Skønhed og retorik

Ole Fogh Kierkeby har lige udgivet en bog som hedder ”Skønheden sker - begivenhedens æstetik” og efter at havde set DR2s Deadline om emnet som blev sendt den 21.10, så må jeg havde den bog på min hylde. Selvom jeg for god ordens skyld nok også lige må nævne, at jeg endnu ikke ved præcis, hvor enig jeg er med Ole Fogh Kierkeby, da jeg endnu ikke har læst hans bog, men den lyder særdeles interessant.

Ole Fogh Kierkeby mener, at alt kan være skønt. Vi vælger ikke selv, hvad der er skønt, men det skønne kommer til os i en bevægelse (hemmelighedsfuldt) og forvandler os. Det skønne er det fremmede som fascinerer mig og som ikke findes i mig selv. Det minder næsten om definitionen af kærlighed. Det mest spektakulære som Ole Fogh Kierkeby hævder (er for mig), at skønhed er at se det meningsløse i øjnene og at skønheden er skøn, fordi den er ren overflade. Det er en meget interessant pointe, når jeg tænker på min egen fascination af retorik. Jeg har altid været meget fascineret af dygtig retorik, som jeg derved også opfatter som skøn. Retorik kan hurtigt blive meget overfladisk, hvis man ikke får puttet mening, essens og betydning ind i det man taler om. Retorikken kan hurtigt blive til kunsten blot at tale, tale væk fra emnet, tale uden om eller bare vinde en argumentation på tricks, frem for argumenter. Det er dog ikke her min primære fascination af retorik ligger, for det er egentlig bare at snyde sin modstander - ikke at vinde diskussionen. Et godt eksempel på dette er Arthur Schopenhauers bog Kunsten altid at få ret. Ole Fogh Kierkebys påstand om, at det der er skønt er det meningsløse og overfladiske giver faktisk ganske god mening i denne kontekst. For det er netop, må jeg erkende og indrømme, den overfladiske og på sin vis i hvert fald potentielle meningsløse retorik som har fascineret mig. Jeg har naturligvis også stor beundring for folk med store filosofiske evner, men det har alligevel aldrig fascineret mig i samme grad som retorikken. Altså er beundringen større for den måde man siger noget på, frem for indholdet. Det lyder jo egentlig skræmmende overfladisk, at jeg foretrækker den skønne overfladiske flotte og derved potentielle meningsløse retorik, frem for den reelle og konkrete retorik med et indhold om virkeligheden. Den ligefremme og nøjsomme retorik om noget konkret fremstår i sin sandhed selvindlysende og er på den måde også samtidig blottet for skønhed. Selvom det selvfølgelig her skal understreges kraftigt, at dette selvfølgelig ikke gør de filosofiske evner mindre spektakulære, det er bare ikke det samme som skøn retorik. Desuden findes der rent faktisk også mennesker som formår begge; både det at havde en flot og gennemført retorik og så det at havde et dybt filosofisk indhold og pointe. Det er faktisk det, som jeg elsker mest ved universitetet.

Men hvis skønhed blot er overflade og potentiel meningsløs, så er skønhed måske i virkeligheden også bare dagdrømmeri væk fra virkeligheden. Alting er smukkere på afstand kunne man være så fræk at sige. Det skønne er derved også det umenneskelige og derved fremmede og anderledes fra mig selv. Det fremmede er også ifølge Kierkeby et kendetegn ved det skønne. Altså bliver man fascineret af det fremmede, umenneskelige og i meget kunst måske også af det overmenneskelige. Det overmenneskelige aspekt er måske det som gør at nogen betegner kunst som guddommelig. Kierkeby siger i udsendelsen, at han ikke tror på det guddommelige i kunsten, men måske han har bare erstattet det guddommelige med begrebet om det meningsløse. Man fatter i kunsten det meningsløse ved livet og det får én til at føle sig lille og ubetydelig, netop det som nogen måske betegner som det guddommelige. Jeg mener heller ikke, at skønhed findes i kunsten eller i tingen selv, men hos den der betragter det eller måske har kunsten ligefrem sin egen slags "væren" mellem kunsten og mennesket. Skønhed er noget uforståeligt noget, som Niels Steensen skriver: "Skønt er det, vi ser. Skønnere det vi forstår. Skønnest det vi ikke fatter." Men det virker som om at Kierkeby har fat i nogle meget essentielle tanker omkring opfattelsen af kunst og af det skønne. Men det må jeg blive klogere på, når jeg har læst hans bog.

Se DR2s program Deadline med Ole Fogh Kierkeby ved at trykke på overskriften.

Konference : Filosofi og Populærkultur

Så er der igen den 3. årlige konference om filosofi og populærkultur !

Arrangør: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet og Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Fredag, d. 2. november 2007, kl. 10.00 - 18.00 i U 100 på Syddansk Universitet.

Se programmet ved at trykke her.

Det at være overfladisk vs. det at være sig selv

Det er findes simpelthen ikke noget værre i min verden end overfladiske mennesker. Med overfladisk, mener jeg her, at de kun fokuserer på overfladiske ting og har en gennemgående ligegyldig facon som hverken viser den mindste medindlevelse eller medfølelse for eller med andre mennesker. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, at en person har en overfladisk væremåde, facon eller facade. Hvis jeg skal vælge, så foretrækker jeg dog en person med en overfladisk facade eller facon, for der kan man i det mindste ane en person bag facaden. Den gennemførte overfladiske væremåde skræmmer mig. Det er nok tanken om, at der måske slet ikke er en person bag alt det overfladiske. For overfladiskhed er alt det, som jeg altid selv har kæmpet imod. Jeg har altid selv kæmpet for, ikke at være overfladisk og blive eller være mig selv. Altså mig selv, som jeg virkelig er og bør være autentisk. Bør skal her ikke forstås idealistisk eller moralsk, men som den person som jeg virkelig er inde i mig selv. Som Søren Kierkegaard skriver:

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."

Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.