Edward Murphy er ophavsmanden bag det ordsprog, der har ført til betegnelsen Murphys lov. Murphy udviklede den oprindelige Murphys lov (nr. 3) på baggrund af hans arbejde med sikkerhedssystemer indenfor den amerikanske rumfart. Men her var Murphys intension aldrig at skabe en negativ forståelse af verden, men derimod at påvise det hensigtsmæssige ved et defensivt design. Defensivt design er planlægning, hvor man foregriber alle de tænkelige måder, hvorpå man kan misbruge en enhed for enten at minimere de negative konsekvenser eller gøre misbruget umuligt. I et forsøg på at ændre forståelsen af Murphys love, som værende negative love, der har jeg her prøvet på at påpege nogle af de positive aspekter af Murphys lov:
1. Intet er så let, som det ser ud til.
Men hvis det er let, så er det ofte også ekstremt kedeligt!
2. Alting tager længere tid, end du tror.
Heldigvis erkender man stort set altid først dette, når man er så dybt involveret i projektet, at man ikke længere kan slippe ud af projektet!
3. Alt der kan gå galt, vil gå galt.
Derfor handler det om at udelukke muligheden for at noget kan gå galt – dvs. sænke ens forventningsniveau (dvs. ændre ens definition af fiasko)!
4. Hvis der er en mulighed for at flere ting vil gå galt, så vil det altid være den ting, der skaber flest problemer, der går galt.
Til gengæld kan ens værste mareridt også blive til virkelighed og dermed har man langt mindre at frygte i fremtiden!
5. Succes sker altid kun i det private – fejltagelser i fuld offentlighed.
Men hvem har også lyst til at prale af sine bedrifter i fuld offentlighed? Til gengæld så skaber det indre styrke, når man kan stå ved ens fejltagelser i fuld offentlighed!
6. Hvis der er fire måder, hvorpå en procedure kan gå galt og man forudser dette, så vil der hurtigt udvikle sig en femte og uforudset måde.
Hvilket måske kan afhjælpe lignende fremtidige problemer ved at udvikle ens fantasi!
7. Hvis alt ser ud til at gå godt - så har du helt klart overset noget.
Menneskets fejlbarlighed har skam også sine positive sider!
8. Naturen holder altid med den skjulte fejl.
Og dermed har man lært at være mere opmærksom på potentielle fejlkilder næste gang!
9. To fejltagelser er kun begyndelsen.
Men det er også meget bedre at begynde med to fejltagelser end slet ikke at gå i gang med projektet!
10. Alle garantier og forsikringer bliver ugyldige i det øjeblik, hvor man har betalt for dem.
Men heldigvis er det sjældent, at man får brug for dem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar