Humor - et effektivt masseødelæggelsesvåben mod terrorisme

Det er meget omdiskuteret, hvorvidt man må lave sjov med religion, men der har endnu ikke været de store diskussioner omkring, hvorvidt man må lave sjov med terrorisme. Derfor må man indtil videre antage, at det er helt i orden (så kan man jo altid lære af sine fejltagelser senere). Men umiddelbart så vil jeg også hævde, at humor kan bruges som et ganske effektivt masseødelæggelsesvåben imod enhver form for terrorisme. (Dette hævder jeg på baggrund af Wikipedias danske definition af masseødelæggelsesvåben, som værende en ”betegnelse for ikke-konventionelle våben, der har evnen til at medføre store, ukontrollerbare tab.”) Terrorisme handler ikke så meget om at slå folk ihjel, men mere om at skræmme folk og dermed skabe frygt og angst. Søren Kierkegaard har skelnet imellem angst og frygt ved at sige, at frygt har en genstand, mens angsten er genstandsløs. Terrorisme er på mange måder også genstandsløs, da terrorisme ofte rammer helt tilfældige mennesker uden nogen dybere begrundelse eller formål. Terrorisme har derfor også en meget mere omfattende og ødelæggende effekt på samfundet gennem angsten end gennem frygten for de konkrete ødelæggelser ved et terrorangreb. Derfor mener jeg også, at humor er et glimrende våben imod terrorismens ødelæggende og angstskabende effekt på et samfund. For gennem humor kan man sætte det alvorlige i et nyt perspektiv, hvor det ukendte eller skræmmende bliver gjort til genstand for latter. Dermed gør man det alvorlige og skræmmende til noget konkret og håndgribeligt, hvilket ødelægger ethvert grundlag for angst. Det er også begrundelsen for, at humor kan have en befriende effekt på ethvert alvorligt emne. Så derfor præsenterer jeg hermed endnu et effektivt våben i kampen mod terrorisme: En reklame for den nye dvd The World's Wildest Terrorist Video Bloopers:

En hyldest til det at skille sig ud 2 - Clement Kjersgaard

Clement Kjersgaard skiller sig helt klart ud. Det betyder naturligvis også, at folk har meget forskellige meninger omkring ham. De fleste, som jeg kender, kan godt lide Clement, men det langt fra altid sådan. Clement bliver ofte kritiseret både i medierne og rundt omkring på nettet for hans personlige og til tider aggressive stil. (Her syntes jeg, at enhver form for kritik, der tager udgangspunkt i hans fars evner, er under bæltestedet.) Men hvorfor er det egentlig, at nogen mennesker har så travlt med at kritisere Clement? Er det virkelig bare på baggrund af, at de mener, at han er en dårlig tv-vært eller skyldes det i virkeligheden noget andet? Jeg kan i hvert fald umiddelbart konstatere, at stort set ingen bliver provokeret, hvis man f.eks. fremhæver en middelmådig skuespillers positive egenskaber. Nej, det er folk er fuldkommen ligeglade med, men Clement - han kan virkelig få folk op af stolene. Folk er bestemt ikke ligeglade, hvis man fremhæver Clements positive egenskaber. F.eks. så har Clement også, som en af de eneste tv-værter, formået at skabe overskrifter i aviserne alene på baggrund af hans personlige stil - bare se den her artikel fra Berlingske Tidende.

Egentlig så ville jeg helst påstå, at janteloven var død for mange år siden og det burde man også umiddelbart tro, hvis man spørger folk. For langt de fleste mennesker siger helt uden tøven i stemmen, at janteloven er en dårlig opfindelse. Men det er desværre ikke ensbetydende med, at de ikke følger janteloven. F.eks. så er der mange mennesker, som ikke bryder sig om, at man roser andre mennesker i høje toner. Ros er vist generelt noget, som man helst bør holde på et vist niveau. Ros må helst ikke blive for overdrevet eller for højtravende. Nej, for tænk, hvis man skulle gå hen og blive entusiastisk! Men hvorfor er det, at folk ikke bryder sig om for meget ros? Det findes der kun et umiddelbart svar på: janteloven! Så den lever stadig, selvom de fleste mennesker prøver på at benægte det. Men hvorfor er det egentlig, at man ikke må fremhæve et andet menneske på baggrund af vedkommendes kvaliteter? Specielt, hvis kvalitet i den her sammenhæng bare er et udtryk for personlig smag? Hvis det virkelig er så relativt, hvad er der så galt i at give udtryk for det? Hvorfor må man ikke mene, at en enkelt person er fantastisk? Ja, jeg forstår det ikke.

For nylig fik jeg selv muligheden for at opleve Clement i levende live og det var en fascinerende oplevelse, da Clement virkelig kan noget med ord. Han kan formulere dem hurtigt og under pres. Han har ordene i sin magt. Han er skarp og gennemskuer hurtigt andres argumenter og tankegange. Gennem sin charme og sjove gemyt kan han også skabe sin egen selviscenesættelse, hvilket både virker skræmmende fascinerende og medrivende på en gang. Hans egen selviscenesættelse er faktisk så god, at han uden at blinke kan tage opmærksomheden fra ethvert andet menneske i hans umiddelbare nærvær. Jeg formoder, at det muligvis er denne evne, som mange ikke bryder sig om. Selv hævder manden, at han hader lyden af sin egen stemme. (En erkendelse, som flere af os jo har gjort os.) Hvilket er en lidt sjov ironisk erkendelse, når den kommer fra en mand, som tydeligvis kan tale sig fra næsten alt. Eller er det? Er det selvironi på baggrund af selverkendelsen af storhed? Jeg er ikke helt sikker på, hvad kommentaren skyldes. Men uanset, hvad man mener om Clement, så kan man ikke komme udenom, at han skiller sig ud - og ifølge min vurdering – så er det på den gode måde. Desværre så kan tv ikke altid fange alle de fascinerende aspekter af virkeligheden og dermed bør man heller ikke gå glip af muligheden for at opleve Clement live. Hvilket DR2 faktisk for tiden giver dig mulighed for lige her. Ellers så kan man naturligvis også bare se hans program Autograf på DR2 hver tirsdag kl. 23.

Kunsten at kunne tegne virkeligheden

Direktøren for Kunstmuseet Louisiana Poul Erik Tøjner har udtalt, at kunst ikke kun bør være forbeholdt eliten, men bør være til glæde for hele befolkningen. Det er jeg helt enig i, da ordet elite alligevel kun bliver brugt, som et udtryk for arrogance (for at fremhæve sig selv og det er desværre sjældent på baggrund af noget stort). Det er i hvert fald sjældent, at man hører de store kunstnere kalde sig selv for en del af eliten. En af de få steder, hvor betegnelsen rent faktisk kan bruges meningsfuldt, det er indenfor sportens verden. For her kan man meget nemt måle, hvem der er bedst og dermed er en del af eliten. Hvilket jeg ikke mener, at man kan i samme grad indenfor kulturen. Ud fra samme betragtning, så mener jeg heller ikke, at kunst nødvendigvis er noget, som man finder på et kunstmuseum. Det er Julian Beevers værker et glimrende eksempel på, da han bruger forskellige storbyer rundt omkring i verden, som en kulisse for hans fantastiske tegninger.

Her er nogle af dem:

Waste of Water

Taking the Plunge

Feeding the Fish

Wild River Rafting

Man kan også se flere af hans værker på hans egen webside.

Blogpausen er slut

Egentlig så ville jeg helst ikke skrive dette blogindlæg, da det bare virker som en plat opfordring til at sige tillykke. Men jeg føler, at jeg skylder en forklaring på, hvorfor min blog har ligget stille i det sidste stykke tid. Det har den, fordi mine venner mente, at det var mere relevant for mig at bruge tiden på at skrive mit speciale færdigt end at skrive blogindlæg. De havde en eller anden sjov ide om, at det måske kunne være til min fordel at blive færdig på universitetet. Generelt har de mange mærkelige ideer om, hvad der er bedst for mig. Men nu er jeg så endelig blevet færdig med mit speciale og dermed skulle min blog også gerne blive lidt mere aktiv. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for de mails, som jeg har fået, mens bloggen har ligget stille.