Nu er det endelig ved at blive sommer. Det kan jeg se, ikke bare ved at se på buskene, træerne eller vejret, men også ved at se på mine naboer. De fleste naboer er nemlig begyndt at komme ud af deres lejligheder. Vi taler mest sammen om sommeren, da det jo også er der, hvor man helt automatisk kommer til møde hinanden, når man skal ud i det gode sommervejr. Om vinteren er det noget helt andet. Der går de fleste bare rundt sådan lidt anonymt hver for sig og hilser kun på hinanden, når de tilfældigt mødes. Sidste sommer overvejede jeg også, hvordan det egentlig ville være, hvis det var godt vejr hele året rundt. Ville folk mon så tale sammen hele året?
Vores lejligheder er opført sådan lidt som små spredte bygninger med græs imellem. Selve lejlighederne er også bygget sådan lidt i New Yorker stil med vinduer fra gulv til loft (sådan 2,80 højt). Hele boligkomplekset blev opført for 3-4 år siden og i den forbindelse fik komplekset også en eller anden form for arkitektpris. Men de fleste mennesker mener vist, at bygningerne er ret grimme, selvom der da også findes dem, som mener, at komplekset er flot. Folk har i hvert fald altid en mening om bygningernes udseende og vil meget gerne dele den med én, når de besøger én for første gang. Bygningerne skiller sig øjensynlig også så meget ud arkitektonisk, at vi regelmæssigt også har besøg af forskellige grupper af arkitekter og arkitektstuderende. Det kan godt nogle gange give én lidt en følelse af, at man bor i en Zoo. Sidste sommer sad jeg f.eks. udenfor lejligheden på terrassen og læste lidt i en bog i solen. Pludselig kommer omkring 40 mennesker i deres pæneste tøj vadede ind og stiller sig op i midten af bygningerne. En træder ud af gruppen og begynder at fortælle om byggeriet, mens resten af gruppen lytter, hvoraf nogle få diskuterer, mens andre peger rundt og tager billeder. Og de var skam ikke bange for at få mennesker med på deres billeder. Det kunne man så måske i en eller anden grad acceptere, hvis de blot var til privat brug. Men det er de skam ikke nødvendigvis, for nogle af billederne har jeg senere selv set både på internettet og i dagspressen. Ja, det er sørme privat at bo her. For at understrege følelsen af, at vi faktisk bare er et slags socialt eksperiment, så har vi også allerede haft flere forskellige undersøgelser af de fysiske og sociale rammer. Sidste sommer kom der f.eks. nogle forskellige arkitektstuderende, der gik rundt og skrev ned, hvad vi lavede udenfor på deres notesblokke. Forestil jer at slappe af, mens en anden person konstant skriver noget ned, hver gang du foretager dig noget nyt. Til sidst havde man næsten lyst til at gå over og snuppe blokken, for at se, hvad han egentlig havde skrevet. Senere fik vi også et tilbud om nogle flasker rødvin, hvis vi ville stille op til et interview om at bo herude, altså som et led i undersøgelserne. Hvad resultatet blev af alle de undersøgelser, det har vi mærkeligt nok aldrig hørt noget om.
Men faktisk har mit lejlighedskompleks en ret imponerende sammensætning af mennesker. Jeg er næsten fristet til at sige, at der findes alle slags mennesker herude, men det ville trods alt være en løgn. Da kun fem af lejlighederne er lejeboliger og resten er ejerlejligheder, så giver det vist en vis automatisk frasortering af nogle bestemte typer mennesker. Noget som arkitekten øjensynlig ikke kunne gennemskue, dengang da han proklamerede i tv, at det var et sted, hvor alle kunne bo. Men vi er faktisk ret forskellige. Vi har både singler, fraskilte, fraskilte med børn, par uden børn, par med små børn, par med større børn og ældre. Vi har også både folk med forskellig etnisk baggrund, hudfarve, religiøs overbevisning og så har folk vist også generelt meget forskellige uddannelser, jobs og dermed også økonomi. Og så havde vi har endda også (indtil for et stykke tid siden) både et homoseksuelt par af mandligt og kvindeligt køn, men nu er det lesbiske par så flyttet i hus. Men på trods af alle vores forskelligheder, så har vi faktisk et enormt godt miljø herude. Det skyldes nok det faktum, at selvom folk er enormt forskellige på visse områder, så deler alle dybest set de samme grundlæggende værdier. (Selvom de helt sikkert ikke stemmer på de samme partier.) Et sådan miljø er naturligvis meget skrøbeligt og kan også meget hurtigt forandre sig - alt efter, hvem der flytter ind og hvem der flytter ud. Men det er fantastisk, så længe det kan lade sig gøre.
For ikke at ødelægge den ellers så tilsyneladende harmoni, så diskuterer vi heller aldrig politik indbyrdes. Til gengæld diskuterer folk meget gerne den interne politik i lejlighedskomplekset. Og hvis man nogensinde har været til et møde i en leje- eller ejerforening, så har man også en helt naturlig forståelse af, hvorfor der er krig i verden. For her kan selv de mindste detaljer hurtigt fører til uendeligt mange diskussioner og flere forskellige former for barnlige magtkampe og rivaliseringer. Det kan handle om alt, lige fra de meget omdiskuterede ordensregler, til hvorvidt vi skal have et nyt og endnu hurtigere internet (selvom vi allerede har det hurtigste, der findes) om vi skal have en ny rutsjebane på legepladsen (selvom den gamle er fra sidste år) hvordan parkeringsafmærkninger skal se ud eller hvordan de begrænsede kvadratmeter af nyttehaver skal fordeles osv. Og de diskussioner og magtkampe foregår tit på nogenlunde samme måde som på Christiansborg, hvilket ikke nødvendigvis siger noget positivt om dialogformen. Altså er der masser af politiske diskussioner om fordelingen af ressourcerne - det handler bare kun om de interne ressourcer i vores lejligheds mikrokosmos. Det er jo også meget mere hensigtsmæssigt, for her kan en diskussion jo rent faktisk gøre en forskel. Man kan rent faktisk påvirke, hvorvidt stregerne på parkeringspladsen skal være hvide eller gule. Så sig ikke, at de mange magtkampe og personlige rivaliseringer har været fuldkommen formålsløse - for så kan du jo bare se på parkeringspladsen. Eller nogle af de andre områder for de sidste tre års magtkampe som f.eks. de to legepladser, nyttehaverne, bålområdet, petanquebanen, fodboldbanen, blomsterbedene, de årlige fester: fastelavn, jul osv. Er det her, jeg skal gøre opmærksom på, at lejlighedskomplekset kun består af 80 lejligheder og blev bygget for 3 år siden? Men på trods af dette, så tror jeg faktisk ikke, at særlig mange andre lejlighedskomplekser fungerer så optimalt som vores. Det er en både fascinerende og skræmmende konstatering på samme tid.
onsdag den 21. maj 2008
Om forholdet mellem ydmyghed og selvtillid
Kanye West vandt for et stykke tid siden Brit Awarden Best International Male Solo Artist for hans album Graduation. Meget velfortjent for øvrigt, men i den forbindelse kom han med en takketale, hvor han talte omkring ydmyghed. Ydmyghed er ellers ikke noget, som man umiddelbart forbinder med Kanye West, der aldrig er bange for at omtale sig selv som den bedste. (Han nærmere sig vist lidt en slags gud ud fra hans egen beskrivelse.) Årsagen var, at Kanye West ved VMA i København forrige år direkte afbrød en andens takketale, for at give udtryk for sin egen utilfredshed med, at han ikke selv vandt prisen for bedste video. Denne optræden førte til en del negativ omtale af West både blandt hans mere celebre venner og i pressen, hvor alle var rørende enige om, at en vis grad af ydmyghed ville have været mere passende i den pågældende situation. Derfor kan man også se Wests takketale til Brit Award, som en slags reaktion på kritikken af hans manglende ydmyghed. West sagde blandet andet i talen til Brit Award: “I’m sure there’s someone, who deserves this more than me, but I just don’t know, who they are. People have told me about humbleness and humility. I don’t like it, but I heard it helps people, when they don’t deserve things”. Altså har West vist stadig ikke helt forstået pointen med ydmyghed.
Men hvad er ydmyghed? For mig er ydmyghed et enormt vigtigt begreb, men med ydmyghed mener jeg ikke noget religiøst eller nogen form for jantelov. Nej, tværtimod så mener jeg, at ydmyghed er en grundlæggende forudsætning for, at man kan have en rigtig god selvtillid. For hvis man konstant skal opretholde sin egen selvtillid, ved at se ned på andre menneskers manglende evner på forskellige områder, så må det være et tegn på en meget dårlig selvtillid. Derfor må en god selvtillid også altid i en vis grad bygge på erkendelsen af, at ens egne evner er begrænsede og at man ALTID kan møde andre mennesker med større evner, indsigt eller viden. Altså kan man altid selv blive klogere og lærer noget af andre mennesker. Også uanset, hvilken hudfarve, udseende, social status, intelligens, sociale evner, overbevisninger, viden, holdninger, uddannelse folk så ellers har. Der er altid noget, som man kan lære af et andet menneske. Derfor mener jeg hellere ikke, at det nogensinde er spild af tid at tale med andre mennesker. Enhver form for arrogance på disse områder ser jeg egentlig bare, som et udtryk for folks egen manglende eller dårlige selvtillid. Hvilket de dog sjældent selv forstår. For mig er selvtillid, det at kunne acceptere sig selv, som man virkelig er - både på godt og ondt. Men det er langtfra alle mennesker, som tør at se sig selv, som de virkelig er. De fleste vil meget hellere se sig selv, som noget helt andet, end de i virkeligheden er. Hvormed de faktisk også overser det unikke og specielle ved netop at være sig selv. Og så længe man løber fra, hvem man i virkeligheden er, så kan man heller ikke føle nogen form for tryghed eller sikkerhed i sig selv. For ens selvtillid bør altid tage udgangspunkt i, hvem man er og ikke hvem man gerne vil være. Og derfor mener jeg også, at ydmyghed må være et rigtig godt udgangspunkt for en god selvtillid, da ydmyghed jo netop åbner op for den mulighed, at man altid kan tage fejl og altid kan blive klogere. Men problemet med Kanye West er jo nok, at han ikke selv mener, at han kan blive klogere. Men det kan han nok muligvis heller ikke, så længe han har fastholder den indstilling.
Men hvad er ydmyghed? For mig er ydmyghed et enormt vigtigt begreb, men med ydmyghed mener jeg ikke noget religiøst eller nogen form for jantelov. Nej, tværtimod så mener jeg, at ydmyghed er en grundlæggende forudsætning for, at man kan have en rigtig god selvtillid. For hvis man konstant skal opretholde sin egen selvtillid, ved at se ned på andre menneskers manglende evner på forskellige områder, så må det være et tegn på en meget dårlig selvtillid. Derfor må en god selvtillid også altid i en vis grad bygge på erkendelsen af, at ens egne evner er begrænsede og at man ALTID kan møde andre mennesker med større evner, indsigt eller viden. Altså kan man altid selv blive klogere og lærer noget af andre mennesker. Også uanset, hvilken hudfarve, udseende, social status, intelligens, sociale evner, overbevisninger, viden, holdninger, uddannelse folk så ellers har. Der er altid noget, som man kan lære af et andet menneske. Derfor mener jeg hellere ikke, at det nogensinde er spild af tid at tale med andre mennesker. Enhver form for arrogance på disse områder ser jeg egentlig bare, som et udtryk for folks egen manglende eller dårlige selvtillid. Hvilket de dog sjældent selv forstår. For mig er selvtillid, det at kunne acceptere sig selv, som man virkelig er - både på godt og ondt. Men det er langtfra alle mennesker, som tør at se sig selv, som de virkelig er. De fleste vil meget hellere se sig selv, som noget helt andet, end de i virkeligheden er. Hvormed de faktisk også overser det unikke og specielle ved netop at være sig selv. Og så længe man løber fra, hvem man i virkeligheden er, så kan man heller ikke føle nogen form for tryghed eller sikkerhed i sig selv. For ens selvtillid bør altid tage udgangspunkt i, hvem man er og ikke hvem man gerne vil være. Og derfor mener jeg også, at ydmyghed må være et rigtig godt udgangspunkt for en god selvtillid, da ydmyghed jo netop åbner op for den mulighed, at man altid kan tage fejl og altid kan blive klogere. Men problemet med Kanye West er jo nok, at han ikke selv mener, at han kan blive klogere. Men det kan han nok muligvis heller ikke, så længe han har fastholder den indstilling.
torsdag den 8. maj 2008
Guide: 10 effektive måder til at få færre besøgende på sin blog
Mange skriver om, hvordan man kan få flere besøgende på sin blog. Men hvad, hvis man ønsker det modsatte? Et begrænset antal besøgende - grænsende til stort set ingen? Selvom man (som blogger) har gjort sit bedste for, hverken at skrive for spændende, for alment eller for alternativt, så kan man jo alligevel godt ende i den situation, hvor man rent faktisk har fået nogle læsere. For at slippe ud af det dilemma, så kommer her en guide til, hvordan man kan få færre besøgende på sin blog. Den hurtigste løsning er naturligvis bare at slette bloggen. Men det er jo ingen kunst, for det kræver blot tre klik på musen og så er det overstået. Men det er faktisk muligt, at holde sit antal af besøgende nede på et vist niveau, samtidig med at man skriver nye blogindlæg. Her er 10 metoder til, hvordan du ganske effektivt kan holde antallet af besøgende nede på din blog:
10. Skriv på dansk. Så har du allerede elimineret resten af verdens interesse. Tilbage er nu kun de knap 5,5 millioner danskere, hvoraf nogle af dem ikke er på nettet og hvoraf de færreste læser blogs.
9. Lad være med at give læserne mulighed for at komme med kommentarer. Mange mennesker ser en manglende kommentarmulighed som enormt begrænsende og derfor vil de også hurtigt miste interessen for din blog, hvis den ikke har nogen kommentarmulighed. Den bedste løsning er dog, at man har en kommentarmulighed – men at den kun er gjort tilgængelig for et begrænset publikum. Det giver det helt rette indtryk af arrogance og ligegyldighed.
8. Slet de gamle indlæg. Jo flere indlæg, du skriver, jo større bliver risikoen også for, at du får nye besøgende via søgemaskinerne. Så her gælder det virkelig om at se kritisk på sine gamle indlæg. Her kan man med stor fordel slette nogle af de gamle indlæg ud fra følgende overvejelser: hvad er for spændende, hvad er for sjovt, hvad har for stor almen interesse osv. Her kan man helt strategisk slette de mest populære indlæg efter, hvor lavt et besøgsantal man ønsker sig på sin blog. Evt. kan man også overvåge sine besøgende og finde ud af helt præcist, hvad de helst vil læse. Det er dog ikke noget, som jeg bruger på min blog, da jeg går stærkt ind for, at alle (undtagen mig selv naturligvis) har ret til et privatliv på min blog.
7. Vælg regelmæssigt at skrive om nye interesseområder. Hvis du konstant skriver om de samme emner og giver udtryk for de samme holdninger, så risikerer du bare at samle en masse trofaste læsere med præcis de samme holdninger og interesser. Derfor er det enormt vigtigt, at du konstant skriver om nogle nye interesseområder, for derved bliver sandsynligheden også mindre for, at du stadig deler interesser med dine læsere. Derfor vil de konstante emneskift også hurtigt fører til, at dine læsere finder andre blogs med en mere konsekvent og retlinet skrivestil indenfor netop deres interesseområde.
6. Hold regelmæssigt nogle meget lange pauser, hvor du ikke skriver nogen blogindlæg. De lange pauser vil lynhurtigt betyde, at du mister en masse læsere. Bloglæsere kræver et vist flow i skriveproduktionen og stopper den, så finder de hurtigt nye og mere produktive blogs.
5. Kom ofte med kritiske og sarkastiske kommentarer om helt almene ting. På den måde kan du være helt sikker på, at mange af dine besøgende vil blive så fornærmede, at de dropper din blog.
4. Skriv om emner, som du ikke tror, at nogen andre gider læse om (altså ud over dig selv).
3. Vær ekstrem. Giv regelmæssigt udtryk for nogle ekstreme, absurde eller inkonsekvente holdninger - det vil få selv de mest trofaste bloglæsere til at søge nye græsgange. Husk at være rabiat på flere forskellige områder, for ellers risikerer du bare, at du tiltrækker nogle bestemte rabiate læsere.
2. Lad være med at få nogen til at linke til din blog. Selv det mindste lille uskyldige link kan hurtigt føre til rigtig mange besøgende.
1. Lad være med at fortælle nogen, som du kender i virkeligheden, at du har en blog. Det er den absolut hurtigste måde, hvorpå du kan få besøgstallet meget højt op og samtidig blive berømt i HELE din omgangskreds. Når du først har fortalt en enkelt person om din blog, så kender alle den lynhurtigt. Rygtet går vist nogenlunde lige så hurtigt, som lysets hastighed. Før du ved af det, så læser både din første kæreste, skolekammeraterne, gamle bekendte, din mor, din farmor, fjerne slægtninge, tidligere kollegaer, din gamle skolelærer, din chef osv. også med på din blog. Og bare rolig, de skal nok være så venlige at fortælle dig om det, når du allermindst venter det og når du allermindst vil høre om det. Hvis du troede, at en samtale med en tidligere/nuværende bekendt kunne være akavet, så bare vent til de har gjort dig opmærksom på noget, som du skrev om i et tidligere indlæg. Og når dine bekendte først kender til din blog, så er det lidt ligesom med flyverust, uanset hvad du gør, så bliver de ved med at komme tilbage.
10. Skriv på dansk. Så har du allerede elimineret resten af verdens interesse. Tilbage er nu kun de knap 5,5 millioner danskere, hvoraf nogle af dem ikke er på nettet og hvoraf de færreste læser blogs.
9. Lad være med at give læserne mulighed for at komme med kommentarer. Mange mennesker ser en manglende kommentarmulighed som enormt begrænsende og derfor vil de også hurtigt miste interessen for din blog, hvis den ikke har nogen kommentarmulighed. Den bedste løsning er dog, at man har en kommentarmulighed – men at den kun er gjort tilgængelig for et begrænset publikum. Det giver det helt rette indtryk af arrogance og ligegyldighed.
8. Slet de gamle indlæg. Jo flere indlæg, du skriver, jo større bliver risikoen også for, at du får nye besøgende via søgemaskinerne. Så her gælder det virkelig om at se kritisk på sine gamle indlæg. Her kan man med stor fordel slette nogle af de gamle indlæg ud fra følgende overvejelser: hvad er for spændende, hvad er for sjovt, hvad har for stor almen interesse osv. Her kan man helt strategisk slette de mest populære indlæg efter, hvor lavt et besøgsantal man ønsker sig på sin blog. Evt. kan man også overvåge sine besøgende og finde ud af helt præcist, hvad de helst vil læse. Det er dog ikke noget, som jeg bruger på min blog, da jeg går stærkt ind for, at alle (undtagen mig selv naturligvis) har ret til et privatliv på min blog.
7. Vælg regelmæssigt at skrive om nye interesseområder. Hvis du konstant skriver om de samme emner og giver udtryk for de samme holdninger, så risikerer du bare at samle en masse trofaste læsere med præcis de samme holdninger og interesser. Derfor er det enormt vigtigt, at du konstant skriver om nogle nye interesseområder, for derved bliver sandsynligheden også mindre for, at du stadig deler interesser med dine læsere. Derfor vil de konstante emneskift også hurtigt fører til, at dine læsere finder andre blogs med en mere konsekvent og retlinet skrivestil indenfor netop deres interesseområde.
6. Hold regelmæssigt nogle meget lange pauser, hvor du ikke skriver nogen blogindlæg. De lange pauser vil lynhurtigt betyde, at du mister en masse læsere. Bloglæsere kræver et vist flow i skriveproduktionen og stopper den, så finder de hurtigt nye og mere produktive blogs.
5. Kom ofte med kritiske og sarkastiske kommentarer om helt almene ting. På den måde kan du være helt sikker på, at mange af dine besøgende vil blive så fornærmede, at de dropper din blog.
4. Skriv om emner, som du ikke tror, at nogen andre gider læse om (altså ud over dig selv).
3. Vær ekstrem. Giv regelmæssigt udtryk for nogle ekstreme, absurde eller inkonsekvente holdninger - det vil få selv de mest trofaste bloglæsere til at søge nye græsgange. Husk at være rabiat på flere forskellige områder, for ellers risikerer du bare, at du tiltrækker nogle bestemte rabiate læsere.
2. Lad være med at få nogen til at linke til din blog. Selv det mindste lille uskyldige link kan hurtigt føre til rigtig mange besøgende.
1. Lad være med at fortælle nogen, som du kender i virkeligheden, at du har en blog. Det er den absolut hurtigste måde, hvorpå du kan få besøgstallet meget højt op og samtidig blive berømt i HELE din omgangskreds. Når du først har fortalt en enkelt person om din blog, så kender alle den lynhurtigt. Rygtet går vist nogenlunde lige så hurtigt, som lysets hastighed. Før du ved af det, så læser både din første kæreste, skolekammeraterne, gamle bekendte, din mor, din farmor, fjerne slægtninge, tidligere kollegaer, din gamle skolelærer, din chef osv. også med på din blog. Og bare rolig, de skal nok være så venlige at fortælle dig om det, når du allermindst venter det og når du allermindst vil høre om det. Hvis du troede, at en samtale med en tidligere/nuværende bekendt kunne være akavet, så bare vent til de har gjort dig opmærksom på noget, som du skrev om i et tidligere indlæg. Og når dine bekendte først kender til din blog, så er det lidt ligesom med flyverust, uanset hvad du gør, så bliver de ved med at komme tilbage.
torsdag den 1. maj 2008
En forklaring af en forskers adfærd
(Den følgende tekst om forskeres adfærd er kreativt udviklet her, men oversat til dansk, forkortet og ændret en smule af undertegnede.)
Mennesker som arbejder med forskning og ingeniørarbejde er ikke ligesom alle andre mennesker. Derfor kan det være meget frustrerende for udenforstående, at skulle forholde sig til dem. Her er det essentielt at kunne forstå deres motivationer. Den følgende analyse skulle gerne fortælle dig alt, som du har brug for at vide, når du skal forstå en forskers adfærd. Forskernes vaner og adfærd er blevet observeret lidt på samme måde, som Jane Goodall har studeret chimpanser – dog uden at skulle rense deres pels.
1. Forsker identificerings værktøj: Videnskab er efterhånden så trendy, at alle gerne vil være forskere og derfor bliver ordet ”forsker” også brugt alt for ofte. Hvis nogen i dit liv prøver på at udgive sig for at være forsker, så kan du give ham eller hende den følgende test:
Du går ind i et værelse og opdager, at et billede hænger skævt på væggen. Du...
A. Retter det.
B. Ignorer det.
C. Køber et CAD system og bruger de næste 6 måneder på at designe et soldrevet, selvjusterende billede, mens du ofte højt udtaler, at ham der opfandt sømmet var en idiot.
Det korrekte svar er “C”, men der kan også gives en vis kredit til enhver, som svarer: ”det afhænger af...”.
2. Sociale evner: Forskere har nogle helt andre mål, når det handler om social interaktion.
“Normale” mennesker forventer, at de kan opnå flere urealistiske ting ved social interaktion:
- Stimulerende og tankeprovokerende samtale.
- Vigtige sociale kontakter.
- En følelse af kontakt og sammenhold med andre mennesker.
I modsætning til ”normale” mennesker, så har forskere rationelle formål med social interaktion:
- At få det overstået, så hurtigt som muligt.
- Undgå at blive inviteret til noget ubehageligt.
- Vise deres mentale overlegenhed og hvor meget de ved om alt.
3. Fascination af gadgets:
Ifølge forskere, så kan alt i universet placeres indenfor disse to kategorier:
1. Ting, som burde repareres/forbedres.
2. Ting, som skal repareres/forbedres, efter at du har leget med dem i nogle få minutter.
Forskere kan godt lide at løse problemer. Og hvis der ikke findes nogen aktuelle problemer, så skaber de bare deres egne problemer. ”Normale” mennesker forstår ikke dette koncept, de tror, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er det heller ikke nødvendigt at reparere det. Hvorimod forskere mener, at hvis noget ikke er gået i stykker, så har det bare ikke nok features endnu.
Ingen forsker kigger på en TV remotekontrol uden at tænke på, hvad der skulle til, for at lave den om til en strømpistol. Og ingen forsker tager et bad uden at tænke over, hvorvidt en form for teflon belægning kunne gøre badet helt unødvendigt. For forskeren er verden en legetøjskasse fyldt med sub-optimeret legetøj med alt for få features.
4. Mode og udseende: Tøj har den laveste prioritet for forskere. De antager, at så længe man blot har det rette niveau af temperatur og fugtighed, så må beklædningen også være i orden. Hvis ingen vedhæng fryser eller klistrer sammen og hvis ingen kønsdele eller brystkirtler svinger rundt helt synligt, så må målet med beklædning være opnået.
5. Kærligheden til “Star Trek”: Forskere elsker alle Star Trek shows og film. Her bliver forskerne på USS Enterprise fremstillet som helte, der til tider har sex med aliens. Det virker meget mere glamourøst end en rigtig forskers liv, som for det meste består af at gemme sig fra universet og have sex uden deltagelse af andre livsformer.
6. Dating og det sociale liv: Dating er aldrig let for en forsker. En "normal" person vil bruge flere forskellige indirekte og før sete metoder til at skabe et falsk indtryk af at være tiltrækkende. Men forskere er helt ude af stand til at sætte udseende før funktionalitet. Men heldigvis, så har forskerne et es i ærmet. En forsker bliver nemlig overalt anset som fremragende materiale for et ægteskab: intelligent, troværdig, fast arbejde, ærlig og handy i huset. Selvom det er sandt, at de fleste ”normale” mennesker ikke foretrækker at date forskere, så har mange normale mennesker til gengæld en stor lyst til at reproducere sig selv med dem – så de kan producere forsker-lignende børn som vil have højtbetalte jobs, langt før de mister deres mødom.
Mandlige forskere når deres seksuelle tiltræknings højdepunkt senere end ”normale” mænd, hvor de bliver fuldkommen erotisk uimodståelige omkring midten af 30’erne og frem til slutningen af 40’erne. Bare se på disse eksempler på seksuelt uimodståelige mænd i deres tekniske professioner:
- Bill Gates
- MacGyver
Kvindelige forskere er fuldkommen uimodståelige lige fra de bliver skabt til omkring 30 minutter efter deres kliniske død. Længere, hvis det er en varm dag.
7. Koncentrationsevner: Hvis der er et træk som definerer en forsker, så er det evner til at koncentrere sig om et emne, så det udelukker fokus fra alt andet i miljøet omkring forskeren. Det gør, at forskere nogle gange fejlagtigt bliver antaget for at være døde. Nogle begravelseshjem har ligefrem indført et rutinemæssigt tjek specielt for forskere, inden at de brænder ligene.
8. Risiko: Forskere hader risiko og derfor vil de også gerne prøve på at eliminere enhver form for risiko. Og det er meget forståeligt, for når en forsker begår en fejl, så blæser medierne det altid op til at være en kæmpe skandale.
Eksempler på dårlig presse for forskere er:
- Hindenburg
- Challenger (rumfærgen)
- Hubble Rumteleskopet
- Apollo 13
- Titanic
- Ford Pinto
Kalkulationen af risiko versus belønning ser nogenlunde sådan ud:
Risiko: Offentlig ydmygelse og døden for flere tusind uskyldige mennesker.
Belønning: Et papir med anerkendelsen i en flot plastik ramme.
Som et praktisk menneske, så vurderer forskerne balancen mellem risiko og belønning og konkluderer, at risikoen ikke er en god ting. Den bedste måde at undgå en potententiel risiko er, ved at rådgive om, at enhver form for aktivitet er teknisk umulig af årsager, som er alt for komplicerede til at forklare. Hvis det ikke er nok til at standse projektet, så kan forskeren altid bruge sin anden typiske kommentar: ”Det er teknisk muligt, men det vil koste ALT for meget”.
9. Ego: Den hurtigste måde at få en forsker til at løse et problem på, det er ved at erklære, at problemet er uløseligt. Ingen forsker kan gå væk fra et uløseligt problem, før det er løst. Ingen sygdom eller distraktion kan få forskeren væk fra sagen. Sådanne videnskabelige udfordringer kan hurtigt blive til en personlig kamp mellem forskeren og naturens love.
Forskere undværer gerne både mad og hygiejne i flere dage for at løse et problem (nogen gange glemmer de det bare). Og når det lykkes dem at løse problemet, så oplever de ofte et egorush, som er bedre end sex - også den slags sex som involverer andre mennesker.
Intet er mere truende for en forsker end forslaget om, at en anden forsker muligvis har større eller bedre evner på deres område. Denne viden bruger ”normale” mennesker nogen gange også til at få forskeren til at lave endnu mere arbejde.
Når en forsker siger, at noget ikke kan laves (kodeord for, at det ikke er sjovt at lave) så har nogen kloge ”normale” mennesker lært at kigge på forskeren med det helt rette blik fyldt med både medlidenhed og medfølelse, mens de siger noget a la: ”Jeg spørger bare (indsæt selv passende navn), om hun/han ikke kan løse problemet. Hun/Han plejer jo at vide, hvordan man løser de svære problemer.” Det er her en god ide, at den “normale” person ikke står imellem forskeren og det videnskabelige problem, da det ofte vil svare til, at man stiller sig imellem en udhungret kamphund og dens kødben.
Mennesker som arbejder med forskning og ingeniørarbejde er ikke ligesom alle andre mennesker. Derfor kan det være meget frustrerende for udenforstående, at skulle forholde sig til dem. Her er det essentielt at kunne forstå deres motivationer. Den følgende analyse skulle gerne fortælle dig alt, som du har brug for at vide, når du skal forstå en forskers adfærd. Forskernes vaner og adfærd er blevet observeret lidt på samme måde, som Jane Goodall har studeret chimpanser – dog uden at skulle rense deres pels.
1. Forsker identificerings værktøj: Videnskab er efterhånden så trendy, at alle gerne vil være forskere og derfor bliver ordet ”forsker” også brugt alt for ofte. Hvis nogen i dit liv prøver på at udgive sig for at være forsker, så kan du give ham eller hende den følgende test:
Du går ind i et værelse og opdager, at et billede hænger skævt på væggen. Du...
A. Retter det.
B. Ignorer det.
C. Køber et CAD system og bruger de næste 6 måneder på at designe et soldrevet, selvjusterende billede, mens du ofte højt udtaler, at ham der opfandt sømmet var en idiot.
Det korrekte svar er “C”, men der kan også gives en vis kredit til enhver, som svarer: ”det afhænger af...”.
2. Sociale evner: Forskere har nogle helt andre mål, når det handler om social interaktion.
“Normale” mennesker forventer, at de kan opnå flere urealistiske ting ved social interaktion:
- Stimulerende og tankeprovokerende samtale.
- Vigtige sociale kontakter.
- En følelse af kontakt og sammenhold med andre mennesker.
I modsætning til ”normale” mennesker, så har forskere rationelle formål med social interaktion:
- At få det overstået, så hurtigt som muligt.
- Undgå at blive inviteret til noget ubehageligt.
- Vise deres mentale overlegenhed og hvor meget de ved om alt.
3. Fascination af gadgets:
Ifølge forskere, så kan alt i universet placeres indenfor disse to kategorier:
1. Ting, som burde repareres/forbedres.
2. Ting, som skal repareres/forbedres, efter at du har leget med dem i nogle få minutter.
Forskere kan godt lide at løse problemer. Og hvis der ikke findes nogen aktuelle problemer, så skaber de bare deres egne problemer. ”Normale” mennesker forstår ikke dette koncept, de tror, at hvis noget ikke er gået i stykker, så er det heller ikke nødvendigt at reparere det. Hvorimod forskere mener, at hvis noget ikke er gået i stykker, så har det bare ikke nok features endnu.
Ingen forsker kigger på en TV remotekontrol uden at tænke på, hvad der skulle til, for at lave den om til en strømpistol. Og ingen forsker tager et bad uden at tænke over, hvorvidt en form for teflon belægning kunne gøre badet helt unødvendigt. For forskeren er verden en legetøjskasse fyldt med sub-optimeret legetøj med alt for få features.
4. Mode og udseende: Tøj har den laveste prioritet for forskere. De antager, at så længe man blot har det rette niveau af temperatur og fugtighed, så må beklædningen også være i orden. Hvis ingen vedhæng fryser eller klistrer sammen og hvis ingen kønsdele eller brystkirtler svinger rundt helt synligt, så må målet med beklædning være opnået.
5. Kærligheden til “Star Trek”: Forskere elsker alle Star Trek shows og film. Her bliver forskerne på USS Enterprise fremstillet som helte, der til tider har sex med aliens. Det virker meget mere glamourøst end en rigtig forskers liv, som for det meste består af at gemme sig fra universet og have sex uden deltagelse af andre livsformer.
6. Dating og det sociale liv: Dating er aldrig let for en forsker. En "normal" person vil bruge flere forskellige indirekte og før sete metoder til at skabe et falsk indtryk af at være tiltrækkende. Men forskere er helt ude af stand til at sætte udseende før funktionalitet. Men heldigvis, så har forskerne et es i ærmet. En forsker bliver nemlig overalt anset som fremragende materiale for et ægteskab: intelligent, troværdig, fast arbejde, ærlig og handy i huset. Selvom det er sandt, at de fleste ”normale” mennesker ikke foretrækker at date forskere, så har mange normale mennesker til gengæld en stor lyst til at reproducere sig selv med dem – så de kan producere forsker-lignende børn som vil have højtbetalte jobs, langt før de mister deres mødom.
Mandlige forskere når deres seksuelle tiltræknings højdepunkt senere end ”normale” mænd, hvor de bliver fuldkommen erotisk uimodståelige omkring midten af 30’erne og frem til slutningen af 40’erne. Bare se på disse eksempler på seksuelt uimodståelige mænd i deres tekniske professioner:
- Bill Gates
- MacGyver
Kvindelige forskere er fuldkommen uimodståelige lige fra de bliver skabt til omkring 30 minutter efter deres kliniske død. Længere, hvis det er en varm dag.
7. Koncentrationsevner: Hvis der er et træk som definerer en forsker, så er det evner til at koncentrere sig om et emne, så det udelukker fokus fra alt andet i miljøet omkring forskeren. Det gør, at forskere nogle gange fejlagtigt bliver antaget for at være døde. Nogle begravelseshjem har ligefrem indført et rutinemæssigt tjek specielt for forskere, inden at de brænder ligene.
8. Risiko: Forskere hader risiko og derfor vil de også gerne prøve på at eliminere enhver form for risiko. Og det er meget forståeligt, for når en forsker begår en fejl, så blæser medierne det altid op til at være en kæmpe skandale.
Eksempler på dårlig presse for forskere er:
- Hindenburg
- Challenger (rumfærgen)
- Hubble Rumteleskopet
- Apollo 13
- Titanic
- Ford Pinto
Kalkulationen af risiko versus belønning ser nogenlunde sådan ud:
Risiko: Offentlig ydmygelse og døden for flere tusind uskyldige mennesker.
Belønning: Et papir med anerkendelsen i en flot plastik ramme.
Som et praktisk menneske, så vurderer forskerne balancen mellem risiko og belønning og konkluderer, at risikoen ikke er en god ting. Den bedste måde at undgå en potententiel risiko er, ved at rådgive om, at enhver form for aktivitet er teknisk umulig af årsager, som er alt for komplicerede til at forklare. Hvis det ikke er nok til at standse projektet, så kan forskeren altid bruge sin anden typiske kommentar: ”Det er teknisk muligt, men det vil koste ALT for meget”.
9. Ego: Den hurtigste måde at få en forsker til at løse et problem på, det er ved at erklære, at problemet er uløseligt. Ingen forsker kan gå væk fra et uløseligt problem, før det er løst. Ingen sygdom eller distraktion kan få forskeren væk fra sagen. Sådanne videnskabelige udfordringer kan hurtigt blive til en personlig kamp mellem forskeren og naturens love.
Forskere undværer gerne både mad og hygiejne i flere dage for at løse et problem (nogen gange glemmer de det bare). Og når det lykkes dem at løse problemet, så oplever de ofte et egorush, som er bedre end sex - også den slags sex som involverer andre mennesker.
Intet er mere truende for en forsker end forslaget om, at en anden forsker muligvis har større eller bedre evner på deres område. Denne viden bruger ”normale” mennesker nogen gange også til at få forskeren til at lave endnu mere arbejde.
Når en forsker siger, at noget ikke kan laves (kodeord for, at det ikke er sjovt at lave) så har nogen kloge ”normale” mennesker lært at kigge på forskeren med det helt rette blik fyldt med både medlidenhed og medfølelse, mens de siger noget a la: ”Jeg spørger bare (indsæt selv passende navn), om hun/han ikke kan løse problemet. Hun/Han plejer jo at vide, hvordan man løser de svære problemer.” Det er her en god ide, at den “normale” person ikke står imellem forskeren og det videnskabelige problem, da det ofte vil svare til, at man stiller sig imellem en udhungret kamphund og dens kødben.
Abonner på:
Opslag (Atom)