mandag den 4. februar 2008

Intellektuel eller bare arrogant?

De to begreber intellektuel og arrogant betyder ikke det samme, men de bliver tit opfattet sådan. Det burde de ikke, for de to begreber betegner faktisk to vidt forskellige områder. For intellektuelle behøver bestemt ikke at være arrogante og omvendt så behøver arrogante mennesker bestemt heller ikke at være intellektuelle. Nej, tværtimod - så forekommer det mig faktisk at være omvendt. Men arrogante mennesker LYDER tit intellektuelle, men det er jo ikke det samme, som at de ER intellektuelle. Der er meget stor forskel på, at LYDE intellektuel og så AT VÆRE intellektuel. Dette lærer man hurtigt i takt med jo flere fagudtryk og ismer man selv lærer at kende. Her opdager man hurtigt, hvordan mange mennesker der kaster om sig med fancy fagudtryk og personreferencer uden at have den mindste form for forståelse af dem eller refleksion over dem. (Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.) Men denne grove udnyttelse af diverse intellektuelle teorier, personer og fagudtryk blandt wannabe intellektuelle har også den betydning, at ordet intellektuel efterhånden kun bliver brugt som et skældsord eller som en betegnelse for at være arrogant, end det bliver brugt i sin oprindelige betydning.

Oprindeligt betyder intellektuel det, at man evner at forholde sig objektivt, rationelt og reflekterende til sin omverden. Og dermed burde intellektuel også kun betegne udsagn som ikke er fuldkommen subjektive. Og dermed burde det heller ikke være muligt, at være intellektuel samtidig med at være arrogant på det samme område, når det gælder områder som smag og personlige interesser. For disse områder er jo netop KUN et spørgsmål om smag og derfor kan de heller ikke gøres til genstand for objektive empiriske undersøgelser af, hvad der er den rigtige smag eller interesse. Derfor hører man også kun sjældent, at f.eks. naturvidenskabelige forskere udtaler sig om smag, da de for det meste evner umiddelbart, at indse det umulige og ulogiske i at tro, at smag kan underkastes kritiske undersøgelser indenfor deres givne forskningsområde. Modsat forholder det sig derimod med de intellektuelle wannabees, tit under den uheldige (for os andre) betegnelse som humanister, som selv hævder, at have ekspert status på stort set alle områder. Og dermed kommer de med alle deres ”intellektuelle” smagspræferencer som om det var noget objektivt og videnskabeligt givet. Disse præferencer bliver også tit udråbt som en slags ny religion og dermed skal alle andre erkende troen på disse nye "objektive" smagspræferencers gyldighed og sandhed. Og hvis man ikke straks retter ind efter disse nye "objektive" præferencer, så mødes man ofte med både hån og latter (arrogance) fra smagseksperternes side. Og denne arrogance stammer ikke bare fra den elementære forskel i smag. Nej, den stammer også fra deres egen manglende erkendelse af, at de altså ikke bare kan udnævne sig selv som ekspert indenfor det givne smags område. Bare fordi, at de muligvis er ekspert indenfor et ofte ganske snævert område, så betyder det jo ikke, at denne ekspertrolle kan overføres til alle andre aspekter af livet - hvis de altså overhovedet besidder nogen form for ekspertrolle til at begynde med. Hvilket man tit kan blive i tvivl om. Oprindeligt havde ordet intellektuel heller ikke noget at gøre med at være specielt intelligent. Nej, faktisk handlede ordet intellektuel mere om, hvordan man evnede at bruge sin intelligens og sin viden i praksis. Netop dette aspekt af intellektuel gør, at intellektuel ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange bøger man har læst. For man kan jo, som jeg før har sagt, læse alverdens bøger uden at blive det mindste klogere. Da bøger desværre ikke indeholder nogen form for indbygget nødvendighed eller garanti for større visdom. Og derfor handler intellektualitet også meget mere om, hvorvidt man evner at bruge ens viden og sin intelligens hensigtsmæssigt, end hvor mange bøger man har læst. Og dermed kan en forholdsvis ubelæst person også sagtens være langt mere intellektuel, end en person som har læst alverdens bøger. Desuden så lider de fleste ”ubelæste” personer ofte heller ikke af det problem, at de ser sig selv som eksperter indenfor alle tænkelige områder. Og når man blot har den erkendelse, så er man allerede godt på vej til at være intellektuel – i hvert fald ifølge min subjektive mening.

Bare for at give et eksempel fra virkelighedens verden, så var jeg i weekenden til en konference om tabet af mening i det 20. århundrede. Det var en meget intim konference (da lokalet var meget lille) og derfor sad jeg tæt op af alle de førende interlektuelle eksperter fra forskellige områder og forskellige universiteter rundt om i Europa. Men mærkede jeg her nogen form for arrogance eller snobberi? Nej, hverken pga. min alder (da jeg nok var den yngste) eller pga. min (formodentlig) mindre viden. Nej, tværtimod så var der en stor lyst og åbenhed til at dele sin viden på tværs af de forskellige fagområder og perspektiver. For en sand ekspert hoverer ikke overfor dem med mindre viden. En sand ekspert kender allerede sit niveau og har derfor heller ikke noget behov for at føle sig bedrevidende eller være arrogant. Men hvorfor er det, at alle de selverklærede intellektuelle eksperter aldrig møder op til disse konferencer, hvor universitetsverdens eksperter samles for at diskutere et interessant emne? Det undrer mig virkelig, for jeg kommer meget gerne - på trods af min ydmyge viden - hvis jeg altså bare får muligheden!

9 kommentarer:

Gustav Dahl sagde ...

Interessant emne. Har faktisk aldrig rigtig tænkt over de to ord og deres betydning.

Det vil i øvrigt være rart med et par afsnit en gang i mellem, så man kan hvile øjnene :)

Anonym sagde ...

Tak for rådet. Det vil jeg så (også) gøre! Jeg havde bare lidt travlt, da jeg skulle til en jobsamtale, så jeg havde ikke lige tid til at finpudse teksten! Nej, det er egentlig en dårlig undskyldning, for jeg er vist blevet lidt doven på det område på det sidste. Så tak for påmindelsen, det kunne være at jeg skulle til at stramme lidt op på min tekst! Måske også på tekstens længde!

Anonym sagde ...

der var jo engang en som sagde "jeg har ikke tid til at gøre det kort"

Louise sagde ...

Aha... hvis det skulle være en reference til et kendt citat, så må jeg altså ærligt talt indrømme, at jeg ikke kender det. På baggrund af den anonyme status, så er det også umuligt for mig at gætte, hvad meningen egentlig skulle være bag kommentaren. Umiddelbart kunne man jo godt få den tanke, at det skulle være en hentydning til noget, som jeg en gang har sagt i en eller anden sammenhæng, men det tvivler jeg nu stærkt på, da jeg mener, at det at have tid til noget ofte er et spørgsmål om prioritering (hvor stor betydning man tillægger det) og derudover ville jeg heller aldrig skrive noget langt, hvis det var meningen, at det skulle være kortfattet. Selvom jeg sjældent fatter mig kort, så mener jeg ikke, at det har nogen værdi i sig selv at skrive langt (eller kort for den sags skyld kort)! Derudover er der for det meste også en vis sammenhæng mellem, hvor kort og præcist man kan forklare noget og hvor godt man har forstået det. Tak for kommentaren! :-D

Anonym sagde ...

Jeg ved at dette er et gammelt emne, men ville bare lige träkke det op igen: Kommentaren om "jeg har ikke tid til at göre det kort" er vidst et citat fra indledningen i et brev som skrevs af Pascal.

Hjernesnobberi er meget udbredt, og jeg synes ikke at kritiken, at dit blogindläg er for generelt, er berettiget. For det er et generelt problem. I mine lägmands öjne, så er det at frekventere universitetsmiljöet at ligestille med at väre en hjernesnob. Og det skyldes ikke mine fordomsfuldhed, men derimod mig selv. Jeg kan märke min spirrende lyst til at hovere, og den stiger i takt med min viden. Og det gör ondt.

Tak for en fed blog.

Mvh

Louise sagde ...

Det er lige så godt med kommentarer til de gamle såvel som de nye blogindlæg. Og du har helt ret med hensyn til citatet – det er næsten identisk med Blaise Pascals citat: "Jeg har gjort dette brev længere end sædvanligt, fordi jeg ikke havde tid til at gøre det kortere." En problemstilling som jeg selv ikke er helt ubekendt med - både med hensyn til breve og blogindlæg.

Jeg finder dit lighedstegn mellem universitetsmiljøet og hjernesnob meget tankevækkende, når du selv er en del af miljøet! :-D Måske er det en af årsagerne til, at jeg aldrig har fundet universitetsmiljøet særligt udfordrende - at jeg mangler lysten til at hovere? :-D Jeg vil meget hellere ud og bruge teorierne i praksis og lære noget nyt – og helst fra nogle frygteligt fascinerende mennesker! Selvom de da også findes i universitetsmiljøet – det kan jeg vist ikke rigtig komme udenom! ;-) Mange tak for din spændende kommentar!

Anonym sagde ...

(Det er her mit retoriske krav opstår om, at man bør kunne udtrykke ethvert udsagn så simpelt og klart som muligt, fordi enhver form for uforståelig eller kompliceret forklaring hurtigt kan dække over det faktum, at personen faktisk ikke selv har forstået det givne emne.)

> Hele dit emne forekommer som en kompliceret forklaring. Jeg hentyder bare lige til at du modsiger dig selv. Men fedt indlæg :)

Louise sagde ...

Jeg mener ikke, at jeg ligefrem modsiger mig selv, for selvom jeg muligvis godt kunne have gjort teksten kortere – så skal den jo også have et indhold. Derudover vil jeg også gerne uddybe mine pointer med en (for nogle måske lidt mere kompliceret) forklaring – da det muligvis er nødvendigt for at få nogle af dem, som jeg taler om, med. Du ved, det er lettere at gøre sig forståelig, når man taler det samme sprog! ;-) Tak for kommentaren!

Argonor sagde ...

Jeg faldt lige over den her - hold da op, hvor den rammer lige på sømmet.
Jeg har selv lige oplevet, at en ung læge klandrede mig for at viderebringe en artikel fra DR, der forholdt sig kritisk til et forslag fra et parti, han ønsker, skal vinde det forestående valg - med den begrundelse, at jeg jo ikke havde sat mig ind i emnet, og derfor ikke kunne have og tillade mig at ytre en holdning til spørgsmålet.
Da jeg så forklarede ham, at jeg sådan set har haft en holdning til spørgsmålet i mange år, og gav ham nogle begrundelser, så affærdigede han mig med, at det var jo noget, jeg lige havde googlet.
Da jeg så fortalte ham, at han egentlig ikke har nogen ret til at prøve at begrænse min ytringsfrihed, og i øvrigt ikke kunne vide noget som helst om, hvad jeg ved og ikke ved noget om, blev han fornærmet og 'lukkede' samtalen.
Det er vist et rigtigt godt eksempel på, at folk, der har opnået en vis position og autoritet inden for et snævert område, mener at kunne udbrede den til andre aspekter af tilværelsen.