Om ironi og sarkasme

Da jeg var yngre, brugte jeg meget ironi og sarkasme, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at ironi ikke kun er sjovt - men også har et negativt perspektiv. Ironi kan også blive problematisk at bruge i forhold til kommunikation, hvis man ikke deler den samme fælles forståelse, for så kan der hurtigt opstå misforståelser og dermed kan der blive sat spørgsmålstegn ved intentionen med det sagte. I dag bruger jeg kun sjældent ironi - selvom jeg stadig er den første til at grine af andres ironi - men aldrig af deres sarkasme. Sarkasme stammer fra ordene satire og ironi og har ofte (modsat ironi) til hensigt at såre eller ydmyge andre mennesker. Personligt syntes jeg ikke, at der er noget humoristisk ved at få andre mennesker til at få det dårligt. Tværtimod så gør det også mig ked af det. Ironi består for det meste af en så kraftig over- eller underdrivelse af virkeligheden, at man inddirekte sætter spørgsmålstegn ved sandheden af det, som man netop har sagt. En anden udbredt form for ironi kender man fra den græske filosof Sokrates, der var kendt for at få sine modstandere til at underminere deres egne argumenter og afslører deres egen argumentations svage steder - ved at stille nogle helt ”uskyldige” spørgsmål. Denne underfundige form for spørgeteknik kaldes også for jordemoderteknikken, da man hjælper den anden ud af sin forfejlede opfattelse af verden og hjælper vedkommende med at “barsle” den rigtige forståelse. Her har ironien altså det formål at hjælpe den anden person tættere på sandheden. En tredje form for ironi er skæbnes ironi, hvor diverse omstændigheder bekræfter ens værste anelser eller hvor det utænkelige sker trods alle odds. Det findes der masser af gode eksempler på i Alanis Morisettes store hit Ironic, som f.eks. “He won the lottery and died the next day” og ”It's meeting the man of my dreams and then meeting his beautiful wife”.

Sådan fungerer min hjerne også…

Billedet ovenfor illustrerer meget godt, hvordan min hjerne typisk reagerer på forskellige ting. Der er ikke rigtig nogen gråzone mellem begejstring og kedeligt. I går så jeg programmet ”Jeg vil være Ole Henriksen”. Jeg vil ikke være Ole Henriksen, men jeg må sige, at jeg elsker ham virkelig højt. Hvordan kan man andet? Han er da et helt igennem fantastisk menneske. Personligt kan jeg desværre ikke helt matche hans positive indstilling, men jeg arbejder naturligvis hele tiden på sagen. For knapt et år siden mødte jeg rent faktisk Ole Henriksen i København. Den dag havde min datter på 1 ½ år naturligvis fået et slemt udslæt i ansigtet (hvilket hun selvfølgelig aldrig har haft hverken før eller siden). Hun er ellers en meget køn pige og jeg har altid fået mange komplimenter fra fremmede mennesker på gaden, når jeg kommer gående med hende. I det jeg gik ud fra en butik, hørte jeg en mandlig stemme sige: "Neeeejjj, sikke dog en køn lille pige". Jeg gloede lidt vantro på det ubehagelige udslæt på min datters kønne ansigt og tænkte ved mig selv, at udslættet måske ikke var så slemt alligevel. (Det var det.) Mens jeg forsatte fremad, kiggede jeg til siden for at takke vedkommende for komplimentet. Da jeg fik øje på ansigtet, så stoppede jeg helt op og stirrede vantro på manden. Jeg genkendte med det samme Ole Henriksens ansigt. Jeg kan huske, at jeg fik fornemmelsen af, at jeg måtte have fået noget i øjnene og ikke så helt klart. Så jeg blinkede med øjnene. Så følte jeg et kort øjeblik, at det måtte være en drøm. Men min tanke blev afbrudt af min mands tak for komplimentet og et par dråber, der faldt fra himlen og ramte mit ansigt, da jeg nu havde passeret et halvtag og var stoppet op under åben himmel ude på gaden. Det var så her, hvor min hjerne gerne skulle komme på banen og formulerer noget fornuftigt. Gerne noget sjovt eller noget sødt. Det gjort den bare ikke. Den var gået i koma. Intet kom ud af min mund. Ole Henriksen smilede hurtigt til min mand og så tilbage på mig. Jeg smilede heldigvis helt naturligt tilbage til Ole Henriksen - men jeg sagde intet. Så gik vi videre. Jeg var fuldkommen overrumplet. Jeg har set mange kendte i byen, men jeg har aldrig før mødt et af mine idoler face-to-face. Det eneste som kan gøre mig stille er nok komplimenter, gaver og ekstremt ubehøvlede eller uintelligente kommentarer. Det får øjensynlig min hjerne til at gå selvsving, der dermed forhindrer enhver tale, enten i forlegenhed eller i chok over niveauet af uforskammethed eller dumhed. Tak hjerne for at svigte mig i sådan et vigtigt øjeblik. Ved I, hvornår min hjerne aldrig mangler sjove kommentarer? Når jeg skal sove. Så er det jo også ekstremt vigtigt at holde sig selv vågen med sjove jokes. Hvorfor skulle man også være frisk den næste dag, hvis man kan havde det sjovt hele natten. Eller også kan ens hjerne bruge 3 timer på at analysere en eller anden ligegyldig kommentar nu, hvor man alligevel bare ligger der og keder sig. Jeg trøster mig dog med, at jeg øjensynlig ikke er den eneste, der har det på den måde.

 

Om det at være nærværende vs. det at være på de sociale medier

Jeg vil rigtig gerne anbefale alle at se Prince Eas video ”Can We Auto-Correct Humanity?” - selvom det egentlig går imod Prince Eas pointe. Efter at have læst nogle af kommentarerne til videoen, så må jeg hellere begynde med understrege, at det selvfølgelig er fantastisk, at man har mulighed for at holde kontakten med familie og venner på den anden side af kloden vha. videosamtaler og snapchat osv. Og at man har mulighed for at møde og lære nye mennesker at kende, som man ellers aldrig ville have mødt uden de sociale medier. Der er slet ingen tvivl om, at mulighederne er fantastiske . Problemet er derfor ikke i sig selv de sociale medier - men mere, hvordan nogle mennesker vælger at bruge de muligheder. Eller rettere sagt misbruge dem. Jeg mener ganske ligesom Prince Ea, at de sociale medier begynder at være et problem, når man begynder at tilsidesætte det reelle sociale samvær og nærvær med andre mennesker til fordel for det virtuelle og distancerede sociale samvær. De sociale medier kan også komme til at udgøre et problem for det reelle sociale samvær, hvis man aldrig rigtig er nærværende og konstant skal tjekke sin telefon eller iPad. Man kan kun være mentalt til stede et sted af gangen. Jeg finder det også enormt tragikomisk hver gang, at jeg ser et ungt par på en restaurant, der har en romantisk (?) middag for to, mens de begge sidder helt optaget af hver deres iPhone. Hvor de tydeligvis er på et socialt medie, sms’er eller noget helt tredje. Er det romantisk, hvis man tager billeder af daten og lægger dem på et socialt medie med det samme? Hvis man svarer på kommentarerne til billedet og hele tiden tjekker, hvor mange likes man har fået? Det syntes jeg ikke. Hvor blev der af inderligheden og hengivelsen til det andet menneske og øjeblikket? Jeg er 100 % enig med Prince Ea i, at det er et voksende problem i det moderne samfund; at man bytter nærværet ud med det overfladiske og aldrig rigtig er nærværende nogen steder, fordi man konstant kommunikerer med andre mennesker.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke med stor bekymring på, hvordan det skal gå det unge par på restauranten, når de engang får børn. Får de børn mon den udelte og tryghedsskabende opmærksomhed, som børn så inderligt har behov for? Eller skal børnene vokse op med to forældre, der aldrig rigtig er til stede - selv når de sidder lige ved siden af barnet - fordi de LIGE skal dele et billede, lige ”like” en venindes billede eller lige skrive en kommentar om, hvor dejligt det er at få børn. Det antager jeg sådan set allerede må være et problem, som sundhedsplejerskerne forhåbentlig også har fokus på. I stedet for at nyde øjeblikket, så bliver livet gjort til en lang reportage, hvor man skal iscenesætte ens eget liv for at opnå flest mulige likes og venner. Jeg mener, at der må være tale om en form for afhængighed, når man ikke længere tillægger øjeblikket eller nærværet med andre mennesker nogen værdi eller gør det til en sekundær værdi. Det er en trist og tragisk udvikling.

Jeg kan sagtens se det positive og underholdende ved de sociale medier, som jeg jo også selv bruger. Jeg mener bare ikke, at det hverken kan eller skal erstatte det direkte menneskelige samvær og nærvær. Det er positivt, at man kan dele ens oplevelser med andre mennesker. Billeder er en god måde at huske et sjovt eller særligt øjeblik, men man behøver ikke hele tiden at dokumentere ens liv eller tage billeder af alt, for så ender det med at selve dokumentationen og det at tage billeder bliver livets primære formål. Dokumentationen kan måske i en eller anden grad ses som et forsøg på at fastholde et flygtigt punkt i tiden. Men problemet er, at man dermed jo går glip af øjeblikket i øjeblikket. Jeg kan huske engang, da jeg var barn, da sagde min far efter en ferie i USA, at han kun havde set ferien igennem videokammeraet. På den næste ferie blev der ikke filmet nær så meget. Det problem har nu bredt sig til resten af livet, hvor livet primært opleves gennem andres menneskers øjne, kommentarer og likes. Men livet skal jo leves her og nu - uafhængigt af, hvad alle andre mennesker tænker og mener. For det er jo netop ens eget liv. Det eneste liv man har. Og pointen med øjeblikket må vel netop være at nyde det i øjeblikket. At nyde øjeblikket, mens man har det og mens man har i den andens eller andres nærvær.

Læringskultur er en forudsætning for kvalitetsudvikling

 

Hvorfor arbejder jeg med kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet? Det gør jeg pga. overskrifter som denne i Ekstra Bladet: Lægefejl koster 5000 liv om året med undertitlen: "Halvdelen af dødsfaldene - syv om dagen - kunne forebygges, hvis vi havde et bedre sundhedssystem, vurderer eksperter". Overskriften stammer fra en udtalelse af Beth Lilja Pedersen, der er ledende overlæge og sekretariatschef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Hun har videre udtalt: "Vi vurderer, at der er 5000 dødsfald i Danmark på grund af utilsigtede hændelser. Mit bedste skøn er, at omkring halvdelen kunne forebygges. Det er selvfølgelig for mange og ikke acceptabelt." Men før at der kan ske en positiv kvalitetsudvikling, så forudsætter det også, at der er en læringskultur og en vilje til at gøre det bedre. Jeg mener, at kvalitetsudvikling bør tage udgangspunkt i Ciceros udtryk: "Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare". Eller på dansk: "Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe gentager dem". Alle mennesker begår fejl før eller siden - det er egentlig ikke særlig interessant. Det er langt mere væsentligt, hvordan man forholder sig til sine fejl – end at man begår fejl. Desværre er mennesker heller ikke fejlfri blot, fordi de arbejder indenfor nogle fag, hvor det kan have store samfundsmæssige eller menneskelige konsekvenser at begå en fejl. Det gælder både indenfor politik, domstolene, beredskabet og sundhedsvæsenet. Her er det bare endnu mere vigtigt, at man gør alt, hvad man kan for at undgå, at man gentager de samme fejl. Derfor er det også enormt vigtigt, at man rapporterer og analyserer de fejl, der sker i sundhedsvæsenet, så man kan skabe læring og vidensdeling for at forebygge, at fejlene sker igen. Selve erkendelsen af fejl er også en vigtig forudsætning for, at et menneske kan udvikle sig og lære og at det er muligt at skabe en reel kvalitetsforbedring. Den manglende vilje til at indrømme fejl og den stædige fastholdelse af det plejer jeg/vi (den manglende evne eller vilje til forandring) er formentlig de to største forhindringer i forhold til kvalitetsudvikling indenfor den offentlige sektor.

Erkendelsen af fejl er ikke bare vigtig i forhold til behandlingen af borgerne og borgernes retfærdighedsfølelse, men også i forhold til det ansvarlige personale. Det er mindst lige så vigtigt for personalet at få bearbejdet en utilsigtet hændelse på den bedst mulige måde, så hændelsen ikke bliver til en psykisk belastning. Og det er vigtigt for alle såvel borgerne som personalet at vide, at alle arbejder for at forhindre at noget lignende sker en anden gang. I en læringskultur handler det ikke om, at man skal være bange for eller være ligeglad med at begå en fejl, men om at skabe opmærksom omkring de fejl, der bliver begået og dermed skabe en fælles forståelse af, hvordan man sammen kan undgå dem i fremtiden.

En læringskultur er kendetegnet af:

• At man står ved, tager ansvar for og undskylder sine fejl.
• At man er åben overfor forandring og det at man altid kan blive klogere og dygtigere.
• At man har en åben og ærlig kommunikation med konstruktiv feedback og kritik.
• At man analyserer, hvad der har forårsaget eller bidraget til fejlen og forsøger at forstå, hvorfor fejlen er sket.
• At man forsøger at finde en løsning som forhindrer at fejlen kan opstå igen.
• At man lærer af sine fejl – så man ikke begår den samme fejl igen og igen.

I den ideelle verden har man derfor en åben og ærlig dialog på tværs af faggrupper, hvor man har tillid til hinanden og ingen er bange for at indrømme deres fejl eller se kritisk på dem selv. Det forudsætter naturligvis, at man ikke bare peger fingre af hinanden og at man er opmærksom på, at det er et følsomt område for alle de berørte parter, når man giver konstruktiv kritik eller feedback. Derefter analyserer man, hvorfor fejlen er opstået og forsøger at udtænke en løsning som kan forhindre, at lignende fejl sker igen. Nu lever vi desværre ikke i den ideelle verden, men derfor kan man alligevel godt forsøge at efterstræbe idealet. Det er en opgave, som alle i den offentlige sektor har et ansvar for at bidrage til. For som James Reason en gang har sagt: "Den bedste er ikke fejlfri - men forberedt" (Air Safety Week, vol. 13, no. 20).

Om forandringsbegrebet – funny how things change

Alt forandrer sig hele tiden. Måske ikke alt. Ikke min moral, mit syn på mennesker eller min kærlighed til dem, som jeg elsker. Men alt andet. Det gælder ikke kun for mig, men for mange mennesker. Forandring er et grundlæggende vilkår ved livet og ikke bare et resultat af krisen. Den græske filosof Heraklit mente, at forandring består af den konstante vekselvirkning mellem modsætninger. Altså er en forandring, når en modsætning efterfølger en anden bestemt modsætning som f.eks. fra varm til kold. Det perspektiv fik en anden græsk filosof Parmenides til at konkludere, at forandring må være logisk umulig. For hvordan kan man tale om, at noget er til eller har eksistens, når det konstant forandrer sig? Som Heraklit beskrev det: ”Man kan ikke gå ned i den samme flod to gange”. Parmenides mente derfor, at forandring måtte være en selvmodsigelse, for når A bliver til B, så eksisterer A jo ikke længere (og B er opstået). Parmenides konkluderede derfor, at forandring og eksistens måtte være modsætninger.

Problemet med førsokratikernes behandling af forandringsbegrebet er naturligvis, at de ikke skelnede mellem mikro- og makrosprog. Makrosprog er det, som danner grundlag for, hvordan vi kan kommunikere med hinanden og makrosproget består af vores fællesbetegnelser. Hvorimod mikrosproget går mere i dybden og ser på de mindre detaljer. Og selvom man ganske rigtig aldrig kan gå ned i den præcis samme fysiske flod to gange, så er floden jo stadig grundlæggende den samme, selvom vandet i vandløbet har forandret sig. Ligeledes gælder det også for verden. Verden har ikke forandret sig særlig meget i løbet af de sidste 30 år i makroperspektiv, men det har den i høj grad set i et mikroperspektiv. Jeg har fundet nogle sjove perspektiver på disse forandringer:

Kommunikation - Kunsten at få andre mennesker til at forstå én

Kommunikation er en proces, hvor mennesker forsøger at formidle betydning for at skabe et grundlag for samarbejde - men kommunikation er en svær kunst, for det forudsætter et stort repertoire af diverse sociale færdigheder såsom at lytte, observere, tale, stille spørgsmål, analysere, gestikulere og evaluere. Derudover er der også mange andre ting, som man skal være opmærksom på. Helt grundlæggende kan man tale om 4 områder, hvor kommunikationen kan gå galt:

1. Det, du tror, du siger.

2. Det, der reelt kommer ud af munden.

3. Det, den anden hører, du siger.

4. Det, den anden fortolker ud af det, du siger.

Selvfølgelig skriver jeg ikke bare et blogindlæg for at påpege problemer - uden samtidig at tilbyde dig, som forsøger at kommunikere med dine medmennesker, en masse vejledning:

1. Det, du tror, du siger.

Epiktetos har engang sagt: ”Lær meningen af, hvad du siger, før du taler.” Det er et rigtigt godt råd og en virkelig vigtig forudsætning for enhver form for kommunikation. Overvej hele tiden, hvorvidt du nu også siger det, som du gerne vil fortælle den anden. Goethe har også skrevet: ”... i reglen tror mennesket, at blot han hører ord, må der også være en mening bag”. Det bør der også være god grund til at antage, hvis ikke kan du lige så godt springe direkte til den nederste linje i blogindlægget.

2. Det, der reelt kommer ud af munden.

Formuler dig så klart, præcist og entydigt som overhovedet muligt. Undgå tvetydige ord og forudsætninger. Vælg dine ord med omhu og undgå at bruge ord som let kan misforstås – f.eks. i sammenhæng (i tale) ”Præstens ged på marken”. Overvej, hvordan den anden person kan misforstå dig. Uddyb din pointe, indtil du er sikker på, at vedkommende forstår din pointe. Se efter de klare fysiske tegn på manglende forståelse såsom panderynker, forundring eller at vedkommende går væk fra dig. Lyt til, hvad den anden siger – det giver en ganske god indikation af, hvorvidt vedkommende har forstået dig korrekt. Derfor har Epiktetos også engang sagt: ”Vi har to ører og en mund således at vi kan lytte dobbelt så meget som vi taler.” Selvom det kan være særdeles underholdende, så kan det også være farligt at bruge ironi og sarkasme - da det let kan føre til alvorlige misforståelser.

3. Det, den anden hører, du siger.

Vær opmærksom på, hvorvidt den anden person hører ordentligt. Flyt evt. samtalen væk fra diverse støjkilder eller forstyrrelser. Overvej, hvorvidt den anden person kunne have forudfattede holdninger til samtaleemnet eller dig. Har du fornærmet vedkommende før, så er der en god sandsynlighed for, at kommunikationsvejen er ødelagt eller farvet af jeres tidligere kommunikations katastrofe.

4. Det, den anden fortolker ud af det, du siger.

Forskning har vist, at størstedelen af vores kommunikation er ikke-verbal (ikke ord) kommunikation. Helt præcist så er fordelingen således: 55 % fysik, 38 % stemmeføring og kun 7 % indholdet af ord. Dvs. kropssprog, holdning, tøj, ansigtsudtryk, øjenkontakt, mimik, gestik, tonefald, intonation (hvordan man lægger trykket på de forskellige ord) talerytme og følelser kan have en langt større betydning for, hvad den anden fortolker ud af det, som du siger. Med andre ord vær bevidst omkring, hvordan du præsenterer dine ord. Øv dig i at kommunikere foran et spejl, så ved du præcis, hvordan andre opfatter dig, når du siger noget. Overvej evt. også, hvorfor du ikke har øvet dig foran spejlet før – har du været bange for den (virkelige) dig? For du vil sandsynligvis hurtigt få en erkendelse af, at du ligner en klovn, når du taler - men bare rolig, sådan ser du ud hver dag! Andre mennesker er helt vant til oplevelsen - det er kun dig har levet i lykkelig uvidenhed.

Hvis du blot følger rådene ovenfor, så skulle du være ganske godt på vej til at få formidlet dit budskab. Skulle du (mod forventning) blot ønske at føre en overfladisk samtale uden noget reelt indhold og uden håb for meningsudveksling, så kan du med fordel læse mit blogindlæg Kunsten at tale uden reelt at sige noget i stedet.

Videnspredning for at skabe bedre kvalitet uden at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang

Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på Videnspredning i Sundhedsvæsenet (ViS) har skabt et forum for videnspredning i Sundhedsvæsenet, hvor:

"...fagprofessionelle fra sundhedsvæsenet kan udveksle erfaringer og gode idéer. Målet er at skabe bedre kvalitet i behandlingerne og mere tilfredse patienter uden at opfinde den dybe tallerken forfra hver gang!"

Det syntes jeg i sig selv er en rigtig ide, så derfor har jeg også tilmeldt mig sitet og forleden udgav jeg også mit indlæg "Hvad er kvalitet?"(som jeg også tidligere har udgivet her på bloggen). Hvis du har lyst til at diskutere kvalitetsudvikling, så bliv en del af mit netværk om Kvalitetsudvikling på ViS.dk.

ViS har for øvrigt også bloggen Hovederne på bloggen.

10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes (og undgår dårlig ledelse)

De 10 regler nedenfor kan virke enormt selvindlysende – nærmest håbløst selvindlysende. Alligevel er brud på reglerne nedenfor formentlig den primære årsag til, hvorfor flere virksomheder ikke opnår den ønskede succes. Dette bortforklares tit med ordene dårlig ledelse, men hvad mener man egentlig, når man taler om dårlig ledelse? Det vil jeg forsøge at præcisere ved at formulere 10 regler for, hvordan en virksomhed skaber succes. Dårlig ledelse vil ofte være et resultat af brud på flere af disse regler. Selvom der findes mange forskellige perspektiver på ledelse, så mener jeg ikke, at der vil være særlig mange mennesker, som vil være uenige i de nedenstående regler.

1. Virksomhedens økonomi er helt essentiel! Dårlig ledelse i forhold til styring af omkostningerne er den mest væsentlige årsag til, at en virksomhed lukker. Derfor skal der altid være en meget effektiv omkostningskontrol og her skal ledelsen være hurtig til at reagere i forhold til enhver negativ tendens.

2. Virksomheden skal fastholde de mest hårdtarbejdende og talentfulde medarbejdere.

3. Særligt de medarbejdere med stort engagement bør fastholdes. Engagement handler ikke bare om, at man bruger nogle ekstra timer på arbejdet, men i langt højere grad om vilje og lyst til at opnå et bestemt mål, om at tage ansvar for sit arbejde og sit arbejdsområde og ikke bare skubbe opgaven og dermed ansvaret videre til andre. Den slags dedikation til arbejdet er af stor værdi for enhver virksomhed.

4. Virksomhedens produkter eller serviceydelser skal være i overensstemmelse med markedet og med fokus på kundernes behov og ønsker.

5. Virksomheden skal have en fælles vision – et klart mål. Alle medarbejdere fra top til bund skal vide, hvor virksomheden er på vej hen og arbejde derefter.

6. Virksomhedens ledelse skal sikre en konstant kvalitetsudvikling og læring. Forbedring er ikke kun et mål, men et af de allervigtigste elementer i ledelse.

7. Virksomhedens ledelse skal have et højt kompetenceniveau, en høj troværdighed samt en høj moral, således at medarbejderne kan have tillid til ledelsen. Dette sikres bedst gennem en nærværende og synlig ledelse med god indlevelsesevne.

8. Samarbejdet i virksomheden skal bygge på tre kerneværdier: loyalitet, respekt og ærlighed. Loyalitet, respekt og ærlighed (=tillid) er tre helt grundlæggende forudsætninger for enhver positiv relation. Derfor er det også værd at huske på, at tillid tager tid at opbygge – men kan ødelægges på et splitsekund! Tillid er også det bedste udgangspunkt for enhver anerkendelse og anerkendelse er en meget væsentlig del af god ledelse.

9. Virksomhedens kommunikation bør bygge på åbenhed og ærlighed. Åben tovejs kommunikation er de eneste effektive og frugtbare kommunikation og derfor også en væsentlig forudsætning for succes. Det, at kunne lytte og forstå er også en meget væsentlig forudsætning for god ledelse i forhold til at kunne afhjælpe problemer og skabe konsensus. Derudover kan enhver ledelse også lære meget bare af at lytte til medarbejdere – også dem der er nederst i hierarkiet.

10. Virksomhedens medarbejdere skal konstant være forandringsparate. Dette vil være en kæmpe fordel for virksomheden, da en manglende vilje til forandring ganske ofte er den største indre trussel mod virksomhedens mulighed for succes.

Så MÅ det da være godt...

Det er vist ikke nogen grund til at diskutere, hvorvidt mælk er sundt med så mange overbevisende (men knapt så videnskabelige) argumenter! (Og nej, jeg er stadig ikke faldet for reklamemarkedets mange tilbud om hurtige penge – min blog forbliver reklamefri ! Dvs. at jeg forsat vil reklamere for en lang række produkter, som jeg selv kan lide – jeg får bare ikke penge for det. Øh... hvorfor var det nu lige, at jeg fandt det så utroligt rationelt? Nå ja, det var vist noget med skrive, fordi man har lyst til det og ikke fordi man skal – læs her: tvunget. Men faktisk så føler jeg mig allerede tvunget til skrive noget minimum en gang om ugen. Hmm... jeg står nu stadig ved det med det reklamefri - men tak for at læse med!)

Test: Kender du de danske politiske partier?

Man hører tit folk tale omkring de danske politiske partier, som om de var lette at kategorisere i forhold til de klassiske politiske ideologier såsom konservatisme, marxisme, socialisme og liberalisme. Men det mener jeg ikke er tilfældet i dansk politik, hvor det politiske billede er langt mere kompliceret og nuanceret (eller mudret om man vil) end i andre lande. Og derfor kan man heller ikke bare dele de danske partier op i forhold til de klassiske politiske ideologier, da flere af de danske partier har hentet deres værdier fra flere forskellige politiske ideologier og derfor går deres holdninger også på kryds og tværs af den traditionelle forståelse af ideologierne (hvilket jeg også har påpeget her). Det ser jeg personligt som et udtryk for fornuft og som en af styrkerne ved det danske demokrati. For at bevise denne nuancering indenfor dansk politik har jeg lavet en test bestående af citater fra næsten alle de danske politiske partier, hvor man selv kan teste, hvor let det er at placere de danske partier i forhold til ens egen forståelse af (og fordomme om) partierne: (De rigtige svar står i slutningen af testen.)

1. ”Et rigt og ansvarligt samfund som det danske er forpligtet til at behandle dyr ordentligt. Det er forkasteligt, når dyr lider på grund af mennesker. Dyr bør betragtes som levende væsener, der skal behandles som sådanne med respekt og værdighed. X har kæmpet en lang kamp for at få dyrevelfærd højere op på den politiske dagsorden, og vil fortsat kæmpe for at få ordentlige forhold for alle dyr, hvad enten det drejer sig om kæledyr, vilde dyr eller produktionsdyr.”

2. "Det er faktisk en lidt mærkværdig situation, at vi (X) skal bruge meget af vores tid på at forsvare borgernes frihedsrettigheder - noget som alle partier burde stå bag. Det er nødvendigt, at politikerne igen får respekt for individets rettigheder. Og på det punkt har vi intet problem med at være på samme hold som CEPOS.”

3. "Når mennesker er fodboldtrænere i den lokale klub eller har tilmeldt sig som frivillige hjælpere til kiosken på det lokale plejehjem, gør de for det første noget godt for andre mennesker. Derudover er de også med til at afbalancere samfundet, så vi ikke bliver ligeglade med hinanden og tænker om alting, at det må staten eller markedet tage sig af.”

4. "Vi kan ikke gå ind og lovgive om religion, uden at der virkelig er et ønske fra kirken om det... Men jeg synes, det vil være fint, hvis man kan vie homoseksuelle, så nu må vi se...
(Senere) ... eftersom kirken ser ud til at have et overvældende flertal, der vil lave loven om, så er vi med på at lave loven om. Det vil sige, at der skal være mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i kirken."

5. "For de, der ikke kan forsørge sig selv, skal der være et socialt sikkerhedsnet, der sikrer en rimelig levestandard og forebygger fattigdom og social marginalisering. Borgere, der gerne vil, men ikke er i stand til at klare sig selv, skal have den nødvendige hjælp... Socialpolitikken skal sikre folk i nød en mulighed for at trives og fungere i sociale sammenhænge. X ønsker, at samfundet skal tilbyde et økonomisk sikkerhedsnet, der skal sikre alle danskere i nød en mulighed for leve en tryg tilværelse."

6. "Samfundet skal reagere i form af straf og andre sanktioner, fordi den kriminelle ikke skal gentage kriminaliteten, og for at andre ikke skal begå lignende kriminelle handlinger. Men samfundet skal også reagere overfor kriminelle for at vise respekt overfor ofrene og deres pårørende, samt for at undgå, at andre borgere reagerer i form af selvtægt."

7. "Mennesker skal have frihed til at skabe en tilværelse ud fra deres egne drømme og evner... Frihed til at være. Frihed til at træffe sine egne valg. Det bør være grundlæggende rettigheder for alle mennesker. De politiske rettigheder som stemmeret, ytringsfrihed, trykkefrihed og trosfrihed er fundamentale rettigheder... I takt med, at velfærdssamfundet har givet mennesker mulighed for at forfølge deres drømme, lægger mennesker mere og mere vægt på at være individer. De vil vælge selv, og de vil vælge forskelligt. Den frihed skal vi sikre."

1. Dansk Folkeparti, 2. Enhedslisten, 3. Venstre, 4. Konservative, 5. Liberal Alliance, 6. SF, 7. Socialdemokraterne. Hvis du fik få korrekte svar, så har du en meget traditionel forståelse af, hvorledes de danske partier fordeler sig i forhold til de klassiske ideologier. Hvis du fik mange korrekte svar, så har du formentlig en stor bevidsthed omkring, at man ikke bare kan kategorisere de danske partier ud fra deres fortidige historiske politiske placering, men at de skal placeres politisk ud fra deres nuværende politiske holdninger.

Enteråd

Jeg syntes, at vi skal have indført et nyt ord i det danske sprog: enteråd. Enteråd stammer fra Tolkiens univers, hvor enterne er nogle gigantiske (=ent) levende træer, der både har personlighed og kan tale. En af mine favoritscener fra Lord of the Rings er den scene, hvor Merry og Pippin venter utålmodigt på, at enterne skal blive enige omkring, hvorvidt de skal gå i krig mod Saruman eller ej. Efter flere timers drøftelser vender Treebeard sig endelig mod Merry og Pippin og siger: ”We have just agreed...”. Merry og Pippin læner sig forventningsfuldt frem og Merry spørg entusiastisk: ”Yes?”. Treebeard svarer: “I have told your names to the Entmoot, and we have decided that you are not orcs”. Den altid optimistiske Pippin svarer slukøret: “Well, that's good”. Og så udbryder den lidt mindre diplomatiske Merry frustreret: "But what about the war?" Den beslutning bliver først taget efter tre dages drøftelser, hvilket er en næsten forhastet beslutning for enterne, da de deres sprog er meget beskrivende og langsommeligt. Derfor skal enteråd fremover betegne en forsamling af mennesker eller et møde, som tager meget lang tid og hvor man stort set ikke får besluttet noget. Lad os bare kategoriserer det under bureaukrati.

Mail fra Videnskabsministeriet

Forleden fik jeg en henvendelse fra Videnskabsministeriet angående videnskab.blogbot.dk. Det syntes jeg umiddelbart må være noget af en anerkendelse af videnskab.blogbots status som videnskabeligt samlingspunkt for blogs. Formålet med Videnskabsministeriets henvendelse var nemlig at få tilføjet deres egne blogs på videnskab.blogbot. Det ønske blev også opfyldt – men først efter en grundig vurdering af, hvorvidt bloggene reelt kunne siges at have et videnskabeligt indhold. Derudover vil jeg da også gerne lige benytte lejligheden til endnu en gang at reklamere for alle de spændende blogs, som man kan finde på videnskab.blogbot.

Mest romantisk (R&B på dansk)

Jeg vil gerne reklamere lidt for Burhan Gs første album på dansk, der netop er udkommet sammen singlen Mest ondt, som Burhan har lavet sammen med Danmarks svar på Lady Gaga Medina. Efter signende skulle der også snart komme en fræk video, som de har optaget i Malaga i bedste Wicked Game stil, men indtil da må vi nøjes med sangen (nedenfor). På Burhans plade kan man også finde de to hits Jeg vil ha’ dig for mig selv og (den super romantiske) Kun dig.

Update: Så kom der både en live-version og videoen:

Engagement kan ses på resultaterne og på bundlinjen

En amerikansk undersøgelse viser, at medarbejderengagement har en større indflydelse på vidensbaserede virksomheders succes end nogle andre faktorer og derudover tjener virksomheder med mange engagerede medarbejdere også dobbelt så meget i forhold til deres konkurrenter med færre engagerede medarbejdere. Ifølge Wikipedia er en engagerede medarbejder en, der er fuldt involveret i og begejstret for vedkommendes arbejde og derfor vil handle på sådan en måde, der fremmer virksomhedens interesser. Paula Sainthouse har skrevet en del om, hvad der kendetegner en engageret medarbejder. Hun skriver, at engagerede medarbejdere er dedikerede til deres arbejde og derfor er de mindre tilbøjelige til at forlade det. De er mere produktive og giver en bedre kundeservice. De tager en ære i deres arbejde og tænker sig selv i sammenhæng med virksomheden og beriger dermed virksomheden med deres personlige kompetencer og perspektiver. De er i høj grad villige til at give af sig selv til virksomheden og bruger derfor også gerne ekstra tid på at få udført en opgave for at opnå en højere kvalitet – ikke pga. økonomiske årsager - men fordi det betyder noget for dem på det personlige plan. Engagerede medarbejdere udgør også tit den innovative drivkraft i virksomhederne, der igennem deres engagement sikrer virksomheden kreativitet og nytænkning. Derudover er de også sjældent fraværende på grund af sygdom og mange af dem mener ligefrem, at deres arbejde har en positiv indvirkning på deres fysiske sundhed (se f.eks. Steve Crabtree: ”Engagement Keeps the Doctor Away”, 2005). Hvorimod uengagerede medarbejdere ”sover” sig igennem deres arbejde, hvor de kun gør det allermest nødvendige uden nogen form for passion eller personlig investering i arbejdet. Derfor er de heller ikke villige til at yde en ekstra indsats uden f.eks. økonomisk kompensation eller trusler. Derudover kan man også tale om en tredje gruppe af medarbejdere, der er fuldkommen ligeglade med deres arbejde og derfor heller ikke går op i, hvem der ved det. De er utilfredse og derfor udfører de deres arbejde sjusket og så er de ofte syge. De er meget kritiske overfor virksomheden og de undergraver også gerne ethvert forsøg fra kollegaerne på at fastholde en positiv holdning til arbejdet og det kan også have en demotiverende effekt på de andre medarbejdere.

Flere undersøgelser har vist, at det kun er omkring 30 % af befolkningen, som er så aktivt engageret i deres job, at de føler en dyb passion for deres arbejde. Men der er 84 % af de engagerede medarbejdere som mener, at de kan have en positiv effekt på kvaliteten af deres arbejdsplads produktion. Derfor er der mange gode grunde til at se nærmere på, hvorledes man som arbejdsplads kan påvirke ens medarbejderes engagement i en positiv retning. Det påpeger Thomas Heilskov og Kirsten Grumstrup også i deres artikel ”Engagement er penge”, hvor de tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Frederick Herzbergs skelnen mellem vedligeholdelsesfaktorer og motivationsfaktorer. Herzberg mente, at vedligeholdelsesfaktorer har en meget stor indflydelse på ens demotivation og dermed skal vedligeholdelsesfaktorerne også være i orden på en arbejdsplads, hvis man vil fastholde medarbejderne. Vedligeholdelsesfaktorer kan f.eks. være de fysiske og sociale rammer på arbejdspladsen. Hvis disse faktorer ikke er i orden, så risikerer man, at medarbejderen bliver mere fokuseret på at ”overleve” end at fremme virksomhedens interesser. Men vedligeholdelsesfaktorerne siger ikke nødvendigvis særlig meget omkring, hvor engageret medarbejderne er i deres arbejde. For engagement knytter sig mere til følelsen af at udrette noget og selvrealisering og derfor er motivationsfaktorerne også indbefattet i selve arbejdet. Motivationsfaktorer kan f.eks. være at have et stort ansvar, at have medindflydelse på virksomhedens udvikling, at ens arbejde gør en forskel, at man kan udvikle sig og at man får anerkendelse for sin arbejdsindsats. Derfor er regelmæssig feedback fra den nærmeste leder, muligheder for faglig og personlig udvikling, en åben og ærlig kommunikation og medindflydelse på arbejdets udvikling også helt afgørende faktorer for, hvorvidt ens medarbejdere er engageret i deres arbejde. Ligegyldighed og manglende medindflydelse er (som sædvanlig) roden til al ondt. Det er også meget vigtigt for følelsen af engagement, hvis virksomheden har en overordnet vision eller et fælles mål, som medarbejderne kan relatere til - frem for bare at fokusere på de individuelle arbejdsopgaver. Derudover er det også vigtigt med nogle gode samarbejdsrelationer på arbejdspladsen hele vejen igennem hierarkiet, da medarbejdernes engagement ofte er en direkte afspejling af, hvordan medarbejdernes har det med chefen. Undersøgelser har vist, at en af de værdier, der virker allermest motiverende på medarbejderne, er inspirerende lederskab – frem for incitamenter og belønning (som dog også kan have en vis engagerende effekt). Og som sædvanlig viser det sig også, at dårlig intern kommunikation og fraværende ledelse har den mest ødelæggende effekt på medarbejdernes engagement. Hvilket endnu en gang sætter fokus på, at den moderne leder ikke bare skal have nogle gode evner indenfor økonomi og organisation – men også indenfor kommunikation og psykologi, hvis man altså vil skabe en arbejdsplads, der formår at kunne tiltrække og fastholde de engagerede medarbejdere.

Om italesættelse

Der findes en Facebook-gruppe imod ordet italesættelse og i Sproglaboratoriet uddyber kommunikationskonsulent og ophavskvinde Karen Dyhr Pedersen, hvorledes hendes antipati ikke er rettet imod selve ordet, men hvor ofte det bliver anvendt indenfor de konsulentkredse, hvor hun færdes. Dyhr Pedersen forklarer derudover, hvorledes hun mener, at ordet ofte bliver brugt for at lyde ”klog og meget intellektuel”. Det er en interessant kommentar, da jeg jo før har beskæftiget mig en del med brugen af ordet intellektuel. Endnu en gang bliver det bekræftet, at ordet intellektuel mest bruges i en negativ sammenhæng, hvor intellektuel bliver brugt til at referere til personens egen selvforståelse - frem for de reelle evner. Og dermed må anerkendelsen af et andet menneskets intellektuelle evner også i en eller anden grad hænge sammen med evnen til at kunne kommunikere og gøre sig forståelig overfor andre mennesker. Det, at man kan tale på et højt fagligt niveau kan sagtens være et udtryk for nogle gode faglige kompetencer, men det er på ingen måde noget udtryk for nogen gode kommunikative evner og der er for det meste også en vis sammenhæng mellem de to former for kompetencer.

Selve ordet italesættelse stammer fra oversættelsen af Michel Foucaults bog Histoire de la sexualité - Vol I: La Volonté de savoir (Seksualitetens historie - viljen til viden) hvor han bruger formuleringen ”mis en discour”. Men hvis man slår ordet italesættelse op i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs bog Den Danske ordbog, så står der følgende forklaring af ordet: ”At udtrykke ved hjælp af ord. At give en sproglig formulering.” Det hjælper egentlig ikke særlig meget på forståelsen af ordets betydning – da det vel svarer til at spørge lægen omkring, hvad man fejler og så få det svar, at man er syg. Men jeg ser ordet italesættelse som en slags retorisk strategi, hvor man laver en sproglig iscenesættelse af et bestemt emne, område, virksomhed eller produkt. Her forsøger man at formidle et bestemt fokus på et område eller nogle bestemte værdier gennem ens valg (og fravalg) af ord, metaforer, sætningskonstruktioner og udtryk. Karen Dyhr Pedersen kritiserer specielt, hvorledes ordet italesættelse bliver brugt alt for ofte og det med god grund. For hvis man italesætter alt, så italesætter man jo i virkeligheden intet. Alt kan ikke være lige vigtigt og dermed bliver det også meningsløst at tale om italesættelse. Jeg har ikke selv haft nogen oplevelser med, at folk konstant bruger ordet italesætte i den grad, det det virker meningsløst. Men man kunne måske godt forestille sig, at nogle kommunikationskonsulenter (enten bevidst eller ubevidst) prøver på at italesætte deres egne kommunikationsevner ved konstant at bruge ordet italesætte.

I går var jeg så heldig at få lov til at tale i 1½ time omkring mit arbejdsområde (kvalitet i sundhedssektoren). Der håber jeg meget, at jeg fik italesat vigtigheden af kvalitetsarbejdet overfor den store forsamling af meget kompetente og dygtige fageksperter. Men jeg er ikke så arrogant, at jeg tror, at man kan diktere ens forståelse af virkeligheden til andre mennesker, blot fordi man italesætter et område. Og derfor handler italesættelse heller ikke bare om sproglige virkemidler, men om at få de gode argumenter på bordet og få forklaret, hvorfor det er vigtigt. For der er intet determinerende ved italesættelse - det er blot en beskrivelse af en sproglig handling, hvor man forsøger at sætte fokus på nogle bestemte emner eller aspekter og dermed vil der også altid være mulighed for andre perspektiver og fortolkninger.

Ny redaktør på videnskab.blogbot!

Jeg vil gerne lige gøre opmærksom på, at jeg er ny redaktør på videnskab.blogbot. Jeg vil gerne give en stor tak til Rasmus fra Ursuppen for at hjælpe mig med overtagelsen og takke for hans arbejde med blogbotten. Da jeg i forvejen har en webside under navnet Philosophia (kærlighed til viden) så vil jeg forsætte stilen med et klart fokus på et videnskabeligt indhold og derfor vil min egen blog heller ikke fremover være at finde i samlingen (medmindre jeg ændrer min blogstil). Jeg har slettet de inaktive blogs og tilføjet et par rigtig gode videnskabelige blogs. Jeg forbeholder mig retten til at slette de blogs, som ikke bliver opdateret i flere måneder og som har et for lavt videnskabeligt indhold.

Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem:

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn. Hvilket for det meste sker øjeblikkeligt, medmindre jeg fornemmer, at det nyttesløst, så nøjes jeg med at se nogenlunde sådan her ud:

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig:



"Why you all in my ear? Talking' a whole bunch a shit, that I ain't trying to hear, Get Back!, M*therf*cker, You don't know me like that…, I ain't playin' around, Make one false move, I'll take you down."

Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også holdt op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstemor-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn osv osv. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

Guide: 10 pointer om god kommunikation - kom op af skyttegraven!

1. Vær konkret og drop de unødvendige forklaringer. Alt for mange mennesker kaster sig ud i lange og unødvendige forklaringer i stedet for bare at fokusere på det væsentlige.

2. Lad være med at inddrage andre parter i jeres dialog. At indkalde ”vidner” eller ”advokater” hører til i en retssal – ikke i en god dialog. Forsvar dig selv og lyt til den anden. Måske har du misforstået noget?

3. Spørg, hvis du er i tvivl om, hvad den anden part mener. Der er jo ikke nogen grund til at blive sur, hvis I blot har talt forbi hinanden. Måske har du misforstået intentionen eller meningen med det sagte – derfor er det altid en god ide at stille opklarende spørgsmål.

4. Hold fakta og meninger adskilt (hvis det er muligt). Alt for ofte ender en diskussion i ligegyldigt mundhuggeri omkring, hvem der sagde hvad eller en anden form for ligegyldig tvist om fakta. Hvorfor ikke fokuserer på det væsentlige? For det er jo for det meste ikke særligt afgørende, hvad vedkommende sagde, men mere, hvad vedkommende rent faktisk mente. Og, hvis det blot handler om en faktuel strid, så google det – så det kan blive afklaret.

5. Prøv at forstå den anden ud fra vedkommendes eget perspektiv - frem for at gå i forsvarsposition. Giv den anden en chance for at forklare sig og lad være med at ”jump to conclusions”.

6. Ha’ tillid til dine medmennesker. En gensidig tillid giver altid det bedste udgangspunkt for enhver dialog og samarbejde. Derudover så er der nok også en vis sandhed i udtrykket: ”Tyv tror hver mand stjæler”, da det ofte er folks egne fejl, som de projekterer over på andre. Så stol på, at dine medmennesker vil dig det bedste - så kan du altid blive klogere senere. Der er stor forskel på at have et åbent sind og være naiv.

7. At lytte uden forbehold. Lad være med at antage, at du på forhånd ved, hvad den anden mener. Lyt og prøv at forstå den anden, så godt du kan. God kommunikation handler ikke om at grave skyttegrave.

8. Ha’ et åbent kropssprog og vis, at du lytter. Hvis du har et åbent kropssprog, så viser du også, at du stoler på den anden person. Korslagte arme giver et indtryk af usikkerhed og fjendtlighed.

9. Vær bevidst omkring, hvordan I bruger de forskellige ord. Alt for ofte opstår der en diskussion på baggrund af en forskellig brug af de essentielle ord i debatten.

10. Tænk dig om, inden at du siger noget. Det lyder simpelt og det er det også. Alt for ofte siger folk en masse vrøvl uden først at gennemtænke, hvad det egentlig medfører og implicerer. Derfor begynder enhver god dialog også med, at man bruger hjernen.

Hvis du vil læse mere omkring psykologien bag god kommunikation, så kan du også læse mit blogindlæg: 10 forklaringer på hvorfor kommunikation mislykkes.

10 tegn på at du elsker dit job

10. Når du har mulighed for at bruge dine kompetencer og videreudvikle dem i forhold til dine arbejdsmæssige interesser.

9. Når du har mulighed for selvstændigt at planlægge dit arbejde og har medindflydelse på, hvordan arbejdet foregår.

8. Når dine chefer ikke udøver micromanagement, men stoler på at du godt kan arbejde selvstændigt (uden at de konstant holder øje med dig).

7. Når du kan have en åben og ærlig dialog omkring de problemstillinger, der er indenfor dit arbejdsområde, med dine kollegaer og chefer.

6. Når du har et spændende og velafgrænset ansvars- og arbejdsområde med nogle gode brugbare værktøjer.

5. Når dine chefer stoler på dine evner og overlader ansvaret til dig uden hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved dine beslutninger.

4. Når du føler, at dit arbejde er meningsfuldt.

3. Når du syntes, at samtlige af dine kollegaer og chefer er super dygtige og professionelle!

2. Når du godt kan savne dit arbejde lidt, hvis du har haft fri i mere end to dage.

1. Når du skriver et blogindlæg, hvor du overvejer, hvorvidt du elsker dit job.

Det er ikke bare retorikken de mestrer

I disse dage er to af verdens allermest indflydelsesrige og magtfulde mennesker i København. De har begge opnået deres indflydelse gennem deres retoriske evner og det er naturligvis Barack Obama og Oprah Winfrey, som jeg taler om. Ingen af dem er kommet sovende til deres nuværende placering. Oprah Winfrey er i sandhed indbegrebet af den amerikanske drøm. Hun er gået fra barndommens fattigdom, hvor hun voksede op hos sin fattige mormor iklædt kartoffelposer, til at have en af de allerhøjeste og mest betydningsfulde placeringer i verden. Udover at hun er kendt i hele verden for The Oprah Winfrey Show, så har hun også sit eget magasin O samt velgørenhedsorganisationen The Angel Network. Oprah Winfrey har nemlig noget, som de færreste tv-personligheder besidder. Hun har nærvær og så tør hun være meget personlig. Hun taler altid først og fremmest til mennesket – som et menneske - uanset, hvem hun så ellers taler med. Hun gør aldrig forskel på sine gæster og hun kunne heller aldrig drømme om at være arrogant. Hun tør være sig selv og tør at vise sine følelser. Hun tør med andre ord at vise, at hun er et menneske. Hun omtaler det selv således:”I am a human being first – trying to speak to that human connection that is in all of us”. Oprah formår som ingen andre at skabe en helt speciel form for intim og intens kommunikation baseret på ærlighed og åbenhjertighed. Derfor er hun heller aldrig bleg for at bruge sig selv som eksempel og hun taler altid lige fra hjertet – også omkring de tabubelagte emner. Hvilket kommer allerstærkest til udtryk, når hun deler sine oplevelser omkring, hvordan hun som barn blev voldtaget, udsat for voldelige overgreb, blev gravid som blot 14 årig og senere mistede barnet. Oprah har dækket stort set alle tænkelige tabubelagte emner. Hvilket hun altid gør med en meget stor seriøsitet og ud fra den overbevisning, at man skal kunne tale om problemerne, før man kan løse dem. Oprah formår som de færreste at bruge retorikken og den platform, som hun har skabt sig til at tale omkring de ting, som hun tror på og kæmper for. Bortset fra The Angel Network, som har til formål at hjælpe syge og fattige mennesker, så har Oprahs allervigtigste projekt gennem alle årene altid været det, som hun for tiden omtaler med mottoet Live Your Best Life. Det handler om, at man skal få det bedst mulige ud af livet – hvilket man gør bedst gennem et højt niveau af selvbevidsthed. Det livslange projekt har også været med til at gøre hendes psykolog Phillip McGraw (også kendt som Dr. Phil) til den allermest kendte (nulevende) psykolog i hele verden. Men det er gennem sin ærlighed og oprigtighed, at Oprah har skabt sin popularitet, sit navn og sin troværdighed. Hvilket også har ført til, at Time og CNN (og senest Barack Obama) gentagende gange har udnævnt Oprah til den mest indflydelsesrige og magtfulde kvinde i verden.