Farvel til 2016

Når jeg tænker tilbage på det sidste år, så er det måske ikke ligefrem ordet succes, som jeg vil nævne som det første. Det er nok nærmere ord som udfordring, uvished og bekymring, der har kendetegnet en stor del af året. Men når jeg tænker mere over det, så har jeg rent faktisk opnået flere af de mål i 2016, som jeg har ønsket mig igennem flere år. Det er naturligvis meget positivt og noget, som jeg er meget taknemlig for. Men øjensynlig føles succes ikke rigtig som succes, når man har kæmpet for at opnå det igennem længere tid og det har kostet mange ressourcer. Jeg må også indrømme, at den store tid, som jeg bruger på refleksion for det meste også primært bruges til at overveje problemstillinger eller oplevelser, som jeg ikke forstår som menneske. Det vil sige primært negative oplevelser. Her kunne et potentielt nytårsforsæt være, at jeg skulle bruge lidt mere energi på de positive oplevelser end blot altid at (over)analysere de negative.

Jeg har også fået afsluttet mange af de projekter i slutningen af 2016, som ellers har været med til at stjæle både energi og tid fra andre ting som f.eks. bloggen. Der er dog også kommet et nyt større projekt til, som måske kan blive lidt af en tidsrøver, men ellers er min ganske naive forventning, at jeg gerne skulle få mere overskud til at skrive på bloggen. Jeg vil gerne sige mange tak til de besøgende på min blog og ønske alle et rigtig godt nytår.

Om inspiration

Det har altid haft meget stor betydning for mig at have inspirerende mennesker i mit liv. Inspiration er en meget forunderlig størrelse. På latin betyder inspiro at genoplive. Oprindelig skal det vist læses som at Gud indblæser livsånde i mennesket. Inspirationen genopliver mennesket. Åbner mine øjne for nye perspektiver. Skubber mig ud af min tryghedszone. Mod nye mål. Inspirationen giver mig fornyet energi. Livskraft. De negative oplevelser i hverdagen fordufter som dug for solen. Det smagløse og kedelige i hverdagen går i opløsning. Inspirationen fylder de grålige kulisser med masser af kulørte farver. Inspirationen føder nye positive tanker. Der avler flere. Der bringer glæde. Det er svært at holde for sig selv. Selvom verden ikke altid kan dele begejstringen, kan den inspirerede ikke holdes nede. Glæden vil ud. Være fri. Indbyder til komplimenter. Til at dele fascinationen med andre. Og glæden. Det motiverer mig til at gøre det bedre. Være bedre. Gøre det bedre for andre. Det skal realiseres. Nu. Det kan ikke vente til i morgen.

Så rundede bloggen de 100.000 besøgende

(For et stykke tid siden.) Jeg har egentlig skrevet det hele sidste gang, hvor jeg rundede de 20.000 besøgende på bloggen - men det skal da alligevel nævnes. Jeg har ikke haft særlig meget tid til at skrive på bloggen på det sidste, men det bliver forhåbentlig helt anderledes (læs: lidt bedre) fremover. Så selvom jeg ikke vil love alt for meget, så er det helt klart min ambition, at jeg fremover får skrevet mindst et rigtigt blogindlæg hver uge. Jeg får også stadig opfodringer per mail omkring, hvorvidt jeg kunne tænke mig at tjene penge på bloggen. Svaret til det er helt klart ja, men ikke hvis det implicerer reklamer på bloggen. For ærlig talt, så virker reklamer lidt for smagsløst til mit formål med bloggen og så vil jeg heller ikke sælge min sjæl (eller i hvert fald bare bloggens layout og umiddelbare indtryk) for enhver pris. Til sidst så vil jeg naturligvis gerne give en stor tak til de faste læsere og for alle de søde kommentarer (og mails)!

Om Erich Klawonn

Min fantastiske (tidligere) vejleder og professor Erich G. Klawonn er død. Det er en virkelig trist nyhed, da Klawonn var en stor inspiration for mig. Klawonn formulerede sin helt egen teori om menneskets forhold til etik, som jeg ved flere lejligheder har rost i høje toner – heriblandt i mit blogindlæg: Etik: Klawonns naturalisme. Jeg vil ikke gå i dybden med hans teori her, men blot gøre opmærksom på hans fantastiske mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag (bogen kan købes her). Ud over Klawonns gennemførte og velgennemtænkte teori om etik, så var Klawonn også en stor personlighed. Klawonn var med til at gøre min tid på universitetet til mere end bare en uddannelse og universitetet til mere end bare en uddannelsesinstitution. Jeg vil altid huske Klawonn for hans rationelle overvejelser, hans morsomme eksempler, hans skarpsindige modargumenter og hvordan han grinede af sine egne kommentarer. Klawonn var en meget dygtig, intelligent og underholdende forelæser. Jeg tror ikke på, at der nogensinde har været nogen studerende, som har kedet sig til hans forelæsninger i metafysik eller analytisk psykologi. Der var dog en enkelt gang, hvor Klawonn måtte se sig selv overgået til en af hans forelæsninger i faget analytisk psykologi eller dybdepsykologi (som faget blev kaldt). Helt ubevidst havde Klawonn nemlig medbragt en særlig gæst – en grøn kålorm på den ene skulder (præcis som den på billedet nedenfor).


Da Klawonn gik gang med sin forelæsning, så begyndte kålormen også at vandre frem og tilbage på hans skuldre. Selvom Klawonn var i sit sædvanlige es dvs. var særdeles underholdende, så stjal kålormen alligevel hurtigt rampelyset ved at kravle frem og tilbage, undersøge Klawonns ører og forsvinde om på ryggen for at komme tilbage flere minutter senere til stor jubel. Klawonn bemærkede ikke, at det rent faktisk var kålormen som havde overtaget spotlyset, men virkede blot fornøjet over den ekstra positive stemning. Hvad der efterfølgende skete med kålormen ved ingen. Jeg vil også altid huske min sidste samtale med Klawonn, hvor han signerede mine bøger eller dvs. hans egne bøger. Jeg er glad for, at jeg ikke veg tilbage for hverken jantelovens tankegang eller min egen generthed. Jeg kan tydeligt huske, hvor glad han blev - det gjorde også mig glad. For det er kendetegnede for en stor personlighed, at vedkommende ikke bare er intelligent og charmende, men også er et sympatisk og rart menneske. Klawonn har bidraget med både stor inspiration, glæde og fascination - det er virkelig en ære at have fået min undervisning fra et menneske af den kaliber. Det er i sandhed et meget stort tab for universitetet - vi har mistet en stor dansk filosof. Hvil i fred.

Guide til livet: 6 regler at leve efter

Min livsfilosofi kan opsummeres i 6 punkter:

1. Be nice to other people

Det vigtigste er at være et godt menneske – intet er vigtigere end det! Derudover er livet er simpelthen for kort til at være et røvhul (se her den akademiske definition på et røvhul i mit blogindlæg Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?) og så afhænger din egen lykke også i høj grad af, hvordan du selv behandler andre mennesker. De mest ulykkelige mennesker er ofte de mennesker, som ikke forstår dette.

2. Work hard

For hvad er egentlig alternativet? Der er der intet mere kedeligt i den her verden end ikke at have noget at lave. Den længste dag på jobbet er altid den dag, hvor man ikke rigtig har noget at lave. Her er kunsten at finde et job, hvor man er bagud fra starten og hvor man hele tiden kan få tilført en milliard nye opgaver.

3. Expect the best

Selvfølgelig! Det er bedre at blive skuffet gang på gang end at have et lavt ambitionsniveau. Et højt ambitionsniveau kan også tit være nøglen til at finde andre mennesker, som også forventer det bedste og dermed kan øge din forståelse af, hvad der er et højt niveau. Derudover kommer man også altid længst ved at forvente at andre mennesker behandler en pænt – så kan man altid blive klogere senere.

4. Be prepared for the worst

Livet er langt fra nogen gavebod og det er godt at huske på – ellers skal du nok blive mindet om det før eller siden. Men husk ikke at blive pessimistisk - men at modgang gør dig stærkere og klogere!

5. F*ck what other people think

Der er altid nogen, som prøver på at ødelægge det for dig. De værste er ofte dem, der er jaloux! Sådan er det – det er der ikke noget at gøre ved. Lad være med at lade andre ødelægge de positive ting, som du har gang i. Vær en større person – tænk STORT!

6. Do your own thing

Følg dit hjerte og gør det, som du har lyst til! Lad være med altid at gøre, hvad andre mennesker mener er det rigtige at gøre! Gør det, som er rigtigt for dig! Vær aldrig bange for at skille dig ud!

Livet er alt for kort til…

• At være sur

Hvis du vidste, at du skulle dø i morgen – ville du så være sur over alle mulige ligegyldige ting? Nej, naturligvis ikke. Så ville du bekymre dig om, at du skulle dø. Så hvad med at bruge tiden lidt mere fornuftigt, indtil du ved, at du skal dø - for det vil jo ske før eller siden. Det er heller ikke sikkert, at du får en advarsel, inden at det sker. Så derfor er det eneste rationelle i virkeligheden at være glad og værdsætte sit liv – mens man stadig har det. Hvis det er umuligt for dig at forstå, hvad det vil sige at skulle dø, så bliv besøgsven for ældre mennesker på sygehuset. Det vil både glæde dem og give dig en større forståelse af, hvad døden er for en størrelse og hvilken betydning den burde have for dit liv.

• At bære nag

Der findes desværre rigtig mange idioter i den her verden og derfor behandler alle mennesker dig måske heller ikke altid, som du fortjener, men det bør ikke have nogen negativ effekt på dit liv. Sig fra, sæt dig i respekt og tag konsekvensen, hvis vedkommende forsætter sin adfærd. Hvis det handler om ting, der er sket i fortiden, så kom videre med livet. Det er sundt at overveje fortiden og se på, hvad der påvirker dig nu, men det er ikke sundt at lade fortidens negative oplevelser præge dit nuværende liv i en negativ retning. Mennesker i dit nuværende liv skal heller ikke bøde for fortidens idioter. Tilgiv for din egen skyld – så vil du også få det meget bedre.

• At bruge energi på sure menneskers negative kommentarer

Sure mennesker skal per definition komme med negative kommentarer – ellers så ville de jo slet ikke være sure. Jo flere negative ting man siger, jo mere negativ bliver man jo også. Heldigvis gælder det også for positive kommentarer! Tænk på, hvor dårligt de sure mennesker må have det med dem selv og deres liv, siden at de gider at bruge deres energi på at komme med negative kommentarer. Vis næstekærlighed og medlidenhed med de stakkels mennesker. Overbærenhed gør dig også til et større menneske. Vis dem, hvor stort et menneske du er - ved ikke at synke ned på deres niveau eller komme med lige så uforskammede kommentarer. Du er naturligvis et meget bedre menneske end det!

• At være misundelig

Hvis du er misundelig, så ved du også godt, hvorfor. Fordi du er passiv og ikke foretager dig noget i forhold til dine drømme. I stedet så burde du hellere overveje, hvad du kunne gøre for at opnå dine egne drømme i stedet for at misunde andre, at de har fulgt deres drømme. Og hvis du har alt for urealistiske drømme, så burde du måske overveje, hvad der ellers kunne gøre dig glad eller hvordan du på alternative måder kunne få opfyldt dine drømme. Derudover er det også altid væsentligt at være opmærksom på, hvad der virkelig betyder noget i livet - penge og titler har ingen betydning i sig selv - det har forventninger og drømme til gengæld.

• At være ondskabsfuld

Det at være ondskabsfuld er udelukkende forbeholdt fiktionens skurke og kedelige mennesker med alt for dårlig selvtillid. Alle andre burde have bedre ting at tage sig til og bruge deres liv på.

• At være uærlig eller ikke at udtrykke sine følelser

Benjamin Disraeli har udtryk det meget simpelt: ”Life is too short to be little. Man is never so manly as when he feels deeply, acts boldly, and expresses himself with frankness and with fervor.” Man kommer altid længst med ærlighed. For ved at udtrykke sine negative følelser, så letter man sit hjerte og dermed giver man også andre mulighed for at handle i overensstemmelse med dem. Og ved at udtrykke sine positive følelser, så glæder man tit andre. Åbenhed og ærlighed skaber i sig selv en naturlig glæde.

For livet er i sandhed alt for kort til at bruge på andet end at glæde sig over dets skønhed og nyde, hvor fantastiske andre mennesker er. For at opsummere det meget kort:

The Color Of Love

(Tusind tak til alle de fantastiske mennesker i mit liv!)

I know the color of love,
And it lives in side of you
I know the color of truth,
It’s in the image of you
If it comes for the heart, then you know that its true,
It will color your soul, like a rainbow
Like a rainbow
And the color of love is in you

Like a bridge,
Over troubled, troubled water
You stood beside me, stood beside me
And your love, did not falter
And then the angel, angel in you,
Gave me the strength to know,
That I will get through,
And that’s how I survived, ain't no other reason
And now I know I'll make it, through the miracle of you

So girl I want to thank you,
I can't thank you enough,
For showing me the meaning,
The meaning of true love,
When I was lost and so in need - you opened up your heart
When I needed you to comfort me - you opened up your arms
I couldn't face another day, you said don't be afraid
You showed my heart the, showed me the way

I know the color of love,
And it lives in side of you
I know the color of truth,
It’s in the image of you
If it comes for the heart, then you know that it’s true,
It will color your soul, like a rainbow
Like a rainbow
And the color of love, is in you
Ohh, the color of you

Om koncertoplevelser

Der var engang, hvor man var heldig, hvis en tv-kanal ville optage en koncert, så man kunne opleve den igen flere år senere. Det er heldigvis tilfældet med min største koncertoplevelse, hvilket er med mit store barndomsidol Michael Jackson fra hans History tour i 1997. Forleden opdagede jeg et klip på Youtube, hvor Michael Jackson også omtaler koncerten, som en af hans bedste oplevelser. Der fejrede Michael Jackson nemlig sin 39 års fødselsdag sammen med 48.000 glade danskere i Parken på en rigtig dejlig sommerdag i 1997 (ikke 1993). Nedenunder har jeg fundet et andet videoklip fra den samme koncert, som virkelig på alle måder minder mig om, hvorfor Michael var så speciel - så herfra skal der lyde en stor tak til TV1000 for at forevige øjeblikket!



Men sådan er det ikke mere. I dag, hvor de fleste har avancerede videotelefoner og adgang til Youtube, så kan man finde masser af flotte videoklip fra alle de store koncerter. F.eks. har jeg fundet videoer på Youtube af meget høj kvalitet fra samtlige af de tre sidste store koncerter, som jeg har været til. Nedenfor har jeg f.eks. fundet et klip fra starten af Britney Spears Circus’ koncert i Parken, hvor man kan se Britney optræde med hendes naturlige hårfarve og med et stort smil (hvilket ifølge fansene på Youtube er større end det plejer at være til koncerterne):



Derudover har jeg også fundet videoklip fra både Eltons Johns koncert The Red Piano og Madonnas Sweet and Sticky koncert i Parken:

Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

Om det at lykkes

Succes er altid noget midlertidigt, men i øjeblikket findes succesen. I nuet findes erkendelsen af succes. Der findes ingen garanti for, at det stadig vil være en succes i morgen eller nogensinde bliver det igen. Succes afhænger af øjnene der ser. Men man skal aldrig overlade sin lykke i andre menneskers varetægt. For sand lykke er ikke at lykkes i andres øjne – men i sine egne. Ingen anden anerkendelse er lige så stor. Hvis man ikke har den, så vil ingen anden anerkendelse nogensinde havde nogen betydning.

Succesen er altid størst, når man intet har. Mennesket med den mest ulykkelige skæbne kan hurtigt føle en meget større lykke end det menneske, hvis liv har været en leg. Livet har været for let. For når man ikke har mærket livets brutalitet, så kan det også være svært at mærke livets skønhed. For i enhver stor sorg eller ulykke findes der også et håb om forandring. Et håb om noget anderledes. Når det håb bliver til virkelighed, så kan man tale om succes og om at lykkes.

Om vigtigheden af at følge sit hjerte

Steven Jobs droppede selv ud af universitetet, men det afholdte ham ikke fra at holde en af de smukkeste dimissionstaler nogensinde på Stanford University i 2005. Steven Jobs er kendt som medstifter og administrerende direktør i Apple Inc. og Pixar Animation Studios. Derudover er Jobs også den person, der ejer den største aktiemajoritet (7 %) af The Walt Disney Company. Her fortæller Jobs blandt andet om, hvorfor det at droppe ud af universitetet var en af hans bedste beslutninger, hvorfor livet kun kan forstås baglæns, hvorfor hans fyring (fra Apple) – et selskab han selv startede i en garage - var en af de bedste ting, der kunne ske for ham og hvordan en dødelig kræftdiagnose forandrede hans syn på livet.

“When I was 17, I read a quote that went something like: "If you live each day as if it was your last, someday you'll most certainly be right." It made an impression on me, and since then, for the past 33 years, I have looked in the mirror every morning and asked myself: "If today were the last day of my life, would I want to do what I am about to do today?" And whenever the answer has been "No" for too many days in a row, I know I need to change something.

Remembering that I'll be dead soon is the most important tool I've ever encountered to help me make the big choices in life. Because almost everything — all external expectations, all pride, all fear of embarrassment or failure - these things just fall away in the face of death, leaving only what is truly important. Remembering that you are going to die is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart…

Your time is limited, so don't waste it living someone else's life. Don't be trapped by dogma — which is living with the results of other people's thinking. Don't let the noise of others' opinions drown out your own inner voice. And most important, have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you truly want to become. Everything else is secondary...”

En hyldest til det at skille sig ud 3 - Mine 4 favoritblogs

I anledning af at min chart.dk-tæller har passeret 20.000 unikke besøg på min blog, så vil jeg gerne dedikere et blogindlæg til mine egne favoritblogs. Mine favoritblogs inspirerer mig nemlig i høj grad til at skrive nye blogindlæg og uden dem ville verden ganske givet være et langt kedeligere sted (i hvert fald bloguniverset). Det var svært ikke at tage samtlige af de fantastiske blogs på min blogroll med i blogindlægget, men hvis det skal være en hyldest, så må jeg jo begrænse antallet. De fire udvalgte favoritblogs er egentlig ret forskellige, men har alligevel en ting til fælles: de har alle sammen en utrolig høj kvalitet (selvom kvalitet i den her sammenhæng naturligvis til en vis grad er en relativ eller subjektiv størrelse). Intentionen med blogindlægget er naturligvis ment som en reklame og skrevet i håbet om, at de fire fantastiske blogs også fremover vil forsætte med at skrive at nye blogindlæg. (Det var ikke ment som en form for skamløs kommentarfiskeri!) De 4 blogs, som jeg meget nødigt ville være foruden, er:

Eksistens - Tankevækkende, skarp og kærlig

Lotte skriver ærligt og skarpt kritisk om alt lige fra filosofi til politik. Lotte formår altid at få sat virkeligheden i det rette perspektiv - også selvom diverse politikere eller journalister ikke formår det samme - og hun gør det altid uden frygt for eventuelle repressalier. Lotte skriver derudover også med hele hjertet, hvilket gør, at man altid kan mærke, at der er et varmt menneske bag teksten.

(Jeg vil også gerne rette en personlig tak til Lotte, da det var hendes blog, der i sin tid fangede min interesse for bloguniverset og det var også i høj grad pga. Eksistens, at jeg oprettede min egen blog. Så tusind tak Lotte – både for din blog og dine råd i starten!)

Bitterblog - Kritisk, provokerende og gennemført politisk ukorrekt

"Bob Glitter" skriver med stor humor enormt provokerende og helt uden omtanke for den politiske korrekthed. Hvilket er forfriskende – også selvom man ikke altid er helt enig med hans pointer. For der findes virkelig ikke noget mere kedeligt end politisk korrekthed – specielt ikke, når den bliver brugt til at dække over nogle seriøse problemer i samfundet, men her har Bitterblog altid et anderledes og langt mere underholdende perspektiv på sagen.

Caroline osv. - Nytænkende, anderledes og intelligent

Caroline formår, som de færreste, at skrive både overraskende underholdende og intelligent om diverse filosofiske problemstillinger – gerne tilsat en god portion humor. Caroline er heller ikke bange for at genoverveje enhver filosofisk problemstilling, hvilket hun gerne gør ud fra forskellige aktuelle sager og derudover giver hun også tit sin egen spændende skæve vinkel på emnet.

StineStregen - Sød, sjov og underfundig

Stine har tegnet sig ind mit hjerte med sine underfundige tanker og sjove bemærkninger. Hendes daglige blogindlæg om alle hverdagens pudsige situationer kan altid bringe et smil frem på læben og derfor er det heller ikke mærkeligt, at Stine med sin brede appel har fået en enorm fanskare.

(Jeg har lagt mærke til, at de blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogen positivt, ofte fører til kritik af den roste - det får mig altid til at tænke på Johnsons sang Ik' hate: "Det kan godt være, at Jokeren var træt af pis, men ikke lige så pissed som mig, når det kommer til det hatershit - det er så nemt inde på nettet at lukke lort ud".)

Thank U

Alanis Morisette fik meget medieomtale, da hun i 1998 udgav sin første single Thank U fra sit fjerde album Supposed Former Infatuation Junkie. Det gjorte hun hovedsagligt, fordi der med singlen også fulgte en video, hvor hun var nøgen. Men derudover så har sangen faktisk også et fantastisk budskab. Budskabet handler om at være taknemlig for livet. Det bliver på smukkeste vis understreget i videoen, hvor Alanis går nøgen rundt. Men videoen handler ikke om at promovere nudisme, men har til formål at understrege det vigtige ved at turde være sig selv. At turde vise, hvem man er. At være åben og sårbar overfor andre mennesker. Det at være sårbar er på mange måder også det samme som at turde være sig selv. (Thank you frailty). Hvis man er bange, så trækker man sig ind i sig selv og begrænser dermed også sine egne muligheder. Sangens tekst handler hovedsagligt om taknemlighed. Den store taknemlighed opstår, når man formår at vende alverdens ulykke eller sorg til lykke. For det forunderlige og mærkelige ved stor sorg og ulykke er, at man på et eller andet tidspunkt vil opleve, at det ikke længere er muligt at blive mere ulykkelig. Så har man helt bogstaveligt talt nået bunden - man kan ikke længere synke dybere og dermed kan det kun gå fremad. Men det er desværre ikke alle mennesker, der når bunden, selvom de er meget ulykkelige.

Alanis begynder Thank U med spørgsmålet: How about that ever elusive kudo? Hvad med den evige udefinerbare og uforståelige taknemlighed? Taknemlighed er noget, som der opstår, når man ikke længere bebrejder andre for ens sorg eller ulykke. How about me not blaming you for everything? Taknemlighed opstår, når man kan værdsætte livet, som det er lige nu. Når man kan nyde livet - uden hverken at leve i fortiden eller i fremtiden. Uden at udskyde lykken til senere. How about me enjoying the moment for once? Når man ikke længere er bange for sine egne følelser. How about grieving it all one at a time? Eller er bange for at give udtryk for sine følelser. How about unabashedly bawling your eyes out? Når man tør behandle sig selv, som man virkelig fortjener. How about no longer being masochistic? Når man ikke længere føler nogen form for vrede mod dem, som har såret eller behandlet én uretfærdigt. How about how good it feels to finally forgive you? Når man giver slip på smerten, frygten eller sorgen, så vender man tilbage til livet og dermed opstår der en ny mulighed for lykke. Denne mulighed giver automatisk én en stor følelse af taknemlighed. En taknemlighed for livet og alt, hvad det indeholder. Alle livets muligheder. Man vender tilbage til overfladen som et andet (nyt) menneske. Alanis beskriver denne rejse ud af ulykken mod lykken meget smukt med ordene:

The moment I let go of it
was the moment I got more than I could handle.
The moment I jumped off of it
was the moment I touched down.

X-Factor findes kun uden arrogance

Så er det i aften, at X-Factor-finalen bliver afgjort. Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal holde med, da alle finalisterne tydeligvis har talent. Men jeg glæder mig til at høre Alien Beat Club bestående af Patricia, Kasper, Marcel og Stephanie synge Elton Johns Circle of Life og Lady Gagas Just dance. Da jeg syntes, at deres unikke vokaler passer perfekt sammen - ganske ligesom andre gode vokalgrupper som f.eks. den amerikanske R&B gruppe Boys II Men. Men modsat Remees gode sangvalg, så må jeg endnu en gang undre mig over Thomas Blachmans valg af sange. Jeg syntes generelt, at Blachman har valgt nogle enormt ringe sange til sine deltagere. Hvorfor skal en fyr med Mohammeds talent kun synge halvkedelige popsange? Hvis man har et talent, så bør man da også have mulighed for at vise det! Derfor tror jeg heller ikke, at Mohammed nogensinde var endt i farezonen, hvis det f.eks. var Remee som havde valgt hans sange.

Men generelt er jeg ret skuffet over Thomas Blachman, da jeg ellers var ret vild med ham sidste år, hvor han - på trods af flere unødvendige ubehagelige udtalelser omkring deltagerne – kom med flere gode og tankevækkende bemærkninger. Men, hvor var den Blachman henne i år? I år bidrog Blachman stort set ikke med andet end ros til sine egne deltager uanset deres performance og så lidt tilfældig kritik til de deltagere, som udgjorte en trussel overfor hans egne deltagere. Ligeledes skuffede det mig også, at Blachman ikke selv kunne kende forskel på arrogance og selvtillid i diskussionen omkring Lucas. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorvidt Lucas egentlig var arrogant eller ej – for det kunne jo også bare være en uheldig måde at skjule sin usikkerhed på. Men uanset Lucas personlighed, så hjalp det ham i hvert fald ikke særlig meget, at Blachman valgte at afvise kritikken ved at henvise til janteloven (frem for bare at afvise, at Lucas skulle være arrogant). Hvilket i situationen nok var den værste form for hjælp, som Lucas kunne have fået. For arrogance har jo intet at gøre med hverken stjernekvalitet eller selvtillid, men er nærmere et udtryk for en persons behov for at se bort fra sin egen manglende selvtillid ved at se ned på andre mennesker. Og derfor var det også kun naturligt, at de tre finalister forleden optrådte med både stor glæde og ydmyghed overfor publikums begejstring på Rådhuspladsen. For den sande glæde opstår jo netop, når man får lov til at udfolde sit talent og dermed bliver fyldt med en følelse af taknemlighed - hvilket står i skarp kontrast til arrogance! Den glæde kan man også tydeligt se i denne video, hvor Alien Beat Club optræder med deres fantastiske version af Sanne Salomonsens frække og intense sang Taxa:

Taknemlighed

Taknemlighed er det vigtigste begreb for mit liv. Taknemlighed er ikke bare en overfladisk tanke for mig, men en meget væsentlig del af, hvem jeg er. Jeg tager aldrig noget for givet, fordi jeg er meget bevidst om, hvor brutalt og kort livet kan være. Min bror døde, da han var kun 13 år gammel efter 3½ års næsten uafbrudt smertehelvede pga. en kræftsygdom i hjernen. Undervejs blev han erklæret rask, men var lam i hele venstre side. Han genvandt efter hård kamp sin mobilitet og begyndte mod alle odds i skolen igen. Men sygdommen kom tilbage og vandt til sidst. De oplevelser i min egen barndom har naturligvis påvirket mig meget, men blandt de positive ting kan jeg nævne en kæmpe taknemlighed overfor alt i mit liv (både menneskerne og selve livet). Som man siger, det som ikke slår én ihjel - det gør én stærkere. Livet er her lige nu, så husk at værdsætte det. Og hvis du ville ønske, at noget var anderledes, så gør noget ved det nu - for det er ikke sikkert, at du får chancen senere.

Derfor er jeg også ret vild med Chamillionaire’s sang Ultimate Victory, da den netop også handler om taknemlighed. Jeg har lige fundet en gamle reklame for albummet The Ultimate Victory og det er virkelig utroligt, at Chamillionaire har kunne overtale sit pladeselskab til at betale for reklamen. For reklamen har helt sikkert været rigtig dyr at lave, da reklamen både er optaget på Jamaica og i Paris. Men det mest utrolige ved reklamen er, at man på intet tidspunkt høre nogle af de nye numre (faktisk nævner den kun albummet til sidst) og så handler reklamen udelukkende om at værdsætte livet. Fantastisk!

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Om min blog

I anledning af at jeg nu snart har haft min blog i et halvt år, så vil jeg gerne skrive lidt om, hvordan jeg har det med min blog. For det første elsker jeg at blogge. Det er skønt, for det kombinerer to af de ting som jeg elsker mest - nemlig kommunikation og retorik. Udenfor blogsfæren taler jeg utrolig meget (ja, nogle siger jeg taler for meget) og det har jeg nu videreført til internettet via min blog. Men jeg er sikker på, at selvom min nærmeste omgangskreds mener, at jeg bruger al for meget tid på min blog – frem for på dem, mit speciale og mine andre interesser - så værdsætter de det nok alligevel, for det betyder jo også, at jeg taler det mindre – i hvert fald i den tid jeg bruger på bloggen. Jeg elsker også at læse andres blogs og jeg skriver også meget gerne kommentarer. Her har jeg dog måtte lære mig selv den utrolig svære kunst at begrænse mine kommentarer. Men det har jeg stadig ikke helt fået lært, så det lider diverse andre blogs under for tiden. Men bare rolig, jeg skal nok blive bedre til det - tror jeg nok. Jeg har også fået nogle (få) kommentarer og en del mails i forbindelse med mine forskellige indlæg og dem er jeg meget taknemlige for. Det er virkelig sjovt, når jeg får en mail fra folk, som jeg enten har skrevet om eller som kan relatere til det givne emne. Det er virkelig fedt, at folk gider at bruge deres tid på at skrive en kommentar eller en mail til mig, så tusind tak for det.

Det mest fascinerende aspekt ved at have sin egen blog, det er erkendelsen af, at der rent faktisk er nogle som gider at læse den. Det er imponerende! Det er også utroligt, hvor mange hits jeg har for tiden. Jeg kan faktisk ikke helt forstå det, for jeg er hverken med i nogen blogbot eller blogroll. Mon chart.dk har nogle IT problemer for tiden? Jeg tænker også tit på, hvor mange af mine hits egentlig kommer fra mennesker, som jeg kender udenfor blogsfæren. Altså om det er mine egne venner og familie som læser min blog, for de fleste af dem kender jo rent faktisk også adressen på min blog. (De har i hvert fald fået den.) Men da de aldrig nævner min blog, så antager jeg, at de heller ikke læser den. (Ja, nu ved jeg godt, at nogle nævner den, så det behøver I altså ikke at gøre mig opmærksom på.) Men hvor kommer alle de mennesker på min blog så fra og hvad læser de mon om? Jeg ved det ikke, for jeg har personligt fravalgt enhver form for overvågning af min blog og dens læsere. Mange andre har jo udstyret deres blog med diverse former for undersøgelser af brugerne, som sker helt automatisk i det man klikker på deres blog. Men bare rolig, her på bloggen er alle anonyme - i hvert fald i den grad man selv ønsker det. Her er ingen Big Brother. Jeg har kun chart.dk og der kan jeg kun se, hvor mange hits jeg har. Så jeg har faktisk ingen anelse om, hvem der kommer på min blog, hvilket styresystem de har, hvor i landet de befinder sig eller noget andet. Men jeg vil da gerne sige tusind tak for at læse min blog, uanset hvem I er og hvor I så ellers kommer fra. Det mest mærkelige aspekt ved at have en blog, det er tanken om, at folk jeg kender overfladisk eller møder regelmæssigt også kan læse min blog. Det er ret mærkeligt, for på den måde kan fremmede mennesker jo faktisk vide en del om mig personligt, uden at jeg ved det og uden at jeg ved noget om dem. Selvom det selvfølgelig er helt i orden, at de læser min blog, så er det alligevel en mærkelig tanke, at jeg ikke kan vide, hvad folk ved om mig. Men det vidste jeg jo egentlig også godt dengang for et halvt år siden, da jeg oprettede min blog, satte et billede af mig selv på den og siden har skrevet en del personlige ting om mit liv. Så det har jeg jo egentlig kun mig selv at takke for.

Husk lige at værdsætte livet

Så skete det desværre igen - endnu en højresvingsulykke med en lastbil. Denne gang gik det ud over Søren Huus's (fra Saybia) kæreste på 29 år og deres toårige datter (som dog heldigvis er i bedring). Det er virkelig tragisk og min største medfølelse går til Søren Huus, hans datter og deres nærmeste. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frygteligt det må være og så lige inden juleaften (selvom det måske kan være ligegyldigt). Måske er det igen musikken der bedst kan beskrive følelser. Her kan Saybias egen The Second You Sleep med Søren Huus fænomenale melankolske sangstemme måske bedst beskrive det tragiske og sørgelige ved denne situation.

Sådanne tragiske begivenheder (som desværre sker hver dag) skal man bruge til at huske på, at værdsætte livet og dem man holder af. Jeg har selv set døden meget tæt på i en ung alder, hvilket har gjort, at jeg nok lever i nuet og værdsætter livet på en anden måde end de fleste andre mennesker gør. Engang troede jeg, at alle mennesker, som har oplevet noget tragisk, så på livet, ligesom jeg gør. Men mange mennesker lever faktisk bare videre, som de altid har gjort, når de har fået den tragiske oplevelse lidt på afstand. Det vil sige uden at forstå, hvor fantastisk livet er og hvor taknemlig man skal være for det. De fleste mennesker, som jeg har mødt, som har den samme indstilling til livet som mig selv, det er mennesker der har overlevet en livstruende sygdom. Her kan jeg ofte genkende den samme livsglæde og livsenergi. Derfor vil jeg gerne opfodre til, at man, ligesom i Nik og Jays meget populære sang En dag tilbage, stopper op og spørger sig selv, hvad man ville gøre og hvordan man ville leve sit liv, hvis man kun havde en dag eller kort tid tilbage af sit liv. Man ville nok næppe spilde tiden på; at brokke sig over småting, være sur over livets uretfærdighed, stresse over arbejdet eller bekymre sig over, hvornår man får råd til en eller anden ligegyldig materiel ting osv. Netop fordi at disse ting i forhold til døden virker fuldkommen ligegyldige. Det er netop bevidstheden om døden som sætter perspektiv på livet og gør at man værdsætter livet. Det er ikke alle mennesker der når gennemsnitslevealderen, så derfor skal man ikke udsætte for mange ting, for så kan det være, at man aldrig når dem. Man skal også huske at værdsætte de mennesker man holder af, for man ved aldrig præcis, hvor lang tid man har tilbage sammen med dem. Jeg slutter endnu engang med et citat, nemlig mit ynglings citat af Piet Hein : Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det.