Om aktiv dødshjælp og eutanasi

Eutanasi stammer fra det græske ord ευθανασία eutanasi, hvilket betyder en "god død". Eutanasi bliver ofte brugt til at definere to forskellige former for dødshjælp til døende patienter, nemlig aktiv og passiv dødshjælp. Aktiv dødshjælp er lovligt i Belgien, Luxembourg og Holland. I Holland har man dog fravalgt brugen af udtrykket "passiv dødshjælp", da man kun taler om eutanasi og palliativ behandling. Hvis patienten dør utilsigtet som følge af den palliative behandling, så er der tale om mord. Andre steder bruges udtrykket assisteret selvmord, hvor patienten får hjælp af en læge til at begå selvmord. Assisteret selvmord er tilladt i Schweiz og i de amerikanske stater Oregon, Washington og Montana. Aktiv dødshjælp forudsætter samtykke fra patienten og er derfor altid per definition frivillig. Historikeren Suetonius har beskrevet, hvordan kejser Augustus ønskede sig: "at dø hurtigt og uden lidelse i armene på sin hustru Livia og oplevede den eutanasi, som han havde ønsket sig." Francis Bacon var den første, der direkte brugte ordet "dødshjælp" i det 17. århundrede ved at henvise til en nem og smertefri lykkelig død, hvor en læge havde ansvaret for at afhjælpe patienten med sine fysiske lidelser. Ligeledes står der også i The Oxford English Dictionary, at lidelse er en nødvendig betingelse for aktiv dødshjælp, da eutanasi er defineret som: det smertefri drab på en patient, der lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom eller er i irreversibel koma. The House of Lords Udvalg for medicinsk etik har også defineret eutanasi som "en bevidst indsats, der iværksættes med den udtrykkelige hensigt at afslutte et liv, for at lindre intraktabel lidelse." Derfor forudsætter aktiv dødshjælp også altid samtykke fra patienten og at sygdommen er uhelbredelig med smerter og har til formål (intentionaliteten) at afhjælpe vedkommende i den ubehagelige tilstand.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Det primære argument er, at mennesket har ret til at bestemme over sit eget liv og dermed også har ret til at bestemme, hvordan det vil takle forskellige situationer i livet. Herunder også tage beslutningen om, hvordan de skal dø og hvor stor lidelse de ønsker at leve med i tilfælde af uhelbredelig sygdom. Peter Singer har argumenteret for, at man af respekt for menneskets autonomi også må tillade rationelle mennesker at tage deres egne autonome beslutninger, fri for tvang og indblanding - også når de lider og er uafvendeligt døende. Singer mener direkte, at det bør føre til et ønske om at hjælpe de døende i deres ønske om at dø. For hvorfor skulle retten til døden være mindre væsentlig end retten til livet? Retten til at forkorte et liv, der alligevel kun vil byde på smerte og ubehag? Her har Peter Singer også med rette påpeget, at når aktiv dødshjælp er forbudt, så har vi også desto større mere grund til at frygte, at vores død bliver unødvendig langtrukken og smertefuld. Uanset, så har vi i hvert fald ikke muligheden for at vælge oplevelsen fra, hvis vi ikke selv kan gøre det. Hvis der var tale om et kæledyr, så ville valget for de fleste være ganske simpelt - når der var tale om et dyr der var uhelbredeligt sygt og havde voldsomme smerter. Det ville blive aflivet. Det ville de fleste nok mene var det eneste menneskelige at gøre uden at blinke. Anderledes forholder det sig pudsigt nok med mennesker. Mennesket har modsat dyret naturligvis selvbestemmelse (dvs. kan give udtryk for sin mening) og kan derfor også selv træffe valget. Her er det svært at se, hvorfor man skulle modsætte sig dette ønske, hvis mennesker har voldsomme smerter og kun kan se frem til forværrelse og derefter en snarlig død. Er det virkeligt menneskeligt at nægte et andet døende menneske i smerte aktiv dødshjælp? Her kan man naturligvis sagtens forstå, at der er nogle læger der ikke ønsker at deltage i aktiv dødshjælp af diverse årsager og at de nærmeste slægtninge kan svært ved at acceptere familiemedlemmets snarlige død. Men det ændrer ikke på det pågældende menneskes smerte eller ønske. Hvor er menneskeligheden, empatien og medfølelsen henne i forhold til personen? Hvis det eneste man her fokusere på er at forlænge vedkommendes liv – uden hensynstagen til vedkommendes egen selvbestemmelse, ønske eller livskvalitet? Hvem er det egentlig, at man tager hensyn til?

Modstandere af aktiv dødshjælp bruger også tit det argument, at man slet ikke har behov for aktiv dødshjælp, men at man bare kan afslutte behandlingen og i stedet bruge smertelindring. I 1996 afviste Det Etiske råd at anbefale at afkriminalisere frivillig aktiv dødshjælp af samme årsag, selvom der i Det Etiske Råd var enighed om følgende: "Flertallet (i Etisk Råd) medgiver, at en afkriminalisering af frivillig aktiv dødshjælp ville indebære stor gavn for et lille antal mennesker" og "Selv om det i enkeltstående tilfælde måske kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp...". Det Etiske Råds mest væsentlige argument imod aktiv dødshjælp var følgende: "Flertallet lægger afgørende vægt på, at samfundets hjælp til døende bør forbedres og opprioriteres". Denne konklusion var et mindretal i Det Etiske Råd dog imod og derfor står der også følgende i rapporten: "Imidlertid synes flertallets tankegang at være den, at eftersom der kan gøres væsentlige fremskridt i hjælpen til døende, er det slet ikke relevant at diskutere afkriminalisering af aktiv dødshjælp... Efter mindretallets opfattelse er en sådan tankegang aldeles misvisende. For det første er der på ingen måde tale om, at lægelig aktiv dødshjælp skal være et stående tilbud til personer, der opfylder visse betingelser - en ydelse, der kan sidestilles med tilbud om døgnpleje, ophold på hospice eller andet. Således drejer det sig ikke om at vælge mellem forskellige strategier til at komme på højde med problemet med de døende. De to ting - forbedret hjælp til døende og afkriminalisering af lægelig aktiv dødshjælp - skulle i et anstændigt samfund sagtens kunne gå hånd i hånd. For det andet er hovedspørgsmålet jo, hvorvidt det danske samfund bør eller ikke bør afkriminalisere aktiv dødshjælp. Og når flertallet besvarer dette negativt med henvisning til muligheden af forbedret hjælp til døende, går flertallet dermed fejl af selve hovedspørgsmålet. For at have nogen relevans for selve hovedspørgsmålet, og ikke f.eks. blot for, hvorvidt dets afklaring er mere eller mindre presserende, må flertallets påstand være den langt stærkere, og til gengæld højst utroværdige, at en sådan forbedring af hjælpen til døende helt vil fjerne behovet for lægelig aktiv dødshjælp."(Dødshjælp? En redegørelse, Det Etiske Råd, 1996.)

Flertallet i Det Etiske Råd påpeger også et andet problem ved aktiv dødshjælp, nemlig at det er svært at udforme lovregler og retningslinjer, som indfanger de afgørende detaljer ved sådanne sager. Det er selvfølgelig en reel problemstilling i forhold til meget jura, men hvis man ser på Holland, så mener jeg ikke, at det skulle være umuligt. Der vil naturligvis altid vil være nogle problemer forbundet med at vurdere, hvorvidt en person rationelt, frit og uden tvang fra sine omgivelserne reelt ønsker at dø. Personen kan være bange for at være en byrde for familien eller være påvirket af mennesker der ønsker at arve vedkommende. Da det jo netop er en væsentlig del af frivillig aktiv dødshjælp, at vedkommende selv tager beslutningen, så kan det naturligvis også være vanskeligt for udenforstående at vurdere, hvorvidt vedkommende reelt ønsker at dø. Men problemerne ved at træffe sådan en vurdering er vel ikke større, end de overvejelser og beslutninger som ligger til grund, når f.eks. abortankenævnet skal træffe en beslutning omkring, hvorvidt en kvinde skal have en senabort lang tid efter abortgrænsen. Når man ser på, hvordan man håndterer problemstillingen i andre lande, så mener jeg faktisk ikke, at man på nogen måde kan konkludere, at aktiv dødshjælp skulle medføre en moralsk glidebane med uacceptable konsekvenser. Tværtimod så har man hjulpet nogle døende mennesker med at få fred fra deres lidelser. Og når man ser nogle af de retssager, hvor døende søger om at få lov til at få aktiv dødshjælp at en frivillig læge på lovlig vis, så virker det nærmest umenneskeligt at nægte dem det. Her virker det mere som om, at modstanderne af aktiv dødshjælp ikke selv har oplevet eller evner at sætte sig ind i den døendes livssituation eller dets lidelser - og måske mere fokuserer på sin egen dødsfrygt eller frygt for at miste sine nærmeste. Men der er ingen, som argumenterer for aktiv dødshjælp, som ønsker at legalisere mord, men blot at hjælpe døende mennesker med at afkorte deres lidelser.

Kvalitetsudvikling, læringskultur og akkreditering

Hvorfor arbejder jeg med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Det skyldes overskrifter som denne i Ekstra Bladet: Lægefejl koster 5000 liv om året - Halvdelen af dødsfaldene - syv om dagen - kunne forebygges, hvis vi havde et bedre sundhedssystem, vurderer eksperter. Overskriften stammer fra en udtalelse af Beth Lilja Pedersen – Ledende overlæge og sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed - der har sagt: Vi vurderer, at der er 5000 dødsfald i Danmark på grund af utilsigtede hændelser. Mit bedste skøn er, at omkring halvdelen kunne forebygges. Det er selvfølgelig for mange og ikke acceptabelt. Men før at der kan ske en positiv kvalitetsudvikling, så forudsætter det også, at der er en læringskultur. Jeg mener, at kvalitetsudvikling bør tage udgangspunkt i Ciceros udtryk: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare. Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe gentager dem. Alle mennesker begår fejl før eller siden – det er egentlig ikke særlig interessant. Det væsentlige er mere, hvordan man forholder sig til de fejl, som man begår. Erkendelsen af fejl er en vigtig forudsætning for enhver form for læring, udvikling og kvalitetsforbedring. Derfor er det også vigtigt, at man rapporterer og analyserer de fejl, der sker i sundhedsvæsenet, så man kan skabe læring og vidensdeling for at forebygge, at fejlene sker igen. Den manglende vilje til at indrømme fejl eller den stædige fastholdelse af det plejer jeg/vi er nok en af de største forhindringer i forhold til kvalitetsudvikling indenfor den offentlige sektor. Erkendelsen af fejl er ikke bare vigtig i forhold til behandlingen af borgerne og deres retfærdighedsfølelse, men også i forhold til det ansvarlige personale. Det er også vigtigt for personalet at få bearbejdet de utilsigtede hændelser på den bedst mulige måde, så det ikke fremover bliver en psykisk belastning i det daglige arbejde. Som der står på forsiden af Region Sjællands pjece om Patientsikkerhed: Den bedste er ikke fejlfri – men forberedt (James Reason, Air Safety Week, vol. 13, no. 20).

En læringskultur er kendetegnet af:

- At man står ved, tager ansvar for og undskylder sine fejl.
- En åben og ærlig kommunikation med konstruktiv feedback og kritik.
- At man analyserer, hvad der har forårsaget eller bidraget til fejlen og forsøger at forstå, hvorfor fejlen er sket.
- At man lærer af sine fejl – så man ikke begår den samme fejl igen og igen.

For at skabe bevidsthed omkring vigtigheden af kvalitetsudvikling har Danske Regioner i samarbejde med Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet besluttet, at det danske sundhedsvæsen skal akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodels 104 forskellige standarder. Selvom der ikke findes særlig mange undersøgelser af, hvorvidt akkreditering virker, så lavede det amerikanske analysefirma LTCQ i 2000 en undersøgelse af forskellene mellem akkrediterede og ikke-akkrediterede sygehuse i USA. Undersøgelsen viste, at de akkrediterede sygehuse havde signifikant færre utilsigtede hændelser, færre medicineringsfejl (13 % færre) færre klager og færre retssager i forhold til ikke-akkrediterede sygehuse. LTCQs undersøgelse viste også, at sandsynligheden for, at der opstod en fejl, der medførte direkte skade eller bragte patienten i umiddelbar fare, gennemsnitligt var 21 % lavere på de akkrediterede sygehuse end for de ikke-akkrediterede sygehuse. Undersøgelserne viste også, at selve forberedelserne til akkrediteringen reducerede risikoen for fejl og dermed kan man se selve akkrediteringsprocessen som risikoreducerende i sig selv. For pointen med Den Danske Kvalitetsmodel og akkreditering er naturligvis ikke at blive akkrediteret, men at skabe en kvalitetsudvikling i form af færre utilsigtede hændelser (fejl) og dermed en højere patientsikkerhed. Sygehusdirektør Gunnar Johansen har udtrykt det meget præcist efter, at Sønderborg og Tønder Sygehuse var blevet akkrediteret: Man laver ikke en så omfattende kvalitetsorganisation for at blive akkrediteret – for at bestå en eksamen. Man gør det for at få en kvalitetsorganisation, der virker.

Hvilken betydning har tankens kraft?

Tankens kraft eller sammenhængen mellem sjæl og legeme er ikke længere kun et spørgsmål om (over) tro, men et spørgsmål som videnskaben seriøst prøver at finde svar på. Videnskaben har nemlig allerede flere beviser som peger i retningen af, at vores tanker og følelser direkte påvirker vores helbred (se f.eks. videnskab.dks artikel Positive tanker giver bedre helbred). Undersøgelser har også vist, hvordan fattige menneskers helbred i højere grad bliver påvirket af, hvor positivt eller negativt vedkommende tænker. Men tendensen er universel: jo gladere man er, jo bedre er helbredet også. Flere forsøg har vist, at vores egen tro på helbredelsen næsten kan være lige så vigtig som den medicinske behandling. Forskningslæge John Brodersen fra Københavns Universitet fortalte forleden i DR2 programmet Sjæl og videnskab om et eksempel, hvor en ung mand tror, at han har taget en overdosis af psykiatrisk medicin og derefter får alvorlige fysiske symptomer. Det viser sig efterfølgende, at medicinen er ren placebo og dermed har den unge mands altså ved tankens kraft fremkaldt symptomerne. Man har igennem mange år kendt til placeboeffekten og hvordan troen på behandling og bedring alene kan påvirke menneskers sygdom. Men hvordan kan tanker påvirke alvorlige sygdomme som f.eks. Parkinsons sygdom? Cand. psyk. Lene Vase fra Dansk Smertecenter forklarer i programmet, hvorfor det er vigtigere, at man tror, at man får en effektiv smertebehandling end, at man rent faktisk får en effektiv smertebehandling. Forsøg med smertebehandling viser nemlig, at lægens ord har en større betydning end de smertestillende præparater. Forsøg viser nemlig, at de patienter, som lægen siger vil få en mærkbar forbedring af den smertelindrende placebomedicin, hurtigt oplever en bedring. Hvorimod de patienter, som får stærk smertestillende medicin, men hvor lægen lyver og siger, at det vil forværre smerterne – rent faktisk ikke oplever en forbedring - men en forværring. Det er tankevækkende.

Flere undersøgelser har også vist, at placeboeffekten kan påvirke både immunsystemet, endokrinsystemet og de fysiologiske funktioner. Fabrizio Benedetti professor i klinisk psykologi fortæller blandt andet om, hvordan hjernescanninger har vist, at placebobehandling kan påvirke hjernecellerne i en positiv retning, når patienterne tror på behandlingen. Derfor kan forskellige former for placebobehandling også have forskellig effekt f.eks. har forsøg vist, at placeboindsprøjtninger virker bedre end placebopiller og placebooperationer virker bedre end placeboindsprøjtninger. Andre forsøg har ligefrem vist, at nogle placebooperationer giver det samme resultat som ikke-placebo operationer. Her vil jeg gerne give Lene Vase ret i, at den manglende forskel må gøre det svært at skelne placebooperationen fra ikke-placebooperationer. Her må der da for alvor være brug for yderligere forskning – det lyder som et potentielt område for nogle besparelser. (Staten eller lægerne skal bare ikke fortælle om besparelserne?) Omvendt har forsøg også vist, at mennesket kan påvirke sit helbred i negativ retning ved tankens kraft – den såkaldte noceboeffekt. Her har undersøgelser vist, at en negativ selvvurdering af ens helbred er langt farligere end både overvægt, rygning og alkohol. I gennemsnit dør et menneske med en negativ selvvurdering 10 år tidligere end en person med en positiv selvvurdering. Det handler altså i høj grad om at tænke positivt omkring ens helbred. Hvilket Bruce Lipton, der er forsker i cellebiologi, kan forklare ud fra tankernes påvirkning af ens cellesammensætning. Til sidst i programmet bliver der fokuseret på den manglende effekt af antidepressive midler. Her er det tankevækkende at høre overlæge Jens Heisterberg fra Lægemiddelstyrelsen medgive, at antidepressive midler har en minimal effekt – når man tænker på, hvor mange danskere der tager dem. Helt præcist er effekten knapt nok klinisk signifikant, da placeboeffekten af pillerne ligger på omkring 75-82 %. Altså er det troen på pillerne som virker – ikke pillerne i sig selv. Men hvor meget glæde får danskerne så overhovedet af pillerne, når man ser på listen over bivirkninger? Eller er bivirkningerne også bare nocebo? Uanset, hvad så vil jeg gerne støtte op om professor Irving Kirchs anbefaling om at prøve andre alternativer som motion og kognitiv terapi, før man propper sig med dyre og risikable piller. Som Lene Vase så korrekt påpeger, så har placeboeffekten for alvor sat fokus på sammenhængen mellem sjæl og legeme og som cellebiolog Bruce Lipton afslutningsvis siger: Vi er dynamiske væsener og vores liv påvirkes af vores tanker. Hvis vi indser det og hvis vi forstår det, så kan vi mestre vores liv frem for at være slaver af vores kemi.

Kvalitetsudvikling indenfor sundhedssektoren: Fra kvantitet til kvalitet

Danske Regioner skriver i Bedre resultater for patienten – Ny dagsorden for udvikling og kvalitet i sundhedsvæsnet: ”I dag er der primært fokus på aktivitet og budgetter i udviklingen og styringen af det danske sundhedsvæsen. ”Hvor mange operationer er der gennemført?” og ”Hvad koster de?” er naturligvis centrale spørgsmål. De økonomiske parametre fortæller kun en del af sandheden om, hvad vi får for pengene i det danske sundhedsvæsen. Og de siger ikke noget om det, der er vigtigst – nemlig, hvilke resultater sundhedsvæsenet skaber for patienterne.” Ligeledes har Bent Hansen formand for Danske Regioner også udtalt: ”Det er jo ingen maskinfabrik. Men hidtil har vi hele tiden haft brug for - op til de årlige økonomiforhandlinger med regeringen – at dokumentere, at vi var effektive nok for at få de nødvendige midler. Nu vender vi det om og siger, at det er den eller den kvalitet, vi vil opnå – samtidig med at vi holder fast i et højt produktivitetsniveau.” Det politiske fokus er altså skiftet fra udelukkende at se på kvantiteten til også at fokusere på kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Men det er ikke alle steder i sundhedsvæsenet, hvor man har arbejdet lige målrettet med kvalitetsudvikling og derfor er det heller ikke uden grund, at man indførte Den Danske Kvalitetsmodel. Som Flemming Steen Pedersen også skrev omkring kvalitetsudviklingen indenfor sundhedssektoren i ”Operation Kvalitet” i Berlingske Tidende i maj 2009: ”Men initiativerne har været spredte, har haft tilfældighedernes præg, og det har længe været en erkendt akilleshæl, at det er svært at få »best practice« ud i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Efter sommerferien gøres endnu et forsøg, og det er et ganske ambitiøst ét af slagsen. Hér begynder man udrulningen af den »danske kvalitetsmodel« ude på sygehusene. Projektet, der har været fire år undervejs, har formuleret i alt 104 standarder for, hvordan indsatsen bør være på en lang række felter. Sygehusene bliver målt på, om de opfylder standarderne, og resultaterne offentliggøres… Både politikere og fagfolk er således - endelig - begyndt at samle sig til et fælles tigerspring på kvalitetsområdet. Det er ikke længere nok med korte ventelister; behandlingen skal også være i top. For alle patienter. Hele tiden.” Og der er slet ingen tvivl om, at Den Danske Kvalitetsmodel er et tigerspring for mange af de sygehuse, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, som man f.eks. har gjort det på flere af sygehusene i hovedstadsområdet, hvor man flere steder har arbejdet efter den amerikanske non-profit akkrediteringsorganisation Joint Commision Internationals sygehus-standarder i årevis. Den Danske Kvalitetsmodel er indført for at tvinge samtlige sygehuse i Danmark til at forholde sig til kvaliteten af deres ydelser. Set ud fra et kvalitetsperspektiv er det en rigtig god løsning med en national kvalitetsmodel, selvom der naturligvis også kan stilles mange kritiske spørgsmål til indholdet af Den Danske Kvalitetsmodel, planlægningen af akkrediteringsprocessen, auditspørgsmålene og hvorvidt det overhovedet giver mening at indføre en kvalitetsmodel samtidig med, at man kræver, at sygehusene skal spare og øge produktionen. Men hvis man ikke indførte kvalitetsmodellen nu, hvornår skal man så gøre det? Umiddelbart virker det ikke som om, at sygehusene vil få flere penge de kommende år med flere ældre, stadigt stigende krav og stigende udgifter til både udstyr og medicin. Og derudover så burde man vel også mene (også selvom man ikke er kvalitetskonsulent) at kvaliteten af sundhedsydelserne også er et ret vigtigt aspekt for borgerne - eller rettere sagt patienterne.

Efterlysning: Medicinsk etik

Jeg bringer hermed en efterlysning af bogen Medicinsk etik: en filosofisk diskussion af bioetiske grundproblemer af Klemens Kappel, da bogen ikke er set i længere tid hverken i almindelig handel eller hos antikvariaterne. Bogen skulle være omkring 20-30 cm høj, almindelig af bygning, udgivet fra Gyldendal i 1996 og i god stand. Hvis nogen skulle ligge inde med information omkring, hvor bogen kunne befinde sig til salg, så må du meget gerne kontakte mig på min mailadresse (som står længere nede af siden).

Det bioniske menneske

Forleden henledte Gustav min opmærksomhed på Inspector Gadget. Inspector Gadget er en animeret tv-serie fra 80’erne, der handler om den klodsede detektiv Inspector Gadget, der altid formår at forveksle fjender med venner og omvendt. Gadgets uduelighed fører ham tit i fare og derfor får han ofte brug for hans indbyggede bioniske gadgets til at redde ham (hvis æren ikke nærmere skal tilskrives Penny (hans kloge niece) og hendes hund Brain). Andre eksempler på bioniske mennesker fra fiktionen kunne f.eks. være Six Million Dollar Man eller Robocop. Men mennesker med indbyggede elektroniske gadgets er ikke bare ren fantasi. Der findes allerede flere elektroniske gadgets, som har været brugt i årevis som f.eks. den kunstige pacemaker og Cochlear implantatet. Den kunstige pacemaker er beregnet til mennesker med dårligt hjerte. Her kan pacemakeren f.eks. hjælpe med at opretholde en tilstrækkelig hjertefrekvens ved at sende elektriske impulser vha. af elektroder direkte ind i hjertemuskulaturen. Cochlear implantatet er en slags høreapparat for døve eller meget svært hørehæmmede. Cochlear implantatet er dog ikke noget traditionelt høreapparat, da det ikke har til formål at genskabe hørelsen. Implantatet giver blot en lydoplevelse, hvilket f.eks. kan forøge muligheden for at børn under 5 år kan lære et "normalt" talesprog. Implantatet består af en ekstern mikrofon, en taleprocessor, en forstærker og en indopereret enhed der overfører signalerne via en elektrode, der stimulerer nervefibrene i cochlea i det indre øre til hørebarken i hjernen.

Bionik er betegnelsen for det stærkt voksende forskningsområde, hvor biologi og elektronik smelter sammen for enten at erstatte eller forbedre menneskets anatomiske strukturer ved hjælp af elektronik. Man har allerede udviklet bioniske legemsdele som f.eks. bioniske arme og ben, der kan styres ved hjælp af en lille indopereret computer i mennesket. Men videnskaben holder sig naturligvis ikke kun til udviklingen af sundhedsmæssige hjælpemidler eller erstatningsorganer til genskabelse af førlighed. Udviklingen af det bioniske menneske sigter også efter, at elektronikken skal gøre mennesket hurtigere, højere og stærkere. Hvilket blandt andet har ført til udviklingen af et eksternt skelet, som skal forøge menneskets bæreevne på en ergonomisk korrekt måde uden samtidig at formindske menneskets manøvredygtighed. Ved hjælp af dette skelet vil et almindeligt menneske kunne bære meget tunge ting over lange distancer eller ujævnt terræn (som f.eks. trapper) uden at lide overlast. Ligeledes har man også udviklet et bionisk øje, der kan genskabe blindes syn i en vis grad. Det bioniske øje fungerer vha. af et par briller med videokamera, en mindre computer og en indopereret chip på nethinden. På baggrund af teknologien, der er baseret på infrarødt lys, så vil det også være muligt at se i mørket vha. af brillerne (night vision). På baggrund af disse opfindelser virker det efterhånden som om, at det kun er fantasien, der sætter grænserne for den bioniske forskning og udvikling. Derfor bliver det også spændende at følge forskningen de kommende år – ikke bare på det sundhedsmæssige område - men også på området omkring, hvordan teknologien vha. af biologien kan gøre menneskets hverdag meget lettere. Ikke mindst i forhold til de mange nye spændende etiske spørgsmål, som udviklingen også medfører!

Mellem menneske og dyr – om bioetik og den kimæreforskning

I går var jeg med til Det Etiske Råds konference omkring bioetik på Christiansborg, hvis hovedformål var at diskutere de forskellige etiske aspekter af den kimæreforskning. Hvilket er forskning, hvor man ikke bare laver en hybrid imellem to arter, men skaber biologiske organismer som består af to separate cellepopulationer. Disse cellepopulationer kan så enten være fra den samme eller to forskellige arter. Her er det mest kontroversielle område naturligvis diskussionen om, hvorvidt og i hvilket omfang det skal være tilladt for forskerne at eksperimentere med at blande menneske- og dyreceller. Altså, hvorvidt man i forskningens hellige navn må skabe humaniserede dyr eller mennesker med dyretræk. Konferencen begyndte med en præsentation af den nyeste kimæreforskning indenfor henholdsvis medicin, biologi og neurologi. Her blev der lagt enorm stor vægt på at fremhæve kimæreforskningens store betydning for både grundforskning og sygdomsbehandling. Ligeledes blev der også skelnet skarpt imellem to forskellige former for kimærer: den ene form for kimære bliver skabt på embryon- eller fostrestadiet, hvor man enten overfører celler eller transplanterer dele af et foster til et andet foster. De tilførte celler eller transplanterede dele bliver derefter en del af fosterudviklingen. Den anden slags kimære skabes efter fødslen, hvor man transplanterer enten celler eller organer fra et individ til et andet. (Her har videnskaben defineret, at en enkelt hel celle er nok til at gøre en organisme til en kimære.) Denne definitionsforskel havde helt klart til formål at pointere, at man burde kunne eksperimentere med fostrer, da disse endnu ikke kan betragtes som et menneske. Hvilket Charlotte Dyremose (MF, Det Konservative Folkeparti, Cand.scient.pol.) også senere understregede, da hun fremhævede, hvordan man f.eks. kunne bruge abortlovgivningen til at skelne et menneske fra et embryon (til fordel for forskningen).

Herefter var det tid til at se nærmere på de etiske aspekter, hvor en meget veloplagt Klemens Kappel (lektor, Filosofi, KU, tidligere medlem af Det Etiske Råd) afviste kimæreforskningen som subversiv. Han afviste begge skrækscenarier med: mennesket, der enten er fanget i dyrekroppen, og dyret, der skal begå sig i menneskeverdenen, som irrelevant for den foreliggende forskning. Selvom Kappel naturligvis har ret i denne betragtning, så må man også huske på, hvad der egentlig ligger bag konferencens titel: Mand eller mus? Overskriften referer nemlig til nogle overvejelser omkring, hvorvidt det vil være muligt for kimærer-mus (med menneskelige celler) at udvikle menneskelige testikler og æggestokke og dermed potentielt skabe et menneske. Selvom det naturligvis ikke er muligt for ægget at overleve i musen, så er mulighedens perspektiver alligevel tankevækkende. Specielt finder jeg eksemplet tankevækkende, når forskerne selv advarer imod det – da man netop ikke kender konsekvenserne af overførslen af menneskelige celler til dyr eller omvendt.

I løbet af diskussionerne blev det klart, at et af de store problemer var en manglende definition af, hvad det vil sige at være et menneske. I starten var der en vis modstand fra den naturvidenskabelige side omkring at få afklaret denne definition. Spørgsmålet blev i starten afvist med den begrundelse, at den nuværende forskning kun beskæftiger sig med at sætte nogle ganske få menneskelige celler ind i dyr og dermed burde der ikke være nogen tvivl omkring, hvorvidt dyret stadig er et dyr. Men da kimæreforskningen jo netop også åbner op for muligheden for, at forskerne kan indsætte mange celler eller transplantere større organer (herunder også hjerneceller og hjernedele) så var det befriende, da Charlotte Dyremose endelig stillede det meget konkrete spørgsmål til forskerne omkring: hvor mange menneskeceller/dele der skal til før, at et dyr bliver til et menneske? Det havde de naturvidenskabelige forskere ikke rigtig noget svar på og derfor måtte de også lidt modvilligt indrømme, at det faktisk ikke er muligt at lave en sådan biologisk definition af et menneske. (Meget interessant!) Her tog Kappel så over og kom med nogle rigtig gode betragtninger omkring, hvordan man ellers kunne kendetegne et menneske.

Personligt, så mener jeg, at det er en meget svær problemstilling. På den ene side, så skal forskningen naturligvis have mulighed for at udvikle sig, men på den anden side, så er det også problematisk, hvis det bliver muligt at skabe en menneskelignende bevidsthed hos dyr. Diskussionen opsummeres meget godt med Thomas G. Jensens ord (Professor i Medicinsk Genetik, Aarhus Universitet, medlem af Det Etiske Råd): "De fleste skræmmescenarier vil ikke kunne lade sig gøre. Men det er f.eks. lykkedes at lave en blanding mellem et får og en ged, så man skal ikke udelukke noget. Og jeg er helt enig i, at man ikke skal kunne skabe en blanding af et menneske og et andet væsen. Men det er slet ikke det, vi vil.” Nej, sikkert ikke, men det er der helt sikkert andre, som gerne vil. Hvilket Klavs Birkholm (mag.art., journalist, medlem af Det Etiske Råd) også advarede imod ved at fremvise et billede af atombomben på storskærmen med Samuel Johnsons citat: "The road to hell is paved with good intentions" som overskrift. Birkholm fremhævede netop med dette, hvordan den meste forskning bliver skabt ud fra nogle rigtig gode intentioner (her sygdomsbekæmpelse) men ofte også ender med at blive misbrugt til andre formål. F.eks. forekommer det mig nærliggende, at man kunne forsøge at lave et blandingsvæsen mellem chimpansen og mennesket, da disse i forvejen er tæt genetisk beslægtede. Og derfor mener jeg også, at det er nødvendigt at overveje, hvilke konsekvenser forskningen kan have. Spørgsmålet er så bare, hvad man egentlig kan bruge de overvejelser til pga. globaliseringen. Som Lone Dybkjær (MF, Det Radikale Venstre, Civilingeniør) også spurgte meget relevant: Hvor mange forbud skal der til, før at I flytter jeres forskning til udlandet? For den forskning, som ikke kan foregå i Danmark eller i Europa, den vil højest sandsynligt bare blive foretaget et andet sted. Men dermed har jeg ikke sagt, at man lige så godt kan lade være med at regulere forskningen. Specielt syntes jeg, at man skal overveje meget nøje, hvorvidt forskningen omkring skabelsen af menneskelignende bevidsthed i dyr er hensigtsmæssig. De føromtalte skrækscenarier er naturligvis stadig science fiction, men med Jensens egne ord, så skal man altså heller ikke udelukke noget. Helt konkret så åbner kimæreforskningen i hvert fald op for en vis smitterisiko – hvilket kan gå begge veje både fra dyr og mennesker. Altså udgør blandingsvæsner en klar potentiel risiko for skabelsen af nye uhelbredelige varianter af ellers velkendte uskadelige sygdomme, selvom det bestemt heller ikke er uproblematisk den anden vej. En meget underholdende Peter Sandøe (dr. phil, professor i bioetik, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU) kom til sidst med en direkte opfodring til politikere om at liberalisere den nuværende lovgivning til fordel for forskningen og afrundende den enormt spændende konference med en rigtig god og nuanceret opsamling på de mange forskellige etiske diskussioner.

Menneskekimærerne er fra Patricia Piccininis fantastiske kunstudstilling We Are Family - man kan også se flere kreative dyrekimærer her.