som du bør være opmærksom på indenfor de forskellige filosofiske discipliner:

- Erkendelsesteori. Her er det største problem tit at spørgsmålet om, hvilket forhold der er imellem mennesket og omverdenen. Det spørgsmål kan føre nogen til den konklusion, at der rent faktisk ikke findes nogen verden uafhængigt af menneskets erkendelse. Altså har det dermed lykkes én at filosofere sig helt væk fra den omgivende verden og dermed også en meget stor del af virkeligheden.

- Metafysik. Her er det største problem, hvilket forhold der er mellem menneskets bevidsthed og andre mennesker. For erkendelsen af, hvor fejlbarlig den menneskelig erkendelse er, kan hurtigt føre nogen til den konklusion, at man rent faktisk ikke kan vide, om der eksisterer andre mennesker - altså udover én selv. For andre mennesker kan jo dybest set bare være et produkt af ens egen fantasi eller forestillingsevne. Hvilket fører nogen til den endnu mere absurde konklusion, at hele livet måske bare er en drøm, som man kan vågne op fra hvert sekund. Og dermed har man ikke bare filosoferet sig væk fra andre menneskers eksistens, men også væk fra muligheden for at udføre en meningsfuld handling.

- Sprogfilosofi. Her er det største problem erkendelsen af sprogets relativitet, altså det at sproget kan bruges på vidt forskellige måder og hele tiden kan forandre sig. Denne erkendelse overfører nogen så til videnskaben ud fra den begrundelse, at videnskaben altid er afhængig af sproget. Dermed kan man ikke længere tale om objektiv viden, videnskab eller sandhed - og dermed konkluderer de, at alt er relativt. Det har naturligvis også den implikation, at alle teorier dermed også er lige gode eller lige dårlige – og dermed også ligegyldige. Og derfor hævder fortalerne for relativisme også tit, at der ikke findes nogen form for objektiv sandhed. Og dermed har det lykkes én, ikke bare at modsige sig selv, men også at filosofere sig helt væk fra muligheden for kunne sige noget meningsfyldt.

- Logik. Det største problem ved at læse om logik er erkendelsen af, hvor ulogisk andre mennesker tænker og hvor inkonsekvent alting fungerer i verden. Men det er bare et spørgsmål om erkendelse og tilvænning. Når du først har indset, hvor ulogisk og inkonsekvent verden fungerer, så affinder du dig hurtigt med dette faktum. For alternativet, at prøve på at ændre folks tankegang og verdens mange inkonsekvente sammenhæng, er en yderst krævende opgave, som de fleste nok vil anse som umulig. Så lær at forhold dig til virkeligheden, for logik er naturligvis meget logisk, men det er andre mennesker og verden altså ikke nødvendigvis.

- Argumentationsteori. Det største problem ved at læse for meget argumentationsteori er naturligvis, hvis man samtidig også har et patetisk lavt selvværd og derfor misbruger sin nye viden om argumentationsteori til at vinde enhver diskussion. Men før eller siden vil der formodentlig (og forhåbentlig) dukke en værdig modstander op, og dermed vil du blive afsløret som den svindler, som du jo er.

- Politisk filosofi. Her er det største problem, at man hurtigt kommer til at overse forskellen på real politik og teoretisk politik. Dette behøver dog ikke at være et problem, hvis man blot husker at tage forbehold for alle tænkelige problemstillinger og forhold. Men dette sker desværre sjældent, hvorved man overser nogle af realpolitikkens begrænsninger som f.eks. en begrænset økonomi, basis viden om økonomisk udvikling og lignende. Desuden sker der på dette område også ofte en sammenblanding af, hvad der er politisk videnskab og hvad der er politik. Politik involverer personlige overbevisninger, værdier og lignende - det gør politisk videnskab ikke, da det jo netop er et videnskabeligt studie af forekomsten disse fænomener.

- Etik. Et af de mest uhyggelige problemer opstår ud fra erkendelsen af, at der ikke findes nogen objektiv moral uafhængigt af mennesket. Dvs. det forhold, at man ikke kan skelne objektivt mellem en moralsk god og en moralsk slet handling. For det fører også nogen til den fejlagtige konklusion, at det dermed også er i orden, at opføre sig som man vil og kun tænke på sig selv. Og hvis man prøver på at fremhæve menneskelige egenskaber som empati og medfølelse, så forsøger de tit bare at bortforklare disse egenskaber ved at fremhæve, at de bare er skabt af religion for at begrænse menneskets selvudfoldelse. Og dermed har det altså lykkes én at filosofere sig væk fra sine egne menneskelige egenskaber. Et andet problem på det metaetiske område er, at mange ikke mener, at det er nødvendigt at kunne overføre en metaetisk teori til det praktiske plan - altså virkeligheden. Her anerkender de simpelthen ikke det simple krav, at hvis en metaetisk teori skal kunne holde på det teoretiske plan, så må den også kunne anvendes i praksis - altså på virkelighedens moralske dilemmaer. Og dermed har det lykkes én at overse virkeligheden.

- Livsfilosofi. Her er et af de største problemer, at mange efter at have læst meget om livsfilosofi, kommer frem til den konklusion, at livet slet ikke har nogen mening. Dette er en meget uheldig konsekvens, da det jo hurtigt kan medføre en vis form for respektløs ligegyldighed overfor livet. Et andet lignende problem er, at den umiddelbare mangel på objektiv mening med livet også fører mange til den fejlagtige konklusion, at det slet ikke er værd at beskæftige sig med livets mening. Denne konklusion kan dog også være hensigtsmæssig, HVIS man altså generelt føler, at ens liv er meget meningsfyldt. Men hvis man ikke føler, at ens liv er yderst meningsfyldt, så er det bestemt værd at undersøge nærmere - bare man ikke når frem til den førnævnte konklusion. For der findes aldrig nogen enkle svar på komplekse problemstillinger.

Hvis du blot husker på disse risici, råd og problemstillinger, så skulle der være særdeles gode muligheder for, at du vil få en masse positivt ud af at læse filosofi. For hele pointen ved at læse filosofi skulle jo gerne være at få en bedre erkendelse og forståelse af den omgivende verden og andre mennesker (altså virkeligheden) – frem for det modsatte.

Om misforstået hensynstagen og intentioner

Er der noget værre end misforstået hensynstagen? Ja, det er der måske, men det er alligevel ret irriterende. Jeg hader bare, når folk tager hensyn til mig ud fra en eller anden mærkelig overbevisning, som intet har at gøre med, hvordan jeg er eller hvordan jeg tænker. Generelt er det selvfølgelig en god ting, at folk gider at tage hensyn til én. Det er da vidunderligt, at folk generelt tænker på, at man skal have det godt. Det er faktisk en virkelig fantastisk egenskab ved mennesket. I mange situationer opdager man sikkert slet ikke, at folk faktisk tager hensyn til én og dermed hvad deres virkelige motiver er. Og det finder jeg egentligt lidt skræmmende, altså det faktum, at man ikke altid erkender, hvilke motiver folk i virkeligheden har for at gøre noget godt for én. Men det skyldes jo nok, at man i en eller anden grad bliver nød til at stole på, at når folk vil gøre noget positivt for én, så har de også en god intention med det. Alternativet, hvor man altid antager, at folk har en negativ intention, når de gør noget positivt for én, ja, den indstilling har vist kun negative konsekvenser. Og det er vist også næsten det samme som at have en generel negativ indstilling til andre mennesker. Altså bliver man nød til (for ikke at ende i pessimisme) at antage, at når folk er flinke overfor én, så er de det også ud fra gode intentioner. Hvilket vel forhåbentligt også er sandt i de fleste tilfælde.

Misforstået hensynstagen, det er, når en person tager hensyn til én på et område, hvor man dybest set ikke selv føler, at man har brug for hensynstagen. Og i det øjeblik, hvor man erkender, at den anden person mener, at man har brug for hensynstagen, så opstår der forvirring. For hvorfor mener den anden person, at der er brug hensynstagen på dette område? Situationen opstår, fordi at man har to helt forskellige opfattelser af både verden og hinanden. Og det mærkelige i situationen er, at det erkender man netop i det øjeblik, hvor man bliver udsat for den misforstået hensynstagen. Netop i det øjeblik erkender man, at den andens erkendelse af én bygger på et fejlagtigt grundlag. Fejlagtigt, fordi at der både er tale om en forskel i både ens syn på verden (hvem, der har brug for hensyn) og en forskel i synet på moral (nemlig, hvad man skal tage hensyn til).

Nu kan al denne snak om misforstået hensynstagen jo godt blive lidt teoretisk, så jeg må hellere komme med et eksempel fra min hverdag. Et godt (og lidt uskyldigt) eksempel på misforstået hensynstagen var forleden, da jeg var ude og handle ind. Alt forløb som det plejer, når man handler ind, men pludselig stod der en sød ung gut og spurgte, om han skulle pakke mine varer for mig. Jeg blev så forbavset, at jeg sagde nej. (Desuden så har jeg muligvis også stadig en del beskyttertrang overfor mine varer, da jeg jo selv har pakket dem i mange år - så der er muligvis brug for en vis tilvænningsfase på det her område.) Men mit meget spontane nej var nok dybest set en reaktion på en (for mig i netop det øjeblik) misforstået hensynstagen. Altså følte jeg, at personen med sin hensynstagen (det, at han ville pakke mine varer) også dermed antog, at jeg ikke selv formåede at pakke mine varer. Da jeg lige havde drejet tanken i nogle sekunder bagefter, så syntes jeg jo egentlig, at det var meget sjovt, at der nu også var indført amerikanske tilstande på poseområdet. (Og dermed er det egentlig også et dårligt eksempel, fordi at tilbuddet netop gælder for alle og ikke bare for mig.) Men situationen viser alligevel meget godt, hvorfor misforstået hensynstagen er irriterende. Det er det fordi, at der i selve den hensynsfulde handling også ligger en dom. Og vel og mærke en dom, som man ikke selv mener passer på én. En dom om noget, som man ikke evner. I denne situation var det så at pakke poser. En anden situation er f.eks. at rejse sig for ældre mennesker i bussen. Hvilket jeg normalt også gør, men jeg kan huske, hvor overrasket jeg selv blev, da en ung fyr for et stykke tid siden rejste sig for mig. For betød det så, at han mente, at jeg (på trods af vores aldersforskel på max 10 år) kunne gå ind under kategorien ældre damer? Nej, han var nok bare flink, men det illustrerer alligevel meget godt problematikken. For i en situation med misforstået hensynstagen er der jo netop tale om en kollision af forskellige erkendelser af både hinanden og af moralsk hensyn. Og det værste ved sådan en situation, hvor folk tager hensyn til én og man ikke selv mener, at man har brug for hensynet, det er jo netop den andens persons manglende erkendelse af, at man ikke har brug for hensyn på det pågældende område. For dermed bliver personens hensyn, som jo egentlig burde være noget positivt, til noget negativt, da der jo implicit i hensynet også ligger en dom og dermed en kritik. Derfor er den værste form for misforstået hensynstagen også ros, som man ikke mener, men bare siger for at glæde den anden. Findes der nogen større fornærmelse. Det tror jeg ikke. Og det værste ved den slags kritik det er, at man tit bliver nød til at sige tak for den bagefter. Tak, fordi du gad at kritisere eller se ned på mig. Tak! (Det her minder for øvrigt lidt om min tidligere diskussion af Næstekærlighed vs. medlidenhedsetik).

Udadvendt versus genert

Først må jeg hellere lige understrege, at jeg godt er klar over, at udadvendthed og generthed ikke er modsætninger. For modsætningen til at være udadvendt er naturligvis at være indadvendt, hvilket vel dybest set er betegnelser for ens forhold til sig selv og andre mennesker. Altså i hvilken grad man kan lide at omgås andre mennesker og i hvilken grad man ønsker at dele sig selv og sit væsen med andre mennesker. Mens det er langt sværere umiddelbart at definere, hvad modsætningen er til at være genert. Mine nærmeste ser mig vist alle, som en meget udadvendt person og afviser derfor også nærmest automatisk, at jeg kan blive genert. Selv mine venner syntes, at antagelsen er latterlig - også når jeg selv hævder det. De afviser det, som om at jeg skulle have misforstået begrebet på en eller anden måde. Men jeg kan faktisk også godt blive genert, selvom jeg ellers er en meget udadvendt person. Når jeg taler om at blive genert, så må man ikke forveksle det med usikker, for det er bestemt ikke det samme, selvom de to fænomener minder meget om hinanden og muligvis også har visse fællestræk. For usikkerhed er en helt naturlig del af livet og derfor bliver alle mennesker også usikre før eller siden, hvis man altså ikke ligefrem lider af storhedsvanvid eller noget lignende. Hvor generthed forekommer mig at være et mere komplekst fænomen.

Jeg har tænkt lidt over, hvilken situation der egentlig ligger til grund for, at jeg nogle gange kan blive genert. For det er jo ikke så godt, at jeg ikke altid har 110 % styr på situationen. Men det er egentlig lidt svært at identificere, hvilken en situation som går forud, for at jeg bliver genert. Det eneste fællestræk jeg umiddelbart kan identificere i alle situationer er, at generthed altid hænger sammen med en eller anden umiddelbar form for selverkendelse og selvbevidsthed i forhold til en bestemt anden person. Den anden person må på en eller anden måde have en forudsat betydning for én. Men denne betydning behøver ikke at være baseret på følelser, for den andens persons betydning kan også være en slags repræsentant for noget andet, som har betydning for én. Men i det øjeblik den pågældende persons opmærksomhed vendes mod én, der opstår der en form for umiddelbar selverkendelse og selvbevidsthed. Altså opstår der en erkendelsesproces i netop det øjeblik, at man bliver genert. Hvor man i samme øjeblik både erkender den anden persons betydning (altså ens egne følelser) og samtidig også erkender den anden persons oplevelse og erfaring af én selv. Og dermed opstår der en slags objektiv og meget umiddelbar form for selverkendelse hos én selv af sig selv og sine følelser. Denne selverkendelse opstår kun fordi, at den givne person har en betydning for én (der er større end andre mennesker normalt har) og er baseret på oplevelsen af den anden persons erkendelse, erfaring og umiddelbare reaktioner på ens egen tilstedeværelse. Og det er netop denne erkendelsesproces som gør, at man bliver genert, men det forudsætter som sagt, at personen har en forudsat betydning for én. Det klassiske eksempel på generthed er derfor selvfølgelig også en forelskelse, da en forelskelse typisk vil kunne frembringe denne form for selverkendelsesproces.

Hvis en person er ekstremt genert overfor alle andre mennesker, så kan den ekstreme generthed vel i sidste ende føre til, at folk ligefrem bliver så indadvendte, at de fuldkommen isolerer sig. Hvorimod det andet ekstrem, hvor man aldrig bliver genert, vel enten må betyde, at man enten mangler selverkendelse (refleksion) eller at andre mennesker aldrig har nogen betydning for én. Jeg bliver sjældent genert, men når jeg bliver det, så er det for det meste også overfor folk, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg af en eller anden grund tillægger en betydning (for det meste, fordi jeg virkelig godt kan lide dem). Og derfor er det værste ved min generthed også, at jeg næsten er blevet FOR god til at skjule den. For derved kan folk hurtigt få det indtryk, at jeg enten bare er ligeglad med dem eller arrogant, da jeg jo opfører mig lidt anderledes end ellers. Hvilket naturligvis er det sidste, som jeg ønsker, at den pågældende person skal tro om mig. Mine venner hævder dog, som en slags trøst, at jeg aldrig virker ligeglad eller arrogant, så det håber jeg, at de har ret i. Men hvad ved de egentlig om det, for de kender mig jo kun som udadvendt, så de aner jo faktisk intet om, hvordan jeg er, når jeg er genert.