Læringskultur er en forudsætning for kvalitetsudvikling

 

Hvorfor arbejder jeg med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Det gør jeg pga. overskrifter som denne i Ekstra Bladet: Lægefejl koster 5000 liv om året med undertitlen: "Halvdelen af dødsfaldene - syv om dagen - kunne forebygges, hvis vi havde et bedre sundhedssystem, vurderer eksperter". Overskriften stammer fra en udtalelse af Beth Lilja Pedersen, der er ledende overlæge og sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Hun har videre udtalt: "Vi vurderer, at der er 5000 dødsfald i Danmark på grund af utilsigtede hændelser. Mit bedste skøn er, at omkring halvdelen kunne forebygges. Det er selvfølgelig for mange og ikke acceptabelt." Men før at der kan ske en positiv kvalitetsudvikling, så forudsætter det også, at der er en læringskultur og en vilje til at gøre det bedre. Jeg mener, at kvalitetsudvikling bør tage udgangspunkt i Ciceros udtryk: "Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare". Eller på dansk: "Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe gentager dem". Alle mennesker begår fejl før eller siden - det er egentlig ikke særlig interessant. Det er langt mere væsentligt, hvordan man forholder sig til sine fejl – end at man begår fejl. Desværre er mennesker heller ikke fejlfri blot, fordi de arbejder indenfor nogle fag, hvor det kan have store samfundsmæssige eller menneskelige konsekvenser at begå en fejl. Det gælder både indenfor politik, domstolene, beredskabet og sundhedsvæsenet. Her er det bare endnu mere vigtigt, at man gør alt, hvad man kan for at undgå, at man gentager de samme fejl. Derfor er det også enormt vigtigt, at man rapporterer og analyserer de fejl, der sker i sundhedsvæsenet, så man kan skabe læring og vidensdeling for at forebygge, at fejlene sker igen. Selve erkendelsen af fejl er også en vigtig forudsætning for, at et menneske kan udvikle sig og lære og at det er muligt at skabe en reel kvalitetsforbedring. Den manglende vilje til at indrømme fejl og den stædige fastholdelse af det plejer jeg/vi (den manglende evne eller vilje til forandring) er formentlig de to største forhindringer i forhold til kvalitetsudvikling indenfor den offentlige sektor.

Erkendelsen af fejl er ikke bare vigtig i forhold til behandlingen af borgerne og borgernes retfærdighedsfølelse, men også i forhold til det ansvarlige personale. Det er mindst lige så vigtigt for personalet at få bearbejdet en utilsigtet hændelse på den bedst mulige måde, så hændelsen ikke bliver til en psykisk belastning. Og det er vigtigt for alle såvel borgerne som personalet at vide, at alle arbejder for at forhindre at noget lignende sker en anden gang. I en læringskultur handler det ikke om, at man skal være bange for eller være ligeglad med at begå en fejl, men om at skabe opmærksom omkring de fejl, der bliver begået og dermed skabe en fælles forståelse af, hvordan man sammen kan undgå dem i fremtiden.

En læringskultur er kendetegnet af:

• At man står ved, tager ansvar for og undskylder sine fejl.
• At man er åben overfor forandring og det at man altid kan blive klogere og dygtigere.
• At man har en åben og ærlig kommunikation med konstruktiv feedback og kritik.
• At man analyserer, hvad der har forårsaget eller bidraget til fejlen og forsøger at forstå, hvorfor fejlen er sket.
• At man forsøger at finde en løsning som forhindrer at fejlen kan opstå igen.
• At man lærer af sine fejl – så man ikke begår den samme fejl igen og igen.

I den ideelle verden har man derfor en åben og ærlig dialog på tværs af faggrupper, hvor man har tillid til hinanden og ingen er bange for at indrømme deres fejl eller se kritisk på dem selv. Det forudsætter naturligvis, at man ikke bare peger fingre af hinanden og at man er opmærksom på, at det er et følsomt område for alle de berørte parter, når man giver konstruktiv kritik eller feedback. Derefter analyserer man, hvorfor fejlen er opstået og forsøger at udtænke en løsning som kan forhindre, at lignende fejl sker igen. Nu lever vi desværre ikke i den ideelle verden, men derfor kan man alligevel godt forsøge at efterstræbe idealet. Det er en opgave, som alle i den offentlige sektor har et ansvar for at bidrage til. For som James Reason en gang har sagt: "Den bedste er ikke fejlfri - men forberedt" (Air Safety Week, vol. 13, no. 20).

iPhone app fra IKAS med akkrediteringsstandarderne fra Den Danske Kvalitetsmodel

Så er den her - en app fra IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet) med alle akkrediteringsstandarderne fra Den Danske Kvalitetsmodel til din iPhone eller iPad. App' en indeholder alle akkrediteringsstandarderne for både apotekerne, det præhospitale område og sygehusene. Du finder den her på iTunes.

Hvis du ikke lige ved, hvad Den Danske Kvalitetmodel er for en størrelse, så beskriver IKAS DDKM således:

"Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et system, der skal være med til at sikre kvaliteten i de sundhedsydelser, vi betaler over skattebilletten. Det er meningen, at DDKM med tiden skal kvalitetssikre alle de opgaver, som hører til under Sundhedsloven. Indtil videre deltager alle offentlige sygehuse, de private hospitaler som udfører behandlinger for det offentlige, de fleste apoteker, alle ambulancetjenester og vagtcentraler samt en række kommuner. De praktiserende læger er på vej, og det samme er praktiserende speciallæger."

Kvalitetsudvikling, læringskultur og akkreditering

Hvorfor arbejder jeg med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Det skyldes overskrifter som denne i Ekstra Bladet: Lægefejl koster 5000 liv om året - Halvdelen af dødsfaldene - syv om dagen - kunne forebygges, hvis vi havde et bedre sundhedssystem, vurderer eksperter. Overskriften stammer fra en udtalelse af Beth Lilja Pedersen – Ledende overlæge og sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed - der har sagt: Vi vurderer, at der er 5000 dødsfald i Danmark på grund af utilsigtede hændelser. Mit bedste skøn er, at omkring halvdelen kunne forebygges. Det er selvfølgelig for mange og ikke acceptabelt. Men før at der kan ske en positiv kvalitetsudvikling, så forudsætter det også, at der er en læringskultur. Jeg mener, at kvalitetsudvikling bør tage udgangspunkt i Ciceros udtryk: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare. Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe gentager dem. Alle mennesker begår fejl før eller siden – det er egentlig ikke særlig interessant. Det væsentlige er mere, hvordan man forholder sig til de fejl, som man begår. Erkendelsen af fejl er en vigtig forudsætning for enhver form for læring, udvikling og kvalitetsforbedring. Derfor er det også vigtigt, at man rapporterer og analyserer de fejl, der sker i sundhedsvæsenet, så man kan skabe læring og vidensdeling for at forebygge, at fejlene sker igen. Den manglende vilje til at indrømme fejl eller den stædige fastholdelse af det plejer jeg/vi er nok en af de største forhindringer i forhold til kvalitetsudvikling indenfor den offentlige sektor. Erkendelsen af fejl er ikke bare vigtig i forhold til behandlingen af borgerne og deres retfærdighedsfølelse, men også i forhold til det ansvarlige personale. Det er også vigtigt for personalet at få bearbejdet de utilsigtede hændelser på den bedst mulige måde, så det ikke fremover bliver en psykisk belastning i det daglige arbejde. Som der står på forsiden af Region Sjællands pjece om Patientsikkerhed: Den bedste er ikke fejlfri – men forberedt (James Reason, Air Safety Week, vol. 13, no. 20).

En læringskultur er kendetegnet af:

- At man står ved, tager ansvar for og undskylder sine fejl.
- En åben og ærlig kommunikation med konstruktiv feedback og kritik.
- At man analyserer, hvad der har forårsaget eller bidraget til fejlen og forsøger at forstå, hvorfor fejlen er sket.
- At man lærer af sine fejl – så man ikke begår den samme fejl igen og igen.

For at skabe bevidsthed omkring vigtigheden af kvalitetsudvikling har Danske Regioner i samarbejde med Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet besluttet, at det danske sundhedsvæsen skal akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodels 104 forskellige standarder. Selvom der ikke findes særlig mange undersøgelser af, hvorvidt akkreditering virker, så lavede det amerikanske analysefirma LTCQ i 2000 en undersøgelse af forskellene mellem akkrediterede og ikke-akkrediterede sygehuse i USA. Undersøgelsen viste, at de akkrediterede sygehuse havde signifikant færre utilsigtede hændelser, færre medicineringsfejl (13 % færre) færre klager og færre retssager i forhold til ikke-akkrediterede sygehuse. LTCQs undersøgelse viste også, at sandsynligheden for, at der opstod en fejl, der medførte direkte skade eller bragte patienten i umiddelbar fare, gennemsnitligt var 21 % lavere på de akkrediterede sygehuse end for de ikke-akkrediterede sygehuse. Undersøgelserne viste også, at selve forberedelserne til akkrediteringen reducerede risikoen for fejl og dermed kan man se selve akkrediteringsprocessen som risikoreducerende i sig selv. For pointen med Den Danske Kvalitetsmodel og akkreditering er naturligvis ikke at blive akkrediteret, men at skabe en kvalitetsudvikling i form af færre utilsigtede hændelser (fejl) og dermed en højere patientsikkerhed. Sygehusdirektør Gunnar Johansen har udtrykt det meget præcist efter, at Sønderborg og Tønder Sygehuse var blevet akkrediteret: Man laver ikke en så omfattende kvalitetsorganisation for at blive akkrediteret – for at bestå en eksamen. Man gør det for at få en kvalitetsorganisation, der virker.

Kvalitetsudvikling indenfor sundhedssektoren: Fra kvantitet til kvalitet

Danske Regioner skriver i Bedre resultater for patienten – Ny dagsorden for udvikling og kvalitet i sundhedsvæsnet: ”I dag er der primært fokus på aktivitet og budgetter i udviklingen og styringen af det danske sundhedsvæsen. ”Hvor mange operationer er der gennemført?” og ”Hvad koster de?” er naturligvis centrale spørgsmål. De økonomiske parametre fortæller kun en del af sandheden om, hvad vi får for pengene i det danske sundhedsvæsen. Og de siger ikke noget om det, der er vigtigst – nemlig, hvilke resultater sundhedsvæsenet skaber for patienterne.” Ligeledes har Bent Hansen formand for Danske Regioner også udtalt: ”Det er jo ingen maskinfabrik. Men hidtil har vi hele tiden haft brug for - op til de årlige økonomiforhandlinger med regeringen – at dokumentere, at vi var effektive nok for at få de nødvendige midler. Nu vender vi det om og siger, at det er den eller den kvalitet, vi vil opnå – samtidig med at vi holder fast i et højt produktivitetsniveau.” Det politiske fokus er altså skiftet fra udelukkende at se på kvantiteten til også at fokusere på kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Men det er ikke alle steder i sundhedsvæsenet, hvor man har arbejdet lige målrettet med kvalitetsudvikling og derfor er det heller ikke uden grund, at man indførte Den Danske Kvalitetsmodel. Som Flemming Steen Pedersen også skrev omkring kvalitetsudviklingen indenfor sundhedssektoren i ”Operation Kvalitet” i Berlingske Tidende i maj 2009: ”Men initiativerne har været spredte, har haft tilfældighedernes præg, og det har længe været en erkendt akilleshæl, at det er svært at få »best practice« ud i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Efter sommerferien gøres endnu et forsøg, og det er et ganske ambitiøst ét af slagsen. Hér begynder man udrulningen af den »danske kvalitetsmodel« ude på sygehusene. Projektet, der har været fire år undervejs, har formuleret i alt 104 standarder for, hvordan indsatsen bør være på en lang række felter. Sygehusene bliver målt på, om de opfylder standarderne, og resultaterne offentliggøres… Både politikere og fagfolk er således - endelig - begyndt at samle sig til et fælles tigerspring på kvalitetsområdet. Det er ikke længere nok med korte ventelister; behandlingen skal også være i top. For alle patienter. Hele tiden.” Og der er slet ingen tvivl om, at Den Danske Kvalitetsmodel er et tigerspring for mange af de sygehuse, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, som man f.eks. har gjort det på flere af sygehusene i hovedstadsområdet, hvor man flere steder har arbejdet efter den amerikanske non-profit akkrediteringsorganisation Joint Commision Internationals sygehus-standarder i årevis. Den Danske Kvalitetsmodel er indført for at tvinge samtlige sygehuse i Danmark til at forholde sig til kvaliteten af deres ydelser. Set ud fra et kvalitetsperspektiv er det en rigtig god løsning med en national kvalitetsmodel, selvom der naturligvis også kan stilles mange kritiske spørgsmål til indholdet af Den Danske Kvalitetsmodel, planlægningen af akkrediteringsprocessen, auditspørgsmålene og hvorvidt det overhovedet giver mening at indføre en kvalitetsmodel samtidig med, at man kræver, at sygehusene skal spare og øge produktionen. Men hvis man ikke indførte kvalitetsmodellen nu, hvornår skal man så gøre det? Umiddelbart virker det ikke som om, at sygehusene vil få flere penge de kommende år med flere ældre, stadigt stigende krav og stigende udgifter til både udstyr og medicin. Og derudover så burde man vel også mene (også selvom man ikke er kvalitetskonsulent) at kvaliteten af sundhedsydelserne også er et ret vigtigt aspekt for borgerne - eller rettere sagt patienterne.

Hvad er kvalitet?

Kvalitet er forholdet mellem oplevelse og forventninger til et given produkts eller ydelses beskaffenhed. Ordet kvalitet bruges ofte i modsætning til kvantitet. Kvantitet angiver et deskriptivt forhold ud fra mængde, størrelse, længde eller vægt, som man let kan måle gennem fysiske undersøgelser. Hvor kvalitet mere betegner oplevelsen af produktets eller ydelsens beskaffenhed. Det betyder dog ikke, at man ikke også kan lave eksakte målinger af kvalitet - det forudsætter bare, at man først har lavet en definition eller en standard for, hvad der er god eller høj kvalitet. Uden sådanne standarder bliver enhver tale om kvalitet til subjektive vurderinger. Derfor er der behov for nogle objektive mål, hvis man skal kunne tale objektivt om, hvad der er kvalitet. Kvalitetssikring er en proces, hvor man etablerer et system til kvalitetsudvikling og evaluere et givent område efter nogle opsatte kvalitetsstandarder. Gennem kvalitetsprocessen gør man det pågældende produkt eller ydelse til genstand for kvalitetsbedømmelsen og dermed bliver kvaliteten også til en absolut og målbar størrelse gennem de opstillede standarder, delmål og indikatorer. Når man har målt kvaliteten kan man så opstille nogle operationaliserbare mål for, hvorledes man kan højne kvaliteten indenfor de givne rammer. Efter man har gennemført de nødvendige forandringer, så vurderer man igen kvaliteten (hvilket også er kendt under betegnelsen PDSA (Plan Do Study Act) cirklen). Det problematiske ved kvalitetsudvikling er sjældent selve kvalitetsvurderingen, men mere hvilke metoder eller standarder som kvalitetsvurderingen har taget udgangspunkt i. Inden for nogle områder er det meget simpelt at lave kvalitetsstandarder, mens det er langt sværere indenfor andre områder. For selvom kvalitetsvurderinger bygger på en kategorisering af egenskaber, så implicerer de ofte også en form for smagsvurdering, da man tager udgangspunkt i nogle særlige værdier ved det pågældende produkt eller ydelse. Dette gælder i høj grad ydelser eller produkter, hvor f.eks. æstetik, design, image og følelser kan præge oplevelsen af kvalitet. Det er specielt tydeligt indenfor modeindustrien, hvor f.eks. dette års mode med jeans fyldt med huller og malingpletter går imod den klassiske opfattelse af, hvad der er god kvalitet indenfor tekstilproduktion. Altså kan smagsdomme også godt påvirke, hvorledes kvaliteten bliver opfattet. Men omvendt vil ethvert par jeans med huller heller ikke blive anset som mode – da hullerne jo gerne skulle være lavet hos den rigtige fabrikant og sidde de rigtige steder. Derfor kan man godt tale om en vis form for vekselvirkning mellem smagsdomme og kvalitetsvurderinger indenfor nogle områder. Selvom det også er væsentligt at huske på, at der også findes mange områder, hvor man ikke kan gå på kompromis med den faglige kvalitet.

I løbet af det sidste år er kvalitetssikring og evaluering kommet på mode, hvilket sjældent medfører noget særligt positivt for et begreb. For dermed opstår der hurtigt nogle myter om, hvordan kvalitetsudvikling bør foregå – som ikke nødvendigvis tager hensyn til de individuelle forskelle, der kan være mellem forskellige fag-, produkt- og ydelsesområder. For dermed kan man komme til at bruge nogle forkerte metoder til at måle kvaliteten, som ikke er brugbare indenfor det pågældende område og dermed kan ordet kvalitetsudvikling også hurtigt blive synonym med fejlagtige vurderinger. For hvis man ikke anvender de rigtige metoder, så vil man heller ikke skabe nogen kvalitetsudvikling – blot en masse frustrationer og bureaukratisk bøvl. Men disse problemer siger ikke i sig selv noget negativt om kvalitetsudvikling eller kvalitetssikring – det siger bare noget om dårligt kvalitetsarbejde. Det er yderst vigtigt, at ens operationaliserbare mål også matcher hensigten med kvalitetsarbejdet, hvis man vil se en reel kvalitetsudvikling. Derfor er det også en skrøne, at visse områder er for komplekse eller for mangeartet til at kunne vurderes. Alt kan vurderes, hvis man blot kender det normative formål med vurderingen. Livskvalitet er f.eks. også et umiddelbart ikke-operationaliserbart mål, men det kan det blive ved, at man gennemfører en kvalitativ undersøgelse hos de relevante personer, hvis livskvalitet man ønsker at højne. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i ældre mennesker på plejehjem, så kunne man forestille sig, at en kvalitativ undersøgelse ville vise, at man kunne højne de ældres livskvalitet, hvis de fik en højere grad af selvstændighed, bedre mad og flere sociale aktiviteter. Det kan man sagtens gøre ved at opsætte nogle standarder og derefter udforme nogle operationaliserbare mål, som f.eks. at bevilge flere penge til genoptræning, fysiske aktiviteter, mad (hvor man evt. også kunne måle kvaliteten gennem kvalitative brugerundersøgelser) og skabe flere muligheder for sociale aktiviteter. Altså kan man gennem de kvalitative undersøgelser gøre de mindre operationaliserbare mål mere håndgribelige, men det forudsætter naturligvis også, at man har et klart mål. Derudover er det også vigtigt at huske på, at kvalitet er et konsensusbegreb og derfor er der konstant behov for undersøgelser, så man ikke bare tilskriver nogle mennesker nogle behov eller ønsker, som de reelt ikke har. Det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i den tilgængelige viden og erfaringer, når man planlægger kvalitetsudviklingen, hvis man gerne vil hæve kvalitetsniveauet – uanset om der er tale om kvalitetsudvikling indenfor det faglige, etiske eller produktionsmæssige område. Derudover er det også vigtigt at huske på, at brugernes eller kundernes oplevelser af produktet eller servicen også er et vigtigt pejlemærke for, hvornår man hæver kvaliteten. Det er ikke nok, at man hæver den faglige kvalitet, hvis dette ikke også kommer til udtryk i brugernes og kundernes oplevelser og forventninger – først der kan man tale om reel kvalitetsudvikling og value for money.

Boganmeldelse af Niels Thomassens Frihedens fallit - Træk af en samtidsdiagnose

Frihedens fallit er en gennemgående kritik af frihedens forherligelse i det moderne velfærdssamfund. Frihed har, ifølge Thomassen, erstattet lykke i det moderne samfund og blevet målet og meningen med livet. Frihed, definerer Thomassen, som den konstante jagt efter frihed til at vælge og vrage mellem livets mange tilbud. Problemet med denne definition er, at man i sidste ende glemmer, hvad man egentlig skulle bruge friheden til. Derved bliver frihed til et spørgsmål om valgmuligheder og derved kommer lykke til at handle om valgmulighedernes kvantitet frem for deres kvalitet.

Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.

Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.

Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)

Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.

Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.

Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)

Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.

Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007