Undskyld, at jeg er glad og vil bidrage positivt

Nogle sure mennesker bliver meget sure, hvis man er glad. Særligt, hvis man tit er glad. Jeg har overvejet lidt, hvorvidt glæde kan virke provokerende. Det kan det måske godt, hvis man selv er trist. Jeg ved ikke rigtig, hvilken konsekvens det skal have. Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal virke mindre glad af hensyn til en anden person, fordi vedkommende er trist. Så kan ingen jo være glade. Hvis en person fortæller mig, at vedkommende er trist eller der er sket noget tragisk, så vil jeg naturligvis gerne tage hensyn til den anden person. Det kommer helt naturligt, men i det daglige mener jeg ikke, at man skal nedtone sit eget gode humør af hensyn til andre med dårligt humør.

Når man er en glad person, så har man også tit lyst til at gøre glade ting såsom at danse, lave gadedrengehop og give komplimenter mv. At give komplimenter lyder måske umiddelbart som en forholdsvis let og simpel handling. Det er det dog ikke. Det kan faktisk være meget svært at finde et godt tidspunkt, hvor man kan komme af med et kompliment. For sure mennesker lyder komplimenter mere som fraser, som man siger for selv at opnå noget. (Måske fordi de selv kun kommer med komplimenter, når de vil opnå noget.) Det er øjensynlig fuldkomment utænkeligt, at man kunne sige et kompliment alene for komplimentets skyld. Nogle ser ligefrem undersøgende på én for at regne ud, hvad man dog vil opnå ved at sige det. I stedet for blot at acceptere, at en person siger noget positivt, fordi de mener det og gerne vil dele det med vedkommende. Som Søren Kierkegaard har sagt:

”Naar Hjertet er fuldt, skal Du ikke misundeligt, fornemt, forfordelende den Anden, krænke ham i Stilhed ved at presse Læberne sammen; Du skal lade Munden tale af Hjertets Overflødighed; Du skal ikke skamme Dig ved Din Følelse, og endnu mindre ved redeligt at give Hver Sit.”

Jeg har altid fastholdt, at jeg er et godt menneske og ikke ønsker nogle mennesker det dårligt. Her får jeg nogle gange den kommentar, at ”alle mennesker rummer noget ondt” eller at ”alle mennesker rummer både noget godt og ondt”. Det finder jeg egentlig lidt provokerende, da de jo dermed også indirekte anklager mig for at være ond nogle gange. Det mener jeg simpelthen ikke passer. Jeg siger ikke, at jeg er fejlfri eller aldrig gør noget forkert – men jeg gør aldrig noget bevidst for at skade eller såre andre. Det ville jeg selv have det dårligt med. Det værste ved kommentaren er dog, at den også anklager mig for ikke selv at kunne se eller ville indrømme det. For mig er selverkendelse en meget vigtig dyd.

Nogle sure mennesker vil hellere forsøge at ødelægger andre mennesker - end at se på, hvad der kunne gøre dem selv mere lykkelige. Når man er et meget følsomt menneske, så har man også tit udviklet en radar for alt ubehageligt og manipulerende. Når jeg hører en person, der forsøger at manipulere med et andet menneske på en negativ måde, så vækker det altid en meget stor undren i mig. Fra mit perspektiv afslører og udstiller vedkommende dermed deres egen svaghed og derfor stiller det også spørgsmålet om, hvad vedkommende får ud af at manipulere? Svaret er stort set altid det samme - nemlig et fejlagtigt forsøg på at styrke vedkommendes egen manglende selvtillid ved at forsøge ødelægge andre og dominerer dem. Jeg bliver altid lige skuffet. Tænk, at mennesket - det højest udviklede dyr - er så primitivt og uintelligent. Hvis menneskets mål er lykke - så har lykken aldrig været længere væk.

Ondskab på højeste niveau

Forleden bragte Berlingske historien om Michael Oxhøjs opvækst i det velhavende Charlottenlund i en stor dyr villa med to højtuddannede forældre. Bag den flotte og blankpolerede facade var der desværre en meget dyster bagside, da Michaels opvækst primært har bestået utallige psykiske overgreb og fysisk vold - uden at nogen voksne greb ind og stoppede overgrebene. Stedmoren og faderen kunne let bortforklare drengens beretninger som løgn og overdrivelser og dermed stillede kommunen ikke flere spørgsmål. Gad vide, hvornår socialrådgiverne har fået forvekslet velhavende med gode forældre? Og hvorfor lytter de ikke til barnets forklaring? Jeg er virkelig rystet i min grundvold, når jeg læser om Michaels fars og stedmors overgreb på hans blog Fra Offer – Til menneske. Det rystende. Det er svært at finde ord for og beskrive, hvor horrible, grænseoverskridende og gennemført ondskabsfulde overgrebene har været. Jeg vil ikke forsøge at gengive dem på min egen blog, men blot opfordre jer til at læse hans egen beskrivelse af overgrebene på hans blog. Jeg foretrækker generelt at tale om manglende empatiske evner, egoisme og psykisk sygdom. Jeg bruger sjældent ordet ondskab. Det forekommer dog uden tvivl som det mest passende ord, når man har læst Michaels beretning. Det er ikke bare umoralsk eller forkert - det er gennemført ondskabsfuldt. Det er fuldkommen utilgiveligt, at man kan finde på at udsætte et forsvarsløst barn overfor så grov vold, ydmygelse og manipulation.

Den amerikanske psykiater Morgan Scott Peck beskriver også i sin bog ”People of the Lie”, hvorledes ondskab tit er en form for selvretfærdighed rettet mod specifikke uskyldige ofte - ofte børn eller andre personer i relativt magtesløse positioner. Michaels beskrivelse af stedmoderens adfærd passer meget godt på Pecks indikatorer for ondskab:

• Er ikke er i stand til at se det fra offeret synspunkt.
• Er konsekvent i sine synder. Onde mennesker defineres ikke så meget af størrelsen af deres synder, men ved deres konsistens af destruktivitet.
• Psykologisk projekterer sin egen ondskab på specifikke mål/syndebukke, mens behandlingen af alle andre er normal.
• Opretholder generelt en høj standard og lyver for at overbevise omgivelserne om dette.
• Følelsesmæssig misbrug gennem gennemførelsen af egen vilje på andre ved åbenlys eller skjult tvang.
• Et konsekvent selvbedrag med den hensigt at undgå skyld og opretholde et selvbillede af perfektion.
• Bedrager andre som en konsekvens af deres eget selvbedrag.

Stedmoderens bedre behandling af hendes eget barn er naturligvis også bare med til at understrege den skadelige effekt af manipulationen - selvom det mest skadelige aspekt uden tvivl er den biologiske fars manglende indgriben. Det er skræmmende, at nogen kan finde på at misbruge deres position som forældre og deres overmagt i den grad. Den filosofiske diskussion af, hvorvidt brugen af ordet ondskab skulle udelukke gode gerninger virker også fuldkommen misforstået og forkert, når man ser den i lyset af Michaels beretning. Selvfølgelig er det muligt, at stedmoderen har gjort gode gerninger, men det ændrer overhovedet ikke noget ved det faktum, at stedmoren har behandlet Michael gennemført og konsekvent ondskabsfuldt. Det er ondskab – og det ændrer andre eventuelle gode handlinger ikke noget som helst ved.

Om etik og succes

For et stykke tid siden sagde jeg ja til at holde et foredrag om etik, men da det langsomt gik op for mig, at pointen med foredragene var at konkludere, at der ikke er forskel på at handle godt og ondt, så fik jeg hurtigt en meget dårlig fornemmelse. For er der noget, som jeg ikke ønsker at bidrage til, så er det at ondskabsfulde mennesker skal forsætte med at handle ondskabsfuldt og tankeløst, som om det bare var et spørgsmål om smag. For det, at man bevidst påfører et andet menneske smerte, hvad enten det er fysisk eller psykisk, er moralsk forkasteligt. Og jeg ved ikke, hvad der er mere lavt end bevidst at skade et andet menneske for selv at opnå noget. Det viser i mine øjne, at man enten må have et meget lavt selvværd kombineret med en meget dårlig vurderingsevne eller at man har en meget dårlig social og empatisk forståelse af andre mennesker og et komplet forvrænget, ensidigt og selvoptaget perspektiv af virkeligheden. For sådan ville et velfungerende menneske aldrig handle. Så selvom jeg egentlig var meget interesseret i at holde foredraget for et par hundrede mennesker, så mistede jeg lynhurtigt fuldkommen interessen, da jeg hørte det etiske udgangspunkt. Heldigvis blev jeg af andre årsager forhindret i at deltage i foredraget, for ellers var jeg nok blevet nødt til at argumentere imod de øvrige foredragsholdere. Og selvom jeg normalt aldrig kunne finde på at give mine diskussionsmodstandere retorisk baghjul, når de ikke selv har den samme viden om etik eller den samme filosofiske baggrund som mig - så nægter jeg at skulle forsvare synspunkter, som jeg ikke deler. Der foregår allerede nok ondskabsfulde ting i den her verden til, at jeg vil bidrage til, at ondskabsfulde mennesker ureflekteret kan forsætte deres egoistiske og destruktive adfærd.

Det, der overraskede mig mest var, hvorledes nogle mennesker rent faktisk kan mene helt alvorligt, at det er i orden at behandle andre mennesker dårligt, hvis det blot gavner dem selv lidt. For det er da enormt kynisk og selvoptaget, hvis man f.eks. mener, at det er helt okay at køre en kollega psykisk ned, hvis det blot fremmer ens egen karriere. Sådan en adfærd eller logik har jeg absolut ingen forståelse for og jeg forstår heller ikke, hvordan de mennesker kan leve med sig selv. For hvor stolt kan man lige være af sin karriere, hvis man er kommet frem ved at køre andre mennesker psykisk ned? Ud over det moralske og de mennesker, som man skader, så er det vel også lidt pinligt, at man ikke har bedre evner til at få succes end ved blot at prøve at skade ens konkurrenter/kollegaer. Så jeg mener på ingen måde, at moral er relativ eller blot er et spørgsmål om smag. Til gengæld er det et spørgsmål om valg, hvorvidt mennesket vælger at følge sin empati og opfører sig som et godt menneske. Og selvom der desværre ikke automatisk sker noget dårligt, når et menneske gør noget ondskabsfuldt, så mener jeg også, at der måske kunne være noget om, at det kun er et spørgsmål om tid, før det kommer til at skade personen selv. Så derfor kan det faktisk kun betale sig at være et godt menneske - særligt, fordi man også selv bliver glad, når man glæder andre. Det er formentlig også derfor Albert Einstein har konkluderet: ”Try not to become a man of success, but rather try to become a man of value.”

Nuttede dyreunger gør dig mere opmærksom og omhyggelig

Japanske forskere har fundet ud af, at nuttede dyreunger påvirker mennesket til at være mere omhyggelig, opmærksom og får menneskets hjerne til at arbejde mere effektivt. Forsøg har vist, at billeder af nuttede dyreunger kan forbedre menneskets finmotorik og koncentrationsevne. Forskerne mener, at det skyldes, at de nuttede dyr vækker positive følelser og dermed fokuserer hjernen bedre. Ifølge videnskab.dk har den danske hjerneforsker Thomas Ramsøy forklaret dette på følgende måde: "Jeg kan godt forestille mig, det virker at se på nuttede dyr. Man ved fra evolutionær-biologi, at særligt pattedyrungers træk skaber en beskyttelsestrang hos os. Vi falder for et mere fladtrykt, symmetrisk ansigt med store øjne." Altså påvirker dyreungerne mennesket på samme måde som babyer. Jeg har derfor, som en service til din arbejdsgiver på mandag, fundet et par billeder, som uden tvivl burde gøre din hjerne mere effektiv:

Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes (og undgår dårlig ledelse)

De 10 regler nedenfor kan virke enormt selvindlysende – nærmest håbløst selvindlysende. Alligevel er brud på reglerne nedenfor formentlig den primære årsag til, hvorfor flere virksomheder ikke opnår den ønskede succes. Dette bortforklares tit med ordene dårlig ledelse, men hvad mener man egentlig, når man taler om dårlig ledelse? Det vil jeg forsøge at præcisere ved at formulere 10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes. Dårlig ledelse vil ofte være et resultat af brud på flere af disse regler. Selvom der findes mange forskellige perspektiver på ledelse, så mener jeg ikke, at der vil være særlig mange mennesker, som vil være uenige i de nedenstående regler.

1. Virksomhedens økonomi er helt essentiel! Dårlig ledelse i forhold til styring af omkostningerne er den mest væsentlige årsag til, at en virksomhed lukker. Derfor skal der altid være en meget effektiv omkostningskontrol og her skal ledelsen være hurtig til at reagere i forhold til enhver negativ tendens.

2. Virksomheden skal fastholde de mest hårdtarbejdende og talentfulde medarbejdere.

3. Særligt de medarbejdere med stort engagement bør fastholdes. Engagement handler ikke bare om, at man bruger nogle ekstra timer på arbejdet, men i langt højere grad om vilje og lyst til at opnå et bestemt mål, om at tage ansvar for sit arbejde og sit arbejdsområde og ikke bare skubbe opgaven og dermed ansvaret videre til andre. Den slags dedikation til arbejdet er af stor værdi for enhver virksomhed.

4. Virksomhedens produkter eller serviceydelser skal være i overensstemmelse med markedet og med fokus på kundernes behov og ønsker.

5. Virksomheden skal have en fælles vision – et klart mål. Alle medarbejdere fra top til bund skal vide, hvor virksomheden er på vej hen og arbejde derefter.

6. Virksomhedens ledelse skal sikre en konstant kvalitetsudvikling og læring. Forbedring er ikke kun et mål, men et af de allervigtigste elementer i ledelse.

7. Virksomhedens ledelse skal have et højt kompetenceniveau, en høj troværdighed samt en høj moral, således at medarbejderne kan have tillid til ledelsen. Dette sikres bedst gennem en nærværende og synlig ledelse med god indlevelsesevne.

8. Samarbejdet i virksomheden skal bygge på tre kerneværdier: loyalitet, respekt og ærlighed. Loyalitet, respekt og ærlighed (=tillid) er tre helt grundlæggende forudsætninger for enhver positiv relation. Derfor er det også værd at huske på, at tillid tager tid at opbygge – men kan ødelægges på et splitsekund! Tillid er også det bedste udgangspunkt for enhver anerkendelse og anerkendelse er en meget væsentlig del af god ledelse.

9. Virksomhedens kommunikation bør bygge på åbenhed og ærlighed. Åben tovejs kommunikation er de eneste effektive og frugtbare kommunikation og derfor også en væsentlig forudsætning for succes. Det, at kunne lytte og forstå er også en meget væsentlig forudsætning for god ledelse i forhold til at kunne afhjælpe problemer og skabe konsensus. Derudover kan enhver ledelse også lære meget bare af at lytte til medarbejdere – også dem der er nederst i hierarkiet.

10. Virksomhedens medarbejdere skal konstant være forandringsparate. Dette vil være en kæmpe fordel for virksomheden, da en manglende vilje til forandring ganske ofte er den største indre trussel mod virksomhedens mulighed for succes.

Dalai Lama - Mine 10 yndlings citater

Dalai Lama - en af mine allerstørste inspirationskilder besøger i dag Danmark. Desværre forhindrede arbejdet mig i at deltage i hans foredrag, men jeg har tidligere deltaget i hans foredrag - som man kun kan anbefale. Foruden hans fantastiske filosofi og varme gemyt, så er et foredrag med Dalai Lama noget helt andet end andre almindelige foredrag. Selvom jeg er meget videnskabeligt orienteret, så vil jeg påstå, at alle uanset religion eller ateistisk overbevisning kan mærke, når Dalai Lama træder ind i lokalet. Dalai Lama har en helt speciel ro og fylder rummet på en helt anden måde end andre store personligheder. Det er faktisk en oplevelse i sig selv. Her er 10 fantastiske citater af den levende legende:

1. If you have willpower, then you can change anything. It is usually said that you are your own master.

2. There is a saying in Tibetan: Tragedy should be utilized as a source of strength.

3. In our struggle for freedom, truth is the only weapon we possess.

4. This is my simple religion. There is no need for temples; no need for complicated philosophy. Our own brain, our own heart is our temple.

5. We can live without religion and meditation, but we cannot survive without human affection.

6. To conquer oneself is a greater victory than to conquer thousands in a battle.

7. We can never obtain peace in the outer world until we make peace with ourselves.

8. Be kind whenever possible. It is always possible.

9. Happiness is not something ready-made. It comes from your own actions.

10. If you can, help others; if you cannot do that, at least do not harm them.

Om menneskelige fejltagelser og hvad vi kan lære af dem

Når man interesserer sig for kvalitetssikring og risikovurdering, så kan man heller ikke komme udenom, at man kan lære meget af fejl. Ikke kun ens egne fejl, men også af andres fejl. Her er en lille gennemgang af nogle af de værste og mest kendte fejltagelser mennesker har begået, som det stadig i høj grad er værd at huske på:

Tjernobylulykken

Konsekvens: 56 døde af ulykken og 4000 døde senere af kræft. 336.000 mennesker måtte evakueres og genhuses andre steder.

Fakta: Den 26. april 1986 eksploderede den 4. reaktor i atomkraftværket i Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen (Ukraine).

Forklaring: En dampeksplosion i reaktor nr. 4 udløste en brand i den grafit, der udgjorde reaktorens neutron-moderator, hvilket førte til flere efterfølgende eksplosioner og nuklearnedsmeltning. Da reaktoren ikke var indkapslet i en sidste beskyttende barriere af beton eller stål, så sendte eksplosionen også en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Dette materiale er senere sporet både i store dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og i det østlige USA. Store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine blev slemt forurenet.

Hvad kan vi lære? At have mere fokus på forebyggelse og planlægning af sikkerheden - samt at forhindre og lukke de atomkraftværker, der ikke lever op til de nødvendige sikkerhedskrav. Efter Fukushima bliver det muligvis så dyrt med de ekstra sikkerhedsforanstaltninger, at det ikke længere vil være rentabelt at have atomkraftværker. Men der skal vel ikke ske en endnu værre ulykke, før man lærer af sine fejl?

Derweze The Door to Hell

Konsekvens: Et evigt brændende hul med gas.

Fakta: I 1971 besluttede geologer at borer efter naturgas i Turkmenistans Karakum-ørken. Jorden under boreplatformen kollapsede pga. et af Karakum-ørkenens jordfalshuller og efterlod et hul på 70 diameter. For at undgå udledning af den giftige gas, besluttede de at brænde gassen. 40 år senere brænder gassen stadig.

Forklaring: Geologerne troede, at brændstoffet ville blive brugt i løbet af et par dage.

Hvad kan vi lære? Bedre forberedelse. Lav et grundigt forarbejde i forhold til at undersøge, hvilke forhold der gælder for projektet, inden at projektet går i gang. Undersøg på forhånd, hvilke mulige løsninger der vil være, hvis det værste skulle ske. Spørg de førende eksperter til råds, inden at I vælger en løsning.

RMS Titanic

Konsekvens: 1517 døde.

Fakta: I 1912 sank RMS Titanic efter at have ramt et isbjerg på sin jomfrutur fra Southampton England til New York City.

Forklaring: Det forcerede byggetempo af Titanic medførte, at de kvalificerede leverandører ikke kunne følge med og derfor måtte skiftværftet indkøbe sekundavarer. Det betød, at man ikke brugte de stålnagler, som konstruktørerne havde skrevet i deres kvalitetskrav, men mere skrøbelige jernnagler. Man manglende også tilstrækkeligt med specialuddannede og erfarne nittere til arbejdet. Derudover havde man heller ikke udstyret Titanic med nok redningsbåde, da man anså Titanic for at være usynkelig. Man mente, at Titanic var sin egen redningsbåd og derfor overvejede man aldrig worst-case scenariet, mens man byggede Titanic.

Hvad kan vi lære? Aldrig at slække på ens kvalitetskrav og bruge det korrekt uddannet personale. Sikre, at ens retningslinjer for kvaliteten bliver fulgt. Huske at Murphys lov altid gælder: alt der kan gå galt, vil gå galt. Derfor skal man ALTID overveje worst-case scenariet. Projekter skal ikke ledes af mennesker med storhedsvanvid.

Kommunistisk politik

Konsekvens: 20 – 43 millioner døde.

Fakta: Mellem 20 og 43 millioner mennesker døde i Kina i årene mellem 1959 og 1963 pga. store institutionelle og politiske forandringer som medførte hungersnød.

Forklaring: Kinas Kommunistiske parti ledet af Mao Zedongs indførte politikken Det store spring fremad, hvilket medførte hungersnød i 4 år. Kina har igennem mange år forsøgt at bortforklare katastrofen med naturkatastrofer, men Kina har dog igennem de sidste par år anerkendt, at det også skyldes politiske fejltagelser med en fordeling på ca. 30 % pga. naturkatastrofer og 70 % pga. dårlig ledelse.

Hvad kan vi lære? Idealisme og diktatur er en meget farlig kombination. Dårlig ledelse er virkelig roden til megen ondskab.

Holocaust

Konsekvens: Mellem 6 og 11 millioner mennesker blev myrdet

Fakta: Mellem 1941 og 1945 blev ca. 6 millioner jøder myrdet. Hvis man laver en bredere definition af holocaust, som også indbefatter homoseksuelle, handikappede, romaer osv. så kommer dødstallet op på 10,5 millioner. Holocaust var et system til fordrivelse, undertrykkelse og udryddelse af nazismens modstandere. Det begyndte med særlove, senere kom internering og tvangsarbejde i kz-lejre, hvilket endte med deciderede udryddelseslejre.

Forklaring: Der er ingen forklaring på den slags grusomhed.

Hvad kan vi lære? Der er uhyggeligt meget at lære af holocaust. Først og fremmest skal man huske holocaust, inden man samler sig om at hade noget eller nogen. Kun små og usle mennesker har brug for at hade det der er anderledes eller have fjendebilleder. Et stort menneske kan rumme alt – undtagen uretfærdighed. Uretfærdighed kan altid kendes ved det, som man ikke ønsker, at andre skal gøre mod en selv. Retfærdighed forstås ud fra menneskets egenskab empati. Holocaust er et udtryk for manglende empati, forståelse og medmenneskelighed. Det er en skamplet på menneskets historie. Intet dyr ville nogensinde gøre noget lignende.

Guide til livet: 6 regler at leve efter

Min livsfilosofi kan opsummeres i 6 punkter:

1. Be nice to other people

Det vigtigste er at være et godt menneske – intet er vigtigere end det! Derudover er livet er simpelthen for kort til at være et røvhul (se her den akademiske definition på et røvhul i mit blogindlæg Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?) og så afhænger din egen lykke også i høj grad af, hvordan du selv behandler andre mennesker. De mest ulykkelige mennesker er ofte de mennesker, som ikke forstår dette.

2. Work hard

For hvad er egentlig alternativet? Der er der intet mere kedeligt i den her verden end ikke at have noget at lave. Den længste dag på jobbet er altid den dag, hvor man ikke rigtig har noget at lave. Her er kunsten at finde et job, hvor man er bagud fra starten og hvor man hele tiden kan få tilført en milliard nye opgaver.

3. Expect the best

Selvfølgelig! Det er bedre at blive skuffet gang på gang end at have et lavt ambitionsniveau. Et højt ambitionsniveau kan også tit være nøglen til at finde andre mennesker, som også forventer det bedste og dermed kan øge din forståelse af, hvad der er et højt niveau. Derudover kommer man også altid længst ved at forvente at andre mennesker behandler en pænt – så kan man altid blive klogere senere.

4. Be prepared for the worst

Livet er langt fra nogen gavebod og det er godt at huske på – ellers skal du nok blive mindet om det før eller siden. Men husk ikke at blive pessimistisk - men at modgang gør dig stærkere og klogere!

5. F*ck what other people think

Der er altid nogen, som prøver på at ødelægge det for dig. De værste er ofte dem, der er jaloux! Sådan er det – det er der ikke noget at gøre ved. Lad være med at lade andre ødelægge de positive ting, som du har gang i. Vær en større person – tænk STORT!

6. Do your own thing

Følg dit hjerte og gør det, som du har lyst til! Lad være med altid at gøre, hvad andre mennesker mener er det rigtige at gøre! Gør det, som er rigtigt for dig! Vær aldrig bange for at skille dig ud!

Barnlige voksne er mere kreative og succesfulde

Forleden læste jeg den her artikel ”Barnlige voksne er mere kreative”. Der står i artiklen, at ”Jo mere voksne tænker som børn, des mere kreative bliver de, og det kan have positive konsekvenser for deres succes i livet. Både på arbejdspladsen og blandt familien og vennerne.” Og ifølge erhvervspsykologen Michael Dunn fra The University of Derby ”tager mange voksne sig selv alt for alvorligt i deres hverdag. Det kan gå ud over deres præstationsevner på arbejdet og når de er sammen med deres nærmeste.” Det bekræfter egentlig meget godt min egen opfattelse af situationen, hvor jeg syntes, at der virker til at være en klar sammenhæng mellem, hvor selvhøjtidelig og kedelig man er og hvor kreativ og succesfuld man er. Jo mindre selvhøjtidelig man er, jo mindre er sandsynligheden også for, at vedkommende har det, som jeg vil kategorisere som barnlig adfærd: nemlig mobber, sladrer, udnytter osv. Man kan i det hele taget undre sig over, hvorfor man har valgt at kategorisere den slags adfærd som barnlig. Langt de fleste børn opfører sig da rimeligt civiliseret – hvilket man desværre ikke altid kan sige om de (såkaldte) voksne. Måske er det her, hvor jeg har et problem med at være voksen. Jeg er helt med på det med at betale regninger, klare sig selv, gå på arbejdet, diskutere politik osv. Men hvis det også implicerer, at jeg skal være sur, gnaven, ubehagelig og kedelig, så er jeg ikke sikker på, at jeg er så vild med pakken.

Jeg har efterhånden så travlt, at jeg ikke har tid til så mange barnlige udskejelser som før. Jeg ser dog stadig tegnefilm, spiller spil, tegner og er kreativ på flere forskellige måder. Men jeg leger ikke gemmelege, som de giver et eksempel på i teksten – med mindre at jeg altså passer børn eller leger med min hund. Men det tæller måske også? Jeg har lidt svært ved at se mig selv lege skjul med mine venner eller mand – selvom det sikkert ville være ganske underholdende. Måske leger kedelige voksne slet ikke – heller ikke med deres hund eller børn? Stakkels børn og hunde! Er det ikke påkrævet i en eller anden grad, hvis man anskaffer sig en hund eller børn? Det står måske ikke ligefrem i lovgivningen, MEN… det følger vel med ansvaret? En anden spændende ting der står i teksten er, at man kan opdyrke og stimulere sit indre legebarn. Den ene måde er, at man skal genfinde sin usynlige ven fra barndommen. Jeg er ALT for rationelt anlagt til at have en usynlig ven og derfor har jeg heller aldrig haft en. Jeg har altid bare diskuteret med enhver som var i min umiddelbare nærvær. Der står yderligere i teksten: “Det kan bare være en, som man kan få gode ideer fra. Eller en, som giver en et skulderklap, når det går dårligt, eller som ser tingene på en lidt anden måde,” siger Mark Millard.” Jeg prøver at være åben overfor tanken, men det er lidt svært at se, hvordan man selv skal give et nyt perspektiv på en given problemstilling. Specielt når man kan tale med andre mennesker og dermed få deres syn på sagen. Men måske er pointen med den usynlige ven nærmere, at få de mennesker som har svært ved at åbne op for andre mennesker til at overveje deres liv lidt mere. Her kan den usynlige ven måske være en meget god løsning, selvom jeg dog stadig finder ideen en smule ensidig, da man jo kun får sin egen version af sagen.

En tredie lidt mere jordnær ide er, at man skal ”lufte alle sine ideer - selv de dårlige af slagsen. Ifølge Michael Dunn har børn den evne, at de ikke i samme grad bekymrer sig om, hvad andre tænker om dem. Heller ikke hvis de er på afveje.” Det lyder også umiddelbart som en rigtig god ide, da jeg går stærkt ind for, at man skal være ærlig og sige sin mening – MEN (og det er et stort men) det forudsætter også, at man er i besiddelse af de (utrolig vigtige) menneskelige egenskaber empati, respekt og logisk intelligens. Hvis man ikke er det, så vil jeg anbefale, at man afholder sig fra at lufte samtlige ideer og tanker. Videre står der: ”Hvis man vil være kreativ, handler det ikke om at have en ide, men et utal af ideer. Nogle af dem er gode, nogle er middelmådige, mens andre er noget værre vrøvl. Men vi har brug for at komme igennem de dårlige ideer for at finde frem til de gode.” Det er her, hvor min blog kommer ind i billedet.

En fjerde måde at blive mere kreativ på er ved at spilde sin tid og kede sig. Kedsomhed er noget, som jeg aktivt bekæmper, selvom jeg godt er klar over, som Arthur Schopenhauer har formuleret det, at ”Menneskeheden er for evigt dømt til at svinge mellem to ekstremer: lidelse og kedsomhed.” Ifølge psykologen Mark Millard kan det også være en god ide at ”gå en lang og målløs tur, hvis man vil have styr på sine tanker.” Mine tanker de vandrer hele tiden, bortset fra når jeg taler med andre mennesker, holder foredrag eller lavet noget andet på nogenlunde samme underholdningsniveau. Yderligere påpeger artiklen også, hvordan James Hollis har gjort opmærksom på, at man ikke keder sig på samme måde i dag, som man gjort tidligere. ”Derfor opfordrer han folk til at slukke for tv’et og lukke ned for Facebook-profilen, så man i stedet kan have tid til at dagdrømme og meditere over hverdagen.” Det lyder som en glimrende ide, specielt for de mennesker som konstant er på flugt fra deres egne tanker og følelser – hvilket jeg desværre frygter er et (uhyggeligt) udbredt fænomen. En sidste interessant overvejelse i artiklen er frygten for at tage fejl. ”Børn kender derimod ikke til “forkerte svar”, og derfor tør de gå nye veje for at finde svarene på deres spørgsmål. Det er noget, voksne kan lære af, forklarer Mark Millard.” Ja, det kan de helt sikkert. For hvis man aldrig begår nogen fejl, så lærer man jo heller ikke noget nyt. Det kan kun betyde to ting - enten vil man ikke erkende sine fejl eller også prøver man aldrig noget nyt og dermed er ens personlige udvikling gået i stå. Så det er vist egentlig rimelig simpelt - hvis man gerne vil være et kreativt menneske, så må man også have en kreativ tænkning og en kreativ adfærd. Hvis de kedelige mennesker vil kalde den kreativitet for barnlig, så lad dem dog det – de bliver jo nok voksne en dag.

Den moderne og menneskelige leder

Jeg vil gerne gøre opmærksom på Jes Jessens meget spændende og tankevækkende tekst: Den menneskelige leder - et filosofisk bidrag til en moderne ledelsesprofil om den moderne og menneskelige leder. Jes Jessen, som er udviklingskonsulent, cand.rer. soc og master i etik og værdier i organisationer, giver nogle rigtig spændende bud på, hvad der kan ligge i det at være en moderne leder. Han begynder med at understrege, hvorledes en af de store udfordringer indenfor ledelse i dag er at få omsat teorien til praksis og hvorledes den teknologiske udvikling har givet en øget specialisering og derfor kræver at beslutningerne bliver truffet tættere på processen og den enkelte medarbejder. Jessen diskuterer også, hvorledes disse forandringer skaber et behov for en ny slags ledelse og dermed påvirker flere forskellige aspekter af lederrollen som f.eks. autoritet og legitimitet. For når lederen ikke længere har mulighed for at være den faglige autoritet, så kræver det, at lederen baserer sin ledelse på andre aspekter, som primært bygger på tillid. Jessen referer derfor også til filosoffen Ole Fogh Kirkeby, der er en stærk fortaler for, at den moderne leders legitimitet er baseret på vedkommendes menneskelige evner - såsom at indgå i gode menneskelige relationer med sine medarbejdere. Kirkeby referer også til Kants tre maksimer som udgangspunkt for den moderne leder: at kunne tænke kritisk ud fra sin egen autonomi, at kunne indføle sig i ethvert andet menneske og at være i overensstemmelse med sig selv. Ud fra dette konkludere Jessen hurtigt, hvad god ledelse må handle om:

”Ledelse sker i relationen mellem mennesker, hvor den ene har fået tildelt en formel magt, der imidlertid må legitimeres i personen for at relationen fungerer i forhold til virksomhedens mål. Denne legitimering forudsætter selvindsigt og nærvær, hvor nærværet – der er situationsbestemt – udfolder sig gennem empati og anerkendelse, men under respekt for autonomi ”.

Jessen diskuterer også andre spændende aspekter af ledelse og hvad det vil sige at være en moderne leder i forhold til anerkendelse, kommunikation, identitet, troværdighed, empati og nærvær. Et andet spændende aspekt af hans beskrivelse af den moderne leder er også, hvorledes arbejdet er blevet den primære kilde til selvudvikling i det moderne samfund og hvordan dette også påvirker den moderne leders rolle. Her har virksomhederne nemlig fået en langt større forpligtelse overfor den enkelte medarbejders udvikling - hvilket også automatisk afføder en modsvarende forpligtelse hos medarbejderen overfor virksomhedens udvikling. Selvom man måske ikke er enig i alt, hvad Jessen skriver, så er den forholdsvise korte tekst yderst indholdsrig og meget tankevækkende, hvis man har en interesse for moderne ledelsesfilosofi.

Om medfølelse og meningen med livet

Livets mening har intet at gøre med rigdom og skønhed, men om at have en medfølende og empatisk tilgang til andre mennesker. Medfølelse og empati er den evne, som gør, at mennesket kan føle empati og sympati med andre væsners lidelser. Og derfor er empati og medfølelse også en helt grundlæggende forudsætning for enhver social relation og ethvert samfund. I Dalai Lamas bog The Power of Compassion eller (på dansk) At leve i barmhjertighed forklarer han yderligere, hvorfor medfølelse også er en grundlæggende forudsætning for et lykkeligt liv. Man kan sagtens læse Dalai Lamas bog uanset, hvilken religion man har eller selvom man er ateist. For faktisk går et af mine yndlings citater af Dalai Lama således: "This is my simple religion. There is no need for temples; no need for complicated philosophy. Our own brain, our own heart is our temple; the philosophy is kindness." Og der kan da slet ikke være nogen tvivl om, at venlighed og medfølelse må være langt mere fundamentale værdier end nogen form for religiøs tradition eller skrift. At kalde sig selv for et godt menneske på baggrund af udøvelsen af en religiøs tradition, sang eller ritual virker fuldkommen tåbeligt og meningsløst, hvis man ikke samtidig som minimum udviser venlighed og medfølelse med andre mennesker. Derfor må det, at man behandler andre mennesker med respekt og venlighed, også være en helt grundlæggende forudsætning for, at man overhovedet kan tale om, hvorvidt man er et godt menneske eller ej. Uanset om man er ateist eller religiøs (og uanset ens religion) så er empati et helt grundlæggende træk ved mennesket. Og derfor har Dalai Lama også sagt således: ”We can live without religion and meditation, but we cannot survive without human affection.” “Love and compassion are necessities, not luxuries. Without them humanity cannot survive.” For mennesket bliver umenneskeligt uden kærlighed og medfølelse. I videoen forklarer Dalai Lama yderligere, hvorfor medfølelse og empati ikke bare handler om, hvordan vi behandler andre mennesker, men også om, hvordan empati og medfølelse er en helt grundlæggende forudsætning for et lykkeligt og meningsfuldt liv.

Keep Ya Head Up – mere hiphop for ligestilling

…2pac cares, if don't nobody else care
And uhh, I know they like to beat ya down a lot
When you come around the block brothers clown a lot
But please don't cry, dry your eyes, never let up
Forgive, but don't forget, girl keep your head up
And when he tells you, you ain't nothing, don't believe him
And if he can't learn to love you, you should leave him
Cause sister you don't need him
And I ain't tryin to gas ya up, I just call em, how I see em
You know it makes me unhappy (what's that)
When brothers make babies, and leave a young mother to be a pappy
And since we all came from a woman
Got our name from a woman
And our game from a woman
I wonder
Why we take from our women?
Why we rape our women?
Do we hate our women?
I think, it's time to kill for our women
Time to heal our women
Be real to our women
And if we don't, we'll have a race of babies
That will hate the ladies, that make the babies
And since a man can't make one
He has no right to tell a woman, when and where to create one
So will the real men get up
I know you're fed up ladies, but keep your head up

Chorus:
Keep ya head up
Things are gonna get easier
Keep ya head up
Things'll get brighter
Keep ya head up
Things are gonna get easier
Keep ya head up
Things'll get brighter…

Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

If Everyone Cared...

Enhver, der har erkendt livets korthed, har også forstået, hvorfor at det er så vigtigt at engagere sig i andre mennesker. Medfølelse begynder ikke med, at man giver 50 kroner til Haiti, men med, at man behandler sine medmennesker med menneskelig indlevelse og medfølelse. Det er ligegyldigheden og bekvemmeligheden, der råder, hvis man kun kan føle medfølelse med fattige mennesker i ulandene - men ikke med den deprimerede kollega eller den hjemløse på gaden. Det allerfattigste menneske er nemlig det, som kun kan tale ordentligt til sin chef og sin mand, men ikke til ekspedienten i butikken, den underordnede kollega eller endnu værre sine egne børn. Det egocentriske menneske. Medfølelse og medforståelse begynder der, hvor man behandler ALLE andre mennesker, som man ønsker, at de også skal behandle én. Livet er alt for kort til at være et mentalt fattigt menneske og man får ikke altid muligheden for at gøre tingene anderledes en anden gang. Derfor handler det om at være et godt menneske i dag. Intet er vigtigere og intet er større i denne verden end menneskeligt engagement.

From underneath the trees, we watch the sky
Confusing stars for satellites
I never dreamed that you'd be mine
But here we are, we're here tonight

Singing Amen, I, I'm alive
Singing Amen, I, I'm alive

Chorus:
If everyone cared and nobody cried
If everyone loved and nobody lied
If everyone shared and swallowed their pride
Then we'd see the day when nobody died…

And as we lie beneath the stars
We realize how small we are
If they could love like you and me
Imagine what the world could be…

Filosofisk humor 3 – med Dilbert

I den første (korte) video bliver der filosoferet over René Descartes "Cogito, ergo sum" i forhold til ledelse og empati.



(Hvis man ikke ved, hvad micromanagement er, så kan man læse det her på Wikipedia.)

I den næste (hele 10 minutter lange) video bliver der sat spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, sorte huller, etik, videnskabsteori, placeboeffekten, livet efter døden, religion, hvem der har bygget pyramiderne, historieskrivning osv.

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

Mon det er et handicap at være ALT for positiv?

I dag blev jeg afbrudt midt i en samtale med en fremmed person, fordi vedkommende gerne lige ville gøre mig opmærksom på, at jeg virkede som ”en meget positiv og ressourcestærk person”. Det er vist første gang, at jeg er blevet kaldt det af en vildt fremmed person efter blot 10 minutters samtale. Det blev jeg naturligvis meget glad for at høre, da jeg har en pudsig tendens til at være meget lidt kritisk overfor ros (medmindre den kommer fra meget sarkastiske mennesker)! Men herefter tilføjede vedkommende sætningen: ”... men det hører du sikkert hele tiden”. Det er desværre en sandhed med visse modifikationer, da det faktisk ikke altid er lige så let at være et super positivt menneske - som nogle måske umiddelbart kunne tro. For det at være et meget positivt menneske medfører faktisk også tit en del negative reaktioner (hovedsagligt fra negative mennesker) og derfor kan man heller ikke lade være med at overveje nogle gange, hvorvidt det måske ville være lidt lettere, hvis man bare var en anelse mindre positiv eller entusiastisk.

For der er nogle helt praktiske problemer forbundet med at være et meget positivt menneske. F.eks. kan det være ret svært at vurdere, hvor lykkelige andre mennesker er. Da ens nyttekalkule af, hvor lykkeligt det andet menneske (burde være) er - ikke altid matcher personens egen vurdering. Og derfor skal man også tit minde sig selv om, at bare fordi, at JEG kan påpege en milliard positive ting ved den andens liv, så behøver vedkommende jo ikke selv at kunne se det på samme måde. En anden ting, som også er meget problematisk for en person med en meget positiv indstilling til livet, er (hvad en af mine AC-kollegaer forleden omtalte som) brokke-kulturen. Det er enormt svært at være en del af en brokke-kulturen, hvis man har en meget positiv indstilling til tingene. For man vil konstant komme med opmuntrende kommentarer og gode konstruktive løsningsforslag – hvilket virker højest upassende i en social sammenhæng, som primært bygger på sammenhold baseret på brok omkring livets umulighed.

Når man er et meget positivt menneske, så påvirker man som regel også sine omgivelser i to forskellige retninger. Enten så skaber man enorm meget glæde omkring sig. For det er virkelig sandt – glæde smitter. Desværre bare ikke på alle. Og derfor kan man også godt påvirke folk i en negativ retning - bare ved at have en rigtig positiv indstilling til tingene. For nogle (sure) mennesker kan det ligefrem virke så provokerende, at de får lyst til at påpege nogle negative aspekter ved ens liv. Formodentlig i håbet om, at man dermed vil føle sig mindre lykkelig. Sådan en reaktion har jeg ikke særlig meget forståelse for - men jeg antager, at det må skyldes, at de har det enormt dårligt med dem selv. (Empati har virkelig mange positive funktioner.) Nogle gange tror jeg også, at nogle mennesker fejlagtigt antager, at hvis man er meget glad af natur, så må det også være ensbetydende med, at hele ens liv har været en dans på roser. Men her sandheden nok nærmere, at jo mere ulykke man oplever, jo lettere har man også ved at værdsætte de små ting i livet. Og jo længere tid ulykken har varet, jo mere værdsætter man også de lykkelige øjeblikke. For en positiv indstilling til livet handler ikke så meget om succes, men mere omkring, hvordan man definerer succes. Hvilken indstilling man har til livet. Og hvordan man vælger at se på sit liv og de muligheder, som man bliver præsenteret for. Hvilke forventninger man har til sig selv og sine omgivelser. Følelsen af lykke handler nemlig i høj grad om, hvilke forventninger man har til livet. Og dem vælger man faktisk selv - modsat så mange andre ting her i livet, som man ikke har kontrol over. Man kan 100 % selv vælge, hvordan man vil forholde sig til sit eget liv. Her vælger jeg den positive tilgang - selvom jeg da heller ikke helt kan afvise, at det måske nogle gange ville være lettere at have en lidt mere afdæmpet tilgang til livet.

Test: Hvorfor tale om arbejdsmiljø, når man kan sige det lige ud?

Forleden faldt jeg over en bog på nettet med titlen Nul røvhuller-reglen med undertitlen Sådan opbygger du en civiliseret arbejdsplads – og slipper levende fra én, der ikke er det, så den måtte jeg naturligvis fare hen på det nærmeste bibliotek for at låne. (Ja, for man kan jo ikke købe alle bøger – jeg plejer at favorisere de samfundsrelevante og filosofiske af slagsen)! Da jeg helt bogstavelig talt lånte bogen på det nærmeste bibliotek (dvs. nærmest mit arbejde) så måtte jeg spørge bibliotekaren om hjælp til at oprette mig som låner. Herefter var den meget imødekommende og søde bibliotekar så venlig, at hun også ville hente bogen for mig, så hun spurgte med et smil efter bogens titel. Samtlige i køen bag mig kiggede forventningsfuldt på mig – de kunne vist ikke lige gætte, hvilken slags litteratur jeg læste. "Øh..." Her fik jeg vist sagt noget om, at bogen havde en lidt speciel titel og at hun måske hellere skulle søge efter den via forfatteren Robert I. Sutton. Så gik hun og kom tilbage med bogen, som hun rakte mig med et smil og kommentaren: "Ja, den har en lidt speciel titel"! Efter at havde lånt bogen, så afslørede indholdsfortegnelsen med det samme, at mine forventninger ikke havde været forgæves. Overskriften på første kapitel sagde det hele: Sådan gør arbejdspladsens røvhuller og derfor kender du så mange af dem! Det tegner allerede godt! (Selvom det dog bør nævnes, at de fleste af mine kollegaer heldigvis er nogle super søde mennesker.) Det er vist første gang, at jeg har set en akademisk definition af et røvhul og så er den endda trykt i en bog fra Gyldendals Business! Det er virkelig fascinerende, hvad man kan slippe af sted med, hvis man blot får det puttet det ind i den rette kontekst. Men der er helt klart også visse fordele ved at rette fokus væk fra ord som arbejdsmiljø, chikane og mobning og i stedet for rette fokus hen på de personer, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Med andre ord får man sendt aben videre til den person med problemet – nemlig røvhullet. Røvhullet er kendetegnet ved at opføre sig nedladende og arrogant uden nogen form for respekt for andre mennesker. Derudover piller røvhullet også gerne med vilje ved andre menneskers selvfølelse og selvtillid - ofte med en intention om at skade dem. Sutton skelner yderligere også mellem et røvhul og et præmierøvhul, hvor det sidstnævnte er defineret af "et konstant destruktivt adfærdsmønster, der efterlader det ene offer efter det andet med følelsen af mindreværd, af at være krænket, ydmyget, undertrykt, respektløst behandlet og tappet for energi". Herefter tilbyder Sutton også to metoder, som man kan bruge til at udpege et røvhul:

1. Test: Føler offeret sig, efter at have talt med det påståede røvhul, undertrykt, ydmyget, energiforladt eller nedgjort af vedkommende? Nærmere bestemt: Har offeret fået det dårligere med sig selv?

2. Test: Retter det påståede røvhul hellere sine giftigheder mod dem, der har mindst magt, end mod dem, som har mest magt?

Herefter udpeger Robert Sutton det beskidte dusin, hvilket er 12 almindelige dagligdags handlinger som røvhuller benytter sig af, som f.eks. personlige fornærmelser, verbale og nonverbale trusler, sarkastiske vittigheder, ”statusforringende” ritualer eller udtalelser, uforskammede afbrydelser og det at behandle folk som luft. Fælles for alle de forskellige handlinger er, at de kan give offeret en følelse af at blive angrebet og fornedret. Sutton, der også står bag bøger som Weird Ideas That Works og Dangerous Half-Truths and Total Nonsense, understreger derfor også kraftigt, at bogen ikke har til hensigt at "fremavle vatnisser uden rygrad". Hvilket i mine øjne også er en meget vigtig pointe! Sutton understreger derfor også, hvorledes konflikter og skænderier kan have sine fordele – så længe de bare ikke bliver til modbydelige personlige skænderier. Bogen er virkelig godt skrevet og fyldt med masser af gode eksempler fra dagligdagen og derfor kan den også godt anbefales, hvis man skulle have brug for (som der står på bagsiden) en "guide til at arbejde sammen med – og overleve – mobbere, fjolser, idioter, tyranner, plageånder, diktatorer, snigløbere, egoister og alle de andre røvhuller, der gør deres bedste for at få dig ned med nakken på arbejdet." Erhvervspsykolog Eva Mikkelsen har skrevet forordet til bogen, som kan købes her på Gyldendal Business.

Etik: Klawonns naturalisme

Jeg vil gerne lige komme med en opfodring til at læse Erich Klawonns meget imponerende mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag. Da det allerede har lykkes mig at overtale Jan til at læse bogen, så kunne det måske også vække andres interesse, da Klawonns teori er en af de allermest gennemførte og velgennemtænkte absolutistiske etiske teorier, som der findes.

Erich Klawonn forsvarer en form for blød etisk naturalisme – som han selv kalder for etisk definisme. Det vil sige, at Klawonn forsøger at forklare moral gennem en naturalistisk ikke-moralsk forståelse af de moralske begreber og værdier. Hvis man kort skal beskrive Klawonns teori, så tager han udgangspunkt i, at der findes situationer, som under ingen omstændigheder kan forekomme værdineutrale for et menneske. Her er hans eget ynglings eksempel oplevelsen af smerte: "Vi kan eksempelvis forestille os en meget voldsom smerte - som hvis en ondsindet person hælder en spand kogende vand ned af ryggen på én". (Klawonn, 1996, side 135.) Denne situation kan, ifølge Klawonn, qua menneskets empatiske identifikation aldrig nogensinde forekomme værdineutral – da situationen altid vil have et iboende negativt værdipræg. Det har den, fordi at smerten automatisk medfører et ønske om fravær af smerte og derfor har en bør-lignende egenskab. Ligeledes har følelsen af lyst og behag også et bør-lignende præg som medfører et ønske om forsat eksistens. Altså kan man udlede et aksiologisk bør ud fra menneskets natur, da de negative og positive værdipræg henholdsvis tvinger mennesket til at undgå de negative værdier og fastholde eller etablere de positive værdier. Mennesket kan gennem sin fornuft sidestille de nærværende værdier med de fremtidige værdier og på den måde forebygge eventuelle fremtidige negative værdipres.

Empati er derfor, ifølge Klawonn, den erkendelsesfunktion som gør, at man kan erkende, at andre mennesker også har subjektive mentale oplevelser af smerte og lyst. Empati skal her ikke forstås som medfølelse, men blot som en umiddelbar menneskelig erkendelsesfunktion, hvor man identificerer et andet menneskes første-persons oplevelser. Gennem ens empatiske funktion skaber man en oplevelsesmæssig identifikation mellem ens egensfære og den fremmedes egensfære og dermed bliver den andens egensfære nærværende for én selv. Denne form for relation kalder Klawonn for den protoetiske relation. Gennem ens empatiske identifikation kan et andet menneskets egensfærens værdipres føles lige så primært givet, nærværende og handlingsrelevant, som ens egne værdipres gør. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at mennesket er tvunget til at handle i overensstemmelse med den empatiske identifikation. Mennesket har stadig et valg imellem at foretage gode og slette handlinger. Hvilket betyder, at man, ifølge Klawonns teori, handler moralsk, når man handler ud fra sin empatiske erkendelse af fremmedsfærens værdipres på ens egensfære. Og dermed kan man også definere et menneske som moralsk slet, hvis personen med vilje fremkalder negativ værdi for andre mennesker.

Hvis ovenstående skulle have vagt din interesse, så kan du bestille bogen på det nærmeste bibliotek eller købe den her.