Om det at være nærværende vs. det at være på de sociale medier

Jeg vil rigtig gerne anbefale alle at se Prince Eas video ”Can We Auto-Correct Humanity?” - selvom det egentlig går imod Prince Eas pointe. Efter at have læst nogle af kommentarerne til videoen, så må jeg hellere begynde med understrege, at det selvfølgelig er fantastisk, at man har mulighed for at holde kontakten med familie og venner på den anden side af kloden vha. videosamtaler og snapchat osv. Og at man har mulighed for at møde og lære nye mennesker at kende, som man ellers aldrig ville have mødt uden de sociale medier. Der er slet ingen tvivl om, at mulighederne er fantastiske . Problemet er derfor ikke i sig selv de sociale medier - men mere, hvordan nogle mennesker vælger at bruge de muligheder. Eller rettere sagt misbruge dem. Jeg mener ganske ligesom Prince Ea, at de sociale medier begynder at være et problem, når man begynder at tilsidesætte det reelle sociale samvær og nærvær med andre mennesker til fordel for det virtuelle og distancerede sociale samvær. De sociale medier kan også komme til at udgøre et problem for det reelle sociale samvær, hvis man aldrig rigtig er nærværende og konstant skal tjekke sin telefon eller iPad. Man kan kun være mentalt til stede et sted af gangen. Jeg finder det også enormt tragikomisk hver gang, at jeg ser et ungt par på en restaurant, der har en romantisk (?) middag for to, mens de begge sidder helt optaget af hver deres iPhone. Hvor de tydeligvis er på et socialt medie, sms’er eller noget helt tredje. Er det romantisk, hvis man tager billeder af daten og lægger dem på et socialt medie med det samme? Hvis man svarer på kommentarerne til billedet og hele tiden tjekker, hvor mange likes man har fået? Det syntes jeg ikke. Hvor blev der af inderligheden og hengivelsen til det andet menneske og øjeblikket? Jeg er 100 % enig med Prince Ea i, at det er et voksende problem i det moderne samfund; at man bytter nærværet ud med det overfladiske og aldrig rigtig er nærværende nogen steder, fordi man konstant kommunikerer med andre mennesker.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke med stor bekymring på, hvordan det skal gå det unge par på restauranten, når de engang får børn. Får de børn mon den udelte og tryghedsskabende opmærksomhed, som børn så inderligt har behov for? Eller skal børnene vokse op med to forældre, der aldrig rigtig er til stede - selv når de sidder lige ved siden af barnet - fordi de LIGE skal dele et billede, lige ”like” en venindes billede eller lige skrive en kommentar om, hvor dejligt det er at få børn. Det antager jeg sådan set allerede må være et problem, som sundhedsplejerskerne forhåbentlig også har fokus på. I stedet for at nyde øjeblikket, så bliver livet gjort til en lang reportage, hvor man skal iscenesætte ens eget liv for at opnå flest mulige likes og venner. Jeg mener, at der må være tale om en form for afhængighed, når man ikke længere tillægger øjeblikket eller nærværet med andre mennesker nogen værdi eller gør det til en sekundær værdi. Det er en trist og tragisk udvikling.

Jeg kan sagtens se det positive og underholdende ved de sociale medier, som jeg jo også selv bruger. Jeg mener bare ikke, at det hverken kan eller skal erstatte det direkte menneskelige samvær og nærvær. Det er positivt, at man kan dele ens oplevelser med andre mennesker. Billeder er en god måde at huske et sjovt eller særligt øjeblik, men man behøver ikke hele tiden at dokumentere ens liv eller tage billeder af alt, for så ender det med at selve dokumentationen og det at tage billeder bliver livets primære formål. Dokumentationen kan måske i en eller anden grad ses som et forsøg på at fastholde et flygtigt punkt i tiden. Men problemet er, at man dermed jo går glip af øjeblikket i øjeblikket. Jeg kan huske engang, da jeg var barn, da sagde min far efter en ferie i USA, at han kun havde set ferien igennem videokammeraet. På den næste ferie blev der ikke filmet nær så meget. Det problem har nu bredt sig til resten af livet, hvor livet primært opleves gennem andres menneskers øjne, kommentarer og likes. Men livet skal jo leves her og nu - uafhængigt af, hvad alle andre mennesker tænker og mener. For det er jo netop ens eget liv. Det eneste liv man har. Og pointen med øjeblikket må vel netop være at nyde det i øjeblikket. At nyde øjeblikket, mens man har det og mens man har i den andens eller andres nærvær.

Om sammenhængen mellem følelser og selverkendelse

Jeg har altid ment, at selverkendelse er en af de vigtigste ting, der findes. Det implicerer, at man evner at være 100 % ærlig overfor sig selv og tør se på sine svage sider. For hvis man ikke tør se på sine svage sider, så er det umuligt at arbejde med dem. Hvis man ikke evner at gennemskue sig selv, så ved man dybest set heller ikke, hvorfor man handler, som man gør. Man handler i blinde. Derudover kan man også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man egentlig nogensinde er ærlig, hvis man ikke engang kan være ærlig overfor sig selv? Det undrer mig virkelig meget, når jeg møder et menneske, som tydeligvis ikke er i kontakt med sig selv. Ganske ofte prøver de selv at se deres manglende selverkendelse som en styrke. Men hvori skulle denne styrke bestå? Jeg mener, at der er en enorm styrke og frihed i, at man evner konstant at være i kontakt med sine følelser og kunne give udtryk for dem, når man finder det nødvendigt. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen styrke i at gemme sine følelser eller fremstå overfladisk og ligegyldig. Som om at det på nogen måde skulle være et tegn for styrke. Tværtimod. Det er et svagt menneske, der ikke evner at være i kontakt med eller give udtryk for sine følelser. Jo mindre selverkendelse man har, jo mindre kontrol har man også over sig selv. Man kan heller ikke undertrykke følelser over længere tid af gangen. De vil på et eller andet tidspunkt komme op til overfladen og hvis man nægter at erkende deres eksistens, så kan de meget let overvælde en. Dermed kan ens følelser også hurtigt få en til at begå irrationelle handlinger eller sige ting, som man senere fortryder. Derfor bør man heller ikke se ens følelser som en modstander, som skal overrumples og kontrolleres. Følelser er ikke noget, som skal undertrykkes - de skal erkendes. For når man er i kontakt med sig selv og sine følelser, så er det også meget lettere at handle rationelt i overensstemmelse med sig selv og sine følelser. Uden kontakt til sine egne følelser, der kan livet også meget hurtigt virke farveløst og meningsløst. Og det er ikke mærkeligt, for der er aldrig nogen som er blevet lykkelige af at undertrykke deres følelser. Det fører til et fattigt liv.

Hvordan bliver man det, som man er? Kunne man spørge med nietzscheansk formulering. Det gør man ved at være sig selv. Som den kære Søren Kierkegaard formulerer det i et af mine yndlingscitater: ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det.” For der findes ikke nogen penge eller titler i verden, som kan gøre et menneske lykkeligt. Det kan kun andre mennesker og vores følelser for dem. Og det er netop her, hvor selverkendelse og selvforståelse spiller en enorm vigtig rolle. Man opnår ikke nogen selverkendelse ved konstant at spille maskerade. For der skjuler man jo netop, hvem man er. Ikke bare overfor omverden, men også overfor sig selv. For jo mere maskerade man spiller, jo mere vil maskeraden også påvirke ens egen selvforståelse. Derfor kan det være farligt at spille maskerade over længere tid. For hver gang man skjuler en lille del af sig selv, så træder man også et skridt væk fra ens autentiske selv. Man tager afstand fra sig selv. Det betyder naturligvis ikke, at det altid er hensigtsmæssigt at sige alt, hvad man tænker eller føler. Men det er meget lettere at handle rationelt med sine følelser, når man gør det i fuld bevidsthed omkring sine følelser og forstår, hvorfor man føler, som man gør. Man bør aldrig gå på kompromis med sig selv eller sine følelser. Følelser giver nemlig én en meget vigtig information omkring, hvordan man har det psykologisk. Hvis man føler sig ked af det, så er det et tegn på, at der er noget galt med ens liv. At man må ændre noget. Præcis ligesom, når man føler smerte, hvis man f.eks. har brækket armen. Det er et tegn på, at man må have gjort noget ved problemet. Ingen rationelle mennesker ville forsætte deres liv, hvis deres arm gjorte meget ondt. De ville straks gå til lægen eller tage på skadestuen. Mærkeligt nok, så gælder denne rationelle tankegang ikke altid i samme omfang for de psykologiske problemer. Men ganske ligesom, at man ikke kan gå et brækket ben væk, så går følelserne heller ikke bare væk af sig selv, hvis man ignorer eller vælger at overse dem længe nok. Hvis man føler sig ked af det, så er det udtryk for, at der er noget galt. Og derfor må man overveje, hvorledes at man kunne få det bedre. Man må overveje ens liv på ny og udtænke en plan for, hvordan man kunne blive en mere glad eller lykkelig person. Følelser er skabt for at hjælpe mennesket frem mod et lykkeligt liv og derfor kan man heller ikke bare ignorere følelserne - uden at det får (ironisk nok) store psykologiske problemer.

Om ligegyldighed og engagement på universitetet

Jeg har før skrevet om emnet i mit blogindlæg Om venlighed og følelser på universitetet. Men nu skriver jeg om det igen. For jeg har lige hørt nogle nye beretninger om, hvorfor nogle af mine tidligere medstuderende droppet ud af universitetet. Og ærlig talt, så gør det mig ret trist. Både på deres egne vegne, men også delvis fordi jeg frygter, at jeg måske selv kunne have gjort noget mere. Men hvordan skal man hjælpe folk, når de ikke selv giver udtryk for det på nogen måde? Man kan jo ikke bare antage, at folk har det dårligt eller har brug for en ven! Og pludselig så er de bare droppet ud. De siger altid det samme, når de forklarer, hvorfor de droppede ud. At de aldrig følte sig tilpas på universitetet og at de ikke fik etableret nok sociale bånd og derfor følte, at universitet bare var et overfladisk og ensomt sted. Det mærkelige er bare, at de altid tror, at jeg på en eller anden måde har det anderledes med universitetet end dem. Alene ud fra det faktum, at jeg ikke selv er droppet ud af universitetet. (Og muligvis fordi jeg har et højt humør.) Det har jeg naturligvis også, men ikke i den grad som de selv antager. For jeg har også oplevet den samme form for gennemført overfladiskhed masser af gange. Og jeg hader det. Den første oplevelse, som jeg kan huske på universitetet var i mit første semester, hvor en pige fra en ældre årgang til en fest helt åbenlyst erklæret, at hun ville begå selvmord. Det gjorte et enormt stort indtryk på mig. Både hendes offentlige erklæring og hvad der fulgte bagefter - nemlig intet. Her gik det virkelig op for mig, hvor ligeglade mennesker kan være med hinanden. Her lærte jeg (endnu en gang den værdifulde lektion) at man i sidste ende ikke kan regne med andre end én selv. Så hvis man møder nogle mennesker undervejs, som ikke er fuldkommen ligeglade med én, så skal man være virkelig taknemlig.

Og måske er det netop her, hvor jeg adskiller mig (fra dem som droppede ud). Jeg har bare været heldig. Heldig at møde en masse fantastiske mennesker, som har hjulpet mig undervejs i mit studie på mange forskellige måder. (Det tragiske er jo netop, at jeg nok ikke er mere kvalificeret end mange af dem som droppede ud.) Men rigtig mange mennesker har hjulpet mig til at komme igennem mit studie. Ud over naturligvis venner, familie, kæreste, medstuderende, så har flere på universitetet faktisk også hjulpet mig. Selvom de nok ikke engang selv er klar over dette. En af dem på universitetet, som har gjort det største indtryk på mig, er en af mine tidligere undervisere. Allerede fra den første time i mit første semester prøvede hun på, at engagere og motivere mig (og mange af dem, som siden er blevet færdige) til at arrangere diverse sociale aktiviteter. Dengang forstod vi vist ikke helt, hvorfor hun var så ivrig for at arrangere sociale arrangementer - men det har jeg forstået siden. Jeg husker stadig en samtale, som vi engang havde efter en fest kl. 2 om natten, hvor vi sammen med nogle andre studerende ventede på en taxi. Jeg havde vist fået lidt alkohol, så hun hørte vist en del ærlig snak, men det har jeg heldigvis aldrig hørt om siden - heller ikke fra andre. Hun fandt det vist også ret morsomt. Jeg mødte hende faktisk også tilfældigt på en station for et halvt år siden, hvor vi fulgtes af sted. Hun kunne også godt huske mig. Hvilket i sig selv er en ære - for jeg har nok næppe gjort det samme indtryk på hende, som hun har gjort på mig. Men det var ret sjovt at tale med hende - netop fordi vi talte om miljøet på studiet og universitetet. Men jeg glemmer aldrig det sociale engagement, som hun viste os dengang. Det var virkelig fantastisk og gjorte også virkelig en stor forskel for os studerende. Hun vil altid være et billede på, at der rent faktisk var nogen på universitetet, som ikke bare var ligeglade med de studerende og som tog ansvar for andet end bare undervisningen. Men vigtigst af alt vil jeg altid huske hende, som en person som turde satse sig selv og engagere sig i andre mennesker. Hvilket der klart er brug for mere af i denne verden.

Personlighed er alt

Efter at have oprettet min egen profil på Facebook, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?

Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.

Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.

Danskerne er kolde, reserverede, uimødekommende og ugæstfri

Sådan lød dommen over danskerne i går fra den højtuddannede og velformulerede udenlandske arbejdskraft i Danmark i DR1s program Penge Magasinet (som man kan se her). Ifølge de adspurgte udlændinge (som både bor og arbejder i Danmark) så rækker den danske umiddelbare gæstfrihed og imødekommenhed kun til max. at vise, hvordan kopimaskinen virker. En amerikaner bemærker ligefrem, at danskerne i starten hverken vil smile eller hilse. Generelt er det øjensynlig så svært for udlændingene at forstå os danskere og begå sig iblandt os, at flere og flere firmaer opstår med netop dette problem for øje. Derfor følger man i programmet også, hvordan et kursus (med navnet Danes Today) hos Living Institute skal forberede de stakkels udlændinge på den barske sociale virkelighed i Danmark, hvor vi f.eks. er for generte til at kysse hinanden på kinderne. Generelt er problemet øjensynligt så stort, at et andet nyt firma Life in Denmark nu også ligefrem vil tilbyde en 24 timer hotline. Det endelige bevis for danskernes manglende interesse og ligegyldighed overfor udlændingene er, da programmet også viser, at problemet findes på Danmarks førende arbejdsplads Microsoft. Her har udlændingene heller ikke nogen danske venner, selvom at arbejdssproget rent faktisk er engelsk og dermed ikke burde være nogen forhindring. Det endelige fældende bevis er en undersøgelse som viser, at kun 14 % af udlændingene mener, at danskerne er åbne og inviterende, mens hele 43 % mener det modsatte.

Det var noget af en opsang. De adspurgte danskere i programmet hævder ellers, at danskerne generelt er både venlige, åbne og gode til at tage imod. En person siger ligefrem, at en fremmed er en ven, som man endnu ikke kender. Men noget tyder på, at danskerne generelt ikke ønsker at lære nogle nye venner at kende. Det minder mig en del om min gymnasietid, hvor vi faktisk også havde en del exchangestudents, men dem var der nu heller ikke den store interesse for. Hvis man spurgte folk, så gav de tit den undskyldning, at de ikke gad at tale engelsk eller at tage sig tid til at tale dansk (i et niveau som de kunne følge og give de eventuelle forklaringer osv.) Det undrede mig meget, for det forekom ikke mig at være det store problem, hvis man altså bare GAD at bruge sin energi og tid på det. Men sprogbarrierer er nok heller ikke den rette forklaring (som de også fremhæver i programmet). Nej, det er nok mere en dårlig undskyldning. For vi havde også en meget intelligent japansk pige som exchangestudent og hun formåede faktisk, at lære at tale flydende (og ja, jeg mener flydende) dansk på 3 måneder. Men det flydende dansk førte nu ikke til, at hun fik flere danske venner. Og det forstår jeg simpelthen ikke! Hvorfor er det ikke MEGA spændende, at få muligheden for at lære en person at kende fra et helt andet kontinent, kultur eller land? Jeg spørg bare, for jeg forstår det ikke. Danskerne har så travlt med kritiserer den manglende åbenhed og tolerance i samfundet, men åbenhed og tolerance handler jo om mere end bare forståelse - det handler også om interesse. Men når det kommer til stykket, så rækker humanismen for det meste ikke længere end til tomme ord. Der er generelt ikke nogen særlig stor interesse for det ukendte eller fremmede. Min japanske veninde er et af de sødeste mennesker, som jeg nogensinde har kendt og vi skrev også sammen i flere år efter hun tog hjem - på dansk! Jeg lærte meget af hende og jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke kan se disse muligheder! I Penge Magasinet udtaler en meget smilende og sympatisk udseende irakisk mand, at han glæder sig meget til at få nogle danske venner. Jeg sidder allerede med en meget ubehagelig fornemmelse af, at hans smil meget snart blegner, når virkeligheden går op for ham. Og hvor er det egentlig ærgerligt. Man får jo næsten lyst til selv at gribe nærmeste telefon og spørge, om han har lyst til at se KBH’s seværdigheder. Manden har jo tydeligvis masser at byde på, men jeg har set det masser af gange før - det gør ikke nødvendigvis nogen forskel. For det er slet ikke det, som det handler om. Nej, det handler om at danskerne (eller mange danskere) generelt har en frygt overfor det fremmede. Altså ikke bare udlændinge, for det handler ikke nødvendigvis om racisme eller fordomme. Nej, det er en generel frygt overfor det ukendte, det fremmede og måske i sidste ende også overfor nærhed og det menneskelige. Vi har lært hinanden (danskerne indbyrdes) at omgås på en bestemt måde med vis form for distance og reservation. I programmet bliver vi kaldt direkte kolde og uimødekommende. (Jeg har omtalt dette før i min artikel Åbenhed overfor fremmede mennesker). Men hvordan skal man så egentlig møde nye mennesker eller venner? Måske er dette en af forklaringerne på, hvorfor flere og flere danskere bor alene. De kan simpelthen ikke møde nogen andre end dem, som de allerede kender. For det er jo direkte upassende, at spørge én som man ikke allerede kender om noget og dermed er det også næsten umuligt at møde nye mennesker! I Danmark er venner tit noget man har med fra sin ungdom og det er her udlændingene får et problem, for det har de jo ikke. Men behøver det virkelig at være sådan? Behøver vi virkelig, at være så bange for andre mennesker, som vi endnu ikke kender. Altså fremmede? For en fremmed er jo en ven, som man endnu ikke kender - eller hvad?

Det at være overfladisk vs. det at være sig selv

Det er findes simpelthen ikke noget værre i min verden end overfladiske mennesker. Med overfladisk, mener jeg her, at de kun fokuserer på overfladiske ting og har en gennemgående ligegyldig facon som hverken viser den mindste medindlevelse eller medfølelse for eller med andre mennesker. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, at en person har en overfladisk væremåde, facon eller facade. Hvis jeg skal vælge, så foretrækker jeg dog en person med en overfladisk facade eller facon, for der kan man i det mindste ane en person bag facaden. Den gennemførte overfladiske væremåde skræmmer mig. Det er nok tanken om, at der måske slet ikke er en person bag alt det overfladiske. For overfladiskhed er alt det, som jeg altid selv har kæmpet imod. Jeg har altid selv kæmpet for, ikke at være overfladisk og blive eller være mig selv. Altså mig selv, som jeg virkelig er og bør være autentisk. Bør skal her ikke forstås idealistisk eller moralsk, men som den person som jeg virkelig er inde i mig selv. Som Søren Kierkegaard skriver:

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."

Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.