Så skete det desværre igen - endnu en højresvingsulykke med en lastbil. Denne gang gik det ud over Søren Huus's (fra Saybia) kæreste på 29 år og deres toårige datter (som dog heldigvis er i bedring). Det er virkelig tragisk og min største medfølelse går til Søren Huus, hans datter og deres nærmeste. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frygteligt det må være og så lige inden juleaften (selvom det måske kan være ligegyldigt). Måske er det igen musikken der bedst kan beskrive følelser. Her kan Saybias egen The Second You Sleep med Søren Huus fænomenale melankolske sangstemme måske bedst beskrive det tragiske og sørgelige ved denne situation.
Sådanne tragiske begivenheder (som desværre sker hver dag) skal man bruge til at huske på, at værdsætte livet og dem man holder af. Jeg har selv set døden meget tæt på i en ung alder, hvilket har gjort, at jeg nok lever i nuet og værdsætter livet på en anden måde end de fleste andre mennesker gør. Engang troede jeg, at alle mennesker, som har oplevet noget tragisk, så på livet, ligesom jeg gør. Men mange mennesker lever faktisk bare videre, som de altid har gjort, når de har fået den tragiske oplevelse lidt på afstand. Det vil sige uden at forstå, hvor fantastisk livet er og hvor taknemlig man skal være for det. De fleste mennesker, som jeg har mødt, som har den samme indstilling til livet som mig selv, det er mennesker der har overlevet en livstruende sygdom. Her kan jeg ofte genkende den samme livsglæde og livsenergi. Derfor vil jeg gerne opfodre til, at man, ligesom i Nik og Jays meget populære sang En dag tilbage, stopper op og spørger sig selv, hvad man ville gøre og hvordan man ville leve sit liv, hvis man kun havde en dag eller kort tid tilbage af sit liv. Man ville nok næppe spilde tiden på; at brokke sig over småting, være sur over livets uretfærdighed, stresse over arbejdet eller bekymre sig over, hvornår man får råd til en eller anden ligegyldig materiel ting osv. Netop fordi at disse ting i forhold til døden virker fuldkommen ligegyldige. Det er netop bevidstheden om døden som sætter perspektiv på livet og gør at man værdsætter livet. Det er ikke alle mennesker der når gennemsnitslevealderen, så derfor skal man ikke udsætte for mange ting, for så kan det være, at man aldrig når dem. Man skal også huske at værdsætte de mennesker man holder af, for man ved aldrig præcis, hvor lang tid man har tilbage sammen med dem. Jeg slutter endnu engang med et citat, nemlig mit ynglings citat af Piet Hein : Husk at leve, mens du gør det. Husk at elske, mens du tør det.
tirsdag den 18. december 2007
fredag den 14. december 2007
Universitetet vs. Hogwarts
Hvad har de danske universiteter til fælles med Hogwarts? (Hogwarts er den magiske skole fra Harry Potter universet.) Måske ikke særlig meget umiddelbart. Sammenligningen er selvfølgelig også meget uretfærdig, da Hogwarts jo er et opdigtet sted og da virkeligheden jo altid vil have svært ved at leve op til det forestillede. Men jeg vil alligevel prøve at sammenligne de to steder.
Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.
Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.
Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.
På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.
Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.
Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:
På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)
På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.
På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.
Først må man gøre sig klart, hvad der beskriver Hogwarts miljø? Mine umiddelbare bud er; omgivelserne, personlighederne, sorterings hatten og de fire huse de studerende er fordelt på.
Jeg begynder med omgivelserne. Omgivelserne på Hogwarts er fantastiske. Hogwarts skal forestille at være et kæmpe slot eller borg beliggende i det naturskønne Skotland. Dette kan de danske universiteter desværre ikke leve op til på nogen måde. For der er vidst aldrig nogen som har tænkt på omgivelserne, når de skulle placere et universitet i Danmark. Selvom man jo altid siger, at beliggenhed er alting, så gælder dette øjensynlig ikke for universiteterne. Jo måske med hensyn til central beliggenhed, men ikke med hensyn til en smuk beliggenhed. Selvom det med den centrale beliggenhed også kan diskuteres. Men en ting som vi dog har i Danmark, ligesom Hogwarts, det er smukke gamle universitetsbygninger. Det bedste eksempel, syntes jeg personligt, er Københavns Universitets bygninger ved Vor Frueplads og Fiolstræde skabt af C.F. Hansens elev Peder Mallings i 1831. Disse bygninger bliver dog stort set ikke brugt til undervisning mere, men mest til administration og så (til glæde for alle studerende på Københavns Universitet) Det Kongelige Bibliotek. Men den tid er jo desværre også snart forbi, da Københavns Universitet har besluttet, at Det Kongelig Bibliotek skal smides ud til fordel for mere administration og muligvis noget undervisning. Det syntes jeg faktisk er en meget trist udvikling for både bygningerne og de studerende. I udlandet findes der masser af fantastiske universiteter med fantastisk beliggenhed. Nogle gode eksempler er f.eks. Oxford University i England, Princeton University, Sewanee University og Rhodes College i USA. Her har de virkelig nogle universiteter som kan sammenlignes med Hogwarts. Men på trods af det, så er det ikke ligefrem noget de praler med på deres egne hjemmesider. Det er faktisk lidt svært at finde billeder af bygningerne på deres egne hjemmesider. Men det er selvfølgelig heller ikke omgivelserne, som skal afgøre ens valg af universitet. Hvad det så er, man skal vælge universitet efter, det er en anden diskussion.
Personlighederne på Hogwarts har også en stor betydning for Hogwarts miljø, da de både bidrager med karisma, stemning og giver en speciel følelse af noget unikt på Hogwarts (ligesom i virkeligheden). Det er formodentlig også personlighederne i Harry Potter bøgerne som har gjort, at serien er så enormt populær. Dette gælder, set med mine øjne, også for universiteterne. Jo flere personligheder en uddannelse har, jo større en oplevelse bliver universitetet også. Men personligheder er desværre jo ikke bare noget som hænger på træerne eller som man bare kan indkøbe. Og det er heller ikke noget, som man kan læse sig frem til, men noget man er. Det er naturligvis også meget individuelt, hvad man anser for at være en personlighed. Men for at tale på mine egne vegne, så har jeg HELDIGVIS på mit eget studie mødt rigtig mange store og forskellige personligheder blandt mine undervisere både af den sjove, provokerende og anderledes tænkende slags. Også blandt mine egne medstuderende har jeg været meget heldig. For min årgang på mit studie var en meget varieret årgang med alle mulige forskellige slags typer mennesker og personligheder i alle aldre. Nogle af de mere atypiske var f.eks. en tidligere udsmider, en rocker, en technofreak, en skovhugger, en afrodansker med voodoo tendenser og en meget højtråbende punker. Men det var enormt fedt, at der var så stor forskellighed på et universitetsstudium, men desværre var der også mange der droppede ud.
På Hogwarts bliver eleverne fordelt af sorteringshatten. Sorteringshatten fordeler de studerende efter intuition og råd fra de studerende selv. Sorteringshatten er meget smart fundet på af J.K. Rowlings, for den gør, at folk ikke skal inddeles efter andre mere ubehagelige (men tit ligeså tilfældige, latterlige og irrelevante) metoder. Virkelighedens sorteringshat hedder Den Koordinerede Tilmelding. Her bliver man sorteret efter ens karakterer fra Gymnasiet eller Handelsskolen. Disse karakterer viser ens evner på forskellige områder OG ens gymnasielæreres evner, uddannelse, niveau af selvtillid og i hvilken grad ens eget perspektiv på verden, videnskab og diverse teorier (også politik) matchede ens undervisers. Med hensyn til karakterer, så vil jeg også lige nævne Hogwarts karaktersystem som består af 6 karakterer, som minder lidt om den nye danske syvskala. Der er tre karakterer til at bestå; fremragende, over forventning og flot og så tre karakterer for ikke-bestået; acceptabelt, under forventning og trold. Præcis som i virkeligheden.
Sorteringshatten fordeler alle de studerende på Hogwarts på fire forskellige huse med hver deres egenskaber. Dette kunne man også godt sammenligne med fordelingen af studerende på de videnskabelige områder som f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab osv. Og der er helt sikkert også visse fællestræk mellem de mennesker som vælger den samme uddannelse, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på, da dette bare fører til en masse opremsninger af fordomme og generaliseringer.
Selvom der er visse ligheder mellem Hogwarts og universitetet, så virker universitetet alligevel en del mindre magisk - desværre. Men hvordan kunne universitetet så blive mere magisk? Her er nogle bud baseret på Hogwarts som forbillede:
På Hogwarts må man gerne have et kæledyr. Måske skulle man overveje dette på universitetet? (Jeg ved naturligvis godt, at dette ikke kan lade sig gøre af flere grunde f.eks. hensynet til allergikere.)
På Hogwarts er maden faktisk en væsentlig og essentiel faktor for, at livet på Hogwarts fungere godt. Selv når alting går dårligt for eleverne, så er maden altid et lyspunkt. Så måske skulle universiteterne satse mere på bedre mad - for simpelthen at forhindre frafald.
På Hogwarts er der generelt, til trods for al verdens fare og ulykke, altid en god stemning. Så måske ville det også hjælpe på de ellers så tilsyneladende fredelige universiteter, hvis der generelt var en mere positiv atmosfære. Her tænker nogle måske, at jeg forventer, at universitetet skulle være et sjovt og positivt sted. Og ja, det gør jeg naivt nok i en vis grad. For hvorfor skulle et sted fyldt med viden og udvikling ikke også være et enormt positivt sted? Selvom der selvfølgelig også skal være masser af plads til både faglig kritik og debat. (Debatten er generelt et overset område, men det er kritikken sjovt nok ikke.) For man kan jo diskutere på mange forskellige måder. For selvom at universitetet selvfølgelig er en uddannelsesinstitution og en arbejdsplads og dermed ikke er nogen legeplads. Så mener jeg bestemt ikke, at der er nogen nødvendig sammenhæng mellem den negative stemning og atmosfære (som der desværre tit er på universitetet) og så alvorlig og seriøs videnskablig forskning. Undersøgelser viser jo også, at jo bedre stemningen er på et institut, jo bedre bliver forskningen. For at understrege, hvor dårlig en atmosfære jeg har oplevet, så har jeg desværre oplevet flere eksempler på mennesker, der var så deprimeret på universitetet, at de ligefrem gik med selvmordstanker. Selvom dette forhåbentlig ikke er et generelt billede af universitets atmosfære, så påpeger jeg bare, at mine oplevelser af folk med selvmordstanker muligvis kunne hænge sammen med den negative atmosfære. For det er netop her, hvor magien forsvinder fra min oplevelse af universitetet og hvor Hogwarts adskiller sig og fremstår som det, som det er, nemlig en forestilling skabt af fantasien. Men derfor kunne man jo godt nogle gange ønske, at virkeligheden lignede fantasien mere. Jeg vil afslutte med Hogwarts motto: ”Draco dormiens nunquam titillandus”, for det måske netop det jeg lige har gjort.
mandag den 10. december 2007
Alan Rickman oplæser Shakespeare
Det er fantastisk, Alan Rickman der oplæser Shakespeare's sonnet 130! Kan det blive bedre?
Det er vildt, hvor mange videoer der er med Alan Rickman på youtube. Han har vidst mange kvindelige fans!
Andre videoer på Youtube med Alan Rickman der kan anbefales:
Det er vildt, hvor mange videoer der er med Alan Rickman på youtube. Han har vidst mange kvindelige fans!
Andre videoer på Youtube med Alan Rickman der kan anbefales:
fredag den 7. december 2007
10 ideer til at komme i julehumør
- Lav æbleskiver og gløgg (og nej, du behøver ikke inviterer venner eller familie). Hvis du ikke kan lide gløgg... ja, så må du lave kakao eller te i stedet. Og hvis du er allergisk overfor æbleskiver, så må du bage en kage, ja, der er vel masser af alternative muligheder.
- Se nogle af de gode gamle Disney kortfilm, her kan de klassiske Sneboldkampen og Plutos jul selvfølgelig anbefales, men Popcorn og Disneys udgave af Charles Dickens Et juleeventyr kan også anbefales. Lady og vagabonden har også en ganske god vinkel på julehygge.
- Se Alene hjemme 1 eller 2, hvis du ikke gider at se tegnefilm. For dem som absolut ikke kan klare at se useriøse og barnlige julefilm, så kan The Family Man anbefales med Nicolas Cage. Her er julehyggen langt mere moderat og uden for megen glæde og positiv stemning på én gang. Den har også en god pointe - kan dog ikke anbefales til folk som har planlagt at leve resten af livet alene.
- Gør noget godt eller gør nogle andre glade. Det er rigtig julestemning!
- Skru dine forventninger ned omkring julen - der er jo en mulighed for at denne jul ikke bliver den mest fortryllede og fantastiske jul nogensinde. Specielt med hensyn til juleaften, så må man ikke havde for høje forventninger: omkring hvor god maden bliver, hvor fantastiske julegaverne er og hvor hyggeligt det bliver. Det er meget bedre, at forvente at maden brænder på, julegaverne hovedsagligt er ting, som du ikke ønskede dig og som du stadig ikke ønsker dig, og at diverse uløste diskussioner fra tidligere familiefester skal tages op netop på juleaften. Så kan du kun bliver positivt overrasket eller om ikke andet blive bekræftet i dine forventninger.
- Lad være med at tænke på julen, som noget man skal. Du bestemmer selv over dit liv. Hvis du ikke gider holde jul, klippe julepynt, pynte op, bage kager, sende julekort, købe gaver osv., så lade være med det. Det er dit valg og det må dine omgivelser så bare lære at leve med. Og her skal man ikke komme med en masse dårlige undskyldninger om at mor, konen, børnene eller familien ikke vil kunne forstå dette eller bliver utilfredse. Når man tager et valg, så medfører det også konsekvenser og det bliver man ikke altid lige populær af. Det kan dog anbefales, at fortælle den nærmeste familie om dette inden den 24. december, specielt børnene.
- Julen handler om, at havde det rart sammen, hygge sig og at havde det sjovt. Det er ikke meningen, at der skal være en dybere filosofisk mening med traditionerne. Så lad være med at ødelægge julen (i hvert fald for andre) ved at konstant at påpege dette.
- Gå en tur i skoven, når solen skinner. Det er ganske rart, så længe at det ikke regner eller blæser for meget.
- Helt ærlig, du må også selv have nogle ideer. Det kan ikke være rigtig, at jeg alene skal have hele ansvaret for dit julehumør.
- Hvis du bare syntes, at de ovenstående ideer er noget pjat, så er du enten FOR negativ eller FOR voksen til at fejre jul. Julen er ikke noget seriøst eller meningsfuldt og hvis du forventer dette, så har du ikke forstået punkt 7. Det handler om at havde det sjovt og hygge sig.
onsdag den 5. december 2007
Så er der pyntet op til jul!
Hvis vi troede, at vi kunne pynte op til jul herhjemme, så er det ingenting i forhold til i USA. Bare tjek disse eksempler fra Youtube! Hvornår mon vi ser det herhjemme?(De lyser i takt til musik.)
Selvom man ikke kan lade være med at tænke på, hvorvidt nogle af dem er lavet på en pc.
Selvom man ikke kan lade være med at tænke på, hvorvidt nogle af dem er lavet på en pc.
Forsøg på en redningsaktion af lykken
Dette er en forsættelse af diskussionen fra Kun de eksistentielt mislykkede filosoferer. Lige som jeg gik og troede, at lykken var afskaffet, så fik jeg øje på Richard Layards bog: Happiness - Lessons from a New Science. I hans bog er der en del om den nyeste forskning indenfor neuroforskning. Det er lidt interessant, for forskningen viser, at man rent faktisk kan påvise og måle lykke i hjernen. Altså ikke den reelle lykke følelse, men de kemiske udslag som lykken giver i hjernen. Her må man naturligvis skelne mellem lykke som følelse og så dens fysiske og kemiske udslag i hjernen (dette skel vil nogle benægte eksistensen af). Altså kan man registrerer udsving i hjernens venstre side ved lykkefølelse og udsving i højre side af hjernen, når man har mere negative følelser. Derved har videnskaben i hvert fald påvist, at lykken ikke er fuldkommen subjektiv - da den i hvert fald har et fysisk modstykke og derved en objektiv tilgangsform. De ihærdige tilhængere af at afskaffe lykken vil muligvis fastholde her, at folk med vrangforestillinger også har lignende kemiske reaktioner i hjernen. Dette kan dog let afvises, da fænomenet - lykken - jo findes hos flere end nogle enkelte individer og at en større undersøgelse dermed nok vil kunne påvise, at fænomenet lykken rent faktisk forekommer hos et meget stort flertal af befolkningen. Dermed vil jeg hævde, at flertallets følelse af lykke og de neurologiske resultater til sammen kan bevise, at lykken reelt eksistere og ikke bare er en illusion.
Dette vil måske få nogle få til at hævde, at bare fordi et flertal har den samme illusion, så betyder det ikke, at illusionen er en del af virkeligheden. Men dette fører bare til en diskussion a la den om, hvad der er normalt. Og mon ikke definitionen af normal i sidste ende handler om, hvad flertallet af mennesker hævder. Det samme må gælde for lykkens eksistens. Så hvis flertallet skal bestemme, hvorvidt lykke er en illusion eller ej, så tror jeg, at lykkens eksistens er reddet. Ellers skal man i hvert fald være klar til at argumentere for, at visse sindsforvirrede muligvis også ser verden mere klart og realistisk end flertallet af mennesker.
Det mærkelige ved at diskutere, hvorvidt der findes lykke (noget som for andre mennesker er fuldkommen selvindlysende) er nogle af de mærkelige fordomme der kommer frem omkring lykke. Dem vil jeg også lige kommentere:
1. Lykke er det samme som tilfredsstillelse af alle behov.
Hvis dette skulle være tilfældet, så er lykken umulig og en illusion. Men denne antagelse om lykke, det er det samme som at hævde, at hvis man er klog, så laver man aldrig fejl. Eller hvis man ved noget omkring et område, så ved man noget om alt. En fejlslutning. Lykke er for det meste kun tilfredsstillelse af et eller flere områder - ikke alle. Det er en næsten fuldkommen utænkelig situation, at alle ens behov skulle være opfyldt på en gang, men den kan vel teoretisk forekomme. Lykken kan hurtigt føles sådan, men det er sjældent således, det handler nok mere om ens eget perspektiv på tingene (hvad man fremhæver som vigtigt).
Det er også utopi at tro, at lykke skulle være lig med manglende ulykke. Jeg tror faktisk på, at det er ulykke som gør at man værdsætter lykke. (Faktisk tror jeg også, at jo større ulykke man har oplevet i livet, jo større lykke kan man også føle.) Men lykke er jo ikke en permanent følelse, men kun en følelse som man kan føle i begrænset tid. Man kan til gengæld godt være tilfreds med sit liv over længere tid og det handler i høj grad om ens egen indstilling. Altså hvordan man vælger at se på sit eget liv og sig selv. Ens egen indstilling og perspektiv på sig selv og livet afgør i højere grad, hvor lykkelig man kan føle sig end noget andet. For høje eller urealistiske forventninger fører hurtigt til negativitet og ulykke. En af mine gode undervisere spurgte engang i undervisningen, hvad lykke er? Jeg svarede, at lykken er, når virkeligheden passer på ens forventninger og forhåbninger. Og dette vil jeg gerne fastholde. At føle sig lykkelig handler ikke så meget om livets udvikling, men meget mere om, hvorvidt man formår at være tilfreds med sig selv og sin tilværelse uanset, hvordan den former sig. Derfor handler lykke også i høj grad om at kunne værdsætte det man har. Man kan være lykkelig uanset, hvordan ens liv er, det samme gælder også for ulykke. Lykke er en slags værdsættelse og hvis man aldrig er tilfreds med noget eller værdsætter noget, så kan man heller aldrig føle lykke. Derfor kommer lykke indefra – ikke fra materielle ting eller ting som lykkes for en.
2. At være lykkelig betyder, at man bliver passiv og kommer til at mangle motivation.
Denne fordom forudsætter igen, at man tror lykke er lig med tilfredsstillelse af alle behov. Der er altid nye muligheder for skabe noget nyt og manglende lyst til dette kan man ikke undskylde med lykken. Måske handler denne fordom om, at lykke rent faktisk ændre ens måde at se verden på og derved også ens prioriteringer. Det lyder næsten som om at lykke er en slags endestation. Men lykke er noget midlertidigt - ingen flyver rundt på lyserøde skyer konstant. Men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde for at blive generelt mere lykkelig eller det modsatte.
3. Når man er lykkelig, så er der ikke længere er plads til utilfredshed eller nødvendighed.
Dette bygger igen på den samme fordom om lykke. Jeg er lykkelig, altså jeg gider ikke at gå på arbejde. Nej, sådan fungere verden ikke. Det er man nød til - med mindre man altså har råd til andet. Og det er form for utopi at tro, at der nogensinde vil komme en situation, hvor man ikke er utilfreds med noget. Det er i høj grad én selv som definerer, hvor utilfreds man er med ens tilværelse. Så hvis man vil være utilfreds med livet, så kan man altid være utilfreds - uanset hvor succesfuld man er.
4. Lykke gør man er ligeglad med andre.
Her vil jeg næsten hævde det modsatte. Folk der er ulykkelige - de er i langt højere grad ligeglade med andre. Misundelse og ulykke kan virkelig få en persons dårlige sider frem. Det er ulykke som får folk til at mobbe andre, se ned på andre og være ondskabsfulde. Det gør lykkelige mennesker ikke, for de har ikke behov for at fremhæve sig selv eller tryne andre på den måde.
Dette vil måske få nogle få til at hævde, at bare fordi et flertal har den samme illusion, så betyder det ikke, at illusionen er en del af virkeligheden. Men dette fører bare til en diskussion a la den om, hvad der er normalt. Og mon ikke definitionen af normal i sidste ende handler om, hvad flertallet af mennesker hævder. Det samme må gælde for lykkens eksistens. Så hvis flertallet skal bestemme, hvorvidt lykke er en illusion eller ej, så tror jeg, at lykkens eksistens er reddet. Ellers skal man i hvert fald være klar til at argumentere for, at visse sindsforvirrede muligvis også ser verden mere klart og realistisk end flertallet af mennesker.
Det mærkelige ved at diskutere, hvorvidt der findes lykke (noget som for andre mennesker er fuldkommen selvindlysende) er nogle af de mærkelige fordomme der kommer frem omkring lykke. Dem vil jeg også lige kommentere:
1. Lykke er det samme som tilfredsstillelse af alle behov.
Hvis dette skulle være tilfældet, så er lykken umulig og en illusion. Men denne antagelse om lykke, det er det samme som at hævde, at hvis man er klog, så laver man aldrig fejl. Eller hvis man ved noget omkring et område, så ved man noget om alt. En fejlslutning. Lykke er for det meste kun tilfredsstillelse af et eller flere områder - ikke alle. Det er en næsten fuldkommen utænkelig situation, at alle ens behov skulle være opfyldt på en gang, men den kan vel teoretisk forekomme. Lykken kan hurtigt føles sådan, men det er sjældent således, det handler nok mere om ens eget perspektiv på tingene (hvad man fremhæver som vigtigt).
Det er også utopi at tro, at lykke skulle være lig med manglende ulykke. Jeg tror faktisk på, at det er ulykke som gør at man værdsætter lykke. (Faktisk tror jeg også, at jo større ulykke man har oplevet i livet, jo større lykke kan man også føle.) Men lykke er jo ikke en permanent følelse, men kun en følelse som man kan føle i begrænset tid. Man kan til gengæld godt være tilfreds med sit liv over længere tid og det handler i høj grad om ens egen indstilling. Altså hvordan man vælger at se på sit eget liv og sig selv. Ens egen indstilling og perspektiv på sig selv og livet afgør i højere grad, hvor lykkelig man kan føle sig end noget andet. For høje eller urealistiske forventninger fører hurtigt til negativitet og ulykke. En af mine gode undervisere spurgte engang i undervisningen, hvad lykke er? Jeg svarede, at lykken er, når virkeligheden passer på ens forventninger og forhåbninger. Og dette vil jeg gerne fastholde. At føle sig lykkelig handler ikke så meget om livets udvikling, men meget mere om, hvorvidt man formår at være tilfreds med sig selv og sin tilværelse uanset, hvordan den former sig. Derfor handler lykke også i høj grad om at kunne værdsætte det man har. Man kan være lykkelig uanset, hvordan ens liv er, det samme gælder også for ulykke. Lykke er en slags værdsættelse og hvis man aldrig er tilfreds med noget eller værdsætter noget, så kan man heller aldrig føle lykke. Derfor kommer lykke indefra – ikke fra materielle ting eller ting som lykkes for en.
2. At være lykkelig betyder, at man bliver passiv og kommer til at mangle motivation.
Denne fordom forudsætter igen, at man tror lykke er lig med tilfredsstillelse af alle behov. Der er altid nye muligheder for skabe noget nyt og manglende lyst til dette kan man ikke undskylde med lykken. Måske handler denne fordom om, at lykke rent faktisk ændre ens måde at se verden på og derved også ens prioriteringer. Det lyder næsten som om at lykke er en slags endestation. Men lykke er noget midlertidigt - ingen flyver rundt på lyserøde skyer konstant. Men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde for at blive generelt mere lykkelig eller det modsatte.
3. Når man er lykkelig, så er der ikke længere er plads til utilfredshed eller nødvendighed.
Dette bygger igen på den samme fordom om lykke. Jeg er lykkelig, altså jeg gider ikke at gå på arbejde. Nej, sådan fungere verden ikke. Det er man nød til - med mindre man altså har råd til andet. Og det er form for utopi at tro, at der nogensinde vil komme en situation, hvor man ikke er utilfreds med noget. Det er i høj grad én selv som definerer, hvor utilfreds man er med ens tilværelse. Så hvis man vil være utilfreds med livet, så kan man altid være utilfreds - uanset hvor succesfuld man er.
4. Lykke gør man er ligeglad med andre.
Her vil jeg næsten hævde det modsatte. Folk der er ulykkelige - de er i langt højere grad ligeglade med andre. Misundelse og ulykke kan virkelig få en persons dårlige sider frem. Det er ulykke som får folk til at mobbe andre, se ned på andre og være ondskabsfulde. Det gør lykkelige mennesker ikke, for de har ikke behov for at fremhæve sig selv eller tryne andre på den måde.
tirsdag den 4. december 2007
Boganmeldelse af Niels Thomassens Frihedens fallit - Træk af en samtidsdiagnose
Frihedens fallit er en gennemgående kritik af frihedens forherligelse i det moderne velfærdssamfund. Frihed har, ifølge Thomassen, erstattet lykke i det moderne samfund og blevet målet og meningen med livet. Frihed, definerer Thomassen, som den konstante jagt efter frihed til at vælge og vrage mellem livets mange tilbud. Problemet med denne definition er, at man i sidste ende glemmer, hvad man egentlig skulle bruge friheden til. Derved bliver frihed til et spørgsmål om valgmuligheder og derved kommer lykke til at handle om valgmulighedernes kvantitet frem for deres kvalitet.
Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.
Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.
Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)
Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.
Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.
Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)
Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.
Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007
Thomassen begynder bogen med en kritik af egokulturen, for det er denne som fører frem til egoisme og manglende medmenneskelighed. Egokulturen har forbrugerismen som sin livsholdning. Forbrugerismen er kendetegnet ved, at forbrugeren hele tiden kan vælge mellem mange forskellige varer og hurtigt kan bytte dem ud, hvis de ikke tilfredsstiller deres behov i høj nok grad. Denne forbrugermentalitet overførers i det moderne samfund til alle andre områder af livet, hævder Thomassen. Et eksempel fra bogen kunne være uddannelsessektoren. Inden for uddannelsessektoren fokuserer man meget snævert på det kontante faglige udbytte frem for andre aspekter som f.eks. de mere personlighedsudviklende og dannende sider af undervisningen. Et andet vigtigere område som forbrugerismen også har invaderet er privatlivet. Her fremhæver Thomassen partnervalgets forbrugslignende karakter. Hvor det ikke blot handler om at finde kærlighed eller lykke, men det i høj grad handler om at prøve muligheder af. For at sikre sig, at man ikke har begrænset sin frihed i sit partnervalg, så må man konstant undersøge forholdet. Dette gøres, ifølge Thomassen, ved at man gør sig bestemte forestillinger om, hvad man skal have ud af parforholdet. Ifølge Thomassen så stiller man: ”ganske omfattende krav og forventninger til hinanden, man er meget betænkt på om forholdet er godt nok, om man nu er forelsket nok, man har i vid udstrækning hinanden på prøve som en bil eller en kjole, og tager tvivlen overhånd, holder man en pause.”( Thomassen, 2006, s. 8) Det er en slags brug-og-smid-væk kultur som præger ens samvær med andre mennesker og dermed bliver andre mennesker hurtigt til en slags forbrugsvare. Dette hænger, ifølge Thomassen, sammen med at egokulturen favoriserer fornuften. Hvor fornuft her skal forstås som det rationelle valg som medfører størst mulig nydelse og mindst mulige omkostninger. Hvis denne form for fornuft bliver for omfattende en del af mennesket, så fører det, ifølge Thomassen, til selvtilstrækkelighed og egocentri. Derefter kritiserer Thomassen egokulturens individualisme dvs. det at mennesket er i centrum, uafhængigt og frit. Denne forståelse af mennesket ser Thomassen som en illusion. Menneskets identitet er ikke kun givet af naturen, men er også intersubjektivt givet. Mennesket er heller ikke selvtilstrækkeligt, for som Thomassen udtrykker det, så er selv den stærkeste personlighed en kolos på lerfødder. Lykken er heller ikke bare det at få tilfredsstillet sine lyster.
Men hvad er lykke så? Det gennemgår Niels Thomassen herefter ved at belyse lykke og ulykke i begrebspar som f.eks. det at leve i fortiden eller fremtiden frem for at leve i nuet, harmoni overfor konflikt, kedsomhed overfor det at være i bevægelse (det at realisere sin begrænsede tid på jorden) angst overfor tryghed (det at føle sig hjemme) det fortvivlende eller meningsløse overfor det meningsfulde osv. Denne del minder meget om Thomassens bog Ulykke og lykke - Et livsfilosofisk udspil med stadig hensyn til Søren Kierkegaard fra 2001.
Derefter kommer Thomassen med en lang kritik af konkurrencesamfundet, hvor han skelner mellem sund og usund konkurrence. Han gør også opmærksom på risikoen ved at evalueringer og karaktergivning kan blive et udtryk for den pågældende persons ”værdi”. Hele kritikken er en kritik af formålsrationaliteten som den forekommer i samfundet. Thomassen konkluderer til sidst, at egokulturen fremmer konkurrencesamfundet og en opfattelse af frihed som ikke er lykkebringende:”Frihed forstår vi som det at have muligheder, jo flere muligheder, jo større frihed. Muligheder fremskaffes gennem udvikling og vækst, gennem præstationer og magt. Muligheder for hvad? Frihed til hvad? Det er modernitetens formidable illusion, at frihed er et mål i sig selv. Eller med en bedre formulering: at frihed alene er et spørgsmål om muligheder. Frihed bestemmes rent kvantitativt. Men frihed er først frihed, når den er frihed til et liv af kvalitet. Det drejer sig ikke om muligheder i sig selv, men om muligheder for et liv af kvalitet. Friheden får sin kvalitet af det liv den muliggør. Frihed er at formå det gode liv, frihed er frihed til lykke.”(Ibid., s. 48)
Thomassen kritiserer herefter egokulturens kærlighedsopfattelse, som han mener, er præget af to ting nemlig forbrugerholdningen og det rationelle valg af kærlighed. Som Thomassen skriver: ”Man gør sig rationelle overvejelser over, hvordan ens partner skal være, skal se ud, og hvilke funktioner han eller hun skal opfylde i ens liv. Man har forventninger til den andens udseende, væsen, væremåde, vaner, sociale position, arbejde, økonomiske sans, venner, fritidsinteresser, deltagelse i husholdningen og forvaltning af den fælles ejendom og måske ikke mindst hvordan vedkommende skal være en hjælper og deltager i ens egen livsudfoldelse.”(Ibid., s. 50) Altså har man skabt et slags rationelt idealbillede som ens følelser skal passe ind i og derved blive rationelle. Men problemet med dette er, at man derved har ødelagt det spontane i kærligheden. Egokulturen opfatter også det at binde sig som noget farligt, for derved mister man jo sin frihed og nogle potentielle valgmuligheder. Dette mener Thomassen også kan forklare de lave børnetal i de vestlige lande.
Derefter karakteriserer Thomassen kærlighed i forhold til henholdsvis filosofi, fornuft og lidenskab. Kærlighed er ikke bare en følelse, men identitetens engagement. Thomassen beskriver kærlighed både som værende spontan lidenskabelig hengivelse og behov. Han beskriver meget smukt og præcist kærlighed, når han siger: ”Kærlighed er altid personlig. Den er det enestående individs ømhed for det andet enestående individ. Kærlighed vækkes og fastholdes af den andens væsen, engagerer sig i den anden uden begrænsninger. Der er identifikation i kærligheden, men en identificering med den anden i hans eller hendes fremmedhed. I kærligheden ligger en betagelse af det unikke ved den anden og dermed af det fra mig forskellige, det anderledes. Den er derfor min henvendelse til dig og dermed bestemt ikke alene af den der henvender sig, men også af den den henvender sig til.”(Ibid., s. 55) Men egokulturens frihedsjagt og karriereræs gør at kærligheden har meget vanskelige kår. At elske og blive genelsket er det samme som at høre hjemme. Derfor er kærlighed også et standardeksempel på en tryg og lykkelig tilværelse. Den ulykkelige kærlighed som ikke er gengældt er derfor selvfølgelig det modsatte, nemlig den største ulykke, da man derved bliver afvist med hele sin identitet.
Til sidst konkluderer Thomassen, at hvis lykke er det højeste gode og meningen med livet, så må kærligheden der lykkes være meningen med livet. Her kan fornuften ikke bruges som lykkebringer og dermed kritiserer Thomassen den lange filosofiske tradition for at udråbe fornuften til menneskets højeste aktivitet. Fornuften kan kun have en tjenende funktion for kærligheden, hvor den kan bruges til at overveje og afklare de situationer som kærligheden udfolder sig i. Som Thomassen udtrykker det: ”Mennesket kan lige så lidt undvære fornuft som lidenskab. Ufornuft er en trussel i mange sammenhænge, men der er næppe noget i sandhed så frygteligt som mennesker uden følelser.”(Ibid., s.56) Thomassen kritiserer også egokulturen for at gøre kærligheden til en præference blandt andre og derved går også hengivelsen i kærligheden tabt. Niels Thomassen hævder ligefrem:”... at den krævende og selvhævdende side af kærligheden kan egokulturen sagtens finde ud af at håndtere, men den anden halvdel af kærligheden, det at give sig selv bort til den elskede, negligeres.”(Ibid., s.57) Dette betyder at kærligheden perverteres og det betyder i sidste ende, at ”Bliver man svigtet af den elskede, så gør man det samme, som når bilen bryder sammen, finder hurtigst muligt en erstatning. Jo mere inderlighed og ånd bliver til oplevelser og fornuft, jo mere overfladisk og perverteret bliver kærligheden. Lykken i egokulturens kærlighed er relativt begrænset, bestandig truet af illusioner og derfor ikke særlig stabil.”(Ibid., s.57)
Niels Thomassens bog er en meget gennemført og grundig kritik af det moderne samfund i forhold til forbrugerismen. Han udpeger meget fint, hvordan forbrugerkulturen hurtigt kan føre til det meningsløse og overfladiske, specielt hvis forbrugerismen og formålsrationalismen får for stor betydning på det menneskelige område. De bedste dele af bogen er helt klart dem, hvor han går ind og analyserer, hvordan egokulturens forståelse af frihed, rationalisme og kærlighed påvirker mennesket. Niels Thomassen skriver i starten af bogen: ”Der gives næppe en teori om menneskelivet, som ikke forenkler. At indfange livet i al dets utrolige variation og rigdom i det skrevne ord eller for den sags skyld det talte, er ikke muligt.”(Ibid., s.5) Dette er naturligvis sandt, men Thomassen kommer meget tæt på at give en teori om menneskets forhold til frihed, kærlighed og lykke som netop formår dette. Nogle vil måske hævde, at Thomassen overdriver forbrugerismens og egokulturens betydning i det moderne samfund, men dette gør jo ikke nødvendigvis kritikken mindre relevant. Og selv hvis man ikke nødvendigvis er enig med alle Thomassens pointer undervejs, så kan man ikke afvise relevansen i at huske på det essentielle og ikke blot synke hen i overfladisk forbrugerisme. Bogens kritik af egokulturen og forbrugerismen i det moderne velfærdssamfund er noget som ethvert menneske må forholde sig til, hvis det vil leve autentisk og finde lykken.
Dette er en anden udgave end den der blev trykt i Refleks #40, november, 2007
mandag den 3. december 2007
Julestemningen der forsvandt
Det er utroligt, hvor hurtigt tiden går. Det var lige sommer og nu er det allerede blevet vinter og jul igen. Den første weekend er faktisk også allerede vel overstået med masser af julefrokoster og julehygge. Den næste weekend "truer" allerede i det fjerne med endnu mere hygge hos både familie og venner. Men det er nu alligevel hyggeligt at fejre en højtid sammen med både ens venner og ens udvidet familie, selvom man har travlt. Jeg værdsætter i høj grad andre menneskers samvær og derfor nyder jeg selvfølgelig også, når alle har tid til at samles. Dette sker da heldigvis også tit i løbet af året, men det er alligevel noget andet til jul. Det er jo nok traditionerne, hvor trivielle de så end er, som giver en fællesskabsfølelse og en vis glæde ved det velkendte. Jeg er stort set altid i godt humør, så mit humør i december plejer også at være højt og derfor troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne komme for tidligt i julehumør. Det vil sige indtil sidste år. Der tænkte jeg, hvad kan der egentlig ske ved at høre lidt julemusik og pynte op i god tid (slutningen af november)? Det kan der vel ikke ske noget ved. Men jeg skulle blive klogere. Jeg pyntede glad op, bagte julekager osv. lige indtil den 22. december - så var jeg ikke længere i julehumør. Det var ikke fordi jeg var negativ eller trist, for jeg havde stadigt mit gode humør, det var bare ligesom at julestemningen var forsvundet. Hvilket gjorte juleaften til en lidt besynderlig og halv komisk oplevelse. Men det må ikke gentage sig i år, så derfor pynter jeg først op i dag (jeg har nu heller ikke haft tid i weekenden). Men det kan være, at der er en udløbsdato på ens julehumør. Det ville jo heller ikke være så smart, hvis man pludseligt fik lyst til at fejre jul hele året. Men dette gælder øjensynlig ikke for indkøbscentre og dagligvarebutikker som i år - helt skandaløst - mange steder allerede pyntede op i slutningen af oktober. Hvad gik der galt? Sidste år kunne de fleste steder faktisk godt vente til midten af november. Det var da et godt tidspunkt, men sådan skulle det øjensynlig ikke være i år. Men det kan også godt være, at jeg er lidt sart pga. mit uheld med den manglende julestemning sidste år.
Abonner på:
Opslag (Atom)