Om at være højre- eller venstrehåndet

Højrehåndet betyder, at man har større koordination og fingerfærdighed i ens højre hånd end i ens venstre hånd. Derfor vil man også automatisk foretrække at udføre ens dagligdagsopgaver såsom at skrive og lave mad med højre hånd. Cirka 10 % af alle mænd og 8 % af alle kvinder er venstrehåndede. Under 1 % af befolkningen har ingen sidepræference. Videnskaben overvejer også stadig, hvorvidt venstrepræferencen kan skyldes et manglende gen hos ca. 20 % af befolkningen, hvoraf ca. 50 % af dem (10 % af befolkningen) bliver venstrehåndede. Man har i mange år sagt, at venstrehåndede lettere bliver syge og at de er mere kreative, men det er aldrig blevet underbygget videnskabeligt. Undersøgelser af folk med hjerneskader har dog vist, at man (de højrehåndede i hvert fald) primært bruger den højre side af hjernen til at fokusere på hele billedet, mens man bruger den venstre side af hjernen til at fokusere på detaljerne i billedet. I mange år troede man også, at menneskets asymmetriske hjerne var helt unik for mennesket, men forskningen har sidenhen vist, at det, at have en sidepræference (det at være højre- eller venstrehåndet) også findes hos dyr. Men modsat, hvad man måske umiddelbart skulle tro, så findes højrepræferencen ikke i samme udstrækning hos vores artsfæller primaterne. For her viser undersøgelser, at det kun er omkring 55 % af primaterne, der skaffer sig føde primært ved at bruge den højre hånd. Til gengæld tyder meget på, at f.eks. chimpanser bruger højre hånd til at kommunikere med andre primater. Hjernescanninger af aberne har også yderligere vist, at den venstre hjernehalvdel brocas homolog bliver aktiveret – ganske ligesom det er tilfældet for mennesket.

Mellem 60 og 80 % af alle fuglearter bruger deres højre øje eller side til at se og skaffe sig føde, hvor særligt papegøjer har en præference for den højre side. Mere end 90 % af alle papegøjer bruger venstre foden til at samle føden op med og næbbet som en slags højrehånd til at bearbejde føden med. Ligeledes bruger omkring 80 % af alle hvalrosser også deres højre luffe til at finde føde på havbunden. Spændende ny forskning viser også, hvorledes mange dyr reagerer kraftigere på trusler fra den venstre side end fra højre side og at noget lignende formentligt også gælder for mennesker. Hvilket mulivis også kan forklare, hvorfor højrehåndede boksere vender den venstre side til - da synsrefleksen muligvis bliver hurtigere aktiveret i den venstre side og dermed undgår bokseren lettere modstanderens slag. Generelt tyder meget forskning på, at den højre side af hjernen er bygget til at fokusere på flugt, mens den venstre hjernehalvdel fokuserer mere på at være imødekommende. Det er formentlig også årsagen til, at hunde logrer mere med halen mod venstre, når de ser andre dominerende hunde og mere mod højre, når deres ejere kommer hjem. Noget forskning tyder også på, at dyr generelt er mere aggressive over for andre, når de befinder sig til venstre side for dem end, når de er på højre side. Forskning har også vist, at flokdyr har stærkere sidepræferencer. Dette gælder f.eks. fisk der svømmer i stimer, hvor en fælles sidepræferencer kan være et spørgsmål om overlevelse i forhold til rovfisk.

Forskningen viser også, at der også findes flokdyr med en alternativ sidepræference, hvilket muligvis også kan forklares vha. overlevelse – da det uventede eller overraskelse også kan være et ganske effektivt forsvar. (Her kan man så overveje, hvorvidt det er en tilfældighed, at både Osama Bin Laden og de sidste 5 ud af 7 amerikanske præsidenter i USA har været venstrehåndede (Gerald Ford, Ronald Reagan, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama).) Og hvorvidt det er denne erkendelse der har ført til, at man ikke længere tvinger venstrehåndede til at skrive med ”den rigtige” (højre) hånd i skolen. Uanset, så betyder højre stadig betyder ”den rigtige” eller ”den rette” på flere sprog som f.eks. engelsk (right) tysk (recht) og fransk (droit) og venstrehåndet betyder også stadig klodset og uheldig på henholdsvis engelsk (lefthanded) og fransk (gauche). For ikke at glemme de knapt så flatterende ordsprog som f.eks. en vielse til venstre hånd og venstrehåndsarbejde. Ud over de venstrehåndedes selvindlysende problemer med at skrive fra venstre mod højre uden at tvære skriften ud, så har produktionen af teknologi tilrettet majoriteten af højrehåndede (som f.eks. sakse, mikrobølgeovne, kameraer, knive, guitarer og dåseåbnere) nok heller ikke været særlig fordelagtig for opfattelsen af de venstrehåndede. I dag kan de venstrehåndede dog bestille langt de fleste produkter tilrettet deres sidepræference – men der er stadig mange områder, hvor præferencen udgør et problem for de venstrehåndede.

Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket

Efter mit forrige blogindlæg med samme titel føler jeg lidt, at omstændighederne har tvunget mig til at skrive et nyt blogindlæg. I mit forrige blogindlæg Naturen vs. det moderne samfund part 1 skrev jeg, at ”Japan styr på situationen”. Det troede jeg virkelig også, at Japan havde. Jeg mener også stadig, at Japan er bedre forberedt på både jordskælv og tsunami end de fleste andre lande. Japan er muligvis det land, der er allerbedst forberedt. Hvilket er en lidt skræmmende tanke i forhold til, hvordan begivenhederne har udfoldet sig. Da jeg skrev mit blogindlæg, der havde jeg også godt hørt om (de begyndende) problemer på Fukushima-atomkraftværket, men jeg valgte at tro på, at Japan nok skulle få situationen under kontrol. Der er jo tale om et atomkraftværk - det SKAL man have styr på! Også i forhold til tsunami og jordskælv! Men jeg tog øjensynlig fejl. Japan har ikke styr på situationen og selvom jeg generelt er imod, at man peger fingre, når skaden er sket, så syntes jeg ikke, at man kan komme uden om nogle af de mange mærkelige og ubesvarede spørgsmål, som Fukushimaværket stiller i forhold til risikostyring. Hvordan kan man overse, at man har bygget et atomkraftværk ved havet, når man planlægger, hvordan man kan være bedst muligt forberedt i forhold til jordskælv og tsunamier? Specielt, når Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) allerede i 2008 havde advaret den japanske regering om, at kraftige jordskælv på over 6,5 ville udgøre et "alvorligt problem" for landets atomkraftværker? Herefter byggede Japan et nødcenter ved Fukushima-kraftværket, men det var kun designet til at modstå et jordskælv på 7,0. Jeg syntes faktisk, at det nærmer sig lidt det utilgivelige, hvis man ikke er forberedt på worst-case scenario, når man har et atomkraftværk.

Fukushima-problemerne har generelt skabt nogle andre perspektiver på verden. For det første har vejudsigten fået et helt andet perspektiv i Japan. Her er der virkelig kommet fokus på vindretningen ud fra spørgsmål om, hvorvidt man kan risikere regn eller sne med atom-nedfald. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at Tv2s mest lækre nyhedsvært Johannes Langkilde flygtede tilbage til Danmark. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham. Det handler vel om overlevelse. (Forskellen er så bare, at jeg indså det for mange år siden og derfor droppede min ansøgning til journalisthøjskolen og valgte at læse filosofi og statskundskab i stedet.) Derudover har det også givet et helt andet perspektiv på geografien. I Japan rejser flere til Nagasaki (som tilfældigvis var det andet sted, der blev ramt af en atombombe under 2. verdenskrig) for at komme i sikkerhed - dvs. længere væk fra Fukushima. Hvor ville vi rejse hen i Danmark, hvis noget lignende skete i Skandinavien eller Tyskland? Ville vi så også rejse ud fra de nuværende fakta? Hvis ikke – ville det så ikke være ekstremt uintelligent? Jeg tænker: survival of the fittest?

Situationen sætter også et meget konkret fokus på konsekvensetik. Mange af de folk tæt på Fukushima-atomkraftværket, som ikke omkom i jordskælvet eller tsunamien, er for tiden ved at dø af sult og kulde. Her kan man også godt spørge sig selv, hvorfor de mennesker ikke får mere hjælp? Skyldes det også en manglende forberedelse eller er der tale om en manglende vilje til at sende nødhjælpsarbejdere eller soldater til området? Jeg kan egentlig godt forstå, hvis den japanske regering er tøvende i forhold til at sende tusindvis af soldater eller nødarbejdere ind i et atomtruet område. Jeg tænker tit på, hvor stort antallet af døde ville have været ved 11. september, hvis man blot havde sendt færre eller ingen brandmænd og politifolk op i tårnene. Det lyder måske koldt og kynisk at undlade at hjælpe folk, men hvis konsekvensen bliver et større tab af menneskeliv - hvad skulle man så vinde ved en såkaldt "redningsaktion"? Det er godt, at man ikke er ansvarlig for den beslutning (eller den manglende beslutning). Jeg har den største respekt for de mænd og kvinder, som lige nu formentlig (pga. kraftig stråling) ofrer deres liv for at nedkøle reaktorerne (hver reaktors indhold svarer til 1000 Hiroshima-bomber) i håbet om, at vi dermed kan undgå en katastrofe, der vil gå over i verdenshistorien. Uanset, hvad der sker, så håber jeg blot, at verden lærer noget omkring risikostyring i forhold til atomkraft. Og den allerførste lektion må uden tvivl være, at hvis man ikke har styr på sikkerheden på atomkraftværkerne, så må man give 70’ernes hippier ret i, at så er det nej tak til atomkraft og så må atomkraftværkerne lukkes. For hvis ikke verden lærer noget af begivenheden, så vil der uden tvivl ske en atomulykke før eller siden. Når folk spørger, hvorvidt Fukushima kan udgøre en trussel for Danmark, så virker det nærmest tåbeligt, hvis de samtidig overser det faktum, at der findes langt ældre, langt mindre sikre og langt dårligere vedligeholdte atomkraftværker kun nogle få hundrede kilometer fra os. Det håber jeg, at politikerne, EU og Det Internationale Atomenergiagentur husker, når de fremover ser på deres risikovurderinger og tager deres beslutninger derefter.

Naturen vs. det moderne samfund part 1

Jordskælvet og den efterfølgende tsunami i Japan viser endnu en gang, hvordan mennesket (endnu) ikke har nogen form for kontrol over naturen. Et super moderne og højteknologisk land som Japan bliver sat på standby på et øjeblik af naturen. Men kun i et øjeblik – for selvom oprydningsarbejdet og erstatningssagerne muligvis vil vare i flere år – så har Japan styr på situationen. Hvis der havde været tale om et uland som Pakistan eller Haiti, så ville katastrofen havde været af et helt andet omfang og dødstallet ville have været skyhøjt. Det skyldes flere ting, men først og fremmest god forberedelse! Japan har brugt en formue på at jordskælvssikre bygninger og lave tsunamiforanstaltninger i milliardklassen. Det er i virkeligheden også det eneste rationelle at gøre for et højteknologisk land med højtuddannede mennesker - når man på forhånd ved, at jordskælv og tsunamier jævnligt vil forekomme. Det ville vel nærmere være dumt og uigennemtænkt, hvis man ikke gjorde noget?

Selvom Danmark er meget heldigt placeret på verdenskortet og vi derfor umiddelbart skulle være uden for fare i forhold til de store naturkatastrofer, så kan jeg da ikke lade være med at overveje, hvor langt vi egentlig er kommet med den nationale plan mod oversvømmelse? Ifølge klimaforskerne vil Danmark opleve en stadigt stigende mængde nedbør og derfor virker det eneste rationelle vel også udarbejde en landsdækkende plan til forebyggelse af oversvømmelser? Det burde politikkerne da stå i kø for at være den første til at foreslå? Forkert – det gjort forsikringsselskaberne til gengæld! Forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension tilbød sidste sommer kommunerne et nyt samarbejde for at målrette deres viden til at forhindre fremtidige oversvømmelser. Dengang udtalte brancheorganisationens administrerende direktør Per Bremer Rasmussen følgende:

"Kommunerne har ansvaret, men alene kan de ikke løfte opgaven. Udfordringen er så stor, at der skal en samlet, national strategi til. Alle må bidrage - og det både vil og kan forsikringsselskaberne også... Kommunerne har hverken midler eller kræfter til det hele. De må prioritere. Med den viden vi har, kan de helt målrettet udvælge, hvor de sætter ind først. Vores data kan de samtidig bruge til at beregne, hvordan de bedst og mest omkostningseffektivt forebygger oversvømmelser."

Det lyder da som en rigtig god ide. For selvom forsikringsselskaberne naturligvis mest tænker på deres egne penge, så ændrer det ikke på det faktum, at klimaforskerne har forudset, at risikoen for oversvømmelser er et stadigt stigende problem og derfor burde man vel også antage, at der var nogen rationelle mennesker, som arbejdede målrettet for at forebygge fremtidige oversvømmelser. Men man hører ikke rigtig noget om det i nyhederne? Jeg frygter, at det betyder, at vi på trods af vores høje uddannelsesniveau og viden alligevel ikke kan finde ud af at bruge de forholdsvis få ressourcer til at forebygge nogle endnu dyrere problemer (som man allerede har forudset vil ske før eller siden). Måske håber man på, at klimaforskerne tager fejl? Her er et par sommerbilleder fra Københavnsområdet (Lyngbyvejen og Ryparken) fra 2010:

(Tak til Rasmus Gregersen og Kirsten Lange for lån af fotos.)

Efter et kort stykke tid skrev jeg part 2: Naturen vs. det moderne samfund part 2 - Fukushima atomkraftværket.

Om Tetris' gavnlige effekt på hjernen

Jeg har tit undret mig over, hvordan det kan være underholdende at spille ensformige spil som f.eks. Tetris, Bejewled 2 og Mr. Driller i længere tid. Specielt kan jeg godt lide at spille spillene, når jeg gerne vil overveje kompliceret problemstillinger og ikke har andet at lave samtidigt. Her føler jeg nogle gange, at det ligefrem kan gøre det lettere at overveje problemerne, mens jeg spiller spillene. Men hvorfor? Måske har videnskaben fundet et svar. Det amerikanske Mind Research Network har nemlig påvist gennem flere videnskabelige MR-undersøgelser, at Tetris forøger tykkelsen på hjernebarken og dermed gør hjernen mere effektiv. Undersøgelserne har vist, at Tetris kan skabe en væsentlig forøgelse i hjernecellernes aktivitet i de områder af hjernen, som har at gøre med kritisk tænkning, sprog, bearbejdning af indtryk og ræsonnement. Det giver faktisk ganske rigtig god mening i forhold til mine egne observationer. Undersøgelserne tog udgangspunkt i, at deltagerne i eksperimentet spillede Tetris hver dag i minimum 30 minutter i 3 måneder. Forskernes næste projekt er at finde ud af, hvorvidt hjernens øgede effektivitet forsvinder, hvis man holder op med at spille Tetris.

Ud over den interessante nye forskning, så har videnskaben også fundet ud af, at Tetris også har en anden gavnlig effekt. Dr. Emily A Holmes fra Oxford Universitets psykiatriske afdeling har nemlig påvist, at mennesker der lider af post traumatisk stress-syndrom også kan få det bedre ved at spille Tetris. Specielt skulle Tetris være effektiv til at lindre symptomerne som f.eks. ufrivillige flashbacks (se f.eks. Oxfords artikel Tetris flashback reduction effect special). Effekten kan påvises hele 4 timer efter, at forsøgspersonerne har spillet et spil og dermed kan man muligvis også tale om, at Tetris kan have en forbyggende effekt på posttraumatisk stress. Undersøgelserne har også vist, at det ikke kun er Tetris som har denne gavnlige effekt og at andre typer spil kan have præcis den modsatte effekt. Holmes forklarer fænomenet således:”… when someone is exposed to traumatic information, these channels are thought to function unequally so that the perceptual information is emphasized over the conceptual information. This means we are less likely to remember the experience of being in a high-speed road traffic collision as a coherent story, and more likely to remember it by the flash of headlights and noise of a crash. This perceptual information then pops up repeatedly in the victim’s mind in the form of flashbacks to the trauma causing great emotional distress, as little conceptual meaning has been attached to them. Research tells us that there is a period of up to six hours after the trauma in which it is possible to interfere with the way that these traumatic memories are formed in the mind. During this time-frame, certain tasks can compete with the same brain channels that are needed to form the memory. This is because there are limits to our abilities in each channel: for example, it is difficult to hold a conversation while doing maths problems.” Men der er ikke bare tale om, at Tetris distraherer hjernen i forhold til de traumatiske oplevelser – forskningen tyder på, at det at flytte de farvede byggesten rundt i Tetris konkurrerer med billederne af de traumatiske oplevelser i den perceptuelle informationskanal og dermed reducerer antallet af flash-backs. Hvis videospillet spilles hurtigt nok efter den traumatiske begivenhed, så kan det altså forhindre psykiske recitation af traumatiske billeder og dermed mindske nøjagtigheden, intensitet og hyppigheden af traumatiske påmindelser. Det er virkelig spændende læsning, da jeg selv tit spillede Tetris dengang, da jeg oplevede min brors næsten fire år lange kamp mod kræften (som han endte med at tabe). Det kan altså med stor sandsynlighed have haft en langt større gavnlig effekt på mig end blot Tetriseffekten. (Tetriseffekten er en tilstand, der kan opstå, når mennesker spiller Tetris for længe, hvor de f.eks. kan finde sig selv i at tænke over, hvordan de forskellige figurer i den virkelige verden kan passe sammen, såsom kasser på et supermarkedets hylde eller bygninger på en gade eller se billeder af faldende Tetris-figurer, når de lukker øjnene.) Tetriseffekten var for øvrigt også årsag til, at jeg til sidst solgte mit Tetris-bipbipspil til min bedste veninde.

Hvilken betydning har tankens kraft?

Tankens kraft eller sammenhængen mellem sjæl og legeme er ikke længere kun et spørgsmål om (over) tro, men et spørgsmål som videnskaben seriøst prøver at finde svar på. Videnskaben har nemlig allerede flere beviser som peger i retningen af, at vores tanker og følelser direkte påvirker vores helbred (se f.eks. videnskab.dks artikel Positive tanker giver bedre helbred). Undersøgelser har også vist, hvordan fattige menneskers helbred i højere grad bliver påvirket af, hvor positivt eller negativt vedkommende tænker. Men tendensen er universel: jo gladere man er, jo bedre er helbredet også. Flere forsøg har vist, at vores egen tro på helbredelsen næsten kan være lige så vigtig som den medicinske behandling. Forskningslæge John Brodersen fra Københavns Universitet fortalte forleden i DR2 programmet Sjæl og videnskab om et eksempel, hvor en ung mand tror, at han har taget en overdosis af psykiatrisk medicin og derefter får alvorlige fysiske symptomer. Det viser sig efterfølgende, at medicinen er ren placebo og dermed har den unge mands altså ved tankens kraft fremkaldt symptomerne. Man har igennem mange år kendt til placeboeffekten og hvordan troen på behandling og bedring alene kan påvirke menneskers sygdom. Men hvordan kan tanker påvirke alvorlige sygdomme som f.eks. Parkinsons sygdom? Cand. psyk. Lene Vase fra Dansk Smertecenter forklarer i programmet, hvorfor det er vigtigere, at man tror, at man får en effektiv smertebehandling end, at man rent faktisk får en effektiv smertebehandling. Forsøg med smertebehandling viser nemlig, at lægens ord har en større betydning end de smertestillende præparater. Forsøg viser nemlig, at de patienter, som lægen siger vil få en mærkbar forbedring af den smertelindrende placebomedicin, hurtigt oplever en bedring. Hvorimod de patienter, som får stærk smertestillende medicin, men hvor lægen lyver og siger, at det vil forværre smerterne – rent faktisk ikke oplever en forbedring - men en forværring. Det er tankevækkende.

Flere undersøgelser har også vist, at placeboeffekten kan påvirke både immunsystemet, endokrinsystemet og de fysiologiske funktioner. Fabrizio Benedetti professor i klinisk psykologi fortæller blandt andet om, hvordan hjernescanninger har vist, at placebobehandling kan påvirke hjernecellerne i en positiv retning, når patienterne tror på behandlingen. Derfor kan forskellige former for placebobehandling også have forskellig effekt f.eks. har forsøg vist, at placeboindsprøjtninger virker bedre end placebopiller og placebooperationer virker bedre end placeboindsprøjtninger. Andre forsøg har ligefrem vist, at nogle placebooperationer giver det samme resultat som ikke-placebo operationer. Her vil jeg gerne give Lene Vase ret i, at den manglende forskel må gøre det svært at skelne placebooperationen fra ikke-placebooperationer. Her må der da for alvor være brug for yderligere forskning – det lyder som et potentielt område for nogle besparelser. (Staten eller lægerne skal bare ikke fortælle om besparelserne?) Omvendt har forsøg også vist, at mennesket kan påvirke sit helbred i negativ retning ved tankens kraft – den såkaldte noceboeffekt. Her har undersøgelser vist, at en negativ selvvurdering af ens helbred er langt farligere end både overvægt, rygning og alkohol. I gennemsnit dør et menneske med en negativ selvvurdering 10 år tidligere end en person med en positiv selvvurdering. Det handler altså i høj grad om at tænke positivt omkring ens helbred. Hvilket Bruce Lipton, der er forsker i cellebiologi, kan forklare ud fra tankernes påvirkning af ens cellesammensætning. Til sidst i programmet bliver der fokuseret på den manglende effekt af antidepressive midler. Her er det tankevækkende at høre overlæge Jens Heisterberg fra Lægemiddelstyrelsen medgive, at antidepressive midler har en minimal effekt – når man tænker på, hvor mange danskere der tager dem. Helt præcist er effekten knapt nok klinisk signifikant, da placeboeffekten af pillerne ligger på omkring 75-82 %. Altså er det troen på pillerne som virker – ikke pillerne i sig selv. Men hvor meget glæde får danskerne så overhovedet af pillerne, når man ser på listen over bivirkninger? Eller er bivirkningerne også bare nocebo? Uanset, hvad så vil jeg gerne støtte op om professor Irving Kirchs anbefaling om at prøve andre alternativer som motion og kognitiv terapi, før man propper sig med dyre og risikable piller. Som Lene Vase så korrekt påpeger, så har placeboeffekten for alvor sat fokus på sammenhængen mellem sjæl og legeme og som cellebiolog Bruce Lipton afslutningsvis siger: Vi er dynamiske væsener og vores liv påvirkes af vores tanker. Hvis vi indser det og hvis vi forstår det, så kan vi mestre vores liv frem for at være slaver af vores kemi.

Hvor effektivt får du brugt din fritid?

Personligt har jeg ikke særlig meget fritid (og for ikke at bruge alt for meget tid (og energi) på bloggen, så bliver I endnu en gang spist af med nogle videoer) men her har jeg fundet nogle klip af nogen, som har fået en del ud af deres fritid:

Den 29 årige Christoph Rehages gik 4646 km gennem Kina, hvor han undervejs fik en kæreste og lod sit hår og skæg gro - her er et år klippet sammen til en film på 6 minutter...



Man kan også lære samtlige danse fra Elvis til i dag...



Hvilket de øjensynlig også gør i fængslerne - her er det en opførsel af Thriller fra fængslet i Manila...



Man kan også lære det seje trick fra Matrix...



Eller lave permanente 3D-illusioner i ens hus...



Eller bygge et korthus - her Capitol Hill af 22000 kort...



Politikerne ser gerne, at vi arbejder mere - så måske er fritid alligevel også stærkt overvurderet?

Kvalitetsudvikling indenfor sundhedssektoren: Fra kvantitet til kvalitet

Danske Regioner skriver i Bedre resultater for patienten – Ny dagsorden for udvikling og kvalitet i sundhedsvæsnet: ”I dag er der primært fokus på aktivitet og budgetter i udviklingen og styringen af det danske sundhedsvæsen. ”Hvor mange operationer er der gennemført?” og ”Hvad koster de?” er naturligvis centrale spørgsmål. De økonomiske parametre fortæller kun en del af sandheden om, hvad vi får for pengene i det danske sundhedsvæsen. Og de siger ikke noget om det, der er vigtigst – nemlig, hvilke resultater sundhedsvæsenet skaber for patienterne.” Ligeledes har Bent Hansen formand for Danske Regioner også udtalt: ”Det er jo ingen maskinfabrik. Men hidtil har vi hele tiden haft brug for - op til de årlige økonomiforhandlinger med regeringen – at dokumentere, at vi var effektive nok for at få de nødvendige midler. Nu vender vi det om og siger, at det er den eller den kvalitet, vi vil opnå – samtidig med at vi holder fast i et højt produktivitetsniveau.” Det politiske fokus er altså skiftet fra udelukkende at se på kvantiteten til også at fokusere på kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Men det er ikke alle steder i sundhedsvæsenet, hvor man har arbejdet lige målrettet med kvalitetsudvikling og derfor er det heller ikke uden grund, at man indførte Den Danske Kvalitetsmodel. Som Flemming Steen Pedersen også skrev omkring kvalitetsudviklingen indenfor sundhedssektoren i ”Operation Kvalitet” i Berlingske Tidende i maj 2009: ”Men initiativerne har været spredte, har haft tilfældighedernes præg, og det har længe været en erkendt akilleshæl, at det er svært at få »best practice« ud i alle hjørner af sundhedsvæsenet. Efter sommerferien gøres endnu et forsøg, og det er et ganske ambitiøst ét af slagsen. Hér begynder man udrulningen af den »danske kvalitetsmodel« ude på sygehusene. Projektet, der har været fire år undervejs, har formuleret i alt 104 standarder for, hvordan indsatsen bør være på en lang række felter. Sygehusene bliver målt på, om de opfylder standarderne, og resultaterne offentliggøres… Både politikere og fagfolk er således - endelig - begyndt at samle sig til et fælles tigerspring på kvalitetsområdet. Det er ikke længere nok med korte ventelister; behandlingen skal også være i top. For alle patienter. Hele tiden.” Og der er slet ingen tvivl om, at Den Danske Kvalitetsmodel er et tigerspring for mange af de sygehuse, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling, som man f.eks. har gjort det på flere af sygehusene i hovedstadsområdet, hvor man flere steder har arbejdet efter den amerikanske non-profit akkrediteringsorganisation Joint Commision Internationals sygehus-standarder i årevis. Den Danske Kvalitetsmodel er indført for at tvinge samtlige sygehuse i Danmark til at forholde sig til kvaliteten af deres ydelser. Set ud fra et kvalitetsperspektiv er det en rigtig god løsning med en national kvalitetsmodel, selvom der naturligvis også kan stilles mange kritiske spørgsmål til indholdet af Den Danske Kvalitetsmodel, planlægningen af akkrediteringsprocessen, auditspørgsmålene og hvorvidt det overhovedet giver mening at indføre en kvalitetsmodel samtidig med, at man kræver, at sygehusene skal spare og øge produktionen. Men hvis man ikke indførte kvalitetsmodellen nu, hvornår skal man så gøre det? Umiddelbart virker det ikke som om, at sygehusene vil få flere penge de kommende år med flere ældre, stadigt stigende krav og stigende udgifter til både udstyr og medicin. Og derudover så burde man vel også mene (også selvom man ikke er kvalitetskonsulent) at kvaliteten af sundhedsydelserne også er et ret vigtigt aspekt for borgerne - eller rettere sagt patienterne.

Lean - mere end bare et værktøj til fyringer

Videoen foroven er fra et marked i Bangkok, hvor man har formået at udnytte den minimale plads til flere forskellige formål - både til markedsplads og togstrækning. Selvom der næppe ligger nogen form for Lean-planlægning bag denne organisering, så er det i grove træk filosofien bag Lean. At man ser på, hvorledes man kan få det mest mulige ud af de begrænsede ressourcer, som man har til rådighed. Desværre har Lean-filosofien med årene fået et ry som et værktøj, som virksomhederne udelukkende bruger for at forenkle og effektivisere produktionen i forhold til at spare penge. Og da lønudgifterne ofte er en af de store og justerbare udgifter, så bliver der alt for tit fuldkommen ensidigt fokuseret på, hvorledes man kan nedbringe udgifterne på det område. For hermed opnår man en hurtig og umiddelbar besparelse – selvom man måske kunne have sparet mange flere penge ved at justere på nogle andre områder set over et længere perspektiv. Det har ikke særligt overraskende ført til en del kritik af Lean-filosofien, da mange folk er begyndt at forbinde Lean og Lean-analyser med fyringsrunder osv. Hvilket også går imod en af Lean-filosofiens kerneværdier, hvor man netop ser engagementet i langvarige og tillidsfulde relationer og respekten for mennesker som et vigtigt udgangspunkt for hele Lean-processen. Det er også ærgerligt, da en grundig analyse og gennemgang af en arbejdsproces kan bruges til meget mere end blot at udvælge, hvem der skal fyres næste gang. Man kan f.eks. vha. en Lean-gennemgang kortlægge præcis, hvordan man kan bruge virksomhedens ressourcer på den mest optimale måde – hvilket ikke bare handler om, hvordan man kan reducere udgifterne, men også om, hvordan man udnytter ressourcerne bedst muligt. Hvilket man kan gøre ved at gøre produktionen billigere samtidig med, at man gør produktionen mere strømlinet, får et højere kvalitetsniveau af produktionen, forøger produktionen, får en større tilfredshed blandt kunderne og forbedrer arbejdsmiljøet ved at mindske stressniveauet og sikkerheden for medarbejderne. Altså kan en Lean-gennemgang bruges som et meget effektivt ledelsesværktøj i forhold til at skabe en bedre kvalitet for kunderne og et bedre arbejdsmiljø for de ansatte, da processen gerne skulle være med til at frigøre nogle ressourcer, som dermed kan bruges meget mere effektivt på nogle andre områder.

En Lean-gennemgang af en organisation eller virksomhed begynder med en observation og gennemgang af samtlige arbejdsprocesser og arbejdsfunktioner. Her ser man primært på de 7 forskellige former for spild, hvilket er overproduktion, transport, ventetid, overforædling (unødvendige forbedringer), lager (for stort), defekter (kræver genbearbejdning) og menneskelig bevægelse (hvordan man kan reducere menneskelig bevægelse). For at undgå disse former for spild, så kortlægger man arbejdsprocessen i detaljer for derefter at se systematisk på, hvorledes man kan forenkle processen ud fra de 5 S’er: sortér, system i tingene, systematisk rengøring, standardiser og selvdisciplin. Her er det naturligvis vigtigt at huske på, at Lean opstod som en forretningsfilosofi på Toyota fabrikkerne i 60’erne og derfor kan man naturligvis heller ikke bare anvende metoden direkte på alle andre områder. Det kræver (ligesom med så mange andre ting her i livet) at man tænker sig om, når man anvender Lean-principperne. For Lean blev primært skabt til en virksomhed med faste mekaniske arbejds- og produktionsprocesser og derfor skal metoden naturligvis også tilpasses, når man anvender den på andre områder. Hvor det er væsentligt at se på, hvad der er det grundlæggende i filosofien, hvad der kan bruges og hvad der ikke er anvendeligt i forhold til den pågældende proces. Derudover er det også vigtigt at have for øje, at selve Lean-projektet ikke bliver så omfattende og tidskrævende, at processen begynder at udhule analysens forventede gevinst. For det primære formål med Lean skulle jo gerne være en kontinuerlig forbedring af kvaliteten samtidig med, at man reducerer arbejdstiden og omkostningerne. Og det er jo netop her, hvor nogle Lean-konsulenter virker til at have svært ved at se, hvor grænsen går. Hvilket muligvis kan forklares ud fra det simple faktum, at konsulenterne simpelthen ikke har nok kendskab til de arbejdsprocesser og den viden som arbejdet bygger på - og dermed kan de heller ikke udtale sig kvalificeret om, hvor det vil være muligt og mest hensigtsmæssigt at reducere f.eks. ventetiden eller undgå ligegyldige forbedringer. Derfor forudsætter enhver Lean- eller kvalitetsanalyse også, at konsulenten har et godt kendskab til det pågældende arbejdsområde og at Lean-konsulenten har lavet et meget grundigt forarbejde, inden at vedkommende laver analysen. For hvis dette ikke er tilfældet, så kan analysen meget hurtigt være fuldkommen ubrugelig og dermed kan hele Lean-processen også meget vel kategoriseres som spild. Og derfor burde det også være selvindlysende for enhver Lean-konsulent, at hvis man vil forbedre kvaliteten vha. Lean, så må man også lave en analyse af meget høj kvalitet.

Den bureaukratiske offentlige regulering - i et lettere humoristisk perspektiv!

Når man taler omkring kvalitet indenfor offentlig regulering af såvel den private som den offentlige sektor, så er et rigtig vigtigt aspekt, at reglerne er så enkle og letgennemskuelige som overhovedet muligt, så de politiske og juridiske krav om kontrol og dokumentation ikke forringer kvaliteten af det faglige arbejde mere end højest nødvendigt. Derudover er det også lettere at sikre en høj grad af såvel efterlevelse som effektivitet i den offentlige regulering af staten og samfundet, hvis man forsøger på at fjerne enhver form for unødvendig regulering og meningsløs bureaukratisk administration. Nedenfor har jeg fundet en masse illustrationer af de forskellige former for bureaukratisk regulering:

Regulering for reguleringens skyld (= bureaukratisk regulering)

Meningsløs kontrol af bureaukratisk regulering


Regulering af den manglende regulering


Umulig regulering


Regulering med alt for store fortolkningsmuligheder


Uforståelig regulering


Kulturel regulering


Selvom der er rigtig mange negative konsekvenser ved offentlig kontrol og regulering, så er også mange fordele, hvilket dette fantastiske billede fra Rusland også illustrerer meget godt:

Manglende regulering

Bureaukratiet – en trussel mod demokratiet!

Da der er begyndt at komme lidt for mange læsere på min blog, så har jeg besluttet mig for at skrive om noget kedeligt, hvilket faldt meget heldigt ud for mig selv, da jeg har en stor interesse for det kedelige emne bureaukrati. Derfor vil jeg forklare, hvorfor bureaukratiet potentielt kan ses som en trussel mod demokratiet. Jeg vil tage udgangspunkt i Sunghan Ims kritik af bureaukratiet. Det moderne repræsentative demokrati har tre hovedfunktioner: repræsentation, lovgivning og økonomi. Den form for demokrati kan man også kalde for flertalsstyre, da det er flertallet af befolkningen, der bestemmer landets politik. Men denne forestilling om det repræsentative demokrati kalder Im for en fiktion: "But today, this function does not seem to be carried out well in any country, and seems to have become fiction". Dette underbygger Im blandt andet ved at påpege, hvorledes de politiske partiers strenge partidisciplin gør, at politikerne har mistet deres uafhængighed. Derudover kritiserer han også, hvordan den politiske debat i mange parlamenter er blevet en overfladisk procedure uden nogen reel betydning. Ims argument er, at den reelle politiske debat og beslutningsproces slet ikke foregår i parlamenterne, men i de stående udvalg. Og dermed er beslutningerne allerede blevet truffet i udvalgene, inden at man skal diskutere dem i parlamenterne. Hvilket desværre er en nødvendig procedure pga. den offentlige sektors omfang og specialisering, HVIS man skal sikre en vis form for effektivitet indenfor de politiske beslutningsprocesser.

Im kritiserer også bureaukratiet for at have rykket den beslutningsgivende kompetence ud til den udøvende funktion. Im forsvarer en slags politisk dualisme, hvor han prøver på at adskille politik og administration ved at kalde administration for administrativ politik og politik for beslutningspolitik, men problematikken forbliver egentlig den samme. (Modsat monismen som hævder, at det ikke er meningsfuldt at skelne mellem politik og administration.) Udviklingen af velfærdsstaten har gjort at kravene til politikerne og den offentlige forvaltning konstant øges. Hvilket betyder, at den kvantitative stigning i lovforslag og deres kvalitative tekniske specialisering har gjort det er umuligt for den enkelte politiker at tage stilling til alle beslutningsforslagene selv. Derfor er politikerne MEGET afhængige af embedsmændenes viden og dataressourcer. Og derfor er det også en helt almindelig procedure, at embedsmændene og forvalterne er med til at forberede materialet til lovforslagene og er med at udforme lovforslagene. Derfor er det også lidt tankevækkende, når man ved, hvor mange lovforslag der bliver gennemført uden nogen form for ændringer eller forbedringer. Ligeledes gælder det også for de økonomiske overvejelser, hvor de politiske overvejelser omkring de økonomiske budgetter ofte ligger udenfor de enkelte politikeres evner og derved går mange budgetter direkte igennem parlamentet uden nogen væsentlige ændringsforslag. Det stigende krav om teknisk og faglig ekspertviden har også gjort, at flere og flere politiske opgaver bliver overført direkte til den offentlige sektor. Derudover er lovgivningen også tit så vagt formuleret, for at sikre den største politiske opbakning, at man reelt overlader en stor del af den politiske magt til de offentlige ansatte. Så forvaltningen er langt fra Max Webers ideal om et neutralt værktøj og derfor er det også en reel trussel mod demokratiet, hvis embedsmændene og de offentlige ansatte har mere magt og indflydelse end de folkevalgte politikere. Hvilket også sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan tale om demokrati, hvis det reelt er en større gruppe af de offentlige ansatte og embedsmændene, der har magten.

Humor - Anti-terrorismens stærkeste våben

Da ingen protesterede sidst (Humor - et effektivt masseødelæggelsesvåben mod terrorisme) hvor jeg gjorte grin med terrorisme, så kommer her et af antiterrorismens stærkeste våben - den iranske (og britiske) stand-up komiker Omid Djalili. Djalili blev kendt som gæstevært på BBC’s politiske quizshow Have I Got News for You. (Hvor dette sjove klip stammer fra – som handler omkring det nyeste indenfor japansk (anti-kriminalitet) camouflagetøj.) Omid Djalili tager i sit show ofte udgangspunkt i folks fordomme omkring ham selv, hvilket gør, at han kan sige næsten, hvad som helst uden at skæve alt for meget til den kedelige politiske korrekthed. For det er jo netop gennem den afvæbnende latter, at man kan ødelægge grundlaget for enhver angst - her i blandt også den samfundsødelæggende angst for terrorangreb. Her fortæller Djalili blandt andet lidt omkring sin egen frygt for terrorangreb i lufthavnen:



Med samme udgangspunkt har Omid Djalili også lavet den her lufthavnssketch. På baggrund af Djalilis voksende popularitet fik han i slutningen af 2007 sit eget program på BBC. Her er en af de sjoveste reklamer for The Omid Djalili Show:



Omid Djalili spiller tit nogle meget forskellige roller i sit show. Her er en af Djalilis sjoveste sketches, hvor han spiller en flamboyant skotsk filminstruktør, der netop er blevet færdig på filmskolen og har fået sit første job for en lidt besværlig kunde:



(Han har også lavet den her lidt specielle reklame.)

Det Etiske Råds Debatdag: Fødevarer, klima og etik

Forleden blev Det Etiske Råds konference vanen tro afholdt på Christiansborg. Ikke særlig overraskende var dette års tema klima og fødevarer. Konferencen begyndte med, at Jørgen E. Olesen (professor ved det Jordbrugsvidenskabelige fakultet, Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel IPCC) forklarede, hvor stor en andel af klimabelastningen som fødevarerne udgør i forhold til de forskellige faser såsom produktion, distribution, transport, konsumption og bortskaffelse, hvilket gav et ganske godt udgangspunkt for dagens senere diskussioner. Herefter fortalte Annika Carlsson-Kanyama (seniorforsker ved Energi- och miljösäkerhets­gruppen FOI) omkring, hvilke fødevarer der belaster klimaet mest og hvorledes man kan sammensætte et klima-venligt måltid. Her kunne man undre sig lidt over, hvorledes de to første foredrag ikke var helt enige om, hvorvidt økologisk mad var klimavenligt eller ej. Men på baggrund af den senere kritik, så var den ubekvemme sandhed nok, at økologisk mad ikke nødvendigvis forurener hverken mere eller mindre end ikke-økologisk mad. Hvilket dermed også var dagens første eksempel på nogle af de problemstillinger der findes, når man har flere forskellige, men ikke nødvendigvis ensrettede, krav til fødevarerne. Herefter stod Henrik Stubkjær (Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp) for dagens mest politiske foredrag, hvor jeg i høj grad savnede videnskabelig information omkring foredragets tema, nemlig konsekvenserne af de forringede muligheder for fødevareproduktion i udviklingslandene. Og derfor var jeg heller ikke særlig imponeret af, hvorledes foredraget hovedsagligt spillede på følelserne (=dårlig samvittighed). Derefter begyndte Morten Dige (adjunkt ved Filosofi, Århus Universitet) den etiske del ved at diskutere, hvorvidt vi har et næretisk eller upartisk ansvar overfor de kommende generationer og folk i fjerne lande. Efter ham kom en meget frisk og veloplagt Mickey Gjerris (lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering, Københavns Universitet) på banen med dagens bedste foredrag. Mickey Gjerris overvejede i sit foredrag, hvilket natursyn der bør danne grundlag for vores adfærd, hvor han blandt andet filosoferede over Jakob Wolfs ord: ”Som vi ser på noget, sådan behandler vi det”. Herefter talte Klemens Kappel (lektor ved filosofi, Københavns Universitet) for, hvorfor politikerne bør have ret til at bestemme over, hvad borgerne skal spise. Til sidst fortalte Bente Halkier (lektor i forbrugersociologi og konsumption ved Roskilde Universitet) omkring, hvordan man motiverer til ændringer i forbrugeradfærden. Hvor hun blandt andet fik påpeget det hensigtsmæssige i nærindkøb og den manglende klimaeffekt ved køb af klimavenlige produkter, hvis indkøbet bliver foretaget via bil. Her syntes jeg, at man kunne spore en vis flovhed blandt nogle af konferencens mest frelste deltagere.

Herefter var det tid til, at det såkaldte borgerpanel blev præsenteret, hvilket bestod af 6 piger i tyverne, som alle stillede nogle (efter min mening) temmelig ligegyldige spørgsmål og som alle hovedsagligt var rettet mod den hårdt udskældte direktør for Landbrug og Fødevarer Claus Søgaard-Richter og de to fremmødte folketingspolitikere Henrik Høegh (V) og Steen Gade (SF). Hvilket var yderst kedeligt, da politikerne var rørende enige. (Derfor mener jeg også, at arrangørerne seriøst bør overveje, hvorvidt dette borgerpanel også skal bruges ved næste konference.) Henrik Høegh skal dog have ros for, at han ved flere lejligheder fik gjort salen opmærksom på andre væsentlige hensyn (aspekter) som f.eks. dyreetik og miljø. F.eks. fik han påpeget, hvorledes det mest klimavenlige produkt ikke nødvendigvis er det bedste valg i forhold til dyreetik, da køer i stalde forurener mindre end køer på græs (fordi køerne forurener mere, når de bevæger sig). Det etiske råd fik også set konsekvenserne af at invitere detailhandlen, da Mogens Werge (Forbrugerpolitisk direktør, Coop Danmark) fik lavet en del reklame for Coop. Derudover var hans tilstedeværelse dog praktisk, da han samtidig kunne blive stillet til ansvar for Coops reklameslogan ”Mænd vil ikke have blomster”. Hvilket var en reklame som spillede på, at mænd hellere vil have en stor oksebøf end blomster. Det kritisable ved denne reklame var, at oksekød tidligere på dagen var blevet stemplet som den mindst klimavenlige fødevare (modsat lyst kød og grøntsager). Reklamen skabte så meget vrede i salen, at man ikke kunne lade være med at overveje, hvorvidt der var en vis overvægt af veganere til stede i Landstingssalen. Herefter var oksekød fjende nr. 1. Hvilket også førte til, at den selverkendte kødelsker Klemens Kappel måtte medgive, at det muligvis var en god ide, at man spiste mindre kød. Selvom han ellers tidligere på dagen havde påpeget fordelene ved en kødskat. Da jeg selv tidligere har skrevet bachelorprojekt omkring Kappels bog Det retfærdige samfund, så var jeg ikke specielt overrasket over denne sociale skæve løsning, hvor de rige blot kan overlade opgaven med at spise mindre oksekød til de fattige. Derudover kan man også undre sig over, hvorfor perspektiver som mere udenlandsk import og et voksende sort marked ikke blev overvejet som mulige konsekvenser. For dermed vil kødskatten ikke have nogen samlet klimaeffekt – man har bare flyttet produktionen til udlandet, hvilket bestemt ikke er gavnligt for hverken klimaet eller dyrevelfærden. Så hvis man virkelig vil gøre noget for klimaet, så burde man måske hellere se på de 30 % af vores klimabelastning, som udelukkende skyldes alt den mad, som danskerne køber bare for at smide ud. Hvis man kunne lave en holdningsændring på det område, så ville man kunne reducere den danske klimabelastning ret væsentligt. Derudover kom Ole Linnet Juul (branchedirektør, Dansk Industri) og Claus Søgaard-Richter (direktør for Landbrug og Fødevarer) også med nogle særdeles konstruktive løsningsforslag, hvilket nok vil have en langt mere effektiv virkning end salens mange restriktive forslag. F.eks. virker der til at være god fornuft i at udtænke måder, hvorpå man kan reducere klimabelastningerne ved produktionen af dyrefoder, da dyrefoder faktisk udgør en ret stor andel af den samlede klimabelastningen på kloden. Og dermed virker det også knapt så væsentligt, hvor klimavenligt de enkelte måltider er. Hvilket faktisk også blev påpeget, da Klemens Kappel (ganske klogt) spurgte i starten af debatten, hvor stor forskel der egentlig er på at indtage et klimavenligt måltid vs. ikke-klimavenligt måltid. Det kunne ingen rigtig svare på og derfor mener jeg også, at man skal være meget varsom med at lovgive på området. Politiske beslutninger skal bygge på viden – ikke på tro eller dogmatisk tankegang. Hvilket også var en af Gjerris argumenter – selvom han dog brugte argumentet i en anden sammenhæng. For det handler jo ikke om, hvilken klimaoverbevisning man har, men om, hvad der er bedst for klimaet. Og her er det også væsentligt at huske på, at den mest klimavenlige løsning - ikke nødvendigvis er det mest dyreetiske eller økonomiske løsning. Derfor er der mange hensyn, som man skal overveje og ingen simple svar – ganske ligesom så meget andet indenfor politik.

Humor - et effektivt masseødelæggelsesvåben mod terrorisme

Det er meget omdiskuteret, hvorvidt man må lave sjov med religion, men der har endnu ikke været de store diskussioner omkring, hvorvidt man må lave sjov med terrorisme. Derfor må man indtil videre antage, at det er helt i orden (så kan man jo altid lære af sine fejltagelser senere). Men umiddelbart så vil jeg også hævde, at humor kan bruges som et ganske effektivt masseødelæggelsesvåben imod enhver form for terrorisme. (Dette hævder jeg på baggrund af Wikipedias danske definition af masseødelæggelsesvåben, som værende en ”betegnelse for ikke-konventionelle våben, der har evnen til at medføre store, ukontrollerbare tab.”) Terrorisme handler ikke så meget om at slå folk ihjel, men mere om at skræmme folk og dermed skabe frygt og angst. Søren Kierkegaard har skelnet imellem angst og frygt ved at sige, at frygt har en genstand, mens angsten er genstandsløs. Terrorisme er på mange måder også genstandsløs, da terrorisme ofte rammer helt tilfældige mennesker uden nogen dybere begrundelse eller formål. Terrorisme har derfor også en meget mere omfattende og ødelæggende effekt på samfundet gennem angsten end gennem frygten for de konkrete ødelæggelser ved et terrorangreb. Derfor mener jeg også, at humor er et glimrende våben imod terrorismens ødelæggende og angstskabende effekt på et samfund. For gennem humor kan man sætte det alvorlige i et nyt perspektiv, hvor det ukendte eller skræmmende bliver gjort til genstand for latter. Dermed gør man det alvorlige og skræmmende til noget konkret og håndgribeligt, hvilket ødelægger ethvert grundlag for angst. Det er også begrundelsen for, at humor kan have en befriende effekt på ethvert alvorligt emne. Så derfor præsenterer jeg hermed endnu et effektivt våben i kampen mod terrorisme: En reklame for den nye dvd The World's Wildest Terrorist Video Bloopers:

Test: Er du psykopat?

Egentlig er ordet psykopat lidt misvisende, da man i dag kalder psykopati for dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse (APD). Men jeg vil bruge ordet, da det er det mest kendte udtryk for fænomenet. Når man (ligesom jeg gør) interesserer sig meget for sociologi og psykologi, så kan man ikke komme udenom fænomenet antisocial personlighedsforstyrrelse eller psykopati. Psykopater virker enormt skræmmende, netop pga. af deres kombination af charme, selvoptagethed, kalkulerende tankegang og mangel på empati og medfølelse med andre mennesker. Testen her bygger på nogle af de mest anerkendte tegn på psykopati eller antisocial personlighedsforstyrrelse. DESVÆRRE så må det også nævnes, at der er udbredt enighed om, at det næsten er umuligt at spotte en psykopat alene gennem adfærdstest, så derfor kan testen kun bruges med begrænset succes på andre mennesker. Men man kan teste sig selv, for at finde ud af, hvor mange psykopatiske træk man selv har eller hvor tæt man er på en diagnose som psykopat eller antisocial personlighedsforstyrrelse. Husk at være ærlig!

Når du kan se, at en anden person er ked af det, så føler du:

1. Sympati og medlidenhed med personen.
2. En vis alvor, da den andens sorg påvirker dig.
3. Ingenting. Det er jo ikke dit problem, at den anden person er ked af det.

Du mener generelt, at løgn er:

1. Forkert under alle omstændigheder og kun skaber mistro.
2. Forkert, selvom man nogle gange må bøje sandheden lidt, for ikke at såre andre mennesker.
3. Et effektivt våben til at få, hvad du vil have og slippe ud af enhver knibe.

Hvis du har begået en fejl, så:

1. Er du villig til at påtage dig din del af ansvaret.
2. Er du villig til at påtage dig din del af ansvaret, men påpeger også samtidig nogle af de andres fejltagelser.
3. Finder du hurtigt på nogle bortforklaringer, så du kan give nogle andre skylden. Du begår slet ikke fejl.

Når det kommer til dit forhold til andre mennesker, så:

1. Har både dine venskaber og parforhold stor betydning for dig.
2. Har kun din partner og dine nære venner betydning for dig.
3. Har du svært ved at fastholde forbindelserne til andre menneske både når det gælder venskaber og parforhold, men generelt betyder det heller ikke så meget for dig.

Hvis du skulle beskrive dig selv, så tænker du generelt:

1. At du er præcis ligesom alle andre.
2. At du er speciel, men det er alle mennesker jo på hver deres måde.
3. At du er meget vigtigere og meget klogere end de fleste andre mennesker.

Hvis nogen korrigerer dig eller fortæller dig, at du tager fejl, så:

1. Tager du det stille og roligt.
2. Bliver du lidt irriteret.
3. Bliver du rasende og udtænker straks en grusom hævn (som du udfører stille og roligt med et skjult smil).

Hvis du lyver, så:

1. Er det tydeligt for enhver, da din dårlige samvittighed straks afslører dig gennem dit kropssprog.
2. Er det kun folk, som kender dig virkelig godt, som kan gennemskue dine løgne.
3. Kan ingen gennemskue det, da din manglende dårlige samvittighed gør, at du ikke umiddelbart udviser nogle tegn på at skulle lyve.

Når du kommer i en situation, hvor du kan mærke, at du er stærkere end andre, så:

1. Tager du straks hensyn til dem, der er svagere end dig.
2. Påvirker det ikke rigtig den måde, som du opfører dig på.
3. Prøver du straks at tage magten og kontrollen over begivenhederne ved at manipulere de pågældende mennesker.

Når det handler om langtidsplanlægning, så:

1. Har du mange langsigtede planer.
2. Har du kun nogle få langsigtede planer, men generelt planlægger du ikke særlig meget.
3. Har du generelt ingen langsigtede planer og handler mest impulsivt.

Hvis du ved et uheld er kommet til at såre et andet menneske og bliver bevist om dette, så:

1. Føler du et vist ansvar, dårlig samvittighed og undskylder med det samme, da det naturligvis ikke var din hensigt at såre den pågældende person.
2. Prøver du på at korrigere din fejltagelse på baggrund af din dårlige samvittighed.
3. Ingenting – enten fordi du ikke lægger mærke til det eller fordi du ikke kan føle ansvar over, at en anden har misforstået dig.

Andre menneskers ulykke:

1. Gør dig ked af det.
2. Er ubehagelig at høre om.
3. Kan godt give dig en vis følelse af glæde.

Når det kommer til risikofyldte beslutninger, så

1. Tager du dem aldrig.
2. Tager du dem kun efter nøje at have overvejet deres konsekvenser for både dig selv og andre.
3. Tager du dem gerne, så længe deres konsekvenser ikke går ud over dig selv.

Dit forhold til dine forældre og andre voksne i din barndom var hovedsagligt:

1. Kærligt og tillidsfuldt.
2. Præget af manglende kærlighed og overfladiske relationer.
3. Præget af ubehagelige oplevelser, manglende kærlighed, stabilitet og tillid.

Generelt er dit syn på sociale normer og forpligtelser:

1. At de er blevet skabt ud fra erkendelsen af, hvordan mennesker kan fungere mest optimalt sammen i et fællesskab, selvom nogle af dem enten er overflødige, forkerte eller uhensigtsmæssige og derfor er det også helt i orden at tilsidesætte nogen af dem nogle gange til alles bedste.
2. At de er blevet skabt ud fra erkendelsen af, hvordan mennesker kan fungere mest optimalt sammen i et fællesskab, selvom nogle af dem enten er overflødige, forkerte eller uhensigtsmæssige og derfor er det også helt i orden at tilsidesætte nogen af dem nogle gange, specielt når det er belejligt for én selv.
3. At de er fuldkommen ligegyldige. Man skal altid bare gøre, som man vil, uden at tænke på nogen andre end sig selv.

Hvis nogen opfører sig på en anden måde end du ønsker, så:

1. Accepterer du det, for man kan jo ikke ændre på andre mennesker.
2. Prøver du på at påvirke deres adfærd ved at påpege konsekvenserne af deres handlinger overfor dem.
3. Prøver du gennem udspekuleret manipulation at få dem til at handle, præcis som du ønsker.

Hvis du hovedsagligt har svaret 1 hele vejen, så virker din empati helt optimalt - måske er du næsten FOR socialiseret? Ligeledes er det også helt normalt, hvis du skiftevis har svaret 1 eller 2 og har nogle enkelte 3ere undervejs (som du måske kan tænke lidt over). Men her skal man naturligvis også overveje, hvorvidt man har snydt eller manipuleret med svarerne undervejs, så man er kommet til at fremstå langt mere social og psykologisk afbalanceret end man i virkeligheden er. De fleste psykopater er nemlig ekstremt dygtige til at manipulere med andre mennesker (og dermed muligvis også sig selv) og derfor er psykopater også næsten umulige at afsløre udelukkende gennem adfærdstests. Hvis du konsekvent har svaret 3 (næsten) hele vejen, så er der ingen tvivl om, at din adfærd i høj grad minder om en psykopats adfærd. Til dig, der vil jeg bare sige tak for at besøge min blog og anbefale dig at besøge blogbot.dk. Her kan du helt sikkert finde en masse andre blogs, som er MEGET mere spændende end min, så god fornøjelse med det.

Guide: 10 effektive måder til at få færre besøgende på sin blog

Mange skriver om, hvordan man kan få flere besøgende på sin blog. Men hvad, hvis man ønsker det modsatte? Et begrænset antal besøgende - grænsende til stort set ingen? Selvom man (som blogger) har gjort sit bedste for, hverken at skrive for spændende, for alment eller for alternativt, så kan man jo alligevel godt ende i den situation, hvor man rent faktisk har fået nogle læsere. For at slippe ud af det dilemma, så kommer her en guide til, hvordan man kan få færre besøgende på sin blog. Den hurtigste løsning er naturligvis bare at slette bloggen. Men det er jo ingen kunst, for det kræver blot tre klik på musen og så er det overstået. Men det er faktisk muligt, at holde sit antal af besøgende nede på et vist niveau, samtidig med at man skriver nye blogindlæg. Her er 10 metoder til, hvordan du ganske effektivt kan holde antallet af besøgende nede på din blog:

10. Skriv på dansk. Så har du allerede elimineret resten af verdens interesse. Tilbage er nu kun de knap 5,5 millioner danskere, hvoraf nogle af dem ikke er på nettet og hvoraf de færreste læser blogs.

9. Lad være med at give læserne mulighed for at komme med kommentarer. Mange mennesker ser en manglende kommentarmulighed som enormt begrænsende og derfor vil de også hurtigt miste interessen for din blog, hvis den ikke har nogen kommentarmulighed. Den bedste løsning er dog, at man har en kommentarmulighed – men at den kun er gjort tilgængelig for et begrænset publikum. Det giver det helt rette indtryk af arrogance og ligegyldighed.

8. Slet de gamle indlæg. Jo flere indlæg, du skriver, jo større bliver risikoen også for, at du får nye besøgende via søgemaskinerne. Så her gælder det virkelig om at se kritisk på sine gamle indlæg. Her kan man med stor fordel slette nogle af de gamle indlæg ud fra følgende overvejelser: hvad er for spændende, hvad er for sjovt, hvad har for stor almen interesse osv. Her kan man helt strategisk slette de mest populære indlæg efter, hvor lavt et besøgsantal man ønsker sig på sin blog. Evt. kan man også overvåge sine besøgende og finde ud af helt præcist, hvad de helst vil læse. Det er dog ikke noget, som jeg bruger på min blog, da jeg går stærkt ind for, at alle (undtagen mig selv naturligvis) har ret til et privatliv på min blog.

7. Vælg regelmæssigt at skrive om nye interesseområder. Hvis du konstant skriver om de samme emner og giver udtryk for de samme holdninger, så risikerer du bare at samle en masse trofaste læsere med præcis de samme holdninger og interesser. Derfor er det enormt vigtigt, at du konstant skriver om nogle nye interesseområder, for derved bliver sandsynligheden også mindre for, at du stadig deler interesser med dine læsere. Derfor vil de konstante emneskift også hurtigt fører til, at dine læsere finder andre blogs med en mere konsekvent og retlinet skrivestil indenfor netop deres interesseområde.

6. Hold regelmæssigt nogle meget lange pauser, hvor du ikke skriver nogen blogindlæg. De lange pauser vil lynhurtigt betyde, at du mister en masse læsere. Bloglæsere kræver et vist flow i skriveproduktionen og stopper den, så finder de hurtigt nye og mere produktive blogs.

5. Kom ofte med kritiske og sarkastiske kommentarer om helt almene ting. På den måde kan du være helt sikker på, at mange af dine besøgende vil blive så fornærmede, at de dropper din blog.

4. Skriv om emner, som du ikke tror, at nogen andre gider læse om (altså ud over dig selv).

3. Vær ekstrem. Giv regelmæssigt udtryk for nogle ekstreme, absurde eller inkonsekvente holdninger - det vil få selv de mest trofaste bloglæsere til at søge nye græsgange. Husk at være rabiat på flere forskellige områder, for ellers risikerer du bare, at du tiltrækker nogle bestemte rabiate læsere.

2. Lad være med at få nogen til at linke til din blog. Selv det mindste lille uskyldige link kan hurtigt føre til rigtig mange besøgende.

1. Lad være med at fortælle nogen, som du kender i virkeligheden, at du har en blog. Det er den absolut hurtigste måde, hvorpå du kan få besøgstallet meget højt op og samtidig blive berømt i HELE din omgangskreds. Når du først har fortalt en enkelt person om din blog, så kender alle den lynhurtigt. Rygtet går vist nogenlunde lige så hurtigt, som lysets hastighed. Før du ved af det, så læser både din første kæreste, skolekammeraterne, gamle bekendte, din mor, din farmor, fjerne slægtninge, tidligere kollegaer, din gamle skolelærer, din chef osv. også med på din blog. Og bare rolig, de skal nok være så venlige at fortælle dig om det, når du allermindst venter det og når du allermindst vil høre om det. Hvis du troede, at en samtale med en tidligere/nuværende bekendt kunne være akavet, så bare vent til de har gjort dig opmærksom på noget, som du skrev om i et tidligere indlæg. Og når dine bekendte først kender til din blog, så er det lidt ligesom med flyverust, uanset hvad du gør, så bliver de ved med at komme tilbage.

10 gode argumenter for at slette sin blog

10. Det er enormt let at slette sin blog. Det kræver bare et par klik på musen og så er din blog væk for evigt. Nej, måske er den ikke helt væk. Og måske heller ikke for evigt. For Google har et smart søgesystem som kan gemme (dele af) dine filer og kommentarer til evig tid. Smart, ikke?

9. Du kan bruge din tid meget mere effektivt i virkeligheden - frem for på nettet. Virkeligheden udenfor nettet er meget mere givende. Her giver de fleste mennesker næsten helt automatisk en masse positive oplevelser, positiv feedback og her er det også meget lettere at skabe nogle gode sociale relationer end på nettet.

8. Det er meget mere høfligt at lukke ens blog officielt. End bare at stoppe med at skrive nye blogindlæg og lade ens bloglæsere erkende dette faktum med tiden.

7. Du skal aldrig mere overveje, hvorvidt nogen ved mere om dig, end man normalt ved om fremmede mennesker. For når du har en blog, så kan folk også helt automatisk vide en masse om dig, uden at du selv er bevidst om dette. Og dette faktum kan i sig selv skabe en masse mærkelige situationer med både mennesker som du kender (på et overfladisk plan) og helt fremmede mennesker. Disse situationer kan du let undgå, hvis du bare sletter din blog.

6. Bidrager din blog overhovedet med noget nyt? Negative spørgsmål er enormt effektive til at fremprovokere den helt rette form for utilfredshed med din blog, ja faktisk med, hvad som helst. Jo mere, du reflekterer over indholdet af din blog, jo mere ligegyldig og intetsigende virker det også. Hvis du virkelig tænker længe over diverse negative spørgsmål, så vil du nok også i sidste ende komme frem til den konklusion, at du lige så godt bare kan slette bloggen. For den bidrager jo alligevel ikke med noget som helst, som andre ikke allerede har tænkt, sagt eller skrevet.

5. Når du har slettet din blog, så er der ikke længere nogen konsekvenser ved at skrive kommentarer på andres blogs. Du kan skrive præcis, hvad du vil, for de kan alligevel ikke længere kontakte dig eller skrive nogle kommentarer på din blog. Her er det naturligvis smart ikke at blive venner med de andre bloggere over Facebook, for dermed har du naturligvis ødelagt enhver form for anonymitet.

4. Ingen blog lever for evigt, så derfor kan du lige så godt slette den med det samme. Forleden fandt jeg en blog med det pudsige navn Hvem sagde mærkelig?. Den virkede enormt spændende, men som jeg klikkede rundt på dens indhold, så gik det op for mig, at der var noget galt. Til sidst viste det sig, at bloggen var død. Hvilken tragisk og sørgelig konstatering. Men denne ubehagelige oplevelse satte naturligvis også en masse tanker i gang omkring min egen blogs mortalitet. Lever blogs ikke for evigt? Dør min egen blog også en dag? Hvad sker der egentlig med ens blog efter at den er død? Det sidste spørgsmål havde jeg egentlig fået svar på, men det virker stadig som et relevant spørgsmål at stille sig selv.

3. Skabe en bedre verden med færre negative kommentarer. Mange mennesker har øjensynlig ikke andet at lave end at surfe rundt på nettet og skrive negative kommentarer på andres blogs. Hvad de selv får ud af dette er stadig uvist, men hvis du sletter din blog, så har de i hvert fald et sted mindre at skrive deres negative kommentarer.

2. Så undgår du de negative kommentarer, som følger med, når man har en blog. Generelt har jeg faktisk ikke fået nogen negative kommentarer, altså ud over dem, som jeg selv har fremprovokeret hos venner og bekendte. Men jeg har dog alligevel fået en grov kommentar, hvor en person påpegede det hensigtsmæssige i, at jeg har en vis form for anonymitet på min blog, når jeg engang skal ud og finde mig et (andet?) job. Altså mente personen øjensynlig, at min blog generelt er sådan en dårlig reklame for mig selv, at det er bedre for min fremtidige jobsøgning, at jeg er anonym. Jeg har fundet et billede, som godt nok er med Myspace, men det illustrerer alligevel meget godt tankegangen bag den pågældende kommentar.


1. Folk er alligevel fuldkommen ligeglade med dine holdninger, dit liv og dine indlæg. Ja, så kan man vist ikke tænke meget mere negativt. Men det er naturligvis et meget effektivt argument. Netop, fordi det rammer alle blogs uanset indhold og fungere ved at fjerne enhver form for mening ved at skrive noget. Og ligegyldighed er jo netop modsætningen til mening. Og når noget ikke giver mening, så fjerner det også automatisk enhver motivation for at gøre det. Og dermed har man også fjernet enhver motivation for at skrive et blogindlæg. Hvilket gør argumentet virkelig effektivt - hvis man altså ikke lige reflekterer nærmere over argumentets indhold.

Hvis du efter, at have læst de ti argumenter for at slette ens blog, stadig ikke har lyst til at slette din blog, så er det måske alligevel muligt, at nogle blogs varer for evigt. Eller i hvert indtil du dør. Eller måske længere, hvis du er religiøs. Eller indtil, at du bare bliver træt af den. Eller skifter radikalt mening omkring nogle af de principper du skabte bloggen ud fra. Et fantastisk eksempel på, at man rent faktisk godt kan beholde sin blog, selvom man skifter radikalt mening omkring bloggens emne kan ses her. (Specielt finder jeg den gamle overskrift med mottoet veganerbloggen med god ko karma humoristisk i forhold til hendes eget nye ønske om at kunne lave blodpølse.) Så måske findes der alligevel ingen fundamentalt gode begrundelser for at lukke ens blog - altså ud over ens egne ønsker og graden af ens motivation.

Top 10 over erhvervslivets fordomme om humanister

Der er alt for mange arbejdsløse humanister og hvorfor er der egentlig det? Det findes der helt sikkert mange forskellige forklaringer på, men mon ikke en af dem kunne være fordomme? Her findes der naturligvis ingen lette løsninger, men en vis bevidsthed omkring erhvervslivets fordomme om humanister kunne måske afhjælpe problemet. Bevidsthed om fordomme er jo en af de bedste måder, hvorpå man kan bekæmpe fordomme. Derfor kommer der her en samlet liste over nogle af erhvervslivets fordomme omkring humanister til enhver studerende på humaniora. Det er fordomme, som jeg enten selv har hørt i erhvervslivet (dog ikke nødvendigvis rettet mod mig selv) fra andre humanister i erhvervslivet og generelt fra folk, som jeg ellers kender i erhvervslivet. Der findes sikkert også mange andre fordomme, men her er nogle af dem, som jeg har hørt flest gange.

10. Manglende evne til at arbejde selvstændigt eller sammen med andre. Afhængig af din uddannelses struktur, så mangler du enten den ene eller den anden kompetence. Enten kan du ikke arbejde selvstændigt dvs. løse dine arbejdsopgaver alene og tage selvstændige beslutninger og initiativer. Eller også kan du ikke samarbejde med andre mennesker dvs. arbejde under andres ledelse og give/modtage feedback. Der er nogen som ligefrem hævder, at humanister ikke evner at samarbejde med andre faggrupper og at der dermed kunne være tale om en vis form for studieracisme blandt humanisterne.

9. De tror selv, at de ved det hele om erhvervslivet, men ved forbløffende lidt. Mange hævder, at humanister tror, at de ved alt omkring erhvervslivet og hvordan det fungerer – uden nogensinde at have været en del af det. Her går anklagen hovedsageligt på, at humanisterne muligvis har en vis teoretisk viden omkring området, men da denne viden sjældent er baseret på samfundsmæssig, erhvervsfaglig eller økonomisk viden (men mere sociale og litterære aspekter) så hænger deres viden kun sjældent sammen med, hvordan erhvervslivet fungerer i praksis.

8. Dovne og uansvarlige. Her går fordommen meget på, at man mener, at humanister er blevet for vant til ikke at lave noget og dermed er blevet dovne. Mange mener direkte, at uddannelsen har gjort humanisterne vant til at sove længe og slappe af. Derfor går bekymringen ofte på, hvorvidt en humanist overhovedet vil kunne møde til tiden, arbejde effektivt og overholde sine deadlines.

7. Manglende kreativitet. Pga. for meget skoling, så er enhver form for kreativ sans forsvundet. Og derfor egner de sig heller ikke til at udvikle nogle nye produkter eller udtænke nye løsningsforslag. Her kunne man evt. også nævne en manglende kreativitet i forhold til, hvordan man kan omsætte sin viden fra universitetet til erhvervsfaglige kompetencer.

6. Manglende evner indenfor ledelse. Humanister har ingen erfaring med, hvordan man planlægger, tilrettelægger og udfører større projekter sammen med andre mennesker. De har heller ikke nogen erfaring med, hvordan man kan motivere eller lede andre mennesker. Spørgsmålet er så, om man reelt kan forvente det af en nyuddannet - uanset hvilken uddannelse vedkommende så ellers har taget?

5. Mangler basale IT kundskaber. Det her punkt har jeg godt nok lidt svært ved at forstå, men jeg må jo nævne det, når jeg har hørt det. Der findes øjensynlig flere humanister, som mangler generelle kundskaber indenfor IT med basis værktøjer som Windows, PowerPoint, Excel og Word. Hvordan det så er lykkes dem at tage en universitetsuddannelse uden disse kundskaber, ja, det må jo stå hen i det uvisse.

4. De kræver en ekstrem høj løn til at begynde med. Det afhænger naturligvis af, hvad man mener med en høj løn. Men generelt er det sådan i erhvervslivet, at man ikke begynder i chefrollen og med en matchende chefløn - bare fordi man har gået på universitetet. Nej, man begynder i den rolle som matcher ens erhvervsfaglige kompetencer og dermed får man også den passende løn til lige netop det job. Nogle humanister er så heldige, at de får et godt job med en god løn med det samme. (Men dette skyldes ofte, at de har udviklet nogle erhvervsmæssige kompetencer under studiet eller at de bare kendte de rigtige mennesker.) Men langt de fleste mennesker arbejder sig op i hierarkiet, for sådan fungerer virkeligheden og den er jo som bekendt ikke nogen drømmeverden.

3. Manglende overensstemmelse mellem faglige kvalifikationer/kompetencer / projekter og erhvervslivet. Her mener erhvervslivet, at humanister tit specialiserer sig eller udvikler nogle faglige kompetencer på universitetet, som man ikke kan bruge i erhvervslivet. Altså bør man være lidt opmærksom på, hvorvidt ens interesseområder og større afhandlinger for ensidigt fokuserer på et emne, som måske ikke har så meget erhvervsfaglig relevans. For hvis man gerne vil fremtidssikre sine studier og gøre sin uddannelse mere erhvervsfaglig, så er det vigtigt at tænke frem. Hvordan kan jeg senere bruge mine universitetskompetencer i erhvervslivet? Hvilke af mine faglige interesseområder (og de medfølgende faglige kompetencer på disse områder) vil jeg bedst kunne bruge i erhvervslivet? Her kan man så lidt kritisk sortere de mindst erhvervsrelevante fra og gemme dem til et privat studie.

2. Manglende fleksibilitet og arrogance. Her mener erhvervslivet tit, at humanister er for fine til at arbejde i erhvervslivets virkelighed. Altså vil humanister kun arbejde indenfor et meget snævert fagligt område og dermed bliver de også hurtigt umulige at bruge i en hverdag, som byder på vidt forskellige udfordringer.

1. Har ingen praktisk erfaring med erhvervslivet eller arbejdsmarkedet. Her er der kun en ting at sige – få et studiejob. Erhvervslivet vil meget hellere høre, at du har arbejdet i en børnehave, Bilka og H&M - end at du ikke har haft noget studiejob. En universitetsuddannelse indenfor humanioria er på ingen måde en garanti for, at du automatisk får et job – med mindre du bliver ansat på universitetet. At komme med ens uddannelsespapirer uden nogen form for joberfaring er det samme som at bekræfte erhvervslivets fordomme. Og dermed vil du også automatisk blive konfronteret med alverdens fordomme om dovenskab, manglende stabilitet osv. - uanset hvor gode dine papirer og karakterer så ellers er. Derfor er det enormt vigtigt at få et studiejob - så kan du altid hen af vejen prøve på at få et bedre og mere studierelevant job. Der er også rigtig mange topledere og direktørere som i sin tid er begyndt som fabriksmedarbejdere og ekspedienter, for det giver nemlig en rigtig god forståelse af, hvordan erhvervslivet fungerer både på godt og ondt.

Det vigtigste aspekt ved at være opmærksom på erhvervslivets fordomme, er naturligvis, at man som humanist ikke bekræfter deres fordomme - hvis man altså vil have et job.

Test: Hvor afhængig er du af internettet?

Nye undersøgelser viser, at et stigende antal mennesker bliver afhængige af internettet. De nye undersøgelser viser også, at mange mennesker i stigende grad ikke kan undvære internettet i længere tid af gangen (flere dage i træk) og at deres høje internetforbrug ofte går ud over deres relationer til deres venner og familie. Det mest bekymrende, ifølge forskerne, er det stigende antal af personer som forsøger at skjule deres høje internetforbrug. (Hvor de f.eks. prøver at skjule det faktum, at de konstant tjekker deres mails, skriver blogindlæg eller ser på deres yndlings internetsider.) For at imødegå dette stigende problem og en eventuel manglende bevidsthed om problemet, så kommer her en helt uofficiel test af, hvor afhængig man er af internettet.

Hvor mange e-mailadresser har du?
1. En. (Hvad skulle man dog bruge mere end en til?)
2. To eller tre. (Man har jo forskellige mails til ens forskellige formål.)
3. Vent lidt, jeg skal lige tælle dem på min liste.

Hvor mange forskellige pc’er bruger du i løbet af en dag?
1. En, to eller tre. (Hvis man både tæller dem med til personligt brug og på jobbet.)
2. Fire eller fem. (Lidt forandring skader jo aldrig.)
3. Aner det ikke. (Jeg tæller jo heller ikke, hvor tit mit hjerte slår.)

Hvor mange timer bruger du om dagen på en pc?
1. Mindre end en time. (For jeg tjekkede da min mail for et par uger siden.)
2. Mellem 1 og 7 timer. (Jeg skulle jo nødig gå glip af noget.)
3. Over syv timer. (Det er måske lettere bare at tælle, hvor mange timer jeg ikke bruger på en pc.)

Hvad spiser du foran din pc?
1. Intet.
2. Jeg spiser lidt snacks.
3. Alt. (Hvor skulle man ellers indtage sine måltider?)

Hvor mange vinduer har du for det meste åbent på en gang?
1. Hvad har mine vinduer at gøre med mit internetforbrug?
2. En eller to.
3. Tre eller mere. (Det er da spild af tid kun at have et vindue åbent af gangen, når man kan gøre flere ting på en gang, som f.eks. at blogge, sende tekstbeskeder, tage en test, downloade noget, se en film og gamble samtidig.)

Hvad er der af rod omkring din pc?
1. Intet.
2. En kop.
3. Nogle tallerkener med madrester, kopper, glas, tomme plastikposer og et lig af et tidligere (nu afdødt) kæledyr.

Hvor mange venner har du, som du KUN kender over internettet (i forhold til virkeligheden udenfor internettet)?
1. Hvordan kan man have et venskab der KUN foregår over internettet?
2. Nogle stykker.
3. Hvad er forskellen mellem internettet og virkeligheden?

Mine indkøb foretager jeg hovedsagelig:
1. I den nærmeste relevante butik.
2. For det meste i butikkerne, men også nogle gange over nettet.
3. På nettet (For så skal jeg ikke forlade pc’en i længere tid end højest nødvendigt.)

Hvor stort et antal af passwords, brugernavne, blogs, blogrolls og forums har du eller er du medlem af?
1. Hvad er en blogroll og hvad skulle man bruge mere end et brugernavn til?
2. 2 - 4.
3. Jeg slår det lige op i mit arkiv.

En dag uden internet lyder for dig, ligesom?
1. En normal dag.
2. En kedelig dag.
3. Et liv uden mening.

Hvorfor tog du den her test?
1. Jeg ville vide, hvad der betegner en person som er meget afhængig af internettet.
2. Min omgangskreds mente, at jeg burde tage den, men jeg har stadig ikke helt forstået, hvorfor?
3. Jeg har efterhånden prøvet alt på nettet to gange, så hvorfor skulle jeg så ikke også tage den her test?

Har du taget testen? Ja, så er du nok afhængig i en vis grad, for ellers ville du jo bare have klikket videre, medmindre du altså virkelig har svaret 1 i det sidste spørgsmål. Men det burde naturligvis være ganske tydeligt, hvilke svar der betyder hvad. Hvis du kun har svaret 3 hele vejen, så er du vist ret afhængig af både din pc og internettet. Mit råd til dig er her, at det vist er på tide at komme lidt væk fra skærmen. Du bliver muligvis nød til at begynde med en vis aftrapning, da sollys kan virke meget overvældende på dine øjne. Ligeledes er din motorik muligvis heller ikke så god, så pas på, når du bevæger dig væk fra din pc. Men bare rolig verden udenfor internettet er faktisk slet ikke så tosset, den er faktisk fyldt med masser af gode oplevelser, selvom det sjældent går lige så hurtigt eller effektivt som på internettet.