Om den virkelighedsfjerne opfattelse af robotter og kunstig intelligens

Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor man altid bruger så virkelighedsfjern retorik omkring robotter og kunstig intelligens? Lad os slå det helt fast: robotter har ikke kunstig intelligens. Med mindre man med kunstig intelligens mener en (potentielt) meget avanceret robot der kan efterligne mennesket (hvilket indtil videre kun har kunne lade sig gøre på nogle ganske få områder). Det virker nærmest komisk at tale omkring robotter med bevidsthed, når man ved, hvor svært forskerne har det med bare at få computere til at imitere noget, som kunne minde lidt om et menneske. Bare prøv at se den lidt manipuleret video ovenfor med en af de førende menneskerobotter iCub. Jeg tror, at alle robotforskere for 30 år siden havde regnet med, at man i dag ville have haft svært ved at skelne en robot fra almindelige mennesker. Det er ikke sket. Bare se på iCub - der er MEGET lang vej. Men det sker nok en dag – det er nok bare ikke lige foreløbig. Men selv, når det engang sker, så betyder det stadig ikke, at robotterne har fået bevidsthed, blot fordi de (computerne) nu ligner mennesker. Der er stadig bare tale omkring en meget avanceret computer med en menneskelignende krop og bevægelser. Robotten har ingen refleksion eller bevidsthed - den udfører blot de programmer, som man har programmeret den til. Og blot, fordi man kan lave nogle meget avancerede robotter, der f.eks. kan lære af sine egne fejl, så betyder det stadig ikke, at robotten har nogen form for bevidsthed eller erkendelse af sine fejl. Den har bare et meget avanceret computerprogram. End of story. At benægte denne åbenlyse forskel mellem computere (robotter) og mennesker er absurd. Og det kan vel kun skyldes, at man ønsker at holde science fiction-drømmen i live. De simple programmer på min bærbare pc får jo heller ikke mig til at overveje, hvorvidt min bærbare pc skulle have bevidsthed og derved have et stort kendskab til sprog og matematik. Det er programmer lavet af mennesker med viden omkring disse områder. Hvorfor skulle man lige pludselig antage noget andet, blot fordi man giver computeren en menneskelig form og menneskelignende bevægelser?

Jeg syntes, at robotvidenskaben er enormt spændende og fascinerende, men lad os dog holde os til virkeligheden - frem for den virkelighedsfjerne science fiction retorik omkring robotter med bevidsthed. Robotter har ikke bevidsthed eller refleksion - de har programmer. Robotter ser ikke - de har kameraer. Robotter undersøger ikke ting - de vender ting, som de er programmeret til at gøre det. Robotter leger ikke - de laver variationer over diverse programmeringer. Så simpelt er det.

Om Erich Klawonn

Min fantastiske (tidligere) vejleder og professor Erich G. Klawonn er død. Det er en virkelig trist nyhed, da Klawonn var en stor inspiration for mig. Klawonn formulerede sin helt egen teori om menneskets forhold til etik, som jeg ved flere lejligheder har rost i høje toner – heriblandt i mit blogindlæg: Etik: Klawonns naturalisme. Jeg vil ikke gå i dybden med hans teori her, men blot gøre opmærksom på hans fantastiske mesterværk Udkast til en teori om moralens grundlag (bogen kan købes her). Ud over Klawonns gennemførte og velgennemtænkte teori om etik, så var Klawonn også en stor personlighed. Klawonn var med til at gøre min tid på universitetet til mere end bare en uddannelse og universitetet til mere end bare en uddannelsesinstitution. Jeg vil altid huske Klawonn for hans rationelle overvejelser, hans morsomme eksempler, hans skarpsindige modargumenter og hvordan han grinede af sine egne kommentarer. Klawonn var en meget dygtig, intelligent og underholdende forelæser. Jeg tror ikke på, at der nogensinde har været nogen studerende, som har kedet sig til hans forelæsninger i metafysik eller analytisk psykologi. Der var dog en enkelt gang, hvor Klawonn måtte se sig selv overgået til en af hans forelæsninger i faget analytisk psykologi eller dybdepsykologi (som faget blev kaldt). Helt ubevidst havde Klawonn nemlig medbragt en særlig gæst – en grøn kålorm på den ene skulder (præcis som den på billedet nedenfor).


Da Klawonn gik gang med sin forelæsning, så begyndte kålormen også at vandre frem og tilbage på hans skuldre. Selvom Klawonn var i sit sædvanlige es dvs. var særdeles underholdende, så stjal kålormen alligevel hurtigt rampelyset ved at kravle frem og tilbage, undersøge Klawonns ører og forsvinde om på ryggen for at komme tilbage flere minutter senere til stor jubel. Klawonn bemærkede ikke, at det rent faktisk var kålormen som havde overtaget spotlyset, men virkede blot fornøjet over den ekstra positive stemning. Hvad der efterfølgende skete med kålormen ved ingen. Jeg vil også altid huske min sidste samtale med Klawonn, hvor han signerede mine bøger eller dvs. hans egne bøger. Jeg er glad for, at jeg ikke veg tilbage for hverken jantelovens tankegang eller min egen generthed. Jeg kan tydeligt huske, hvor glad han blev - det gjorde også mig glad. For det er kendetegnede for en stor personlighed, at vedkommende ikke bare er intelligent og charmende, men også er et sympatisk og rart menneske. Klawonn har bidraget med både stor inspiration, glæde og fascination - det er virkelig en ære at have fået min undervisning fra et menneske af den kaliber. Det er i sandhed et meget stort tab for universitetet - vi har mistet en stor dansk filosof. Hvil i fred.

Hvilken betydning har tankens kraft?

Tankens kraft eller sammenhængen mellem sjæl og legeme er ikke længere kun et spørgsmål om (over) tro, men et spørgsmål som videnskaben seriøst prøver at finde svar på. Videnskaben har nemlig allerede flere beviser som peger i retningen af, at vores tanker og følelser direkte påvirker vores helbred (se f.eks. videnskab.dks artikel Positive tanker giver bedre helbred). Undersøgelser har også vist, hvordan fattige menneskers helbred i højere grad bliver påvirket af, hvor positivt eller negativt vedkommende tænker. Men tendensen er universel: jo gladere man er, jo bedre er helbredet også. Flere forsøg har vist, at vores egen tro på helbredelsen næsten kan være lige så vigtig som den medicinske behandling. Forskningslæge John Brodersen fra Københavns Universitet fortalte forleden i DR2 programmet Sjæl og videnskab om et eksempel, hvor en ung mand tror, at han har taget en overdosis af psykiatrisk medicin og derefter får alvorlige fysiske symptomer. Det viser sig efterfølgende, at medicinen er ren placebo og dermed har den unge mands altså ved tankens kraft fremkaldt symptomerne. Man har igennem mange år kendt til placeboeffekten og hvordan troen på behandling og bedring alene kan påvirke menneskers sygdom. Men hvordan kan tanker påvirke alvorlige sygdomme som f.eks. Parkinsons sygdom? Cand. psyk. Lene Vase fra Dansk Smertecenter forklarer i programmet, hvorfor det er vigtigere, at man tror, at man får en effektiv smertebehandling end, at man rent faktisk får en effektiv smertebehandling. Forsøg med smertebehandling viser nemlig, at lægens ord har en større betydning end de smertestillende præparater. Forsøg viser nemlig, at de patienter, som lægen siger vil få en mærkbar forbedring af den smertelindrende placebomedicin, hurtigt oplever en bedring. Hvorimod de patienter, som får stærk smertestillende medicin, men hvor lægen lyver og siger, at det vil forværre smerterne – rent faktisk ikke oplever en forbedring - men en forværring. Det er tankevækkende.

Flere undersøgelser har også vist, at placeboeffekten kan påvirke både immunsystemet, endokrinsystemet og de fysiologiske funktioner. Fabrizio Benedetti professor i klinisk psykologi fortæller blandt andet om, hvordan hjernescanninger har vist, at placebobehandling kan påvirke hjernecellerne i en positiv retning, når patienterne tror på behandlingen. Derfor kan forskellige former for placebobehandling også have forskellig effekt f.eks. har forsøg vist, at placeboindsprøjtninger virker bedre end placebopiller og placebooperationer virker bedre end placeboindsprøjtninger. Andre forsøg har ligefrem vist, at nogle placebooperationer giver det samme resultat som ikke-placebo operationer. Her vil jeg gerne give Lene Vase ret i, at den manglende forskel må gøre det svært at skelne placebooperationen fra ikke-placebooperationer. Her må der da for alvor være brug for yderligere forskning – det lyder som et potentielt område for nogle besparelser. (Staten eller lægerne skal bare ikke fortælle om besparelserne?) Omvendt har forsøg også vist, at mennesket kan påvirke sit helbred i negativ retning ved tankens kraft – den såkaldte noceboeffekt. Her har undersøgelser vist, at en negativ selvvurdering af ens helbred er langt farligere end både overvægt, rygning og alkohol. I gennemsnit dør et menneske med en negativ selvvurdering 10 år tidligere end en person med en positiv selvvurdering. Det handler altså i høj grad om at tænke positivt omkring ens helbred. Hvilket Bruce Lipton, der er forsker i cellebiologi, kan forklare ud fra tankernes påvirkning af ens cellesammensætning. Til sidst i programmet bliver der fokuseret på den manglende effekt af antidepressive midler. Her er det tankevækkende at høre overlæge Jens Heisterberg fra Lægemiddelstyrelsen medgive, at antidepressive midler har en minimal effekt – når man tænker på, hvor mange danskere der tager dem. Helt præcist er effekten knapt nok klinisk signifikant, da placeboeffekten af pillerne ligger på omkring 75-82 %. Altså er det troen på pillerne som virker – ikke pillerne i sig selv. Men hvor meget glæde får danskerne så overhovedet af pillerne, når man ser på listen over bivirkninger? Eller er bivirkningerne også bare nocebo? Uanset, hvad så vil jeg gerne støtte op om professor Irving Kirchs anbefaling om at prøve andre alternativer som motion og kognitiv terapi, før man propper sig med dyre og risikable piller. Som Lene Vase så korrekt påpeger, så har placeboeffekten for alvor sat fokus på sammenhængen mellem sjæl og legeme og som cellebiolog Bruce Lipton afslutningsvis siger: Vi er dynamiske væsener og vores liv påvirkes af vores tanker. Hvis vi indser det og hvis vi forstår det, så kan vi mestre vores liv frem for at være slaver af vores kemi.

Om italesættelse

Der findes en Facebook-gruppe imod ordet italesættelse og i Sproglaboratoriet uddyber kommunikationskonsulent og ophavskvinde Karen Dyhr Pedersen, hvorledes hendes antipati ikke er rettet imod selve ordet, men hvor ofte det bliver anvendt indenfor de konsulentkredse, hvor hun færdes. Dyhr Pedersen forklarer derudover, hvorledes hun mener, at ordet ofte bliver brugt for at lyde ”klog og meget intellektuel”. Det er en interessant kommentar, da jeg jo før har beskæftiget mig en del med brugen af ordet intellektuel. Endnu en gang bliver det bekræftet, at ordet intellektuel mest bruges i en negativ sammenhæng, hvor intellektuel bliver brugt til at referere til personens egen selvforståelse - frem for de reelle evner. Og dermed må anerkendelsen af et andet menneskets intellektuelle evner også i en eller anden grad hænge sammen med evnen til at kunne kommunikere og gøre sig forståelig overfor andre mennesker. Det, at man kan tale på et højt fagligt niveau kan sagtens være et udtryk for nogle gode faglige kompetencer, men det er på ingen måde noget udtryk for nogen gode kommunikative evner og der er for det meste også en vis sammenhæng mellem de to former for kompetencer.

Selve ordet italesættelse stammer fra oversættelsen af Michel Foucaults bog Histoire de la sexualité - Vol I: La Volonté de savoir (Seksualitetens historie - viljen til viden) hvor han bruger formuleringen ”mis en discour”. Men hvis man slår ordet italesættelse op i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs bog Den Danske ordbog, så står der følgende forklaring af ordet: ”At udtrykke ved hjælp af ord. At give en sproglig formulering.” Det hjælper egentlig ikke særlig meget på forståelsen af ordets betydning – da det vel svarer til at spørge lægen omkring, hvad man fejler og så få det svar, at man er syg. Men jeg ser ordet italesættelse som en slags retorisk strategi, hvor man laver en sproglig iscenesættelse af et bestemt emne, område, virksomhed eller produkt. Her forsøger man at formidle et bestemt fokus på et område eller nogle bestemte værdier gennem ens valg (og fravalg) af ord, metaforer, sætningskonstruktioner og udtryk. Karen Dyhr Pedersen kritiserer specielt, hvorledes ordet italesættelse bliver brugt alt for ofte og det med god grund. For hvis man italesætter alt, så italesætter man jo i virkeligheden intet. Alt kan ikke være lige vigtigt og dermed bliver det også meningsløst at tale om italesættelse. Jeg har ikke selv haft nogen oplevelser med, at folk konstant bruger ordet italesætte i den grad, det det virker meningsløst. Men man kunne måske godt forestille sig, at nogle kommunikationskonsulenter (enten bevidst eller ubevidst) prøver på at italesætte deres egne kommunikationsevner ved konstant at bruge ordet italesætte.

I går var jeg så heldig at få lov til at tale i 1½ time omkring mit arbejdsområde (kvalitet i sundhedssektoren). Der håber jeg meget, at jeg fik italesat vigtigheden af kvalitetsarbejdet overfor den store forsamling af meget kompetente og dygtige fageksperter. Men jeg er ikke så arrogant, at jeg tror, at man kan diktere ens forståelse af virkeligheden til andre mennesker, blot fordi man italesætter et område. Og derfor handler italesættelse heller ikke bare om sproglige virkemidler, men om at få de gode argumenter på bordet og få forklaret, hvorfor det er vigtigt. For der er intet determinerende ved italesættelse - det er blot en beskrivelse af en sproglig handling, hvor man forsøger at sætte fokus på nogle bestemte emner eller aspekter og dermed vil der også altid være mulighed for andre perspektiver og fortolkninger.

Den filosofiske tanke - et svar til Stokbro

Stokbro er kommet med nogle meget interessante svar og forklaringer (her og her) på mit tidligere blogindlæg Om filosofisk tænkning, hvilket jeg naturligvis også gerne vil knytte nogle kommentarer til. Først vil jeg gerne afvise, at jeg skulle mene, at filosofi er det samme som formidling. Man kan sagtens have filosofiske tanker uden at være i stand til at formidle dem videre til andre mennesker. Der, hvor jeg mener, at formidlingen spiller en helt afgørende rolle, er mere i forhold til forståelsen blandt andre mennesker. For selvom at den manglende formidling eller forståelse ikke per definition gør de filosofiske tanker mindre filosofiske, så er spørgsmålet jo stadig, hvor meget man reelt kan bruge de filosofiske tanker til, hvis ingen forstår dem.

Stokbro skriver: ”Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.” Her er mit umiddelbare spørgsmål, hvilken pointe der skulle være med filosofien, hvis der ikke findes nogen form for sandhed? Stokbro afviser også både metode, erkendelse og sandhed ud fra en forståelse af virkeligheden som værende afhængig af begrebsdefinitioner og tradition. Men virkeligheden er jo ikke alene udgjort af sproget, begreber eller traditioner, selvom disse helt klart også har en stor betydning for menneskets forståelse af virkeligheden. For virkeligheden har jo også en materiel side, som har eksisteret lang tid før menneskets eksistens og som er fuldkommen uafhængig af, hvad mennesket tænker og forstår ved de forskellige begreber og traditioner. Det gør det også muligt for mennesket at finde frem til en sandhed, som ikke forandrer sig, uanset hvilken teori eller tradition det enkelte menneske betragter verden ud fra. Hvilket jeg også allerede en gang tidligere har argumenteret for i en lignende diskussion med Stokbro (Den videnskabelige filosofis overlevelse).

Til sidst bliver jeg beskyldt for at skulle være liberal-kapitalistisk, bare fordi jeg mener, at filosofien skal have et formål. Men et formål behøver jo ikke nødvendigvis at handle om merprofit eller optimering, så mon ikke den beskyldning nærmere skyldes fordomme omkring min interesse for økonomisk teori, budgetplanlægning og udgiftspolitik? Her vil jeg da også godt til almen oplysning påpege, at der faktisk også findes andre formål indenfor økonomisk teori og budgetplanlægning end blot profitoptimering. Jeg mener heller ikke, at selve den filosofiske tanke nødvendigvis skal være resultatorienteret eller rettet mod noget bestemt resultat. Det betyder bare, at tænkningen HAR et resultat. Hvilket også gælder for Stokbros tanker - uanset om han vil være ved det eller ej.

Om filosofisk tænkning - en kritisk kommentar til Stokbro

Forleden fik jeg en mail, hvor jeg blandt andet blev spurgt om, hvorvidt der stadig er brug for filosofisk tænkning? Det var faktisk et rigtig godt spørgsmål, da det implicerede, at jeg måtte overveje, hvad der egentlig definerer en filosofisk tankegang. Normalt skelner jeg ellers ikke mellem almindelig tankegang og filosofisk tænkning, men det blev jeg så tvunget til i den pågældende situation. Stokbro har før været inde på emnet i hans meget interessante blogindlæg Decentrering, dissemination (filosofi). Her beskriver Stokbro sin egen tilgang til filosofi og hvilken form for kritik, der kan rettes mod den: ”Det jeg egentlig kan kritiseres for, mht. manglende empiri og en metafysikkritisk tilgang til filosofien, er, at jeg ikke er filosofisk (nok) eller filosofisk dannet, at mine tekster er for eksperimenterende og således aldrig rigtig kommer frem til noget.” Jeg mener ikke, at der skulle være noget belæg for at sige, at Stokbro ikke er filosofisk nok. Ligeledes mener jeg heller ikke, at det nødvendigvis skulle være en ulempe ikke at være filosofisk (ud)dannet. For desværre kan man ikke sætte lighedstegn mellem det at have en uddannelse indenfor filosofi og så det at være en stor filosof. Ganske ligesom, at man heller ikke nødvendigvis bliver nogen god psykolog, bare fordi man har taget en uddannelse indenfor psykologi. Jeg mener heller ikke, at tekster kan være for eksperimenterende. Det er kun skønt, hvis en filosofisk tekst er eksperimenterende – specielt hvis det eksperimenterende ikke bare består af akademisk vrøvl. For der findes jo allerede alt for mange kedelige og ligegyldige tekster – som jeg af princip nægter at kalde filosofiske. Nej, filosofi må involvere mere end blot opremsningen af diverse filosofiske spørgsmål og så nogle selvindlysende konsekvenser heraf. Så lad os endelig få nogle flere eksperimenterende tekster! Ethvert skridt væk fra middelmådigheden og det forudsigelige byder jeg velkommen til hver en tid!

Der, hvor Stokbros og min forståelse af filosofi adskiller sig fra hinanden er det punkt, hvor Stokbro selv hævder, at han ”aldrig rigtig kommer frem til noget”. Og hvorfor er det så, at Stokbro ikke gør det? Det giver han selv svaret på senere i teksten, hvor han beskriver, hvorledes hans filosofi ikke er resultatorienteret og derefter tilføjer sætningen: ”men i dybeste forstand filosofisk”. Altså sætter Stokbro selv lighedstegn mellem det filosofiske og det manglende svar eller udeblevne resultat. Og dermed har Stokbro selv defineret den filosofiske tænkning, så den per definition aldrig kan nå frem til et resultat, for dermed ville den ophøre med at være filosofisk. Det er altså ikke filosofisk at nå frem til nogen form for sandhed eller erkendelse. Det forklarer også samtidig, hvorfor Stokbro (med hans egne ord) endnu ikke er ”kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse ”. Dermed er det heller ikke så overraskende, at Stokbros filosofi ikke når frem til dette ”noget” – hvilket vel i virkeligheden bare er en anden betegnelse for sandhed eller erkendelse.

Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis - dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse. Det er her, hvor jeg, modsat Stokbro, mener, at empiri og logik spiller en ret væsentlig rolle. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Stokbro vælger at fastholde dette syn på filosofisk tænkning. Er det i virkeligheden et tegn på en romantisk verdensopfattelse? Er verden mere spændende eller eksotisk, hvis der ikke findes nogen endegyldige svar på de filosofiske spørgsmål? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Efter min mening så skal en sand filosof ikke bare stille spørgsmålene – men må også give nogle svar. For hvad skulle pointen ellers være med at filosofere over spørgsmålene? Men måske mener Stokbro slet ikke, at der er eller skal være nogen pointe med at filosofere.

Guide og risikovejledning til at læse filosofi

Risikovejledningen er skabt til dig, som overvejer at læse filosofi. Men inden at du kaster dig ud i filosofiens verden, så er der nogle risici og problemstillinger, som du bør være opmærksom på. Her er risikovejledningen skabt til at give dig et hurtigt overblik og indblik i de forskellige former for risici, som er forbundet med at læse filosofi. Guiden er både skabt for at sikre din personlige velvære og for at mindske risikoen for, at du udvikler nogle psykiske eller helbredsmæssige lidelser undervejs. Glem dog ikke, at denne guide på ingen måde kan erstatte professionel rådgivning fra f.eks. en læge, psykolog eller lign.

Følgende forhold skal du være opmærksom på inden, at du begynder at læse filosofi:

- Af hensyn til ryggen, så bør du altid vælge at sidde et sted og læse, hvor ryggen får en naturlig og komfortabel støtte i lænden og som ikke virker for belastende for din ryg. Derudover må du også altid matche det filosofiske værks sværhedsgrad med din stols komfort. Jo sværere værket er, jo mindre behagelig må stolen nødvendigvis også være - for ellers opstår der hurtigt den risiko, at du aldrig får læst værket færdigt.

- Af hensyn til hukommelsen og forståelsen af det filosofiske indhold, så bør man aldrig være stresset. Enhver form for stress kan hurtigt forhindre både en korrekt indlæring, en dybere forståelse af de filosofiske problemstillinger og fjerne enhver form for umiddelbar glæde som ellers kunne være forbundet med læsningen af det filosofiske værk.

- Af hensyn til dit koncentrationsniveau, så kan det være nødvendigt at fjerne enhver form for forstyrrende elementer fra det område, hvor du har tænkt dig at læse. Eksempler på elementer som kan virke distraherende for ens koncentration kunne f.eks. være; et tv, en bærbar pc, et magasin, et kæledyr eller et barn. Fjern dem allerede inden, at de udgør en risiko for din koncentration.

- Af hensyn til dine øjne, så må du mindske belastningen af øjnene mest muligt. Dette kan du gøre ved f.eks. at placere dig korrekt i forhold til de forskellige lyskilder og ved at undgå genskin, så læsningen bliver mest muligt komfortabelt. Her må du dog være opmærksom på, at flere undersøgelser peger på, at jo flere bøger man læser, jo større er risikoen også for, at man har brug for briller. Så denne risiko må du nøje overveje, inden du læser alt for mange filosofiske værker.

- Af hensyn til din generelle fysiske sundhed, så er det godt at holde pauser fra filosofi-læsningen. Her kan man gennem en sund livsstil (ved at spise varieret, få tilstrækkelig hvile og dyrke motion) også yde mere og få mere ud af sine hverdagsaktiviteter som f.eks. det at læse filosofi.

- Af hensyn til din generelle psykiske sundhed og forståelse af virkeligheden, så vil det være en god ide at have en stor omgangskreds, inden at du begynder at læse filosofi. For der er desværre ingen undersøgelser som peger på, at filosofi skulle give én bedre sociale evner eller en bedre forståelse af andre mennesker. Tværtimod peger flere uofficielle undersøgelser på det modsatte og der er også flere eksempler på, at selv de store filosoffer led under diverse former for sindslidelser. Derfor må du også i et vist omfang begrænse din kontakt med andre som læser filosofi. For at fastholde din virkelighedsfornemmelse, så er det også vigtigt, at de fleste i din omgangskreds har virkelige (dvs. ikke-teoretiske) jobs ude i virkeligheden. En anden glimrende mulighed er også selv at have eller få et job i virkelighedens verden. Jo dårligere jobbet er, jo bedre er det sikkert også til at fastholde din fornemmelse og forståelse af virkeligheden. For virkeligheden er jo stadig den bedste forsikring imod at komme ud i alt for mange rent teoretiske spekulationer og imod at filosofere sig helt væk virkeligheden.

Der er mange faldgruber indenfor filosofi, men her er nogle af de mest omfattende problemer, som du bør være opmærksom på indenfor de forskellige filosofiske discipliner:

- Erkendelsesteori. Her er det største problem tit at spørgsmålet om, hvilket forhold der er imellem mennesket og omverdenen. Det spørgsmål kan føre nogen til den konklusion, at der rent faktisk ikke findes nogen verden uafhængigt af menneskets erkendelse. Altså har det dermed lykkes én at filosofere sig helt væk fra den omgivende verden og dermed også en meget stor del af virkeligheden.

- Metafysik. Her er det største problem, hvilket forhold der er mellem menneskets bevidsthed og andre mennesker. For erkendelsen af, hvor fejlbarlig den menneskelig erkendelse er, kan hurtigt føre nogen til den konklusion, at man rent faktisk ikke kan vide, om der eksisterer andre mennesker - altså udover én selv. For andre mennesker kan jo dybest set bare være et produkt af ens egen fantasi eller forestillingsevne. Hvilket fører nogen til den endnu mere absurde konklusion, at hele livet måske bare er en drøm, som man kan vågne op fra hvert sekund. Og dermed har man ikke bare filosoferet sig væk fra andre menneskers eksistens, men også væk fra muligheden for at udføre en meningsfuld handling.

- Sprogfilosofi. Her er det største problem erkendelsen af sprogets relativitet, altså det at sproget kan bruges på vidt forskellige måder og hele tiden kan forandre sig. Denne erkendelse overfører nogen så til videnskaben ud fra den begrundelse, at videnskaben altid er afhængig af sproget. Dermed kan man ikke længere tale om objektiv viden, videnskab eller sandhed - og dermed konkluderer de, at alt er relativt. Det har naturligvis også den implikation, at alle teorier dermed også er lige gode eller lige dårlige – og dermed også ligegyldige. Og derfor hævder fortalerne for relativisme også tit, at der ikke findes nogen form for objektiv sandhed. Og dermed har det lykkes én, ikke bare at modsige sig selv, men også at filosofere sig helt væk fra muligheden for kunne sige noget meningsfyldt.

- Logik. Det største problem ved at læse om logik er erkendelsen af, hvor ulogisk andre mennesker tænker og hvor inkonsekvent alting fungerer i verden. Men det er bare et spørgsmål om erkendelse og tilvænning. Når du først har indset, hvor ulogisk og inkonsekvent verden fungerer, så affinder du dig hurtigt med dette faktum. For alternativet, at prøve på at ændre folks tankegang og verdens mange inkonsekvente sammenhæng, er en yderst krævende opgave, som de fleste nok vil anse som umulig. Så lær at forhold dig til virkeligheden, for logik er naturligvis meget logisk, men det er andre mennesker og verden altså ikke nødvendigvis.

- Argumentationsteori. Det største problem ved at læse for meget argumentationsteori er naturligvis, hvis man samtidig også har et patetisk lavt selvværd og derfor misbruger sin nye viden om argumentationsteori til at vinde enhver diskussion. Men før eller siden vil der formodentlig (og forhåbentlig) dukke en værdig modstander op, og dermed vil du blive afsløret som den svindler, som du jo er.

- Politisk filosofi. Her er det største problem, at man hurtigt kommer til at overse forskellen på real politik og teoretisk politik. Dette behøver dog ikke at være et problem, hvis man blot husker at tage forbehold for alle tænkelige problemstillinger og forhold. Men dette sker desværre sjældent, hvorved man overser nogle af realpolitikkens begrænsninger som f.eks. en begrænset økonomi, basis viden om økonomisk udvikling og lignende. Desuden sker der på dette område også ofte en sammenblanding af, hvad der er politisk videnskab og hvad der er politik. Politik involverer personlige overbevisninger, værdier og lignende - det gør politisk videnskab ikke, da det jo netop er et videnskabeligt studie af forekomsten disse fænomener.

- Etik. Et af de mest uhyggelige problemer opstår ud fra erkendelsen af, at der ikke findes nogen objektiv moral uafhængigt af mennesket. Dvs. det forhold, at man ikke kan skelne objektivt mellem en moralsk god og en moralsk slet handling. For det fører også nogen til den fejlagtige konklusion, at det dermed også er i orden, at opføre sig som man vil og kun tænke på sig selv. Og hvis man prøver på at fremhæve menneskelige egenskaber som empati og medfølelse, så forsøger de tit bare at bortforklare disse egenskaber ved at fremhæve, at de bare er skabt af religion for at begrænse menneskets selvudfoldelse. Og dermed har det altså lykkes én at filosofere sig væk fra sine egne menneskelige egenskaber. Et andet problem på det metaetiske område er, at mange ikke mener, at det er nødvendigt at kunne overføre en metaetisk teori til det praktiske plan - altså virkeligheden. Her anerkender de simpelthen ikke det simple krav, at hvis en metaetisk teori skal kunne holde på det teoretiske plan, så må den også kunne anvendes i praksis - altså på virkelighedens moralske dilemmaer. Og dermed har det lykkes én at overse virkeligheden.

- Livsfilosofi. Her er et af de største problemer, at mange efter at have læst meget om livsfilosofi, kommer frem til den konklusion, at livet slet ikke har nogen mening. Dette er en meget uheldig konsekvens, da det jo hurtigt kan medføre en vis form for respektløs ligegyldighed overfor livet. Et andet lignende problem er, at den umiddelbare mangel på objektiv mening med livet også fører mange til den fejlagtige konklusion, at det slet ikke er værd at beskæftige sig med livets mening. Denne konklusion kan dog også være hensigtsmæssig, HVIS man altså generelt føler, at ens liv er meget meningsfyldt. Men hvis man ikke føler, at ens liv er yderst meningsfyldt, så er det bestemt værd at undersøge nærmere - bare man ikke når frem til den førnævnte konklusion. For der findes aldrig nogen enkle svar på komplekse problemstillinger.

Hvis du blot husker på disse risici, råd og problemstillinger, så skulle der være særdeles gode muligheder for, at du vil få en masse positivt ud af at læse filosofi. For hele pointen ved at læse filosofi skulle jo gerne være at få en bedre erkendelse og forståelse af den omgivende verden og andre mennesker (altså virkeligheden) – frem for det modsatte.

Filosofisk debat om sjæl-legeme problemet

Hvis der skulle sidde nogen og tænke over, hvordan man egentlig løser det klassiske filosofiske sjæl-legeme problem om, hvilket forhold der er mellem menneskets fysiske krop og bevidsthed, så vil jeg her gøre opmærksom på, at problemet for tiden bliver diskuteret på Mortens blog Naturalisme (under indlægget Blå øjne, som kan ses her). Indlægget handler egentlig om noget helt andet, men jeg og Morten fik pludselig muligheden for at genoptage en tidligere diskussion om det filosofiske problem. Det måtte jo ske før eller siden. Diskussionen er yderst spændende, syntes jeg i hvert fald selv, fordi Morten er materialist og jeg er dualist. Helt uventet er Søren nu også kommet på banen og han er dobbeltaspektteoretiker. Altså mangler vi bare en idealist, for at have alle de filosofiske synsvinkler på banen. Så hvis der skulle være nogle idealister (eller nogle andre som vil diskutere) derude, så er I meget velkomne. Men dette vil jeg dog betvivle, altså hvorvidt der skulle dukke en idealist op, da de jo tit tvivler på andre menneskers eksistens. Jeg vil dog også gøre opmærksom på, at diskussionens varighed og længde endnu er ukendt.

Måske kunne jeg også tage mig sammen og skrive et indlæg om metafysik. For så kunne jeg måske undtagelsesvis også få et indlæg på et vist akademisk niveau. En gang skal jo være den første. Jeg gider ellers normalt ikke at skrive på et akademisk niveau, for så kunne jeg jo lige så godt bare arbejde videre på mit speciale.