Viser opslag med etiketten nyde livet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nyde livet. Vis alle opslag

lørdag den 5. november 2016

Million på konto - Hasan Shah



Alle vil skynde sig
De har lidt for travlt
Jagter million på konto
I gadelygter midt i København
De stopper op og ser på os to...

Natten den er ung
Byen sover tungt
Alt imens vi bader i måneskin
Danser vi kind mod kind
Og natten den er vores
Vi sætter tiden på pause...

Jeg sværger, hun er helt nede med mig
Hun maler rød på mine kinder
Hun gør mig fuld - helt uden vi hælder
Vi som en film
Der aldrig ender
Aldrig ender

Natten den er ung
Byen sover tungt
Alt imens vi bader i måneskin
Danser vi kind mod kind
Og natten den er vores
Vi sætter tiden på pause

Alle vil skynde sig
De har lidt for travlt
Jagter million på konto
I gadelygter midt i København
De stopper op og ser på os to

På os to

søndag den 9. august 2015

Danza Kuduro - Lucenzo & Don Omar



El Orfanato
Danza Kuduro
Lucenzo
El Rey


La Mano Arriba
Cintura Sola
Da Media Vuelta
Danza Kuduro
No Te Canses Ahora
Que Esto Sólo Empieza
Mueve La Cabeza
Danza Kuduro...


Quien Puede Domar La Fuerza Del Mal Que Se Mete Por Tus Venas
Lo Caliente Del Sol Que Se Te Metió Y No Te Deja Quieta, Nena
Quien Puede Parar Eso Que Al Bailar Descontrola Tus Caderas
Y Ese Fuego Que Quema Por Dentro Y Lento, Te Convierte En Fiera...

søndag den 5. oktober 2014

Om det at være nærværende vs. det at være på de sociale medier



Jeg vil rigtig gerne anbefale alle at se Prince Eas video ”Can We Auto-Correct Humanity?” - selvom det egentlig går imod Prince Eas pointe. Efter at have læst nogle af kommentarerne til videoen, så må jeg hellere begynde med understrege, at det selvfølgelig er fantastisk, at man har mulighed for at holde kontakten med familie og venner på den anden side af kloden vha. videosamtaler og snapchat osv. Og at man har mulighed for at møde og lære nye mennesker at kende, som man ellers aldrig ville have mødt uden de sociale medier. Der er slet ingen tvivl om, at mulighederne er fantastiske . Problemet er derfor ikke i sig selv de sociale medier - men mere, hvordan nogle mennesker vælger at bruge de muligheder. Eller rettere sagt misbruge dem. Jeg mener ganske ligesom Prince Ea, at de sociale medier begynder at være et problem, når man begynder at tilsidesætte det reelle sociale samvær og nærvær med andre mennesker til fordel for det virtuelle og distancerede sociale samvær. De sociale medier kan også komme til at udgøre et problem for det reelle sociale samvær, hvis man aldrig rigtig er nærværende og konstant skal tjekke sin telefon eller iPad. Man kan kun være mentalt til stede et sted af gangen. Jeg finder det også enormt tragikomisk hver gang, at jeg ser et ungt par på en restaurant, der har en romantisk (?) middag for to, mens de begge sidder helt optaget af hver deres iPhone. Hvor de tydeligvis er på et socialt medie, sms’er eller noget helt tredje. Er det romantisk, hvis man tager billeder af daten og lægger dem på et socialt medie med det samme? Hvis man svarer på kommentarerne til billedet og hele tiden tjekker, hvor mange likes man har fået? Det syntes jeg ikke. Hvor blev der af inderligheden og hengivelsen til det andet menneske og øjeblikket? Jeg er 100 % enig med Prince Ea i, at det er et voksende problem i det moderne samfund; at man bytter nærværet ud med det overfladiske og aldrig rigtig er nærværende nogen steder, fordi man konstant kommunikerer med andre mennesker.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke med stor bekymring på, hvordan det skal gå det unge par på restauranten, når de engang får børn. Får de børn mon den udelte og tryghedsskabende opmærksomhed, som børn så inderligt har behov for? Eller skal børnene vokse op med to forældre, der aldrig rigtig er til stede - selv når de sidder lige ved siden af barnet - fordi de LIGE skal dele et billede, lige ”like” en venindes billede eller lige skrive en kommentar om, hvor dejligt det er at få børn. Det antager jeg sådan set allerede må være et problem, som sundhedsplejerskerne forhåbentlig også har fokus på. I stedet for at nyde øjeblikket, så bliver livet gjort til en lang reportage, hvor man skal iscenesætte ens eget liv for at opnå flest mulige likes og venner. Jeg mener, at der må være tale om en form for afhængighed, når man ikke længere tillægger øjeblikket eller nærværet med andre mennesker nogen værdi eller gør det til en sekundær værdi. Det er en trist og tragisk udvikling.

Jeg kan sagtens se det positive og underholdende ved de sociale medier, som jeg jo også selv bruger. Jeg mener bare ikke, at det hverken kan eller skal erstatte det direkte menneskelige samvær og nærvær. Det er positivt, at man kan dele ens oplevelser med andre mennesker. Billeder er en god måde at huske et sjovt eller særligt øjeblik, men man behøver ikke hele tiden at dokumentere ens liv eller tage billeder af alt, for så ender det med at selve dokumentationen og det at tage billeder bliver livets primære formål. Dokumentationen kan måske i en eller anden grad ses som et forsøg på at fastholde et flygtigt punkt i tiden. Men problemet er, at man dermed jo går glip af øjeblikket i øjeblikket. Jeg kan huske engang, da jeg var barn, da sagde min far efter en ferie i USA, at han kun havde set ferien igennem videokammeraet. På den næste ferie blev der ikke filmet nær så meget. Det problem har nu bredt sig til resten af livet, hvor livet primært opleves gennem andres menneskers øjne, kommentarer og likes. Men livet skal jo leves her og nu - uafhængigt af, hvad alle andre mennesker tænker og mener. For det er jo netop ens eget liv. Det eneste liv man har. Og pointen med øjeblikket må vel netop være at nyde det i øjeblikket. At nyde øjeblikket, mens man har det og mens man har i den andens eller andres nærvær.

onsdag den 17. september 2014

Guide: Hvordan tager du den rigtige beslutning?


Livet består af mange svære beslutninger. Derfor kommer her guiden til dig, som har brug for råd omkring, hvordan man tager den rigtige beslutning. Hvis du er i tvivl eller føler dig ubeslutsom, så er her 15 gode råd, som jeg vil kommentere undervejs:

1. Gennemgå de svære beslutninger, som du tidligere har truffet og overvej, hvordan du tog dem. Det behøver ikke at være den samme situation, men måske kan du bruge den samme metode.

Gad vide om man kan følge en bestemt opskrift eller en bestemt metode, når man skal tage en beslutning? Jeg kan godt afsløre, at jeg er en anelse skeptisk.

2. Mediter og lyt til dine instinkter.

Det at meditere kan være en god ting, da man tænker mere klart. Men er instinkter virkelig sådan en god og pålidelig kilde? Da mennesket er et flugtdyr, så tænker jeg umiddelbart, at det godt kan medføre nogle lidt uheldige beslutninger. Det er også vigtigt konstant at udfordre sig selv og det vil man nok næppe komme til, hvis man blot følger sine instinkter.

3. Overvej, hvordan det vil påvirke balancen i dit liv. Tro på det og gør det.

Hvis man altid skal være i balance, så bliver det hurtigt til nogle meget konservative beslutninger. Da store forandringer jo for det meste også (i hvert fald umiddelbart) medfører en del ubalance, så vil der næppe blive truffet nogle store beslutninger - selvom alle store forandringer naturligvis ikke skaber ubalance. Nogle gange kan det også være sundt at komme lidt på usikker grund. Det med at tro på det - det er selvfølgelig vigtigt, når man tager en beslutning.

4. Afsæt tid til at overveje beslutningen meget grundigt. Det værste du kan gøre er at handle overilet.

Det er et meget fornuftigt råd - men det er også et råd, der hurtigt kan implicere en meget lang (uendelig) tankeproces med overvejelser frem og tilbage - uden at det alligevel giver noget klart svar. Ingen har jo lyst til bagefter at blive beskyldt for at handle overilet - særligt, hvis det viser sig at være den forkerte beslutning.

5. Spørg dig selv: Hvem vil det påvirke og hvad siger mit hjerte?

Den første del appellerer meget til, at man skal tænke på andre før sig selv. Det kan også være rigtigt - dog ikke altid. Det andet er et rigtig godt råd - da hjertet sjældent tager fejl og for det meste også er en rimelig pålidelig kilde. Problemet er bare, at hjertet også let kan løbe af med en og sjældent forholder til de mere praktiske eller rationelle aspekter såsom risiko og fejlkilder. Men som den store romantiker jeg er, så må jeg indrømme, at jeg går 100 % ind for, at man følger sit hjerte. (Men vær nu lige sikker på, at hjertet ikke har (for)ført dig på gale veje (igen).)

6. Forstil dig, at du tog beslutningen. Hvis du føler dig lettet, så skal du gøre det - også selvom det medfører sorg.

Det her råd er der muligvis en vis sandhed i. Problemet er bare, at man normalt gerne vil undgå at blive ked af det og det er tit en ret essentiel årsag til, at man bliver i tvivl omkring, hvad der er den rigtige beslutning. Omvendt må man også medgive, at alt her i livet indebære en vis risiko for at blive skuffet eller ked af det. Det hedder vist at være i live.

7. Spørg dig selv: Hvad er det mest behagelige valg og hvad vil være mest sjovt?

Super godt råd. Jeg siger altid: Man får kun den sjov, som man selv laver. Livet er kedeligt, hvis man altid blot gør det vante og kedelige. Derudover er der vel også potentielt mest lykke i at satse på det valg, der giver mest velbehag.

8. Tjek dit interne kompas: Hvordan vil du have det med den ene beslutning bagefter? Hvordan vil du have det med den anden beslutning bagefter?

Det er vel i bund og grund det, som man prøver at forestille sig, når man prøver at tage en beslutning.

9. Stil dig selv tre spørgsmål, før du kaster dig ud i noget nyt: Hvad er det værste der kan ske? Hvor sandsynligt er det, at det kan ske? Hvordan vil du håndtere det?

Det er nogle gode overvejelser. Dog en anelse skræmmende, hvis man har en god fantasi. Hvis man altid skal tage hensyn til de mest ubehagelige og usandsynlige potentielle konsekvenser, så ville man jo være lammet af frygt konstant. Her er det helt klart en fordel at have en realistisk forestillingsevne.

10. Hvis du skal overtale dig selv til det, så er det for det meste en dårlig beslutning. Gode beslutninger føles for det meste rigtige uden tvivl.

De her råd bliver mere og mere kedelige. Det opfordrer jo kun til fornuftige beslutninger, men hvem siger, at fornuftig også altid lig med den rigtige beslutning? Selvom der selvfølgelig er en vis sandhed i, at gode beslutninger også føles rigtige.

11. Opstil dine valgmuligheder og vælg den valgmulighed, som du er mest begejstret for.

Umiddelbart ville jeg jo sige, at det var et godt råd. Men desværre er jeg tit meget begejstret for nogle ekstremt dårlige valgmuligheder. Bare kald mig naiv. Det er ulempen ved at være et positivt menneske. Begejstring er desværre ikke altid det bedste parameter for gode beslutninger.

12. Hvis ingen af valgmulighederne føles rigtig, så prøv at forsink beslutningen. Det kan være at der kommer en tredje mulighed.

Det her er faktisk et rigtig godt råd. Nogle gange kan man godt få den fornemmelse, at man skal tage en beslutning her og nu, men hvis man blot giver det lidt mere tid, så giver svaret sig helt af sig selv.

13. Foretag de små beslutninger med dit hoved og de store med dit hjerte.

Uha… der er hjertet igen. Det er farligt - medmindre andre mennesker er udstyret med et lidt mere rationelt hjerte end mit. Måske er det rigtigt? Eller måske er det omvendt? De små beslutninger skal tages med hjertet og de store med hovedet? Men omvendt er kærligheden vel en af de allerstørste beslutninger og den skal i hvert fald ikke tages med hovedet.

14. Tag to stykker papir og skriv dine valgmuligheder ned. Put dem i en hat, luk øjnene og vælg en. Hvis du føler dig skuffet over resultatet, så ved du, hvad der er den forkerte beslutning.

Smart. Man snyder sig selv til at mærke efter, hvad der er den rigtige beslutning. Men igen er der problemet med, hvad der føles rigtigt ikke nødvendigvis altid er den rigtige beslutning.

15. Tænk på, hvad du vil mene er den rigtige beslutning, når du er 70 år. Det sætter beslutningen i perspektiv og det vil hjælpe dig med at tage en langsigtet beslutning og ikke bare en beslutning der giver tilfredsstillelse i øjeblikket.

Giver henvisningen til, når man er 70 år, virkelig mere langsigtede beslutninger? Kunne det ikke også få nogle til at tage beslutninger, der netop kun fokusere på den øjeblikkelige tilfredsstillelse?

Konklusionen er nok, at man altid skal lytte til sit hjerte eller sin intuition. Man kan godt lytte til andre menneskers råd og perspektiver på situationen, men dybest set vil det altid være dig, som ved bedst, hvad du vil og hvad du ønsker. Pas på, at du ikke lader andre mennesker vildlede dig, bare fordi du frygter at tage en forkert beslutning. Svære beslutninger er tit svære, fordi man risikerer at miste noget. Det kan være alt lige fra penge til kærlighed, omdømme, værdighed, popularitet, håb eller troen på sig selv. Nogle gange kan det også være skræmmende at tage en beslutning, hvis det betyder store forandringer i ens liv. Det er skæmmende - særligt erkendelsen af, at det er ens egen fejl og at man selv bærer hele ansvaret for beslutningen. Men husk, at alle mennesker tager fejl før eller siden. Ingen er perfekte. Vær ærlig overfor dig selv. Erkend, hvem du er og hvad du vil. Og husk, hvad Theodore Roosevelt engang har sagt om beslutninger:

In any moment of decision, the best thing you can do is the right thing, the next best thing is the wrong thing, and the worst thing you can do is nothing.

lørdag den 5. juli 2014

Guide: Find din indre ro


Det kan nogle gange være svært at finde den indre ro i en travl hverdag eller hvis man omgiver sig med for mange negative mennesker. Det kan også være svært, hvis man har hovedet fyldt med forskellige problemstillinger såsom løsningen på en umulig arbejdsopgave og hvordan man bedst muligt hjælper en god ven ud af en krise. Men her er nogle af mine bedste tips:

1. Lyt til noget afslappende musik

Hør noget afslappende musik. For nogle mennesker er det rart at lytte til klassisk musik, mens andre slapper mere af til popmusik, hurtig dancemusik eller heavymetal. Uanset, hvad du hører, så lyt til musikken, da det kan have en terapeutisk virkning på mange forskellige planer. Det er videnskabeligt bevist.

2. Overvej, hvordan du kan blive et bedre menneske

Man kan altid blive et bedre menneske - også selvom du allerede befinder dig i den bedre halvdel. Du kan f.eks. øve dig i at være mere tolerant, tålmodig eller retfærdig. Du kan tænke mere over, hvad du siger og hvordan det påvirker andre mennesker. Tale med nogle andre mennesker end du plejer. Overveje, hvilke principper du ønsker at leve efter og hvordan du kan realisere det i din hverdag. Det kan være enormt stressende, hvis man ikke er klar over, hvor man vil hen eller hvorfor man handler, som man gør. Så overvej konstant, hvem du er og hvordan du gerne vil være som menneske.

3. Lad dig ikke presse af andres idealer eller perfektionisme

Mange mennesker lever deres liv efter, hvad de tror andre mennesker mener er vigtigt eller tillægger betydning. Det skal du naturligvis ikke. Du skal kun leve efter dine egne idealer. Du kender dig selv og stræber derfor kun efter perfektionisme i den grad, som du ved er realistisk. Du kan godt presse dig selv en gang imellem for at teste dine grænser - men det er ikke sundt at presse sig selv konstant på alle områder. Der skal også være rum til at være uperfekt. Rum til at slappe af og lade kroppen hvile. Det er også sundt nogle gange at give slip på den perfekte facade og se, hvad der sker.  

4. Øv dig i tålmodighed

Man kan aldrig blive for tålmodig - så øv dig på det. Det er sjældent, at man fortryder, at man var tålmodig. (Her skal tålmodighed naturligvis ikke forveksles med det at finde sig i, hvad som helst i meget lang tid - for det skal man naturligvis heller ikke.) Der findes mange forskellige måder at takle modgang på, men med den rette portion af tålmodighed, der bliver det meget lettere at takle modgangen på en god måde. Nogle mennesker elsker at genere andre mennesker og den slags mennesker skal naturligvis ikke styre dit liv og derfor er tålmodighed en meget vigtig dyd. Det kan være fristende bare at blive vred eller frustreret, men overvej, hvordan du vil have det med din reaktion bagefter. Tag en dyb indånding og overvej med dig selv, hvorvidt du vil være glad for din adfærd bagefter og hvorvidt du vil føle fred i sindet. Hvis du ikke vil føle ro, så lad være med at gøre det. Giv dig god tid til at opsummere for dig selv, hvordan du opfører dig og glæd dig over, at du har din integritet i god behold.

5. Følg dit hjerte

Vær positiv - og lad være med at lade negative tanker dominerer din tankegang. Lær at acceptere, at der er mange ting, som man ikke kan ændre. Lær at acceptere, at der er mange mennesker omkring dig, der ikke opfører sig, som de burde. Prøv at forstå andre mennesker - i stedet for at dømme dem. Tilgiv andre mennesker deres ubehageligheder - for det gør dig selv fri. Åbn dit hjerte overfor nye indtryk og nye mennesker. Vis medfølelse og sympati, når andre mennesker har behov for det. Følg dine egne moralske principper - også selvom andre mennesker ikke altid spiller efter reglerne eller bruger feje tricks.

mandag den 23. juni 2014

Om at vove og ekstrem parkour



Kierkegaard har engang sagt: "Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa? Og naar jeg ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i høieste Forstand er just at blive opmærksom paa sig selv) feigt vinder alle jordiske Fordele – og taber mig selv!"

Der er noget fascinerende ved ekstrem parkour. Selvom jeg aldrig har hyldet det at risikere livet, så må jeg alligevel indrømme, at det er en smuk sport. Det, at parkour ikke kræver nogen penge, noget udstyr og man kan udøve det overalt, tilfører sporten en særlig følelse af frihed. I videoerne kan I se nogle af verdens bedste parkourudøvere, der med deres fantastiske fysik og flotte akrobatik næsten personificere begrebet frihed og viser sporten fra dens mest smukke og yndefulde side.

Når det er sagt, så tror jeg ikke, at drengene er helt er klar over, hvad de satser og deres egen dødelighed. Nogen er ganske givet afhængige af at sætte deres liv på spil – det adskiller sig egentlig ikke særlig meget fra at være afhængig af stoffer eller alkohol. Eller også stoler de så meget på deres egne evner (og deres forsatte held) at de tør satse det hele - selv livet. Det er selvfølgelig dumt. For intet er livet værd - selvom det stadig er fascinerende at se på ( i hvert fald så længe det går godt). Før eller siden må det også gå galt. Det er ikke pessimisme - men realisme. Der er slet ingen tvivl om, at livet bliver gråt og kedeligt, hvis man aldrig vover. Men hvornår er det værd at vove? Hvornår er det værd at vove og risikere at miste noget? Det er det essentielle spørgsmål.



(De mere livsglade og mindre modige kan nøjes med Mirrors Edge.)

søndag den 25. august 2013

Danmarks 10 bedste og mest spændende turistattraktioner

Tak for lån af billedet af Møns klint til Jørgen K. H. Knudsen

Forleden var det Den lille havfrues 100 års fødselsdag og der er ingen tvivl om, at Den lille havfrue er en af Danmarks mest besøgte turistattraktioner dvs. af udenlandske turister. Jeg tvivler stærkt på, at danskerne i samme grad (som turisterne) besøger Den lille havfrue. Det kan måske også forklare, hvorfor antallet af udenlandske overnatninger er faldet med 3,6 % i Danmark, selvom de udenlandske overnatninger samlet set er steget med 5,4 % i Europa. Så mens danskerne i stigende grad valfarter til de danske attraktioner, så gør de udenlandske turister det modsatte. Turisternes skuffelse skyldes primært ifølge Vækstteamet (nedsat af Erhvervs- og Vækstministeriet): de høje priser, serviceniveauet, maden og attraktionernes kvalitet. De høje priser er danskerne lige så utilfredse med og mad- og serviceniveauet kunne vist også sagtens være højere flere steder. Tilbage er en manglende tilfredshed med attraktionernes kvalitet. Nu handler tilfredshed tit om, at virkeligheden skal matche ens forventninger og her tænker jeg, at hvis turisterne f.eks. forventer, at Den lille havfrue er Danmarks Frihedsgudinde, Amalienborg et Disney slot og Det runde tårn den danske udgave af Eiffeltårnet, så er det måske ikke så mærkeligt, hvis nogle af turisterne bliver lidt skuffede. Derfor burde man måske også i højere grad gøre turisterne opmærksomme på nogle af de attraktioner, som danskerne selv jævnligt besøger. Så her vil jeg da gerne anbefale nogle attraktioner på Sjælland og øerne: (I Jylland og på Fyn ville jeg umiddelbart nævne Givskud Zoo, Aalborg Zoo, ARoS, Skagen, Egeskov Slot og Legoland i Billund - men jyderne har nok selv nogle meget bedre bud.)

1. Københavns Zoologiske Have
Den arktiske ring, tropezoo’en, elefanthuset, savannen med næsehorn, hjorte, giraffer og zebraer gør Københavns Zoo til en af verdens flotteste og mest dyrevenlige zoologiske haver beliggende i en hovedstad. Her er der både gode faciliteter for dyrene og for de mange besøgende. Forhåbentlig får løverne, tigrene, chimpanserne og evt. også leoparderne snart lige så gode faciliteter, som de øvrige dyr har fået gennem de sidste par år.

2. Den blå planet
Nordeuropas største akvarium med indbygget tunnel med alverdens fisk, hammerhajer og rokker. (Desværre er der ingen hvide hajer :-() Et koralrev med alle fiskene fra Find Nemo såsom Amphiprion ocellaris (klovnfisk) Blue Tang og søheste og så et meget stort akvarium med den største samling af verdens mest sure og ondskabsfulde (i hvert fald af udseende) piratfisk. (Og ja, jeg har set piratfisk mange andre steder - men ingen har set lige ondskabsfulde ud som piratfiskene på Den blå planet).

3. Tivoli
For at skrue turisternes forventninger lidt ned, så bør man måske fortælle turisterne på forhånd, at Tivoli er en LILLE forlystelsespark og at Tivoli derfor ikke har nogen kæmpe store forlystelser eller rutsjebaner som i andre forlystelsesparker rundt omkring i verden. Når det er sagt, så er Tivoli en hyggelig park med mange sjove forlystelser og oplevelser for alle aldre. Det bør dog nævnes, at der ifølge Tivolis egen webside ikke er nogen forlystelser til børn under 3 år.

4. Møns Klint
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er uendelig langt til Møns Klint specielt pga. de mange landsbyer (med utrolig mange glas- og keramik butikker) men man kan ikke komme udenom, at Møns Klint er og bliver Danmarks flotteste naturlandskab. Ingen andre steder slår det. (Bare se det her billede.) (Skagen kommer dog tæt på.) Desværre imponerer Møns Klint bedst i solskin og sommervejr set fra havet, hvor den hvide kalk får vandet til at ligne et tropisk hav - så derfor vil jeg helt klart anbefale en sejltur til Møns Klint. Hvis man tager udfordringen op og forcere de mange trin på selve Møns klint, så kan man også ved sammen lejlighed besøge det flotte nye Geocenter. (Da jeg var der sidst var der faktisk flere udenlandske turister end danskere - på trods af beliggenheden.)

5. Amagertorv, Strøget og kanalrundfart
Når man er i København, så skal man selvfølgelig også besøge Strøget og se det flotte Amagertorv. København tager sig også altid rigtig godt ud på en kanalrundfart – i hvert fald når solen skinner og vejret er godt. Frokosten bør man spise på Cafe Norden, Hard Rock Cafe med udsigt til Tivoli eller på en af de mange gode restauranter i KBH.

6. Kronborg
Kronborg er Danmarks flotteste renæssanceslot og blev derfor også meget velfortjent optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2000. Kronborg er også verdensberømt pga. slottes rolle i Shakespeares skuespil Hamlet (under navnet Elsinore). Efter legenden skulle Holger Danske sove i kælderen under slottet og vågne op til dåd og redde Danmark, hvis landet skulle komme i fare. Hvor meget der skal til for, at han vågner, kan man jo så filosofere over – men i hvert fald kan man se H.P. Pedersen-Dans statue af Holger Danske i kasematterne under Kronborg.

7. Tycho Brahe Planetarium
Tycho Brahe Planetarium er nok Danmarks mest oversete biograf – da Tycho Brahe har en topmoderne IMAX biograf der både viser 3D og 4D film. Derudover er der selvfølgelig også den spændende udstilling om universet og rumfart.

8. Ny Carlsberg Glyptotek
Glyptoteket er Danmarks flotteste museum og har en helt unik stemning som ingen andre danske museumer kan prale med. Særligt vinterhaven er som taget ud fra en film og her bør man absolut bruge lidt tid f.eks. i cafeen. Glyptoteket har en meget flot samling af græske og egyptiske statuer.

9. Knuthenborg Safaripark
Safariparken er det nærmeste vi kommer den afrikanske savanne på Sjælland og øerne og selvom parken er placeret i Udkantsdanmark, så er der heldigvis en motorvej næsten hele vejen dertil.

10. Arken - Museum for Moderne Kunst
Arkens udstillinger er for det meste langt bedre og meget mere spændende end Louisianna og derfor burde Arken også få langt flere besøgende. Arken har nogle helt fantastiske rammer til at vise kunst - med en helt fantastisk beliggenhed ud til havet og en flot og moderne minimalistisk indretning.

lørdag den 10. august 2013

Trapper er so last year


Rutsjebaner er ikke længere kun forbeholdt børnenes legeplads. Bare se Det Tekniske Universitet i München eller arbejdspladsen nedenfor...


Eller udenfor denne kontorbygning...


Man kan også købe det til ens eget hjem...

 
Hvis man mangler nogle børn som en god undskyldning, så påpeger flere producenter, hvorledes at det er langt mere sikkert med en rutchebane, hvis man bor i et fler-etagers hus i forhold til brand specielt for ældre mennesker. Men det ser nu ikke ud som om, at det brænder i husene nedenfor…