Alanis Morisette fik meget medieomtale, da hun i 1998 udgav sin første single Thank U fra sit fjerde album Supposed Former Infatuation Junkie. Det gjorte hun hovedsagligt, fordi der med singlen også fulgte en video, hvor hun var nøgen. Men derudover så har sangen faktisk også et fantastisk budskab. Budskabet handler om at være taknemlig for livet. Det bliver på smukkeste vis understreget i videoen, hvor Alanis går nøgen rundt. Men videoen handler ikke om at promovere nudisme, men har til formål at understrege det vigtige ved at turde være sig selv. At turde vise, hvem man er. At være åben og sårbar overfor andre mennesker. Det at være sårbar er på mange måder også det samme som at turde være sig selv. (Thank you frailty). Hvis man er bange, så trækker man sig ind i sig selv og begrænser dermed også sine egne muligheder. Sangens tekst handler hovedsagligt om taknemlighed. Den store taknemlighed opstår, når man formår at vende alverdens ulykke eller sorg til lykke. For det forunderlige og mærkelige ved stor sorg og ulykke er, at man på et eller andet tidspunkt vil opleve, at det ikke længere er muligt at blive mere ulykkelig. Så har man helt bogstaveligt talt nået bunden - man kan ikke længere synke dybere og dermed kan det kun gå fremad. Men det er desværre ikke alle mennesker, der når bunden, selvom de er meget ulykkelige.
Alanis begynder Thank U med spørgsmålet: How about that ever elusive kudo? Hvad med den evige udefinerbare og uforståelige taknemlighed? Taknemlighed er noget, som der opstår, når man ikke længere bebrejder andre for ens sorg eller ulykke. How about me not blaming you for everything? Taknemlighed opstår, når man kan værdsætte livet, som det er lige nu. Når man kan nyde livet - uden hverken at leve i fortiden eller i fremtiden. Uden at udskyde lykken til senere. How about me enjoying the moment for once? Når man ikke længere er bange for sine egne følelser. How about grieving it all one at a time? Eller er bange for at give udtryk for sine følelser. How about unabashedly bawling your eyes out? Når man tør behandle sig selv, som man virkelig fortjener. How about no longer being masochistic? Når man ikke længere føler nogen form for vrede mod dem, som har såret eller behandlet én uretfærdigt. How about how good it feels to finally forgive you? Når man giver slip på smerten, frygten eller sorgen, så vender man tilbage til livet og dermed opstår der en ny mulighed for lykke. Denne mulighed giver automatisk én en stor følelse af taknemlighed. En taknemlighed for livet og alt, hvad det indeholder. Alle livets muligheder. Man vender tilbage til overfladen som et andet (nyt) menneske. Alanis beskriver denne rejse ud af ulykken mod lykken meget smukt med ordene:
The moment I let go of it
was the moment I got more than I could handle.
The moment I jumped off of it
was the moment I touched down.
mandag den 25. maj 2009
Thank U
Etiketter:
ansvar,
kultur,
livsfilosofi,
musik,
psykologi,
selvbevidsthed,
skønhed,
taknemlighed,
værdsætte livet,
ydmyghed
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar