Filosofiens Kejserens nye klæder

Kejserens nye klæder har altid været mit yndlings H. C. Andersens eventyr, da det er en fantastisk og tidløs fortælling. Hvis nogen ikke skulle kende eventyret, så handler det om en kejser, der elsker klæder (og hader komedie). En dag ankommer der to vævere til kejserens palads, der kan væve klæder, der afslører, hvorvidt man duer til sit embede eller ej. Da klæderne efter sigende skulle være usynlige for enhver der er inkompetent til sit job eller utilladelig dum. Kongen bestiller derefter straks klæderne i håbet om, at han derved kan spotte de uduelige blandt hans ansatte. Efter et stykke tid vil han gerne tjekke, hvorledes det går med vævernes arbejde og derfor sender han den mest kvalificerede minister for at se til vævernes arbejde: ”Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. ”Gud bevar' os!” tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! ”Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.” Frem for at konfrontere de to bedragere med deres bedrageri, så tvivler ministeren i stedet på sine egne evner og indprenter sig derfor nøje vævernes forklaringer omkring mønstre og farver for at kunne videregive informationerne til kejseren. Derefter forlangte bedragerne endnu flere penge til vævningen, som de blot stak i lommen, mens væven stod tom. Til sidst skal kejseren selv se tøjet: ”Hvad for noget!: tænkte Keiseren. Jeg seer ingen Ting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det skrækkeligste, som kunde arrivere mig! ”O det er meget smukt!” sagde Keiseren, ”det har mit allerhøieste Bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme Væv; han vilde ikke sige, at han ingen Ting kunde see.” Kejseren giver endda også bedragerne et Ridderkors og en titel af Vævejunkere! Endelig bliver bedragerne færdige med tøjet og kejseren skal vise det frem: ”Saa gik Keiseren i Processionen under den deilige Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: ”Gud hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! Hvilket deiligt Slæb han har paa Kjolen! Hvor den sidder velsignet!” Ingen vilde lade sig mærke med, at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke. ”Men han har jo ikke noget paa,” sagde et lille Barn. ”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst,” sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde. ”Men han har jo ikke noget paa,” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: ”nu maa jeg holde Processionen ud”. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.”

Det er lidt den samme følelse, som jeg har nogle gange får, når jeg er med til en filosofikonference - desværre er der bare ikke altid nogen til at pege på underbukserne! Jeg vil gerne fortælle omkring den mest ekstreme oplevelse, som jeg har haft på en konference for nogle år tilbage. Her blev der holdt et foredrag, som jeg sent skal glemme. Hvis jeg ikke havde haft selskab på konferencen, så havde jeg muligvis troet, at det bare var en drøm. Foredragsholderen havde meget misvisende skrevet en meget konkret titel, men det viste sig desværre uhyggeligt hurtigt, at foredraget var fuldkommen blottet for indhold. Vedkommende kunne lige så godt have sparet os de 25 minutter af vores liv (som vi aldrig får igen) ved at forkorte foredraget ved blot at oplæse samtlige titler på de artikler, som vedkommende (øjensynlig) har fået produceret i løbet af sin ansættelse på universitetet. (Jeg fik desværre aldrig undersøgt, hvorvidt artiklerne også kun bestod af referencer.) Men jeg måbede, da de første 10 minutter var gået – udelukkende med referencer til andre artikler! Jeg kiggede undrende rundt på de andre konferencedeltagere for at se, om jeg kunne spore vantroen i deres øjne over den endeløse opremsning af titler. Men ingen i salen foretrak en mine og så klappede de endda også, da foredraget endelig var forbi. Jeg klappede ikke. Ikke, fordi jeg ville vise min utilfredsheds med foredragets niveau, men i vantro over, at denne genopførsel af Kejserens nye klæder ikke havde gjort noget indtryk på nogle af de andre deltagere. I 25 langtrukne minutter havde vi hørt den ene artikel nævnt efter den anden – uden nogen som helst form for indhold. Som om benævnelsen af en titel i sig selv skulle være dybt filosofisk. Jeg har læst madopskrifter, som var mere filosofiske og dybsindige end det foredrag! Det var her, hvor jeg havde lyst til at rejse mig og proklamere for salen – ganske ligesom den lille dreng i eventyret: ”Men der var jo ikke noget filosofisk indhold!” Det gjorte jeg dog ikke. Jeg tænkte vist noget i retningen af, at jeg ”maa holde Processionen ud”. Heldigvis viste den lille dreng sig straks efter foredragets slutning i form af en yngre studerende, der straks efter pausens start udbrød højlydt henvendt til mig – ganske uden tanke for volumen af hans stemme og de andre konferencedeltageres nære tilstedeværelse: ”Hvor var det foredrag dog indholdsløst!” Og selvom jeg var fuldkommen enig, så blev jeg vist alligevel lidt rød i hovedet, da jeg jo trods alt ikke mener, at foredragsholderen skulle offentligt ydmyges. Foredraget var jo trods alt pinligt nok i sig selv.